“De mest hemmelighedsfulde ting forbliver hemmelige”

Det er ikke kun den unge ’Krumme’, der nogle gange går rundt og har det svært. Det er i stigende grad noget, som flere og flere unge kender til – også mænd.  Vi har derfor talt med Jannik og Patrick om alle de følelser, hemmeligheder og svære tanker, som kan være vanskelige at få sat ord på.

Flere og flere unge mistrives, men der er store forskelle mellem antallet af unge piger, der er stressede og har det dårligt mentalt, og antallet af drenge.

Derfor har vi sat to fyre i stævne. Det er 27-årige Jannik Alleslev og 28-årige Patrick Jørgensen, der er sunket godt ned i sofaerne i headspace København, hvor de til daglig begge er frivillige.

At tallene viser, at unge mænd mentalt har det en tand bedre end pigerne er noget, som begge drenge har en holdning til. For de oplever også, at de og deres drengevenner engang imellem mistrives. Det er bare svært at sige højt, når man er en fyr.

”Jeg prøver at være opmærksom på mine svære tanker, og så tvinger jeg mig selv til at tale om dem – i hvert fald med de mennesker, jeg har rigtig tæt på, og som jeg stoler på,” fortæller Jannik Alleslev.

Han læser til dagligt pædagogisk psykologi og mener, at det er lige så vigtigt at gøre opmærksom på, at det mandlige køn også går rundt med ondt i hjertet engang imellem og til tider også har brug for at lægge sig fladt ned og vise følelser.

Det er svært som ung

Når det så er sagt, så har han svært ved at tale med mange af sine venner om følelser og svære tanker, for det er heller ikke alle tanker og følelser, der er lige lette at få sat ord på. Og hvornår skal man åbne munden og krænge sin sjæl ud – er det efter forgodtbefindende eller afhænger det af situationen?

Det kan være rigtig svært at vurdere, men når Jannik Alleslev åbner op, er det vigtigt, at den, han åbner op overfor, er god til at lytte.

”Jeg har nogle gange brug for at tale om ting, der er svære, men hvis modparten – selv om han er en god ven – bare ikke kan finde ud af at tale om tingene, så kan det ikke nytte noget at tale om det. For så bliver det mere frustrerende, end det bliver lettende at få sat ord på,” siger Jannik Alleslev og fortæller, at det først var i slutningen af 20’erne, at han har kunne åbne op overfor andre og tale om svære tanker og følelser.

”Det er meget individuelt, men for mig var det først oppe i 20’erne, at det blev mere naturligt at acceptere, hvem jeg var og det, der var svært. For jeg tror, at jo ældre man er, jo mere reflekteret og ærlig er man,” siger Jannik Alleslev.

I sofaen ved siden af Jannik Alleslev sidder Patrick Jørgensen, der til daglig studerer psykologi og arbejdslivsstudier. Tilbagelænet og med krydsede arme nikker han genkendende til det, Jannik Alleslev fortæller.

Han oplever, at det ikke er alle, han kan tale om sine svære og problematiske tanker med, og når han skal tale om ting, der er svære, så forsøger han at skabe fortrolige rum – helst med en, der også har ondt i hjertet. For så er det nemlig lettere at åbne op og tale om problemerne.

”Det kan være svært at lægge sig fladt, når der er flere personer til stede. Jeg bliver mere usikker, end når jeg sidder i en en-til-en-samtale,” siger Patrick Jørgensen og fortsætter:

”Mange af mine venner er målrettede og succesfulde, men forleden talte jeg med en af mine venner, der er usikker på, om han har lyst til at være der, hvor han er lige nu i sit liv. Og så er der mere rum for, at jeg kan sige, at jeg heller ikke ved, om det er det her, jeg skal,” siger Patrick Jørgensen.

Unge mænd har fokus på det eksistentielle

Mens mange unge kvinder kan have svært ved at acceptere, hvordan de ser ud, og hvordan deres kroppe er bygget, er det slet ikke noget, drenge taler om – i hvert fald ikke hvis man spørger Jannik Alleslev og Patrick Jørgensen. De taler i højere grad om eksistentielle problemstillinger – såsom hvad, der er den rigtige måde at gøre tingene på.

”Det, der fylder mest hos mig, er, om jeg tager de rigtige valg, og hvorfor jeg skal tage valg. Det handler ikke om det kropslige – men derimod for eksempel spørgsmålene om, hvad der er den rigtige måde at gøre tingene på. Det er meget af det, jeg bruger mine venner til at blive guidet igennem,” siger Jannik Alleslev.

