Bastian sprang ud som 19-årig: ”Min seksualitet er ikke min identitet”

København er endnu engang blevet ramt af regnbuefeber. Den årlige Pride Week er i fuld gang – indtil lørdag, hvor det hele kulminerer med Pride-paraden, der prydes af glimmer og godt humør.

På lørdag fester København. Men hvordan ser resten af året ud for en LGBT-person i Danmark? Hvor går man hen, når ens seksualitet skaber flere spørgsmål end svar? Og er vi egentlig nået så langt, som vi tror, når glimmeret er vasket væk, og det er blevet hverdag igen?

23-årige Bastian giver os et blik ind i den renvaskede virkelighed, hvor tvivl og spørgsmål om identitet, seksualitet og fordomme har fyldt, spændt ben og gjort ham til den, han er i dag – blandt andet med hjælp fra headspace.

”Verdens kedeligste og mest udramatiske ’springe-ud’-historie”
Så enkelt beskriver en grinende Bastian historien om dengang, han som 19-årig fortalte sin familie og sine venner, at han var homoseksuel. Han fik opbakning og støtte, og han oplevede ikke, at hans omgangskreds så skævt til ham pga. hans seksualitet.

Alligevel var der ting indeni Bastian, der skulle tales om. Han fandt vej til headspace København, hvor han blandt andet fik sat ord på den tvivl, hans seksualitet havde plantet i ham.

”Det var et mismask af mange ting, og min seksualitet spillede helt sikkert en rolle. Jeg var ung og sårbar og nervøs for, hvad min fremtid ville bringe. Jeg vidste jo godt, at den ville blive anderledes end mine heteroseksuelle venners, og det bekymrede mig meget,” fortæller Bastian og fortsætter:

”Jeg fandt også stor støtte i LGBT Ungdom, hvor jeg mødte en masse unge, der stod i samme situation som mig. Pludselig var der nogen, jeg faktisk kunne identificere mig med, og det hjalp rigtig meget at høre andre sætte ord på følelser, jeg også bar rundt på.”

Netop spørgsmålet om identitet fyldte for Bastian, og det fik han også åbnet op for, snakket igennem og draget konklusioner på i headspace.

”Jeg mødte op med en mindre identitetskrise, som til dels var koblet op på min seksualitet. Og det ser jeg ikke nødvendigvis som en negativ ting, for jeg fik sagt en masse ting højt og lærte mig selv grundigt at kende – så den dag i dag ved jeg virkelig, hvem jeg er.”

Når regnbuefarverne falmer
Bastian bekymrer sig stadig om fremtiden, for selvom han for det meste er glad for og tryg ved at bo i et land som Danmark, er der stadig plads til forbedringer:

”Kigger man vores samfund efter i sømmene, opdager man hurtigt, at tingene slet ikke er så regnbuefarvede, som mange måske går og tror.”

Bastian peger fx på bloddonation, som homoseksuelle mænd stadig ikke må bidrage til. Også adoption fylder i den unge studerendes hoved. For ligesom hos mange andre findes der en lyst til familie og børn indeni Bastian.

”Hvis jeg en dag vil starte en familie, bliver adoptionsprocessen lang og hård – det ved jeg allerede nu. Og rugemor-muligheden er endnu værre. Så min fremtid kan godt være lidt uoverskueligt at tænke på nogle gange.”

På et mere dagligdagsniveau oplever Bastian også ting, der vidner om, at der rent socialt er en kamp at kæmpe endnu:

”Folk putter mig hurtigt ned i en bestemt kasse og har specifikke forventninger til mig – ene og alene pga. min seksualitet. Mange bliver fx rigtig forargede, når jeg udtrykker fordomme overfor andre mennesker. For det kan jeg af én eller anden grund slet ikke tillade mig.”

Med dialog som det stærkeste våben  
Selv møder Bastian ofte fordomme fra andre mennesker, og han forstår også godt, at nogen mennesker ikke er trygge ved andres seksualitet – især når den er anderledes end deres egen.

Men hvordan tackler man det i situationen? Bastian italesætter utrygheden.

”Hvis jeg mærker, at et menneske tager afstand til mig, fordi jeg er homoseksuel, gør jeg meget ud af at forklare dem om det og slår et slag for, at man altså ikke springer på alle fyre, man møder, bare fordi man er til mænd.”

I nogen tilfælde giver det pote – i andre gør det ikke. Men det er okay. For Bastian kan sagtens sætte sig ind i, at nogen mennesker aldrig kommer til at acceptere ham som homoseksuel. Det ligger ikke i deres historie.

Bastian går dog stadig med et ønske om, at vi som samfund i højere grad kan respektere hinandens forskelligheder.

”Jeg fik engang kastet en øl i hovedet i byen, og der blev jeg virkelig vred og forskrækket. Jeg gik efterfølgende over til pågældende og sagde: ”Jeg respekterer, at du synes, det er svært, at jeg er homoseksuel, men så må du også respektere, at jeg er det!” For folk behøver ikke nødvendigvis acceptere mig som homoseksuel – men de kan i det mindste respektere mig som menneske.”

Og hvad så med Priden?  
Denne uges Pride-parade bliver uden Bastian, der aldrig har deltaget. For Bastian har det ambivalent med Priden. Ikke fordi han er imod kærlighed, frihed og fællesskab, men fordi hans personlighed ikke ligefrem matcher det, Priden signalerer.

”Jeg elsker, at vi bor i et land, hvor Priden overhovedet er mulig. Hvor vi kan fejre kærlighed og mangfoldighed sammen. Men jeg har rigtig svært ved at spejle mig i Priden – alle udklædningerne, fjerboaerne, glimmeret og glitteren. Det er virkelig ikke mig,” siger han.

