Jakob på 22 år er homoseksuel. Han studerer psykologi på Odense Universitet, og når han ikke sidder med næsen nede i en psykologiteori, så er han frivillig ungerådgiver i headspace Odense.

”Jeg synes, det først blev en realitet, at jeg var homoseksuel, hvis jeg valgte at komme ud med det.”

Jakob er opvokset i Sønderjylland med far, mor og storesøster. Da han gik i folkeskole, kunne han godt mærke, at han var anderledes. Drengene var lidt mere spændende end pigerne.

”Men det var først, da jeg gik i gymnasiet, at jeg begyndte at få mere interesse i drenge og rent faktisk vide, hvad homoseksualitet var, hvad seksualitet var for noget, og hvad det måske kunne betyde for mig. For hvorfor skulle jeg være anderledes end alle andre?”

I gymnasiet fik Jakob også sin første mandlige kæreste, som han var sammen med i ca. 2,5 år. Han hjalp Jakob, mens han stadig var i skabet.

Jakob havde svært ved at acceptere sin egen seksualitet og var, ligesom mange andre, bange for at fortælle det til sine forældre, for så blev det en realitet. Han valgte at sige sandheden til sine venner allerede i 1.g., men det var først, da Jakob var omkring 19-20 år, at hans forældre blev bekendt med hans seksualitet.

”Jeg kan huske, at min mor og jeg sad og drak rødvin og hyggede os udenfor, og så smækkede hun bare ned i bordet og sagde: ’Så Jakob, jeg skal møde din kæreste nu!’, og det var jo skræmmende, for ’Hvad ved du?’”

For Jakob var det rart, at hun turde sige det til ham, for det var også noget, som hans mor havde brug for at snakke om. Jakob havde nemlig en tendens til at holde kortene tæt ind til kroppen, når det handlede om romantiske forhold.

”Det blev først en realitet, at jeg var homoseksuel, hvis jeg valgte at komme ud med det. For så blev det endeligt, og så var det bare sådan, jeg er. Jeg synes ikke, at det var særligt fedt at være anderledes. Jeg havde ikke lyst til at være homoseksuel. Primært fordi det var så bøvlet,” fortæller han med en smil.

Jakobs forældre har været meget støttende, og han har stadig et rigtig godt forhold til sine forældre. Dog opfattede Jakob ikke sin far som støttende, da de i forvejen havde et anstrengt forhold på det tidspunkt.

”Han har aldrig gjort noget negativt i forhold til det. Jeg har følt et behov for, at han spurgte mere ind til det, men han skulle jo også bearbejde det på en måde. Det er også noget, som jeg skal tage med mig, for jeg kan ikke regne med, at alle mennesker er med på, at jeg er homoseksuel fra start.”

Nogen man kan spejle sig i

For Jakob var det svært at finde sin identitet under hans opvækst i Sønderjylland. Han manglede en repræsentation af homoseksuelle, som adskilte sig fra den stereotype homoseksuelle, som blev vist i medierne. Det var svært at være en del af drengene, som kørte markræs og spillede computerspil. Jakob ønskede at passe ind, men det var svært, for på det tidspunkt ville han ikke anerkende sin egen seksualitet.

”Det var lidt underligt, da jeg ikke ville anerkende min homoseksualitet, og det føltes ikke så slemt, når jeg var i det, men efter jeg er kommet væk, kan jeg godt mærke, at det har hindret min udvikling og hindret mig i at gøre nogle ting, som jeg har haft lyst til at gøre. At jeg satte begrænsninger for mig selv uden nødvendigvis at gøre det eksplicit, fordi ’så ser de mig som homoseksuel, og så er jeg homoseksuel’. Men mere fordi det blev normalt, for ’hvis jeg gør sådan, så er jeg homoseksuel.”

Efter Jakob fik sin studenterhue på, tog han et sabbatår som bartender. Her mødte han den repræsentant, der altid har manglet: nemlig Preben, som også er homoseksuel.

”Det var et tilfælde, at jeg var så heldig at få ham som repræsentant og som pejlemærke for, hvordan jeg gerne ville være som homoseksuel, og at det ikke behøvede at være hele min identitet, men at det også ville være okay, hvis det var det, og at der ikke var noget galt med det.”

Relationen var hverken seksuel eller romantisk for Jakob og Preben. Det var et venskab, der hjalp ham med at indse små sandheder om det at være homoseksuel. Han kunne spejle sig i Preben og fik her hjælp til at forstå, hvilke kampe, der var værd at tage, og hvad man kan gøre for at gøre livet nemmere for sig selv.

Jakob og Preben nåede at bo sammen i et års tid. Det var et år, hvor Jakob fandt mere af sig selv og den identitet, han ønskede, og hvordan det skulle komme til udtryk, da han ikke havde lyst til at repræsentere den stereotype homoseksuelle mand, som altid er oppe i medierne.