For Patrick Jørgensen er det heller ikke hans forhold til ham selv – om han er tyk eller tynd – som han taler med sine venner om. Det er mere omkring for eksempel studieproblemer.

”Jeg taler mest om det, der engang imellem kan være svært ved at studere og om, hvad jeg skal med livet, mere end det er om mit forhold til mig selv. Altså om jeg synes, at jeg er tyk,” siger Patrick Jørgensen.

Hemmelighederne holdes tæt på kroppen

Men det er slet ikke alle tanker og følelser, der bliver delt med andre. Én ting, som de to unge mænd er enige om, er, at de allersværeste tanker og følelser bliver inde under jernskjorten.

”De mest hemmelighedsfulde ting forbliver hemmelige,” siger Jannik Alleslev, mens Patrick Jørgensen nikker, for her gælder det samme. Han er heller ikke god til at tage bladet fra munden og tale om dybe følelser, det er for sårbart.

”Så dem holder jeg for mig selv,” siger Jannik Alleslev.

Mand versus Batman

Hos de unge fyre er opfattelsen, at manden skal være stærk – man skal være en Batman, der bibeholder masken, selv når gulvet under ham brænder end mænd, der konsekvent skilter med sin sårbarhed.

Det at vise sårbarhed er et tabu blandt mange unge mænd – det mener både Jannik Alleslev og Patrick Jørgensen. Og det er en af årsagerne til, at de har svært ved at åbne op om livets allermest sårbare problematikker.

”Vi må helst ikke være sårbare, for så er vi ikke tillidsvækkende – så kan venner og familie ikke regne med os. Som mand er der lidt en misforstået forventning om, at man altid bare skal være stor og stærk – uden for mange svære og problematiske følelser og tanker,” siger Jannik Alleslev.

”Det ligger mere til kvinder at tale om deres følelser. Det er legitimt for dem at udtrykke, at de har det svært. Hvis man skal blive i kønsidealerne, så taler Batman jo ikke om svære følelser og tanker, for han banker bare ting, når han mærker verdens uretfærdighed,” siger Patrick Jørgensen og tilføjer:

”Jeg siger ikke, at der er lagt op til, at drenge skal gå ud og slå på ting, men der er nogle fortællinger om, at drenge bare skal ud og løbe tre runder, som man siger i folkeskolen, fordi de har for meget energi. De skal ikke tale energien ud – men løbe den ud.”

Unge sammenligner sig selv med andre

Jannik Alleslev og Patrick Jørgensen oplever begge, at de negative tanker kan komme af, at de let kan komme til at sammenligne dem selv med andre – særligt i forhold til, hvor de burde være henne i livet. Og det er et kæmpe benspænd, som alt for mange unge stiller op for dem selv.

”Hvis en fra mit studie har fået et fedt studiejob, så kan jeg sidde og tænke, om det så betyder, at jeg spilder min tid, når jeg bare står og får penge for at skrælle kartofler?” siger Patrick Jørgensen.

”Vi er åbenbart af den overbevisning, at vi alle sammen er startet fra det samme sted, så hvis du ikke er på linje med de andre, så er det din egen skyld, hvis du ikke er hurtig nok. Alle de der sammenligningsting bliver en byrde, fremfor at man lader sig inspirere af andre,” siger Jannik Alleslev.

Han synes, at både drenge og piger skal lære at slappe mere af og lade være med at sammenligne sig selv med andre.

”Det kræver, at man lærer at få evnen til at give sig selv ro. Til at acceptere, at det, man foretager sig, har konsekvenser: “Nu træffer jeg det her valg, og når jeg træffer et valg, så er der også en masse fravalg.”

Jannik Alleslev drikker det sidste af sin kaffe, mens Patrick Jørgensen tager tilløb til at rejse sig op for at gå. Alt imens de konkluderer, at drenge – såvel som deres kvindelige jævnaldrende – kan støde på problemer af større og mindre karakter, men at det, der er vigtigst, er, hvordan man håndterer det.

Hvad enten du er en dreng eller pige, ung mand eller kvinde, så kan du have brug for nogen at tale med. Der er drenge bare nok lidt langsommere i optrækket, end kvinder er, og det er måske der, den største forskel er.

”Jeg tror bare, at drenge skal bevise, at de kan klare det hele selv uden hjælp fra andre, og det er derfor, at det godt kan tage os noget tid at tale om problemerne,” siger Jannik Alleslev.

Indlægget er skrevet af Ea, der er kommunikationsfrivillig i headspace København.

