”Vi må stå sammen – hver for sig” er nok tidens mest velkendte frase. Ordene stammer fra Mette Frederiksens utallige pressemøder, hvor hun på solidarisk vis prøver at videregive styrke og håb til den danske befolkning. Budskabet er en del af en større strategi, der har til formål at mindske coronavirussens smitteomgang, men budskabet vidner også om noget andet – nemlig håbet om at genåbne landet og derigennem nå tilbage til det samfund, vi kender.

Men kan sidstnævnte overhovedet blive en realitet? Mette Frederiksen har gentagende gange udtalt sig om Danmarks fremtid, og gentagende gange har hun ikke beskrevet en genforening med det samfund, vi forlod – tværtimod. Frederiksen har gennemgående sagt, at Danmark vil imødegå et nyt samfund, der på mange måder ikke vil ligne sig selv.

Et forandret Danmark. Hvad vil egentlig forandre sig? Vil forandringerne have en decideret betydning for det individuelle menneske? Og bør man være bekymret for fremtiden?

Disse tanker har Morten på 21 år spekuleret i, og jeg har for nyligt bedt ham om at dele hans tankeverden med mig.

”Jeg synes ærlig talt, at det er lidt svært at finde hoved og hale i, hvad Mette Frederiksen mener med et forandret Danmark – for hvad er det? Jeg kan ikke helt se, hvor de specifikke forandringer vil forekomme,” forklarer Morten, mens vi har sat os til rette i Frederiksberg Have på en nydelig solskinsdag.

Han fortsætter: ”På den ene side mener jeg, at det er uhyre vigtigt, at Mette Frederiksen påtaler det her og dermed klæder os på til næste etape, som vil være genåbningen af Danmark. Men på den anden side, synes jeg implicit, at der bliver skabt en masse ubesvarede spørgsmål, som kan virke ubetryggende og måske endda skræmmende for den danske befolkning.”

Morten er utryg ved fremtidens Danmark, og det værende til trods for, at han har været heldigere end så mange andre i forhold til coronavirussen. Dette er han velvidende omkring og er derfor heller ikke sen til selv at påpege det. Han har hverken mistet familie, venner eller beskæftigelse, og alligevel føler han sig en anelse beklemt, når han tænker på, hvad fremtiden vil bringe.

”Jeg bliver da lidt utryg ved tanken, om hvad der nu skal ske. Der er sikkert mange unge, der tænker over den ukendte fremtid og overvejer, hvordan ens eget liv måske kan komme i klemme. Personligt tænker jeg ofte over det i henhold til mit studie, og hvordan jobmulighederne vil se ud, når landet åbner op igen.”

Morten bekymrer sig hovedsageligt for sin uddannelse samt hans snarlige indtræden på arbejdsmarkedet. Når han er i skole, så sidder han ikke længere skulder til skulder med sine medstuderende, men i stedet bag en computerskærm hvor han prøver at få skrevet sin bacheloropgave. Skolegangen har ændret sig markant igennem den seneste tid, og hvorfor skulle det fremtidige arbejdsmarked ikke også gøre det?

”Jeg bemærker primært mine bekymringer, når jeg er tvunget til at sidde derhjemme og holde gruppemøder over computeren. Altså vi får det selvfølgelig til at fungere, men det er bestemt ikke det samme som før. Jeg snakker tit med mine medstuderende, om hvordan fremtidens jobmuligheder vil se ud. Vil det blive svært at finde mig et arbejde? Når disse tanker strejfer mig, så får jeg en uro i kroppen, hvilket jeg ikke synes er specielt behageligt, og det kan nok bedst sammenlignes med den følelse man får, når man skal til mundtlig eksamen eller sådan noget.”

Morten er i gang med at studere til fysioterapeut og har i den forbindelse lært om psykiske sårbarheder, såsom stress og angst. Og med udgangspunkt i det, mener han, at Danmark på mange måder kan tage ved lære af den nuværende undtagelsestid.

”Hvis man skulle prøve at se det positive i det negative, så mener jeg, at coronatiden har givet os en tiltrængt pause. Normalt tales der om det her famøse hamsterhjul, hvor mennesker oplever en alt for travl hverdag, hvilket kan resultere i diverse belastninger på livet. Nedlukningen af samfundet gav os lige pludselig langt mere tid for hænderne, som vi kunne bruge på andet end job og skole. Det er denne form for tid, jeg håber, at så mange som muligt husker at prioritere fremadrettet.

Og netop dette aspekt har Morten med i sine forhåbninger om et genåbnet dansk samfund.

”Jeg håber, at vi for fremtiden kan blive bedre til at skelne mellem arbejdstid og fritid. Alt handler ikke kun om skole, arbejde og penge, og jeg synes, at kvalitetstid med familien er noget af det vigtigste. Så dét er helt sikkert nogle værdier, som jeg vil tage med mig ud på den anden side.”

