I en verden, hvor robusthed har præmieværdi, og de mange forventninger hurtigt kan føles som at vandre rundt med betonklodser på skuldrene, kan det være utrolig svært at være skrøbelig og indrømme, at man har brug for andre. Det kender Josephine alt for godt, og hun har skrevet et ærligt indlæg om, da hun ramte bunden, fik stress, og hvordan hun kom ud på den anden side.

Det er torsdag aften, og jeg har endelig givet op. Jeg har givet op på at være hende den stærke. Som jeg sidder der i vindueskarmen, har jeg mistet troen på, at jeg klarer den.

Mit ydre er stivfrossent, men under overfladen er jeg gået helt i stykker. Det er, som om noget inde i mig har ventet på denne dag. Frygtet og ønsket den på samme tid.

Denne dag, hvor jeg er klar til at falde fra hinanden og lade omverden gribe mig. Det er så skrøbeligt lige nu. Jeg tør ikke at give slip, for jeg har holdt fast så længe. Hvad nu, hvis der ikke er nogen, der griber mig? Hvad nu, hvis jeg lader mørket tage mig og aldrig kommer ud?
Jeg har godt vidst, at jeg på dette tidspunkt har haft stress i et stykke tid. Jeg ved også godt hvorfor – fordi vægten fra at være hende, der altid klarer det hele, har mast luften ud af mine lunger. Jeg ved godt, det er noget pis, at jeg ikke sover om natten. Jeg ved godt, at jeg bliver sindssygt udmattet ved bare det mindste og ikke magter min hverdag længere. Jeg ved godt, at jeg ikke får nok ordentlig mad at spise. Jeg ved godt, det er skidt, at jeg hele tiden er på vagt, og at jeg vender mig ved den mindste lyd. Jeg ved godt, at hele min krop kører med 100 km/t, og at mine fysiske symptomer er voldsomme. Jeg ved godt, at jeg de første og sidste 23 år af mit liv har været sindssygt dårlig til at passe på mig selv.

Jeg tager selv beslutningen om at tage til lægen. Jeg forsøger at fortælle min omverden om det, hvilket er et stort skridt for mig. Det virker som om, de ikke helt forstår det, som om de tænker: Hun har nok en dårlig dag. Men hvordan skal de vide, at jeg er gået fuldstændig i stykker indeni, når jeg sjældent fortæller dem, at jeg har det skidt? Hvordan skal de forstå, at jeg har brug for, at de griber mig, når jeg ikke råber om hjælp?

Sovepiller mod sammenbruddet

Mens jeg sidder hos lægen, spørger jeg mig selv: ”Hvorfor sidder jeg egentlig der og er ikke taget til forelæsning?”, og ”Hvorfor synes jeg i øvrigt, at jeg er syg nok til at belemre lægen?”. Det bliver min tur. Jeg går rystende ind over dørtærsklen og forklarer – til lægens store overraskelse – fuldstændig objektivt og nøgtern om alle mine symptomer. Jeg kan mærke, hvordan jeg bryder helt sammen indeni. Heldigvis når mit sammenbrud overfladen, og jeg bryder ud i tårer og hulker.

Lige der ved han slet ikke, at jeg tigger ham om at gribe mig. I stedet begynder han at snakke om, hvor ressourcestærk jeg er, og at jeg hurtigt kommer over det her. Jeg bliver sendt hjem med et par velmente ord og piller, der skal hjælpe mig med at sove.

På vej hjem kører mit hoved derudaf. Hvorfor havde jeg ikke bedt nogen om tage med? Hvorfor skal jeg altid klare alting selv? Hvorfor kan jeg ikke nogle gange åbne den forbandede mund og sige, hvad jeg virkelig føler, hvad jeg har brug for? Men jeg vil jo ikke være til besvær, og alle andre har rigeligt at se til.

Jeg åbner hoveddøren, og så står jeg der igen – alene. Alene med en følelse af at stå med hele verden på mine små, skrøbelige skuldre. Nogle gange forbander jeg, at jeg ud ad til virker stærk. Jeg har nok altid signaleret, at jeg kunne klare alt og løfte alle, men det kan jeg ikke. Det er der ikke nogen, der kan. Jeg føler, at hver eneste knogle i min krop er brækket, og jeg ligger fladmast som en pandekage under den verden, som jeg har forsøgte at erobre på én gang.