“Far, du skal ikke kontakte mig igen” – hvad sker der, når man bryder med et familiemedlem?

khaer

Familien betyder rigtig meget for mange af os. Her finder vi omsorg, tryghed og betingelsesløs kærlighed. Sådan var det dog ikke for Kirstine. Hun måtte bryde med sin far efter flere år og har nu startet en kærlighedshær for folk med svære forældrerelationer.

“Han fik mig til at føle mig helt forkert”.

Ordene om hendes far falder prompte fra Kirstines mund. Hun er 22 år og har netop startet en kærlighedshær, der er et forum for folk med et svært forhold til deres forældre.

Kirstine har selv altid haft et meget anstrengt og turbulent forhold til sin far. Hans ofte skiftende humør gjorde ham utilregnelig og krævede meget af Kirstine.

”Jeg har altid været meget opmærksom på, hvordan min far havde det. Så meget, at jeg som barn glemte mig selv og mine følelser. Derhjemme var der ikke plads til, at jeg blev ked af det eller bange, for det vigtigste for min mor og jeg var, at min far ikke havde det dårligt”.

Kirstines far var ikke i stand til at stikke en finger i jorden og fornemme sine omgivelser. Det resulterede i ubehagelige situationer med verbale overfald.

”Jeg er engang kommet til at vælte en Bodum stempelkande, der gik itu, hvor min far råbte længe ad mig og sagde, at jeg ikke kunne finde ud af noget. Jeg fik så ofte at vide, at jeg gjorde noget forkert, og det ødelagde noget i mig. Det er klart derfor, jeg i dag kæmper med at opbygge et selvværd. Jeg er noget værd, ved jeg rationelt, alligevel tror jeg ikke helt på det, for jeg har fået det modsatte at vide så ofte, at det blev min virkelighed – jeg var ikke noget værd”.

En anden gang blev Kirstine overfaldet af to ældre piger på vej hjem fra skole. Hun fik smadret sine briller, og hendes veninde blev sparket og spyttet i ansigtet. Efterfølgende tog Kirstine og hendes mor på politistationen og anmeldte overfaldet.

”Da jeg kom hjem igen, var min fars reaktion: ”Hvorfor løb du ikke bare væk, hvad er der galt med dig?”. Han fik mig til at føle, at det var mig, der var noget galt med – at jeg var helt forkert”. 

Hverken i barndommen eller i Kirstines teenageår har hun følt, at hun var god nok. Hun jagtede konstant sin fars anerkendelse, og jo ældre hun blev, jo bedre blev hun også til at se, hvordan hun kunne få den. En af de ting, hun kunne gøre, var at klare sig godt i skolen, og derfor pressede Kirstine sig selv til det yderste for at få de bedste karakterer.

 

Far, du skal ikke kontakte mig igen

Kirstine har, siden hun var helt lille, været bange for sin far. Det betød, at selv i de stunder, der udefra set virkede gode, var Kirstine altid nervøs for, hvad der kunne ske. Han var en tikkende bombe, og derfor tog hun beslutningen om at bryde kontakten til ham.

”Jeg har fundet ud af, jo ældre jeg er blevet, at det er helt legitimt at vælge det fra. At man ikke skal finde sig i at blive nedbrudt og have dårlige tanker om sig selv. Jeg er dog ked af, at det skal ende sådan, for jeg ville ønske, at min far var i stand til at passe på mig, og at det ikke var mig, som skulle passe på ham”.

Det er ikke første gang, at Kirstine bryder kontakten til sin far. To gange før har hun taget den beslutning, trukket telefonen op af lommen og med skælvende stemme fortalt ham, at der ikke er plads til ham i hendes liv. Begge gange er hun dog faldet tilbage i håbet om, at han ville ændre sig. Denne gang tror hun dog ikke, at det sker igen, men som hun siger:

”Det er en beslutning, jeg tager hver dag. Jeg står op, kigger mig selv i spejlet og tænker – igen i dag skal jeg ikke snakke med min far, for det er ikke godt for mig”.

Kirstine kan derfor ikke sige, om hun har kontakt til sin far om en måned, et år eller 10 år ude i fremtiden. Lige nu kæmper hun dog stadig med det, hun kalder efterveerne.

”Når jeg ser ham nu, eller han prøver at kontakte mig, får jeg det fysisk dårligt. Jeg får lyst til at kaste op, eller også begynder jeg at græde. Minderne, den enorme sandsynlighed for, at han går over min grænse igen og den dårlige samvittighed, jeg har over ikke at svare ham, gør det virkelig svært, når han kontakter mig”.

