20-årige Hediye efter kampen med en spiseforstyrrelse: ”Man skal ikke være perfekt til alt, hvad man laver”


Sommerferien er slut. Studiestart og gymnasielov har taget over efter sol, sommer og strand. Her er 20-årige Hediyes fortælling om, hvordan forventningens glæde ved at begynde i 1.g blev forvandlet til et mareridt, da stress og en spiseforstyrrelse blev hverdag i et alt for presset studieliv.

Hediye stod der alene i kantinen.

Al den mad. Hun skulle jo tage et eller andet, men hvad?

”Jeg kan huske, at jeg stod i kantinen og kiggede på den mad, der så mindst ud, og så ville jeg spise det,” fortæller 20-årige Hediye Temiz om sin tid i gymnasiet.

En spiseforstyrrelse havde fået tag i den unge pige, der kunne mærke presset hobe sig op. Hun var begyndt i 1.g, da hun lige var fyldt 16 år. Målet var, at hun hurtigt kunne komme igennem gymnasiet for så at fokusere hundrede procent på taekwondo, som fyldte alt i hendes hverdag.

”Det var hårdt for mig. Jeg følte, at hvis jeg tog for meget mad – for eksempel en salat – så ville jeg blive fed. Jeg tastede alt ind på en app for at følge med i, hvor meget jeg spiste.”

Det store fokus på mad var begyndt allerede et år forinden, da Hediye havde fået hjemmeundervisning, da hun boede et år i Tyrkiet, for at hun skulle fokusere mere på taekwondoen. Stress, præstationspres og hendes egne og især moderens forventninger blev for meget.

Men Hediye Temiz er langt fra den eneste unge studerende, der oplever et stigende pres. Især flere unge piger har det markant værre end tidligere. De nyeste tal fra Sundhedsstyrelsen viser, at 41 procent af de unge piger har et højt stressniveau – mod 33 procent i 2013. Og 25 procent af de unge kvinder har dårligt mentalt helbred, mens det i 2013 var 17 procent.

Balanceakt mellem topkarakterer og taekwondo
Hediye Temiz prøvede alt, hvad hun kunne, for at holde fast i sin taekwondo på eliteplan, samtidig med at hun skulle præstere hundrede procent i gymnasiet.

”Min mor kom – ikke af sin gode vilje – til at presse mig for meget med min sport, og i sidste ende gjorde det, at jeg endte med at få en spiseforstyrrelse. Jeg blev afhængig af afføringspiller. Og jeg fik en form for anoreksi, hvor jeg sultede mig selv hele dagen, hvorefter jeg kom til at overspise,” siger Hediye Temiz og fortsætter:

”I folkeskolen var jeg vant til at være den kloge pige. Jeg fik altid topkarakterer og klarede mig rigtig godt i skolen. Jeg følte, at der var en stor forventning fra min familie, i forhold til at jeg skulle klare mig godt, eller ’hun skal nok klare sig godt.’”

En hverdag præget af et stort pres
Men den travle hverdag var alt for meget for Hediye.

”Jeg stod op klokken 06 for at træne, hvorefter jeg tog direkte i skole. Efter skole kunne jeg nogle gange lige nå at være sammen med nogle af mine venner, ellers var jeg igen oppe og træne – enten i fitness eller til taekwondo,” siger Hediye Temiz og fortæller, at hun typisk trænede fem dage om ugen.

Først i slutningen af 1.g indså hun, at hun skulle have hjælp til sin spiseforstyrrelse. Den var kommet ud af kontrol, og presset var ved at slå hende helt omkuld. Hun begyndte at tage samtaler med sin mentale træner, som hun havde været tæt på, siden hun intensiverede sin taekwondo, da hun var 14 år gammel.

Et opgør med forventningerne og karaktererne
Tiden i 1.g var ensom for Hediye. For selvom hun havde mange bekendte, havde hun ikke mange venner, som hun kunne tale med.

Presset, som både kom fra hende selv og forældrene, gjorde, at hun af og til følte sig svigtet af moderen og faderen, og hun stod meget alene. Fraværet steg og steg, men karaktererne var stadig relativt høje.