Hvornår vi møder den anden side af den her coronakrise, vides ikke med sikkerhed. Og det er endnu ukendt, hvordan Danmark vil se ud, når landet på et tidspunkt genåbner. Morten kender ikke til den nærkommende fremtid, og det kan forekomme ham både ubehageligt og skræmmende. Men Morten ved dog én ting.

Hvis vi kan tage ved lære af den nuværende tid, hvor hverdagen både er nedlukket og forandret, så vil genforeningen med et forandret Danmark måske ikke være så slemt, som det lyder, og fremtiden vil muligvis se lysere ud end først antaget.

Blogindlægget er skrevet af Mikkel, der er blogfrivillig i headspace. 

Sedea er 22 år, hendes mand bor i USA, hun bor sammen med mig (Nadja) her i København, og så er hun ung mor. Men hvordan ser samfundet på en ung mor, og hvordan klarer man hverdagen, når man har en pige på fire måneder?

For cirka et år siden inviterede min gode veninde mig ud på en kop kaffe. Vi satte os på en bænk overfor den røde plads i solen, sludrede kort om mit arbejde og om den midlertidige lejlighed, som hun var flyttet ind i, men jeg fornemmede, at der var en bestemt årsag til, at hun gerne ville mødes. Det var der.

Jeg husker ikke præcis, hvordan hun sagde det, men inden længe havde hun fortalt mig, at hun var gravid og ventede en lille pige. På daværende tidspunkt var hun 22, og jeg selv var lige fyldt 23.

Gennemsnitsalderen for førstegangsfødende er på landsplan i dag cirka 29 år. Jo tættere man kommer på Storkøbenhavn, jo mere stiger den, indtil man når til Frederiksberg med 31,5 år i spidsen. Dermed ville min veninde blive en meget ung mor set med vor tids briller.

Jeg kommer selv fra en turbulent opvækst og prøver derfor den dag i dag at undgå for mange krumspring i tilværelsen. Derfor følte jeg straks en indre uro, da min veninde havde overbragt mig denne nyhed. Jeg forsøgte at aflæse, hvordan hun selv tacklede situationen og fandt i hendes stille slubren af kaffen en ro og beslutsomhed. Det skulle nok gå godt. Jeg smilede og ønskede hende tillykke.

Siden den dag i maj har Sedea og jeg fået fælles bopæl, og Sedea har født et velskabt og betagende lille væsen, Stella, som nu på lykkelig vis præger begge vores hverdage. Faren til hendes barn bor i USA, og på den ene eller den anden måde bliver de forhåbentlig igen snart forenet, men indtil da er det bare os tre i den lille lejlighed.

Den traditionelle kernefamilie er efterhånden ret sjælden
Og her sidder vi alle tre. Og jeg tænker over, hvordan det kan være at i en tid, hvor alle kan finde sammen, og hvor der findes utallige familiekonstellationer, så bliver der skelet til kvinder, som vælger at stifte familie i en ung alder. Det har Sedea også oplevet.

“Jeg synes ikke, at man kan tale om, hvad der er normalt. Det er ikke et begreb, som giver mening mere i den verden, vi lever i. Folk bliver skilt og gift igen og får børn på kryds og tværs og ind imellem, så den traditionelle kernefamilie er efterhånden ret sjælden,” siger Sedea.

Jeg prøver at genkalde, hvor mange jeg kender, der lever i, hvad der ville kunne defineres som en traditionel kernefamilie, og jeg må sande, at jeg ikke kan komme i tanker om nogen. Så hvorfor blev jeg da så nervøs på Sedeas vegne, da hun fortalte mig om graviditeten?

Selv har Sedea tænkt på andre unge mødre, som den stereotyp, vi alle kender fra tv. Dem som bliver gravid ved et uheld og til alles store misfornøjelse ryger hele vejen igennem graviditeten og herefter tager flere dybt uansvarlige valg. Mens Stella får lidt mad, taler vi om, hvor denne stereotype opfattelse kommer fra, og vi kommer, nok ikke til nogens overraskelse, ind på den danske tv-serie “De unge mødre”.

“Her i Danmark synes jeg stadig, at det er “De Unge Mødre”-billedet, der hersker – at unge mødre er nogen, der ryger, drikker og kun serverer frysemad, og når man får et barn, er ens eget liv slut – så er der ikke tid til fest, oplevelser eller rejser mere”, forklarer Sedea.

Her er det helt anderledes. En tilfældig torsdag eftermiddag er der større sandsynlighed for, at det er mig, der sidder og ser Netflix på anden time. Sedea erklærer sig også uenig i opfattelsen af, at oplevelser er et overstået kapitel, når man har fået et barn.

“Det er ikke, hvad jeg har oplevet. Jeg er mere ude og opleve ting nu, hvor jeg er på barsel, end før. Vi skal blandt andet ud og rejse snart. Om noget har det at få et barn givet mig mere energi til at tage ud og se og opleve verden, fordi jeg så gerne vil give de oplevelser til min datter”, fortæller Sedea.

