Andrea begyndte at komme i headspace i oktober 2018, da hun havde selvmordstanker på grund af presset fra sit studie og et dårligt forhold til sin mor . Andrea på 22 år er til daglig universitetsstuderende.

Kørt sur i studiet

Andrea var startet på et nyt studie efter at være kørt surt og droppet ud af et andet. Det nye studie var langt hårdere, end hun havde regnet med, og det påvirkede hende meget. Det resulterede i, at hun begyndte at føle sig deprimeret og nedtrykt, som senere førte til selvmordstanker.

”Jeg kunne godt mærke, at jeg havde brug for hjælp. Og jeg havde ikke råd til at gå hos en professionel psykolog. Men så havde jeg hørt om headspace og tænkte: ’Okay, det må jeg give en chance og se, om det ikke kan hjælpe mig’.”

Det var Andreas kæreste, der foreslog, at hun skulle tage ned til headspace, så hun kunne tale med nogen, som kunne hjælpe hende. Til at starte med handlede samtalerne om hendes studie og det pres, der fulgte med. Andrea var allerede droppet ud af en uddannelse, og nu overvejede hun det igen.

Det var med til at lægge endnu mere pres på hende, for hun havde jo ingen plan. Det sværeste ville være at skulle sige det til hendes forældre – især hendes mor.

”Min mor har altid været god til at få ret, diskutere og vinde”

Efter nogle få samtaler havde Andrea fået bearbejdet de negative følelser, som hun havde til sit studie og til sig selv. Herefter begyndte det at handle om hendes forhold til sin mor. De blev ofte uvenner, som førte til store skænderier.

”En måned eller to efter jeg var startet hos headspace, blev vi virkelig uvenner. På det tidspunkt havde jeg egentlig mest lyst til at aldrig se min mor igen, fordi hun virkelig havde såret mig. Men jeg fik talt med headspace, og vi fandt frem til, at jeg skulle stole mere på min egen dømmekraft – for ellers jeg var altid i tvivl om, hvor meget min mor egentlig havde ret.”

Andreas mor havde altid været god til at få ret og vinde diskussioner, men med headspace’s hjælp fandt Andrea modet til at tage snakken med sin mor.

”I januar fik jeg så talt med hende. Det var ikke en super sjov samtale, men den gik faktisk rigtig godt, og siden da har jeg følt, at hun har fået en meget bedre forståelse af mig, og hun har været meget bedre til at give mig det rum, som jeg har behov for.”

Samtalen gav også mulighed for, at Andreas mor kunne lufte sine tanker omkring deres forhold – og det har kun styrket forholdet yderligere.

”Jeg er rigtig god til at holde kortene tæt ind til kroppen, og min mor fortalte, at hun gerne ville vide, hvordan jeg egentlig går og har det. Så jeg har åbnet mere op overfor hende, og det har virkelig styrket vores forhold – vi er blevet meget bedre til at snakke sammen.”

Til samtalerne i headspace fyldte Andreas forhold til sin mor rigtig meget, og hun synes, hun har fået lige den hjælp og støtte, hun har haft behov for.

”Det var jo målet at gøre forholdet bedre, for jeg var bange for, at det ellers ville ødelægge en hel familie, som jeg helst ikke ville miste. Der har headspace gjort en kæmpe forskel for mig og mit liv.”

Nu ser fremtiden lysere ud

Efter Andrea begyndte hos headspace, er hun også blevet mere opmærksom på sig selv og sine egne ønsker. Det har givet hende mod til at lytte mere til sig selv og mærke efter i stedet for at presse sig selv.

”Jeg er stadig studerende, selvom jeg ikke ved, om det er det rigtige. Jeg er ved at tage hånd om det, og jeg har taget et sabbatår næste år, hvor jeg skal selvrealisere mig selv,” siger Andrea med et smil og fortsætter:

”Jeg skal finde ud af, hvad jeg egentlig gerne vil. Jeg har fået god hjælp til at tage det stille og roligt og se, hvad der sker – mærke efter i stedet for at presse mig selv helt vildt hårdt.”

