Mit livs rejse – kærestesorger i sabbatåret

Juletiden i december går på hæld, og de to sidste vintermåneder, januar og februar, melder hurtigt deres ankomst. Temperaturerne er lave, og det er mørkt, fra du står op, til du går i seng. Din søgehistorik består primært af, ”Hvor er der varmt i januar?”, og du har måske mest af alt blot lyst til at krybe under dynen og først vågne igen til foråret. Heldigvis lider du ikke længere af influenza, men desværre har en noget mere alvorlig diagnose ramt dig; nemlig rejsefeberen. Slår du det op i den danske ordbog, får du følgende betegnelse: Stærk trang til at komme ud at rejse.”

Et par stykker af dine venner og veninder har måske allerede postet de første billeder på Facebook og Instagram af kridhvide sandstrande, hængekøjer, havskildpadder, dykkerture og diverse adrenalin-oplevelser. Det kribler i dig, og du kan næsten ikke vente til, at det bliver din tur. Desværre tillader opsparingen ikke helt endnu, at du kan forlade sabbatårs-jobbet og begive dig ud på din drømmerejse.

Men jeg vil i dette blogindlæg give jer et indblik i, hvordan man får sit livs rejse, selvom alt ikke går som planlagt.

Inden jeg drog afsted på min rejse, var jeg nervøs for, om jeg ville få knyttet venskaber til de andre deltagere på holdet, om jeg ville få hjemve og om rejsen ville leve op til alle mine forventninger. På den ene side tænkte jeg: Yes! Drømmerejsen er booket! Der er sat et stort kryds i kalenderen, og jeg ved præcis hvor mange dage, der er til, at mit eventyr begynder! På den anden side opstod der midt i al glæden en række andre tanker og spekulationer: For hvad nu hvis min tur ikke går som planlagt, hvad nu hvis jeg ikke får nogle veninder og er det her nu også den rigtige beslutning? Det føltes som om, at spændingen forvandlede sig til nervøsitet, og jeg havde hjemve, før jeg overhovedet stod i lufthavnen. Heldigvis blev mine bange anelser hurtigt gjort til skamme. Lige efter afskeden med min familie i Kastrup Lufthavn, kom flere af deltagerne fra mit rejsehold og gav mig et stort kram. Her blev jeg klar over, at vi alle delte de samme sommerfugle i maven, de samme bekymringer og ’hvad-nu-hvis’er’. Fra dét øjeblik og 3 måneder frem havde vi deltagere kun hinanden at læne os opad.

Den første destination på vores rejse var New Zealand. Efter små to uger ankom vi til hovedstaden, Queenstown. Her ventede os et 3-ugers undervisningsforløb i Kommunikation & Personlig Udvikling. Undervisningsforløbet lå i starten af rejsen. Undervisningsforløbet lå på et tidspunkt, hvor jeg personligt havde mest brug for det. Få uger inde i rejsen havnede jeg i en situation, hvor jeg havde brug for al den hjælp, som jeg overhovedet kunne få. Min daværende kæreste gjorde det nemlig forbi, imens vi var i Queenstown, 18.000 kilometer væk hjemmefra. Det føltes uvirkeligt. Jeg sank sammen på gulvet inde på mit hostel-værelse. Det gjorde ondt overalt, og jeg kunne ikke bevæge mig. Jeg følte mig hjælpeløs, lammet, alene og tusindevis af bekymringer skyllede ind over mig: Hvordan fortæller jeg det til min familie? Hvordan kommer jeg igennem de næste 3 måneder? Vil jeg grine og smile oprigtigt igen på denne tur? Hvad skal der ske, når jeg kommer hjem til Danmark? Hvordan rejser jeg mig overhovedet fra det her gulv igen og åbner døren? Men det nyttede ikke noget at dvæle ved uretfærdigheden, og jeg var nødsaget til at tage ejerskab over det. Jeg besluttede derfor hurtigt, at bruddet hverken skulle ødelægge eller definere min rejse, for jeg havde set frem til lige netop disse tre måneder utrolig længe, og jeg var fast besluttet på, at få så meget ud af dem, som overhovedet muligt.

Min situation betød, at mine medrejsende, undervisere, rejseleder og jeg kom utrolig tæt på hinanden. Lige efter bruddet føltes det som om, at jeg ikke kunne trække mit vejr helt ned i maven, og det hjalp enormt meget at dele mine følelser, tanker og bekymringer med de andre på holdet. Undervisningsforløbet dannede altså rammerne for et trygt rum, hvor jeg frit kunne dele ud af mig selv, og jeg vidste, at der øjeblikkeligt ville være tredive andre til at gribe mig.

