Mit livs rejse – kærestesorger i sabbatåret

Juletiden i december går på hæld, og de to sidste vintermåneder, januar og februar, melder hurtigt deres ankomst. Temperaturerne er lave, og det er mørkt, fra du står op, til du går i seng. Din søgehistorik består primært af, ”Hvor er der varmt i januar?”, og du har måske mest af alt blot lyst til at krybe under dynen og først vågne igen til foråret. Heldigvis lider du ikke længere af influenza, men desværre har en noget mere alvorlig diagnose ramt dig; nemlig rejsefeberen. Slår du det op i den danske ordbog, får du følgende betegnelse: Stærk trang til at komme ud at rejse.”

Et par stykker af dine venner og veninder har måske allerede postet de første billeder på Facebook og Instagram af kridhvide sandstrande, hængekøjer, havskildpadder, dykkerture og diverse adrenalin-oplevelser. Det kribler i dig, og du kan næsten ikke vente til, at det bliver din tur. Desværre tillader opsparingen ikke helt endnu, at du kan forlade sabbatårs-jobbet og begive dig ud på din drømmerejse.

Men jeg vil i dette blogindlæg give jer et indblik i, hvordan man får sit livs rejse, selvom alt ikke går som planlagt.

Inden jeg drog afsted på min rejse, var jeg nervøs for, om jeg ville få knyttet venskaber til de andre deltagere på holdet, om jeg ville få hjemve og om rejsen ville leve op til alle mine forventninger. På den ene side tænkte jeg: Yes! Drømmerejsen er booket! Der er sat et stort kryds i kalenderen, og jeg ved præcis hvor mange dage, der er til, at mit eventyr begynder! På den anden side opstod der midt i al glæden en række andre tanker og spekulationer: For hvad nu hvis min tur ikke går som planlagt, hvad nu hvis jeg ikke får nogle veninder og er det her nu også den rigtige beslutning? Det føltes som om, at spændingen forvandlede sig til nervøsitet, og jeg havde hjemve, før jeg overhovedet stod i lufthavnen. Heldigvis blev mine bange anelser hurtigt gjort til skamme. Lige efter afskeden med min familie i Kastrup Lufthavn, kom flere af deltagerne fra mit rejsehold og gav mig et stort kram. Her blev jeg klar over, at vi alle delte de samme sommerfugle i maven, de samme bekymringer og ’hvad-nu-hvis’er’. Fra dét øjeblik og 3 måneder frem havde vi deltagere kun hinanden at læne os opad.

Den første destination på vores rejse var New Zealand. Efter små to uger ankom vi til hovedstaden, Queenstown. Her ventede os et 3-ugers undervisningsforløb i Kommunikation & Personlig Udvikling. Undervisningsforløbet lå i starten af rejsen. Undervisningsforløbet lå på et tidspunkt, hvor jeg personligt havde mest brug for det. Få uger inde i rejsen havnede jeg i en situation, hvor jeg havde brug for al den hjælp, som jeg overhovedet kunne få. Min daværende kæreste gjorde det nemlig forbi, imens vi var i Queenstown, 18.000 kilometer væk hjemmefra. Det føltes uvirkeligt. Jeg sank sammen på gulvet inde på mit hostel-værelse. Det gjorde ondt overalt, og jeg kunne ikke bevæge mig. Jeg følte mig hjælpeløs, lammet, alene og tusindevis af bekymringer skyllede ind over mig: Hvordan fortæller jeg det til min familie? Hvordan kommer jeg igennem de næste 3 måneder? Vil jeg grine og smile oprigtigt igen på denne tur? Hvad skal der ske, når jeg kommer hjem til Danmark? Hvordan rejser jeg mig overhovedet fra det her gulv igen og åbner døren? Men det nyttede ikke noget at dvæle ved uretfærdigheden, og jeg var nødsaget til at tage ejerskab over det. Jeg besluttede derfor hurtigt, at bruddet hverken skulle ødelægge eller definere min rejse, for jeg havde set frem til lige netop disse tre måneder utrolig længe, og jeg var fast besluttet på, at få så meget ud af dem, som overhovedet muligt.