Alligevel vil Bastian ikke ændre noget ved Priden, for selvom det ikke er en fest, han deltager i, synes han stadig, at det er en vigtig fejring, hvor modige og glade LGBT’ere kan stå frem og være præcis dem, de er.

”Bare fordi jeg ikke kan se mig selv i det, skal alle andre jo stadig have en fest. Så bliver jeg bare hjemme,” siger Bastian med et smil i stemmen og fortsætter:

”Jeg er fuldstændig klar over, at man sagtens kan deltage uden at klæde sig ud. Man skal jo bare være sig selv. En dag kommer jeg nok også til at deltage, men det bliver mere for at kunne strege den af min bucket list.”

Der lurer også en bekymring indeni Bastian. For hvad hvis folk uden det store kendskab til LGBT-miljøet ser Priden i alt dens pomp og pragt, skærer alle over en kam og kaster mere uvidenhed på fordomsbålet, der desværre stadig brænder nogen steder i Danmark?

”Det bekymrer mig lidt, at nogen mennesker potentielt kommer til at tro, at alle LGBT-personer i Danmark er, som de ser ud i Priden. For sådan ser hverdagen jo selvfølgelig ikke ud for størstedelen af os. Og det er nok også det, jeg gerne vil tage afstand fra,” forklarer Bastian og fortsætter:

”Ja, jeg er homoseksuel, men jeg er også bare et helt almindeligt menneske. Min seksualitet er ikke min identitet – det er min præference for, hvem jeg har lyst til at være sammen med. Og det er dét, jeg gerne vil signalere.”


Om Copenhagen Pride Week
Copenhagen Pride Week er en 5-dages LGBT-festival, der afholdes hvert år i København i august måned. Festivalen fejrer mangfoldighed, kærlighed og retten til at være den, man er, med arrangementer i løbet af ugen, der til sidst ender i en stor Pride-parade om lørdagen.  

 

Headspace og LGBT Danmark har netop indgået et partnerskab, der skal skabe lokale fællesskaber og frirum for unge i Danmark, der har spørgsmål, tvivl eller erfaringer at dele omkring seksuel orientering, identitet og køn. Og alle er velkomne.

headspace videre i finalen til Miss Danmark 2018

Når Louise går på scenen til Miss Danmark 2018, er det med headspace i hånden. Hun har nemlig valgt headspace som hendes velgørenhedsprojekt. For unges mentale trivsel er et stort problem ifølge den 23-årige finalist.

Forberedelserne til dettes års Miss Danmark er i fuld gang – også for Louise Sander Henriksen, der stiller op for at udfordre sig selv, lære noget nyt og rykke sine egne grænser.

Samtidigt har hun noget vigtigt på hjerte. Hun vil godt være med at til hjæpe de mange unge, der kæmper med tunge tanker, og som ikke har nogen at tale med – derfor støtter hun headspace.

”Det er vigtigt, at der er nogen at tale med. Hvis man går og holder problemerne inde, så bliver de ofte værre, end hvis man får sagt dem højt. Jeg ved fra mig selv, at problemerne ofte virker mindre overvældende, når jeg deler dem med nogen. Og derfor er headspaces arbejde så vigtigt for børn og unge – især fordi det er anonymt og uforpligtende,” fortæller Louise.

Lokal støtte til Hvidovres unge
Louise læser til dagligt til pædagog og har valgt headspace som hendes velgørenhedsprojekt, fordi hun mener, at det er en betydningsfuld sag med et godt formål. Hun håber, at hun kan være med til at øge kendskabet til headspace, så endnu flere børn og unge kan få den hjælp, de har brug for.

Louise bor i Hvidovre, hvor headspace er en del af bybilledet. Og lige netop den del var vigtig for Louises valg af velgørenhedsprojekt:

”Jeg ville rigtig gerne støtte noget lokalt – noget, der gør en forskel der, hvor jeg selv bor og har min hverdag. Og der er headspace Hvidovre helt perfekt, fordi de, på daglig basis, gør en forskel i børn og unges liv – lige her i mit nabolag,” fortæller Louise.

Lange ben har ikke altid været nemt
Selv har Louise ofte brugt hendes netværk af venner og familie, når tankerne har stået i kø. Blandt andet har Louises højde ikke altid været lige nem for hende at acceptere.

”Jeg blev ret tidligt rigtig høj, og det var ikke særligt sjovt. Jeg prøvede ofte at gøre mig lavere, for jeg følte, alle kiggede på mig, når jeg gik ned ad gaden. Men med tiden gik det heldigvis over – blandt andet fordi mine veninder og min mor støttede mig så meget. Så i dag hviler jeg rigtig godt i det og har lært at elske alle mine 182 centimeter.”

Skønhed i alle dets former
Nogen vil måske mene, at Miss Danmark ikke umiddelbart matcher med headspaces værdier om kropspositivisme samt deres arbejde for at skabe et positivt kropsbillede for unge mennesker – lige meget hvordan de ser ud.

Her er Louise dog ikke enig, da hun ser en diversitet og støtte i Miss Danmark, der viser, at alle er velkomne, præcis som de er:

”I mine øjne er det 30 meget forskellige piger, der er med i konkurrencen. Høje, lave, mørke, lyse – jeg kunne blive ved,” siger Louise og fortsætter:

”Samtidigt er det et af de mest støttende fællesskaber, jeg har været en del af. Alle os piger har det virkelig godt med hinanden, og selvom det er en konkurrence, vil vi kun hinanden det bedste. Det er vildt opløftende.”