Jeg havde bestemt ikke forudset, at jeg skulle bruge tid og energi på at håndtere kærestesorger på min rejse, men at komme videre fra så svær en situation på den anden side af jorden har utvivlsomt lært mig at stå på egne ben. Jeg kunne ikke have forestillet mig en bedre kur mod kærestesorger end at tage del i et inspirerende og spændende undervisningsforløb målrettet personlig udvikling, hygge med fantastiske venner og veninder og tale med en sød og forstående rejseleder. Jeg havde aldrig forestillet mig, at tre måneder ville gå så hurtigt, og før vi vidste af det, var vi retur mod Danmark.

Vores rejse var nået til vejs ende, og at vi nu skulle gå hvert til sit efter tre intense måneder sammen. Jeg fik øje på mine forældre, der løb mig i møde og omfavnede mig. Lige præcis dét kram, havde jeg ventet på i tre måneder. Mine forældre kunne tydeligt mærke, at jeg var vokset mindst 10 centimeter på rejsen, og jeg følte mig også forandret. Vores rejse havde fået de bedste sider frem i mig, og jeg vendte hjem med en større tro på egne evner og selvsikkerhed, som jeg aldrig have turdet håbe på. Jeg fik modet til at gå efter drømmestudiet, flytte til en ny by og kaste mig ud i nye udfordringer.

At rejse i mit sabbatår har lært mig at drømme stort. Ofte bliver vi bremset, når vi tænker på, hvordan skal jeg nogensinde lykkes med det? Men vi behøver ikke at kende alle de forskellige trin mod vores mål. Ingen af os kan forudse, hvilke bump vi møder på vejen, hvor vi ender i fremtiden samt hvilke muligheder, der pludselig åbner sig for os.

Dette blogindlæg er skrevet af vores kommunikationsfrivillige, Caroline.

Sådan tackler du presset i skolen

 

”Jeg er dum og kan ikke finde ud af noget. Jeg skuffer mine forældre og får aldrig en fremtid. Alle de andre er meget bedre end mig

Kender du nogle af de her tanker? Hvis du har prøvet at have det sådan, er du bestemt ikke alene. 61 procent af de unge i 8. klasse fortæller om et meget stort pres i skolen i Børnerådets seneste undersøgelse for 2018

Høje forventninger og frygt for at skuffe

Morten er afdelingsleder på en stor folkeskole lidt uden for København og har undervist i mange år. Han kender til de bekymringer, man kan have, når noget er svært i skolen. Det er for eksempel bekymringer om fremtiden og muligheder for uddannelse.

”Det er jo ikke forkert at have forventninger til sig selv og gerne ville gøre det godt. Men man skal tænke over, hvor de forventninger kommer fra,” siger Morten og fortæller, at for ham handler det blandt andet om at få skabt nogle realistiske forventninger.

Presset kan for eksempel komme fra tvivl og usikkerhed om, hvad det kræver at klare sig i uddannelsessystemet.

”Jeg har haft mange elever, som er kommet videre i gymnasiet nu og klarer sig rigtig godt, selvom de var meget bange for eksamen i 9. klasse og ikke følte, at de var gode nok. Når jeg fortæller det til mine elever nu, så kan jeg fornemme, at de slapper mere af og tænker ’Okay, det skal nok gå.’”

Konstant vurdering på alle parametre

Måske genkender du følelsen, som rigtig mange andre i din situation også går rundt med. Bekymringer om sin fremtid på arbejdsmarkedet og i uddannelsessystemet er ifølge Børnerådets undersøgelse noget, der presser unge rigtig meget. Det gælder både presset om at præstere og træffe valg omkring ungdomsuddannelse. Undersøgelsen viser også, at der for nogle kan være en stor frygt for at skuffe sine forældre.

”Det er også noget, man som lærer er opmærksom på”, fortæller Morten. Han mener, at det er vigtigt at få snakket om og afstemt mellem forældre, lærer og elev.

”Jeg ville foreslå eleven, at vi kan tale om det til skole-hjem-samtalen. Jeg ville sige til forældrene ’dit barn knokler’”.

