Simone om livet med OCD: ”Jeg går halvt i opløsning, når jeg er alene”

Forestil dig, at du altid har følelsen af at være beskidt, uren, bakteriebærende eller ulækker. At du er sikker på, at du er til fare for dine omgivelser, fordi din ”inficerede” krop kan gøre skade på de mennesker, du holder allermest af.

Det er virkelig svært at sætte sig ind i. Men om ikke andet er det virkeligheden for 22-årige Simone, der har kæmpet med OCD on and off de sidste 10 år. En OCD, der også har bragt både angst og depression ind i den unge århusianers liv. Og det er en kamp, der desværre ikke er slut endnu.

Et teenageliv med tvangstanker
Men hvordan starter OCD egentlig? For Simone var det, hvad hun selv kalder, ”de klassiske vaskeritualer”. I 7. klasse begyndte hun lige så stille at vaske hænder oftere – uden at vide, at det skulle være begyndelse på flere års stridigheder med tvangstankerne.

For så kom de lange bade og frygten for at overføre dødelige bakterier til hendes familie. Til sidst startede isolationen fra hendes omverden.

”Jeg sad mere på skolens toiletter, end jeg var ude og lege med de andre i skolegården. Og der var især én lærer, som jeg virkelig ikke havde lyst til at komme i nærheden af. Så jeg fik to penalhuse, så det ”rigtige” ikke skulle være i nærheden af ham, og begyndte at gå i skole med en plasticpose fremfor min skoletaske. Den kunne jo blive inficeret med alt muligt.”

Rart at lade sig overgive
Heldigvis kunne Simones mor og papfar mærke, at der var noget helt galt. Og de vidste, at der skulle gøres noget.

”Jeg vaskede hænder konstant, tog lange bade og gik meget op i at få den reneste stol omkring spisebordet. På det tidspunkt var jeg selv så plaget af det, at jeg lod dem tage over. Det var virkelig rart at lade sig overgive, for jeg havde mistet kontrollen og havde brug for hjælp.”

Efter et par samtaler med sin egen læge blev Simone henvist til Børne- og Ungdomspsykiatrisk Center i Risskov. en henvisning til behandling hos OCD ambulatorisk afdeling på Risskov Sygehus. Her kom hun i et etårigt forløb med en ugentlig samtale hos to psykologer, der gav hende værktøjer til at slippe af med OCD’en. Og det virkede.

”Det var helt fantastisk. De var så dygtige og gav 13-årige Simone de helt rigtige øvelser. Jeg skulle fx røre ved min skoletaske i fem minutter hver dag. Og når jeg havde gjort det, skulle jeg huske mig selv på, at der ikke skete noget ved det – og så kunne jeg også godt tage den på i skole. Og sådan var der så mange små skridt.”

Når solstrålehistorien mister sin glans
Da året var omme, og Simones behandling var slut, hørte OCD’en fortiden til, og Simone havde et par år uden sin mørke følgesvend. Indtil hun startede i 2.g, og det igen ramlede indeni den unge pige.

”I 2.g begyndte det virkelig at gå ned ad bakke. Min OCD kom tilbage i forværret tilstand, hvilket skabte så meget kaos hos mig, at jeg også blev ramt af angst og depression,” fortæller Simone og tilføjer:

”Jeg var så flov, for jeg var jo solstrålehistorien, der var kommet igennem et behandlingsforløb med stor succes. Alle vidste, at jeg var kommet mig over det her, så jeg synes, det var enormt flovt at skulle søge hjælp igen – så jeg sagde det ikke til nogen i rigtig lang tid.”

SE OGSÅ: Nanna levede i et voldeligt forhold – læs her, hvordan hun slap væk fra daglig mistrivsel

En mavepuster
I starten af 3.g gik Simone langt om længe til lægen og blev henvist til Udredningsenheden på Afdeling Q ved AUH Risskov. Her blev hun visiteret til sit 2. behandlingsforløb for OCD og angst, men det var noget helt andet denne gang.

”Jeg var ældre, mine tanker var større, og min sårbarhed var langt mere kompleks. Jeg var ikke stærk nok til at overholde de aftaler, jeg lavede med mine psykologer, og samtidigt havde jeg lige mistet min morfar. Og det var virkelig en mavepuster. Pludselig blev det klart for mig, at min familie jo rent faktisk godt kunne dø. Og det var lige præcis dét, jeg var så rædselsslagen for.”

Morfarens dødsfald satte sine tydelige spor i Simones psyke. Nu var hun nødt til konstant at slå bakterierne ihjel. For hvis hun kunne gøre noget for at mindske risikoen for flere dødsfald, så skulle hun vel gøre det?

Simone kæmpede en udmattende kamp mod social angst og frygten for at miste, og det satte store hakker i hverdagen. Derfor var det mere held end forstand, at Simone pludselig stod med studenterhuen plantet på hovedet.

