At droppe ud af sin akademiske uddannelse og i stedet starte på kokkeskolen er for Philip både den bedste og sværeste beslutning, han nogensinde har taget. På grund af forventninger og socialt pres, måtte han kæmpe sig igennem flere år i uddannelsessystemet med en depression hængende over hovedet.

Philip er netop startet på kokkeskolen og har fået sig en elevplads på en michelin-restaurant. Ved siden af skolen bruger han det meste af sin fritid på at læse i kogebøger og invitere vennerne på mad. Philip er glad og føler, at han er på rette vej. Men det har ikke været nemt at nå dertil, hvor han er i dag. I mange år kæmpede han mod forventninger, fordomme og socialt pres – både fra sine omgivelser og sig selv. På den anden side af en lang og mørk periode kunne han endelig tage den beslutning, som skulle få ham tilbage på rette spor.

Økonomiske forventninger fra forældre
Der er mange årsager til, at Philip havde svært ved at finde sig til rette i det valg, han som 18-årig student skulle træffe om sin fremtid. En af årsagerne var de økonomiske forventninger, som Philips forældre havde belemret ham med gennem det meste af sin barndom.

“Jeg har altid fået at vide, at hvis jeg ikke får en ordentlig uddannelse, kommer jeg ikke langt i livet. Så jeg tog en akademisk uddannelse for at kunne checke nogle bokse af. For eksempel en god økonomi, som kunne føre til et stort hus, som kunne føre til en god partner, som kunne føre til glade børn og så videre…”

Socialt pres i skolen
Men det er ikke kun Philips forældre, der var med til at gøre beslutningen om uddannelse svær. På gymnasiet i Gentofte kunne Philip hurtigt mærke, at det var en no-brainer at søge ind på en akademisk uddannelse efter gymnasiet. Måske er det ikke underligt i en kommune, der topper på listen over flest borgere med en lang videregående uddannelse, men for Philip lagde det ekstra pres på ham. Og ikke nok med at man skulle gå den akademiske vej, gav det yderligere credit blandt kammeraterne at søge ind på en uddannelse med høje adgangskrav.

“Når vi spurgte hinanden om, hvad vi skulle efter gymnasiet, gav det meget prestige at sige, at man ville søge ind på et studie med høje adgangskrav, fordi det betød, at man var dygtig. Så hvis man søgte ind på studier som medicin, jura eller økonomi, var det som om, det udløste en slags præmie. Og dem, der ville læse til sygeplejerske, som på papiret ikke var lige så prestigefyldt, blev mødt med en skepsis eller undren over, hvorfor man ikke ville udnytte sit fulde potentiale.”

Ifølge Philip giver det god mening, at så mange i hans klasse valgte at gå den akademiske vej – ligesom han selv valgte at gøre i første omgang. For dét at gå på andre uddannelser, var bare ikke en udtalt mulighed, hverken fra forældre, elever eller ledelsen på gymnasiet. Som Philip husker det, var der for eksempel aldrig nogen fra en håndværkeruddannelse ude på gymnasiet for at annoncere om muligheden for at blive tømrer eller nogen fra en kokkeskole ude at snakke om muligheden for at blive kok. Altid var det studerende fra akademiske studier.

“Jeg siger ikke, at det er en stor løgn, men jeg tror, at det er urealistisk at tro, at alle på et gymnasium ønsker at tage en akademisk uddannelse. Det ville have gjort en kæmpe forskel for mig, hvis der havde været annoncering om kokkeskolen eller hvilken som helst anden ikke-akademisk uddannelse for at vise, at der også eksisterer andet.”

På den akademiske vej
Så Philip startede på økonomiuddannelsen og begyndte et normalt studieliv med dertilhørende lektier og eksamener. I løbet af uddannelsen hjalp han med at lave regnskab på sin fars kontor, og frustrationen over kontorarbejde blev ikke mindre af, at han blev konfronteret med sin drøm hver eneste dag.

“Vi havde kontor lige over en rigtig god restaurant, og hver morgen, når jeg gik forbi, tænkte jeg, at jeg hellere ville derind. Jeg begyndte at forestille mig, hvordan det ville være at arbejde på restauranten i stedet for på kontoret, og for hver dag blev forestillingen mere end bare en drøm.”