Nogle gange ville jeg ønske, at jeg kunne invitere dem alle sammen ind i mit skrøbelige lille sensitive sind, så de kunne se, at der sad et lille 10 årigt barn der inde, som havde sindssygt meget brug for, at der var nogen, der lagde armene om hende. Nogen der havde ansvaret for hende.

Samtalen blev et vendepunkt

Konsekvensen af at være hende den stærke, der altid klarer det hele, var for mig, at jeg langsomt mistede mig selv. Jeg mistede evnen til at mærke, hvad jeg havde lyst til og ikke havde lyst til. Jeg kunne ikke aflæse min psyke og min krops signaler. Jeg var i virkeligheden slet ikke stærk og vidste ikke, hvor mine grænser var. Jeg var tit ked af det og følte mig helt nedbrudt uden at vide hvorfor. I alle de år har jeg tilladt folk at vandre frem og tilbage ind over mine grænser. Fordi jeg aldrig havde sat dem – kun rykkede dem mere og mere. Jeg mistede orienteringen og dermed muligheden for at finde vej ud.

Jeg skulle helt derud, hvor jeg blev ramt af stress, før jeg lærte at sætte grænser og række ud efter andre. Før jeg lærte at have balance i regnskabet mellem det, jeg gav, og det jeg fik igen. Da jeg begyndte at vise min omverden, at jeg også godt kunne gå i stykker, og at jeg til tider havde brug for, at de var der og lyttede til det, jeg havde på hjerte, vendte det for mig.

Det var der, jeg kunne give slip på det kæmpe ansvar, der tyngede mig, og som jeg bar rundt på. Da jeg begyndte at tale med nogen om min smerte og om, hvordan jeg virkelig havde det, var det som om, det ansvar langsomt blev udjævnet. Jeg fortalte, at jeg havde brug for at blive grebet, og jeg tillod mig selv at gå i stykker. Vigtigst af alt – jeg tillod, at der var nogen, der greb mig. Jeg forlangte, at de greb mig. For vi må godt stille krav til de mennesker, der er omkring os. Vi skal sætte grænser. Vi må godt råbe om hjælp, og hvis de ikke hører os første gang – så må vi godt råbe endnu højere.

I headspace hører vi dig. Vi er nogen at tale med.

Josephine er frivillig i headspace Aalborg

Rigtig mange danskere oplever hver vinter at føle sig ekstra trætte og nedtrykte. Godt og vel 275.000 danskere lider af vinterdepression og vintertræthed. Jeg har selv kæmpet med det i mange år, men med tiden har jeg indset, at man selv aktivt kan gøre en forskel for at sikre sin vinterlykke. 

For os danskere er de lange og hårde vintermåneder en naturlig del af det at bo på den nordlige halvkugle. Vi har vænnet os til at have sæsonprægede rutiner alt efter, hvilken måned vi er i – og så alligevel er det som om, man aldrig rigtig vænner sig til det dunkle vintermørke og de dystre tanker, som mørket har det med at bringe med sig.

At navigere rundt i livet med fanen holdt højt kan være svært nok, selv når fuglene pipper, og solen står højt på himlen. Når efteråret så indtræder, er det tit, som om alle problemer bliver fordoblet, fordi energien til at håndtere dem ikke længere synes at eksistere.

På egen krop

Gymnasietidens vintermåneder husker jeg som særdeles hårde, og mest husker jeg gymnasiet for, at jeg altid var kanon træt. Det lyder nok som noget, man har hørt før, men det var ikke unormalt, at jeg blev vækket af mine skolekammerater, fordi jeg var faldet i søvn, når vi havde gruppearbejde. Mine forældre forsøgte tit at overtale mig til at lave noget efter skole, men oven på en lang dag med social og faglig aktivitet var jeg helt udmattet.

Andet år af gymnasiet var særligt slemt. Jeg vidste fra tidligere oplevelser, at vinterdepressionen ville komme, men frygten for dens ankomst gjorde, at den ramte mig endnu hurtigere. Den konstante udmattelse jeg følte, da det blev vinter, slog mig omkuld. Jeg fik ikke set mine venner, og jeg fik aldrig lavet mine lektier, hvilke bragte mig bagud i skolen, og når jeg mødte bare den mindste modstand på min vej, var det som om, jeg ramte muren med 100 km/t. Hvis ikke jeg græd på daglig basis, var det i hvert fald ugentligt.