”Preben har lært mig, hvem jeg gerne vil være, og at jeg ikke behøver at være en del af stereotypen for at udleve de følelser, som jeg har, og igen vil jeg gerne pointere, at det er okay at leve stereotypt. Han var en repræsentant, som jeg havde brug for, og som ikke alle unge homoseksuelle har. Vi har selvfølgeligt nogle store karakterer som Ole Henriksen, Niller fra familien fra Bryggen og Jimmy Lyngvild, og de er også repræsentative for en form for homoseksualitet, men de helt ’almindelige’ homoseksuelle, der lever i et hus og arbejder fra klokken 8-16 og ser Divaerne i Junglen bliver ikke rigtig repræsenteret. Preben har hjulpet mig med at navigere i den her jungle af stereotyper, identitet og selvværd. Jeg har været ret privilegeret.”

Stigmatisering og det heteroseksuelle slør

Det er svært at finde sit fodfæste som en ung, homoseksuel mand. Man bliver hurtigt sat i en boks baseret på et forældet stigma. Det vil Jakob gerne være med til at bryde.

”Man får hurtigt sat et stigma på sig. Men der er stor forskel på homoseksuelle, hvor der er nogle, som er meget ’straight-passing’, at man godt kan gå for at være en heteroseksuel mand. Her føler man sig privilegeret, fordi man ikke er ’outed’ hele tiden. Det giver mulighed for, at man kan gemme sig under det heteroseksuelle slør, der kan være rigtig rart. Det har jeg kunne gøre ret længe. Der har været et eller andet ved mig, som måske godt kunne havde været heteroseksuelt eller noget, som ikke har passet på den stereotyp. Det er ikke alle, der kan det.”

Ifølge Jakob mangler der en repræsentation af den ’almindelige’ homoseksuelle mand, som drømmer om de 3 v’er – villa, Volvo og vovse. Men han er også godt klar over, at der er brug for de mere fremtrædende homoseksuelle til at råbe folk op, såsom Ole Henriksen og Jimmy Lyngvild. De er nemlig også med til at repræsentere én form for homoseksualitet.

”Det er nødvendigt, at vi laver den her repræsentation i hvert fald indtil, at det er fuldstændig normaliseret, hvor der ikke er lande, hvor det er ulovligt, og man bliver slået ihjel for det. Derfor er vi nødsaget til at have de her ekstremer af homoseksuelle, som hele tiden repræsentere sig som: ’hey, jeg er homoseksuel, bum lev med det.’

Det er Jakobs egen fortælling, som motiverer ham til at være frivillige ungerådgiver hos headspace. Derfor står han frem for at fortælle sin historie, da han håber, den kan være med til at hjælpe andre, som er en del af LGBTQAI+-spektret.

Jakob ønsker at beskytte ’Prebens’ identitet, derfor bruger vi et andet navn. Vi er i headspace Danmark bekendt med navnet.

Indlægget er skrevet af Amalie, der er kommunikationsmedarbejder i headspace Danmark.

 

 

Andrea begyndte at komme i headspace i oktober 2018, da hun havde selvmordstanker på grund af presset fra sit studie og et dårligt forhold til sin mor . Andrea på 22 år er til daglig universitetsstuderende.

Kørt sur i studiet

Andrea var startet på et nyt studie efter at være kørt surt og droppet ud af et andet. Det nye studie var langt hårdere, end hun havde regnet med, og det påvirkede hende meget. Det resulterede i, at hun begyndte at føle sig deprimeret og nedtrykt, som senere førte til selvmordstanker.

”Jeg kunne godt mærke, at jeg havde brug for hjælp. Og jeg havde ikke råd til at gå hos en professionel psykolog. Men så havde jeg hørt om headspace og tænkte: ’Okay, det må jeg give en chance og se, om det ikke kan hjælpe mig’.”

Det var Andreas kæreste, der foreslog, at hun skulle tage ned til headspace, så hun kunne tale med nogen, som kunne hjælpe hende. Til at starte med handlede samtalerne om hendes studie og det pres, der fulgte med. Andrea var allerede droppet ud af en uddannelse, og nu overvejede hun det igen.

Det var med til at lægge endnu mere pres på hende, for hun havde jo ingen plan. Det sværeste ville være at skulle sige det til hendes forældre – især hendes mor.

”Min mor har altid været god til at få ret, diskutere og vinde”

Efter nogle få samtaler havde Andrea fået bearbejdet de negative følelser, som hun havde til sit studie og til sig selv. Herefter begyndte det at handle om hendes forhold til sin mor. De blev ofte uvenner, som førte til store skænderier.

”En måned eller to efter jeg var startet hos headspace, blev vi virkelig uvenner. På det tidspunkt havde jeg egentlig mest lyst til at aldrig se min mor igen, fordi hun virkelig havde såret mig. Men jeg fik talt med headspace, og vi fandt frem til, at jeg skulle stole mere på min egen dømmekraft – for ellers jeg var altid i tvivl om, hvor meget min mor egentlig havde ret.”

