Bag bloggen med Matilde Trobeck

Med over 64.000 følgere er Matilde Trobeck – bedre kendt som Helse Matilde – ikke i tvivl om sit ansvar. ”Jeg tænker meget over, at jeg er rollemodel,” fortæller hun.

Tekst og video af Monica L. Pugholm

Hvad blogger du om?
Jeg skriver om tabuer, om sorg og kriser, og det vi har svært ved at få sagt. Der er mange unge, som skriver til mig. De afslutter ofte med at skrive: ’Jeg har ikke kunne dele dette med nogen’.

Særligt ensomhed optager mig. Det er så svært at tale om ensomhed. Der er status i at have et stort netværk og vise det frem på de sociale medier – at man har gang i en masse og har mange venner.

Jeg startede med at blogge om mad og træning. I dag er jeg optaget af at bryde med tabuer. Jeg føler, at jeg har et ansvar for at gå foran. Det er en diskussion, jeg tit har med andre bloggere, som ikke føler, at de har et ansvar.

Instagram bombarderer os konstant. Derfor skal der også være noget ordentligt indhold, og der har jeg et ansvar for at levere indhold, som hjælper de unge til at være dem selv. Jeg vil gerne være autentisk, og jeg lever af de sociale medier. Jeg vil ikke være med til at skabe en illusion om et perfekt liv eller en perfekt krop.

Hvad betyder troværdighed for dig?
Troværdighed er afgørende. Jeg kan ikke leve af at blogge, hvis ikke jeg er troværdig. Da jeg arbejdede som pædagog, havde jeg en fast indtægt. I dag lever jeg udelukkende af sponsorater, og med det følger også et ansvar. Jeg skal kunne stå inde for de produkter, som jeg reklamerer for. Fx siger jeg altid nej til at reklamere for plastikkirurgi.

For nylig var der et slankeprodukt, som ville lave en stor kampagne med mig. Sådan noget siger jeg også nej til. Selvfølgelig. Jeg forstår ikke, at de finder på at spørge mig. Jeg ville aldrig bruge et slankeprodukt selv.

Min ansvarsfølelse er blevet større i takt med, at jeg har fået flere følgere. Jeg tænker meget over, hvad jeg deler på de sociale medier, og at jeg er en rollemodel. Når jeg viser et billede af mine strækmærker, så er der en pige, som kan se det, og sige: ’Nej, hende Matilde, hun har også strækmærker – det har jeg også. Jeg er ikke alene’.

Hvad betyder det for dig at have så mange følgere?
Jeg tænker i høj grad over, at jeg har stor indflydelse på andre, fordi jeg har mange følgere. Det gik for alvor op for mig, hvor stor indflydelse jeg har, da jeg begyndte at skrive om min sorg over at have mistet min bror. Der var så mange, som skrev til mig. Dér mærkede jeg for alvor, at jeg kan gøre en forskel.

Jeg kan skabe fællesskaber. Sidste år lavede jeg en Facebook-gruppe for ensomme piger, som kan finde hinanden. I dag har gruppen over 12.000 medlemmer. Der er så mange historier inde på den Facebook-gruppe. Nogle skal holde jul sammen, andre skal ud og rejse sammen.

Hvis jeg kan gøre en forskel for 12.000 piger ved at starte en Facebookgruppe, så skal jeg jo bare gøre mere af den slags. Fordi jeg kan, og fordi jeg med så mange følgere når ud til mange. Det er jo det, som er så fint ved de sociale medier, de kan skabe fællesskaber for mennesker, som ellers ikke ville have mødt hinanden.

Er der en Matilde, vi ikke har adgang til?
Mine veninder kender mig selvfølgelig på en anden måde end alle dem, som læser min blog. Samtidig kender mine bloglæsere jo til rigtig mange ting, som mine veninder også kender til. Jeg kan godt mærke, at grænserne rykker sig. Jeg skriver ikke om mit sexliv. Jeg kan ikke se det spændende i det, og mine forældre og familie læser jo også med. Men det kan da godt være, at jeg kommer til at skrive om mit sexliv en dag. Men det er ikke nu.

Jeg er meget ærlig med mange ting. For nylig skrev jeg om min kærestesorg. Jeg skriver for at dele med andre, men også for at bearbejde de ting, som jeg selv synes er svære. Men der er altid balancer og grænser, også fordi jeg passer på mig selv. Men grænserne flytter sig hele tiden.

Hør her Matilde fortælle om hendes ansvar som kendt blogger, der tør tage tabuerne op:

 


HelseMatilde deltog også i March mod Ensomhed, hvor hun var forbi headspace Rødovre og sendte Patrick Cakirli afsted. Hun fulgte ham på den første etape på 25 kilometer.

Kæmper du med ensomhed? I headspace er du altid velkommen til at komme forbi til en snak – om ensomhed, men også om alle andre ting, du har brug for at tale om. Find dit nærmeste headspace-center her

Ingen kommentarer endnu

Der er endnu ingen kommentarer til indlægget. Hvis du synes indlægget er interessant, så vær den første til at kommentere på indlægget.

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

20-årige Hediye efter kampen med en spiseforstyrrelse: ”Man skal ikke være perfekt til alt, hvad man laver”