Nu hvor Andrea er kommet så langt i sit forløb, er hun utrolig glad og taknemmelig for den hjælp, hun fik i headspace, hvor der altid er nogen at tale med.

“Det er jo rigtig dejligt at sidde og tænke, at jeg for et halvt år siden var sikker på, at jeg aldrig kunne fikse forholdet til min mor, men det viste sig at være relativt nemt at fikse, fordi vi prøvede. Det er bare at tage sig tid.”

Andrea har afsluttet sit forløb i headspace, og hun finder nu stort tryghed i at vide, at hun altid kan vende tilbage, hvis hun har brug for nogen at tale med igen.

”Andrea” ønsker at være anonym. Derfor er det ikke hovedpersonens rigtige navn. Vi er i headspace Danmark bekendt med navnet.

Indlægget er skrevet af Amalie, der er kommunikationsmedarbejder i headspace Danmark.

 

Hvis du gerne vil læse flere blogindlæg, som handler om studie, kan du læse Josefines historie her.

Sedea er 22 år, hendes mand bor i USA, hun bor sammen med mig (Nadja) her i København, og så er hun ung mor. Men hvordan ser samfundet på en ung mor, og hvordan klarer man hverdagen, når man har en pige på fire måneder?

For cirka et år siden inviterede min gode veninde mig ud på en kop kaffe. Vi satte os på en bænk overfor den røde plads i solen, sludrede kort om mit arbejde og om den midlertidige lejlighed, som hun var flyttet ind i, men jeg fornemmede, at der var en bestemt årsag til, at hun gerne ville mødes. Det var der.

Jeg husker ikke præcis, hvordan hun sagde det, men inden længe havde hun fortalt mig, at hun var gravid og ventede en lille pige. På daværende tidspunkt var hun 22, og jeg selv var lige fyldt 23.

Gennemsnitsalderen for førstegangsfødende er på landsplan i dag cirka 29 år. Jo tættere man kommer på Storkøbenhavn, jo mere stiger den, indtil man når til Frederiksberg med 31,5 år i spidsen. Dermed ville min veninde blive en meget ung mor set med vor tids briller.

Jeg kommer selv fra en turbulent opvækst og prøver derfor den dag i dag at undgå for mange krumspring i tilværelsen. Derfor følte jeg straks en indre uro, da min veninde havde overbragt mig denne nyhed. Jeg forsøgte at aflæse, hvordan hun selv tacklede situationen og fandt i hendes stille slubren af kaffen en ro og beslutsomhed. Det skulle nok gå godt. Jeg smilede og ønskede hende tillykke.

Siden den dag i maj har Sedea og jeg fået fælles bopæl, og Sedea har født et velskabt og betagende lille væsen, Stella, som nu på lykkelig vis præger begge vores hverdage. Faren til hendes barn bor i USA, og på den ene eller den anden måde bliver de forhåbentlig igen snart forenet, men indtil da er det bare os tre i den lille lejlighed.

Den traditionelle kernefamilie er efterhånden ret sjælden
Og her sidder vi alle tre. Og jeg tænker over, hvordan det kan være at i en tid, hvor alle kan finde sammen, og hvor der findes utallige familiekonstellationer, så bliver der skelet til kvinder, som vælger at stifte familie i en ung alder. Det har Sedea også oplevet.

“Jeg synes ikke, at man kan tale om, hvad der er normalt. Det er ikke et begreb, som giver mening mere i den verden, vi lever i. Folk bliver skilt og gift igen og får børn på kryds og tværs og ind imellem, så den traditionelle kernefamilie er efterhånden ret sjælden,” siger Sedea.

Jeg prøver at genkalde, hvor mange jeg kender, der lever i, hvad der ville kunne defineres som en traditionel kernefamilie, og jeg må sande, at jeg ikke kan komme i tanker om nogen. Så hvorfor blev jeg da så nervøs på Sedeas vegne, da hun fortalte mig om graviditeten?

Selv har Sedea tænkt på andre unge mødre, som den stereotyp, vi alle kender fra tv. Dem som bliver gravid ved et uheld og til alles store misfornøjelse ryger hele vejen igennem graviditeten og herefter tager flere dybt uansvarlige valg. Mens Stella får lidt mad, taler vi om, hvor denne stereotype opfattelse kommer fra, og vi kommer, nok ikke til nogens overraskelse, ind på den danske tv-serie “De unge mødre”.