Morten opfordrer altså til at sige det højt, hvis du går rundt med bekymringer om at præstere i skolen. Det samme gælder, hvis du frygter, at din lærer bliver skuffet, når du har svært ved at forstå det, I bliver undervist i eller skal til eksamen i.

”Jeg bliver ikke sur eller skuffet, hvis eleverne har svært ved at forstå undervisningen eller præstere i en prøve. Bare de gør deres bedste, så kan man ikke gøre mere. Som lærer skal jeg ikke pleases.”

 

”Okay, jeg kan faktisk godt”

Det er helt okay for din lærer, at du ikke har nemt ved det hele. Ifølge Morten kan det som lærer også være rigtig stort, når man kan se en udvikling, fordi eleven virkelig forsøger. Og det handler altså ikke om karakteren:

”Nogle gange kan et 2-tal eller et 4-tal være endnu større for mig at give end et 12-tal,” fortæller Morten og uddyber:

”Jeg havde en elev, som havde det virkelig svært i skolen. Selvom hun til eksamen ikke fik en høj karakter, var hun den, der rykkede sig allermest! Det var jo en kæmpe sejr.”

Det kan være rigtig hårdt at føle sig bedømt og vurderet hele tiden, og Morten understreger samtidig, at det aldrig er sjovt som lærer at skulle sætte et tal på sine elever. Derfor fokuserer han altid på, hvor meget man udvikler sig.

”Når man kigger på, hvordan man har rykket sig, så kan man pludselig se, at ’Okay, jeg kan faktisk godt.’”

Men hvordan udvikler man sig så, når noget er rigtig svært at lære? Mortens råd er at spørge, om din lærer kan bryde det ned i mindre dele:

”Nogle vil rigtig gerne forstå det hele på én gang. Men så kan det godt blive meget svært og abstrakt. Så vil jeg dele det op i mindre konkrete dele, som man efterfølgende bygger sammen. Som lærer er man der for at hjælpe”.

Måske føles det, som om hele ansvaret ligger på dine skuldre, og at hver en præstation er afgørende. Det bedste råd er: Øv dig i at sige det til nogen, hvis du føler dig presset eller bekymret.

Hvis du ikke har lyst til at snakke med din lærer eller dine forældre om skolen – så kom forbi headspace. Du kan også ringe eller skrive til os. Vi står altid klar til at hjælpe.

Indlægget er skrevet af Simone, der er kommunikationsfrivillig i headspace. 

Frivilligfortælling fra headspace Aalborg

”Selvom det kom bag på mig, da jeg startede, så giver det personlige mig meget. Det har udvidet mit netværk, og jeg har fået nye venner og gode kollegaer.” 

Hvornår startede du som frivillig?

”Til januar 2020 har jeg været her i fire år. Jeg startede på chatten. Jeg var nervøs over at have samtalen ansigt til ansigt med de unge. Men de samtaler, jeg havde på chatten, var lige så indholdsmæssig tunge og udfordrende. Derfor var der en tryghed i, at jeg sad ved siden af nogen, som jeg kunne spørge, hvis der var noget, jeg var i tvivl om. På chatten var jeg i seks måneder, og så fik jeg lyst til at gå i gang med samtaler ansigt til ansigt. Nu er jeg udelukkende samtalerådgiver.”

Hvad giver det dig personligt at være frivillig i headspace?

Selv om det kom bag på mig, da jeg startede, så giver det personlige mig meget. Det har udvidet mit netværk, og jeg har fået nye venner og gode kollegaer. Hvis der går nogle uger, hvor jeg ikke er hernede, er det rart at komme tilbage. Der er hele tiden en udvikling i hverdagen. Det er både i forhold til min egen faglighed og det personlige, som skabes i de sociale relationer, da jeg har en følelse af at være en del af en organisation, der gør noget for andre. Jeg er med til at bidrage og sætte fokus på, at der er mange unge, som har brug for nogen at tale med, og at det kan være svært at klare alting selv. At tale med nogen, er faktisk ikke så farligt igen.”

Er der noget særligt, som motiverer dig?

”Ja. Når jeg får lov til at følge de unge og deres udvikling, og hvordan der kæmpes for den. Vi som frivillige oplever også en udvikling. Det frivillige arbejde bliver aldrig kedeligt, da hvert forløb er nyt, og jeg lærer noget nyt om mig selv i hvert forløb. Jeg har muligheden for at have udgående rådgivning på uddannelsesstedet SOSU Nord, hvor jeg er hver mandag. Det er en opgave, der giver mig nogle andre udfordringer og muligheder for at møde de unge, hvor de er. På skolen kan de være lidt sværere at fastholde, da de er midt i deres hverdag.”