”Jeg klarede den igennem gymnasiet. Men det var ikke rart og mest af alt også på grænsen af, hvad der er muligt. Så jeg var klar til velfortjent fred og ro – i hvert fald i nogle måneder, indtil jeg ville finde et arbejde og tjene penge i mit sabbatår.”

Simones sabbatår i sårbarhedens tegn
Men Simone fandt aldrig et arbejde. For hun kunne ikke arbejde. Hun kunne faktisk ikke engang gå ud ad hoveddøren til familiens hjem.

”Jeg skulle jo ikke noget, så min angst og min OCD fik fri leg, og jeg burede mig fuldstændigt inde. Jeg undlod at lave aftaler, for hvis jeg gik ud, ville jeg blive inficeret med alt muligt. Jeg ville ikke kunne vaske hænder, og så ville der helt sikkert ske nogen noget. I mit hoved var det virkelig ikke det værd. Så jeg blev hjemme.”

Simone blev hjemme i halvandet år. Mere eller mindre. For når hun gik ud, var følelsen af at være dødeligt inficeret forståeligt nok alt for overvældende.

”Når jeg en sjælden gang imellem kom ud, gik jeg i bad i mere end en time, når jeg kom hjem for at sikre mig, at jeg var helt ren. Og det var jeg jo aldrig alligevel, følte jeg ikke.”

Men hvad laver man så, når man går rundt derhjemme dagen lang og har det skidt – og i så lang tid? Simone sov sig fra de negative tanker og fik på den måde et frirum fra den udmattende hverdag.

”Når jeg sov, kunne der ikke ske noget – med mig eller andre, og jeg kunne drømme mig væk i andre scenarier af, hvordan jeg ville ønske, at mit liv så ud. Jeg skrev også virkelig meget – digtede historier om mine drømme for livet.”

Og drømme var der nok af i Simones hoved. Så hun flyttede til Odense i håb om at starte studie. Men drømmen brast efter blot halvanden måned, og Simone var nødt til at se sig slået af sin OCD og den angst, der trofast fulgte med. Tilbage i Aarhus startede Simone igen i behandling.

”Det var et meget svingende forløb. Hver gang jeg kom ud fra en samtale, kunne jeg se alt det fantastiske ved livet. Men når jeg så kom hjem, synes jeg alligevel ikke, at der var sket en skid. Så jeg gik konstant fra at være fuldstændig høj til at være helt nede i kulkælderen.”

Et nyt kapitel med OCD som kompagnon
I disse dage er Simone i gang med sit 4. behandlingsforløb. Og det efterlader hende med et tomrum, hun ikke kan undgå at skulle forholde sig til.

”Det er den samme mølle én gang til. Men den her gang tror jeg, at jeg er langt mere modtagelig for behandlingen end førhen. Og jeg har et større overskud til at stå imod. Mit mål er, at jeg én dag skal være fri for OCD, og det kan godt være, at det er en illusion, men jeg er simpelthen nødt til at sætte barren højt – ellers ville det ikke give mening.”

Simone ved behandlingen virker, for hun har fundet modet til at starte nyt studie, og det har været en længe ventet succes. For Simone har taget den med ro og undgået at tvinge sig selv til en overbelastning med for lange dage.

”Jeg sagde til mig selv fra start, at jeg ikke skulle være med til mere, end jeg kunne overskue. Og derfor har det været superfedt at starte. Det har været sundt for mig at mærke, at jeg faktisk godt kan. Succesoplevelserne har der jo desværre ikke været så mange af, men nu er der i hvert fald én her med studiestart,” smiler Simone.

Tankerne omkring Simones psykiske sårbarhed og hendes nye studievenner har selvfølgelig også fyldt. Og Simone er kommet frem til, at det ikke er noget, de behøver at vide med det samme.

”Hvis det én dag kommer til at påvirke dem – fx de mennesker, jeg er i studiegruppe med – så synes jeg, at de har krav på at vide det. Men indtil da vil jeg bare gerne have, at de lærer mig at kende som Simone – og ikke som Simone med OCD. Den kasse har jeg ikke lyst til at blive puttet i fra start.”

Simone er også flyttet hjemmefra, men vender stadig ofte tilbage til familiens trygge rammer, for som hun selv formulerer det:

”Jeg går jo halvt i opløsning hver gang, jeg er alene.”

LÆS OGSÅ: Camilla om ensomhed: “Jeg følte bogstaveligt talt, at jeg blev kvalt.”

En bølge af online opbakning 
Der er stadig lang vej endnu for den unge studerende, men én ting har ændret sig markant. Hun har åbnet op omkring de mentale udfordringer, der præger hendes hverdag. Og Twitter har vist sig at være mere end bare fagfolk og politikere.

Simone har fundet et online heppekor, der bakker op om hendes kamp. Og det er guld værd, for hun er stadig ved at finde ud af, hvordan hun bliver mere åben på den offline side af skærmen.