Plads til personlighed 
Det har ikke været en livslang drøm for Louise at deltage i Miss Danmark. Tværtimod. Med hendes til tider introverte og generte personlighed har hun ikke altid haft et brændende ønske om at stå på scenen foran så mange mennesker.

”Jeg har virkelig ikke noget behov for at være midtpunkt. Slet ikke. Men jeg så en mulighed for at skubbe til mine egne grænser – springe ud i det og prøve noget nyt. Det har været vildt udfordrende og sjovt – og lidt grænseoverskridende. Det var fx ret mærkeligt at se mig selv i den lokale avis i badetøj,” griner Louise.

Idéen blev plantet i hendes hoved efter DR3 viste udsendelsen Miss Perfect, der fulgte sidste års Miss Danmark-deltagere.

Her blev det hele afmystificeret for Louise, som pludselig kunne se sig selv i konkurrencen. Og at have sig selv med i det hele er vigtigt for Louise:

”Jeg er mig selv hele vejen igennem. Jeg prøver aldrig at være noget, jeg ikke er. Hvis min personlighed ikke måtte skinne frem, ville jeg slet ikke kunne være med. For mig vil det vigtigste altid være, at jeg er et godt menneske, der kan stå ved mig selv – og det har jeg fri mulighed for her,” slutter Louise.

 

KORT OM MISS DANMARK

Miss Danmark løber af stablen den 12. september i Cirkusbygningen i København. Her skal i alt 30 unge kvinder dyste om vindertitlen – og dermed også en plads ved Miss World-konkurrencen, der finder sted i Kina i december. Miss Danmark har eksisteret siden 1926 og er dermed Danmarks ældste skønhedskonkurrence.  

Ikke nok med at Louises støtter udbredelsen af headspace, så opfordrer hun også flere til at blive medlem og støtte headspace, så flere og flere børn og unge kan få hjælp, støtte og rådgivning. Det koster kun 300 kroner om året.

Er du blevet inspireret af Louise? Så kan du også støtte headspace ved at blive medlem lige her!  

 

 

Foto: Christina Anaya/MissDanmark.dk – Make-up: Zainab Al Saadi – Hår: Latifa Dhaoui Jomaa
Styling: Lisa Lents/Miss Danmark – Kjole: Jora Collections – Vipper: Lækkerlash/Salon Lækker

”Han fik mig til at tro på, at jeg var dum, og at ingen ville være sammen med mig.”

Hvordan taler man til sin kæreste? Hvor meget kontrol bør man have med hinanden – og hvornår er der tale om psykisk vold?

Da Nanna var først i 20’erne mødte hun en mand, der kom til at ændre hendes liv gevaldigt. Og som hun endte med  seks år senere  at flygte fra.

”Da jeg mødte ham, var det jo godt. Det var spændende, det var sommerferie, han var en mand med styr på sit liv, så der var en masse gode ting i starten. Men som forholdet udviklede sig, blev han mere og mere dominerende og kontrollerende,” fortæller Nanna.

”Han havde to-do lister over alt. Rengøring, indkøb, hvor meget økologi vi skulle købe, hvor høj fedtprocenten i maden skulle være, hvor meget der skulle være danskproduceret. Der var planer for karriere, femårsplaner. Alt.”

Hun taler ubesværet om det. Som om hun har gjort det mange gange før. Eller som om det slet ikke var hende, det skete for. Som om det bare er en historie, en drøm.

”Jeg tror faktisk, den psykiske vold var der helt fra start. Jeg var bare ikke bevidst om det, selvom jeg jo godt vidste, at det ikke var normalt, at han bl.a. uopfordret kom ned og hentede mig, hvis jeg var i byen eller tjekkede mine beskeder og mine opkaldslister. Og så blev det gradvist værre. Han sagde til mig, at jeg var dum, og at ingen ville være sammen med mig, at jeg ikke kunne finde ud af noget. Og når man hører det ofte nok, så begynder man jo at tro på det. Han pillede mig stykvis fra hinanden,” fortæller Nanna.

Og det var på sin vis det, der var med til at fastholde hende i forholdet. For han fik hende til at tro, at det måske bare var ham, hun skulle være sammen med. For hvem skulle have lyst til at være sammen med hende, når hun både var dum, grim og uduelig.

 

LÆS OGSÅ: Det var så ensomt at være barn af en forælder med et alkoholmisbrug

 

Når grænserne skrider
Og mens Nanna blev mere og mere nedbrudt af den psykiske vold, sneg den fysiske vold sig også ind i forholdet.

”Jeg ved ikke, hvornår det startede, for det eskalerede gradvist. Det startede med, at han smed ting på gulvet, så blev det til en skulderlammer, og en dag skubbede han mig, så jeg faldt og brækkede mit håndled. Og selv det, fik han mig overbevist om, var min egen skyld. Og han holdt stædigt fast i, at han aldrig havde slået mig. Og hver gang fik han mig overbevist om, at det var mig, der var noget galt med.”

Nanna forklarer, at det jo ikke var, fordi hun ikke sagde ham imod. Det havde bare en konsekvens, når hun gjorde det. Han afpressede hende, slog hende, spyttede på hende. Og til sidst begyndte hun at tie, for hun kunne ligeså godt bare tage imod. Grænserne, der gradvist var blevet rykket, var blevet skubbet for langt. Nu tænkte hun: ”Det var ikke så slemt som sidst”, eller ”det var ikke så slemt som det, han truede med”, når han gjorde hende noget.

