Som barn drømmer man måske om at være helt alene i verden, for så kan man gøre alt det, der ellers er forbudt og farligt og spændende – ligesom ’Palle’, der en morgen vågner og opdager, at han er mutters alene i verden. I dag er der flere og flere unge mellem 16-24 år, der ufrivilligt føler sig helt alene. Det gælder for eksempel Julie Larsen og Camilla Jørgensen, der hver især har kæmpet med ensomhed.

”Din tykke gris. Du må ikke være med.”

Ordene står indprentet og runger nærmest i Julie Larsens hoved.

Det var ikke første gang, at hun var blevet mobbet dengang. Julie havde sin lyserøde dunjakke på, da hun passerede skolegården. Helt alene. Det var drengene, der var efter hende. Igen.

”Jeg var den stille pige, der ikke turde sige noget. Det var mig, som alle altid grinte af, for jeg var stor og overvægtig,” siger Julie Larsen, der i dag er 27 år gammel.

Mobberiet har haft store konsekvenser for Julie Larsen, selvværdet har lidt et knæk, og Julie har i store dele af sit ungdomsliv og efterfølgende voksenliv kæmpet med sin ensomhed, og hun er langt fra alene. I dag er antallet af unge mellem 16-24 år, der ufrivilligt føler sig alene, steget. Det fremgår af Den Nationale Sundhedsprofil fra 2017.

I 2013 svarede 8,1 procent af de 16-24-årige, at de ofte følte sig ufrivilligt alene. I undersøgelsen fra 2017 er den procentdel steget til 9,4 procent.

”Jeg havde ikke nogen venner at tale med i folkeskolen. Når jeg spurgte mine klassekammerater, om vi skulle lave noget sammen, så sagde de altid nej eller ’Det ved vi ikke. Det må vi lige se på,’ når jeg for eksempel spurgte, om vi skulle gå i vores lokale center sammen. Det endte altid med, at de i stedet tog hjem hos hinanden, og så måtte jeg gå i centret alene,” siger Julie Larsen og fortsætter:

”Jeg hadede at gå i skole – især i sjette klasse, hvor jeg begyndte at blive mere og mere alene. Jeg ville bare gerne hjem igen, lige så snart jeg mødte ind. Det var det eneste, jeg tænkte på.”

Alene om forældrenes misbrug

Camilla Jørgensen, der er 23 år gammel, har også bakset med sin ensomhed – som for hende også  kom frem for første gang i folkeskolen.

”Jeg gik i ottende klasse, da jeg mærkede denne kvælende fornemmelse af ensomhed. Jeg følte ikke, at jeg hørte til i skolen, for mine klassekammerater bemærkede ikke, om jeg var der, når jeg nogle gange dukkede op efter et langt fravær,” siger Camilla Jørgensen.

Camilla Jørgensen er vokset op med alkoholiske forældre og hun vidste, at det var forkert, og at nogen burde have grebet ind for at standse forældrene i deres misbrug. Men der var ingen, der hjalp, og det, hun i virkeligheden bare ville, var at komme væk hjemmefra.

”Der var ikke nogen af de voksne på skolen, der gjorde noget, før kommunen sagde, at jeg skulle komme ned og se på et opholdssted, som jeg senere flyttede ind på. På det tidspunkt var jeg 16 år gammel. Fra da af begyndte jeg at have nogle voksne i mit liv, som kunne gøre noget ved de ting, som jeg fortalte dem om. Jeg havde ikke været der i ret mange måneder, før en af pædagogerne sendte mig forbi ungdomspsykiatrien, for jeg havde brug for mere hjælp. Jeg begyndte altså at have flere voksne omkring mig, som jeg kunne tale med,” siger Camilla Jørgensen.

Men for Camilla Jørgensen har det at råbe højt om, hvad grunden til hendes ensomhed skyldtes, aldrig været noget problem. Der var bare ikke nogen, der vidste, hvad de skulle sige eller gøre.

”Jeg følte ikke, at mine klassekammerater vidste, hvordan de skulle tale med mig, når der var noget galt. Jeg var meget åben omkring, at jeg havde det skidt, og det tror jeg afskrækkede folk fra at gøre noget ved det,” siger Camilla Jørgensen.

Ensom online

Heller ikke derhjemme var følelsen af ensomhed let at komme af med. Også selvom Camilla Jørgensen havde masser af venner på nettet, som hun dagligt skrev med. Men lige så snart at vennerne måtte lukke computeren om aftenen for at gå i seng, blev hun igen ramt af at føle sig ensom.