Den første mor i vennegruppen
Siden Stella er kommet til, er det ikke så tit, mine veninder og jeg tilfældigvis støder ind i Sedea en lørdag nat kl. 03 på Gothersgade, som vi så ofte har prøvet det før. Der bliver dog gjort undtagelser. Blandt andet var både mor og baby med til min fødselsdag, da jeg blev 24. Det er lykkedes vennegruppen at finde gode alternativer til samvær, og på meget naturlig vis har vi fundet andre ting at være fælles om nu.

“Der har været mere spænding omkring, at jeg blev mor, fordi det var noget nyt for os alle sammen. Det betyder også, at mine veninder har mere overskud til lige at lege babysitter, hvis jeg har brug for 10 minutters pause. Hvis alle andre allerede havde haft børn, ville de have nok i deres eget. Til gengæld betyder det også, at jeg ikke rigtig har haft nogen at snakke ægte baby-snak med, selvom de siger, de godt vil, så tror jeg, det er begrænset, hvor meget de gider lægge øre til min beskrivelse af min datters ble-vaner!”.

På kort tid er vi blevet enige om, at der ikke er hold i det billede, medierne tegner af, at alle unge mødre udelukkede tager uansvarlige valg, og at livet slutter efter baby. Til gengæld har jeg fået lidt forståelse for, hvor usikkerheden fra mig selv og samfundet kommer fra.

Min kaffekop er ikke helt tom endnu, og ligeledes føles det ikke helt som om, at emnet er gennemarbejdet.

Uddannelsespres og kvart-livskrise
De seneste år har staten lanceret flere fertilitetskampagner, og især Københavns Kommune er meget opmærksomme på den høje alder blandt førstegangsfødende. Udover det uheldige rygte, unge mødre har, virker det til, at der også er noget andet, der afholder unge fra at få børn.

“Jeg tror, at hvis staten ønsker, at unge mennesker får børn tidligere, så må de gøre op med det helt sindssyge uddannelses-ræs, der er gang i! Der er jo ingen, der har tid til at tænke over at få børn, når de bliver presset fra alle sider til at tage en uddannelse så hurtigt, som de overhovedet kan”, slår Sedea fast.

Jeg nikker sagte og giver et lille suk fra mig med tanken om den velkendte følelse af uddannelses-stress og kvart-livskrise, et begreb, vi er begyndt at bruge i min omgangskreds, om stressen over at skulle vælge og definere sin fremtidige tilværelse i al hast under tidspresset fra staten. Jeg spørger hende, om hun slet ikke føler sig ekstra udsat som mor, nu da hun ikke er færdiguddannet.

“Det gør jeg egentlig ikke. Jeg er ung, og min tilværelse er tilpasningsdygtig til, hvad der lige passer Stella og vores familie bedst – og vi kommer til at få det vildeste eventyr sammen”.

Og det kan jeg jo kun give hende ret i. Jeg selv, og resten af samfundet, burde måske have godt af at øve os lidt i at tro på, at tilværelsen nok skal tilpasse sig trods uddannelsespres og skræmmebilleder. Afslutningsvis er jeg, nok ligesom alle andre unge piger, meget nysgerrig omkring, hvordan det føles at føde.

“Det her siger alle, men min krop kunne mærke, hvad den skulle gøre, så jeg slog bare hovedet fra og prøvede at tage det hele en vejrtrækning ad gangen. I virkeligheden har man ikke rigtig nogle følelser under fødslen. Det er bare noget, der skal gøres. Det er op til og især efterfølgende, der kommer en masse store følelser – og den største er nok: “Jeg har lige fucking født et menneske”. Derefter: “Prøv lige at se det her smukke menneske … som jeg har født!”. Det er en rimelig vild oplevelse”.

 

Indlægget er skrevet af Nadja, der er kommunikationsfrivillig i headspace. 

 

Catherinas barndom var langt fra, som en barndom burde være. Med en mor, der var narkoman, en bror, der døde, og en far, som hun stort set aldrig har mødt, har Catherina mødt mere modgang, end et menneske burde. Hun har dog taget de smertelige minder med sig og bruger dem i dag til at hjælpe andre.

Catherinas liv er ikke som andres. Hun har aldrig kendt sin far og voksede i stedet op hos sin mor, som var misbruger.

”Det var rigtig svært, fordi der var nogle ting, som min mor ikke kunne rumme eller overskue. Misbrugere kan være meget egoistiske, og det var min mor også engang imellem.”

Lige fra hun var helt ung, har hendes mor været påvirket af blandt andet heroin og hash. Det var altid noget, der skete i det skjulte – bag en lukket dør eller uden for hjemmets fire vægge, men Catherina kunne mærke, hvordan det påvirkede moren. Og en aften gik det galt, da moren tog for mange piller.

