STRESS: Da mit sind fik brug for en time-out

Praktikant i headspace: Min nye hverdag under corona-lockdown

Da jeg startede i praktik på headspaces sekretariat i slutningen af januar, havde jeg aldrig i min vildeste fantasi forestillet mig, at jeg efter godt og vel halvanden måned skulle fortsætte min praktik hjemmefra. Jeg ville jo netop i praktik for at få både arbejdserfaring og afveksling fra de sidste næsten fem års studier, hvoraf en god portion af tiden er blevet brugt på læsning og opgaveskrivning på mit kollegieværelse.

Jeg fik en anden struktur og rytme ind i min hverdag, og det var tiltrængt efter mange år med skiftende undervisningsskemaer. Det var også rigtig rart at have en følelse af, at man på forskellige måder var med til at bidrage til noget større og noget vigtigt.

Jeg bidrager stadig, selvom jeg arbejder hjemme, men det er bare ikke helt det samme, når man ikke længere møder fysisk på arbejde hver dag. Jeg har ikke mulighed for at tale med mine søde og engagerede kollegaer, som jeg jo næsten kun lige havde lært at kende. I hvert fald ikke ansigt til ansigt.

Nu har jeg arbejdet hjemmefra i over en måned, og jeg har selvfølgelig vænnet mig mere til situationen, men fordi jeg kun er i praktik i fem måneder, så føles de sidste fem uger som meget lang tid. Jeg kan godt ærgre mig over, at den her epidemi skulle ramme Danmark lige præcis nu, men det ændrer ikke på noget, og det hjælper heller ikke på min situation. Jeg prøver i stedet at lære så meget som overhovedet muligt, både af min praktik og af hele situationen.

Jeg bor i København på et lille kollegieværelse med fælleskøkken og tretten medkollegianere. Derfor har det også været med forsigtighed og en lille smule bekymring, at jeg hver dag bevæger mig ud i køkkenet for at lave mad til mig selv. Alligevel er det dejligt med naboer, som både er mine gode venner og også føles lidt som familie. Jeg ved, at jeg aldrig er alene. Vi kan ikke undgå at være tæt på hinanden, når vi deler køkken, så jeg har ofte gået og tænkt på, om hele min gang mon bliver smittet på et tidspunkt. Vi er ikke ramt endnu. Heldigvis. Og vi gør rent og spritter af efter alle kunstens regler.

Min hjemmearbejdsplads er rigtig hyggelig, men det kan også hurtigt blive trangt, især fordi min kæreste har boet hos mig de sidste mange uger. Der er ikke særlig meget plads at bevæge sig rundt på, så vi kan godt gå hinanden på nerverne i ny og næ, men jeg er meget glad for at have ham at dele det hele med. Han tager stadig på arbejde hver dag, så jeg kan til tider godt føle mig fanget herhjemme. Dagene kommer hurtigt til at flyde sammen og føles meget ens.

København virker pludselig for lille og for stor på samme tid, når bygningerne står tæt og tårner sig op, og der er langt til åbne vidder og vild natur. Jeg har brug for mere luft omkring mig. Jeg forsøger at komme udenfor hver dag, så jeg kan mærke blæsten i håret og solen på mine kinder. Mit humør bliver påvirket, hvis jeg har været indenfor en hel dag – uden så meget som en cykeltur til og fra arbejde. Jeg har ofte siddet og iagttaget folk, der cykler, løber og går i det gode vejr, og så er det ikke altid lige sjovt at arbejde hjemme. Jeg bliver rastløs.

Rastløsheden har betydet, at jeg endelig har kridtet løbeskoene igen efter et halvt års pause. Så lidt godt er der da kommet ud af kombinationen af hjemmearbejde og kollegieliv. Jeg løber med min bror i Kalvebod Fælled, hvor der trods alt er åbne vidder. Vi skulle egentlig have deltaget i et trailløb i de schweiziske Alper til sommer, men det bliver højst sandsynligt aflyst.

Jeg prøver at passe bedre på mig selv, både fysisk og mentalt. Jeg laver god mad, bevæger mig og giver plads til mine tanker og følelser. Nogle dage er jeg glad, håbefuld og optimistisk. Andre dage er jeg trist og bekymret. Jeg savner, længes og mindes. Men jeg er også taknemmelig. Der skal være plads til det hele.

Jeg er begyndt at tegne og male lidt igen. Og jeg ser faktisk ikke så meget Netflix, som man måske skulle tro. Mine dage går mest med arbejde, frisk luft, mad og søvn. Jeg er mere tålmodig med mig selv og mine omgivelser. Jeg prøver at nyde de små ting i hverdagen.

Derfor havde jeg virkelig brug for luftforandring, da påsken ramte. Så jeg tog på besøg hos mine forældre i Jylland. Den ene har en have og den anden en altan, så der følte jeg, at jeg kunne trække vejret dybt igen. Selvom det ikke var uden betænkeligheder, at jeg besluttede at tage afsted, så kunne jeg med det samme mærke, at det var det helt rigtige for mig. Jeg fik meget mere plads at boltre mig på end mine atten kvadratmeter derhjemme.

Det var befriende og gjorde underværker for humøret og motivationen at komme væk fra de samme omgivelser. Det gav mig et tiltrængt pusterum at få hverdagen lidt på afstand, og jeg havde mere energi, da jeg kom hjem igen.

Jeg har fået mere ro på, og jeg har ikke så travlt med at nå det hele på én gang. Jeg skal nok nå det, der skal nås.

 

Blogindlægget er skrevet af Louise, der er kommunikationspraktikant på headspaces sekretariat. 

Ingen kommentarer endnu

Der er endnu ingen kommentarer til indlægget. Hvis du synes indlægget er interessant, så vær den første til at kommentere på indlægget.

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

STRESS: Da mit sind fik brug for en time-out