Til sidst besluttede Hediye sig for at droppe ud af det klassiske gymnasium STX og begynde på HF, for her kunne Hediye få lidt mere frie rammer, og der var ikke så stort et fokus på hendes høje fravær. Hun havde brug for at starte forfra.

”Jeg havde en oplevelse af, at det mere gjaldt om at udvikle sig selv på HF, og at der ikke var et lige så stort fokus på karaktererne,” fortæller Hediye.

En god løsning for Hediye, da hun netop havde brug for lidt frirum og ro til at finde fodfæste. Efter samtalerne med sin mentaltræner og en lang sej kampe, hvor fokus i mindre grad var på taekwondo og karakterer, fik hun i sommeren 2017 sin studenterhue – en blå af slagsen.

En bedre hverdag uden forstyrrelser
I dag er Hediye Temiz ikke længere sportsudøver på eliteplan. Hediye er nu medlem af kommunalbestyrelsen i Albertslund Kommune for Radikale Venstre og formand for kultur- og fritidsudvalget. Hun er lige startet på sin bacheloruddannelse i Mellemøstens sprog og samfund på Københavns Universitet.

Hun er sikker på, at hun ved, hvorfor hun har det langt bedre i dag, og at hun er kommet sig oven på en sort tid i gymnasiet, hvor en spiseforstyrrelse og dertil hørende depression slog hende omkuld.

”Jeg har lært, hvordan jeg skal håndtere det at være i en presset situation. For mig er det en succes, at jeg har kæmpet mig ud af de psykiske problemer, for jeg har altid syntes, at det var et nederlag at have psykiske problemer. Jeg har tabt nogle kampe, men har i sidste ende vundet dem igen,” siger Hediye Temiz.

Råd til andre unge, der kæmper med at skulle præstere
Hvis Hediye Temiz kunne gøre noget om i dag, så ved hun godt, hvad det skulle være. Hun ville råde den spiseforstyrrede og deprimerede pige, der i gymnasiet kæmpede med at skulle præstere hundrede procent på alle parametre, til at finde en at tale med. En, der kunne fortælle hende, at man ikke kan og skal være perfekt til alting, men at det er okay at stoppe op, trække vejret og mærke efter.

Det er også noget, som hun vil råde andre unge, der kæmper med et enormt pres, til at gøre.

”Man skal ikke være perfekt til alt. For mit vedkommende ville jeg dengang være perfekt, både når det kom til taekwondo, skolen og overfor mine venner og familie – til alting. Men det vil jeg ikke den dag i dag. Det er vigtigt for mig at sige, at man skal gøre sit bedste,” siger Hediye Temiz og fortsætter:

”Det er ikke vigtigt, hvilke karakterer man får, men derimod er det vigtigt, hvordan man udvikler sig som person. Mit motto er, at enten vinder man en kamp, ellers lærer man noget af den. Det er noget af det, som jeg i dag lever meget på,” siger Hediye Temiz.

Du kan læse meget mere om headspace lige her.

Indlægget er skrevet af Ea Honoré Schack, der er kommunikationsfrivillig i headspace København

Bastian sprang ud som 19-årig: ”Min seksualitet er ikke min identitet”

 

København er endnu engang blevet ramt af regnbuefeber. Den årlige Pride Week er i fuld gang – indtil lørdag, hvor det hele kulminerer med Pride-paraden, der prydes af glimmer og godt humør.

På lørdag fester København. Men hvordan ser resten af året ud for en LGBT-person i Danmark? Hvor går man hen, når ens seksualitet skaber flere spørgsmål end svar? Og er vi egentlig nået så langt, som vi tror, når glimmeret er vasket væk, og det er blevet hverdag igen?

23-årige Bastian giver os et blik ind i den renvaskede virkelighed, hvor tvivl og spørgsmål om identitet, seksualitet og fordomme har fyldt, spændt ben og gjort ham til den, han er i dag – blandt andet med hjælp fra headspace.

