Fries Before Guys: ”Alt for mange går i stykker, fordi de tror, alt det de har indeni er forkert”

friesb4guys60

For et par år siden blev hele Danmark introduceret til Nanna og Josephine fra Aalborg. To unge kvinder, der sidenhen har underholdt os med historier om eksamensmave og rørt os med samtaler angst, tab og selvhad i deres podcast Fries Before Guys. Vi har taget en snak med dem om repræsentation, kropsforståelse og hvordan det er, når man frygtløst vender sig selv på vrangen for tusindevis af mennesker uge efter uge.

”Vi har hjertebanken begge to. Hver uge,” siger Josephine.

Hun er den ene halvdel af duoen Fries Before Guys, der valgte at lave en podcast, der skulle kredse om forskellige grænseoverskridende emner. Et valg der var ligetil, men som også har gjort, at det har været og stadig er angstprovokerende, når endnu et afsnit af podcasten lægges ud til lytterne.

”Det er et vilkår. Sådan er det bare – det er sjældent, vi har max opperen, og det er altid hårdt, når vi udgiver et afsnit”, stemmer Nanna i.

Men det skal gøres. For det er vigtige ting, der bliver sagt. Ting, vi unge har brug for at høre, og ting ingen andre fortæller os. Og det er for dårligt, synes pigerne. Det var derfor, de startede podcasten i første omgang.

”Der manglede noget, vi kunne spejle os i. Vi bliver alt for tit præsenteret for et filteragtigt billede af, hvordan det er at være ung kvinde. Vi ville gerne repræsentere noget andet – noget vi selv gerne ville have haft… eller have,” siger Nanna.

Eksamensmave og følelsen af at være forkert – ligesom alle andre

Og podcasten skorter heller ikke på svære emner. Tværtimod. Der er snart ikke det, der ikke er blevet vendt, når Nanna og Josephine sender deres tanker ud i æteren. Selvhad, angst, onani, kropsforståelse, brudte venskaber. Josephine og Nanna tager os omkring det hele. På den der måde, hvor man ånder lettet op og lader sig selv tro på, at man (endnu engang) ikke var den eneste, der havde siddet med dén følelse eller dén oplevelse, som man ikke have lyst til at dele, fordi det ikke så godt ud på det sociale CV.

Og det var egentlig hele formålet med podcasten. At vi, der lytter med skal føle, at vi er normale. At vi ikke er forkerte. Og derfor vender de gang på gang det ene tabu efter det andet, så vi andre kan få ro i maven over, at vi ikke er alene om de ting, vi går med indeni. Og faktisk også, så de selv kan finde lidt ro i, at de jo egentlig heller ikke er specielt unikke. På trods af, at det er ret unikt at tale om dårlig mave med flere tusinde lyttere på sidelinjen.

”Det er ligeså meget os, der bliver bekræftet i, at vi er normale, når vi får feedback fra andre, der skriver, at de har oplevet det samme som os,” siger Josephine. ”Ja…” siger Nanna og fortsætter: ”Når vi først er kommet i gang, har det også en terapeutisk virkning at gribe fat i de svære ting, fordi man bliver mindet om, at det jo slet ikke er så farligt.”

friesb4guys62

Vi er jo alle bare mennesker

Da jeg spørger pigerne, hvorfor det er så vigtigt at have nogen at tale med, slår Josephine straks et smil op og refererer til skolelægen fra TV-serien SKAM. ”Intet menneske er en ø,” siger hun.  ”Det er så vigtigt at have en ventil i andre. At kunne dele sorger og byrder. Jeg ville blive syg, hvis jeg ikke kunne det. Når man snakker med andre mennesker, kommer man også tættere på dem. ”

Nanna nikker anerkendende, men indskyder ”men det kan også være svært at føle, at man er tæt på nogen. At føle, at man kan sige, hvad man tænker. Jeg syntes tit, det var svært at gå alene med mine tanker i gymnasiet. Og det var før man blev bombet med perfektionisme på de sociale medier. Nu er det jo endnu sværere at tale om end for bare fem år siden, fordi man får præsenteret et billede af, at alle andre har det for fedt,” siger hun.

Men de mærker på deres lyttere, hvor meget det giver, når de deler ud af sig selv.