Andreas mor havde altid været god til at få ret og vinde diskussioner, men med headspace’s hjælp fandt Andrea modet til at tage snakken med sin mor.

”I januar fik jeg så talt med hende. Det var ikke en super sjov samtale, men den gik faktisk rigtig godt, og siden da har jeg følt, at hun har fået en meget bedre forståelse af mig, og hun har været meget bedre til at give mig det rum, som jeg har behov for.”

Samtalen gav også mulighed for, at Andreas mor kunne lufte sine tanker omkring deres forhold – og det har kun styrket forholdet yderligere.

”Jeg er rigtig god til at holde kortene tæt ind til kroppen, og min mor fortalte, at hun gerne ville vide, hvordan jeg egentlig går og har det. Så jeg har åbnet mere op overfor hende, og det har virkelig styrket vores forhold – vi er blevet meget bedre til at snakke sammen.”

Til samtalerne i headspace fyldte Andreas forhold til sin mor rigtig meget, og hun synes, hun har fået lige den hjælp og støtte, hun har haft behov for.

”Det var jo målet at gøre forholdet bedre, for jeg var bange for, at det ellers ville ødelægge en hel familie, som jeg helst ikke ville miste. Der har headspace gjort en kæmpe forskel for mig og mit liv.”

Nu ser fremtiden lysere ud

Efter Andrea begyndte hos headspace, er hun også blevet mere opmærksom på sig selv og sine egne ønsker. Det har givet hende mod til at lytte mere til sig selv og mærke efter i stedet for at presse sig selv.

”Jeg er stadig studerende, selvom jeg ikke ved, om det er det rigtige. Jeg er ved at tage hånd om det, og jeg har taget et sabbatår næste år, hvor jeg skal selvrealisere mig selv,” siger Andrea med et smil og fortsætter:

”Jeg skal finde ud af, hvad jeg egentlig gerne vil. Jeg har fået god hjælp til at tage det stille og roligt og se, hvad der sker – mærke efter i stedet for at presse mig selv helt vildt hårdt.”

Nu hvor Andrea er kommet så langt i sit forløb, er hun utrolig glad og taknemmelig for den hjælp, hun fik i headspace, hvor der altid er nogen at tale med.

“Det er jo rigtig dejligt at sidde og tænke, at jeg for et halvt år siden var sikker på, at jeg aldrig kunne fikse forholdet til min mor, men det viste sig at være relativt nemt at fikse, fordi vi prøvede. Det er bare at tage sig tid.”

Andrea har afsluttet sit forløb i headspace, og hun finder nu stort tryghed i at vide, at hun altid kan vende tilbage, hvis hun har brug for nogen at tale med igen.

”Andrea” ønsker at være anonym. Derfor er det ikke hovedpersonens rigtige navn. Vi er i headspace Danmark bekendt med navnet.

Indlægget er skrevet af Amalie, der er kommunikationsmedarbejder i headspace Danmark.

 

Hvis du gerne vil læse flere blogindlæg, som handler om studie, kan du læse Josefines historie her.

Sedea er 22 år, hendes mand bor i USA, hun bor sammen med mig (Nadja) her i København, og så er hun ung mor. Men hvordan ser samfundet på en ung mor, og hvordan klarer man hverdagen, når man har en pige på fire måneder?

For cirka et år siden inviterede min gode veninde mig ud på en kop kaffe. Vi satte os på en bænk overfor den røde plads i solen, sludrede kort om mit arbejde og om den midlertidige lejlighed, som hun var flyttet ind i, men jeg fornemmede, at der var en bestemt årsag til, at hun gerne ville mødes. Det var der.

Jeg husker ikke præcis, hvordan hun sagde det, men inden længe havde hun fortalt mig, at hun var gravid og ventede en lille pige. På daværende tidspunkt var hun 22, og jeg selv var lige fyldt 23.

Gennemsnitsalderen for førstegangsfødende er på landsplan i dag cirka 29 år. Jo tættere man kommer på Storkøbenhavn, jo mere stiger den, indtil man når til Frederiksberg med 31,5 år i spidsen. Dermed ville min veninde blive en meget ung mor set med vor tids briller.

Jeg kommer selv fra en turbulent opvækst og prøver derfor den dag i dag at undgå for mange krumspring i tilværelsen. Derfor følte jeg straks en indre uro, da min veninde havde overbragt mig denne nyhed. Jeg forsøgte at aflæse, hvordan hun selv tacklede situationen og fandt i hendes stille slubren af kaffen en ro og beslutsomhed. Det skulle nok gå godt. Jeg smilede og ønskede hende tillykke.

Siden den dag i maj har Sedea og jeg fået fælles bopæl, og Sedea har født et velskabt og betagende lille væsen, Stella, som nu på lykkelig vis præger begge vores hverdage. Faren til hendes barn bor i USA, og på den ene eller den anden måde bliver de forhåbentlig igen snart forenet, men indtil da er det bare os tre i den lille lejlighed.