Min situation betød, at mine medrejsende, undervisere, rejseleder og jeg kom utrolig tæt på hinanden. Lige efter bruddet føltes det som om, at jeg ikke kunne trække mit vejr helt ned i maven, og det hjalp enormt meget at dele mine følelser, tanker og bekymringer med de andre på holdet. Undervisningsforløbet dannede altså rammerne for et trygt rum, hvor jeg frit kunne dele ud af mig selv, og jeg vidste, at der øjeblikkeligt ville være tredive andre til at gribe mig.

Jeg havde bestemt ikke forudset, at jeg skulle bruge tid og energi på at håndtere kærestesorger på min rejse, men at komme videre fra så svær en situation på den anden side af jorden har utvivlsomt lært mig at stå på egne ben. Jeg kunne ikke have forestillet mig en bedre kur mod kærestesorger end at tage del i et inspirerende og spændende undervisningsforløb målrettet personlig udvikling, hygge med fantastiske venner og veninder og tale med en sød og forstående rejseleder. Jeg havde aldrig forestillet mig, at tre måneder ville gå så hurtigt, og før vi vidste af det, var vi retur mod Danmark.

Vores rejse var nået til vejs ende, og at vi nu skulle gå hvert til sit efter tre intense måneder sammen. Jeg fik øje på mine forældre, der løb mig i møde og omfavnede mig. Lige præcis dét kram, havde jeg ventet på i tre måneder. Mine forældre kunne tydeligt mærke, at jeg var vokset mindst 10 centimeter på rejsen, og jeg følte mig også forandret. Vores rejse havde fået de bedste sider frem i mig, og jeg vendte hjem med en større tro på egne evner og selvsikkerhed, som jeg aldrig have turdet håbe på. Jeg fik modet til at gå efter drømmestudiet, flytte til en ny by og kaste mig ud i nye udfordringer.

At rejse i mit sabbatår har lært mig at drømme stort. Ofte bliver vi bremset, når vi tænker på, hvordan skal jeg nogensinde lykkes med det? Men vi behøver ikke at kende alle de forskellige trin mod vores mål. Ingen af os kan forudse, hvilke bump vi møder på vejen, hvor vi ender i fremtiden samt hvilke muligheder, der pludselig åbner sig for os.

Dette blogindlæg er skrevet af vores kommunikationsfrivillige, Caroline.

VENSKAB OG MASKEBAL

En maske, en kunstig facade, et skjold, en kappe…

Jeg er professionel til at vise, at jeg er glad. Men når man ikke er glad, så er maskebærer nok det mest nedslidende og krævende erhverv.

I mit første job som pædagog kom jeg i den grad i klemme. Her fyldte indbyrdes konflikter, og den trykkende stemning satte sit præg på mig. Jeg oplevede hukommelsessvigt, trykken for brystet, en tung kæde om halsen, søvnbesvær og tankemylder. Jeg måtte sige op og følte en kæmpe nederlagsfølelse.

Jeg tænkte, at min opsigelse ville gøre mig klar i hovedet igen. Men til min store skuffelse blev stress til svær depression.

Jeg isolerede mig i mine forældres hjem. Jeg følte mig sølle og umoden. Mine forældre skulle hjælpe mig med alt. At spise mad, tage bad, børste tænder osv. Ind og ud af psykiatrien – frem og tilbage. Jeg begyndte at isolere mig selv for alle. Kun mine forældre og søstre så mit sande jeg.

Jeg ville gøre alt for at opretholde en facade og maske over for mine venner og bekendte. Jeg følte ikke, jeg kunne vise den depressive udgave af mig selv.

Jeg var bange for at skræmme mine tætteste væk, hvis jeg viste dem mit sande ansigt. Et ansigt med et udtryk af sørgmodige, tomme, flakkende øjne, et ufokuserede blik og et anspændt smil.

Jeg var angst for ikke at passe ind i kassen formet af massen. Det resulterede i, at jeg efter socialt samvær var fuldstændig færdig. Min krop var energiforladt, og der var kun røde tal på min psykes konto. En følelse af at have løbet et maraton på en vej af glasskår og splinter.

Det må have været hårdt for dem omkring mig. Dem, der kender mig som Josefine den glade, positive, livlige, sjove og omsorgsfulde person. Det er sådan, de beskriver mig, så det var den Josefine, jeg viste dem.

Det må være svært at forstå, at den Josefine, mit netværk så udadtil, var krakeleret indvendigt. Hårdt for dem at forstå, at den Josefine, de kender, gik rundt med en svær depression. En Josefine med manglede livsglæde, positivitet og troen på, at livet nogensinde skulle blive godt igen.