”Vi får rigtig mange positive reaktioner, når det går tæt på. Når vi deler noget personligt eller intimt om os selv, får de også mod til at stå op for sig selv og dele. Det er vildt rørende at se,” siger Josephine. ”Det har så stor en værdi at føle en common humanity. Vi er alle sammen bare mennesker, og vi er sammen om at være mennesker. Og alt det, det indebærer for mig, indebærer det også for dig.”

Den forkerte krop. Eller hvad?

Især repræsentation af kvindekroppen var noget af det, de begge to savnede i det generelle mediebillede. Altså den kvindekrop de fleste af os går rundt med og generelt er utilfredse med, ikke den vi bliver præsenteret for i undertøjskampagner. Og de kender begge to til følelsen af at være forkert i sin krop, som også har været et emne i podcasten.

”Vi piger bliver opdraget til at være smukke, og der bliver kommenteret på vores udseende. Vi vil jo bare se normale ud, men vi bliver så sjældent eksponeret for noget normalt, at vi ikke ved, hvad det er. Jeg har mange veninder, der tror, at den almindelige måde at se ud på er som modeller. Så forstår jeg godt, man får det pissedårligt med sig selv,” siger Josephine.

Nanna fortæller om, hvordan hun allerede før hun blev teenager skrev i sin dagbog, at hun ikke have lyst til at tage i svømmehallen på grund af sin krop. For vi lærer jo som piger i en ganske ung alder, at den tynde krop er den rette krop. Så hvad gør man, når man ikke kan kende sig selv i de billeder og personer, man bliver præsenteret for på TV og Instagram?

”Jeg tror, at repræsentation kan ændre det forhold, man har til sig selv. Men også til andre. Det er derfor, det er så vigtigt. Der er alt for mange, der går i stykker, fordi de tror, alt det, de har indeni er forkert. Det kan være svært at dele, og så kan det gøre en forskel at se de ting repræsenteret hos en anden,” fortsætter Josephine.

Så Nanna og Josephine har lavet en undertøjskampagne med Organic Basics. For som Josephine sagde tidligt i samtalen ”Jeg vil have noget, jeg kan spejle mig i, og hvis der ikke er andre, der gør det, så gør jeg det fandeme selv.”

Responsen på undertøjskampagnen har været positiv og fyldt med ”wow, hvor er I modige”, for det er efterhånden et særsyn at se helt almindelige mennesker i undertøj. Men de giver modet videre til lytterne.

”Det er noget af den feedback, vi får. At lytterne føler, de er blevet modige nok til at gøre noget for sig selv – at de tør tage de svære samtaler eller forklare andre, hvordan de har det,” siger Josephine. ”Det er en ret fed løn at trække ind.”

Og det er dét repræsentation kan. Minde os om, at vi aldrig er alene, og at vi er okay. Og dérfor er den især nu, hvor hver fjerde unge kvinde kæmper med det mentale helbred, måske vigtigere end nogensinde før.

friesb4guys66

Med en stemme følger et ansvar

Nanna og Josephine mener ikke, de er blevet mere modige i takt med, at podcasten har fået et par år på bagen, og lytterne er strømmet til. Til gengæld er de meget bevidste om, at den øgede rækkevidde også bringer et øget ansvar. Og det vil de gerne leve op til.

”Der mangler stadig repræsentation for så mange,” siger Nanna. ”Vi manglede det, og vi kan puttes direkte i standardkasserne hvid, middelklasse og hetero.”

Så de forsøger at give stemmen til andre, der ikke er kvinder i deres eget billede, men som også har noget på hjerte og et budskab, der er vigtigt at få ud.

Så selvom hjertet galoperer i rekordfart, og de nogle gange føler sig ”tømmermændsramte” af tunge samtaler og angsten over, hvordan de modtages, bliver de ved med at dele. Heldigvis hamrer hjertet hurtigt i normal takt igen, for den respons de får tilbage bekræfter dem i, at det de gør er rigtigt. At der var brug for deres ærlighed. For der sidder unge mennesker i hobetal med præcis de samme følelser og tanker. Som ikke lader sig selv åbne op, fordi perfektionen har taget over. Fordi det der sårbarhed gider vi ikke – de andre har den jo ikke. Men det har de heldigvis, og det er Nanna og Josephine der ugentligt til at minde os om, skulle vi gå hen og glemme det igen. Og der er ikke noget, der tyder på, at de stopper lige foreløbigt.