”Jeg ved ikke, hvad jeg havde gjort uden Twitter. Og hvis mennesker, jeg ikke kender, kan være så støttende og hjælpsomme, så kan de mennesker, der rent faktisk kender og holder af mig, formentlig vise mig mindst lige så stor opbakning – hvis bare jeg lader dem vide, hvordan jeg egentlig har det.”

Hvorfor kan du ikke bare lade være med at vaske hænder?
Når Simone tænker tilbage på de sidste ti år, har én af de største udfordringer, hun har mødt, været at få folk til at forstå hende. For det ér virkelig svært som pårørende at sætte sig ind i, hvorfor man har behov for at vaske hænder hele tiden.

”OCD er så komplekst! Og jeg forstår godt, at folk ikke kan forstå mig og de ting, jeg gør. Men oppe i mit hoved giver det jo mening, og det gør jeg meget ud af at forklare folk,” siger Simone og fortsætter:

”Det værste man kan gøre er at misforstå hinanden. Både den pårørende og den psykisk sårbare er nødt til at stå sammen. Også når det er op ad bakke og virkelig frustrerende. Man skal huske, at begge parter kæmper for det samme mål – så man skal gøre sit allerbedste for at forstå, respektere og give plads til hinanden.”

Simones bedste råd til andre, der kan nikke genkendende til hendes historie, er, at man kommer længst med åbenhed. Af alle mennesker ved hun, hvor svært ærlighed kan være, men samtidigt har hun også erfaret, at det er det, der virker.

”Jeg er blevet bedre til at tale om min OCD. Hvis ikke ansigt til ansigt, så på skrift. Og jeg har fået øjnene op for, at andre mennesker kan have det ligesom mig. At det er okay at være åben om sine udfordringer og søge hjælp – også når man bliver ramt igen. For man skal ikke være flov over at have OCD.”

 

Philips svære valg af uddannelse: “Jeg ville ønske, nogen havde fortalt mig, at jeg kunne blive glad, uanset hvilken uddannelse jeg valgte”

 

At droppe ud af sin akademiske uddannelse og i stedet starte på kokkeskolen er for Philip både den bedste og sværeste beslutning, han nogensinde har taget. På grund af forventninger og socialt pres, måtte han kæmpe sig igennem flere år i uddannelsessystemet med en depression hængende over hovedet.

Philip er netop startet på kokkeskolen og har fået sig en elevplads på en michelin-restaurant. Ved siden af skolen bruger han det meste af sin fritid på at læse i kogebøger og invitere vennerne på mad. Philip er glad og føler, at han er på rette vej. Men det har ikke været nemt at nå dertil, hvor han er i dag. I mange år kæmpede han mod forventninger, fordomme og socialt pres – både fra sine omgivelser og sig selv. På den anden side af en lang og mørk periode kunne han endelig tage den beslutning, som skulle få ham tilbage på rette spor.

Økonomiske forventninger fra forældre
Der er mange årsager til, at Philip havde svært ved at finde sig til rette i det valg, han som 18-årig student skulle træffe om sin fremtid. En af årsagerne var de økonomiske forventninger, som Philips forældre havde belemret ham med gennem det meste af sin barndom.

Jeg har altid fået at vide, at hvis jeg ikke får en ordentlig uddannelse, kommer jeg ikke langt i livet. Så jeg tog en akademisk uddannelse for at kunne checke nogle bokse af. For eksempel en god økonomi, som kunne føre til et stort hus, som kunne føre til en god partner, som kunne føre til glade børn og så videre…”

Socialt pres i skolen
Men det er ikke kun Philips forældre, der var med til at gøre beslutningen om uddannelse svær. På gymnasiet i Gentofte kunne Philip hurtigt mærke, at det var en no-brainer at søge ind på en akademisk uddannelse efter gymnasiet. Måske er det ikke underligt i en kommune, der topper på listen over flest borgere med en lang videregående uddannelse, men for Philip lagde det ekstra pres på ham. Og ikke nok med at man skulle gå den akademiske vej, gav det yderligere credit blandt kammeraterne at søge ind på en uddannelse med høje adgangskrav.

“Når vi spurgte hinanden om, hvad vi skulle efter gymnasiet, gav det meget prestige at sige, at man ville søge ind på et studie med høje adgangskrav, fordi det betød, at man var dygtig. Så hvis man søgte ind på studier som medicin, jura eller økonomi, var det som om, det udløste en slags præmie. Og dem, der ville læse til sygeplejerske, som på papiret ikke var lige så prestigefyldt, blev mødt med en skepsis eller undren over, hvorfor man ikke ville udnytte sit fulde potentiale.”

Ifølge Philip giver det god mening, at så mange i hans klasse valgte at gå den akademiske vej – ligesom han selv valgte at gøre i første omgang. For dét at gå på andre uddannelser, var bare ikke en udtalt mulighed, hverken fra forældre, elever eller ledelsen på gymnasiet. Som Philip husker det, var der for eksempel aldrig nogen fra en håndværkeruddannelse ude på gymnasiet for at annoncere om muligheden for at blive tømrer eller nogen fra en kokkeskole ude at snakke om muligheden for at blive kok. Altid var det studerende fra akademiske studier.

