Hvis hverken sangene, filmene eller rådene hjælper, så er du altid velkommen til at kigge forbi dit nærmeste headspace.
Her kan du altid finde nogen, der vil hjælpe dig med dine hjertesorger.
Indlægget er skrevet af Sofie Westh, der er kommunikationsfrivillig i headspace København.
I disse dage går tusindvis af unge danskere rundt og venter på svar på deres kvote 2-ansøgninger. De får først svar til sommer, så der er masser af tid til at tænke over, hvordan studielivet mon bliver. Nye venner, spændende undervisning og fester i hobetal.
Men hvordan ser det ud, hvis studiet og ens medstuderende ikke helt er, som man havde regnet med?
Morten startede i 2014 på en ingeniøruddannelse og havde ligesom så mange andre forhåbninger om både nye, gode bekendtskaber og interessante forelæsninger. Men det var kun halvdelen af hans forventninger, som studiet levede op til.
”Jeg var fuldt ud tilfreds med det faglige på studiet. Det var helt, som jeg havde regnet med. Men det sociale haltede virkelig bagefter,” fortæller Morten.
”Det var nok ikke, fordi mine medstuderende havde onde hensigter eller noget som helst i den dur. Jeg var bare meget anderledes end dem, og vi faldt ikke rigtig i hak. Så det var virkelig svært for mig at falde ind i det sociale.”
Den altafgørende alkohol
Især alkohol spillede en stor rolle for Mortens sociale liv. For han rører det ikke, men det gjorde hans nye medstuderende til gengældt glædeligt.
”Jeg skulle høre virkelig meget for, at jeg ikke drak alkohol. Det havde de svært ved at acceptere, og det var selvfølgelig træls at skulle forklare sig selv hele tiden.”
Mange af aktiviteterne imellem de studerende var bygget op omkring alkohol – fx fredagsbarerne og festerne på studiet. Og her måtte Morten hurtigt erkende, at han endnu engang ikke rigtig passede ind.
”Mange af samtalerne gik på, at man skulle blære sig med, hvor meget man havde drukket, eller hvor meget man havde brækket sig weekenden forinden. Og der kunne jeg jo ikke rigtig være med, så jeg blev hurtigt træt af de samtaler – der blev det virkelig tydeligt, hvor forskellige vi var.”
Selvom Morten langt fra fik 10 nye bedste venner på studiet, droppede han ikke ud med det samme, men endte derimod med at fortsætte i 2 semestre. Det skyldes i høj grad fagligheden og den gode undervisning.
”Jeg holdt virkelig fast, fordi jeg synes, uddannelsen var superspændende. Men i sidste ende var det bare ikke nok, for jeg havde det jo ikke godt, og jeg valgte at droppe ud.”
Fra studiestart til psykologchaiselong
Og pludselig flød bægeret over for Morten. Han var røget ned i et hul, der var svært at kravle op ad, og hans læge sendte ham til psykolog, i frygt for at han havde udviklet en depression i den sidste tid på ingeniørstudiet.
”Det var slet ikke, fordi jeg skammede mig over mit valg om at droppe ud. Jeg accepterede ret hurtigt, at det var det rigtige. Men jeg havde svært ved at se, hvad der nu skulle ske. Det virkede ret fjernt, at jeg nogensinde skulle komme igennem en uddannelse og få et job,” fortæller Morten og fortsætter:
”Jeg kunne ikke helt gennemskue, hvordan jeg nogensinde skulle komme ud på den anden side af ”systemet” igen, nu når jeg allerede var droppet ud én gang og havde brug for psykologhjælp.”
Men psykologen fik hjulpet Morten på benene igen, der besluttede sig for at skifte spor fuldstændigt, og i 2016 startede han på en humaniorauddannelse. Her gjorde han en reel indsats for at engagere sig socialt og tog bl.a. med på rusturen – efter et par introdage havde overbevist ham.
”Mine forventninger til det sociale var af gode grunde ikke særlig høje. Så jeg meldte mig faktisk først til rusturen i allersidste øjeblik, fordi jeg kunne mærke, at jeg egentlig gerne ville bruge et par dage med de mennesker, jeg allerede havde mødt. Og det er jeg rigtig glad for, at jeg besluttede.”
Her var hele alkoholspørgsmålet slet ikke et problem, for det var slet ikke hovedfokus for fællesskabet. Og Morten følte hurtigt, at der var god plads til alle – inklusiv ham selv.