 

For stolt til hjælp

I hjemmet har der aldrig været plads til Kirstines følelser, og hun har selv forsøgt at undgå at tale med nogen om dem. Ikke engang veninderne blev lukket ind, for de skulle ikke se, hvor skrøbelig hun og familien var. I stedet tacklede hun det ved at skrive om alt det, der foregik i familien, og hvordan det påvirkede hende. Sort på hvidt. Det gør hun stadig, for det har en terapeutisk virkning for hende.

En anden manøvre var at flytte fokus enten ved at fordybe sig 100 % i skolen, være vildt politisk aktiv eller dyrke overdreven meget motion.

”Udefra var jeg bare en 12-talspige. Jeg føler ikke, at der var nogle i min omverden, der stillede spørgsmålstegn til, hvorfor jeg nu var det”.

12-tals facaden fungerede så godt for Kirstine, at hun i mange år selv troede på, at hun rent faktisk var facaden. I dag fortryder hun, at hun ikke selv tog fat i sin læge eller nogle af sine lærere, som hun var fortrolig med i folkeskolen eller gymnasiet, og fortalte dem om de tanker og følelser, hun gik rundt med. Samtidig ville hun dog også ønske, at der var nogle af de voksne i de institutioner, hun gik i, som havde gennemskuet hende, for som hun siger: ”Det er jo ikke realistisk, at der er en pige, som klarer sig SÅ godt i ALLE ting”.

 

Kirstine har startet en ”kærlighedshær”

Efter at have brudt kontakten med sin far og delt sin historie, første gang i en Facebookgruppe for radioprogrammet Tværs på P3, er det strømmet ind med beskeder til Kirstine fra folk i alle aldre, som har kunnet relatere til hendes historie. Dér gik det op for hende, at der var et behov for et fællesskab, hvor folk kan mødes og dele deres erfaringer med at bryde kontakten til et familiemedlem.

Derfor greb hun skovl og spand og begyndte selv at så frøene til en sorggruppe, som hun har døbt ”Kærlighedshær – foreningen for svære forældrerelationer”. Sorggruppen har fået dette navn, netop fordi Kirstine gør det af kærlighed:

”Det er ikke min intention at udstille nogen. Det handler om at bryde et tabu. At det er okay at vælge sig selv, når ingen andre kan gøre det for dig. At det er okay at være selvisk. Det er okay at bryde kontakten til en forælder eller vedholde det brud, de måske har lavet med en. Man skal ikke finde sig i det, man skal passe på sig selv”.

Kærlighedshæren er for alle i alle aldre. De, der lægger vejen forbi, er både nogle, der har brudt kontakten til en forælder, eller selv er blevet brudt med af en forælder, men der kommer også flere, som overvejer at bryde kontakten. Det sidste er vigtigt for Kirstine at understrege, for det kan være ekstremt svært at bryde med et familiemedlem. Det er ofte sidste udvej, som man benytter sig af for at passe på sig selv, og der er det godt med et fællesskab og at have nogen at støtte sig op ad.

For Kirstine er Kærlighedshæren en måde at komme igennem de svære perioder samtidig med, at det fungerer som et pusterum fra de omgivelser, som oftest ikke forstår, hvad et forældrebrud indebærer. For i Kærlighedshæren behøver man hverken at undskylde eller bortforklare, hvorfor man har valgt at bryde kontakten til et nært familiemedlem.

”Kærlighedshæren er et sted, hvor man ikke føler sig forkert. Her sidder vi sammen som hverdagens eksperter og hjælper hinanden i de svære livsfaser og -begivenheder. Der er en helt unik og intens stemning til møderne, fordi man sidder med en masse fremmede mennesker og deler ud af sit inderste”.

Du kan læse mere om Kærlighedshæren her: https://www.facebook.com/kaerlighedshaer/ og melde dig ind i facebookgruppen her: https://www.facebook.com/groups/412396689210186/

 

Fire råd til dig, der står/har stået i en lignende situation

I dag fortryder Kirstine ikke, at hun har delt sin historie, for der har været så mange, som har kunnet nikke genkendende til hendes situation, og som har manglet en at spejle sig i.

”Det betyder så meget at have nogen, man kan spejle sig i –  at vide, at der er andre, som har eller har haft samme problem. Det er bare meget mindre svært, når man ved, at man ikke er alene”.

