"Hvad skal du så nu?"

Team Hurricane: Ting bliver lettere, når man taler om dem

p1170374_preview

Billede: Maria Pasenau

Piger og kvinder skal ikke lægge låg på sig selv, og så skal vi blive bedre til at tale om, hvordan vi har det. Så farligt er det jo heller ikke. Vel? Vi har talt med instruktøren og castet fra den danske ungdomsfilm Team Hurricane om retten til at larme, og hvorfor det er vigtigt at sige det højt, når noget er svært.

Filminstruktør Annika Bergs nye ungdomsfilm Team Hurricane er dedikeret til de piger, der er lidt for meget. Dem der larmer og tør være uperfekte og sårbare.

Det er fire af den slags piger, der har indtaget dette møderum i headspace København, som vi møder sammen med instruktøren Annika. På overfladen ser de rå og flippede ud. Mia har farvet håret lilla, Eja er helt karseklippet og har dækket øjnene med masser af rød øjenskygge. Maja sidder tilbagelænet i pangfarvet tøj og Zara i skotskternet nederdel og grove støvler. Alle fire piger er blevet typecastet til filmen på grund af deres personlige udtryk via Instagram, og fordi de bruger sig selv så meget i filmen, virker den næsten som autofiktion.

Tilsammen er der mange store armbevægelser og masser af no fucks given-attitude, som falder til jorden, da vi sætter os ned, og Mia med det lilla hår fortæller, hvordan hun græd i skolen i går, fordi en dreng fra hendes klasse kaldte hende arrogant. Det gjorde hende sindssygt ked af det.

Jeg tror, at der mangler noget til denne her målgruppe,” siger Annika om grunden til, hun lavede denne film.

En film som hun egentligt lavede til sig selv og til alle andre piger, der er mere Pippi Langstrømpe end prinsesse, og som kan lide farver, ”larm” og attitude.

Jeg synes ikke, den pigetype er særlig godt repræsenteret. Piger bliver opfordret til at perfektionere deres krop eller væremåde. Drenge bliver opfordret til at være gode til noget. De lærer at bruge deres krop til noget fedt.”

Hvordan det gik til, at drenge tilegner sig seje færdigheder og viser sig selv frem, mens piger mere er ydmyge og høviske, ved hun ikke. Men Annika ved alt for godt, hvor svært det kan være at gøre noget andet.

Jeg kan ikke sige, at det bare er samfundets skyld, men jeg følte som ung, at det var lettere at blive elsket, hvis jeg ikke var så vild. Og jeg kan godt se nu, at jeg prøvede at fylde mindre og være mindre højrøstet dengang.”

Så nu har hun lavet den film, hun selv havde brug for. En hyldest til de fandenivoldske piger og en påmindelse om, at der er mere end én måde at være pige eller kvinde på.

At insistere på sig selv

For det er ikke nødvendigvis nemt at insistere på sig selv, retten til at være excentrisk og gå uddannelsesvejen, der ikke resulterer i en studenterhue. Men man skal gøre det alligevel, siger Maja. ”Jeg har altid været meget ekstrem, og det har mine forældre haft svært ved. De accepterer det nu, men det er også fordi, jeg har insisteret på at gå mine egne veje, og det har gjort mig meget gladere. Og i sidste ende gør det jo også ens forældre glade, at man trives,” siger hun.

Det gjorde fucking ondt i starten, men jeg er så glad for, at jeg holdt fast i mig selv.

Der bliver lidt stille, og Mia nævner, at ”man vil jo også gerne have, at folk kan lide en”. Trods alt.

Et dilemma uden lige

Det er ligesom det evige dilemma, når man prøver at finde sig selv som ung. At man død og pine ikke vil puttes i nogen kasse eller være noget, man ikke kan se sig selv i. Men at man jo også bare gerne vil elskes og accepteres.

Mens tre af pigerne til stede i dag har omfavnet deres ekstreme sider og utallige gange er blevet bedt om at skrue ned, så har Zara set filmen som en mulighed for måske at skrue op.

Jeg er ikke en person, der er blevet set særlig meget i mit liv, for jeg er ikke god til at ”larme”. Så jeg har tænkt denne her film som en måde at udvikle mig personligt på. Jeg har haft det mærkeligt med mig selv, og jeg håber, at folk, der har det ligesom mig, får en følelse af, at det også er okay at være stille, selvom de ikke ser mig så tydeligt i filmen.”

p1170403_preview

Billede: Maria Pasenau

Sharing is caring

Annika Berg er ikke bange for at tale om ting. Heller ikke dem, der er svære. ”For mig er det vigtigt at gribe fat i de svære ting og vise, at det ikke er svært at tale om. Det er jo bare en del af livet. Der er jo nærmest ingen teenagepiger, der ikke har været inde over bare nogle af de ting, vi berører i filmen. Det er megahårdt at være teenager. Men det er også meganice.”