“Jeg siger ikke, at det er en stor løgn, men jeg tror, at det er urealistisk at tro, at alle på et gymnasium ønsker at tage en akademisk uddannelse. Det ville have gjort en kæmpe forskel for mig, hvis der havde været annoncering om kokkeskolen eller hvilken som helst anden ikke-akademisk uddannelse for at vise, at der også eksisterer andet.”

På den akademiske vej
Så Philip startede på økonomiuddannelsen og begyndte et normalt studieliv med dertilhørende lektier og eksamener. I løbet af uddannelsen hjalp han med at lave regnskab på sin fars kontor, og frustrationen over kontorarbejde blev ikke mindre af, at han blev konfronteret med sin drøm hver eneste dag.

“Vi havde kontor lige over en rigtig god restaurant, og hver morgen, når jeg gik forbi, tænkte jeg, at jeg hellere ville derind. Jeg begyndte at forestille mig, hvordan det ville være at arbejde på restauranten i stedet for på kontoret, og for hver dag blev forestillingen mere end bare en drøm.”

Philip kunne hurtigt mærke, at det var meget svært at gå på et studie, som ikke gjorde ham glad, og han følte sig ikke forenet med den fremtid, som uddannelsen kunne give. Alligevel tog det ham mere end tre år at droppe ud.

“Jeg endte med at gå over 3 år på min bachelor, og det var der jo en grund til. Det er klart, at hvis man går og tvinger sig selv til at lave noget, som man i bund og grund ikke kan lide, så er det pænt fucking svært at færdiggøre noget som helst.”

Sammenbruddet
Ved siden af tvivl, pres og forventninger var der både en ulykke, sygdom og et break-up i Philips privatliv, der var med til at sætte skub i hans depression. På dårlige dage blev havregrynen byttet ud med vodka, og et periodisk overforbrug af hård sprut førte til så alvorlige nedture, at Philip til sidst lod sig indlægge på psykiatrisk afdeling.

“Hvis man går ind og læser min lægejournal fra min første samtale med psykiatrien, står der ’Fortryder valg af uddannelse’ som den første ting.”

 I over tre år følte Philip, at han gradvist mistede sig selv en smule for hver dag, indtil han endelig fik taget mod nok til sig til at sige til sine forældre, at han ikke ville fortsætte sin akademiske uddannelse. For Philip var det en af de sværeste beslutninger, han nogensinde havde taget i sit liv.

“Det krævede ekstremt meget mod at komme hjem og sige, at jeg ikke ville fortsætte på studiet. Hvis jeg droppede ud, ville jeg være den første i familien til ikke at gennemføre en akademisk uddannelse. Det tænkte jeg længe over. Jeg var meget bange for at møde en negativ reaktion hjemmefra. Heldigvis var de meget forstående, og de kunne godt mærke på mig, at der skulle ske noget radikalt anderledes i mit liv.”

På rette vej
Selvom valg af uddannelse ikke var den eneste grund til, at Philip havnede i en depression, så er han helt sikker på, at han stadig ville være indlagt i dag, hvis ikke han havde haft modet til at træffe beslutningen, der ændrede hans liv.

Først i en alder af 24 kunne Philip se bort fra socialt pres, økonomiske forventninger og egen tvivl. Han var fuldstændig oplyst og afklaret omkring sine muligheder, da han for anden gang skulle vælge uddannelse. Beslutningen var baseret ene og alene på passion.

I dag er Philip på rette vej, men han ville ønske, at han kunne have truffet den svære beslutning for mange år siden. Han håber for andre unge, at de kan tage den beslutning, som han ikke selv kunne, før depressioner, stress og anden dårlig mental velvære ramte ham.

Taget i betragtning at unge i dag kan vælge imellem 880 forskellige uddannelser, er det ikke underligt, at mange oplever at have enormt svært ved at finde den helt rette vej.

Philips råd til unge, der er i tvivl om deres valg af uddannelse, er at vælge fuldt og fast med hjertet og ikke at tage nogle beslutninger for andres skyld end sin egen.

“Det er lige meget, hvad du laver, om du er skraldemand, sygeplejerske eller læge. Du kan blive god til det hele og finde tryghed, prestige og økonomisk sikkerhed i det hele. Hvis du har det godt og er interesseret i det, du laver, så bliver du automatisk også god til det. Og så er den økonomiske sikkerhed heller ikke vigtigere, end at du er glad og har et godt liv. Det ville jeg gerne have haft, at nogen sagde til mig, da jeg skulle tage stilling til min fremtid. Jeg ville ønske, at nogen havde fortalt mig, at jeg kunne blive glad, uanset hvilken uddannelse jeg valgte.”

 

 

Blogindlægget er skrevet af Trine Blichfeldt, kommunikationsfrivillig i headspace Danmark. 