”Jeg blev mødt med en helt anden åbenhed, da jeg startede på den nye uddannelse. Tilgangen til andre mennesker var en helt anden, og det var meget mere mig. Jeg kunne spejle mig mere i mine medstuderende, og jeg følte mig som en del af fællesskabet ret hurtigt. Og det var selvfølgelig en kæmpe lettelse ovenpå mit psykologforløb.”
Når forskelligheder mødes
Morten skyder ikke skylden på den naturvidenskabelige uddannelse eller hans medstuderendes tilgang til studiet og fællesskabet. For ham handler det i højere grad om forskelligheder og timing.
”Det handler om at finde mennesker, som man matcher med. Og det gjorde jeg ikke på min første uddannelse. Dermed ikke sagt at alle ingeniørstuderende er en bestemt type mennesker, men jeg passede bare ikke sammen med de mennesker, der læste samme år som mig – og sådan er det jo bare nogle gange,” siger Morten og smiler: ”Så er jeg bare glad for, at jeg valgte at gå en anden vej i stedet.”
Morten er godt klar over, at han selv tog nogle aktive valg på hans første uddannelse, der ikke ligefrem styrkede hans sociale liv. Han var ikke med på rusturen, og han valgte ikke at flytte til den by, hvor uddannelse lå, og hvor alle de andre boede.
”Det var et helt bevidst valg, at jeg ikke var med på rusturen. Jeg fokuserede så meget på det faglige, at jeg ikke tænkte, at det var nødvendigt at tage på introtur. Men jeg kan godt se nu, at det måske havde været en fordel,” siger Morten.
Relationer skaber større værdi
”Jeg forstod slet ikke, hvor vigtigt det sociale er på en uddannelse. Men det gik hurtigt op for mig, at det er virkelig trægt at komme igennem, hvis man ikke er glad for at være til stede. Det var min egen misforståelse, at en uddannelse kun handler om det faglige – jeg tænkte ikke over, hvor vigtigt det var at have en god og social hverdag.”
Morten lærte dog af sine fejl og kan tydeligt mærke nu, hvor afgørende det har været, at han gjorde en indsats for at opbygge et socialt netværk fra start på sin nuværende uddannelse.
”Jeg er så glad for den uddannelse, jeg læser nu – både det faglige og det sociale. Jeg har virkelig fundet det rigtige sted for mig – selv med nogle mellemstore bump på vejen hertil,” smiler Morten.
Mortens bedste råd til alle de nye studerende er at huske det sociale aspekt og ikke drukne i ren faglighed. Og så krydser han fingre for, at alle møder hinanden med respekt.
”Jeg håber, at folk vil være åbne og tolerante overfor hinanden. Også selvom man er forskellige: Og hvis min historie fortæller noget, så er det, at hvis man skal trække sig selv igennem, så skal man nok rykke videre til noget andet – uden den mindste skam.”
Har du tvivl om din uddannelse? Måske trives du ikke så godt, som du havde forventet? Du er altid velkommen i headspace, hvor vi kan tale om det hele. Find os her.
Morten er ikke hovedpersonens navn – headspace kender til personens rigtige identitet. Indlægget er skrevet af Sofie, der er kommunikationsmedarbejder i headspace.
Pernille (t.v.) og Amalie (t.h.) er veninder. Da Amalie var 22 år, mistede hun sin far. ”Jeg tror, at så længe du prøver at gøre noget,
så er det svært at gøre noget forkert. Jeg er glad for, at Pernille blev ved med at prøve at være der så godt, hun kunne,” fortæller Amalie. Foto: Monica L. Pugholm.
Det kan være svært at tale med sine venner og sætte ord på sorgen over at have mistet sin mor eller far. Omvendt er det svært for vennen at vide, hvad den sørgende har brug for. Men det er vigtigt at prøve så godt, du kan, mener Amalie og Pernille
”Det er vildt svært at lave en opskrift på 10 tips til en ven i sorgen – sådan en guide kan man jo ikke lige lave,” fortæller Pernille.
Pernille er veninde til Amalie. Amalie er 22 år, da hendes far dør. Hun er i dyb sorg. Forud er gået et sygdomsforløb, som påvirker Amalie dybt følelsesmæssigt. Pernille prøver at støtte Amalie så godt, hun kan. Det er ikke nemt. Men hun insisterer på at blive ved med at prøve, husker Amalie.
”Pernille var rigtig god til at spørge ind og sende sms’er hver dag, også selvom jeg ikke fik svaret. Hun blev ved med at prøve. Det betød meget for mig”, fortæller Amalie.