Vi har spurgt Kirstine, hvilke råd hun vil give videre til andre, der står eller har stået i samme situation som hende. Dem kan du læse her:

  • Vær ikke bange for at spørge om hjælp – og del ud af dine svære og ubehagelige tanker. Det er vigtigt at få sagt dem højt. Men sig dem til nogle, du stoler på. For eksempel headspace, Kærlighedshæren eller venner og familie
  • Din sårbarhed er din styrke – Fordi du har været ude for nogle svære ting, har du næsten en gave, da du har meget nemt ved at fornemme andre mennesker. Ligesom med ar skal sårbarheden ikke gemmes væk men stolt vises frem
  • Det er helt okay at trække sig og bryde kontakten – eller at overveje at gøre det. Man fortjener et liv, hvor man ikke er bange for, hvad der kommer til at ske, når man ser sin forælder eller en anden, man har nær
  • Skam dig ikke – hverken over at have brudt kontakten, at overveje at gøre det, eller hvis du selv er blevet brudt med

Fries Before Guys: ”Alt for mange går i stykker, fordi de tror, alt det de har indeni er forkert”

friesb4guys60

For et par år siden blev hele Danmark introduceret til Nanna og Josephine fra Aalborg. To unge kvinder, der sidenhen har underholdt os med historier om eksamensmave og rørt os med samtaler angst, tab og selvhad i deres podcast Fries Before Guys. Vi har taget en snak med dem om repræsentation, kropsforståelse og hvordan det er, når man frygtløst vender sig selv på vrangen for tusindevis af mennesker uge efter uge.

”Vi har hjertebanken begge to. Hver uge,” siger Josephine.

Hun er den ene halvdel af duoen Fries Before Guys, der valgte at lave en podcast, der skulle kredse om forskellige grænseoverskridende emner. Et valg der var ligetil, men som også har gjort, at det har været og stadig er angstprovokerende, når endnu et afsnit af podcasten lægges ud til lytterne.

”Det er et vilkår. Sådan er det bare – det er sjældent, vi har max opperen, og det er altid hårdt, når vi udgiver et afsnit”, stemmer Nanna i.

Men det skal gøres. For det er vigtige ting, der bliver sagt. Ting, vi unge har brug for at høre, og ting ingen andre fortæller os. Og det er for dårligt, synes pigerne. Det var derfor, de startede podcasten i første omgang.

”Der manglede noget, vi kunne spejle os i. Vi bliver alt for tit præsenteret for et filteragtigt billede af, hvordan det er at være ung kvinde. Vi ville gerne repræsentere noget andet – noget vi selv gerne ville have haft… eller have,” siger Nanna.

Eksamensmave og følelsen af at være forkert – ligesom alle andre

Og podcasten skorter heller ikke på svære emner. Tværtimod. Der er snart ikke det, der ikke er blevet vendt, når Nanna og Josephine sender deres tanker ud i æteren. Selvhad, angst, onani, kropsforståelse, brudte venskaber. Josephine og Nanna tager os omkring det hele. På den der måde, hvor man ånder lettet op og lader sig selv tro på, at man (endnu engang) ikke var den eneste, der havde siddet med dén følelse eller dén oplevelse, som man ikke have lyst til at dele, fordi det ikke så godt ud på det sociale CV.

Og det var egentlig hele formålet med podcasten. At vi, der lytter med skal føle, at vi er normale. At vi ikke er forkerte. Og derfor vender de gang på gang det ene tabu efter det andet, så vi andre kan få ro i maven over, at vi ikke er alene om de ting, vi går med indeni. Og faktisk også, så de selv kan finde lidt ro i, at de jo egentlig heller ikke er specielt unikke. På trods af, at det er ret unikt at tale om dårlig mave med flere tusinde lyttere på sidelinjen.

”Det er ligeså meget os, der bliver bekræftet i, at vi er normale, når vi får feedback fra andre, der skriver, at de har oplevet det samme som os,” siger Josephine. ”Ja…” siger Nanna og fortsætter: ”Når vi først er kommet i gang, har det også en terapeutisk virkning at gribe fat i de svære ting, fordi man bliver mindet om, at det jo slet ikke er så farligt.”

friesb4guys62

Vi er jo alle bare mennesker

Da jeg spørger pigerne, hvorfor det er så vigtigt at have nogen at tale med, slår Josephine straks et smil op og refererer til skolelægen fra TV-serien SKAM. ”Intet menneske er en ø,” siger hun.  ”Det er så vigtigt at have en ventil i andre. At kunne dele sorger og byrder. Jeg ville blive syg, hvis jeg ikke kunne det. Når man snakker med andre mennesker, kommer man også tættere på dem. ”

Nanna nikker anerkendende, men indskyder ”men det kan også være svært at føle, at man er tæt på nogen. At føle, at man kan sige, hvad man tænker. Jeg syntes tit, det var svært at gå alene med mine tanker i gymnasiet. Og det var før man blev bombet med perfektionisme på de sociale medier. Nu er det jo endnu sværere at tale om end for bare fem år siden, fordi man får præsenteret et billede af, at alle andre har det for fedt,” siger hun.