”Verdens kedeligste og mest udramatiske ’springe-ud’-historie”
Så enkelt beskriver en grinende Bastian historien om dengang, han som 19-årig fortalte sin familie og sine venner, at han var homoseksuel. Han fik opbakning og støtte, og han oplevede ikke, at hans omgangskreds så skævt til ham pga. hans seksualitet.

Alligevel var der ting indeni Bastian, der skulle tales om. Han fandt vej til headspace København, hvor han blandt andet fik sat ord på den tvivl, hans seksualitet havde plantet i ham.

”Det var et mismask af mange ting, og min seksualitet spillede helt sikkert en rolle. Jeg var ung og sårbar og nervøs for, hvad min fremtid ville bringe. Jeg vidste jo godt, at den ville blive anderledes end mine heteroseksuelle venners, og det bekymrede mig meget,” fortæller Bastian og fortsætter:

”Jeg fandt også stor støtte i LGBT Ungdom, hvor jeg mødte en masse unge, der stod i samme situation som mig. Pludselig var der nogen, jeg faktisk kunne identificere mig med, og det hjalp rigtig meget at høre andre sætte ord på følelser, jeg også bar rundt på.”

Netop spørgsmålet om identitet fyldte for Bastian, og det fik han også åbnet op for, snakket igennem og draget konklusioner på i headspace.

”Jeg mødte op med en mindre identitetskrise, som til dels var koblet op på min seksualitet. Og det ser jeg ikke nødvendigvis som en negativ ting, for jeg fik sagt en masse ting højt og lærte mig selv grundigt at kende – så den dag i dag ved jeg virkelig, hvem jeg er.”

Når regnbuefarverne falmer
Bastian bekymrer sig stadig om fremtiden, for selvom han for det meste er glad for og tryg ved at bo i et land som Danmark, er der stadig plads til forbedringer:

”Kigger man vores samfund efter i sømmene, opdager man hurtigt, at tingene slet ikke er så regnbuefarvede, som mange måske går og tror.”

Bastian peger fx på bloddonation, som homoseksuelle mænd stadig ikke må bidrage til. Også adoption fylder i den unge studerendes hoved. For ligesom hos mange andre findes der en lyst til familie og børn indeni Bastian.

”Hvis jeg en dag vil starte en familie, bliver adoptionsprocessen lang og hård – det ved jeg allerede nu. Og rugemor-muligheden er endnu værre. Så min fremtid kan godt være lidt uoverskueligt at tænke på nogle gange.”

På et mere dagligdagsniveau oplever Bastian også ting, der vidner om, at der rent socialt er en kamp at kæmpe endnu:

”Folk putter mig hurtigt ned i en bestemt kasse og har specifikke forventninger til mig – ene og alene pga. min seksualitet. Mange bliver fx rigtig forargede, når jeg udtrykker fordomme overfor andre mennesker. For det kan jeg af én eller anden grund slet ikke tillade mig.”

Med dialog som det stærkeste våben  
Selv møder Bastian ofte fordomme fra andre mennesker, og han forstår også godt, at nogen mennesker ikke er trygge ved andres seksualitet – især når den er anderledes end deres egen.

Men hvordan tackler man det i situationen? Bastian italesætter utrygheden.

”Hvis jeg mærker, at et menneske tager afstand til mig, fordi jeg er homoseksuel, gør jeg meget ud af at forklare dem om det og slår et slag for, at man altså ikke springer på alle fyre, man møder, bare fordi man er til mænd.”

I nogen tilfælde giver det pote – i andre gør det ikke. Men det er okay. For Bastian kan sagtens sætte sig ind i, at nogen mennesker aldrig kommer til at acceptere ham som homoseksuel. Det ligger ikke i deres historie.

Bastian går dog stadig med et ønske om, at vi som samfund i højere grad kan respektere hinandens forskelligheder.

”Jeg fik engang kastet en øl i hovedet i byen, og der blev jeg virkelig vred og forskrækket. Jeg gik efterfølgende over til pågældende og sagde: ”Jeg respekterer, at du synes, det er svært, at jeg er homoseksuel, men så må du også respektere, at jeg er det!” For folk behøver ikke nødvendigvis acceptere mig som homoseksuel – men de kan i det mindste respektere mig som menneske.”

