Pernille (t.v.) og Amalie (t.h.) er veninder. Da Amalie var 22 år, mistede hun sin far. ”Jeg tror, at så længe du prøver at gøre noget,
så er det svært at gøre noget forkert. Jeg er glad for, at Pernille blev ved med at prøve at være der så godt, hun kunne,” fortæller Amalie. Foto: Monica L. Pugholm.

 

Det kan være svært at tale med sine venner og sætte ord på sorgen over at have mistet sin mor eller far. Omvendt er det svært for vennen at vide, hvad den sørgende har brug for. Men det er vigtigt at prøve så godt, du kan, mener Amalie og Pernille

”Det er vildt svært at lave en opskrift på 10 tips til en ven i sorgen – sådan en guide kan man jo ikke lige lave,” fortæller Pernille.

Pernille er veninde til Amalie. Amalie er 22 år, da hendes far dør. Hun er i dyb sorg. Forud er gået et sygdomsforløb, som påvirker Amalie dybt følelsesmæssigt. Pernille prøver at støtte Amalie så godt, hun kan. Det er ikke nemt. Men hun insisterer på at blive ved med at prøve, husker Amalie.

”Pernille var rigtig god til at spørge ind og sende sms’er hver dag, også selvom jeg ikke fik svaret. Hun blev ved med at prøve. Det betød meget for mig”, fortæller Amalie.

Tal sammen – også selvom det er svært
En ven i sorgen er guld værd for den, som har mistet, og man skal ikke være så bange for at gøre noget forkert. Dialogen er vigtig, mener Amalie.

”Det er ok at sige: ’Jeg synes virkelig, det er hårdt at se dig så ked af det. Jeg ved slet ikke, hvad jeg skal gøre’. Man må bare forsøge”, forklarer Amalie.

Det kan være svært for den sørgende at vide og forudse, hvordan hun har det. Derfor kan det også være svært for vennen. Pernille husker, at det især var svært, når Amalie trak sig væk for at være alene på sit værelse.

Den åbne dør var pludselig lukket
Pernille og Amalie er begge vokset op i Nordjylland og har gået på samme skole og gymnasie. Da de er i starten af tyverne, flytter de begge til København og deler lejlighed. Dørene er altid åbne. Men da Amalies far bliver syg, oplever Pernille, at Amalie trækker sig og lukker sin dør.

”Det var svært. Jeg ville jo på den ene side ikke forstyrre, og på den anden side var jeg så ked af, at Amalie havde det så skidt”, fortæller Pernille.

Samtidig havde Pernille også et hverdagsliv med andre venner og havde også lyst til at more sig.

”Hvis jeg havde en veninde på besøg, var det hårdt. Jeg var hele tiden bevidst om, at Amalie var derinde bag den lukkede dør. Og hvis jeg glemte at tænke på Amalie, fik jeg dårlig samvittighed resten af aftenen”, husker Pernille.

Selvom Pernille kunne føle skyld over at more sig med venner, mens Amalie havde det så svært, vidste hun også, at det var nødvendigt for hende at komme ud og få energi.

”Det er nok mest noget, jeg har tænkt på bagefter – det med, at jeg jo var nødt til at komme lidt ud af lejligheden for at få noget energi til igen at kunne være der for Amalie”, forklarer Pernille.

Det kræver mod at tale om døden
Selvom Pernille og Amalie begge har været gode til at tale om sorgen, er de begge opmærksomme på, at der er meget tabu forbundet med døden, og at det kræver mod at åbne op for en samtale om sorg og død.

”For den, som har mistet en forælder, kræver det mod at sætte ord på, hvad man tror, man har brug for. Men det kræver også mod fra vennen at spørge: ’Hvad har du brug for?’ eller italesætte, at man har svært ved at sætte sig ind i den andens sorg”, siger Amalie.

For både Pernille og Amalie er et første skridt at forsøge at tale om det, som er svært og finde et sprog at tale om sorg og død på med sine venner.

”Det handler også om at mærke efter og fornemme, hvad den, som er i sorg, har brug for. For det er jo ikke alle, som har lyst til at tale om det. Og det skal også respekteres”, mener Pernille. Det er Amalie enig i.

”Vi må have en føling med hinanden og fornemme behov. Nogle gange kan det også være nemmere at tale sammen på tomandshånd”, forklarer Amalie. 

Vær tålmodig
Der var perioder, hvor det var svært, husker Pernille – især fordi hun savnede den Amalie, som hun vidste, var bag sorgen. Men hun vidste også, at hvis blot hun var tålmodig, skulle hun nok få sin veninde igen.

”I den periode, hvor Amalie havde det sværest, var jeg Amalies ven, selvom hun ikke kunne være min – men jeg vidste hele tiden, at Amalie ville blive min ven igen”, siger Pernille.

Amalie er glad for, at Pernille insisterede på at prøve at være der for hende. Hendes råd til andre, som er venner til én i sorg, er – præcis som Pernille gjorde det – at prøve at være der for den sørgende ven så godt, som man nu kan.

 

Indlægget er skrevet af Monica L. Pugholm 

Pernille og Amalies fulde navne er headspace bekendt.

  

Brug for en at tale med?

Har du eller én, du kender, mistet en nær relation? Og mangler du nogen at dele din sorg med? Husk, at du altid kan tage fat i dit lokale headspace – du finder os her.

 Sorggrupper for unge: headspace lokale afdeling i Aabenraa har særlige sorggrupper for unge. Du kan læse mere om sorggrupperne her.