Hvilke problematikker taler de unge med dig om?

”Det handler mest om identitet. Det kender jeg også selv, at man som et ungt menneske skal finde ud af, hvem man selv er, og hvordan man lytter til sine følelser. Det er særligt identitet og selvværd, som de unge kommer med.”

Har du nogle egne erfaringer med psykisk sårbarhed?

”Jeg kommer fra Læsø, så jeg flyttede hjemmefra, da jeg startede på gymnasiet. I vores lokalsamfund er det meget naturligt at flytte hjemmefra. I de år voksede jeg meget. Det var en periode, hvor jeg var indstillet på, at jeg skulle have det sjovt, men det var fandeme også hårdt.


På det tidspunkt i mit liv ville det have været rart at have haft muligheden for at komme i et headspace-center. Jeg har selv tænkt meget over identitet, jeg har brugt tid på at finde ind til mig selv og på at finde ud af, hvordan jeg påvirkes af den sociale kontekst, jeg er i. Jeg vil jo gerne passe ind, men jeg vil også gerne vide, at jeg er mig selv.

Jeg tror, at alle familier har noget, de bøvler med, og det har min familie også haft. Min far har haft et alkoholproblem. Han drikker dog ikke mere, efter han endelig accepterede, at det var et problem. Det var noget, jeg tænkte meget over, da jeg ikke længere boede hjemme.


Det var en tid præget af, at jeg bekymrede mig over, hvordan det stod til derhjemme. Det er et konkret eksempel på noget i mit liv, som det kunne have været rart at tale med nogen om. Jeg talte med mine veninder, min mor og min far, men det havde været rart at tale med nogen, der hverken kendte mig eller min far. Da det nogle gange er sårbart at tale om sådanne ting.
I dag har jeg dog en rigtig god relation til min mor og far.

Et flaskebarns fortællinger

 

Katrine er i dag 32 år. Hun er vokset op i en middelklassefamilie i Horsens med sin mor, far og to søskende. Udad til ligner familien en helt almindelig jysk kernefamilie.

Men Katrine og hendes søskende har dog også en anden fortælling. De er nemlig flaskebørn. Eftersom familien virkede velfungerende udadtil, var der aldrig nogen, der opdagede, at Katrines mor havde et tiltagende alkoholmisbrug. Ingen kendte til familiens hemmelighed, lige indtil Katrine selv begyndte at tale højt om de oplevelser, hun har haft med at vokse op i et misbrugshjem.

 

”Hele vejen igennem min opvækst har det handlet om at skjule det. Men nu er det knap et år siden, at jeg tog en beslutning om, at nu vil jeg forsøge at vende det til noget godt, og se om jeg kan hjælpe nogen ved selv at tale højt om det,” fortæller Katrine.

 

Det er nemlig slet ikke så unormalt at have forældre med et misbrug, som mange måske går og tror. Nogle undersøgelser peger på, at næsten 20% af børn og unge vokser op med misbrug i hjemmet. Det er voldsomme tal, der ifølge Katrine bør tales meget mere om.

Derfor er hun gået i gang med ”Projekt Flaskebørn”. Et projekt, der både indebærer undervisningsmaterialer til folkeskoler og gymnasier, en bog og en række foredrag om emnet. Alt sammen for at gøre opmærksom på, at børn af alkoholikere ikke er alene – og at der er hjælp at hente. Jo før des bedre. For hun kender selv kun alt for godt til konsekvenserne af at opbygge facade og forsvar.

 

 

En lille voksen

Det er ikke ualmindeligt, at børn af alkoholikere lægger ekstremt meget energi i at prøve at skjule, hvad der foregår bag hjemmets fire vægge. Katrine husker tilbage på en barn- og ungdom med alt for meget ansvar, et stort arbejde med at holde styr på hjemmet og samtidig opretholde facaden udad til.

Det blev hele familiens projekt at skjule morens alkoholmisbrug. Hun husker særligt en episode, der beskriver, hvordan en ung hjerne tænker i forsøget på at opretholde en facade, når familielivet ikke helt er, som det burde være.

