En maske, en kunstig facade, et skjold, en kappe…

Jeg er professionel til at vise, at jeg er glad. Men når man ikke er glad, så er maskebærer nok det mest nedslidende og krævende erhverv.

I mit første job som pædagog kom jeg i den grad i klemme. Her fyldte indbyrdes konflikter, og den trykkende stemning satte sit præg på mig. Jeg oplevede hukommelsessvigt, trykken for brystet, en tung kæde om halsen, søvnbesvær og tankemylder. Jeg måtte sige op og følte en kæmpe nederlagsfølelse.

Jeg tænkte, at min opsigelse ville gøre mig klar i hovedet igen. Men til min store skuffelse blev stress til svær depression.

Jeg isolerede mig i mine forældres hjem. Jeg følte mig sølle og umoden. Mine forældre skulle hjælpe mig med alt. At spise mad, tage bad, børste tænder osv. Ind og ud af psykiatrien – frem og tilbage. Jeg begyndte at isolere mig selv for alle. Kun mine forældre og søstre så mit sande jeg.

Jeg ville gøre alt for at opretholde en facade og maske over for mine venner og bekendte. Jeg følte ikke, jeg kunne vise den depressive udgave af mig selv.

Jeg var bange for at skræmme mine tætteste væk, hvis jeg viste dem mit sande ansigt. Et ansigt med et udtryk af sørgmodige, tomme, flakkende øjne, et ufokuserede blik og et anspændt smil.

Jeg var angst for ikke at passe ind i kassen formet af massen. Det resulterede i, at jeg efter socialt samvær var fuldstændig færdig. Min krop var energiforladt, og der var kun røde tal på min psykes konto. En følelse af at have løbet et maraton på en vej af glasskår og splinter.

Det må have været hårdt for dem omkring mig. Dem, der kender mig som Josefine den glade, positive, livlige, sjove og omsorgsfulde person. Det er sådan, de beskriver mig, så det var den Josefine, jeg viste dem.

Det må være svært at forstå, at den Josefine, mit netværk så udadtil, var krakeleret indvendigt. Hårdt for dem at forstå, at den Josefine, de kender, gik rundt med en svær depression. En Josefine med manglede livsglæde, positivitet og troen på, at livet nogensinde skulle blive godt igen.

Jeg ville give alt for bare at være mig – ligeglad med andres tanker og i stand til at elske mig selv. Perioden med depressionen svingede, som et pendul i mit indre, mellem de to modstridende parter; isolation og invitation.

En indre konflikt og en lyst til to vidt forskellige ting. At isolere mig selv, lukke ned, kramme ensomheden, slukke for solen og gemme mig i dundynernes hulrum. Den anden del af mig havde lyst til at invitere og tage imod invitationer om socialt samvær, en lille kop latte, en ærlig snak mellem bedste veninder, et lille pusterum fra mit eget luskede sind og psyke.

Disse konstante modsatrettede tanker om “det ene” eller “det andet” var så overvældende og så kvælende.

Samtidigt gjorde depressionen det ekstremt svært for mig at tage beslutninger om noget som helst. Jeg har aldrig følt mig så ubeslutsom. Jeg plejer at være ubeslutsom på et slags “hvad skal vi have fra Just-Eat?”-plan. Men denne her ubeslutsomhed gjorde næsten fysisk ondt indeni.

Mine tætteste veninder var der uanset min ubeslutsomhed. Sommetider var de der for mig “ubehageligt meget”, fordi de sommetider måtte sætte foden i min grå jord og sige til mig: “Jeg kommer altså om 10 minutter – om du vil det eller ej.”

Jeg følte en utilpashed, men også lykke. Lykke over at have veninder, som er der for mig uanset hvad. Den sociale aktivitet begyndte gradvis at fylde mere og mere i perioden. Aktivitet føder ny energi, og den nye energi føder en ny aktivitet. Stille og roligt begyndte jeg at overveje og opveje, hvor meget lykke jeg følte indeni, når jeg var ensom og isoleret, og hvor stor en lykkefølelse jeg havde i samvær med mine veninder.

Jeg begyndte at bryde den negative spiral. Det tog lang tid, men det blev lettere og lettere. Gradvis socialisering var en af forudsætningerne for mig i kampen mod depression.