Philip kunne hurtigt mærke, at det var meget svært at gå på et studie, som ikke gjorde ham glad, og han følte sig ikke forenet med den fremtid, som uddannelsen kunne give. Alligevel tog det ham mere end tre år at droppe ud.

“Jeg endte med at gå over 3 år på min bachelor, og det var der jo en grund til. Det er klart, at hvis man går og tvinger sig selv til at lave noget, som man i bund og grund ikke kan lide, så er det pænt fucking svært at færdiggøre noget som helst.”

Sammenbruddet
Ved siden af tvivl, pres og forventninger var der både en ulykke, sygdom og et break-up i Philips privatliv, der var med til at sætte skub i hans depression. På dårlige dage blev havregrynen byttet ud med vodka, og et periodisk overforbrug af hård sprut førte til så alvorlige nedture, at Philip til sidst lod sig indlægge på psykiatrisk afdeling.

“Hvis man går ind og læser min lægejournal fra min første samtale med psykiatrien, står der ’Fortryder valg af uddannelse’ som den første ting.”

 I over tre år følte Philip, at han gradvist mistede sig selv en smule for hver dag, indtil han endelig fik taget mod nok til sig til at sige til sine forældre, at han ikke ville fortsætte sin akademiske uddannelse. For Philip var det en af de sværeste beslutninger, han nogensinde havde taget i sit liv.

“Det krævede ekstremt meget mod at komme hjem og sige, at jeg ikke ville fortsætte på studiet. Hvis jeg droppede ud, ville jeg være den første i familien til ikke at gennemføre en akademisk uddannelse. Det tænkte jeg længe over. Jeg var meget bange for at møde en negativ reaktion hjemmefra. Heldigvis var de meget forstående, og de kunne godt mærke på mig, at der skulle ske noget radikalt anderledes i mit liv.”

På rette vej
Selvom valg af uddannelse ikke var den eneste grund til, at Philip havnede i en depression, så er han helt sikker på, at han stadig ville være indlagt i dag, hvis ikke han havde haft modet til at træffe beslutningen, der ændrede hans liv.

Først i en alder af 24 kunne Philip se bort fra socialt pres, økonomiske forventninger og egen tvivl. Han var fuldstændig oplyst og afklaret omkring sine muligheder, da han for anden gang skulle vælge uddannelse. Beslutningen var baseret ene og alene på passion.

I dag er Philip på rette vej, men han ville ønske, at han kunne have truffet den svære beslutning for mange år siden. Han håber for andre unge, at de kan tage den beslutning, som han ikke selv kunne, før depressioner, stress og anden dårlig mental velvære ramte ham.

Taget i betragtning at unge i dag kan vælge imellem 880 forskellige uddannelser, er det ikke underligt, at mange oplever at have enormt svært ved at finde den helt rette vej.

Philips råd til unge, der er i tvivl om deres valg af uddannelse, er at vælge fuldt og fast med hjertet og ikke at tage nogle beslutninger for andres skyld end sin egen.

“Det er lige meget, hvad du laver, om du er skraldemand, sygeplejerske eller læge. Du kan blive god til det hele og finde tryghed, prestige og økonomisk sikkerhed i det hele. Hvis du har det godt og er interesseret i det, du laver, så bliver du automatisk også god til det. Og så er den økonomiske sikkerhed heller ikke vigtigere, end at du er glad og har et godt liv. Det ville jeg gerne have haft, at nogen sagde til mig, da jeg skulle tage stilling til min fremtid. Jeg ville ønske, at nogen havde fortalt mig, at jeg kunne blive glad, uanset hvilken uddannelse jeg valgte.”

Indlægget er skrevet af Trine Blichfeldt, der er kommunikationsfrivillig i headspace København

Med over 64.000 følgere er Matilde Trobeck – bedre kendt som Helse Matilde – ikke i tvivl om sit ansvar. ”Jeg tænker meget over, at jeg er rollemodel,” fortæller hun.

Tekst og video af Monica L. Pugholm

Hvad blogger du om?
Jeg skriver om tabuer, om sorg og kriser, og det vi har svært ved at få sagt. Der er mange unge, som skriver til mig. De afslutter ofte med at skrive: ’Jeg har ikke kunne dele dette med nogen’.