Jeg ville give alt for bare at være mig – ligeglad med andres tanker og i stand til at elske mig selv. Perioden med depressionen svingede, som et pendul i mit indre, mellem de to modstridende parter; isolation og invitation.

En indre konflikt og en lyst til to vidt forskellige ting. At isolere mig selv, lukke ned, kramme ensomheden, slukke for solen og gemme mig i dundynernes hulrum. Den anden del af mig havde lyst til at invitere og tage imod invitationer om socialt samvær, en lille kop latte, en ærlig snak mellem bedste veninder, et lille pusterum fra mit eget luskede sind og psyke.

Disse konstante modsatrettede tanker om “det ene” eller “det andet” var så overvældende og så kvælende.

Samtidigt gjorde depressionen det ekstremt svært for mig at tage beslutninger om noget som helst. Jeg har aldrig følt mig så ubeslutsom. Jeg plejer at være ubeslutsom på et slags “hvad skal vi have fra Just-Eat?”-plan. Men denne her ubeslutsomhed gjorde næsten fysisk ondt indeni.

Mine tætteste veninder var der uanset min ubeslutsomhed. Sommetider var de der for mig “ubehageligt meget”, fordi de sommetider måtte sætte foden i min grå jord og sige til mig: “Jeg kommer altså om 10 minutter – om du vil det eller ej.”

Jeg følte en utilpashed, men også lykke. Lykke over at have veninder, som er der for mig uanset hvad. Den sociale aktivitet begyndte gradvis at fylde mere og mere i perioden. Aktivitet føder ny energi, og den nye energi føder en ny aktivitet. Stille og roligt begyndte jeg at overveje og opveje, hvor meget lykke jeg følte indeni, når jeg var ensom og isoleret, og hvor stor en lykkefølelse jeg havde i samvær med mine veninder.

Jeg begyndte at bryde den negative spiral. Det tog lang tid, men det blev lettere og lettere. Gradvis socialisering var en af forudsætningerne for mig i kampen mod depression.

En maske kan være til megen gavn, men tænk over hvordan, hvorfor, og over for hvem du tager den på. Folk vil altid værdsætte dig, men vis dit ærlige ansigt – ikke kun for deres skyld, men også din egen.

Du skåner ingen – og især ikke dig selv – ved at gå til maskebal.

Blogindlægget er skrevet af Josefine, der er kommunikationsfrivillig i headspace.

Sådan tackler du presset i skolen

”Jeg er dum og kan ikke finde ud af noget. Jeg skuffer mine forældre og får aldrig en fremtid. Alle de andre er meget bedre end mig

Kender du nogle af de her tanker? Hvis du har prøvet at have det sådan, er du bestemt ikke alene. 61 procent af de unge i 8. klasse fortæller om et meget stort pres i skolen i Børnerådets seneste undersøgelse for 2018

Høje forventninger og frygt for at skuffe

Morten er afdelingsleder på en stor folkeskole lidt uden for København og har undervist i mange år. Han kender til de bekymringer, man kan have, når noget er svært i skolen. Det er for eksempel bekymringer om fremtiden og muligheder for uddannelse.

”Det er jo ikke forkert at have forventninger til sig selv og gerne ville gøre det godt. Men man skal tænke over, hvor de forventninger kommer fra,” siger Morten og fortæller, at for ham handler det blandt andet om at få skabt nogle realistiske forventninger.

Presset kan for eksempel komme fra tvivl og usikkerhed om, hvad det kræver at klare sig i uddannelsessystemet.

”Jeg har haft mange elever, som er kommet videre i gymnasiet nu og klarer sig rigtig godt, selvom de var meget bange for eksamen i 9. klasse og ikke følte, at de var gode nok. Når jeg fortæller det til mine elever nu, så kan jeg fornemme, at de slapper mere af og tænker ’Okay, det skal nok gå.’”

Konstant vurdering på alle parametre

Måske genkender du følelsen, som rigtig mange andre i din situation også går rundt med. Bekymringer om sin fremtid på arbejdsmarkedet og i uddannelsessystemet er ifølge Børnerådets undersøgelse noget, der presser unge rigtig meget. Det gælder både presset om at præstere og træffe valg omkring ungdomsuddannelse. Undersøgelsen viser også, at der for nogle kan være en stor frygt for at skuffe sine forældre.