”Den første gang er jeg nok fire-fem år gammel. Jeg vågnede om natten, fordi hun ikke lå ved siden af mig. Så jeg tænkte instinktivt, at jeg skulle ud at lede efter hende. Jeg fandt hende på køkkengulvet, hvor hun lå bevidstløs. Jeg gik hen til hende og prøvede at lytte til hendes hjerte for at se, om hun var i live. Jeg skyndte mig så ind til min storebror og vækkede ham, for jeg troede, at hun var død.”

Hun kunne ikke høre noget hjerteslag. Hendes 11 år ældre storebror ringede efter en ambulance. Catherina kan ikke huske, hvad der skete yderligere. Da hun blev ældre, fik hun at vide, at hvis hun havde fundet sin mor fem minutter senere, havde det været for sent.

Den oplevelse har indprentet sig i Catherina. Frygten satte sig fast i den lille pige. Det ændrede sig lidt, da moren kæmpede for at blive clean, og fremtiden begyndte at se lysere ud. Men så indtraf den første tragedie.

Catherinas ældste bror på 18 år blev skudt – hun var fem år gammel.

”Jeg mindes det som, at hun næsten var clean i en kortere periode. Indtil min ældste bror blev myrdet. Så faldt hun i med begge ben.”

Tovtrækkeri i systemet

Kort tid efter broderens død kom Catherina i familiepleje. Og det blev starten på fire års jagen rundt i manegen. Først var Catherina et år i familiepleje. Derefter var hun hjemme ca. et år og så igen i plejefamilie. Sådan stod det på, indtil hun fyldte 10 år. Derefter valgte kommunen, at Catherina havde det bedst hjemme hos sin mor og sendte i stedet en ”hjemme-hos’er” – en medarbejder fra kommunen, der kom alle hverdage, og som hjalp til med det praktiske. Det var fx hende, der fik Catherina op hver morgen.

”Hun kom i vores hjem for at hjælpe min mor med at håndtere sin forældrerolle, men også for at holde øje med mig, og om jeg havde det godt.”

En ny tragedie

Men det havde Catherina ikke, og da hun blev 14 år gammel, tog hun den hårde beslutning, at hun ikke ville bo sammen med sin mor længere. Hun fik en venindes mor til at køre hende ned til sin socialrådgiver, hvorefter hun sagde, at hun godt ville i plejefamilie igen. Catherina følte endnu engang, at det begyndte at lysne i horisonten.

”Men nogle få måneder efter, jeg er blevet anbragt, dør min mor, og her bliver jeg overvældet af skyldfølelse, og spørgsmålene hober sig op: Skulle jeg være blevet hjemme? Kunne jeg havde gjort noget? Kunne jeg have reddet hende? Alle de tanker blev forstærket af, at min mor altid havde sagt, at hvis jeg blev fjernet fra hende, så ville hun tage sit eget liv.”

Det var utrolig hårdt. 14 år gammel, forældreløs og i pleje hos en fremmed familie. Det, der skulle have været et vendepunkt, blev en teenagepiges oprør.

”Jeg var meget bevidst om, at mine plejeforældre ikke var mine rigtige forældre, så de skulle ikke tro, at de kunne komme og være mine forældre. Jeg var virkelig teenager med alt, hvad det indebar.”

Fyldt op af systemet

I samarbejde med en socialrådgiver blev det besluttet, at Catherina skulle et andet sted hen. Catherina blev i stedet anbragt på et opholdssted. Hun var 15 år, og her boede hun, indtil hun fyldte 18 år.

”I forbindelse med at jeg blev 18, så blev det lidt svært, for nu var jeg voksen, og så nu skulle de ikke blande sig. Og jeg var fyldt op i forhold til hele systemet, pædagoger, socialrådgivere og folk, som syntes, at de skulle bestemme og vejlede. Det er selvfølgelig også det, de skal, men jeg havde bare fået nok.”

Catherina startede på gymnasiet og flyttede herefter i en studiebolig. Det startede godt, men Catherina kunne ikke følge med, og hun havde for meget fravær. Hun kunne ikke få sit liv til at hænge sammen.

”På det halve år gik alt galt. Min økonomi sejlede, jeg måtte droppe ud af gymnasiet, og det var en stor mavepuster, da det var et rigtig stort ønske for mig at blive student. Alting sejlede.”

”Man skal turde tale om det”

Herefter startede Catherina på produktionsskole. Catherinas ønske om at blive student kom et skridt nærmere, da hun skulle til at starte på HF. Men hun var bange for ikke at kunne klare det. Derfor tog hun selv kontakt til en af de ansatte på produktionsskolen for at få hjælp til at skabe kontakt til kommunen igen, da hun ønskede hjælp.

”Jeg var nødt til at erkende, at jeg ikke kunne alt selv. At jeg havde brug for hjælp og støtte. At jeg erkendte det, betød også, at jeg skulle ned at bede om hjælp og støtte og fortælle, hvordan jeg havde det, samt hvad jeg kunne og ikke kunne…”

”Det var rigtig svært i starten. Det var især svært, at man skulle gå ned og sige: ’I fik ret, jeg kunne ikke alligevel.’ Heldigvis hjalp det, at jeg fik talt om det. Det er først nemmere at få gjort noget ved det, når man har sagt det højt.”