Men de mærker på deres lyttere, hvor meget det giver, når de deler ud af sig selv.

”Vi får rigtig mange positive reaktioner, når det går tæt på. Når vi deler noget personligt eller intimt om os selv, får de også mod til at stå op for sig selv og dele. Det er vildt rørende at se,” siger Josephine. ”Det har så stor en værdi at føle en common humanity. Vi er alle sammen bare mennesker, og vi er sammen om at være mennesker. Og alt det, det indebærer for mig, indebærer det også for dig.”

Den forkerte krop. Eller hvad?

Især repræsentation af kvindekroppen var noget af det, de begge to savnede i det generelle mediebillede. Altså den kvindekrop de fleste af os går rundt med og generelt er utilfredse med, ikke den vi bliver præsenteret for i undertøjskampagner. Og de kender begge to til følelsen af at være forkert i sin krop, som også har været et emne i podcasten.

”Vi piger bliver opdraget til at være smukke, og der bliver kommenteret på vores udseende. Vi vil jo bare se normale ud, men vi bliver så sjældent eksponeret for noget normalt, at vi ikke ved, hvad det er. Jeg har mange veninder, der tror, at den almindelige måde at se ud på er som modeller. Så forstår jeg godt, man får det pissedårligt med sig selv,” siger Josephine.

Nanna fortæller om, hvordan hun allerede før hun blev teenager skrev i sin dagbog, at hun ikke have lyst til at tage i svømmehallen på grund af sin krop. For vi lærer jo som piger i en ganske ung alder, at den tynde krop er den rette krop. Så hvad gør man, når man ikke kan kende sig selv i de billeder og personer, man bliver præsenteret for på TV og Instagram?

”Jeg tror, at repræsentation kan ændre det forhold, man har til sig selv. Men også til andre. Det er derfor, det er så vigtigt. Der er alt for mange, der går i stykker, fordi de tror, alt det, de har indeni er forkert. Det kan være svært at dele, og så kan det gøre en forskel at se de ting repræsenteret hos en anden,” fortsætter Josephine.

Så Nanna og Josephine har lavet en undertøjskampagne med Organic Basics. For som Josephine sagde tidligt i samtalen ”Jeg vil have noget, jeg kan spejle mig i, og hvis der ikke er andre, der gør det, så gør jeg det fandeme selv.”

Responsen på undertøjskampagnen har været positiv og fyldt med ”wow, hvor er I modige”, for det er efterhånden et særsyn at se helt almindelige mennesker i undertøj. Men de giver modet videre til lytterne.

”Det er noget af den feedback, vi får. At lytterne føler, de er blevet modige nok til at gøre noget for sig selv – at de tør tage de svære samtaler eller forklare andre, hvordan de har det,” siger Josephine. ”Det er en ret fed løn at trække ind.”

Og det er dét repræsentation kan. Minde os om, at vi aldrig er alene, og at vi er okay. Og dérfor er den især nu, hvor hver fjerde unge kvinde kæmper med det mentale helbred, måske vigtigere end nogensinde før.

friesb4guys66

Med en stemme følger et ansvar

Nanna og Josephine mener ikke, de er blevet mere modige i takt med, at podcasten har fået et par år på bagen, og lytterne er strømmet til. Til gengæld er de meget bevidste om, at den øgede rækkevidde også bringer et øget ansvar. Og det vil de gerne leve op til.

”Der mangler stadig repræsentation for så mange,” siger Nanna. ”Vi manglede det, og vi kan puttes direkte i standardkasserne hvid, middelklasse og hetero.”

Så de forsøger at give stemmen til andre, der ikke er kvinder i deres eget billede, men som også har noget på hjerte og et budskab, der er vigtigt at få ud.

Så selvom hjertet galoperer i rekordfart, og de nogle gange føler sig ”tømmermændsramte” af tunge samtaler og angsten over, hvordan de modtages, bliver de ved med at dele. Heldigvis hamrer hjertet hurtigt i normal takt igen, for den respons de får tilbage bekræfter dem i, at det de gør er rigtigt. At der var brug for deres ærlighed. For der sidder unge mennesker i hobetal med præcis de samme følelser og tanker. Som ikke lader sig selv åbne op, fordi perfektionen har taget over. Fordi det der sårbarhed gider vi ikke – de andre har den jo ikke. Men det har de heldigvis, og det er Nanna og Josephine der ugentligt til at minde os om, skulle vi gå hen og glemme det igen. Og der er ikke noget, der tyder på, at de stopper lige foreløbigt.