“Her i Danmark synes jeg stadig, at det er “De Unge Mødre”-billedet, der hersker – at unge mødre er nogen, der ryger, drikker og kun serverer frysemad, og når man får et barn, er ens eget liv slut – så er der ikke tid til fest, oplevelser eller rejser mere”, forklarer Sedea.

Her er det helt anderledes. En tilfældig torsdag eftermiddag er der større sandsynlighed for, at det er mig, der sidder og ser Netflix på anden time. Sedea erklærer sig også uenig i opfattelsen af, at oplevelser er et overstået kapitel, når man har fået et barn.

“Det er ikke, hvad jeg har oplevet. Jeg er mere ude og opleve ting nu, hvor jeg er på barsel, end før. Vi skal blandt andet ud og rejse snart. Om noget har det at få et barn givet mig mere energi til at tage ud og se og opleve verden, fordi jeg så gerne vil give de oplevelser til min datter”, fortæller Sedea.

Den første mor i vennegruppen
Siden Stella er kommet til, er det ikke så tit, mine veninder og jeg tilfældigvis støder ind i Sedea en lørdag nat kl. 03 på Gothersgade, som vi så ofte har prøvet det før. Der bliver dog gjort undtagelser. Blandt andet var både mor og baby med til min fødselsdag, da jeg blev 24. Det er lykkedes vennegruppen at finde gode alternativer til samvær, og på meget naturlig vis har vi fundet andre ting at være fælles om nu.

“Der har været mere spænding omkring, at jeg blev mor, fordi det var noget nyt for os alle sammen. Det betyder også, at mine veninder har mere overskud til lige at lege babysitter, hvis jeg har brug for 10 minutters pause. Hvis alle andre allerede havde haft børn, ville de have nok i deres eget. Til gengæld betyder det også, at jeg ikke rigtig har haft nogen at snakke ægte baby-snak med, selvom de siger, de godt vil, så tror jeg, det er begrænset, hvor meget de gider lægge øre til min beskrivelse af min datters ble-vaner!”.

På kort tid er vi blevet enige om, at der ikke er hold i det billede, medierne tegner af, at alle unge mødre udelukkede tager uansvarlige valg, og at livet slutter efter baby. Til gengæld har jeg fået lidt forståelse for, hvor usikkerheden fra mig selv og samfundet kommer fra.

Min kaffekop er ikke helt tom endnu, og ligeledes føles det ikke helt som om, at emnet er gennemarbejdet.

Uddannelsespres og kvart-livskrise
De seneste år har staten lanceret flere fertilitetskampagner, og især Københavns Kommune er meget opmærksomme på den høje alder blandt førstegangsfødende. Udover det uheldige rygte, unge mødre har, virker det til, at der også er noget andet, der afholder unge fra at få børn.

“Jeg tror, at hvis staten ønsker, at unge mennesker får børn tidligere, så må de gøre op med det helt sindssyge uddannelses-ræs, der er gang i! Der er jo ingen, der har tid til at tænke over at få børn, når de bliver presset fra alle sider til at tage en uddannelse så hurtigt, som de overhovedet kan”, slår Sedea fast.

Jeg nikker sagte og giver et lille suk fra mig med tanken om den velkendte følelse af uddannelses-stress og kvart-livskrise, et begreb, vi er begyndt at bruge i min omgangskreds, om stressen over at skulle vælge og definere sin fremtidige tilværelse i al hast under tidspresset fra staten. Jeg spørger hende, om hun slet ikke føler sig ekstra udsat som mor, nu da hun ikke er færdiguddannet.

“Det gør jeg egentlig ikke. Jeg er ung, og min tilværelse er tilpasningsdygtig til, hvad der lige passer Stella og vores familie bedst – og vi kommer til at få det vildeste eventyr sammen”.