At være konstant nedtrykt og udmattet gjorde, at jeg måtte sygemelde mig fra skolen i et par måneder. Under sygemeldingen oplevede jeg, at ved at holde mig aktiv med træning og med venner, fik jeg mere energi fysisk såvel som psykisk. Min mor fodrede mig med broccoli og vitaminpiller, så jeg også ernæringsmæssigt kom på rette kurs. Langsomt begyndte jeg at få det bedre, og verdenen, fra mit perspektiv, begyndte at virke overskuelig igen.

Det uundgåelige efterår

Ifølge Poul Videbech, som er overlæge og professor i psykiatri, er der en ganske naturlig forklaring på, at mange danskere føler sig deprimerede og trætte, så snart dagslyset aftager.

Manglen på sollys påvirker kroppen, så de vinterdeprimerede udskiller mere af hormonstoffet melatonin og mindre af signalstoffet serotonin. Det lyder meget teknisk, men ubalancen kan ifølge forskeren forstyrre døgnrytmen og gøre os trætte og triste.

Men selvom vinterdepressionen har en naturlig årsag, er det ikke altid, at de følelser, der er forbundet med depressionen, føles naturlige. Det gjorde de i hvert fald ikke for mig. Med tiden har jeg dog lært, at trætheden og de tunge tanker kan forebygges med nemme og naturlige hjælpemidler.

Fem råd til at forebygge vinterdepression:

Kom udenfor

Den primære grund, til at vinterhumøret daler, er det manglende lys om vinteren. Det er derfor en god idé at opholde sig i minimum 30 minutter udendørs om dagen. Yderligere viser forskning, at lysterapi kan være en måde at forebygge vinterdepression.

Spis sundt

Det er især vigtigt at spise vitamin- og mineralrige grøntsager i vintermånederne. Årstidens grøntsager som kål, spinat og broccoli indeholder vigtige proteiner, som vores krop bruger, når den skal holde et højt energiniveau.

Hvis man ikke er god til at spise grøntsager, kan det være en god idé at supplere sin kost med vitaminpiller eller fiskeolietabletter.

Fysisk aktivitet

Det er bevist, at hjernen frigør hormonstoffer, der fremmer lykkefølelsen ved fysisk aktivitet. Sørg derfor for at dyrke motion eller at holde dig selv i gang med aktiv afslapning som gåture, yoga og meditation.

Social aktivitet

Følelsen af ensomhed er en af de oftest forekommende symptomer ved vinterdepression. Det kan derfor styrke humøret at være social med sine venner og familie. At dyrke sine venskaber er også godt, da det kræver, at man kommer ud af sit vinterhi (femina.dk/psykologi).

Søvn

Der sker mange vigtige processer i vores krop og hjerne, når vi sover. Det er derfor vigtigt at sove godt om natten og finde en fast søvnrytme. For 13-17 årige er det i gennemsnit 10 timer, mens 18-25 årige anbefales at sove i gennemsnit 8 timer.

Tjek det selv ud lige her

Og ellers fat mod! Snart titter solen frem, når foråret atter får alt til at blomstre, og lyset vender tilbage.

Indlægget er skrevet af Trine, der er kommunikationsfrivillig i København

Hvor kommer de tyngende forventninger fra, og hvorfor har vi sådan en stor trang til at leve op til egne og omverdenens forventninger? Alt det skriver Christian, vores frivillige i headspace Aalborg, om i dette blog indlæg.

For høje forventninger til mig selv har været et ondt spøgelse, der har jaget mig gennem store dele af min ungdom, især i gymnasietiden. De blev bygget op gennem mine mange roller som barn, hvor jeg var god i skolen, pligtopfyldende, en god kammerat og meget vellidt hos lærere, forældre og andre. Dette satte sit præg på mig og fik mig til at føle, at jeg var nødt til at præstere bedre og bedre, for fortsat at være en vellidt dreng. Men i takt med at jeg er blevet ældre, er jeg dog nået frem til, at de forventninger, som jeg følte andre havde til mig, faktisk ikke var der, men udspillede sig i mit indre.