Og hvad så med Priden?  
Denne uges Pride-parade bliver uden Bastian, der aldrig har deltaget. For Bastian har det ambivalent med Priden. Ikke fordi han er imod kærlighed, frihed og fællesskab, men fordi hans personlighed ikke ligefrem matcher det, Priden signalerer.

”Jeg elsker, at vi bor i et land, hvor Priden overhovedet er mulig. Hvor vi kan fejre kærlighed og mangfoldighed sammen. Men jeg har rigtig svært ved at spejle mig i Priden – alle udklædningerne, fjerboaerne, glimmeret og glitteren. Det er virkelig ikke mig,” siger han.

Alligevel vil Bastian ikke ændre noget ved Priden, for selvom det ikke er en fest, han deltager i, synes han stadig, at det er en vigtig fejring, hvor modige og glade LGBT’ere kan stå frem og være præcis dem, de er.

”Bare fordi jeg ikke kan se mig selv i det, skal alle andre jo stadig have en fest. Så bliver jeg bare hjemme,” siger Bastian med et smil i stemmen og fortsætter:

”Jeg er fuldstændig klar over, at man sagtens kan deltage uden at klæde sig ud. Man skal jo bare være sig selv. En dag kommer jeg nok også til at deltage, men det bliver mere for at kunne strege den af min bucket list.”

Der lurer også en bekymring indeni Bastian. For hvad hvis folk uden det store kendskab til LGBT-miljøet ser Priden i alt dens pomp og pragt, skærer alle over en kam og kaster mere uvidenhed på fordomsbålet, der desværre stadig brænder nogen steder i Danmark?

”Det bekymrer mig lidt, at nogen mennesker potentielt kommer til at tro, at alle LGBT-personer i Danmark er, som de ser ud i Priden. For sådan ser hverdagen jo selvfølgelig ikke ud for størstedelen af os. Og det er nok også det, jeg gerne vil tage afstand fra,” forklarer Bastian og fortsætter:

”Ja, jeg er homoseksuel, men jeg er også bare et helt almindeligt menneske. Min seksualitet er ikke min identitet – det er min præference for, hvem jeg har lyst til at være sammen med. Og det er dét, jeg gerne vil signalere.”


Om Copenhagen Pride Week
Copenhagen Pride Week er en 5-dages LGBT-festival, der afholdes hvert år i København i august måned. Festivalen fejrer mangfoldighed, kærlighed og retten til at være den, man er, med arrangementer i løbet af ugen, der til sidst ender i en stor Pride-parade om lørdagen.  

 

Headspace og LGBT Danmark har netop indgået et partnerskab, der skal skabe lokale fællesskaber og frirum for unge i Danmark, der har spørgsmål, tvivl eller erfaringer at dele omkring seksuel orientering, identitet og køn. Og alle er velkomne.

headspace videre i finalen til Miss Danmark 2018

Når Louise går på scenen til Miss Danmark 2018, er det med headspace i hånden. Hun har nemlig valgt headspace som hendes velgørenhedsprojekt. For unges mentale trivsel er et stort problem ifølge den 23-årige finalist.

Forberedelserne til dettes års Miss Danmark er i fuld gang – også for Louise Sander Henriksen, der stiller op for at udfordre sig selv, lære noget nyt og rykke sine egne grænser.

Samtidigt har hun noget vigtigt på hjerte. Hun vil godt være med at til hjæpe de mange unge, der kæmper med tunge tanker, og som ikke har nogen at tale med – derfor støtter hun headspace.

”Det er vigtigt, at der er nogen at tale med. Hvis man går og holder problemerne inde, så bliver de ofte værre, end hvis man får sagt dem højt. Jeg ved fra mig selv, at problemerne ofte virker mindre overvældende, når jeg deler dem med nogen. Og derfor er headspaces arbejde så vigtigt for børn og unge – især fordi det er anonymt og uforpligtende,” fortæller Louise.