”Vi kan ikke stoppe, før andre tager over. Der er nødt til at være andre tilbud. Vi har jo bare brug for at føle os normale og høre folk tale om normale ting og høre, at andre også har tvivl om sig selv og deres seksualitet og alt det andet – der er nødt til at komme bedre tilbud, end der er nu,” siger Josephine.

Pssssstt….. Hvis I endnu ikke har stiftet bekendtskab med Fries Before Guys, kan I jo give deres podcast et lyt. Eller følge dem på Facebook og Instagram 🙂

400.000 skridt i kampen mod ensomhed

Kom med til March mod Ensomhed, hvor vi sammen med HelseMatilde, Patrick Cakirli og resten af Folkebevægelsen mod Ensomhed begav os ud på 300 kilometer fra København til Aarhus.

img_8579

Med et stort smil, rygsækken solidt plantet på skuldrene under den sorte hættetrøje og to hænder fæstnet omkring rullestolen, hvor en af beboerne fra det nærliggende plejehjem sad plantet under en plaid, kom Patrick traskende til headspace Rødovre.

I flere måneder har han forberedt sig til denne tur, hvor han skal gå fra København til Aarhus. På to uger skal han rundt regnet forcere 300 km, hvilket svarer til godt og vel 400.000 skridt. I perioden fra den 12 april til 26 april går Patrick Cakirli mod sit mål, men kun hvis han får følgeskab af andre.

HelseMatilde går med
En af dem, der har valgt at gå med i første omgang er bloggeren Helsematilde, der selv har oplevet ensomhed af flere omgange. Blandt andet da hun mistede sin lillebror på grund af en overdosis.

“Jeg synes, det er vildt vigtigt. Jeg ved selv, hvordan det er at være ensom, så jeg vil gerne sætte fokus på det. Jeg føler også med den platform, som jeg har, at jeg har et ansvar, når der er så mange, der følger med, så det gav sig selv, at selvfølgelig skulle jeg være med til det her”, siger hun og smiler.

Hun har blandt andet oprettet gruppen find en veninde, hvor piger og unge kvinder kan finde fælles interesser, som de kan dele i fællesskab. Selv har hendes løsning været at dyrke Crossfit, hvor hun har fået et fællesskab og mange nye veninder og venner.

“Jeg håber på at møde nogle andre mennesker, end dem jeg normalt er sammen med, og høre hvordan ensomhed kan føles. Ensomhed for mig, som den kommer til udtryk i dag, er for eksempel, at man kan sidde lidt alene og føle, at man mangler nogen at tale med. Men nu har jeg jo nogen at ringe til.”

img_8632

Læs også HelseMatildes indlæg om, hvorfor headspace kan gøre en forskel for dig.

Hun håber, at hun på turen kan møde nogen, som har været ensomme i længere tid og høre, hvad de gør for at komme ud af ensomheden.

“Og så glæder jeg mig bare til at mærke fællesskabet, og at vi står sammen om noget. Jeg tror, at vi kommer til at få en følelse af fællesskab, selvom vi er vidt forskellige mennesker”.

headspace frivillige på landevejen
Derudover har to frivillige fra det lokale headspace i Rødovre også begivet sig ud på rejsen for at støtte op om eventet, og der er god grund til at stille skarpt på.

Den nye sundhedsprofil, der kom tidligere på foråret viser, at 350.000 danskere i alle aldre føler sig ensomme, og værst ser det ude for de unge. Derfor er det vigtigt at vise, at der findes alternativer, at det er okay at tale om det, og at vi sammen i fællesskab kan sætte bevægelse i forhold til at fjerne tabuet om ensomhed.

“Min drøm er at bekæmpe ensomhed på tværs af Danmark, og det her er virkelig noget jeg brænder for. Det er derfor, at jeg gør det”, siger Patrick Carkili og tilføjer:

“Jeg vil rigtig gerne gennem den her gåtur symbolisere hvor vigtigt fællesskab er. Det er i fællesskabet, at vejen til at få det bedre ligger, go det er den eneste måde, at vi kan få bugt med den her ‘ensomhedsepidemi’. Derfor er det også kun, når er er nogen, der er i vores samfund,” siger han, mens han bevæger sig forventningsfuld med et stort smil og et voldsomt presseopbud ud på de første meter.

img_8627

Du kan følge med på gåturen ved at gå ind på www.marchmodensomhed.dk. Her vil Patrick løbende lave blogopslag, og du kan se, hvor han er på ruten.