Bag bloggen med Matilde Trobeck

Med over 64.000 følgere er Matilde Trobeck – bedre kendt som Helse Matilde – ikke i tvivl om sit ansvar. ”Jeg tænker meget over, at jeg er rollemodel,” fortæller hun.

Tekst og video af Monica L. Pugholm

Hvad blogger du om?
Jeg skriver om tabuer, om sorg og kriser, og det vi har svært ved at få sagt. Der er mange unge, som skriver til mig. De afslutter ofte med at skrive: ’Jeg har ikke kunne dele dette med nogen’.

Særligt ensomhed optager mig. Det er så svært at tale om ensomhed. Der er status i at have et stort netværk og vise det frem på de sociale medier – at man har gang i en masse og har mange venner.

Jeg startede med at blogge om mad og træning. I dag er jeg optaget af at bryde med tabuer. Jeg føler, at jeg har et ansvar for at gå foran. Det er en diskussion, jeg tit har med andre bloggere, som ikke føler, at de har et ansvar.

Instagram bombarderer os konstant. Derfor skal der også være noget ordentligt indhold, og der har jeg et ansvar for at levere indhold, som hjælper de unge til at være dem selv. Jeg vil gerne være autentisk, og jeg lever af de sociale medier. Jeg vil ikke være med til at skabe en illusion om et perfekt liv eller en perfekt krop.

Hvad betyder troværdighed for dig?
Troværdighed er afgørende. Jeg kan ikke leve af at blogge, hvis ikke jeg er troværdig. Da jeg arbejdede som pædagog, havde jeg en fast indtægt. I dag lever jeg udelukkende af sponsorater, og med det følger også et ansvar. Jeg skal kunne stå inde for de produkter, som jeg reklamerer for. Fx siger jeg altid nej til at reklamere for plastikkirurgi.

For nylig var der et slankeprodukt, som ville lave en stor kampagne med mig. Sådan noget siger jeg også nej til. Selvfølgelig. Jeg forstår ikke, at de finder på at spørge mig. Jeg ville aldrig bruge et slankeprodukt selv.

Min ansvarsfølelse er blevet større i takt med, at jeg har fået flere følgere. Jeg tænker meget over, hvad jeg deler på de sociale medier, og at jeg er en rollemodel. Når jeg viser et billede af mine strækmærker, så er der en pige, som kan se det, og sige: ’Nej, hende Matilde, hun har også strækmærker – det har jeg også. Jeg er ikke alene’.

Hvad betyder det for dig at have så mange følgere?
Jeg tænker i høj grad over, at jeg har stor indflydelse på andre, fordi jeg har mange følgere. Det gik for alvor op for mig, hvor stor indflydelse jeg har, da jeg begyndte at skrive om min sorg over at have mistet min bror. Der var så mange, som skrev til mig. Dér mærkede jeg for alvor, at jeg kan gøre en forskel.

Jeg kan skabe fællesskaber. Sidste år lavede jeg en Facebook-gruppe for ensomme piger, som kan finde hinanden. I dag har gruppen over 12.000 medlemmer. Der er så mange historier inde på den Facebook-gruppe. Nogle skal holde jul sammen, andre skal ud og rejse sammen.

Hvis jeg kan gøre en forskel for 12.000 piger ved at starte en Facebookgruppe, så skal jeg jo bare gøre mere af den slags. Fordi jeg kan, og fordi jeg med så mange følgere når ud til mange. Det er jo det, som er så fint ved de sociale medier, de kan skabe fællesskaber for mennesker, som ellers ikke ville have mødt hinanden.

Er der en Matilde, vi ikke har adgang til?
Mine veninder kender mig selvfølgelig på en anden måde end alle dem, som læser min blog. Samtidig kender mine bloglæsere jo til rigtig mange ting, som mine veninder også kender til. Jeg kan godt mærke, at grænserne rykker sig. Jeg skriver ikke om mit sexliv. Jeg kan ikke se det spændende i det, og mine forældre og familie læser jo også med. Men det kan da godt være, at jeg kommer til at skrive om mit sexliv en dag. Men det er ikke nu.

Jeg er meget ærlig med mange ting. For nylig skrev jeg om min kærestesorg. Jeg skriver for at dele med andre, men også for at bearbejde de ting, som jeg selv synes er svære. Men der er altid balancer og grænser, også fordi jeg passer på mig selv. Men grænserne flytter sig hele tiden.

Hør her Matilde fortælle om hendes ansvar som kendt blogger, der tør tage tabuerne op:

 


HelseMatilde deltog også i March mod Ensomhed, hvor hun var forbi headspace Rødovre og sendte Patrick Cakirli afsted. Hun fulgte ham på den første etape på 25 kilometer.

Kæmper du med ensomhed? I headspace er du altid velkommen til at komme forbi til en snak – om ensomhed, men også om alle andre ting, du har brug for at tale om. Find dit nærmeste headspace-center her

20-årige Hediye efter kampen med en spiseforstyrrelse: ”Man skal ikke være perfekt til alt, hvad man laver”


Sommerferien er slut. Studiestart og gymnasielov har taget over efter sol, sommer og strand. Her er 20-årige Hediyes fortælling om, hvordan forventningens glæde ved at begynde i 1.g blev forvandlet til et mareridt, da stress og en spiseforstyrrelse blev hverdag i et alt for presset studieliv.