Tal sammen – også selvom det er svært
En ven i sorgen er guld værd for den, som har mistet, og man skal ikke være så bange for at gøre noget forkert. Dialogen er vigtig, mener Amalie.
”Det er ok at sige: ’Jeg synes virkelig, det er hårdt at se dig så ked af det. Jeg ved slet ikke, hvad jeg skal gøre’. Man må bare forsøge”, forklarer Amalie.
Det kan være svært for den sørgende at vide og forudse, hvordan hun har det. Derfor kan det også være svært for vennen. Pernille husker, at det især var svært, når Amalie trak sig væk for at være alene på sit værelse.
Den åbne dør var pludselig lukket
Pernille og Amalie er begge vokset op i Nordjylland og har gået på samme skole og gymnasie. Da de er i starten af tyverne, flytter de begge til København og deler lejlighed. Dørene er altid åbne. Men da Amalies far bliver syg, oplever Pernille, at Amalie trækker sig og lukker sin dør.
”Det var svært. Jeg ville jo på den ene side ikke forstyrre, og på den anden side var jeg så ked af, at Amalie havde det så skidt”, fortæller Pernille.
Samtidig havde Pernille også et hverdagsliv med andre venner og havde også lyst til at more sig.
”Hvis jeg havde en veninde på besøg, var det hårdt. Jeg var hele tiden bevidst om, at Amalie var derinde bag den lukkede dør. Og hvis jeg glemte at tænke på Amalie, fik jeg dårlig samvittighed resten af aftenen”, husker Pernille.
Selvom Pernille kunne føle skyld over at more sig med venner, mens Amalie havde det så svært, vidste hun også, at det var nødvendigt for hende at komme ud og få energi.
”Det er nok mest noget, jeg har tænkt på bagefter – det med, at jeg jo var nødt til at komme lidt ud af lejligheden for at få noget energi til igen at kunne være der for Amalie”, forklarer Pernille.
Det kræver mod at tale om døden
Selvom Pernille og Amalie begge har været gode til at tale om sorgen, er de begge opmærksomme på, at der er meget tabu forbundet med døden, og at det kræver mod at åbne op for en samtale om sorg og død.
”For den, som har mistet en forælder, kræver det mod at sætte ord på, hvad man tror, man har brug for. Men det kræver også mod fra vennen at spørge: ’Hvad har du brug for?’ eller italesætte, at man har svært ved at sætte sig ind i den andens sorg”, siger Amalie.
For både Pernille og Amalie er et første skridt at forsøge at tale om det, som er svært og finde et sprog at tale om sorg og død på med sine venner.
”Det handler også om at mærke efter og fornemme, hvad den, som er i sorg, har brug for. For det er jo ikke alle, som har lyst til at tale om det. Og det skal også respekteres”, mener Pernille. Det er Amalie enig i.
”Vi må have en føling med hinanden og fornemme behov. Nogle gange kan det også være nemmere at tale sammen på tomandshånd”, forklarer Amalie.
Vær tålmodig
Der var perioder, hvor det var svært, husker Pernille – især fordi hun savnede den Amalie, som hun vidste, var bag sorgen. Men hun vidste også, at hvis blot hun var tålmodig, skulle hun nok få sin veninde igen.
”I den periode, hvor Amalie havde det sværest, var jeg Amalies ven, selvom hun ikke kunne være min – men jeg vidste hele tiden, at Amalie ville blive min ven igen”, siger Pernille.
Amalie er glad for, at Pernille insisterede på at prøve at være der for hende. Hendes råd til andre, som er venner til én i sorg, er – præcis som Pernille gjorde det – at prøve at være der for den sørgende ven så godt, som man nu kan.
Indlægget er skrevet af Monica L. Pugholm
Pernille og Amalies fulde navne er headspace bekendt.
Brug for en at tale med?
Har du eller én, du kender, mistet en nær relation? Og mangler du nogen at dele din sorg med? Husk, at du altid kan tage fat i dit lokale headspace – du finder os her.
Sorggrupper for unge: headspace lokale afdeling i Aabenraa har særlige sorggrupper for unge. Du kan læse mere om sorggrupperne her.
I Børn, unge & sorgs afdelinger i København og Aarhus kan du også deltage i samtalegrupper. Hos Børn, unge & sorg har du også mulighed for at få rådgivning af en ung frivillig, som selv har oplevet at miste en forælder. Læs mere om samtalegrupperne her.