 

”Jeg tænker tilbage på nogle af de ting, jeg har gjort for, at folk ikke skulle finde ud af det. Jeg har ikke været ret gammel, da jeg tvang min lillesøster til at tegne juletræer, og så skrev jeg julekort til alle i min mors lommebog,” fortæller Katrine.

 

Hun gjorde det, fordi hun vidste, at det var sådan nogle ting, velfungerende familier gjorde.

Det er ikke uberettiget, at man siger, at børn af alkoholikere bliver små voksne.

Udover at hun som barn skrev julekort, sørgede hun også for igennem sin gymnasietid at holde styr på de daglige gøremål i hjemmet så som indkøb og tøjvask.

 

”Det er sådan en naturlig reaktion af at være barn af en alkoholiker, tænker jeg. Når voksne ikke kan tage det voksne ansvar, så går man ind og tager det ansvar selv,” konstaterer Katrine.

 

Det er et paradoks, at de facader, unge stiller op i forsøget på at beskytte sig selv, netop er dem, der forhindrer hjælpen i at nå frem til både dem og forældrene.

 

”Jeg husker meget tydeligt engang, hvor jeg havde en klassekammerat med hjem, hvor vi kommer ind på mit værelse, og så ligger min mor fuld og snorksover i min seng. Så jeg smækker døren i hovedet på min veninde, og siger, at jeg har en skoleopgave for, som jeg skal lave, og at hun derfor skal gå. Men vi gik jo i klasse sammen, så hun vidste jo godt, at jeg ikke havde nogen opgave for”

 

For Katrine var det det eneste rigtige at gøre i situationen. Følelsen af skyld og skam gjorde, at hun og resten af familien opbyggede et stærkt forsvar og facade, fordi de troede, at det var det, der ville hjælpe dem.

 

”Det var bare sådan en helt spontan reaktion at smække døren i, man beskytter det, der er ens eget, og fordi man også identificerer sig på en eller anden måde. Det er jo ens familie.”

 

I dag er det gået op for hende, at det netop var facaden, der gjorde, at hendes familie ikke fik den hjælp, de havde brug for.

 

Det bliver nok bedre

Der kan være mange grunde til, at børn opretholder en facade på deres forældres vegne, når misbrug i hjemmet finder sted. For Katrines vedkommende var det flovhed over hendes mor, men også troen på, at det ville blive bedre en dag:

 

”Jeg kan huske, at jeg tænkte, at mor nok fik det bedre lige om lidt, og så ville det være rigtig pinligt, hvis jeg havde sagt de her ting”, tænker Katrine tilbage.

 

Samtidig nåede hun også frem til en form for accept af den virkelighed, hun var sat i, og tænkte i lang tid, at det måske bare var sådan, mødre var. Hun kunne ikke se, at det kunne være anderledes.

 

Da Katrine endeligt for første gang besluttede sig for at fortælle om tilstandene derhjemme, blev det ikke taget godt imod. Derfor klappede hun i, og der skulle yderligere gå flere år, før hun åbnede op igen. Under hendes gymnasietid måtte hun indse, at det ikke hang sammen for hende længere.

 

”Som 18-årig tog jeg kontakt til en studievejleder. Det var simpelthen, fordi jeg ikke sov om natten. Jeg havde jo ligesom taget alle arbejdsopgaver derhjemme på mig, og havde ikke tid til at tage mig af mig selv, og hvordan jeg selv havde det.”

 

Katrine fik hjælp til at flytte hjemmefra, men det, der undrer hende i dag er, at hun ikke fik hjælp til behandling eller terapi allerede dengang på studievejlederens kontor. Det var først senere, i hendes midt 20’ere, da hun hjalp sin lillesøster med at få kontakt til TUBA, at de kiggede på hende og spurgte, om ikke også hun skulle have noget hjælp og behandling.

 

I dag benytter Katrine forskellige strategier for fortsat at have et forhold til sin mor.

 

”Jeg elsker min mor, og hun er en sød og omsorgsfuld kvinde. Så jeg vil gerne have hende i mit liv, men jeg bliver nødt til at finde nogle måder, så hendes misbrug ikke styrer hele mit liv”.

 

Katrines råd til andre flaskebørn er helt klart og tydeligt:

”Mit bedste råd er at begynde at tale om det. Med en ven, ens læge eller fx headspace.”

 

Det er Katrines håb, at alkoholmisbrug i hjemmet kommer på dagsordenen i vores samfund, at det kommer på skoleskemaet, og bliver taget seriøst som det store samfundsproblem, det i virkeligheden er.