Særligt ensomhed optager mig. Det er så svært at tale om ensomhed. Der er status i at have et stort netværk og vise det frem på de sociale medier – at man har gang i en masse og har mange venner.

Jeg startede med at blogge om mad og træning. I dag er jeg optaget af at bryde med tabuer. Jeg føler, at jeg har et ansvar for at gå foran. Det er en diskussion, jeg tit har med andre bloggere, som ikke føler, at de har et ansvar.

Instagram bombarderer os konstant. Derfor skal der også være noget ordentligt indhold, og der har jeg et ansvar for at levere indhold, som hjælper de unge til at være dem selv. Jeg vil gerne være autentisk, og jeg lever af de sociale medier. Jeg vil ikke være med til at skabe en illusion om et perfekt liv eller en perfekt krop.

Hvad betyder troværdighed for dig?
Troværdighed er afgørende. Jeg kan ikke leve af at blogge, hvis ikke jeg er troværdig. Da jeg arbejdede som pædagog, havde jeg en fast indtægt. I dag lever jeg udelukkende af sponsorater, og med det følger også et ansvar. Jeg skal kunne stå inde for de produkter, som jeg reklamerer for. Fx siger jeg altid nej til at reklamere for plastikkirurgi.

For nylig var der et slankeprodukt, som ville lave en stor kampagne med mig. Sådan noget siger jeg også nej til. Selvfølgelig. Jeg forstår ikke, at de finder på at spørge mig. Jeg ville aldrig bruge et slankeprodukt selv.

Min ansvarsfølelse er blevet større i takt med, at jeg har fået flere følgere. Jeg tænker meget over, hvad jeg deler på de sociale medier, og at jeg er en rollemodel. Når jeg viser et billede af mine strækmærker, så er der en pige, som kan se det, og sige: ’Nej, hende Matilde, hun har også strækmærker – det har jeg også. Jeg er ikke alene’.

Hvad betyder det for dig at have så mange følgere?
Jeg tænker i høj grad over, at jeg har stor indflydelse på andre, fordi jeg har mange følgere. Det gik for alvor op for mig, hvor stor indflydelse jeg har, da jeg begyndte at skrive om min sorg over at have mistet min bror. Der var så mange, som skrev til mig. Dér mærkede jeg for alvor, at jeg kan gøre en forskel.

Jeg kan skabe fællesskaber. Sidste år lavede jeg en Facebook-gruppe for ensomme piger, som kan finde hinanden. I dag har gruppen over 12.000 medlemmer. Der er så mange historier inde på den Facebook-gruppe. Nogle skal holde jul sammen, andre skal ud og rejse sammen.

Hvis jeg kan gøre en forskel for 12.000 piger ved at starte en Facebookgruppe, så skal jeg jo bare gøre mere af den slags. Fordi jeg kan, og fordi jeg med så mange følgere når ud til mange. Det er jo det, som er så fint ved de sociale medier, de kan skabe fællesskaber for mennesker, som ellers ikke ville have mødt hinanden.

Er der en Matilde, vi ikke har adgang til?
Mine veninder kender mig selvfølgelig på en anden måde end alle dem, som læser min blog. Samtidig kender mine bloglæsere jo til rigtig mange ting, som mine veninder også kender til. Jeg kan godt mærke, at grænserne rykker sig. Jeg skriver ikke om mit sexliv. Jeg kan ikke se det spændende i det, og mine forældre og familie læser jo også med. Men det kan da godt være, at jeg kommer til at skrive om mit sexliv en dag. Men det er ikke nu.

Jeg er meget ærlig med mange ting. For nylig skrev jeg om min kærestesorg. Jeg skriver for at dele med andre, men også for at bearbejde de ting, som jeg selv synes er svære. Men der er altid balancer og grænser, også fordi jeg passer på mig selv. Men grænserne flytter sig hele tiden.

Hør her Matilde fortælle om hendes ansvar som kendt blogger, der tør tage tabuerne op:

HelseMatilde deltog også i March mod Ensomhed, hvor hun var forbi headspace Rødovre og sendte Patrick Cakirli afsted. Hun fulgte ham på den første etape på 25 kilometer.

Kæmper du med ensomhed? I headspace er du altid velkommen til at komme forbi til en snak – om ensomhed, men også om alle andre ting, du har brug for at tale om. Find dit nærmeste headspace-center her.