Lokal støtte til Hvidovres unge
Louise læser til dagligt til pædagog og har valgt headspace som hendes velgørenhedsprojekt, fordi hun mener, at det er en betydningsfuld sag med et godt formål. Hun håber, at hun kan være med til at øge kendskabet til headspace, så endnu flere børn og unge kan få den hjælp, de har brug for.

Louise bor i Hvidovre, hvor headspace er en del af bybilledet. Og lige netop den del var vigtig for Louises valg af velgørenhedsprojekt:

”Jeg ville rigtig gerne støtte noget lokalt – noget, der gør en forskel der, hvor jeg selv bor og har min hverdag. Og der er headspace Hvidovre helt perfekt, fordi de, på daglig basis, gør en forskel i børn og unges liv – lige her i mit nabolag,” fortæller Louise.

Lange ben har ikke altid været nemt
Selv har Louise ofte brugt hendes netværk af venner og familie, når tankerne har stået i kø. Blandt andet har Louises højde ikke altid været lige nem for hende at acceptere.

”Jeg blev ret tidligt rigtig høj, og det var ikke særligt sjovt. Jeg prøvede ofte at gøre mig lavere, for jeg følte, alle kiggede på mig, når jeg gik ned ad gaden. Men med tiden gik det heldigvis over – blandt andet fordi mine veninder og min mor støttede mig så meget. Så i dag hviler jeg rigtig godt i det og har lært at elske alle mine 182 centimeter.”

Skønhed i alle dets former
Nogen vil måske mene, at Miss Danmark ikke umiddelbart matcher med headspaces værdier om kropspositivisme samt deres arbejde for at skabe et positivt kropsbillede for unge mennesker – lige meget hvordan de ser ud.

Her er Louise dog ikke enig, da hun ser en diversitet og støtte i Miss Danmark, der viser, at alle er velkomne, præcis som de er:

”I mine øjne er det 30 meget forskellige piger, der er med i konkurrencen. Høje, lave, mørke, lyse – jeg kunne blive ved,” siger Louise og fortsætter:

”Samtidigt er det et af de mest støttende fællesskaber, jeg har været en del af. Alle os piger har det virkelig godt med hinanden, og selvom det er en konkurrence, vil vi kun hinanden det bedste. Det er vildt opløftende.”

Plads til personlighed 
Det har ikke været en livslang drøm for Louise at deltage i Miss Danmark. Tværtimod. Med hendes til tider introverte og generte personlighed har hun ikke altid haft et brændende ønske om at stå på scenen foran så mange mennesker.

”Jeg har virkelig ikke noget behov for at være midtpunkt. Slet ikke. Men jeg så en mulighed for at skubbe til mine egne grænser – springe ud i det og prøve noget nyt. Det har været vildt udfordrende og sjovt – og lidt grænseoverskridende. Det var fx ret mærkeligt at se mig selv i den lokale avis i badetøj,” griner Louise.

Idéen blev plantet i hendes hoved efter DR3 viste udsendelsen Miss Perfect, der fulgte sidste års Miss Danmark-deltagere.

Her blev det hele afmystificeret for Louise, som pludselig kunne se sig selv i konkurrencen. Og at have sig selv med i det hele er vigtigt for Louise:

”Jeg er mig selv hele vejen igennem. Jeg prøver aldrig at være noget, jeg ikke er. Hvis min personlighed ikke måtte skinne frem, ville jeg slet ikke kunne være med. For mig vil det vigtigste altid være, at jeg er et godt menneske, der kan stå ved mig selv – og det har jeg fri mulighed for her,” slutter Louise.

 

KORT OM MISS DANMARK

Miss Danmark løber af stablen den 12. september i Cirkusbygningen i København. Her skal i alt 30 unge kvinder dyste om vindertitlen – og dermed også en plads ved Miss World-konkurrencen, der finder sted i Kina i december. Miss Danmark har eksisteret siden 1926 og er dermed Danmarks ældste skønhedskonkurrence.  