Efter at Catherina havde bedt om hjælp, blev hun koblet til det opholdssted, som hun tidligere havde boet på. Hun fik hjælp nogle timer om ugen, men hjælpen var ikke nok. Catherina manglede stadig struktur, og opholdsstedet måtte ofte hjælpe hende med rengøring og indkøb.

Sluttede fred med fortidens dæmoner

Efter ca. et år traf Catherina sammen med opholdsstedet og kommunen beslutningen om, at hun skulle anbringes igen. Catherina var blevet 19 år og havde lige færdiggjort det første år af sin HF. På opholdsstedet fik hun hjælp til at håndtere sin økonomi og fik struktur på hverdagen.

”På en eller anden måde fik jeg sluttet fred med mig selv. Jeg fik sat et punktum i forhold til min barndom og opvækst. Jeg nåede frem til, at de ting, som jeg havde oplevet, ikke var min skyld. Det var ikke min fejl, at min mor havde et misbrug. Det var ikke min skyld, at jeg ikke fik alt det med hjemmefra, som andre børn fik. På en måde kunne jeg slippe den dårlige følelse og tankerne om, at det også bare var mig, den var gal med,” siger Catherina.

Catherina gennemførte sin HF og blev student. Hun startede på en videregående uddannelse, fik en sød kæreste og flyttede væk fra opholdsstedet.

”Lige pludselig var der ro på. Der var nogle ting, som blev afsluttet, og jeg fandt fred. Nu var der ro til bare at være til.”

Stolt barn af systemet

I mange år var Catherina flov over sin historie og turde ikke spørge om hjælp, men det ændrede sig, og i dag har 22-årige Catherina et helt andet syn på sin fortid.

”Jeg var anbragt og var et barn af systemet. Det har jeg været hele mit liv. Men fordi jeg fik indsigt i, at det ikke var min skyld, kunne jeg begynde at tage ansvar for mit liv. Jeg nåede frem til en erkendelse af, at jeg har et ansvar for at gøre noget ved det og handle på det. Og der skal jeg ikke klandres for, at min mor var misbruger, og at jeg har brug for hjælp. Derfor holdt jeg op med at være flov, for det gik op for mig, at jeg ikke har noget at være flov over. Jeg har derimod grund til at være stolt af, at jeg har rejst mig på ny.”

Selvom Catherina har haft en hård start på livet, klandrer hun ikke sin mor. For gode dage og kærlighed var der også meget af.

”Jeg har aldrig på noget tidspunkt været i tvivl om, at min mor elskede mig. Og jeg ved, hun gjorde det bedste, hun kunne, for at være en god og ordentlig mor. Det hele har bestemt ikke været traumatiske oplevelser. Jeg kan f.eks. huske, hun engang greb fat i mig og dansede rundt med mig i stuen, mens hun gjorde rent. Min mor var misbruger og til tider egoistisk. Men hun var også et elskende væsen, der gemte meget godt i sig, og i de gode tider havde hun også overskud til at give lidt af det videre.”

Vil hjælpe andre

Catherina ønsker i dag at hjælpe andre unge, som går igennem en svær periode. Selvom hun slæber rundt på meget bagage, så kan hun stadig relatere til de ”almindelige problematikker” såsom kærestesorger, konflikter med venner og presset i uddannelsessystemet.

”Når glasset er fyldt op, så er det fyldt op, og så flyder det over, uanset om man er uvenner med en veninde, eller at ens forældre går igennem en skilsmisse, eller hvis det handler om, at man har mistet en af sine forældre.”

Hun ønsker at støtte og hjælpe andre unge. Derfor valgte hun at blive frivillig i headspace Billund.

”Jeg kan godt lide konceptet: nogen at tale med. Og at der ikke er nogen problemer, som er for store eller små. Du kan komme, som du er, og med det, du har. Følelsen af, at man kan være menneske til menneske, hvor man kan få en reel følelse af, at nu har jeg faktisk hjulpet dig, og det kan jeg se, at du er glad for. Det er i hvert fald min forhåbning,” siger Catherina og tilføjer:

”Min opvækst har givet mig en forståelse for, hvordan det føles at have det svært, og at ens verden kan ramle fra tid til anden. Her kræver det styrke og viljekræft at handle, og det kan godt være skræmmende, og der betyder det noget at have nogen, der støtter en.”

Catherina er overbevist om, at man kan give en anden støtte og andre perspektiver, når selv har haft det svært.

”Alle mennesker er forskellige, og vi kæmper med forskellige ting. Men vi kæmper stort set alle sammen med et eller andet. Der er aldrig noget, der bare er helt lyserødt. Og her kan alle have nogen at tale med, og der kan jeg møde folk på en anden måde, fordi jeg har andre tunge sten med i rygsækken.”