”For hver person, jeg skrev med, og som gik i seng, var det som om, at der var et greb om min hals, der blev strammet mere og mere. Jeg følte bogstaveligt talt, at jeg blev kvalt. Det var en fysisk kvælende fornemmelse, som om jeg var blevet puttet ind i en lillebitte boks, som skrumpede mere og mere for hver person, der forlod mig,” siger Camilla Jørgensen.

Følelsen af ensomheden sidder som et ar på kroppen

Julie Larsen husker også, at hun blev holdt udenfor i gymnastiktimerne tilbage i folkeskolen. Dén følelse nager hende i dag og sidder som et ar på kroppen.

”Jeg måtte aldrig være med til fodbold. Jeg husker tydeligt, at jeg kom ind på banen, men straks blev jeg skubbet ud af banen, fordi jeg ikke måtte være med,” siger Julie Larsen. Hun får tårer i øjnene, mens hun fortsætter:

”Jeg blev rigtig ked af det, og efterfølgende pjækkede jeg fra gymnastiktimerne. Lige fra den episode gik det nedad bakke, og jeg følte mig mere og mere alene. Episoden i folkeskolen rør mig stadig den dag i dag, og det gør bare så ondt indeni, når jeg tænker på dengang.”

For Julie Larsen var folkeskolen ikke et trygt sted at være, for hun vidste, at hun altid bare blev holdt udenfor. Men der var særligt ét sted på skolen, hvor hun kunne være sig selv og slippe for de andre.

”Jeg sad tit ude på toilettet. Det gjorde jeg tit, hvis jeg blev ked af det i skolen, for det var mit holdepunkt,” siger Julie Larsen.

Engang blev Julie Larsen så træt af sin ensomhed, at hun var på grænsen til at tage sit eget liv.

”En dag kom jeg hjem fra skole og overvejede, om jeg enten skulle sluge nogle piller eller finde en kniv. Jeg blev mobbet hver dag, og det gjorde, at jeg til sidst tænkte, at det hele kunne være lige meget, og at jeg hellere ville dø. Men heldigvis stoppede min mor mig i at gøre det,” siger Julie Larsen.

Ensomhedsfølelsen kan stadig komme snigende i dag

I dag har både Julie Larsen og Camilla Jørgensen det godt, selvom de nogle gange stadig kæmper med ensomheden. Camilla Jørgensen bor i dag i en ungdomsbolig, hvor hun efter at være flyttet fra opholdsstedet, blev tilknyttet et efterværn. Men nu er hun ikke længere tilknyttet efterværnet, og det kan godt føles overvældende og til tider ensomt.

”Det kan godt føles meget overvældende pludselig at stå på helt egne ben. Nogle gange kan jeg føle mig som Palle alene i verden. Jeg har efterhånden fundet ud af, at jeg er lidt af en enspænder, og at jeg sagtens kan overleve uden at have mennesker omkring mig,” siger Camilla Jørgensen.

Julie Larsen bor i dag også i en ungdomsbolig med tre veninder, som hun har det godt sammen med. Men til tider kan det også føles som en stor omvæltning for hende.

”Jeg føler mig ikke så ensom nu, for jeg har fået nogle veninder, som jeg kan tale med om alting. Det er en stor omvæltning for mig, for jeg troede ikke, at jeg ville kunne få nogle veninder,” siger Julie Larsen og fortæller, at det har hjulpet hende meget at tale med nogle i headspace Rødovre. Hun fortsætter:

”Hos headspace taler vi om tingene. Da jeg startede i headspace, var jeg meget krumbøjet og lukket, og efterhånden blev jeg mere åben og glad. Jeg er ikke den triste pige mere.”

Camilla Jørgensen har også gået i headspace for at tale om sin ensomhed, hvor hun også har lært at åbne sig overfor andre.

”Da jeg talte med headspace Roskilde for første gang, var det der, hvor jeg udviklede mig mest. For mig føltes det helt naturligt at tale med dem om min ensomhed, for det var noget helt andet, end hvad jeg har prøvet før. Det var meget mere nede på jorden og en almindelig samtale,” siger Camilla Jørgensen.

”Det er vigtigt, at man finder en at tale med så hurtigt som muligt”

Hvis Julie Larsen kunne gøre noget om i dag, så ved hun godt, hvad det skulle være. Hun ville råde den triste og krumbøjede pige, der i sjette klasse blev mødt af drengenes mobberi til at finde en at tale med om det at blive holdt udenfor. Om det altid at stå alene.

Det er også noget, som hun vil råde andre, der kæmper med ensomhed, til at gøre.