Men noget hobede sig op inde i Nanna, og grænsen var ved at være nået. Når hun mærkede rigtig godt efter, vidste hun godt, at det ikke var et sundt forhold, men hun var fanget, for han havde magten. At forlade ham var lettere sagt end gjort.

Nanna prøvede op til flere gange at forlade ham i de år, de var sammen, men det lykkedes ikke, indtil bægeret én dag flød over. Det var nu eller aldrig. I al hemmelig planlagde hun sammen med sin søster, hvordan hun skulle flygte, og en nytårsaften for nogle år siden løb hun ud i friheden, efter hendes ekskæreste var taget til Odense for at fejre nytåret. Hun blev hentet af sin søster, sin svoger og tre af deres kammerater. Hun fik ændret koder til sociale medier, så han ikke længere kunne kontrollere hendes konti. Hun skiftede til hemmeligt nummer, for han skulle ikke kunne kontakte hende. Og hun fik hemmelig adresse, for han skulle ikke kunne opsøge hende. Det skulle ske samtidigt, og han måtte ikke fatte mistanke de første par timer, for hun skulle nå helt væk først.

Det lykkedes. Hvor hun fik modet, viljen og styrken fra, ved hun stadig ikke. Men der var ikke andet for. Grænsen var nået, og det var nu eller aldrig.

Hun rykkede i første omgang hjem til sin søster og derefter ind på et værelse på Danners krisecenter, der er et sikkert og trygt sted for kvinder og deres børn, hvis de har været udsat for vold i familien.

Jeg tog imod en plads på Danner. Selvom jeg egentlig ikke vidste, hvad jeg sagde ja til. Men jeg havde ikke noget at miste, og jeg havde brug for at få ham ud af mit liv og komme videre.”

Egentlig kunne hun slet ikke forstå, hvad hun lavede på et krisecenter. De andre kvinders historier var så voldsomme – langt voldsommere end Nannas. Og hun var ikke voldsomt forslået og påvirket, som de var. Hun skulle jo bare videre med sit liv og sit arbejde. Her hørte hun da ikke til. Eller hvad?

Vold er vold
Du har været igennem alle voldsformer. Og nej, du er ikke forslået, du har ikke blå mærker, men det betyder ikke, at du ikke har været udsat for vold. Og det er voldsomt, hvad du har været igennem,” sagde de til hende på Danner.

For vold er vold. Men psykisk vold er en særligt svær størrelse.

Der er ingen ar at vise frem, ingen blå mærker, ingen beviser. Vi ved godt, at det ikke er okay at slå, men hvor går grænsen for, hvordan det er okay at tale til hinanden?

Mange kender ikke den grænse i deres ungdom, for grænser skal testes og prøves af. De er slørede, og sommetider bliver de først synlige, når de er overskredet. En ny undersøgelse fra Epinion har vist, at kun 68 procent af de 18-34-årige overhovedet kender begrebet psykisk vold. Og ligesom det var tilfældet for Nanna, kan den være svær at genkende, fordi det ofte begynder i det små og derefter eskalerer og bliver enormt nedbrydende for den, der bliver udsat for det. Og det er alvorligt. For Nanna har den psykiske vold været sværere at komme over end den fysiske.

Man kommer hurtigt over en brækket arm, men at blive pillet fra hinanden stykvis, det var det sværeste. For jeg skulle bygges op igen fra bunden, og det har taget lang tid,” siger Nanna og fortsætter:

Jeg har haft behov for at blive bekræftet. For jeg føler mig ikke flot eller klog. Jeg arbejder med det hele tiden, men det tager tid.”

 

Kan jeg overhovedet vaske tøj?
Nanna boede på Danner i et halvt år, før hun fandt sin drømmelejlighed og rykkede ud.

De første ni måneder havde hun en kontaktperson tilknyttet, som hun kunne spørge om stort og småt. Hvordan dater man fyre? Hvordan holder jeg styr på de praktiske ting? For det er ikke ”bare lige” at skulle møde verden igen, når man har levet med én, der har taget al kontrol og selvværd fra én.

Jeg var pillet så meget fra hinanden, at jeg ikke troede på, at jeg kunne finde ud af noget som helst, så jeg blev enormt fokuseret på praktik – kan jeg overhovedet vaske tøj, kan jeg huske at betale mine regninger? Han var mit sikkerhedsnet. Han havde styr på økonomi og alt andet. Han tog alt ansvar fra mig, og alt var under hans kontrol. Og så får man følelsen af ikke at kunne noget som helst, fordi alt var i hans varetægt. Selvom jeg inderst inde godt ved, at jeg kan, blev jeg så usikker, og han skabte den usikkerhed i mig.”

Men Nanna kan – og kunne – ligesom alle os andre en hel masse. Og det har hun haft brug for at blive mindet om og erfare igen, efter hun flyttede fra ekskæresten. Helt Dan Túrellsk har det vigtigste været at vende tilbage til hverdagen og hverdagstingene  at føle sig normal igen og gøre ting, fordi hun havde lyst og frihed til at gøre det.

Det vigtigste var at føle mig normal. At gøre normale ting, som normale mennesker gør. Bare at gå på arbejde. Og at tale om det. Det har jeg haft rigtig meget brug for, og det har været en naturlig del af processen at åbne op for det.”

Og det er så vigtigt, at der bliver talt højt og åbent om voldelige relationer, for som Nanna siger ved at der er bevidsthed om det, bliver man i et voldeligt forhold også mere opmærksom på, at der er noget galt.