Læs også DR’s lille artikel om, hvorfor Patrick vælger at gå 300 kilometer fra København til Aarhus. 

Du kan også læse mere om headspace her.

Er kun det perfekte godt nok?

perfekt-et1

Det store rungende svar er nej. Men alligevel viser en stor ny amerikansk undersøgelse viser, at flere og flere unge har taget det perfekte til sig som ideal. Men hvorfor har så mange unge en følelse af, at kun det perfekte godt nok?

Du er god nok, som du er. Men det  føler langt størstedelen af unge danskere i hvert fald ikke. Det viser en ny stor rapport fra Sundhedsstyrelsen, hvor man har spurgt over 180.000 danskere .

I 2010 havde 12,0 procent af de 16-24-årige dårligt mentalt helbred, mens tallet var steget til 12,3 procent i 2013 for fire år senere at være steget til over 18 procent. Særligt de unge kvinder er hårdt ramt. I 2010 svarede 15,8 procent, at de havde dårligt mentalt helbred, mens tallet i 2017 var steget til hele 23,8 procent, altså næsten hver fjerde unge kvinde.

I Region Syddanmark har man derudover også spurgt til, hvor ofte de unge har svært ved at leve op til egne forventninger, og der svarer små 19 procent af unge drenge mellem 16 og 25, at de det meste af tiden eller hele tiden ikke lever op til egne forventninger, mens det er 36,5 procent af de unge kvinder på samme alder. Altså over hver tredje.

Læs mere her: Unge kvinder mistrives mentalt

Med andre ord – det kunne godt tyde på, at ingen er perfekte, og at de forventninger, som unge stiller til sig selv, er for høje.

Generation perfect?

En nyere amerikansk undersøgelse blandt unge universitetsstuderende viser, at denne generation sammenlignet med tidligere generationer stiller større og større krav til dem selv, deres udseende, uddannelse og deres job. I undersøgelsen har man spurgt godt og vel 41.000 amerikanske, canadiske og engelske universitetsstuderende.

I en dansk sammenhæng har forskere kigget nærmere på, hvordan de unge færdes i en kultur, hvor det perfekte og forventningerne belaster de unge under uddannelse. Han har kigget på folkeskole- og gymnasieelever og ser blandt et stigende pres på de unge, som både kommer fra dem selv, forældrene i en mere uudtalt form samt fra det omsiggribende samfund og fortællingen om, at man er i evigt konkurrence.

Her bliver de unge tidligere og tidligere bevidste om at måle sig med hinanden, om at deres præstationer begrænser deres valgmuligheder senere i livet, og de i stigende grad går efter karakterer og måler sig mod hinanden og alle andre via digitale medier.

Det er vigtigt at være en succes, men det er er bare ikke altid, at det lykkes

”Jeg vil gerne gøre det rigtig godt i skolen, så jeg bruger meget – og måske for meget – tid på afleveringer. Så bliver jeg presset i forhold til, at jeg ikke har tid til at læse lektier, for jeg skal også passe mit job, og jeg vil jo også gerne se mine venner. Og i min klasse er der hele tiden noget, man kan gå til … Men nogle gange har jeg simpelthen svært ved at overskue det … Og jeg ved godt, at det er specielt hårdt i 2.g, men nogle gange har jeg bare brug for at snakke med nogen om det”, som en ung pige fra 2.g. fortæller i undersøgelsen.

headspace møder sårbare unge

Og hun er langt fra alene. I headspace møder vi mange unge, der er stressede, som føler sig usikre, og som kæmper med selvværdet. Og det er især unge piger. Godt og vel to tredjedele af de tusindvis af unge, der har fået hjælp i headspace, er piger.

Derfor er det virkelig fedt at se, at DR sætter fokus på emnet med netop at stille skarpt på den perfekthedskultur, der er opstået især blandt unge piger. En af de seje, der stiller op er bloggeren Amalie Wessel, som har skrevet dette seje og ærlige indlæg om at skabe rum til at være sårbar.

perfekt-3

Hun fremhæver, at det er vigtigt med steder, hvor de unge kan tale om deres svære tanker, tale om det uperfekte og få mulighed for at komme ud med lidt af dampen.

Og så husk, ingen er perfekte. Vi har alle sammen vores fejl, små uperfekte træk og spidsfindigheder. Det er det, der gør os til mennesker, og det er i sidste ende, det der gør os interessante.

Læs også: Rikke kom i headspace: Knækkede jagten på at jage det perfekte

Klik her og find dit headspace