Og det kan jeg jo kun give hende ret i. Jeg selv, og resten af samfundet, burde måske have godt af at øve os lidt i at tro på, at tilværelsen nok skal tilpasse sig trods uddannelsespres og skræmmebilleder. Afslutningsvis er jeg, nok ligesom alle andre unge piger, meget nysgerrig omkring, hvordan det føles at føde.

“Det her siger alle, men min krop kunne mærke, hvad den skulle gøre, så jeg slog bare hovedet fra og prøvede at tage det hele en vejrtrækning ad gangen. I virkeligheden har man ikke rigtig nogle følelser under fødslen. Det er bare noget, der skal gøres. Det er op til og især efterfølgende, der kommer en masse store følelser – og den største er nok: “Jeg har lige fucking født et menneske”. Derefter: “Prøv lige at se det her smukke menneske … som jeg har født!”. Det er en rimelig vild oplevelse”.

 

Indlægget er skrevet af Nadja, der er kommunikationsfrivillig i headspace. 

 

I disse dage går tusindvis af unge danskere rundt og venter på svar på deres kvote 2-ansøgninger. De får først svar til sommer, så der er masser af tid til at tænke over, hvordan studielivet mon bliver. Nye venner, spændende undervisning og fester i hobetal.

Men hvordan ser det ud, hvis studiet og ens medstuderende ikke helt er, som man havde regnet med?

Morten startede i 2014 på en ingeniøruddannelse og havde ligesom så mange andre forhåbninger om både nye, gode bekendtskaber og interessante forelæsninger. Men det var kun halvdelen af hans forventninger, som studiet levede op til.

”Jeg var fuldt ud tilfreds med det faglige på studiet. Det var helt, som jeg havde regnet med. Men det sociale haltede virkelig bagefter,” fortæller Morten.

”Det var nok ikke, fordi mine medstuderende havde onde hensigter eller noget som helst i den dur. Jeg var bare meget anderledes end dem, og vi faldt ikke rigtig i hak. Så det var virkelig svært for mig at falde ind i det sociale.”

Den altafgørende alkohol
Især alkohol spillede en stor rolle for Mortens sociale liv. For han rører det ikke, men det gjorde hans nye medstuderende til gengældt glædeligt.

”Jeg skulle høre virkelig meget for, at jeg ikke drak alkohol. Det havde de svært ved at acceptere, og det var selvfølgelig træls at skulle forklare sig selv hele tiden.”

Mange af aktiviteterne imellem de studerende var bygget op omkring alkohol – fx fredagsbarerne og festerne på studiet. Og her måtte Morten hurtigt erkende, at han endnu engang ikke rigtig passede ind.

”Mange af samtalerne gik på, at man skulle blære sig med, hvor meget man havde drukket, eller hvor meget man havde brækket sig weekenden forinden. Og der kunne jeg jo ikke rigtig være med, så jeg blev hurtigt træt af de samtaler – der blev det virkelig tydeligt, hvor forskellige vi var.”

Selvom Morten langt fra fik 10 nye bedste venner på studiet, droppede han ikke ud med det samme, men endte derimod med at fortsætte i 2 semestre. Det skyldes i høj grad fagligheden og den gode undervisning.

”Jeg holdt virkelig fast, fordi jeg synes, uddannelsen var superspændende. Men i sidste ende var det bare ikke nok, for jeg havde det jo ikke godt, og jeg valgte at droppe ud.”

 

LÆS OGSÅ: Philips svære valg af uddannelse: “Jeg ville ønske nogen havde fortalt mig, at jeg kunne blive glad, uanset hvilken uddannelse jeg valgte

 

Fra studiestart til psykologchaiselong
Og pludselig flød bægeret over for Morten. Han var røget ned i et hul, der var svært at kravle op ad, og hans læge sendte ham til psykolog, i frygt for at han havde udviklet en depression i den sidste tid på ingeniørstudiet.

”Det var slet ikke, fordi jeg skammede mig over mit valg om at droppe ud. Jeg accepterede ret hurtigt, at det var det rigtige. Men jeg havde svært ved at se, hvad der nu skulle ske. Det virkede ret fjernt, at jeg nogensinde skulle komme igennem en uddannelse og få et job,” fortæller Morten og fortsætter:

”Jeg kunne ikke helt gennemskue, hvordan jeg nogensinde skulle komme ud på den anden side af ”systemet” igen, nu når jeg allerede var droppet ud én gang og havde brug for psykologhjælp.”