En maske kan være til megen gavn, men tænk over hvordan, hvorfor, og over for hvem du tager den på. Folk vil altid værdsætte dig, men vis dit ærlige ansigt – ikke kun for deres skyld, men også din egen.

Du skåner ingen – og især ikke dig selv – ved at gå til maskebal.

Blogindlægget er skrevet af Josefine, der er kommunikationsfrivillig i headspace.

Konfirmandundervisning behøver ikke blot handle om Gud og kristendom. Heldigvis er der også plads til at snakke om nogle af livets tungere spørgsmål, såsom mental mistrivsel. Og både de unge og præsterne er så begejstrede for idéen, at mindU er fuldt booket i hele landet.

mindU er et projekt under Det Sociale Netværk og tilbyder gratis workshops, der er skræddersyet til konfirmandundervisning. Her sættes der fokus på de følelser, tanker og sårbarheder, der kan følge med at være ung.

Workshoppen foregår direkte i konfirmationsforberedelsen, hvor et team af frivillige unge bruger deres egne personlige erfaringer med psykisk sårbarhed til at skabe et trygt og fortroligt rum, hvor der er plads til at tale om livets store spørgsmål. Sammen med de unge konfirmander sørger de frivillige for, at konfirmanderne bliver klædt godt på til at spotte mistrivsel og giver dem redskaberne til at søge hjælp, før problemerne vokser sig for store.

Konfirmandundervisningen foregår i et unikt miljø

mindU har først og fremmest valgt konfirmander og konfirmandforberedelser som deres arbejdsområde for at sikre større fokus på netop den målgruppe, der går til undervisningen: De 12-15-årige. Da man startede med at udvikle ideen, og man brainstormede på, hvordan man bedst kunne komme i kontakt målgruppen, kom det på bordet, at rigtig mange unge går til præst.

“Det gik op for os, at den ro, der er i konfirmandrummet – den tid, der er til refleksion og til at snakke om livets store spørgsmål, som præsterne jo i forvejen er vant til at snakke om med både store og små, var noget, vi ville udforske,” fortæller Camilla Uhrskov Bank, projektleder for mindU.

Et ikke kristent tiltag

Desværre er det ikke alle unge, der får prøvet den her workshop. Alle dem, som ikke går til præst, går glip af disse vigtige, forbyggende snakke. Her håber mindU på, at headspace, som jo også byder unge helt ned til 12 år velkomne, kan gribe nogle af dem, som ikke går til konfirmandundervisning.

Projektet vil derudover forsøge at udbrede sig til humanistiske konfirmationer, så de også kan nå ud til dem, som ikke vil konfirmeres kristeligt. mindU er altså ikke et kristent tiltag, men benytter sig af den ro, som er i konfirmandundervisninger.

“Vi har truffet beslutningen, at vi når dem, vi når igennem konfirmandundervisningen,” forklarer Camilla.

Konfirmanderne er glade, engagerede og taknemmelige for initiativet

De konfirmander, som mindU har besøgt, har syntes, at det var dejligt, at de frivillige kom, og de har været glade og engagerede i de øvelser og samtaler, som blev stillet for dem.

”De bliver lidt usikre i starten, men i løbet af sådan en workshop, når vi stille og roligt får stillet dem spørgsmål og lavet de her øvelser med dem, så oplever vi faktisk, at de er meget reflekterede, og at de gerne vil være med,” siger Camilla Uhrskov Bank.

For mange er det en lettelse, at man kan få snakket med sine venner om sådan nogle ting, og nogle bliver så berørte af historierne, at de kommer op og snakker med de frivillige fra mindU efter workshoppen.

Her fortæller de unge ofte om deres tanker og oplevelser, de takker for besøget eller spørger efter hjælp. I de værste tilfælde, hvor der er tale om selvmordstanker, har mindU’s frivillige indberetningspligt til præsten.

mindU præsterer langt over målene

mindU har nået mere, end hvad deres målsætninger var sat til. 25 bookinger per stift var målet, og det har man mere end opnået det med 35 bookinger det forgange år.