Du skal turde at “fejle”

Jeg var ekstremt bange for at fejle, da jeg som en ung 16-årig dreng skulle balancere mellem lektier, ligninger, fredagsfester og finde vej i det travle gymnasieliv. Det er noget, som den dag i dag gør stort indtryk på mig. Jeg var bange for at give udtryk for, at jeg ikke kunne leve op til, hvad jeg anså som det rigtige, det optimale, det jeg stræbte efter. Jeg ville så gerne leve op til mine forældres, venners og bekendtes syn på mig. Jeg har nemlig altid forsøgt at fremstå, som en der ”havde styr på det”, men sandheden var, at ofte føltes det virkelig som om, at jeg ikke havde det. Jeg var bare alt for bange for at give udtryk for det, og i stedet for at være ærlig, når folk spurgte ind til, hvordan jeg havde det, så spiste jeg dem af med en løgn om, at alting var ”fint”.

Det værste var jo, at der ikke var nogen, der forventede, at jeg havde styr på mit liv som 16-årig. Det var kun inde i mit hoved, at de her forventninger hobede sig op. Lige nøjagtigt det her gik først op for mig, da jeg måtte indse, at jeg ikke kunne få gymnasium, lange arbejdstimer på mit fritidsarbejde og et godt socialt image til at fungere på samme tid. Da jeg seks måneder inde i 1.g måtte sige op som servicemedarbejder på den lokale McDonalds, så jeg det, som jeg fejlede og skuffede min familie og venner, og det var som om, at mit selvbillede krakelerede. Jeg blev pludselig i tvivl om, om jeg nu ville være mindre vellidt. Men det fedeste var, at jeg opdagede at ingenting ændrede sig. Der var ingen, der tænkte dårligere om mig. Tværtimod. Jeg blev faktisk opfattet som stærk, fordi jeg reagerede på min situation og overvejede, hvad jeg kunne gøre for at hjælpe mig selv.

Det er ikke vigtigt, at alle synes om dig

I rigtig mange år i gymnasiet brugte jeg meget energi på at have en god relation til rigtig mange mennesker. At alle syntes om mig var vigtigt. Det var vigtigt at få den bekræftelse og anerkendelse, der fulgte med. Jeg så det som en form for ”forsikring” om, at jeg var god nok, når jeg tvivlede på mig selv. Derudover havde jeg en opfattelse at, jeg var en interessant person, hvis jeg havde mange bekendte og venner. Jeg kendte utroligt mange mennesker på overfladen, men jeg havde meget få nære venner i min omgangskreds, som jeg kunne betro mig til.

Jeg følte, at jeg havde virkelig mange venner, men samtidig følte jeg mig også ensom. Det gjorde mig meget forvirret. Og da jeg i en alder af 18 år havde brug for de nære relationer, de fortrolige venner, da var jeg alene. Jeg havde ikke nogen, som jeg kunne åbne mig op overfor, da mine forventninger til mig selv var, at ”jeg kunne klare mig selv”, og at ”en god ven, søn eller bror belemrer ikke sin omgangskreds med sine problemer”. At alle syntes om mig var så vigtigt, at jeg ikke turde vise, at jeg var sårbar. Jeg var bange for, hvad de ville tænkte og hvad der ville ske. Mine forventninger stoppede mig i at få hjælp, og slippe den byrde jeg bar rundt på.

Jeg har dog sidenhen fundet ud af, at det ikke er vigtigt, hvad den ene kammerat, som jeg møder en gang hvert halve år, synes om mig. Det er derimod vigtigt at finde de mennesker, der har betydning for en og så bruge ekstra energi på dem i stedet for at prøve at fremstå som noget, man ikke er – et supermenneske, som alle kan lide. Det er vigtigt at bruge sin tid og overskud på de mennesker, der giver en energi, og som drager omsorg for dig. Og det gør de kun, hvis de kender dig, dit sande jeg, og at du tør vise, at du er er sårbar og har brug for hjælp.