 

LÆS OGSÅ: Farlig flirten med spilleri endte med ludomani

 

Det er aldrig for sent
Når Nanna skal svare på, hvad hendes bedste råd er til én, der vil ud af et voldsramt forhold, bliver hun stille. Eftertænksomheden indfinder sig. Hun virker ikke helt sikker. Men så er det, som om det kommer helt af sig selv lidt senere i samtalen:

Det er aldrig for sent. Og man skal aldrig være flov eller skamme sig. Man skal huske på, at andre er kommet ud af det. Og så kan man også selv. Der ér en vej ud. Det er bare et spørgsmål om at finde den. Min vej ud blev min søster. Andres vej har været anderledes, men det vigtigste er, at den er der. Det er aldrig for sent.”

Og det var vigtigt, at hun bragte skylden og skammen på banen og minder om, at det ikke er ens egen skyld, at man er voldsramt. For sommetider er det netop skammen, der fastholder én i voldelige forhold. Sommetider er det den, der gør, at man ikke tør sige det til nogen, for så kan spørgsmålet komme: ”Hvorfor er du ikke gået endnu?”. Og Nanna skammer sig også over, at hun ikke forlod sin ekskæreste tidligere.

Jo hurtigere man kommer ud af det, jo bedre. Hvis man fornemmer, at der er faresignaler, så skal man ikke blive. For det ene år tager det andet, og man bliver drevet ind i en spiral af vold, som kun bliver sværere at bryde ud af. Så man skal skynde sig væk.”

Jeg spørger hende til sidst, om hun har mod på en dag at stå i en adressebog igen.

Det ved jeg ikke. Så skulle det være om mange år. Det er stadig min safe zone. Men måske en dag.”

 

Til dig, der vil ud af et voldeligt forhold:

  • Hvis du fornemmer faresignaler og oplever, at dine grænser fysisk eller psykisk ikke bliver respekteret, skal du afslutte forholdet. Alle fortjener at blive behandlet respektfuldt og ligeværdigt  både af partnere og alle andre. Hvis du ikke bliver behandlet godt, har din partner ikke fortjent dig.
  • Det er aldrig for sent at komme ud af forholdet.
  • Find en smutvej – om det er din familie, venner, et krisecenter eller noget helt fjerde.
  • Tal med nogen om din situation, og få bearbejdet det, du har været igennem.
  • Husk altid, at det ikke er din skyld.

Til dig, der er pårørende til en i et voldeligt forhold:

  • Giv aldrig op, selvom kampen kan være svær
  • Gør personen bevidst om, hvad det er, partneren gør ved ham/hende
  • Tal personen op, så det bliver sværere for partneren at bryde ham/hende ned



Kontakt:

Lev uden Vold

Danner

Bryd Tavsheden

headspace

Artiklen er skrevet af Cecilie, kommunikationsfrivillig i headspace Danmark.

Camilla om ensomhed: ”Jeg følte bogstaveligt talt, at jeg blev kvalt”

Som barn drømmer man måske om at være helt alene i verden, for så kan man gøre alt det, der ellers er forbudt og farligt og spændende – ligesom ’Palle’, der en morgen vågner og opdager, at han er mutters alene i verden. I dag er der flere og flere unge mellem 16-24 år, der ufrivilligt føler sig helt alene. Det gælder for eksempel Julie Larsen og Camilla Jørgensen, der hver især har kæmpet med ensomhed.

”Din tykke gris. Du må ikke være med.”

Ordene står indprentet og runger nærmest i Julie Larsens hoved.

Det var ikke første gang, at hun var blevet mobbet dengang. Julie havde sin lyserøde dunjakke på, da hun passerede skolegården. Helt alene. Det var drengene, der var efter hende. Igen.

”Jeg var den stille pige, der ikke turde sige noget. Det var mig, som alle altid grinte af, for jeg var stor og overvægtig,” siger Julie Larsen, der i dag er 27 år gammel.

Mobberiet har haft store konsekvenser for Julie Larsen, selvværdet har lidt et knæk, og Julie har i store dele af sit ungdomsliv og efterfølgende voksenliv kæmpet med sin ensomhed, og hun er langt fra alene. I dag er antallet af unge mellem 16-24 år, der ufrivilligt føler sig alene, steget. Det fremgår af Den Nationale Sundhedsprofil fra 2017.

I 2013 svarede 8,1 procent af de 16-24-årige, at de ofte følte sig ufrivilligt alene. I undersøgelsen fra 2017 er den procentdel steget til 9,4 procent.

”Jeg havde ikke nogen venner at tale med i folkeskolen. Når jeg spurgte mine klassekammerater, om vi skulle lave noget sammen, så sagde de altid nej eller ’Det ved vi ikke. Det må vi lige se på,’ når jeg for eksempel spurgte, om vi skulle gå i vores lokale center sammen. Det endte altid med, at de i stedet tog hjem hos hinanden, og så måtte jeg gå i centret alene,” siger Julie Larsen og fortsætter:

”Jeg hadede at gå i skole – især i sjette klasse, hvor jeg begyndte at blive mere og mere alene. Jeg ville bare gerne hjem igen, lige så snart jeg mødte ind. Det var det eneste, jeg tænkte på.”

Alene om forældrenes misbrug

Camilla Jørgensen, der er 23 år gammel, har også bakset med sin ensomhed – som for hende også  kom frem for første gang i folkeskolen.

”Jeg gik i ottende klasse, da jeg mærkede denne kvælende fornemmelse af ensomhed. Jeg følte ikke, at jeg hørte til i skolen, for mine klassekammerater bemærkede ikke, om jeg var der, når jeg nogle gange dukkede op efter et langt fravær,” siger Camilla Jørgensen.