Hediye stod der alene i kantinen.

Al den mad. Hun skulle jo tage et eller andet, men hvad?

”Jeg kan huske, at jeg stod i kantinen og kiggede på den mad, der så mindst ud, og så ville jeg spise det,” fortæller 20-årige Hediye Temiz om sin tid i gymnasiet.

En spiseforstyrrelse havde fået tag i den unge pige, der kunne mærke presset hobe sig op. Hun var begyndt i 1.g, da hun lige var fyldt 16 år. Målet var, at hun hurtigt kunne komme igennem gymnasiet for så at fokusere hundrede procent på taekwondo, som fyldte alt i hendes hverdag.

”Det var hårdt for mig. Jeg følte, at hvis jeg tog for meget mad – for eksempel en salat – så ville jeg blive fed. Jeg tastede alt ind på en app for at følge med i, hvor meget jeg spiste.”

Det store fokus på mad var begyndt allerede et år forinden, da Hediye havde fået hjemmeundervisning, da hun boede et år i Tyrkiet, for at hun skulle fokusere mere på taekwondoen. Stress, præstationspres og hendes egne og især moderens forventninger blev for meget.

Men Hediye Temiz er langt fra den eneste unge studerende, der oplever et stigende pres. Især flere unge piger har det markant værre end tidligere. De nyeste tal fra Sundhedsstyrelsen viser, at 41 procent af de unge piger har et højt stressniveau – mod 33 procent i 2013. Og 25 procent af de unge kvinder har dårligt mentalt helbred, mens det i 2013 var 17 procent.

Balanceakt mellem topkarakterer og taekwondo
Hediye Temiz prøvede alt, hvad hun kunne, for at holde fast i sin taekwondo på eliteplan, samtidig med at hun skulle præstere hundrede procent i gymnasiet.

”Min mor kom – ikke af sin gode vilje – til at presse mig for meget med min sport, og i sidste ende gjorde det, at jeg endte med at få en spiseforstyrrelse. Jeg blev afhængig af afføringspiller. Og jeg fik en form for anoreksi, hvor jeg sultede mig selv hele dagen, hvorefter jeg kom til at overspise,” siger Hediye Temiz og fortsætter:

”I folkeskolen var jeg vant til at være den kloge pige. Jeg fik altid topkarakterer og klarede mig rigtig godt i skolen. Jeg følte, at der var en stor forventning fra min familie, i forhold til at jeg skulle klare mig godt, eller ’hun skal nok klare sig godt.’”

En hverdag præget af et stort pres
Men den travle hverdag var alt for meget for Hediye.

”Jeg stod op klokken 06 for at træne, hvorefter jeg tog direkte i skole. Efter skole kunne jeg nogle gange lige nå at være sammen med nogle af mine venner, ellers var jeg igen oppe og træne – enten i fitness eller til taekwondo,” siger Hediye Temiz og fortæller, at hun typisk trænede fem dage om ugen.

Først i slutningen af 1.g indså hun, at hun skulle have hjælp til sin spiseforstyrrelse. Den var kommet ud af kontrol, og presset var ved at slå hende helt omkuld. Hun begyndte at tage samtaler med sin mentale træner, som hun havde været tæt på, siden hun intensiverede sin taekwondo, da hun var 14 år gammel.

Et opgør med forventningerne og karaktererne
Tiden i 1.g var ensom for Hediye. For selvom hun havde mange bekendte, havde hun ikke mange venner, som hun kunne tale med.

Presset, som både kom fra hende selv og forældrene, gjorde, at hun af og til følte sig svigtet af moderen og faderen, og hun stod meget alene. Fraværet steg og steg, men karaktererne var stadig relativt høje.

Til sidst besluttede Hediye sig for at droppe ud af det klassiske gymnasium STX og begynde på HF, for her kunne Hediye få lidt mere frie rammer, og der var ikke så stort et fokus på hendes høje fravær. Hun havde brug for at starte forfra.

”Jeg havde en oplevelse af, at det mere gjaldt om at udvikle sig selv på HF, og at der ikke var et lige så stort fokus på karaktererne,” fortæller Hediye.

En god løsning for Hediye, da hun netop havde brug for lidt frirum og ro til at finde fodfæste. Efter samtalerne med sin mentaltræner og en lang sej kampe, hvor fokus i mindre grad var på taekwondo og karakterer, fik hun i sommeren 2017 sin studenterhue – en blå af slagsen.

En bedre hverdag uden forstyrrelser
I dag er Hediye Temiz ikke længere sportsudøver på eliteplan. Hediye er nu medlem af kommunalbestyrelsen i Albertslund Kommune for Radikale Venstre og formand for kultur- og fritidsudvalget. Hun er lige startet på sin bacheloruddannelse i Mellemøstens sprog og samfund på Københavns Universitet.