Ikke nok med at Louises støtter udbredelsen af headspace, så opfordrer hun også flere til at blive medlem og støtte headspace, så flere og flere børn og unge kan få hjælp, støtte og rådgivning. Det koster kun 300 kroner om året.

Er du blevet inspireret af Louise? Så kan du også støtte headspace ved at blive medlem lige her!  

 

 

Foto: Christina Anaya/MissDanmark.dk – Make-up: Zainab Al Saadi – Hår: Latifa Dhaoui Jomaa
Styling: Lisa Lents/Miss Danmark – Kjole: Jora Collections – Vipper: Lækkerlash/Salon Lækker

”Han fik mig til at tro på, at jeg var dum, og at ingen ville være sammen med mig.”

 

Hvordan taler man til sin kæreste? Hvor meget kontrol bør man have med hinanden – og hvornår er der tale om psykisk vold?

Da Nanna var først i 20’erne mødte hun en mand, der kom til at ændre hendes liv gevaldigt. Og som hun endte med  seks år senere  at flygte fra.

”Da jeg mødte ham, var det jo godt. Det var spændende, det var sommerferie, han var en mand med styr på sit liv, så der var en masse gode ting i starten. Men som forholdet udviklede sig, blev han mere og mere dominerende og kontrollerende,” fortæller Nanna.

”Han havde to-do lister over alt. Rengøring, indkøb, hvor meget økologi vi skulle købe, hvor høj fedtprocenten i maden skulle være, hvor meget der skulle være danskproduceret. Der var planer for karriere, femårsplaner. Alt.”

Hun taler ubesværet om det. Som om hun har gjort det mange gange før. Eller som om det slet ikke var hende, det skete for. Som om det bare er en historie, en drøm.

”Jeg tror faktisk, den psykiske vold var der helt fra start. Jeg var bare ikke bevidst om det, selvom jeg jo godt vidste, at det ikke var normalt, at han bl.a. uopfordret kom ned og hentede mig, hvis jeg var i byen eller tjekkede mine beskeder og mine opkaldslister. Og så blev det gradvist værre. Han sagde til mig, at jeg var dum, og at ingen ville være sammen med mig, at jeg ikke kunne finde ud af noget. Og når man hører det ofte nok, så begynder man jo at tro på det. Han pillede mig stykvis fra hinanden,” fortæller Nanna.

Og det var på sin vis det, der var med til at fastholde hende i forholdet. For han fik hende til at tro, at det måske bare var ham, hun skulle være sammen med. For hvem skulle have lyst til at være sammen med hende, når hun både var dum, grim og uduelig.

 

LÆS OGSÅ: Det var så ensomt at være barn af en forælder med et alkoholmisbrug

 

Når grænserne skrider
Og mens Nanna blev mere og mere nedbrudt af den psykiske vold, sneg den fysiske vold sig også ind i forholdet.

”Jeg ved ikke, hvornår det startede, for det eskalerede gradvist. Det startede med, at han smed ting på gulvet, så blev det til en skulderlammer, og en dag skubbede han mig, så jeg faldt og brækkede mit håndled. Og selv det, fik han mig overbevist om, var min egen skyld. Og han holdt stædigt fast i, at han aldrig havde slået mig. Og hver gang fik han mig overbevist om, at det var mig, der var noget galt med.”

Nanna forklarer, at det jo ikke var, fordi hun ikke sagde ham imod. Det havde bare en konsekvens, når hun gjorde det. Han afpressede hende, slog hende, spyttede på hende. Og til sidst begyndte hun at tie, for hun kunne ligeså godt bare tage imod. Grænserne, der gradvist var blevet rykket, var blevet skubbet for langt. Nu tænkte hun: ”Det var ikke så slemt som sidst”, eller ”det var ikke så slemt som det, han truede med”, når han gjorde hende noget.

Men noget hobede sig op inde i Nanna, og grænsen var ved at være nået. Når hun mærkede rigtig godt efter, vidste hun godt, at det ikke var et sundt forhold, men hun var fanget, for han havde magten. At forlade ham var lettere sagt end gjort.