Indlægget er skrevet af Amalie Kühle Nielsen, der er kommunikationsfrivillig i headspace Roskilde.

 

I disse dage går tusindvis af unge danskere rundt og venter på svar på deres kvote 2-ansøgninger. De får først svar til sommer, så der er masser af tid til at tænke over, hvordan studielivet mon bliver. Nye venner, spændende undervisning og fester i hobetal.

Men hvordan ser det ud, hvis studiet og ens medstuderende ikke helt er, som man havde regnet med?

Morten startede i 2014 på en ingeniøruddannelse og havde ligesom så mange andre forhåbninger om både nye, gode bekendtskaber og interessante forelæsninger. Men det var kun halvdelen af hans forventninger, som studiet levede op til.

”Jeg var fuldt ud tilfreds med det faglige på studiet. Det var helt, som jeg havde regnet med. Men det sociale haltede virkelig bagefter,” fortæller Morten.

”Det var nok ikke, fordi mine medstuderende havde onde hensigter eller noget som helst i den dur. Jeg var bare meget anderledes end dem, og vi faldt ikke rigtig i hak. Så det var virkelig svært for mig at falde ind i det sociale.”

Den altafgørende alkohol
Især alkohol spillede en stor rolle for Mortens sociale liv. For han rører det ikke, men det gjorde hans nye medstuderende til gengældt glædeligt.

”Jeg skulle høre virkelig meget for, at jeg ikke drak alkohol. Det havde de svært ved at acceptere, og det var selvfølgelig træls at skulle forklare sig selv hele tiden.”

Mange af aktiviteterne imellem de studerende var bygget op omkring alkohol – fx fredagsbarerne og festerne på studiet. Og her måtte Morten hurtigt erkende, at han endnu engang ikke rigtig passede ind.

”Mange af samtalerne gik på, at man skulle blære sig med, hvor meget man havde drukket, eller hvor meget man havde brækket sig weekenden forinden. Og der kunne jeg jo ikke rigtig være med, så jeg blev hurtigt træt af de samtaler – der blev det virkelig tydeligt, hvor forskellige vi var.”

Selvom Morten langt fra fik 10 nye bedste venner på studiet, droppede han ikke ud med det samme, men endte derimod med at fortsætte i 2 semestre. Det skyldes i høj grad fagligheden og den gode undervisning.

”Jeg holdt virkelig fast, fordi jeg synes, uddannelsen var superspændende. Men i sidste ende var det bare ikke nok, for jeg havde det jo ikke godt, og jeg valgte at droppe ud.”

 

LÆS OGSÅ: Philips svære valg af uddannelse: “Jeg ville ønske nogen havde fortalt mig, at jeg kunne blive glad, uanset hvilken uddannelse jeg valgte

 

Fra studiestart til psykologchaiselong
Og pludselig flød bægeret over for Morten. Han var røget ned i et hul, der var svært at kravle op ad, og hans læge sendte ham til psykolog, i frygt for at han havde udviklet en depression i den sidste tid på ingeniørstudiet.

”Det var slet ikke, fordi jeg skammede mig over mit valg om at droppe ud. Jeg accepterede ret hurtigt, at det var det rigtige. Men jeg havde svært ved at se, hvad der nu skulle ske. Det virkede ret fjernt, at jeg nogensinde skulle komme igennem en uddannelse og få et job,” fortæller Morten og fortsætter:

”Jeg kunne ikke helt gennemskue, hvordan jeg nogensinde skulle komme ud på den anden side af ”systemet” igen, nu når jeg allerede var droppet ud én gang og havde brug for psykologhjælp.”

Men psykologen fik hjulpet Morten på benene igen, der besluttede sig for at skifte spor fuldstændigt, og i 2016 startede han på en humaniorauddannelse. Her gjorde han en reel indsats for at engagere sig socialt og tog bl.a. med på rusturen – efter et par introdage havde overbevist ham.

”Mine forventninger til det sociale var af gode grunde ikke særlig høje. Så jeg meldte mig faktisk først til rusturen i allersidste øjeblik, fordi jeg kunne mærke, at jeg egentlig gerne ville bruge et par dage med de mennesker, jeg allerede havde mødt. Og det er jeg rigtig glad for, at jeg besluttede.”

Her var hele alkoholspørgsmålet slet ikke et problem, for det var slet ikke hovedfokus for fællesskabet. Og Morten følte hurtigt, at der var god plads til alle – inklusiv ham selv.

”Jeg blev mødt med en helt anden åbenhed, da jeg startede på den nye uddannelse. Tilgangen til andre mennesker var en helt anden, og det var meget mere mig. Jeg kunne spejle mig mere i mine medstuderende, og jeg følte mig som en del af fællesskabet ret hurtigt. Og det var selvfølgelig en kæmpe lettelse ovenpå mit psykologforløb.”