Projektet vokser, både i popularitet, men også teknisk set. De har nemlig lige startet op i 3 nye stifter rundt i landet, og der oplever man allerede stor efterspørgsel.

“I forhold til at nå ud til unge, synes jeg, at vi er rigtig godt på vej,” fortæller Camilla Urhskov Bank.

Den integrerede workshop

Hos mindU har de visioner for, at deres workshops i fremtiden vil være selvkørende. Det vil sige, at præsterne selv sørger for samtalerne og øvelserne, som er baseret på det undervisningsmateriale, som mindU er i gang med at lave.

De vil også lave kursuser, som præsterne skal på, så de kan give dem de redskaber, som de får brug for til undervisningen. Udover det håber mindU på, at de vil blive genbooket ved de steder, de allerede har været, så de fortsat kan hjælpe unge.

“Vi håber på, at præsterne kan lære de redskaber til at kunne tage de her samtaler med de unge, sådan at vi ikke behøves at komme og facilitere workshopsene, men at de vil blive en integreret del af konfirmandundervisningen,” slutter Camilla Uhrskov Bank.

 

 

Vil du læse mere?

Du kan se mere om mindU’s arbejde og finde kontaktoplysninger lige her. 

MindU er en del af Det Sociale Netværk. Følg med i, hvad vi laver på Facebook og Instagram eller besøg vores hjemmeside.

 

Indlægget er skrevet erhvervspraktikant hos Det Sociale Netværk/headspace Danmark, Thorvald.

 

Hvis hverken sangene, filmene eller rådene hjælper, så er du altid velkommen til at kigge forbi dit nærmeste headspace.
Her kan du altid finde nogen, der vil hjælpe dig med dine hjertesorger.

 

Indlægget er skrevet af Sofie Westh, der er kommunikationsfrivillig i headspace København.

 

Rikke er 22 år og er lige startet på universitetet i Slagelse. Hun fik angst første gang i gymnasiet.

Men hun ville ikke have, at hverken hendes lærere eller forældre vidste noget.

”Jeg talte lidt med nogle af mine venner om det, men mine forældre skulle i hvert fald ikke vide det, jeg ville helst heller ikke have, at lærerne vidste det, for så vidste jeg godt, at så ville de have, at jeg skulle have hjælp, og det ville jeg ikke”, fortæller Rikke og tilføjer:

”Inde i mit hoved havde jeg lært mig selv, at det at søge hjælp betød, at man var svag, og at der var så mange andre, der havde det værre, end jeg havde det, så det burde jeg kunne klare selv”.

Rikke er langt fra den eneste, der har det sådan, og derfor sætter hun ord på, hvordan og hvor vigtigt det er at få hjælp til sine problemer. Det gør hun i nyt samarbejde mellem WakieWakie og headspace Danmark.

WakieWakie er en app, de forsøger at give unge en god morgen ved at forene et vækkeur og podcastafspiller i en symbiotisk morgenflade, der kan give dig musik, indblik og underholdning i stedet for at vække dig med en skinger alarmtone.

De næste 10 dage vil vi præsentere 10 forskellige ungefortællinger, som du kan høre ved at downloade app’en, der får vores allervarmeste anbefalinger, lige her, hvis du vel og mærke er på din smartphone ellers find den frem og brug et par minutter får at få bedre morgener med WakieWakie. Download app’en https://wakiewakie.app/  og find kanalen Bag Facaden.

Hvis du selv savner nogen at tale med, så find dit lokale headspace på vores hjemmeside lige her

 

Med over 64.000 følgere er Matilde Trobeck – bedre kendt som Helse Matilde – ikke i tvivl om sit ansvar. ”Jeg tænker meget over, at jeg er rollemodel,” fortæller hun.

Tekst og video af Monica L. Pugholm

Hvad blogger du om?
Jeg skriver om tabuer, om sorg og kriser, og det vi har svært ved at få sagt. Der er mange unge, som skriver til mig. De afslutter ofte med at skrive: ’Jeg har ikke kunne dele dette med nogen’.

Særligt ensomhed optager mig. Det er så svært at tale om ensomhed. Der er status i at have et stort netværk og vise det frem på de sociale medier – at man har gang i en masse og har mange venner.