Den traditionelle kernefamilie er efterhånden ret sjælden
Og her sidder vi alle tre. Og jeg tænker over, hvordan det kan være at i en tid, hvor alle kan finde sammen, og hvor der findes utallige familiekonstellationer, så bliver der skelet til kvinder, som vælger at stifte familie i en ung alder. Det har Sedea også oplevet.

“Jeg synes ikke, at man kan tale om, hvad der er normalt. Det er ikke et begreb, som giver mening mere i den verden, vi lever i. Folk bliver skilt og gift igen og får børn på kryds og tværs og ind imellem, så den traditionelle kernefamilie er efterhånden ret sjælden,” siger Sedea.

Jeg prøver at genkalde, hvor mange jeg kender, der lever i, hvad der ville kunne defineres som en traditionel kernefamilie, og jeg må sande, at jeg ikke kan komme i tanker om nogen. Så hvorfor blev jeg da så nervøs på Sedeas vegne, da hun fortalte mig om graviditeten?

Selv har Sedea tænkt på andre unge mødre, som den stereotyp, vi alle kender fra tv. Dem som bliver gravid ved et uheld og til alles store misfornøjelse ryger hele vejen igennem graviditeten og herefter tager flere dybt uansvarlige valg. Mens Stella får lidt mad, taler vi om, hvor denne stereotype opfattelse kommer fra, og vi kommer, nok ikke til nogens overraskelse, ind på den danske tv-serie “De unge mødre”.

“Her i Danmark synes jeg stadig, at det er “De Unge Mødre”-billedet, der hersker – at unge mødre er nogen, der ryger, drikker og kun serverer frysemad, og når man får et barn, er ens eget liv slut – så er der ikke tid til fest, oplevelser eller rejser mere”, forklarer Sedea.

Her er det helt anderledes. En tilfældig torsdag eftermiddag er der større sandsynlighed for, at det er mig, der sidder og ser Netflix på anden time. Sedea erklærer sig også uenig i opfattelsen af, at oplevelser er et overstået kapitel, når man har fået et barn.

“Det er ikke, hvad jeg har oplevet. Jeg er mere ude og opleve ting nu, hvor jeg er på barsel, end før. Vi skal blandt andet ud og rejse snart. Om noget har det at få et barn givet mig mere energi til at tage ud og se og opleve verden, fordi jeg så gerne vil give de oplevelser til min datter”, fortæller Sedea.

Den første mor i vennegruppen
Siden Stella er kommet til, er det ikke så tit, mine veninder og jeg tilfældigvis støder ind i Sedea en lørdag nat kl. 03 på Gothersgade, som vi så ofte har prøvet det før. Der bliver dog gjort undtagelser. Blandt andet var både mor og baby med til min fødselsdag, da jeg blev 24. Det er lykkedes vennegruppen at finde gode alternativer til samvær, og på meget naturlig vis har vi fundet andre ting at være fælles om nu.

“Der har været mere spænding omkring, at jeg blev mor, fordi det var noget nyt for os alle sammen. Det betyder også, at mine veninder har mere overskud til lige at lege babysitter, hvis jeg har brug for 10 minutters pause. Hvis alle andre allerede havde haft børn, ville de have nok i deres eget. Til gengæld betyder det også, at jeg ikke rigtig har haft nogen at snakke ægte baby-snak med, selvom de siger, de godt vil, så tror jeg, det er begrænset, hvor meget de gider lægge øre til min beskrivelse af min datters ble-vaner!”.

På kort tid er vi blevet enige om, at der ikke er hold i det billede, medierne tegner af, at alle unge mødre udelukkede tager uansvarlige valg, og at livet slutter efter baby. Til gengæld har jeg fået lidt forståelse for, hvor usikkerheden fra mig selv og samfundet kommer fra.

Min kaffekop er ikke helt tom endnu, og ligeledes føles det ikke helt som om, at emnet er gennemarbejdet.

Uddannelsespres og kvart-livskrise
De seneste år har staten lanceret flere fertilitetskampagner, og især Københavns Kommune er meget opmærksomme på den høje alder blandt førstegangsfødende. Udover det uheldige rygte, unge mødre har, virker det til, at der også er noget andet, der afholder unge fra at få børn.

“Jeg tror, at hvis staten ønsker, at unge mennesker får børn tidligere, så må de gøre op med det helt sindssyge uddannelses-ræs, der er gang i! Der er jo ingen, der har tid til at tænke over at få børn, når de bliver presset fra alle sider til at tage en uddannelse så hurtigt, som de overhovedet kan”, slår Sedea fast.