Camilla Jørgensen er vokset op med alkoholiske forældre og hun vidste, at det var forkert, og at nogen burde have grebet ind for at standse forældrene i deres misbrug. Men der var ingen, der hjalp, og det, hun i virkeligheden bare ville, var at komme væk hjemmefra.

”Der var ikke nogen af de voksne på skolen, der gjorde noget, før kommunen sagde, at jeg skulle komme ned og se på et opholdssted, som jeg senere flyttede ind på. På det tidspunkt var jeg 16 år gammel. Fra da af begyndte jeg at have nogle voksne i mit liv, som kunne gøre noget ved de ting, som jeg fortalte dem om. Jeg havde ikke været der i ret mange måneder, før en af pædagogerne sendte mig forbi ungdomspsykiatrien, for jeg havde brug for mere hjælp. Jeg begyndte altså at have flere voksne omkring mig, som jeg kunne tale med,” siger Camilla Jørgensen.

Men for Camilla Jørgensen har det at råbe højt om, hvad grunden til hendes ensomhed skyldtes, aldrig været noget problem. Der var bare ikke nogen, der vidste, hvad de skulle sige eller gøre.

”Jeg følte ikke, at mine klassekammerater vidste, hvordan de skulle tale med mig, når der var noget galt. Jeg var meget åben omkring, at jeg havde det skidt, og det tror jeg afskrækkede folk fra at gøre noget ved det,” siger Camilla Jørgensen.

Ensom online

Heller ikke derhjemme var følelsen af ensomhed let at komme af med. Også selvom Camilla Jørgensen havde masser af venner på nettet, som hun dagligt skrev med. Men lige så snart at vennerne måtte lukke computeren om aftenen for at gå i seng, blev hun igen ramt af at føle sig ensom.

”For hver person, jeg skrev med, og som gik i seng, var det som om, at der var et greb om min hals, der blev strammet mere og mere. Jeg følte bogstaveligt talt, at jeg blev kvalt. Det var en fysisk kvælende fornemmelse, som om jeg var blevet puttet ind i en lillebitte boks, som skrumpede mere og mere for hver person, der forlod mig,” siger Camilla Jørgensen.

Følelsen af ensomheden sidder som et ar på kroppen

Julie Larsen husker også, at hun blev holdt udenfor i gymnastiktimerne tilbage i folkeskolen. Dén følelse nager hende i dag og sidder som et ar på kroppen.

”Jeg måtte aldrig være med til fodbold. Jeg husker tydeligt, at jeg kom ind på banen, men straks blev jeg skubbet ud af banen, fordi jeg ikke måtte være med,” siger Julie Larsen. Hun får tårer i øjnene, mens hun fortsætter:

”Jeg blev rigtig ked af det, og efterfølgende pjækkede jeg fra gymnastiktimerne. Lige fra den episode gik det nedad bakke, og jeg følte mig mere og mere alene. Episoden i folkeskolen rør mig stadig den dag i dag, og det gør bare så ondt indeni, når jeg tænker på dengang.”

For Julie Larsen var folkeskolen ikke et trygt sted at være, for hun vidste, at hun altid bare blev holdt udenfor. Men der var særligt ét sted på skolen, hvor hun kunne være sig selv og slippe for de andre.

”Jeg sad tit ude på toilettet. Det gjorde jeg tit, hvis jeg blev ked af det i skolen, for det var mit holdepunkt,” siger Julie Larsen.

Engang blev Julie Larsen så træt af sin ensomhed, at hun var på grænsen til at tage sit eget liv.

”En dag kom jeg hjem fra skole og overvejede, om jeg enten skulle sluge nogle piller eller finde en kniv. Jeg blev mobbet hver dag, og det gjorde, at jeg til sidst tænkte, at det hele kunne være lige meget, og at jeg hellere ville dø. Men heldigvis stoppede min mor mig i at gøre det,” siger Julie Larsen.

Ensomhedsfølelsen kan stadig komme snigende i dag

I dag har både Julie Larsen og Camilla Jørgensen det godt, selvom de nogle gange stadig kæmper med ensomheden. Camilla Jørgensen bor i dag i en ungdomsbolig, hvor hun efter at være flyttet fra opholdsstedet, blev tilknyttet et efterværn. Men nu er hun ikke længere tilknyttet efterværnet, og det kan godt føles overvældende og til tider ensomt.

”Det kan godt føles meget overvældende pludselig at stå på helt egne ben. Nogle gange kan jeg føle mig som Palle alene i verden. Jeg har efterhånden fundet ud af, at jeg er lidt af en enspænder, og at jeg sagtens kan overleve uden at have mennesker omkring mig,” siger Camilla Jørgensen.

Julie Larsen bor i dag også i en ungdomsbolig med tre veninder, som hun har det godt sammen med. Men til tider kan det også føles som en stor omvæltning for hende.

”Jeg føler mig ikke så ensom nu, for jeg har fået nogle veninder, som jeg kan tale med om alting. Det er en stor omvæltning for mig, for jeg troede ikke, at jeg ville kunne få nogle veninder,” siger Julie Larsen og fortæller, at det har hjulpet hende meget at tale med nogle i headspace Rødovre. Hun fortsætter:

”Hos headspace taler vi om tingene. Da jeg startede i headspace, var jeg meget krumbøjet og lukket, og efterhånden blev jeg mere åben og glad. Jeg er ikke den triste pige mere.”

Camilla Jørgensen har også gået i headspace for at tale om sin ensomhed, hvor hun også har lært at åbne sig overfor andre.