 

Du kan følge med på hendes profil @flaskeboern på Instagram, hvor hun laver relaterbare stregtegninger om det at vokse op med en alkoholisk forældre.

 

Tusind tak til Katrine Quorning for at fortælle sin historie.

Jeg er mig, og min diagnose er min styrke

I denne uge holder ADHD-foreningen ADHD-uge. Hos headspace støtter vi altid op om vigtige emner, og vil derfor gøre vores for at være sammen om snakken og aftabuisere vigtige emner som dette.

Vi har derfor snakket med en modig frivillig fra ADHD-foreningen, som vil fortælle sin historie.

Lotus er 24 år gammel. Det unikke navn har hendes bror fået lov til at vælge, og det er der noget helt symbolsk i. Lotus’ tætte relation til sin familie og især sin bror, fik hende nemlig til at acceptere sig selv og hendes liv med diagnosen ADHD.

Hun er en kreativ sjæl og reflekteret over sine valg og fravalg. Hun er tydeligt bevidst om, hvilke ofringer hun har måtte lave på grund af sin diagnose, men hun har ligeledes, grundet sin familiekonstellation og sit fighterinstinkt, opnået mange ting, som personer med diagnosen ADHD, desværre sjældent opnår.

Lotus er uddannet tandplejer, en titel hun i 3 år kæmpede for at få. Men nu er hun færdiguddannet og stolt af sin bedrift, for det var en bedrift at gennemføre hendes skolegang.  Hun fik stillet diagnosen ADHD i en tid, hvor den gik under tilnavnet ”Alle Drenge Har Det”. Lotus var selv i de unge teenageår og skulle starte på efterskole efter sommerferien.

”Hvordan skal jeg vise mig fra min bedste side, når jeg ikke kender den selv?”

Det er ikke rart at møde nye mennesker og gøre et godt indtryk, når man endnu ikke har fundet ud af, hvem man er. ”De første uger på efterskolen, er de vigtigste! For der finder man sine nye bedste venner”, fik Lotus at vide den første dag.

”Det stressede mig helt vildt at jeg skulle skynde mig at få nye venner. Jeg var social fra søndag til mandag, men allerede tirsdag begyndte jeg at kaste op og blev hentet. Jeg havde været så bange for ikke at gøre et godt indtryk, at jeg overkompenserede og brændte helt ud. Senere det år endte jeg ud i en depression”.

At få stillet diagnosen og at føle sig alene med den, havde taget hårdt på Lotus’ selvværd og selvbillede. Hun var bange for enhver bevægelse, og hvordan den ville påvirke hendes potentielle efterskolevenners syn på hende. 

”Jeg var så bange for at gå ind ad døren, fordi så stirrede folk jo på mig. Eller hvad andre ville tænke om mig, hvis jeg havde brug for 5 minutter eller hvis jeg var træt”

Alle Drenge Har Det, men hvad så med mig?

For 10 år siden fik ADHD en negativ diskurs, og de diagnosticerede blev hurtigt betegnet som overenergiske drenge, der hang i gardinerne. Men Lotus kunne ikke genkende sig selv i den beskrivelse, og følte sig omvendt altid træt, havde svært ved at huske og svært ved at gennemføre basale opgaver.

Hun følte sig ved siden af som pige med diagnosen, og hun manglede nogle ligesindede at tale med. Men efter 2 år, hvor Lotus havde gået rundt og følt sig forkert, skete der noget i hendes familie, som skulle vise sig at styrke hendes selvværd og hjælpe hende med at acceptere sig selv.

Hendes bror, Julian, fik stillet samme diagnose.

”Indtil min bror fik diagnosen, havde jeg været alene om alle tankerne. Det var hårdt for mit selvværd, men fordi min bror også fik stillet diagnosen, og jeg altid har set op til ham, accepterede jeg mig selv og følte mig ikke længere som palle alene i verden.”

Julian er Lotus’ bedste ven og det menneske, der får hende til at føle sig allermest accepteret. Ved at have en følgesvend gennem diagnosen, fik hun efterhånden styr på, hvem hun nu var og hvordan hun skulle håndtere sin situation.

Find din egen strategi og kend dine ofringer

 Lotus og Julian ser i dag ikke ADHD som en begrænsning, men en gave. Søskendeparret har nemlig, både sammen og hver for sig, opnået adskillige mål, grundet deres gensidige støtte og velvilje.