”Det er også noget, man som lærer er opmærksom på”, fortæller Morten. Han mener, at det er vigtigt at få snakket om og afstemt mellem forældre, lærer og elev.

”Jeg ville foreslå eleven, at vi kan tale om det til skole-hjem-samtalen. Jeg ville sige til forældrene ’dit barn knokler’”.

Morten opfordrer altså til at sige det højt, hvis du går rundt med bekymringer om at præstere i skolen. Det samme gælder, hvis du frygter, at din lærer bliver skuffet, når du har svært ved at forstå det, I bliver undervist i eller skal til eksamen i.

”Jeg bliver ikke sur eller skuffet, hvis eleverne har svært ved at forstå undervisningen eller præstere i en prøve. Bare de gør deres bedste, så kan man ikke gøre mere. Som lærer skal jeg ikke pleases.”

 

”Okay, jeg kan faktisk godt”

Det er helt okay for din lærer, at du ikke har nemt ved det hele. Ifølge Morten kan det som lærer også være rigtig stort, når man kan se en udvikling, fordi eleven virkelig forsøger. Og det handler altså ikke om karakteren:

”Nogle gange kan et 2-tal eller et 4-tal være endnu større for mig at give end et 12-tal,” fortæller Morten og uddyber:

”Jeg havde en elev, som havde det virkelig svært i skolen. Selvom hun til eksamen ikke fik en høj karakter, var hun den, der rykkede sig allermest! Det var jo en kæmpe sejr.”

Det kan være rigtig hårdt at føle sig bedømt og vurderet hele tiden, og Morten understreger samtidig, at det aldrig er sjovt som lærer at skulle sætte et tal på sine elever. Derfor fokuserer han altid på, hvor meget man udvikler sig.

”Når man kigger på, hvordan man har rykket sig, så kan man pludselig se, at ’Okay, jeg kan faktisk godt.’”

Men hvordan udvikler man sig så, når noget er rigtig svært at lære? Mortens råd er at spørge, om din lærer kan bryde det ned i mindre dele:

”Nogle vil rigtig gerne forstå det hele på én gang. Men så kan det godt blive meget svært og abstrakt. Så vil jeg dele det op i mindre konkrete dele, som man efterfølgende bygger sammen. Som lærer er man der for at hjælpe”.

Måske føles det, som om hele ansvaret ligger på dine skuldre, og at hver en præstation er afgørende. Det bedste råd er: Øv dig i at sige det til nogen, hvis du føler dig presset eller bekymret.

Hvis du ikke har lyst til at snakke med din lærer eller dine forældre om skolen – så kom forbi headspace. Du kan også ringe eller skrive til os. Vi står altid klar til at hjælpe.

Indlægget er skrevet af Simone, der er kommunikationsfrivillig i headspace. 

En turbulent ungdom – flytninger, depression og hjælp fra headspace

 

22-årige Liv er mor til en pige på fire. Hun har en kæreste, og så læser hun til teknisk designer. Men når presset bliver for stort, tager hun forbi headspace og får en snak.

En rodløs barndom og identitetskrise
Da Liv var 11 år blev hendes forældre skilt. I første omgang besluttede hun sig for at blive hos sin mor.        Hendes far havde skabt sig en ny sammenbragt familie med nabokonen, og Livs bedste ven blev derfor også til hendes bonusbror. Livs far fik kort tid efter også et barn med den nye kone.

”Han havde meget travlt med sin nye familie, så jeg havde svært ved at få opmærksomhed. Derfor tænkte jeg, at hvis jeg flyttede med dem, kunne jeg stadig være en del af min fars liv.”

Liv var ikke længere fars lille pige, men håbet var der endnu. Som 13-årig ønskede Liv at blive en større del af sin fars familie, og valgte derfor, at hun ville bo hos ham.

Livs mor mente, at det ville være for ustabilt for en teenager at bo hos faren. Derfor kontaktede hun kommunen, hvor det blev besluttet, at Liv kunne bo hos sin far i ét år, på én betingelse: at han ikke flyttede.

Aftalen blev ikke overholdt. Efter bare en uge besluttede Livs far sig for – for første ud af mange gange – at flytte til den anden ende af landet, og da den nye kommune ikke var bekendt med aftalen, fik dette ingen konsekvenser.