Når forskelligheder mødes
Morten skyder ikke skylden på den naturvidenskabelige uddannelse eller hans medstuderendes tilgang til studiet og fællesskabet. For ham handler det i højere grad om forskelligheder og timing.

”Det handler om at finde mennesker, som man matcher med. Og det gjorde jeg ikke på min første uddannelse. Dermed ikke sagt at alle ingeniørstuderende er en bestemt type mennesker, men jeg passede bare ikke sammen med de mennesker, der læste samme år som mig – og sådan er det jo bare nogle gange,” siger Morten og smiler: ”Så er jeg bare glad for, at jeg valgte at gå en anden vej i stedet.”

Morten er godt klar over, at han selv tog nogle aktive valg på hans første uddannelse, der ikke ligefrem styrkede hans sociale liv. Han var ikke med på rusturen, og han valgte ikke at flytte til den by, hvor uddannelse lå, og hvor alle de andre boede.

”Det var et helt bevidst valg, at jeg ikke var med på rusturen. Jeg fokuserede så meget på det faglige, at jeg ikke tænkte, at det var nødvendigt at tage på introtur. Men jeg kan godt se nu, at det måske havde været en fordel,” siger Morten.

Relationer skaber større værdi
”Jeg forstod slet ikke, hvor vigtigt det sociale er på en uddannelse. Men det gik hurtigt op for mig, at det er virkelig trægt at komme igennem, hvis man ikke er glad for at være til stede. Det var min egen misforståelse, at en uddannelse kun handler om det faglige – jeg tænkte ikke over, hvor vigtigt det var at have en god og social hverdag.”

Morten lærte dog af sine fejl og kan tydeligt mærke nu, hvor afgørende det har været, at han gjorde en indsats for at opbygge et socialt netværk fra start på sin nuværende uddannelse.

”Jeg er så glad for den uddannelse, jeg læser nu – både det faglige og det sociale. Jeg har virkelig fundet det rigtige sted for mig – selv med nogle mellemstore bump på vejen hertil,” smiler Morten.

Mortens bedste råd til alle de nye studerende er at huske det sociale aspekt og ikke drukne i ren faglighed. Og så krydser han fingre for, at alle møder hinanden med respekt.

”Jeg håber, at folk vil være åbne og tolerante overfor hinanden. Også selvom man er forskellige: Og hvis min historie fortæller noget, så er det, at hvis man skal trække sig selv igennem, så skal man nok rykke videre til noget andet – uden den mindste skam.”

 

Har du tvivl om din uddannelse? Måske trives du ikke så godt, som du havde forventet? Du er altid velkommen i headspace, hvor vi kan tale om det hele. Find os her.

Morten er ikke hovedpersonens navn – headspace kender til personens rigtige identitet. Indlægget er skrevet af Sofie, der er kommunikationsmedarbejder i headspace.

Stadig flere unge tager sabbatår efter studentereksamen. Mød Veronica, som er en af de unge kvinder, som er i fuld gang med at give sig selv tid til at mærke efter og opdage sin fremtid.

Af Monica Lorenzo Pugholm

“Jeg vil ikke have travlt med at vælge min fremtid,” lyder det fra 19-årige Veronica, som holder Sabbatår. Privatfoto.

 

”Jeg har lavet en liste over ting, jeg gerne vil nå. Det er ikke en egentlig bucket-liste. Men en liste over ting, som er vigtige for mig.”

Sådan lyder det fra 19-årige Veronica. Hun blev student fra Gefion Gymnasium i sommeren 2018 og har som mange andre unge valgt at holde sabbatår efter gymnasiet.

”Jeg kunne mærke, at jeg havde brug for et pusterum. I gymnasiet var der altid afleveringer. Altid ting, jeg skulle nå. Der var aldrig pauser. Jeg var stresset og under meget pres. Det føltes, som om der ikke var nok timer i døgnet,” fortæller hun.

 

De mange krav styrker drømmen om sabbatår
Veronica vidste allerede tidligt i sin gymnasietid, at hun ville holde sabbatår.

”Da jeg startede i gymnasiet, mødte jeg mange unge, som havde taget et år på efterskole. Jeg kunne se, at det påvirkede dem positivt. Allerede i 2.g kunne jeg mærke, at jeg havde brug for et pusterum – drømmen om sabbatår startede nok allerede i 1.g.”

Veronica er langt fra den eneste, som vælger at holde fri fra de mange afleveringer og studiepres efter studentereksamen. Faktisk viste en Momentum-analyse sidste år, at andelen af unge, der vælger at holde sabbatår, stiger. 

Årsagen hertil skal blandt andet findes i uddannelsesloftet, som har betydet, at unge i dag er mere varsomme med deres valg af uddannelse.

”Jeg vil ikke have travlt med at vælge min fremtid”
For Veronica er spørgsmålet om, hvad fremtiden skal bringe netop en af de ting, hun ønsker at få afklaret, mens hun holder sabbatår. Derfor bruger hun en del tid på at tage rundt til Åbent Hus.