Men psykologen fik hjulpet Morten på benene igen, der besluttede sig for at skifte spor fuldstændigt, og i 2016 startede han på en humaniorauddannelse. Her gjorde han en reel indsats for at engagere sig socialt og tog bl.a. med på rusturen – efter et par introdage havde overbevist ham.

”Mine forventninger til det sociale var af gode grunde ikke særlig høje. Så jeg meldte mig faktisk først til rusturen i allersidste øjeblik, fordi jeg kunne mærke, at jeg egentlig gerne ville bruge et par dage med de mennesker, jeg allerede havde mødt. Og det er jeg rigtig glad for, at jeg besluttede.”

Her var hele alkoholspørgsmålet slet ikke et problem, for det var slet ikke hovedfokus for fællesskabet. Og Morten følte hurtigt, at der var god plads til alle – inklusiv ham selv.

”Jeg blev mødt med en helt anden åbenhed, da jeg startede på den nye uddannelse. Tilgangen til andre mennesker var en helt anden, og det var meget mere mig. Jeg kunne spejle mig mere i mine medstuderende, og jeg følte mig som en del af fællesskabet ret hurtigt. Og det var selvfølgelig en kæmpe lettelse ovenpå mit psykologforløb.”

Når forskelligheder mødes
Morten skyder ikke skylden på den naturvidenskabelige uddannelse eller hans medstuderendes tilgang til studiet og fællesskabet. For ham handler det i højere grad om forskelligheder og timing.

”Det handler om at finde mennesker, som man matcher med. Og det gjorde jeg ikke på min første uddannelse. Dermed ikke sagt at alle ingeniørstuderende er en bestemt type mennesker, men jeg passede bare ikke sammen med de mennesker, der læste samme år som mig – og sådan er det jo bare nogle gange,” siger Morten og smiler: ”Så er jeg bare glad for, at jeg valgte at gå en anden vej i stedet.”

Morten er godt klar over, at han selv tog nogle aktive valg på hans første uddannelse, der ikke ligefrem styrkede hans sociale liv. Han var ikke med på rusturen, og han valgte ikke at flytte til den by, hvor uddannelse lå, og hvor alle de andre boede.

”Det var et helt bevidst valg, at jeg ikke var med på rusturen. Jeg fokuserede så meget på det faglige, at jeg ikke tænkte, at det var nødvendigt at tage på introtur. Men jeg kan godt se nu, at det måske havde været en fordel,” siger Morten.

Relationer skaber større værdi
”Jeg forstod slet ikke, hvor vigtigt det sociale er på en uddannelse. Men det gik hurtigt op for mig, at det er virkelig trægt at komme igennem, hvis man ikke er glad for at være til stede. Det var min egen misforståelse, at en uddannelse kun handler om det faglige – jeg tænkte ikke over, hvor vigtigt det var at have en god og social hverdag.”

Morten lærte dog af sine fejl og kan tydeligt mærke nu, hvor afgørende det har været, at han gjorde en indsats for at opbygge et socialt netværk fra start på sin nuværende uddannelse.

”Jeg er så glad for den uddannelse, jeg læser nu – både det faglige og det sociale. Jeg har virkelig fundet det rigtige sted for mig – selv med nogle mellemstore bump på vejen hertil,” smiler Morten.

Mortens bedste råd til alle de nye studerende er at huske det sociale aspekt og ikke drukne i ren faglighed. Og så krydser han fingre for, at alle møder hinanden med respekt.

”Jeg håber, at folk vil være åbne og tolerante overfor hinanden. Også selvom man er forskellige: Og hvis min historie fortæller noget, så er det, at hvis man skal trække sig selv igennem, så skal man nok rykke videre til noget andet – uden den mindste skam.”

 

Har du tvivl om din uddannelse? Måske trives du ikke så godt, som du havde forventet? Du er altid velkommen i headspace, hvor vi kan tale om det hele. Find os her.