”Da jeg talte med headspace Roskilde for første gang, var det der, hvor jeg udviklede mig mest. For mig føltes det helt naturligt at tale med dem om min ensomhed, for det var noget helt andet, end hvad jeg har prøvet før. Det var meget mere nede på jorden og en almindelig samtale,” siger Camilla Jørgensen.

”Det er vigtigt, at man finder en at tale med så hurtigt som muligt”

Hvis Julie Larsen kunne gøre noget om i dag, så ved hun godt, hvad det skulle være. Hun ville råde den triste og krumbøjede pige, der i sjette klasse blev mødt af drengenes mobberi til at finde en at tale med om det at blive holdt udenfor. Om det altid at stå alene.

Det er også noget, som hun vil råde andre, der kæmper med ensomhed, til at gøre.

”Det er vigtigt, at man finder en at tale med så hurtigt som muligt og helst en, som man synes, man har det godt med – for eksempel headspace. Headspace er et rigtig trygt sted at komme, og de er der altid for en. Lad være med at gå med det alene, for det ødelægger din hverdag,” siger Julie Larsen, der har endnu to råd, hun vil give andre, og som hjalp hende selv i en svær periode:

”Gå ind og læs med, når der bliver delt nogle historier på Facebook fra andre unge, der føler sig ensomme. For eksempel ”Smilet”, som Patrick Cakirli og resten af Folkebevægelsen mod Ensomhed, der gik fra Aarhus til København, har oprettet. Eller tag med til et arrangement som speedfriending, hvor man taler med andre unge, der også føler sig ensomme.”

LÆS OGSÅ: 400.000 SKRIDT I KAMPEN MOD ENSOMHED

Camilla Jørgensen er enig med Julie Larsen i, at det er vigtigt, at man finder en at råbe højt om sin ensomhed til.

”Fortæl én om din ensomhed. Det er ligegyldigt, hvem det er. Dét at få lov til at sætte ord på sin ensomhed er første skridt til at finde en løsning på at få det bedre. Der vil altid være en eller anden et sted, der gerne vil lytte til dig og hjælpe dig,” siger Camilla Jørgensen.

Indlægget er skrevet af Ea, der er kommunikationsfrivillig i headspace København

“De mest hemmelighedsfulde ting forbliver hemmelige”

Det er ikke kun den unge ’Krumme’, der nogle gange går rundt og har det svært. Det er i stigende grad noget, som flere og flere unge kender til – også mænd.  Vi har derfor talt med Jannik og Patrick om alle de følelser, hemmeligheder og svære tanker, som kan være vanskelige at få sat ord på.

Flere og flere unge mistrives, men der er store forskelle mellem antallet af unge piger, der er stressede og har det dårligt mentalt, og antallet af drenge.

Derfor har vi sat to fyre i stævne. Det er 27-årige Jannik Alleslev og 28-årige Patrick Jørgensen, der er sunket godt ned i sofaerne i headspace København, hvor de til daglig begge er frivillige.

At tallene viser, at unge mænd mentalt har det en tand bedre end pigerne er noget, som begge drenge har en holdning til. For de oplever også, at de og deres drengevenner engang imellem mistrives. Det er bare svært at sige højt, når man er en fyr.

”Jeg prøver at være opmærksom på mine svære tanker, og så tvinger jeg mig selv til at tale om dem – i hvert fald med de mennesker, jeg har rigtig tæt på, og som jeg stoler på,” fortæller Jannik Alleslev.

Han læser til dagligt pædagogisk psykologi og mener, at det er lige så vigtigt at gøre opmærksom på, at det mandlige køn også går rundt med ondt i hjertet engang imellem og til tider også har brug for at lægge sig fladt ned og vise følelser.

Det er svært som ung

Når det så er sagt, så har han svært ved at tale med mange af sine venner om følelser og svære tanker, for det er heller ikke alle tanker og følelser, der er lige lette at få sat ord på. Og hvornår skal man åbne munden og krænge sin sjæl ud – er det efter forgodtbefindende eller afhænger det af situationen?

Det kan være rigtig svært at vurdere, men når Jannik Alleslev åbner op, er det vigtigt, at den, han åbner op overfor, er god til at lytte.

”Jeg har nogle gange brug for at tale om ting, der er svære, men hvis modparten – selv om han er en god ven – bare ikke kan finde ud af at tale om tingene, så kan det ikke nytte noget at tale om det. For så bliver det mere frustrerende, end det bliver lettende at få sat ord på,” siger Jannik Alleslev og fortæller, at det først var i slutningen af 20’erne, at han har kunne åbne op overfor andre og tale om svære tanker og følelser.

”Det er meget individuelt, men for mig var det først oppe i 20’erne, at det blev mere naturligt at acceptere, hvem jeg var og det, der var svært. For jeg tror, at jo ældre man er, jo mere reflekteret og ærlig er man,” siger Jannik Alleslev.

I sofaen ved siden af Jannik Alleslev sidder Patrick Jørgensen, der til daglig studerer psykologi og arbejdslivsstudier. Tilbagelænet og med krydsede arme nikker han genkendende til det, Jannik Alleslev fortæller.

Han oplever, at det ikke er alle, han kan tale om sine svære og problematiske tanker med, og når han skal tale om ting, der er svære, så forsøger han at skabe fortrolige rum – helst med en, der også har ondt i hjertet. For så er det nemlig lettere at åbne op og tale om problemerne.