Jeg nikker sagte og giver et lille suk fra mig med tanken om den velkendte følelse af uddannelses-stress og kvart-livskrise, et begreb, vi er begyndt at bruge i min omgangskreds, om stressen over at skulle vælge og definere sin fremtidige tilværelse i al hast under tidspresset fra staten. Jeg spørger hende, om hun slet ikke føler sig ekstra udsat som mor, nu da hun ikke er færdiguddannet.

“Det gør jeg egentlig ikke. Jeg er ung, og min tilværelse er tilpasningsdygtig til, hvad der lige passer Stella og vores familie bedst – og vi kommer til at få det vildeste eventyr sammen”.

Og det kan jeg jo kun give hende ret i. Jeg selv, og resten af samfundet, burde måske have godt af at øve os lidt i at tro på, at tilværelsen nok skal tilpasse sig trods uddannelsespres og skræmmebilleder. Afslutningsvis er jeg, nok ligesom alle andre unge piger, meget nysgerrig omkring, hvordan det føles at føde.

“Det her siger alle, men min krop kunne mærke, hvad den skulle gøre, så jeg slog bare hovedet fra og prøvede at tage det hele en vejrtrækning ad gangen. I virkeligheden har man ikke rigtig nogle følelser under fødslen. Det er bare noget, der skal gøres. Det er op til og især efterfølgende, der kommer en masse store følelser – og den største er nok: “Jeg har lige fucking født et menneske”. Derefter: “Prøv lige at se det her smukke menneske … som jeg har født!”. Det er en rimelig vild oplevelse”.

 

Indlægget er skrevet af Nadja, der er kommunikationsfrivillig i headspace. 

 

Catherinas barndom var langt fra, som en barndom burde være. Med en mor, der var narkoman, en bror, der døde, og en far, som hun stort set aldrig har mødt, har Catherina mødt mere modgang, end et menneske burde. Hun har dog taget de smertelige minder med sig og bruger dem i dag til at hjælpe andre.

Catherinas liv er ikke som andres. Hun har aldrig kendt sin far og voksede i stedet op hos sin mor, som var misbruger.

”Det var rigtig svært, fordi der var nogle ting, som min mor ikke kunne rumme eller overskue. Misbrugere kan være meget egoistiske, og det var min mor også engang imellem.”

Lige fra hun var helt ung, har hendes mor været påvirket af blandt andet heroin og hash. Det var altid noget, der skete i det skjulte – bag en lukket dør eller uden for hjemmets fire vægge, men Catherina kunne mærke, hvordan det påvirkede moren. Og en aften gik det galt, da moren tog for mange piller.

”Den første gang er jeg nok fire-fem år gammel. Jeg vågnede om natten, fordi hun ikke lå ved siden af mig. Så jeg tænkte instinktivt, at jeg skulle ud at lede efter hende. Jeg fandt hende på køkkengulvet, hvor hun lå bevidstløs. Jeg gik hen til hende og prøvede at lytte til hendes hjerte for at se, om hun var i live. Jeg skyndte mig så ind til min storebror og vækkede ham, for jeg troede, at hun var død.”

Hun kunne ikke høre noget hjerteslag. Hendes 11 år ældre storebror ringede efter en ambulance. Catherina kan ikke huske, hvad der skete yderligere. Da hun blev ældre, fik hun at vide, at hvis hun havde fundet sin mor fem minutter senere, havde det været for sent.

Den oplevelse har indprentet sig i Catherina. Frygten satte sig fast i den lille pige. Det ændrede sig lidt, da moren kæmpede for at blive clean, og fremtiden begyndte at se lysere ud. Men så indtraf den første tragedie.

Catherinas ældste bror på 18 år blev skudt – hun var fem år gammel.

”Jeg mindes det som, at hun næsten var clean i en kortere periode. Indtil min ældste bror blev myrdet. Så faldt hun i med begge ben.”

Tovtrækkeri i systemet

Kort tid efter broderens død kom Catherina i familiepleje. Og det blev starten på fire års jagen rundt i manegen. Først var Catherina et år i familiepleje. Derefter var hun hjemme ca. et år og så igen i plejefamilie. Sådan stod det på, indtil hun fyldte 10 år. Derefter valgte kommunen, at Catherina havde det bedst hjemme hos sin mor og sendte i stedet en ”hjemme-hos’er” – en medarbejder fra kommunen, der kom alle hverdage, og som hjalp til med det praktiske. Det var fx hende, der fik Catherina op hver morgen.

”Hun kom i vores hjem for at hjælpe min mor med at håndtere sin forældrerolle, men også for at holde øje med mig, og om jeg havde det godt.”

En ny tragedie

Men det havde Catherina ikke, og da hun blev 14 år gammel, tog hun den hårde beslutning, at hun ikke ville bo sammen med sin mor længere. Hun fik en venindes mor til at køre hende ned til sin socialrådgiver, hvorefter hun sagde, at hun godt ville i plejefamilie igen. Catherina følte endnu engang, at det begyndte at lysne i horisonten.