Morten er ikke hovedpersonens navn – headspace kender til personens rigtige identitet. Indlægget er skrevet af Sofie, der er kommunikationsmedarbejder i headspace.

Stadig flere unge tager sabbatår efter studentereksamen. Mød Veronica, som er en af de unge kvinder, som er i fuld gang med at give sig selv tid til at mærke efter og opdage sin fremtid.

Af Monica Lorenzo Pugholm

“Jeg vil ikke have travlt med at vælge min fremtid,” lyder det fra 19-årige Veronica, som holder Sabbatår. Privatfoto.

 

”Jeg har lavet en liste over ting, jeg gerne vil nå. Det er ikke en egentlig bucket-liste. Men en liste over ting, som er vigtige for mig.”

Sådan lyder det fra 19-årige Veronica. Hun blev student fra Gefion Gymnasium i sommeren 2018 og har som mange andre unge valgt at holde sabbatår efter gymnasiet.

”Jeg kunne mærke, at jeg havde brug for et pusterum. I gymnasiet var der altid afleveringer. Altid ting, jeg skulle nå. Der var aldrig pauser. Jeg var stresset og under meget pres. Det føltes, som om der ikke var nok timer i døgnet,” fortæller hun.

 

De mange krav styrker drømmen om sabbatår
Veronica vidste allerede tidligt i sin gymnasietid, at hun ville holde sabbatår.

”Da jeg startede i gymnasiet, mødte jeg mange unge, som havde taget et år på efterskole. Jeg kunne se, at det påvirkede dem positivt. Allerede i 2.g kunne jeg mærke, at jeg havde brug for et pusterum – drømmen om sabbatår startede nok allerede i 1.g.”

Veronica er langt fra den eneste, som vælger at holde fri fra de mange afleveringer og studiepres efter studentereksamen. Faktisk viste en Momentum-analyse sidste år, at andelen af unge, der vælger at holde sabbatår, stiger. 

Årsagen hertil skal blandt andet findes i uddannelsesloftet, som har betydet, at unge i dag er mere varsomme med deres valg af uddannelse.

”Jeg vil ikke have travlt med at vælge min fremtid”
For Veronica er spørgsmålet om, hvad fremtiden skal bringe netop en af de ting, hun ønsker at få afklaret, mens hun holder sabbatår. Derfor bruger hun en del tid på at tage rundt til Åbent Hus.

”I næste måned skal jeg på DTU. Jeg har allerede været på CBS, Københavns Universitet og Aalborg Universitet. Jeg vil gerne vælge med omhu, for jeg ved jo, at jeg ikke kan tage en bacheloruddannelse først og så bagefter en ny. Det ville jeg ellers ønske, for jeg er meget tværfaglig.”

Hun er fortsat i tvivl om, hvad der er det rigtige uddannelsesvalg for hende. Derfor har hun også valgt, at hun skal holde to sabbatår. Når hun ser på den liste, hun har skrevet, over ting, hun gerne vil nå, bekræftes hun også i, at det er en god idé.

Det handler om at mærke efter og gøre de ting, som føles godt
”En af de ting jeg gerne vil nå er at tage mit kørekort. Jeg har også en drøm om at bruge nogle måneder i Spanien for at blive bedre til at tale spansk, og så vil jeg tage pilates instruktør-uddannelsen,” fortæller Veronica.

Men Veronica har også tanker om at købe egen lejlighed på et tidspunkt, så derfor har hun prioriteret at finde et arbejde og sparre op til en udbetaling. I næste uge starter hun på fuldtid hos Just Eat.

”Indtil videre har jeg arbejdet der en 15-20 timer om ugen. Jeg sidder blandt andet med vagtplaner og logistik. Jeg synes, det er rigtigt spændende, og jeg er glad for mine kollegaer. I næste uger skriver jeg under på min fuldtidskontrakt,” fortæller hun.

Nogen vil måske mene, at Veronica med fuldtidsjob, rejseplaner og tanker om kørekort har rimeligt meget at se til i sit sabbatår. Men Veronica peger på en vigtig forskel fra de mange kompetencemål i gymnasiet og så de mål, hun sætter sig for sine sabbatår.