Hun er sikker på, at hun ved, hvorfor hun har det langt bedre i dag, og at hun er kommet sig oven på en sort tid i gymnasiet, hvor en spiseforstyrrelse og dertil hørende depression slog hende omkuld.

”Jeg har lært, hvordan jeg skal håndtere det at være i en presset situation. For mig er det en succes, at jeg har kæmpet mig ud af de psykiske problemer, for jeg har altid syntes, at det var et nederlag at have psykiske problemer. Jeg har tabt nogle kampe, men har i sidste ende vundet dem igen,” siger Hediye Temiz.

Råd til andre unge, der kæmper med at skulle præstere
Hvis Hediye Temiz kunne gøre noget om i dag, så ved hun godt, hvad det skulle være. Hun ville råde den spiseforstyrrede og deprimerede pige, der i gymnasiet kæmpede med at skulle præstere hundrede procent på alle parametre, til at finde en at tale med. En, der kunne fortælle hende, at man ikke kan og skal være perfekt til alting, men at det er okay at stoppe op, trække vejret og mærke efter.

Det er også noget, som hun vil råde andre unge, der kæmper med et enormt pres, til at gøre.

”Man skal ikke være perfekt til alt. For mit vedkommende ville jeg dengang være perfekt, både når det kom til taekwondo, skolen og overfor mine venner og familie – til alting. Men det vil jeg ikke den dag i dag. Det er vigtigt for mig at sige, at man skal gøre sit bedste,” siger Hediye Temiz og fortsætter:

”Det er ikke vigtigt, hvilke karakterer man får, men derimod er det vigtigt, hvordan man udvikler sig som person. Mit motto er, at enten vinder man en kamp, ellers lærer man noget af den. Det er noget af det, som jeg i dag lever meget på,” siger Hediye Temiz.

Du kan læse meget mere om headspace lige her.

Indlægget er skrevet af Ea Honoré Schack, der er kommunikationsfrivillig i headspace København

Bastian sprang ud som 19-årig: ”Min seksualitet er ikke min identitet”

København er endnu engang blevet ramt af regnbuefeber. Den årlige Pride Week er i fuld gang – indtil lørdag, hvor det hele kulminerer med Pride-paraden, der prydes af glimmer og godt humør.

På lørdag fester København. Men hvordan ser resten af året ud for en LGBT-person i Danmark? Hvor går man hen, når ens seksualitet skaber flere spørgsmål end svar? Og er vi egentlig nået så langt, som vi tror, når glimmeret er vasket væk, og det er blevet hverdag igen?

23-årige Bastian giver os et blik ind i den renvaskede virkelighed, hvor tvivl og spørgsmål om identitet, seksualitet og fordomme har fyldt, spændt ben og gjort ham til den, han er i dag – blandt andet med hjælp fra headspace.

”Verdens kedeligste og mest udramatiske ’springe-ud’-historie”
Så enkelt beskriver en grinende Bastian historien om dengang, han som 19-årig fortalte sin familie og sine venner, at han var homoseksuel. Han fik opbakning og støtte, og han oplevede ikke, at hans omgangskreds så skævt til ham pga. hans seksualitet.

Alligevel var der ting indeni Bastian, der skulle tales om. Han fandt vej til headspace København, hvor han blandt andet fik sat ord på den tvivl, hans seksualitet havde plantet i ham.

”Det var et mismask af mange ting, og min seksualitet spillede helt sikkert en rolle. Jeg var ung og sårbar og nervøs for, hvad min fremtid ville bringe. Jeg vidste jo godt, at den ville blive anderledes end mine heteroseksuelle venners, og det bekymrede mig meget,” fortæller Bastian og fortsætter:

”Jeg fandt også stor støtte i LGBT Ungdom, hvor jeg mødte en masse unge, der stod i samme situation som mig. Pludselig var der nogen, jeg faktisk kunne identificere mig med, og det hjalp rigtig meget at høre andre sætte ord på følelser, jeg også bar rundt på.”

Netop spørgsmålet om identitet fyldte for Bastian, og det fik han også åbnet op for, snakket igennem og draget konklusioner på i headspace.

”Jeg mødte op med en mindre identitetskrise, som til dels var koblet op på min seksualitet. Og det ser jeg ikke nødvendigvis som en negativ ting, for jeg fik sagt en masse ting højt og lærte mig selv grundigt at kende – så den dag i dag ved jeg virkelig, hvem jeg er.”

Når regnbuefarverne falmer
Bastian bekymrer sig stadig om fremtiden, for selvom han for det meste er glad for og tryg ved at bo i et land som Danmark, er der stadig plads til forbedringer:

”Kigger man vores samfund efter i sømmene, opdager man hurtigt, at tingene slet ikke er så regnbuefarvede, som mange måske går og tror.”