”ADHD er en styrke, hvis man finder det rigtige sted at bruge den” tilføjer Lotus.

De har begge gennemført videregående uddannelser, fordi de har fundet strategier, som hjælper dem med at holde koncentrationen.

”Det har altid lagt til mig at tegne, jeg elsker at være kreativ. På alle mine noter fra folkeskolen til universitetet, kan man finde små tegninger overalt.”

Lotus’ små kruseduller på notesblokkene hjalp hende med at holde det fokus, som var nødvendigt for at gennemføre de mål, hun så stædigt havde sat sig for.

Men trods gode strategier og en lyst til at lykkes, har hendes tilegnede bachelorgrad kostet på andre fronter.

”I 3 år levede jeg i en rodet lejlighed, fordi jeg ikke havde overskud til at rydde op efter en lang dag på studiet,” siger Lotus, da hun husker tilbage på sin studietid.

Hverdagens gøremål hobede sig op og Lotus blev ramt af depression 3 gange gennem sin uddannelse, ligeledes gik hendes manglende overskud udover hendes relationer.

”Det har resulteret i at jeg, den dag i dag, kun har 3 gode og tætte veninder, fordi jeg i nogle perioder, ikke har kunne overskue at svare på en simpel besked”.

Det er derfor vigtigt for Lotus at pointere, hvordan hendes diagnose ikke er mildere end andres, men for hende handlede det om at kende sine ofringer og vide at hvis man vil, så kan man. Det kræver et vidst syn på sig selv og sin egen kunnen, men udfaldet vil styrke ens selvværd, fordi man oplever at lykkes.

Det kræver at man rækker ud 

Men man kan ikke altid klare alting selv, og Lotus fandt ud af vigtigheden i at række ud og spørge om hjælp. Her spillede hendes mor en vigtig rolle. Hun vidste nemlig, hvad Lotus gik igennem, da hun er det 3. medlem i familien med diagnosen ADHD.

”Når min far sad og så tv, fløj min mor rundt og gjorde rent, mens min bror lavede høje lyde og jeg snakkede ustandseligt” griner Lotus, da hun fortæller at ¾ af deres lille familie lever med diagnosen.

Men Lotus er glad for at hendes mor forstår diagnosen på samme plan som hende selv, og hun har altid værdsat sin mors tilgang til hende og hendes bror. 

”Da min mor så fik det diagnosticeret, følte jeg endelig, at jeg kunne søge råd hos hende og hvordan hun havde tacklet diagnosen som ung”

Den evige støtte og kamp for sin datters rettigheder på studiet, har gjort at Lotus’ mor ligeledes har måtte lave ofringer.

”Jeg har haft en mor, som har kæmpet for, at jeg har fået mentor, it-rygsæk og handicaptillæg til SU. Hun var så opsat på at hjælpe os, at hun faktisk endte med at blive sygemeldt med stress og derefter fyret fra sit job.”

Lotus ved, at hun ikke kunne have klaret det uden støtten fra familien og at hun er heldig, at hun har haft dem at støtte sig op af, når hun havde svært ved at stå ved sig selv og overskue hverdagens til tider hårde kår.

Lotus vil hjælpe der, hvor hun selv havde brug for hjælp  

Lotus ønsker at piger med diagnosen ikke føler sig så usynliggjort og forkert, som hun følte sig. Derfor er både hun og hendes bror Julian frivillige hos ADHD-foreningen, der i denne uge har en relevant kampagne, som sætter fokus på at gøre ADHD til håb og handlekraft.

To ord som i den grad beskriver Lotus og Julians historier. Indtil for kort tid siden, var de blot frivillige som hjalp børn og forældre under øvelserne i kursusweekenderne.

Men en dag kom nogle forældre på kurset hen og spurgte, om de ikke kunne fortælle deres historie, og det har de gjort fast lige siden.

Vi fortæller om hvordan vi har brugt vores diagnose, men også hvad den har kostet os”

Lotus ønsker at røre og hjælpe folk, fordi det giver hende bekræftelse og bedre selvværd at vide, at hun gør en forskel for både forældre og børn. Børn som måske går og har det, som hun selv havde det engang.

Hun håber og ønsker at alle ADHD-diagnosticerede, har en rollemodel i enten en voksen eller et ungt menneske, som ligesom hendes bror og mor, kan sætte sig ind i, hvordan det er at leve med ADHD.