Da jeg stod sårbar og ensom er jeg sikker på, at det kunne have hjulpet mig meget at få snakket om, hvorfor det var så vigtigt efterleve mine egne, høje forventninger og hvorfor det var så vigtigt at prøve at tilfredsstille alle – selv folk der ikke var vigtige i mit liv.

Husk på, at du ikke er alene

Men hvor kommer de fra, de fejlagtige forventninger? Hvorfor hober de sig op som højhuse, der skygger for, hvad der virkelig betyder noget i din hverdag? Det er vigtigt at spørge sig selv om. Det er ikke farligt at have høje forventninger til sig selv, men det er meget sundt lige at mærke efter, om man forventer for meget af sig selv, og hvorfor man gør det.

I min optik er det en styrke at kende sine begrænsninger, kunne bede om hjælp og turde at være sårbar. Om det er at søge hjælpe ved venner og bekendte, familie eller et helt tredje sted som headspace – det er underordnet. Så smid superheltekappen og giv dig selv en chance. Min far sagde engang: ”Det er lige meget, om du lever af at være kasseassistent i Fakta, skraldemand, mangemillionær eller skolelærer. Dét der er vigtigst er, at du er glad, for du skal leve dit liv, dig og ingen andre”.

headspace er et anonymt og gratis rådgivningstilbud til børn og unge i alderen fra 12-25 år, der er drevet af over 450 frivillige på landsplan og få fastansatte. I headspace er ingen problemer for store eller små, alt foregår på unges præmisser, og der er ingen ventetid og journaler.

Der findes headspaces i Aabenraa, Aalborg, Albertslund, Ballerup, Billund, Esbjerg, Gentofte, Greve, Helsingør, Herlev, Herning, Horsens, Hvidovre, København, Odense, Roskilde og Rødovre og fra marts i Fredericia.

I headspace kan du komme direkte fra gaden og tale med ungerådgivere eller frivillige. Der er også mulighed for at chatte med vores rådgivere eller kontakte headspace telefonisk. Du kan læse mere på www.headspace.dk

Hvem er de piger, der altid får 12. Dem, der har pæne kærester, pæne Instagramfotos, og som gudhjælpemig også er i elevrådet, er gode veninder og dyrker sport på højt plan, mens de har fede fritidsjob. De kan det hele. Kan de ikke?

Nej. Det kan de ikke. Det er der ingen, der kan.

Og en stor del af de piger, jeg lige beskrev ovenfor kan faktisk overskue endnu mindre, end de fleste af os tror. For de har det virkelig, virkelig dårligt. Faktisk kæmper næsten 25% af landets gymnasiepiger med deres mentale sundhed.

For de lever i det, ungdomsforsker ved Aarhus Universitet, Helle Rabøl Hansen, kalder en nulfejlskultur. Og der er pres på fra alle sider. De skal præstere i skolen, de skal præstere på sociale medier, ved sociale sammenkomster, og helst skal de også præstere ekstra – fx gennem elevrådsarbejde eller andre frivillige aktiviteter. Og så skal de selvfølgelig også være både pæne og søde at se på. Det er en virkelig smal sti at skulle vandre på.

Majbritt Bay, faglig leder hos Girltalk, der er et rådgivningstilbud til 12-24-årige piger og unge kvinder, udtaler sig også i programmet. Og hun ser også en tendens til, at nulfejlskulturen lægger et enormt pres på unge piger. Hun siger blandt andet:

“Alt i deres liv skal være perfekt. Og hvis tingene ikke er perfekte, lever de ikke op til de krav, de stiller til sig selv. Når de lykkes i noget, så var det jo bare det, der var forventet. Så har de jo bare levet op til minimumskravet til sig selv. […] Når man får 12, så svarer det faktisk bare til at være bestået. For det er minimumskravet. Og hvis man går under det, så er det bare ikke godt nok.”

Jeg er ikke længere 15-19 år gammel. Jeg går ikke længere i gymnasiet. Jeg er 25 og færdiguddannet om en måned. Alligevel kender jeg de piger, for de piger er mig.

Og jeg tror, at de også er mange af jer – hvad enten I er 15 eller 25. Så jeg synes, I skal give programmet et lyt. Og så skal I denundelyme give jer selv lidt snor. Jeg prøver at gøre det samme.

I kan høre programmet lige her

Indlægget er skrevet af Cecilie, der er praktikant i headspace