“Hvad skal du så nu?”

Det spørgsmål har redet mig som en mare, siden jeg afsluttede mit efterskoleår for snart ti år siden. Først i forbindelse med valg af gymnasium, så da jeg blev student, skulle vælge studie, og nu er jeg snart færdiguddannet og bliver nærmest bombarderet med fremtidsspørgsmål og velmenende råd og meninger, som jeg (med al kærlighed og respekt) ikke sætter specielt meget pris på.

For sagen er den, at jeg ikke ved det. Og jeg har egentlig sluttet fred med, at jeg ikke ved det, for jeg har aldrig vidst det, men tingene er faldet på plads alligevel. Sådan hen ad vejen. Eller det vil sige, jeg havde sluttet fred med det, hvis folk ville lade mig. Men det vil de ikke. Jeg svarer normalt ”Det ved jeg ikke”, når folk spørger, for det er tilfældet. Men jeg har endnu til gode, at der er nogen, der godtager det svar og siger, at jeg jo nok finder ud af det tidsnok (fingers crossed). Næ, nej. Det er først her spørgsmålene for alvor begynder at vælte ind – gerne i denne rækkefølge:

1. Jamen hvad vil du gerne?
2. Jamen hvad kan du blive?
3. Jamen hvad laver dem, du har læst med?

Jeg. Ved. Det. Ikke.

Jeg ved godt, at det er kærligt ment, og jeg føler mig også lidt forkælet, når jeg sidder her og brokker mig over at have folk i mit liv, der kerer sig og interesserer sig for mig. Møgunge, altså. MEN! De her spørgsmål er belastende. For de stresser, og de presser og maser mig. Og jeg bliver træt helt ind i knoglerne over forventningen om, at jeg altid er ti skridt foran. Hvorfor kan det ikke godtages som svar, at fremtiden er usikker? Den ér usikker, og det er den for mange. Især for de af os, der står ved en skillevej. Det er faktisk meget normalt.

Jeg kommer ikke tættere på en drøm eller en livsvision i de 10 minutter, jeg bliver revet gennem et tredjegradsforhør om min fremtid. I virkeligheden får det mig til at føle mig en lille smule talt ned til, og jeg føler, jeg bliver betragtet som doven og uambitiøs, når folk indirekte skriger af mig, at jeg burde vide det. At jeg ikke ved, hvad jeg vil, betyder jo ikke, at jeg ikke har tænkt over det. Jeg tænker faktisk virkelig meget over det. Men jeg har også kun praktisk erfaring med ca. 0,05% af de muligheder, der er i mit fag, så det er også utopisk, at jeg skal kunne vide med 100% sikkerhed, hvad der passer mig bedst. Og hvad nu, hvis jeg ikke kan det, jeg allerhelst vil? Så er jeg jo nødt til at åbne op for alternativer.

Og det med alternativerne bliver formentlig meget aktuelt, for der er ikke desperat behov for folk som mig på arbejdsmarkedet, så kræsenhed er ikke en mulighed. Der er en ret god sandsynlighed for, at jeg skal møde det der dagpengesystem. Og de trygge rammer, jeg har levet under i alle 25 år af mit liv, er et færdigt kapitel. Stress. Påmindelser om, at det jo er ved at være tid til at finde ud af, hvad skal ske i fremtiden, hjælper mig ikke rigtigt. Det ved jeg sjovt nok godt. Det bidrager bare til det massive pres, der allerede er.

I stedet for at fokusere på, hvad jeg skal om tre måneder og mase forventninger ned over mig, kunne det være fedt, hvis folk gad spørge mig, hvordan det går lige nu. Spørge ind til min hverdag. Om jeg trives i min praktik. Om jeg lærer noget. Hvordan jeg har det med, at jeg står på tærsklen til resten af mit liv. Det er der ingen, der spørger om. Det er så udmattende, at man konstant skal være i fremdrift, og at man skal forsvare det, når man bare gerne vil stå stille et øjeblik og være der, hvor man rent faktisk er. Igen: når jeg siger, at jeg ikke ved, hvad der skal ske, så er det jo for søren ikke for at være flabet. Det er fordi, jeg vitterligt ikke ved det. Og hvis mit svar stresser dig, så kunne du jo bruge et refleksivt sekund på at overveje, hvad det gør ved mig.

Så en lille take-home fra en allerede fremtidstræt studerende:

Hvis du kender en ”Det ved jeg ikke”-type, som mig, så godtag det svar, for det er det bedste, vi har. Og du har ret beset ikke krav på en uddybning, et forsvar eller et bedre svar. Så vær sød og forstående og opmuntrende og mind os om, at vi er unge og friske, og at vi formentlig har omkring 50 år på arbejdsmarkedet foran os, så mon ikke vi når det? Det er en sårbar situation, og her er den stædige insisteren på at få et svar eller et forsøg på at udrede min fremtid i løbet af en kort samtale, ikke så opløftende.

Spørg i stedet hvordan vi har det. Det er altså et virkelig godt spørgsmål. Og så lyt, når vi svarer.

Indlægget er skrevet af Cecilie, der er kommunikationsfrivillig i headspace København