”Vi kan ikke stoppe, før andre tager over. Der er nødt til at være andre tilbud. Vi har jo bare brug for at føle os normale og høre folk tale om normale ting og høre, at andre også har tvivl om sig selv og deres seksualitet og alt det andet – der er nødt til at komme bedre tilbud, end der er nu,” siger Josephine.

Pssssstt….. Hvis I endnu ikke har stiftet bekendtskab med Fries Before Guys, kan I jo give deres podcast et lyt. Eller følge dem på Facebook og Instagram 🙂

400.000 skridt i kampen mod ensomhed

Kom med til March mod Ensomhed, hvor vi sammen med HelseMatilde, Patrick Cakirli og resten af Folkebevægelsen mod Ensomhed begav os ud på 300 kilometer fra København til Aarhus.

img_8579

Med et stort smil, rygsækken solidt plantet på skuldrene under den sorte hættetrøje og to hænder fæstnet omkring rullestolen, hvor en af beboerne fra det nærliggende plejehjem sad plantet under en plaid, kom Patrick traskende til headspace Rødovre.

I flere måneder har han forberedt sig til denne tur, hvor han skal gå fra København til Aarhus. På to uger skal han rundt regnet forcere 300 km, hvilket svarer til godt og vel 400.000 skridt. I perioden fra den 12 april til 26 april går Patrick Cakirli mod sit mål, men kun hvis han får følgeskab af andre.

HelseMatilde går med

En af dem, der har valgt at gå med i første omgang er bloggeren Helsematilde, der selv har oplevet ensomhed af flere omgange. Blandt andet da hun mistede sin lillebror på grund af en overdosis.

“Jeg synes, det er vildt vigtigt. Jeg ved selv, hvordan det er at være ensom, så jeg vil gerne sætte fokus på det. Jeg føler også med den platform, som jeg har, at jeg har et ansvar, når der er så mange, der følger med, så det gav sig selv, at selvfølgelig skulle jeg være med til det her”, siger hun og smiler.

Hun har blandt andet oprettet gruppen find en veninde, hvor piger og unge kvinder kan finde fælles interesser, som de kan dele i fællesskab. Selv har hendes løsning været at dyrke Crossfit, hvor hun har fået et fællesskab og mange nye veninder og venner.

“Jeg håber på at møde nogle andre mennesker, end dem jeg normalt er sammen med, og høre hvordan ensomhed kan føles. Ensomhed for mig, som den kommer til udtryk i dag, er for eksempel, at man kan sidde lidt alene og føle, at man mangler nogen at tale med. Men nu har jeg jo nogen at ringe til.”

img_8632

Læs også HelseMatildes indlæg om, hvorfor headspace kan gøre en forskel for dig

Hun håber, at hun på turen kan møde nogen, som har været ensomme i længere tid og høre, hvad de gør for at komme ud af ensomheden.

“Og så glæder jeg mig bare til at mærke fællesskabet, og at vi står sammen om noget. Jeg tror, at vi kommer til at få en følelse af fællesskab, selvom vi er vidt forskellige mennesker”.

headspace frivillige på landevejen

Derudover har to frivillige fra det lokale headspace i Rødovre også begivet sig ud på rejsen for at støtte op om eventet, og der er god grund til at stille skarpt på.

Den nye sundhedsprofil, der kom tidligere på foråret viser, at 350.000 danskere i alle aldre føler sig ensomme, og værst ser det ude for de unge. Derfor er det vigtigt at vise, at der findes alternativer, at det er okay at tale om det, og at vi sammen i fællesskab kan sætte bevægelse i forhold til at fjerne tabuet om ensomhed.

“Min drøm er at bekæmpe ensomhed på tværs af Danmark, og det her er virkelig noget jeg brænder for. Det er derfor, at jeg gør det”, siger Patrick Carkili og tilføjer:

“Jeg vil rigtig gerne gennem den her gåtur symbolisere hvor vigtigt fællesskab er. Det er i fællesskabet, at vejen til at få det bedre ligger, go det er den eneste måde, at vi kan få bugt med den her ‘ensomhedsepidemi’. Derfor er det også kun, når er er nogen, der er i vores samfund,” siger han, mens han bevæger sig forventningsfuld med et stort smil og et voldsomt presseopbud ud på de første meter.

img_8627

Du kan følge med på gåturen ved at gå ind på www.marchmodensomhed.dk. Her vil Patrick løbende lave blogopslag, og du kan se, hvor han er på ruten.