”Det er vigtigt, at man finder en at tale med så hurtigt som muligt og helst en, som man synes, man har det godt med – for eksempel headspace. Headspace er et rigtig trygt sted at komme, og de er der altid for en. Lad være med at gå med det alene, for det ødelægger din hverdag,” siger Julie Larsen, der har endnu to råd, hun vil give andre, og som hjalp hende selv i en svær periode:

”Gå ind og læs med, når der bliver delt nogle historier på Facebook fra andre unge, der føler sig ensomme. For eksempel ”Smilet”, som Patrick Cakirli og resten af Folkebevægelsen mod Ensomhed, der gik fra Aarhus til København, har oprettet. Eller tag med til et arrangement som speedfriending, hvor man taler med andre unge, der også føler sig ensomme.”

LÆS OGSÅ: 400.000 SKRIDT I KAMPEN MOD ENSOMHED

Camilla Jørgensen er enig med Julie Larsen i, at det er vigtigt, at man finder en at råbe højt om sin ensomhed til.

”Fortæl én om din ensomhed. Det er ligegyldigt, hvem det er. Dét at få lov til at sætte ord på sin ensomhed er første skridt til at finde en løsning på at få det bedre. Der vil altid være en eller anden et sted, der gerne vil lytte til dig og hjælpe dig,” siger Camilla Jørgensen.

Indlægget er skrevet af Ea Honoré Schack, der er kommunikationsfrivillig i headspace København

Det er ikke kun den unge ’Krumme’, der nogle gange går rundt og har det svært. Det er i stigende grad noget, som flere og flere unge kender til – også mænd.  Vi har derfor talt med Jannik og Patrick om alle de følelser, hemmeligheder og svære tanker, som kan være vanskelige at få sat ord på.

Flere og flere unge mistrives, men der er store forskelle mellem antallet af unge piger, der er stressede og har det dårligt mentalt, og antallet af drenge.

Derfor har vi sat to fyre i stævne. Det er 27-årige Jannik og 28-årige Patrick, der er sunket godt ned i sofaerne i headspace København, hvor de til daglig begge er frivillige.

At tallene viser, at unge mænd mentalt har det en tand bedre end pigerne er noget, som begge drenge har en holdning til. For de oplever også, at de og deres drengevenner engang imellem mistrives. Det er bare svært at sige højt, når man er en fyr.

”Jeg prøver at være opmærksom på mine svære tanker, og så tvinger jeg mig selv til at tale om dem – i hvert fald med de mennesker, jeg har rigtig tæt på, og som jeg stoler på,” fortæller Jannik.

Han mener, at det er lige så vigtigt at gøre opmærksom på, at det mandlige køn også går rundt med ondt i hjertet engang imellem og til tider også har brug for at lægge sig fladt ned og vise følelser.

Det er svært som ung

Når det så er sagt, så har han svært ved at tale med mange af sine venner om følelser og svære tanker, for det er heller ikke alle tanker og følelser, der er lige lette at få sat ord på. Og hvornår skal man åbne munden og krænge sin sjæl ud – er det efter forgodtbefindende eller afhænger det af situationen?

Det kan være rigtig svært at vurdere, men når Jannik åbner op, er det vigtigt, at den, han åbner op overfor, er god til at lytte.

”Jeg har nogle gange brug for at tale om ting, der er svære, men hvis modparten – selv om han er en god ven – bare ikke kan finde ud af at tale om tingene, så kan det ikke nytte noget at tale om det. For så bliver det mere frustrerende, end det bliver lettende at få sat ord på,” siger Jannik og fortæller, at det først var i slutningen af 20’erne, at han har kunne åbne op overfor andre og tale om svære tanker og følelser.

”Det er meget individuelt, men for mig var det først oppe i 20’erne, at det blev mere naturligt at acceptere, hvem jeg var og det, der var svært. For jeg tror, at jo ældre man er, jo mere reflekteret og ærlig er man,” siger Jannik.

I sofaen ved siden af Jannik sidder Patrick. Tilbagelænet og med krydsede arme nikker han genkendende til det, Jannik fortæller.

Han oplever, at det ikke er alle, han kan tale om sine svære og problematiske tanker med, og når han skal tale om ting, der er svære, så forsøger han at skabe fortrolige rum – helst med en, der også har ondt i hjertet. For så er det nemlig lettere at åbne op og tale om problemerne.

”Det kan være svært at lægge sig fladt, når der er flere personer til stede. Jeg bliver mere usikker, end når jeg sidder i en en-til-en-samtale,” siger Patrick og fortsætter:

”Mange af mine venner er målrettede og succesfulde, men forleden talte jeg med en af mine venner, der er usikker på, om han har lyst til at være der, hvor han er lige nu i sit liv. Og så er der mere rum for, at jeg kan sige, at jeg heller ikke ved, om det er det her, jeg skal,” siger Patrick.