”Det kan være svært at lægge sig fladt, når der er flere personer til stede. Jeg bliver mere usikker, end når jeg sidder i en en-til-en-samtale,” siger Patrick Jørgensen og fortsætter:

”Mange af mine venner er målrettede og succesfulde, men forleden talte jeg med en af mine venner, der er usikker på, om han har lyst til at være der, hvor han er lige nu i sit liv. Og så er der mere rum for, at jeg kan sige, at jeg heller ikke ved, om det er det her, jeg skal,” siger Patrick Jørgensen.

Unge mænd har fokus på det eksistentielle

Mens mange unge kvinder kan have svært ved at acceptere, hvordan de ser ud, og hvordan deres kroppe er bygget, er det slet ikke noget, drenge taler om – i hvert fald ikke hvis man spørger Jannik Alleslev og Patrick Jørgensen. De taler i højere grad om eksistentielle problemstillinger – såsom hvad, der er den rigtige måde at gøre tingene på.

”Det, der fylder mest hos mig, er, om jeg tager de rigtige valg, og hvorfor jeg skal tage valg. Det handler ikke om det kropslige – men derimod for eksempel spørgsmålene om, hvad der er den rigtige måde at gøre tingene på. Det er meget af det, jeg bruger mine venner til at blive guidet igennem,” siger Jannik Alleslev.

For Patrick Jørgensen er det heller ikke hans forhold til ham selv – om han er tyk eller tynd – som han taler med sine venner om. Det er mere omkring for eksempel studieproblemer.

”Jeg taler mest om det, der engang imellem kan være svært ved at studere og om, hvad jeg skal med livet, mere end det er om mit forhold til mig selv. Altså om jeg synes, at jeg er tyk,” siger Patrick Jørgensen.

Hemmelighederne holdes tæt på kroppen

Men det er slet ikke alle tanker og følelser, der bliver delt med andre. Én ting, som de to unge mænd er enige om, er, at de allersværeste tanker og følelser bliver inde under jernskjorten.

”De mest hemmelighedsfulde ting forbliver hemmelige,” siger Jannik Alleslev, mens Patrick Jørgensen nikker, for her gælder det samme. Han er heller ikke god til at tage bladet fra munden og tale om dybe følelser, det er for sårbart.

”Så dem holder jeg for mig selv,” siger Jannik Alleslev.

Mand versus Batman

Hos de unge fyre er opfattelsen, at manden skal være stærk – man skal være en Batman, der bibeholder masken, selv når gulvet under ham brænder end mænd, der konsekvent skilter med sin sårbarhed.

Det at vise sårbarhed er et tabu blandt mange unge mænd – det mener både Jannik Alleslev og Patrick Jørgensen. Og det er en af årsagerne til, at de har svært ved at åbne op om livets allermest sårbare problematikker.

”Vi må helst ikke være sårbare, for så er vi ikke tillidsvækkende – så kan venner og familie ikke regne med os. Som mand er der lidt en misforstået forventning om, at man altid bare skal være stor og stærk – uden for mange svære og problematiske følelser og tanker,” siger Jannik Alleslev.

”Det ligger mere til kvinder at tale om deres følelser. Det er legitimt for dem at udtrykke, at de har det svært. Hvis man skal blive i kønsidealerne, så taler Batman jo ikke om svære følelser og tanker, for han banker bare ting, når han mærker verdens uretfærdighed,” siger Patrick Jørgensen og tilføjer:

”Jeg siger ikke, at der er lagt op til, at drenge skal gå ud og slå på ting, men der er nogle fortællinger om, at drenge bare skal ud og løbe tre runder, som man siger i folkeskolen, fordi de har for meget energi. De skal ikke tale energien ud – men løbe den ud.”

Unge sammenligner sig selv med andre

Jannik Alleslev og Patrick Jørgensen oplever begge, at de negative tanker kan komme af, at de let kan komme til at sammenligne dem selv med andre – særligt i forhold til, hvor de burde være henne i livet. Og det er et kæmpe benspænd, som alt for mange unge stiller op for dem selv.

”Hvis en fra mit studie har fået et fedt studiejob, så kan jeg sidde og tænke, om det så betyder, at jeg spilder min tid, når jeg bare står og får penge for at skrælle kartofler?” siger Patrick Jørgensen.

”Vi er åbenbart af den overbevisning, at vi alle sammen er startet fra det samme sted, så hvis du ikke er på linje med de andre, så er det din egen skyld, hvis du ikke er hurtig nok. Alle de der sammenligningsting bliver en byrde, fremfor at man lader sig inspirere af andre,” siger Jannik Alleslev.

Han synes, at både drenge og piger skal lære at slappe mere af og lade være med at sammenligne sig selv med andre.

”Det kræver, at man lærer at få evnen til at give sig selv ro. Til at acceptere, at det, man foretager sig, har konsekvenser: “Nu træffer jeg det her valg, og når jeg træffer et valg, så er der også en masse fravalg.”

Jannik Alleslev drikker det sidste af sin kaffe, mens Patrick Jørgensen tager tilløb til at rejse sig op for at gå. Alt imens de konkluderer, at drenge – såvel som deres kvindelige jævnaldrende – kan støde på problemer af større og mindre karakter, men at det, der er vigtigst, er, hvordan man håndterer det.

Hvad enten du er en dreng eller pige, ung mand eller kvinde, så kan du have brug for nogen at tale med. Der er drenge bare nok lidt langsommere i optrækket, end kvinder er, og det er måske der, den største forskel er.

”Jeg tror bare, at drenge skal bevise, at de kan klare det hele selv uden hjælp fra andre, og det er derfor, at det godt kan tage os noget tid at tale om problemerne,” siger Jannik Alleslev.

Indlægget er skrevet af Ea, der er kommunikationsfrivillig i headspace København