”Men nogle få måneder efter, jeg er blevet anbragt, dør min mor, og her bliver jeg overvældet af skyldfølelse, og spørgsmålene hober sig op: Skulle jeg være blevet hjemme? Kunne jeg havde gjort noget? Kunne jeg have reddet hende? Alle de tanker blev forstærket af, at min mor altid havde sagt, at hvis jeg blev fjernet fra hende, så ville hun tage sit eget liv.”

Det var utrolig hårdt. 14 år gammel, forældreløs og i pleje hos en fremmed familie. Det, der skulle have været et vendepunkt, blev en teenagepiges oprør.

”Jeg var meget bevidst om, at mine plejeforældre ikke var mine rigtige forældre, så de skulle ikke tro, at de kunne komme og være mine forældre. Jeg var virkelig teenager med alt, hvad det indebar.”

Fyldt op af systemet

I samarbejde med en socialrådgiver blev det besluttet, at Catherina skulle et andet sted hen. Catherina blev i stedet anbragt på et opholdssted. Hun var 15 år, og her boede hun, indtil hun fyldte 18 år.

”I forbindelse med at jeg blev 18, så blev det lidt svært, for nu var jeg voksen, og så nu skulle de ikke blande sig. Og jeg var fyldt op i forhold til hele systemet, pædagoger, socialrådgivere og folk, som syntes, at de skulle bestemme og vejlede. Det er selvfølgelig også det, de skal, men jeg havde bare fået nok.”

Catherina startede på gymnasiet og flyttede herefter i en studiebolig. Det startede godt, men Catherina kunne ikke følge med, og hun havde for meget fravær. Hun kunne ikke få sit liv til at hænge sammen.

”På det halve år gik alt galt. Min økonomi sejlede, jeg måtte droppe ud af gymnasiet, og det var en stor mavepuster, da det var et rigtig stort ønske for mig at blive student. Alting sejlede.”

”Man skal turde tale om det”

Herefter startede Catherina på produktionsskole. Catherinas ønske om at blive student kom et skridt nærmere, da hun skulle til at starte på HF. Men hun var bange for ikke at kunne klare det. Derfor tog hun selv kontakt til en af de ansatte på produktionsskolen for at få hjælp til at skabe kontakt til kommunen igen, da hun ønskede hjælp.

”Jeg var nødt til at erkende, at jeg ikke kunne alt selv. At jeg havde brug for hjælp og støtte. At jeg erkendte det, betød også, at jeg skulle ned at bede om hjælp og støtte og fortælle, hvordan jeg havde det, samt hvad jeg kunne og ikke kunne…”

”Det var rigtig svært i starten. Det var især svært, at man skulle gå ned og sige: ’I fik ret, jeg kunne ikke alligevel.’ Heldigvis hjalp det, at jeg fik talt om det. Det er først nemmere at få gjort noget ved det, når man har sagt det højt.”

Efter at Catherina havde bedt om hjælp, blev hun koblet til det opholdssted, som hun tidligere havde boet på. Hun fik hjælp nogle timer om ugen, men hjælpen var ikke nok. Catherina manglede stadig struktur, og opholdsstedet måtte ofte hjælpe hende med rengøring og indkøb.

Sluttede fred med fortidens dæmoner

Efter ca. et år traf Catherina sammen med opholdsstedet og kommunen beslutningen om, at hun skulle anbringes igen. Catherina var blevet 19 år og havde lige færdiggjort det første år af sin HF. På opholdsstedet fik hun hjælp til at håndtere sin økonomi og fik struktur på hverdagen.

”På en eller anden måde fik jeg sluttet fred med mig selv. Jeg fik sat et punktum i forhold til min barndom og opvækst. Jeg nåede frem til, at de ting, som jeg havde oplevet, ikke var min skyld. Det var ikke min fejl, at min mor havde et misbrug. Det var ikke min skyld, at jeg ikke fik alt det med hjemmefra, som andre børn fik. På en måde kunne jeg slippe den dårlige følelse og tankerne om, at det også bare var mig, den var gal med,” siger Catherina.

Catherina gennemførte sin HF og blev student. Hun startede på en videregående uddannelse, fik en sød kæreste og flyttede væk fra opholdsstedet.

”Lige pludselig var der ro på. Der var nogle ting, som blev afsluttet, og jeg fandt fred. Nu var der ro til bare at være til.”

Stolt barn af systemet

I mange år var Catherina flov over sin historie og turde ikke spørge om hjælp, men det ændrede sig, og i dag har 22-årige Catherina et helt andet syn på sin fortid.

”Jeg var anbragt og var et barn af systemet. Det har jeg været hele mit liv. Men fordi jeg fik indsigt i, at det ikke var min skyld, kunne jeg begynde at tage ansvar for mit liv. Jeg nåede frem til en erkendelse af, at jeg har et ansvar for at gøre noget ved det og handle på det. Og der skal jeg ikke klandres for, at min mor var misbruger, og at jeg har brug for hjælp. Derfor holdt jeg op med at være flov, for det gik op for mig, at jeg ikke har noget at være flov over. Jeg har derimod grund til at være stolt af, at jeg har rejst mig på ny.”