Nanna prøvede op til flere gange at forlade ham i de år, de var sammen, men det lykkedes ikke, indtil bægeret én dag flød over. Det var nu eller aldrig. I al hemmelig planlagde hun sammen med sin søster, hvordan hun skulle flygte, og en nytårsaften for nogle år siden løb hun ud i friheden, efter hendes ekskæreste var taget til Odense for at fejre nytåret. Hun blev hentet af sin søster, sin svoger og tre af deres kammerater. Hun fik ændret koder til sociale medier, så han ikke længere kunne kontrollere hendes konti. Hun skiftede til hemmeligt nummer, for han skulle ikke kunne kontakte hende. Og hun fik hemmelig adresse, for han skulle ikke kunne opsøge hende. Det skulle ske samtidigt, og han måtte ikke fatte mistanke de første par timer, for hun skulle nå helt væk først.

Det lykkedes. Hvor hun fik modet, viljen og styrken fra, ved hun stadig ikke. Men der var ikke andet for. Grænsen var nået, og det var nu eller aldrig.

Hun rykkede i første omgang hjem til sin søster og derefter ind på et værelse på Danners krisecenter, der er et sikkert og trygt sted for kvinder og deres børn, hvis de har været udsat for vold i familien.

Jeg tog imod en plads på Danner. Selvom jeg egentlig ikke vidste, hvad jeg sagde ja til. Men jeg havde ikke noget at miste, og jeg havde brug for at få ham ud af mit liv og komme videre.”

Egentlig kunne hun slet ikke forstå, hvad hun lavede på et krisecenter. De andre kvinders historier var så voldsomme – langt voldsommere end Nannas. Og hun var ikke voldsomt forslået og påvirket, som de var. Hun skulle jo bare videre med sit liv og sit arbejde. Her hørte hun da ikke til. Eller hvad?

Vold er vold
Du har været igennem alle voldsformer. Og nej, du er ikke forslået, du har ikke blå mærker, men det betyder ikke, at du ikke har været udsat for vold. Og det er voldsomt, hvad du har været igennem,” sagde de til hende på Danner.

For vold er vold. Men psykisk vold er en særligt svær størrelse.

Der er ingen ar at vise frem, ingen blå mærker, ingen beviser. Vi ved godt, at det ikke er okay at slå, men hvor går grænsen for, hvordan det er okay at tale til hinanden?

Mange kender ikke den grænse i deres ungdom, for grænser skal testes og prøves af. De er slørede, og sommetider bliver de først synlige, når de er overskredet. En ny undersøgelse fra Epinion har vist, at kun 68 procent af de 18-34-årige overhovedet kender begrebet psykisk vold. Og ligesom det var tilfældet for Nanna, kan den være svær at genkende, fordi det ofte begynder i det små og derefter eskalerer og bliver enormt nedbrydende for den, der bliver udsat for det. Og det er alvorligt. For Nanna har den psykiske vold været sværere at komme over end den fysiske.

Man kommer hurtigt over en brækket arm, men at blive pillet fra hinanden stykvis, det var det sværeste. For jeg skulle bygges op igen fra bunden, og det har taget lang tid,” siger Nanna og fortsætter:

Jeg har haft behov for at blive bekræftet. For jeg føler mig ikke flot eller klog. Jeg arbejder med det hele tiden, men det tager tid.”

 

Kan jeg overhovedet vaske tøj?
Nanna boede på Danner i et halvt år, før hun fandt sin drømmelejlighed og rykkede ud.

De første ni måneder havde hun en kontaktperson tilknyttet, som hun kunne spørge om stort og småt. Hvordan dater man fyre? Hvordan holder jeg styr på de praktiske ting? For det er ikke ”bare lige” at skulle møde verden igen, når man har levet med én, der har taget al kontrol og selvværd fra én.