Læs også DR’s lille artikel om, hvorfor Patrick vælger at gå 300 kilometer fra København til Aarhus

Du kan også læse mere om headspace her

Er kun det perfekte godt nok?

Det store rungende svar er nej. Men alligevel viser en stor ny amerikansk undersøgelse viser, at flere og flere unge har taget det perfekte til sig som ideal. Men hvorfor har så mange unge en følelse af, at kun det perfekte godt nok?

Du er god nok, som du er. Men det  føler langt størstedelen af unge danskere i hvert fald ikke. Det viser en ny stor rapport fra Sundhedsstyrelsen, hvor man har spurgt over 180.000 danskere.

I 2010 havde 12,0 procent af de 16-24-årige dårligt mentalt helbred, mens tallet var steget til 12,3 procent i 2013 for fire år senere at være steget til over 18 procent. Særligt de unge kvinder er hårdt ramt. I 2010 svarede 15,8 procent, at de havde dårligt mentalt helbred, mens tallet i 2017 var steget til hele 23,8 procent, altså næsten hver fjerde unge kvinde.

I Region Syddanmark har man derudover også spurgt til, hvor ofte de unge har svært ved at leve op til egne forventninger, og der svarer små 19 procent af unge drenge mellem 16 og 25, at de det meste af tiden eller hele tiden ikke lever op til egne forventninger, mens det er 36,5 procent af de unge kvinder på samme alder. Altså over hver tredje.

Læs mere her: Unge kvinder mistrives mentalt

Med andre ord – det kunne godt tyde på, at ingen er perfekte, og at de forventninger, som unge stiller til sig selv, er for høje.

Generation perfect?

En nyere amerikansk undersøgelse blandt unge universitetsstuderende viser, at denne generation sammenlignet med tidligere generationer stiller større og større krav til dem selv, deres udseende, uddannelse og deres job. I undersøgelsen har man spurgt godt og vel 41.000 amerikanske, canadiske og engelske universitetsstuderende.

I en dansk sammenhæng har forskere kigget nærmere på, hvordan de unge færdes i en kultur, hvor det perfekte og forventningerne belaster de unge under uddannelse. Han har kigget på folkeskole- og gymnasieelever og ser blandt et stigende pres på de unge, som både kommer fra dem selv, forældrene i en mere uudtalt form samt fra det omsiggribende samfund og fortællingen om, at man er i evigt konkurrence.

Her bliver de unge tidligere og tidligere bevidste om at måle sig med hinanden, om at deres præstationer begrænser deres valgmuligheder senere i livet, og de i stigende grad går efter karakterer og måler sig mod hinanden og alle andre via digitale medier.

Det er vigtigt at være en succes, men det er er bare ikke altid, at det lykkes

”Jeg vil gerne gøre det rigtig godt i skolen, så jeg bruger meget – og måske for meget – tid på afleveringer. Så bliver jeg presset i forhold til, at jeg ikke har tid til at læse lektier, for jeg skal også passe mit job, og jeg vil jo også gerne se mine venner. Og i min klasse er der hele tiden noget, man kan gå til … Men nogle gange har jeg simpelthen svært ved at overskue det … Og jeg ved godt, at det er specielt hårdt i 2.g, men nogle gange har jeg bare brug for at snakke med nogen om det”, som en ung pige fra 2.g. fortæller i undersøgelsen.

headspace møder sårbare unge

Og hun er langt fra alene. I headspace møder vi mange unge, der er stressede, som føler sig usikre, og som kæmper med selvværdet. Og det er især unge piger. Godt og vel to tredjedele af de tusindvis af unge, der har fået hjælp i headspace, er piger.

Derfor er det virkelig fedt at se, at DR sætter fokus på emnet med netop at stille skarpt på den perfekthedskultur, der er opstået især blandt unge piger. En af de seje, der stiller op, er bloggeren Amalie Wessel, som har skrevet dette seje og ærlige indlæg om at skabe rum til at være sårbar.

Hun fremhæver, at det er vigtigt med steder, hvor de unge kan tale om deres svære tanker, tale om det uperfekte og få mulighed for at komme ud med lidt af dampen.

Og så husk, ingen er perfekte. Vi har alle sammen vores fejl, små uperfekte træk og spidsfindigheder. Det er det, der gør os til mennesker, og det er i sidste ende, det der gør os interessante.

Læs også: Rikke kom i headspace: Knækkede jagten på at jage det perfekte

Klik her og find dit headspace.