Jeg startede med at blogge om mad og træning. I dag er jeg optaget af at bryde med tabuer. Jeg føler, at jeg har et ansvar for at gå foran. Det er en diskussion, jeg tit har med andre bloggere, som ikke føler, at de har et ansvar.

Instagram bombarderer os konstant. Derfor skal der også være noget ordentligt indhold, og der har jeg et ansvar for at levere indhold, som hjælper de unge til at være dem selv. Jeg vil gerne være autentisk, og jeg lever af de sociale medier. Jeg vil ikke være med til at skabe en illusion om et perfekt liv eller en perfekt krop.

Hvad betyder troværdighed for dig?
Troværdighed er afgørende. Jeg kan ikke leve af at blogge, hvis ikke jeg er troværdig. Da jeg arbejdede som pædagog, havde jeg en fast indtægt. I dag lever jeg udelukkende af sponsorater, og med det følger også et ansvar. Jeg skal kunne stå inde for de produkter, som jeg reklamerer for. Fx siger jeg altid nej til at reklamere for plastikkirurgi.

For nylig var der et slankeprodukt, som ville lave en stor kampagne med mig. Sådan noget siger jeg også nej til. Selvfølgelig. Jeg forstår ikke, at de finder på at spørge mig. Jeg ville aldrig bruge et slankeprodukt selv.

Min ansvarsfølelse er blevet større i takt med, at jeg har fået flere følgere. Jeg tænker meget over, hvad jeg deler på de sociale medier, og at jeg er en rollemodel. Når jeg viser et billede af mine strækmærker, så er der en pige, som kan se det, og sige: ’Nej, hende Matilde, hun har også strækmærker – det har jeg også. Jeg er ikke alene’.

Hvad betyder det for dig at have så mange følgere?
Jeg tænker i høj grad over, at jeg har stor indflydelse på andre, fordi jeg har mange følgere. Det gik for alvor op for mig, hvor stor indflydelse jeg har, da jeg begyndte at skrive om min sorg over at have mistet min bror. Der var så mange, som skrev til mig. Dér mærkede jeg for alvor, at jeg kan gøre en forskel.

Jeg kan skabe fællesskaber. Sidste år lavede jeg en Facebook-gruppe for ensomme piger, som kan finde hinanden. I dag har gruppen over 12.000 medlemmer. Der er så mange historier inde på den Facebook-gruppe. Nogle skal holde jul sammen, andre skal ud og rejse sammen.

Hvis jeg kan gøre en forskel for 12.000 piger ved at starte en Facebookgruppe, så skal jeg jo bare gøre mere af den slags. Fordi jeg kan, og fordi jeg med så mange følgere når ud til mange. Det er jo det, som er så fint ved de sociale medier, de kan skabe fællesskaber for mennesker, som ellers ikke ville have mødt hinanden.

Er der en Matilde, vi ikke har adgang til?
Mine veninder kender mig selvfølgelig på en anden måde end alle dem, som læser min blog. Samtidig kender mine bloglæsere jo til rigtig mange ting, som mine veninder også kender til. Jeg kan godt mærke, at grænserne rykker sig. Jeg skriver ikke om mit sexliv. Jeg kan ikke se det spændende i det, og mine forældre og familie læser jo også med. Men det kan da godt være, at jeg kommer til at skrive om mit sexliv en dag. Men det er ikke nu.

Jeg er meget ærlig med mange ting. For nylig skrev jeg om min kærestesorg. Jeg skriver for at dele med andre, men også for at bearbejde de ting, som jeg selv synes er svære. Men der er altid balancer og grænser, også fordi jeg passer på mig selv. Men grænserne flytter sig hele tiden.

Hør her Matilde fortælle om hendes ansvar som kendt blogger, der tør tage tabuerne op:

 

HelseMatilde deltog også i March mod Ensomhed, hvor hun var forbi headspace Rødovre og sendte Patrick Cakirli afsted. Hun fulgte ham på den første etape på 25 kilometer.

Kæmper du med ensomhed? I headspace er du altid velkommen til at komme forbi til en snak – om ensomhed, men også om alle andre ting, du har brug for at tale om. Find dit nærmeste headspace-center her.