Selvom Catherina har haft en hård start på livet, klandrer hun ikke sin mor. For gode dage og kærlighed var der også meget af.

”Jeg har aldrig på noget tidspunkt været i tvivl om, at min mor elskede mig. Og jeg ved, hun gjorde det bedste, hun kunne, for at være en god og ordentlig mor. Det hele har bestemt ikke været traumatiske oplevelser. Jeg kan f.eks. huske, hun engang greb fat i mig og dansede rundt med mig i stuen, mens hun gjorde rent. Min mor var misbruger og til tider egoistisk. Men hun var også et elskende væsen, der gemte meget godt i sig, og i de gode tider havde hun også overskud til at give lidt af det videre.”

Vil hjælpe andre

Catherina ønsker i dag at hjælpe andre unge, som går igennem en svær periode. Selvom hun slæber rundt på meget bagage, så kan hun stadig relatere til de ”almindelige problematikker” såsom kærestesorger, konflikter med venner og presset i uddannelsessystemet.

”Når glasset er fyldt op, så er det fyldt op, og så flyder det over, uanset om man er uvenner med en veninde, eller at ens forældre går igennem en skilsmisse, eller hvis det handler om, at man har mistet en af sine forældre.”

Hun ønsker at støtte og hjælpe andre unge. Derfor valgte hun at blive frivillig i headspace Billund.

”Jeg kan godt lide konceptet: nogen at tale med. Og at der ikke er nogen problemer, som er for store eller små. Du kan komme, som du er, og med det, du har. Følelsen af, at man kan være menneske til menneske, hvor man kan få en reel følelse af, at nu har jeg faktisk hjulpet dig, og det kan jeg se, at du er glad for. Det er i hvert fald min forhåbning,” siger Catherina og tilføjer:

”Min opvækst har givet mig en forståelse for, hvordan det føles at have det svært, og at ens verden kan ramle fra tid til anden. Her kræver det styrke og viljekræft at handle, og det kan godt være skræmmende, og der betyder det noget at have nogen, der støtter en.”

Catherina er overbevist om, at man kan give en anden støtte og andre perspektiver, når selv har haft det svært.

”Alle mennesker er forskellige, og vi kæmper med forskellige ting. Men vi kæmper stort set alle sammen med et eller andet. Der er aldrig noget, der bare er helt lyserødt. Og her kan alle have nogen at tale med, og der kan jeg møde folk på en anden måde, fordi jeg har andre tunge sten med i rygsækken.”

Indlægget er skrevet af Amalie Kühle Nielsen, der er kommunikationsfrivillig i headspace Roskilde.

Stadig flere unge tager sabbatår efter studentereksamen. Mød Veronica, som er en af de unge kvinder, som er i fuld gang med at give sig selv tid til at mærke efter og opdage sin fremtid.

Af Monica Lorenzo Pugholm

“Jeg vil ikke have travlt med at vælge min fremtid,” lyder det fra 19-årige Veronica, som holder Sabbatår. Privatfoto.

 

”Jeg har lavet en liste over ting, jeg gerne vil nå. Det er ikke en egentlig bucket-liste. Men en liste over ting, som er vigtige for mig.”

Sådan lyder det fra 19-årige Veronica. Hun blev student fra Gefion Gymnasium i sommeren 2018 og har som mange andre unge valgt at holde sabbatår efter gymnasiet.

”Jeg kunne mærke, at jeg havde brug for et pusterum. I gymnasiet var der altid afleveringer. Altid ting, jeg skulle nå. Der var aldrig pauser. Jeg var stresset og under meget pres. Det føltes, som om der ikke var nok timer i døgnet,” fortæller hun.

 

De mange krav styrker drømmen om sabbatår
Veronica vidste allerede tidligt i sin gymnasietid, at hun ville holde sabbatår.

”Da jeg startede i gymnasiet, mødte jeg mange unge, som havde taget et år på efterskole. Jeg kunne se, at det påvirkede dem positivt. Allerede i 2.g kunne jeg mærke, at jeg havde brug for et pusterum – drømmen om sabbatår startede nok allerede i 1.g.”

Veronica er langt fra den eneste, som vælger at holde fri fra de mange afleveringer og studiepres efter studentereksamen. Faktisk viste en Momentum-analyse sidste år, at andelen af unge, der vælger at holde sabbatår, stiger. 

Årsagen hertil skal blandt andet findes i uddannelsesloftet, som har betydet, at unge i dag er mere varsomme med deres valg af uddannelse.

”Jeg vil ikke have travlt med at vælge min fremtid”
For Veronica er spørgsmålet om, hvad fremtiden skal bringe netop en af de ting, hun ønsker at få afklaret, mens hun holder sabbatår. Derfor bruger hun en del tid på at tage rundt til Åbent Hus.