Unge mænd har fokus på det eksistentielle

Mens mange unge kvinder kan have svært ved at acceptere, hvordan de ser ud, og hvordan deres kroppe er bygget, er det slet ikke noget, drenge taler om – i hvert fald ikke hvis man spørger Jannik og Patrick. De taler i højere grad om eksistentielle problemstillinger – såsom hvad, der er den rigtige måde at gøre tingene på.

”Det, der fylder mest hos mig, er, om jeg tager de rigtige valg, og hvorfor jeg skal tage valg. Det handler ikke om det kropslige – men derimod for eksempel spørgsmålene om, hvad der er den rigtige måde at gøre tingene på. Det er meget af det, jeg bruger mine venner til at blive guidet igennem,” siger Jannik.

For Patrick er det heller ikke hans forhold til ham selv – om han er tyk eller tynd – som han taler med sine venner om. Det er mere omkring for eksempel studieproblemer.

”Jeg taler mest om det, der engang imellem kan være svært ved at studere og om, hvad jeg skal med livet, mere end det er om mit forhold til mig selv. Altså om jeg synes, at jeg er tyk,” siger Patrick.

Hemmelighederne holdes tæt på kroppen

Men det er slet ikke alle tanker og følelser, der bliver delt med andre. Én ting, som de to unge mænd er enige om, er, at de allersværeste tanker og følelser bliver inde under jernskjorten.

”De mest hemmelighedsfulde ting forbliver hemmelige,” siger Jannik, mens Patrick nikker, for her gælder det samme. Han er heller ikke god til at tage bladet fra munden og tale om dybe følelser, det er for sårbart.

”Så dem holder jeg for mig selv,” siger Jannik.

Mand versus Batman

Hos de unge fyre er opfattelsen, at manden skal være stærk – man skal være en Batman, der bibeholder masken, selv når gulvet under ham brænder end mænd, der konsekvent skilter med sin sårbarhed.

Det at vise sårbarhed er et tabu blandt mange unge mænd – det mener både Jannik og Patrick. Og det er en af årsagerne til, at de har svært ved at åbne op om livets allermest sårbare problematikker.

”Vi må helst ikke være sårbare, for så er vi ikke tillidsvækkende – så kan venner og familie ikke regne med os. Som mand er der lidt en misforstået forventning om, at man altid bare skal være stor og stærk – uden for mange svære og problematiske følelser og tanker,” siger Jannik.

”Det ligger mere til kvinder at tale om deres følelser. Det er legitimt for dem at udtrykke, at de har det svært. Hvis man skal blive i kønsidealerne, så taler Batman jo ikke om svære følelser og tanker, for han banker bare ting, når han mærker verdens uretfærdighed,” siger Patrick og tilføjer:

”Jeg siger ikke, at der er lagt op til, at drenge skal gå ud og slå på ting, men der er nogle fortællinger om, at drenge bare skal ud og løbe tre runder, som man siger i folkeskolen, fordi de har for meget energi. De skal ikke tale energien ud – men løbe den ud.”

Unge sammenligner sig selv med andre

Jannik og Patrick oplever begge, at de negative tanker kan komme af, at de let kan komme til at sammenligne dem selv med andre – særligt i forhold til, hvor de burde være henne i livet. Og det er et kæmpe benspænd, som alt for mange unge stiller op for dem selv.

”Vi er åbenbart af den overbevisning, at vi alle sammen er startet fra det samme sted, så hvis du ikke er på linje med de andre, så er det din egen skyld, hvis du ikke er hurtig nok. Alle de der sammenligningsting bliver en byrde, fremfor at man lader sig inspirere af andre,” siger Jannik.

Han synes, at både drenge og piger skal lære at slappe mere af og lade være med at sammenligne sig selv med andre.

”Det kræver, at man lærer at få evnen til at give sig selv ro. Til at acceptere, at det, man foretager sig, har konsekvenser: “Nu træffer jeg det her valg, og når jeg træffer et valg, så er der også en masse fravalg.”

Jannik drikker det sidste af sin kaffe, mens Patrick tager tilløb til at rejse sig op for at gå. Alt imens de konkluderer, at drenge – såvel som deres kvindelige jævnaldrende – kan støde på problemer af større og mindre karakter, men at det, der er vigtigst, er, hvordan man håndterer det.

Hvad enten du er en dreng eller pige, ung mand eller kvinde, så kan du have brug for nogen at tale med. Der er drenge bare nok lidt langsommere i optrækket, end kvinder er, og det er måske der, den største forskel er.

”Jeg tror bare, at drenge skal bevise, at de kan klare det hele selv uden hjælp fra andre, og det er derfor, at det godt kan tage os noget tid at tale om problemerne,” siger Jannik.

Indlægget er skrevet af Ea Honoré Schack, der er kommunikationsfrivillig i headspace København