Og ligeså vel som pigerne i filmen laver både spas og løjer, taler de også om både seksualitet, selvhad og spiseforstyrrelser. Og det er vigtigt. At tale om tingene.

Hvis man går med en masse indeni, kan det ikke bare drives væk. Så imploderer man. Når der er noget indeni, der koger, så er man nødt til at løfte låget. At dele er en måde at løfte låget på.”

Det er de andre piger enige i. De er alle frygtløse i deres tilgang til at sige alting højt, og de taler om det ene tabu efter det andet ligeså ubesværet, som talte de om vejret.

”I filmen sidder jeg og græder og siger, jeg føler mig tom og ensom. Jeg er 100% sikker på, at alle har haft det sådan på et tidspunkt. Alle føler sig jo ensomme indimellem,” siger Eja.

Zara er også uforstående over for, at der er ting, som er helt almenmenneskelige, men som vi alligevel på en måde alle har indgået en stiltiende aftale om, at vi ikke snakker om. At de næsten er lidt skamfulde at sige højt.

Det er blevet let for mig at tale om min spiseforstyrrelse, fordi jeg har gjort det så meget nu. Og det har givet mig den indstilling, at tingene er, hvad man gør dem til. Der er no limits in this world. Alle kan have det svært, så det giver ikke mening, at vi ikke taler om det,” siger hun.

Og ikke nok med at det bliver lettere for en selv, jo mere man åbner op, bliver det også lettere for andre. For når først én deler, følger flere gerne trop.

I filmen ser vi Zara fortælle om sin spiseforstyrrelse til de andre piger.

Det er godt, du siger det, for så kan andre også sige det,” siger de samstemmende, da hun fortæller dem om turene til behandling på Bispebjerg Hospital.

Scenen er nærmest skræmmende ægte, for turene til Bispebjerg var på det tidspunkt en del af Zaras hverdag, og indtil den scene blev skudt, vidste de andre i castet ikke, hvorfor hun forsvandt fra optagelserne midt på dagen.

Tilbage i headspace fortæller Mia, hvor meget den scene rørte hende. ”Når jeg ser den scene, får jeg lyst til at kaste op og komme ud med alle de ting, som jeg selv har båret rundt på. Det giver mig lyst til at sige alt det, jeg ikke har fået sagt,” fortæller hun.

Hun har selv en depression men havde ikke fortalt det til de andre piger, da den scene blev indspillet.

Ting er lettere, hvis man ikke skal holde dem skjult. De er lettere, når man taler om dem,” siger hun og vender tilbage til skoleepisoden fra i går. ”Da ringede jeg til min mor, og det var ikke fordi, hun kunne sige noget magisk men efter at have talt med hende, var det alligevel okay”.

Egentlig er deling også en måde at foregribe, at problemet bliver alt for omsiggribende, for de svære ting har det med at vokse i tavshed. Annika har prøvet at ignorere alle de energier, der fløj rundt i hende. Den strategi virker ikke.

p1170523_preview

Billede: Maria Pasenau

Livets smertestafet

I stedet har hun omfavnet de ting og tabuer, som hun har tumlet med. Nogle tungere og sværere end andre, men uanset kampens størrelse , har det været vigtigt at tage den. Og det er noget af det, som Annika Berg godt vil illustrere i Team Hurricane.

Når Zara i en scene fortæller om sin smerte, skal den ikke tabes på gulvet, den skal gå videre. Vi har prøvet at lave smerten som en stafet, der er mere universel og alles smerte.”

For som hun nævnte tidligere, er det en del af livet, at det sommetider gør ondt. Så hvad kan vi alle sammen – ældre som yngre – lære af en flok teenagepiger, der stadig har deres indre Pippi Langstrømpe intakt, og som ikke lader andre diktere, hvad de skal gøre?

”Jeg håber, andre har lyst til at dele deres følelser, for jeg tror ikke, der er særlig mange, der sætter sig ned og tænker over, hvordan de har det,” siger Maja.

Så lad os starte der.

   

Ingen kommentarer endnu

Der er endnu ingen kommentarer til indlægget. Hvis du synes indlægget er interessant, så vær den første til at kommentere på indlægget.

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

"Hvad skal du så nu?"