”I næste måned skal jeg på DTU. Jeg har allerede været på CBS, Københavns Universitet og Aalborg Universitet. Jeg vil gerne vælge med omhu, for jeg ved jo, at jeg ikke kan tage en bacheloruddannelse først og så bagefter en ny. Det ville jeg ellers ønske, for jeg er meget tværfaglig.”

Hun er fortsat i tvivl om, hvad der er det rigtige uddannelsesvalg for hende. Derfor har hun også valgt, at hun skal holde to sabbatår. Når hun ser på den liste, hun har skrevet, over ting, hun gerne vil nå, bekræftes hun også i, at det er en god idé.

Det handler om at mærke efter og gøre de ting, som føles godt
”En af de ting jeg gerne vil nå er at tage mit kørekort. Jeg har også en drøm om at bruge nogle måneder i Spanien for at blive bedre til at tale spansk, og så vil jeg tage pilates instruktør-uddannelsen,” fortæller Veronica.

Men Veronica har også tanker om at købe egen lejlighed på et tidspunkt, så derfor har hun prioriteret at finde et arbejde og sparre op til en udbetaling. I næste uge starter hun på fuldtid hos Just Eat.

”Indtil videre har jeg arbejdet der en 15-20 timer om ugen. Jeg sidder blandt andet med vagtplaner og logistik. Jeg synes, det er rigtigt spændende, og jeg er glad for mine kollegaer. I næste uger skriver jeg under på min fuldtidskontrakt,” fortæller hun.

Nogen vil måske mene, at Veronica med fuldtidsjob, rejseplaner og tanker om kørekort har rimeligt meget at se til i sit sabbatår. Men Veronica peger på en vigtig forskel fra de mange kompetencemål i gymnasiet og så de mål, hun sætter sig for sine sabbatår.

”Mine mål sætter jeg jo selv. Jeg kan jo altid ændre dem. Det handler om at mærke efter og gøre de ting, som føles godt,” siger hun.

Sæt dig nogle mål, men vær klar til at ændre dem
Det er ikke alle, som har en rig onkel, som kan betale for drømmen om en rejse eller et fedt højskoleophold, mens sabbatåret står på. Mange må – ligesom Veronica – sparre op til drømmene. Det kræver, at man finder sig et job rimeligt tidligt, og det er ikke altid nemt.

”Jeg var heldig og fandt et arbejde ret tidligt. Jeg kan huske, at jeg var på sommerferie med min far og skrev en masse ansøgninger. Det var i august, og jeg havde allerede arbejde i midt september, men det er jo ikke alle, som finder arbejde så hurtigt,” fortæller hun.

Derfor mener Veronica også, at det er vigtigt, at hun og andre er klar til at ændre mål og drømme.

”Man kan godt have en lidt idyllisk forestilling om, hvad et sabbatår er. Jeg gik nogle måneder, før jeg fik job, og der fik jeg så trænet, og jeg nød de uger, hvor jeg havde tre venindeaftaler på en dag. Men jeg har også veninder, for hvem det først er lykkedes at finde job efter seks måneder, og så kan det jo godt være, at der ikke lige bliver råd til den store rejse, som ellers var drømmen.”

Find dit frirum – og husk plan B
En plan B kan være en måde at holde sig i gang, hvis det viser sig, at tingene ikke lige går efter planen, fortæller Veronica.

For selvfølgelig kan det være dejligt at have en pause fra den faste hverdag, men det kan også være hårdt. Og står den uanede frihed på gennem mange måneder, kan det godt være svært at håndtere, forklarer Veronica.

”Fra gymnasiet er vi vant til at køre et højt tempo, hvor der altid er noget at lave. Så kan man hurtigt sidde der i sit sabbatår og tænke ’hvad skal jeg nu?’”

For Veronica handler det mest om hele tiden at blive bedre til at mærke efter, hvad hun har lyst til, og hvad der har værdi for hende.

”Det handler nok om at finde sit frirum og flytte fokus hen på det, som du har mulighed for at lykkes med. Om det så er en rejse, gåture, familiebesøg, læse en digtsamling eller noget helt tredje, det er mindre vigtigt,” fortæller hun.

Veronica har familie i Spanien. En af de ting, som står på hendes to-do liste er ´rejse til Spanien og blive bedre til spansk’. Privatfoto

Hjælp og støtte i headspace

Oplever du pres på dit studie? Holder du sabbatår, og har du svært ved at finde retning, føler dig alene eller at du ikke slår til?

Husk, at hos headspace er intet problem for stort eller småt. Vi står klar til at møde dig, der hvor du er! Find os lige her.

Læs også blogindlægget Phillips svære valg af uddannelse: ”Jeg ville ønske, nogen havde fortalt mig, at jeg kunne blive glad, uanset hvilken uddannelse jeg valgte.”