”Mine mål sætter jeg jo selv. Jeg kan jo altid ændre dem. Det handler om at mærke efter og gøre de ting, som føles godt,” siger hun.

Sæt dig nogle mål, men vær klar til at ændre dem
Det er ikke alle, som har en rig onkel, som kan betale for drømmen om en rejse eller et fedt højskoleophold, mens sabbatåret står på. Mange må – ligesom Veronica – sparre op til drømmene. Det kræver, at man finder sig et job rimeligt tidligt, og det er ikke altid nemt.

”Jeg var heldig og fandt et arbejde ret tidligt. Jeg kan huske, at jeg var på sommerferie med min far og skrev en masse ansøgninger. Det var i august, og jeg havde allerede arbejde i midt september, men det er jo ikke alle, som finder arbejde så hurtigt,” fortæller hun.

Derfor mener Veronica også, at det er vigtigt, at hun og andre er klar til at ændre mål og drømme.

”Man kan godt have en lidt idyllisk forestilling om, hvad et sabbatår er. Jeg gik nogle måneder, før jeg fik job, og der fik jeg så trænet, og jeg nød de uger, hvor jeg havde tre venindeaftaler på en dag. Men jeg har også veninder, for hvem det først er lykkedes at finde job efter seks måneder, og så kan det jo godt være, at der ikke lige bliver råd til den store rejse, som ellers var drømmen.”

Find dit frirum – og husk plan B
En plan B kan være en måde at holde sig i gang, hvis det viser sig, at tingene ikke lige går efter planen, fortæller Veronica.

For selvfølgelig kan det være dejligt at have en pause fra den faste hverdag, men det kan også være hårdt. Og står den uanede frihed på gennem mange måneder, kan det godt være svært at håndtere, forklarer Veronica.

”Fra gymnasiet er vi vant til at køre et højt tempo, hvor der altid er noget at lave. Så kan man hurtigt sidde der i sit sabbatår og tænke ’hvad skal jeg nu?’”

For Veronica handler det mest om hele tiden at blive bedre til at mærke efter, hvad hun har lyst til, og hvad der har værdi for hende.

”Det handler nok om at finde sit frirum og flytte fokus hen på det, som du har mulighed for at lykkes med. Om det så er en rejse, gåture, familiebesøg, læse en digtsamling eller noget helt tredje, det er mindre vigtigt,” fortæller hun.

Veronica har familie i Spanien. En af de ting, som står på hendes to-do liste er ´rejse til Spanien og blive bedre til spansk’. Privatfoto

Hjælp og støtte i headspace

Oplever du pres på dit studie? Holder du sabbatår, og har du svært ved at finde retning, føler dig alene eller at du ikke slår til?

Husk, at hos headspace er intet problem for stort eller småt. Vi står klar til at møde dig, der hvor du er! Find os lige her.

Læs også blogindlægget Phillips svære valg af uddannelse: ”Jeg ville ønske, nogen havde fortalt mig, at jeg kunne blive glad, uanset hvilken uddannelse jeg valgte.”

 

 

 

Så sidder jeg her igen. Denne gang lidt tidligere ude, end jeg var sidste år. Ansøgningsfristen for at søge kvote 2 nærmer sig, og det gør mit valg af uddannelse også. For hvad fanden skal jeg dog blive til? Og hvad nu, hvis min drømmeuddannelse alligevel ikke er min drømmeuddannelse?

Samme tidspunkt sidste år var min kuffert pakket, og jeg sad i stillekupéen på vej til Rødding Højskole i Jylland. Her var jeg tilmeldt et to-ugers intensivt journalistikkursus, så jeg forhåbentlig blev optaget på journalistuddannelsen sommeren ’18. Og hvis den kvikke læser ikke allerede har gættet det, så kom jeg altså ikke ind. Pis og lort – for jeg havde ikke en plan B.