 I Børn, unge & sorgs afdelinger i København og Aarhus kan du også deltage i samtalegrupper. Hos Børn, unge & sorg har du også mulighed for at få rådgivning af en ung frivillig, som selv har oplevet at miste en forælder. Læs mere om samtalegrupperne her.

Det er på mange måder gået fremad for homoseksuelles rettigheder de seneste år. Alligevel er det stadig svært at være andet end heteroseksuel – i hvert fald hvis man spørger 24-årige Mads, der først som 17-årig turde at tale om sin seksualitet.

”Æblet! Det skal ramme Mads’ hoved!”

Ordene står klokkeklare og runger nærmest i Mads’ indre, til trods for at det er mange år siden, at Mads blev trængt op i en krog af fem drenge i et frikvarter. Drengene ville have ram på Mads, for Mads skilte sig ud. Mads var anderledes. Mads gik ikke til fodbold. Mads gik til sportsdans og var ofte sammen med pigerne.

Det var ikke første gang, at de andre drenge var efter ham. Mads oplevede flere gange, at de råbte ”bøsserøv” efter ham – blandt andet en dag, hvor han kom gående i skolegården.

”Der var nogle af drengene, der af en eller anden grund havde en mission om at nedgøre mig så meget som muligt. Jeg vænnede mig aldrig til det og blev altid meget ked af det. Jeg undgik dem lidt. Heldigvis havde jeg nogle rigtig gode veninder, der altid var med til at forsvare mig,” siger Mads, der nogle gange så sig nødsaget til at lyve om sin seksualitet, da det var lettest.

”I folkeskolen forsøgte jeg at være med til at spille fodbold og at være som de andre. Jeg forsøgte også at gå i det samme tøj, som de seje drenge gik i, men jeg var bare ikke som de andre drenge,” siger Mads.

Det bedste er vel bare at være ligesom alle andre
I en alder af 13 år blev Mads bevidst om sin seksualitet, men det var først som 17-årig, at Mads åbnede op og ville tale om, at han var til fyre, for Mads skammede sig.

”Dengang ville jeg jo bare gerne flyde ind og undgå, at der blev råbt efter mig. Jeg fandt jo hurtigt ud af, at jeg ikke var ligesom alle andre. Jeg blev udstødt,” siger Mads og fortsætter:

”Jeg havde en følelse af ikke at høre til og kan nok ikke komme uden om, at jeg har følt skam. Jeg turde ikke at stå frem og sige, at jeg var homoseksuel, for det var pinligt og flovt.”

Alkohol gjorde det nemmere at tale om
Mads startede med at fortælle det i etaper til sine veninder, men han skulle ikke være helt ædru ved mødet.

”Jeg var omkring 17 år, da jeg hev min veninde til side til en fest og sagde beruset, at jeg var i tvivl om, hvorvidt jeg var til piger eller fyre. Og sådan startede det, for så begyndte jeg at sige det til flere af mine veninder,” siger Mads og fortsætter:

”Der skulle jo gerne være alkohol indblandet, for så blev jeg mere afslappet omkring det, for det var svært at lægge sig fladt ned ædru.”

LÆS OGSÅ: Bastian sprang ud som 19-årig: “Min seksualitet er ikke min identitet”

Bange for familiens reaktion
Først som 19-årig fik Mads’ forældre at vide, at han var homoseksuel, men det var ikke ham selv, der fortalte det. Det gjorde hans storebror for ham.

”Jeg var bange for at sige det til mine forældre, for jeg var bange for, hvad der ville ske. Jeg fortalte det til min storebror, som sagde, at han havde talt med mor og far om det, men der gik stadig noget tid, før jeg sagde det til dem,” siger Mads og fortsætter:

”En dag sagde min far til mig, at jeg skulle vide at lige meget hvad, så ville han altid elske mig. Jeg blev meget glad og lettet. Senere samme dag sagde min mor, at hun altid havde vidst det, og at hun elskede mig overalt på jorden. Og så blev det fortalt lidt i etaper til resten af familien, og de accepterede det også.”

Råd til andre unge
Mads ved stadig ikke, hvad han gjorde galt, dengang han blev trængt op i en krog af drengene i skolegården, men én ting ved han. Han har altid været anderledes og stukket lidt ud fra, hvad de andre gjorde, og det er noget, han har lært at elske ved at tale med andre om sin seksualitet.

Hvis Mads skulle give andre unge, der kæmper med at springe ud og dermed føle sig anderledes, tre råd, så ved han godt, hvad de skulle være.

1. Du skal være stolt af at være homoseksuel, for det er en kæmpe gave, når du kommer overens med, hvem du er. Derfor er det vigtigt at forsøge at acceptere, at du er det.

2. Du skal åbne op om det, men gør det, når du er klar til det. Hvis du er i tvivl og skide forvirret, så tag den tid, det tager, for det skal nok komme, men gør det så hurtigt som muligt. Der vil altid være nogle, der elsker dig ligemeget hvad.

3. Du er ikke alene. Der vil altid være én, der arbejder inden for området, der vil give dig svar på de spørgsmål, du har. For eksempel LGBT Danmark, headspace og Sabaah. Der er så mange organisationer, der rækker armene ud og fortæller, at mange har det sådan. Her møder du mennesker, der har haft det nøjagtig på samme måde som dig, og her er der ikke nogen, der dømmer dig.

Indlægget er skrevet af Ea Honoré Schack, der er frivillig skribent hos headspace København.