Jeg var pillet så meget fra hinanden, at jeg ikke troede på, at jeg kunne finde ud af noget som helst, så jeg blev enormt fokuseret på praktik – kan jeg overhovedet vaske tøj, kan jeg huske at betale mine regninger? Han var mit sikkerhedsnet. Han havde styr på økonomi og alt andet. Han tog alt ansvar fra mig, og alt var under hans kontrol. Og så får man følelsen af ikke at kunne noget som helst, fordi alt var i hans varetægt. Selvom jeg inderst inde godt ved, at jeg kan, blev jeg så usikker, og han skabte den usikkerhed i mig.”

Men Nanna kan – og kunne – ligesom alle os andre en hel masse. Og det har hun haft brug for at blive mindet om og erfare igen, efter hun flyttede fra ekskæresten. Helt Dan Túrellsk har det vigtigste været at vende tilbage til hverdagen og hverdagstingene  at føle sig normal igen og gøre ting, fordi hun havde lyst og frihed til at gøre det.

Det vigtigste var at føle mig normal. At gøre normale ting, som normale mennesker gør. Bare at gå på arbejde. Og at tale om det. Det har jeg haft rigtig meget brug for, og det har været en naturlig del af processen at åbne op for det.”

Og det er så vigtigt, at der bliver talt højt og åbent om voldelige relationer, for som Nanna siger ved at der er bevidsthed om det, bliver man i et voldeligt forhold også mere opmærksom på, at der er noget galt.

 

LÆS OGSÅ: Farlig flirten med spilleri endte med ludomani

 

Det er aldrig for sent
Når Nanna skal svare på, hvad hendes bedste råd er til én, der vil ud af et voldsramt forhold, bliver hun stille. Eftertænksomheden indfinder sig. Hun virker ikke helt sikker. Men så er det, som om det kommer helt af sig selv lidt senere i samtalen:

Det er aldrig for sent. Og man skal aldrig være flov eller skamme sig. Man skal huske på, at andre er kommet ud af det. Og så kan man også selv. Der ér en vej ud. Det er bare et spørgsmål om at finde den. Min vej ud blev min søster. Andres vej har været anderledes, men det vigtigste er, at den er der. Det er aldrig for sent.”

Og det var vigtigt, at hun bragte skylden og skammen på banen og minder om, at det ikke er ens egen skyld, at man er voldsramt. For sommetider er det netop skammen, der fastholder én i voldelige forhold. Sommetider er det den, der gør, at man ikke tør sige det til nogen, for så kan spørgsmålet komme: ”Hvorfor er du ikke gået endnu?”. Og Nanna skammer sig også over, at hun ikke forlod sin ekskæreste tidligere.

Jo hurtigere man kommer ud af det, jo bedre. Hvis man fornemmer, at der er faresignaler, så skal man ikke blive. For det ene år tager det andet, og man bliver drevet ind i en spiral af vold, som kun bliver sværere at bryde ud af. Så man skal skynde sig væk.”

Jeg spørger hende til sidst, om hun har mod på en dag at stå i en adressebog igen.

Det ved jeg ikke. Så skulle det være om mange år. Det er stadig min safe zone. Men måske en dag.”

 

Til dig, der vil ud af et voldeligt forhold:

  • Hvis du fornemmer faresignaler og oplever, at dine grænser fysisk eller psykisk ikke bliver respekteret, skal du afslutte forholdet. Alle fortjener at blive behandlet respektfuldt og ligeværdigt  både af partnere og alle andre. Hvis du ikke bliver behandlet godt, har din partner ikke fortjent dig.
  • Det er aldrig for sent at komme ud af forholdet.
  • Find en smutvej – om det er din familie, venner, et krisecenter eller noget helt fjerde.
  • Tal med nogen om din situation, og få bearbejdet det, du har været igennem.
  • Husk altid, at det ikke er din skyld.

Til dig, der er pårørende til en i et voldeligt forhold:

  • Giv aldrig op, selvom kampen kan være svær
  • Gør personen bevidst om, hvad det er, partneren gør ved ham/hende
  • Tal personen op, så det bliver sværere for partneren at bryde ham/hende ned



Kontakt:

Lev uden Vold

Danner

Bryd Tavsheden

headspace

Artiklen er skrevet af Cecilie, kommunikationsfrivillig i headspace Danmark.