Bastian peger fx på bloddonation, som homoseksuelle mænd stadig ikke må bidrage til. Også adoption fylder i den unge studerendes hoved. For ligesom hos mange andre findes der en lyst til familie og børn indeni Bastian.

”Hvis jeg en dag vil starte en familie, bliver adoptionsprocessen lang og hård – det ved jeg allerede nu. Og rugemor-muligheden er endnu værre. Så min fremtid kan godt være lidt uoverskueligt at tænke på nogle gange.”

På et mere dagligdagsniveau oplever Bastian også ting, der vidner om, at der rent socialt er en kamp at kæmpe endnu:

”Folk putter mig hurtigt ned i en bestemt kasse og har specifikke forventninger til mig – ene og alene pga. min seksualitet. Mange bliver fx rigtig forargede, når jeg udtrykker fordomme overfor andre mennesker. For det kan jeg af én eller anden grund slet ikke tillade mig.”

Med dialog som det stærkeste våben  
Selv møder Bastian ofte fordomme fra andre mennesker, og han forstår også godt, at nogen mennesker ikke er trygge ved andres seksualitet – især når den er anderledes end deres egen.

Men hvordan tackler man det i situationen? Bastian italesætter utrygheden.

”Hvis jeg mærker, at et menneske tager afstand til mig, fordi jeg er homoseksuel, gør jeg meget ud af at forklare dem om det og slår et slag for, at man altså ikke springer på alle fyre, man møder, bare fordi man er til mænd.”

I nogen tilfælde giver det pote – i andre gør det ikke. Men det er okay. For Bastian kan sagtens sætte sig ind i, at nogen mennesker aldrig kommer til at acceptere ham som homoseksuel. Det ligger ikke i deres historie.

Bastian går dog stadig med et ønske om, at vi som samfund i højere grad kan respektere hinandens forskelligheder.

”Jeg fik engang kastet en øl i hovedet i byen, og der blev jeg virkelig vred og forskrækket. Jeg gik efterfølgende over til pågældende og sagde: ”Jeg respekterer, at du synes, det er svært, at jeg er homoseksuel, men så må du også respektere, at jeg er det!” For folk behøver ikke nødvendigvis acceptere mig som homoseksuel – men de kan i det mindste respektere mig som menneske.”

Og hvad så med Priden?  
Denne uges Pride-parade bliver uden Bastian, der aldrig har deltaget. For Bastian har det ambivalent med Priden. Ikke fordi han er imod kærlighed, frihed og fællesskab, men fordi hans personlighed ikke ligefrem matcher det, Priden signalerer.

”Jeg elsker, at vi bor i et land, hvor Priden overhovedet er mulig. Hvor vi kan fejre kærlighed og mangfoldighed sammen. Men jeg har rigtig svært ved at spejle mig i Priden – alle udklædningerne, fjerboaerne, glimmeret og glitteren. Det er virkelig ikke mig,” siger han.

Alligevel vil Bastian ikke ændre noget ved Priden, for selvom det ikke er en fest, han deltager i, synes han stadig, at det er en vigtig fejring, hvor modige og glade LGBT’ere kan stå frem og være præcis dem, de er.

”Bare fordi jeg ikke kan se mig selv i det, skal alle andre jo stadig have en fest. Så bliver jeg bare hjemme,” siger Bastian med et smil i stemmen og fortsætter:

”Jeg er fuldstændig klar over, at man sagtens kan deltage uden at klæde sig ud. Man skal jo bare være sig selv. En dag kommer jeg nok også til at deltage, men det bliver mere for at kunne strege den af min bucket list.”

Der lurer også en bekymring indeni Bastian. For hvad hvis folk uden det store kendskab til LGBT-miljøet ser Priden i alt dens pomp og pragt, skærer alle over en kam og kaster mere uvidenhed på fordomsbålet, der desværre stadig brænder nogen steder i Danmark?

”Det bekymrer mig lidt, at nogen mennesker potentielt kommer til at tro, at alle LGBT-personer i Danmark er, som de ser ud i Priden. For sådan ser hverdagen jo selvfølgelig ikke ud for størstedelen af os. Og det er nok også det, jeg gerne vil tage afstand fra,” forklarer Bastian og fortsætter:

”Ja, jeg er homoseksuel, men jeg er også bare et helt almindeligt menneske. Min seksualitet er ikke min identitet – det er min præference for, hvem jeg har lyst til at være sammen med. Og det er dét, jeg gerne vil signalere.”


Om Copenhagen Pride Week
Copenhagen Pride Week er en 5-dages LGBT-festival, der afholdes hvert år i København i august måned. Festivalen fejrer mangfoldighed, kærlighed og retten til at være den, man er, med arrangementer i løbet af ugen, der til sidst ender i en stor Pride-parade om lørdagen.  

 

Headspace og LGBT Danmark har netop indgået et partnerskab, der skal skabe lokale fællesskaber og frirum for unge i Danmark, der har spørgsmål, tvivl eller erfaringer at dele omkring seksuel orientering, identitet og køn. Og alle er velkomne.