”I næste måned skal jeg på DTU. Jeg har allerede været på CBS, Københavns Universitet og Aalborg Universitet. Jeg vil gerne vælge med omhu, for jeg ved jo, at jeg ikke kan tage en bacheloruddannelse først og så bagefter en ny. Det ville jeg ellers ønske, for jeg er meget tværfaglig.”

Hun er fortsat i tvivl om, hvad der er det rigtige uddannelsesvalg for hende. Derfor har hun også valgt, at hun skal holde to sabbatår. Når hun ser på den liste, hun har skrevet, over ting, hun gerne vil nå, bekræftes hun også i, at det er en god idé.

Det handler om at mærke efter og gøre de ting, som føles godt
”En af de ting jeg gerne vil nå er at tage mit kørekort. Jeg har også en drøm om at bruge nogle måneder i Spanien for at blive bedre til at tale spansk, og så vil jeg tage pilates instruktør-uddannelsen,” fortæller Veronica.

Men Veronica har også tanker om at købe egen lejlighed på et tidspunkt, så derfor har hun prioriteret at finde et arbejde og sparre op til en udbetaling. I næste uge starter hun på fuldtid hos Just Eat.

”Indtil videre har jeg arbejdet der en 15-20 timer om ugen. Jeg sidder blandt andet med vagtplaner og logistik. Jeg synes, det er rigtigt spændende, og jeg er glad for mine kollegaer. I næste uger skriver jeg under på min fuldtidskontrakt,” fortæller hun.

Nogen vil måske mene, at Veronica med fuldtidsjob, rejseplaner og tanker om kørekort har rimeligt meget at se til i sit sabbatår. Men Veronica peger på en vigtig forskel fra de mange kompetencemål i gymnasiet og så de mål, hun sætter sig for sine sabbatår.

”Mine mål sætter jeg jo selv. Jeg kan jo altid ændre dem. Det handler om at mærke efter og gøre de ting, som føles godt,” siger hun.

Sæt dig nogle mål, men vær klar til at ændre dem
Det er ikke alle, som har en rig onkel, som kan betale for drømmen om en rejse eller et fedt højskoleophold, mens sabbatåret står på. Mange må – ligesom Veronica – sparre op til drømmene. Det kræver, at man finder sig et job rimeligt tidligt, og det er ikke altid nemt.

”Jeg var heldig og fandt et arbejde ret tidligt. Jeg kan huske, at jeg var på sommerferie med min far og skrev en masse ansøgninger. Det var i august, og jeg havde allerede arbejde i midt september, men det er jo ikke alle, som finder arbejde så hurtigt,” fortæller hun.

Derfor mener Veronica også, at det er vigtigt, at hun og andre er klar til at ændre mål og drømme.

”Man kan godt have en lidt idyllisk forestilling om, hvad et sabbatår er. Jeg gik nogle måneder, før jeg fik job, og der fik jeg så trænet, og jeg nød de uger, hvor jeg havde tre venindeaftaler på en dag. Men jeg har også veninder, for hvem det først er lykkedes at finde job efter seks måneder, og så kan det jo godt være, at der ikke lige bliver råd til den store rejse, som ellers var drømmen.”

Find dit frirum – og husk plan B
En plan B kan være en måde at holde sig i gang, hvis det viser sig, at tingene ikke lige går efter planen, fortæller Veronica.

For selvfølgelig kan det være dejligt at have en pause fra den faste hverdag, men det kan også være hårdt. Og står den uanede frihed på gennem mange måneder, kan det godt være svært at håndtere, forklarer Veronica.

”Fra gymnasiet er vi vant til at køre et højt tempo, hvor der altid er noget at lave. Så kan man hurtigt sidde der i sit sabbatår og tænke ’hvad skal jeg nu?’”

For Veronica handler det mest om hele tiden at blive bedre til at mærke efter, hvad hun har lyst til, og hvad der har værdi for hende.

”Det handler nok om at finde sit frirum og flytte fokus hen på det, som du har mulighed for at lykkes med. Om det så er en rejse, gåture, familiebesøg, læse en digtsamling eller noget helt tredje, det er mindre vigtigt,” fortæller hun.

Veronica har familie i Spanien. En af de ting, som står på hendes to-do liste er ´rejse til Spanien og blive bedre til spansk’. Privatfoto

Hjælp og støtte i headspace

Oplever du pres på dit studie? Holder du sabbatår, og har du svært ved at finde retning, føler dig alene eller at du ikke slår til?

Husk, at hos headspace er intet problem for stort eller småt. Vi står klar til at møde dig, der hvor du er! Find os lige her.

Læs også blogindlægget Phillips svære valg af uddannelse: ”Jeg ville ønske, nogen havde fortalt mig, at jeg kunne blive glad, uanset hvilken uddannelse jeg valgte.”