Jeg er nu på mit femte sabbatår. De to første var frie, smukke og livsbekræftende. Jeg var blevet student, og jeg følte mig for første gang som en rigtig voksen. Jeg følte mig ikke presset til at finde ud af, hvilken retning jeg skulle gå i livet, men i dag ser det noget anderledes ud. Mine venner begynder så småt at være færdige med deres bachelorer og bliver snarest fastansat hos en arbejdsgiver, der udbetaler væsentligt mere end mit caféjob.

Heller ikke i år laver jeg en plan B. Nogle vil mene, det er dumt, men jeg søger alle otte prioriteringer og krydser fingre, ben og bryster for, at det lykkedes. For det er hårdt at gå igennem ungdomsårene med tilbageholdt åndedræt og en evig bekymring for ikke at leve op til egne forventninger.

Til helvede med andres forventninger, hvis du har lagt en nogenlunde ambitiøs plan for, hvordan dit liv skal fungere, så er der ikke nogen grund til, at angsten for at fejle eller blive erklæret uegnet ligger i vores baghoved.

Men for at komme tilbage på kvote 2-sporet, så skal den altså skrives. Det kan ikke udskydes. Det kan ikke undgås (jo, hvis du har et udmærket gennemsnit, kan du søge kvote 1). Og det kan slet ikke understreges nok, hvor vigtigt det er at få lavet en god motiveret ansøgning. Nogle dage skriver du fantastisk, mens andre dage bliver til ”falde-i-staver ”-dage. Hvis sidstnævnte sker hver dag, må du få vendt det til en inspirationsdag, så det ikke ender i dommedag.

De kloge mennesker skriver, at man selvfølgelig skal begynde i god tid og få lavet en masse research om uddannelsen og studieordningen, men vigtigst af alt – at stille sig selv spørgsmålet: ”Hvorfor vil jeg gerne læse lige netop denne uddannelse?”

Og når du har fundet frem til svaret, bør dette indgå i din ansøgning, så de virkelig kan se, du brænder for at komme ind. Adgangskravene kan også være forskellige, og hvis du eksempelvis skal have matematik på A-niveau, men ikke opfylder kravene, bliver du sorteret fra, så sørg også for at tjekke dette, inden du overhovedet begiver dig ud i at skrive.

Desuden afholder mange uddannelsessteder kvote 2-workshops (med kildevand inkluderet – wuhu), så hop forbi deres hjemmeside og meld dig til. Dog kører de fleste efter først-til-mølle-princippet, so be fast!

I år blev jeg noget overrasket over, hvor stor forskel der er for, hvilke dokumenter der skal uploades med ansøgningen, samt hvad de hver især skal indeholde. Der er stor forskel på, om den motiverede ansøgning maks. må fylde én eller to sider, og hvis det gælder det førstnævnte, skal man saftsuseme forstå at fatte sig i korthed.

Det er vigtigt at kunne dokumentere relevant erhvervserfaring, udlandsophold, højskole, mm., så hvis du endnu ikke har bevis for dette, er det bare om at få sendt de mails rundt, så du har dem. Og nej, dit bevis fra skolepatruljen i 6. klasse er ikke relevant nok – desværre.

Det kan være en god idé at lægge en plan for, hvordan du skriver ansøgningen – og især hvis du skal skrive mere end én. Lav eksempelvis en liste over, hvad den skal indeholde, og hvilket tema du skal lægge vægt på. Få desuden en ven eller familiemedlem til at læse den igennem, for man bliver til sidst helt blind over for egne taste- og stavefejl.

Når du så er klar til at aflevere din kvote 2-ansøgning – og måske endda et par dage inden tidsfristen – så er det bare med at holde spændingen ud helt indtil slutningen af sommerferien.

De næste måneder bliver uudholdeligt lange, og man forstår egentlig ikke, hvordan det kan tage så lang tid for dem at læse ansøgningerne igennem. Men altså fingers crossed – hvis blot de ikke begynder at krampe inden 28. juli! Og nu, hvor jeg har tygget mig godt igennem en pose tyrkiske bolsjer, må jeg nok hellere komme videre med min ansøgning.

Jeg håber virkelig, at alle kommer ind – inklusiv mig selv – og ønsker alle god vind.

 

Indlægget er skrevet af Emma Thers, der er kommunikationsfrivillig i headspace København.