De mange flytninger skyldtes farens mange flygtige drømme, samt en frygt for ikke at leve livet fuldt ud. Det ene øjeblik ville han åbne en grillbar, det næste et hotel. Liv nåede at bo hos sin far i to år. I de år blev det blev til fire forskellige huse, to forskellige campingpladser, tre forskellige byer og to forskellige skoler. Det påvirkede også Livs identitetsdannelse.

”Jeg var meget rodløs. Når vi flyttede, var det ikke blot 10 km. væk, men til den anden ende af landet. Hver gang vi flyttede, skulle jeg finde ud af, hvem jeg var på ny. Jeg prøvede at finde min plads og skabe min egen identitet. På den ene skole var jeg emo, og på den anden var jeg en poptøs.”

Det var også svært at finde sig selv på hjemmefronten. Livs stedmor led af angst og depression, så Liv skulle gå på æggeskaller for at opretholde husfreden.

”Det var meget presset derhjemme. Jeg græd hele tiden i skolen, men ikke derhjemme. Der holdt jeg masken, selvom det burde være omvendt.”

På trods af den ustabile hverdag, rodløsheden og identitetskriser, var det svært for Liv at indrømme, at det var en fejl at flytte ind hos faren. Det resulterede i en depression og en indlæggelse på psykiatrisk afdeling.

Her gik Liv i et halvt år, hvorefter hun kom på efterskole. Væk fra sin far og alle flytninger. Da efterskoleåret sluttede, flyttede hun endelig hjem til sin mor igen.

Fandt hjælpen hos headspace
Da Liv blev 18 år, vendte depressionen tilbage, men de lange ventetider i psykiatrien gjorde, at hun måtte kigge sig om efter andre alternativer. Her faldt hun over headspace, som stadig i dag står klar til at hjælpe hende, når det er nødvendigt. Hun kan godt lide anonymiteten hos headspace.

”Da jeg startede med at komme i headspace, talte jeg meget om de forventninger, der er til en, når man fylder 18 år. Det at blive voksen var slet ikke, som jeg havde regnet med. Det var meget overvældende. Jeg havde brug for at tale om de mange tanker, og med nogen, som ikke kendte mig personligt. Hvis man taler med familie eller venner bliver det meget følelsesladet. Så det var rart at tale med en, der ikke vidste hvem jeg var.”

Efter en måned blev Liv tilbudt en plads på en psykiatrisk afdeling, men det takkede hun nej tak til, da hun allerede følte, at hun havde fået meget hjælp i headspace.

En turbulent start som mor
Liv fandt kærligheden som 18-årig i sin daværende kæreste på 34 år. De havde været kærester i et års tid, da de besluttede, at de skulle have et barn sammen i håbet om at redde deres forhold.

”Jeg havde en kæreste, som var en del ældre end mig, og jeg ville gerne have børn, og han mente, at det skulle svære snart, for han var allerede oppe i årene, og havde en søn fra et tidligere forhold. Vores forhold var ikke fantastisk, men jeg havde læst et sted, at når man får et barn, så bliver man forelsket i sin mand på ny og svæver rundt på en lyserød sky.”

Det skulle vise sig, at der ikke var nogen lyserød sky over tilværelsen med en lille ny pige. Liv stod alene i forældrerollen, og i løbet af de første tre uger som nybagt mor, blev Liv og hendes lille pige indlagt tre gange. Første gang havde pigen en RS-virus. Livs kæreste syntes i første omgang ikke, at det var nødvendigt at tage på hospitalet, selvom pigen ikke kunne trække vejret. Da de endelig kom hjem fra hospitalet, fik Liv smerter i maven.

”Da vi var kommet hjem, begyndte jeg at få smerter i maven. Igen mente min kæreste, at det var noget pjat. Det viste sig, at jeg havde blindtarmsbetændelse og måtte akutindlægges og opereres.”

Efter flere indlæggelser med en fraværende far, gik det op for Liv, at hun var alene med ansvaret og med barnet. Det endte med, at parret gik fra hinanden.

”Lige fra fødslen var jeg faktisk alene med hende. Derfor sagde jeg til min kæreste, at hvis han ikke snart tog sig sammen, så ville jeg hellere have fri hver anden weekend, end at være alenemor på fuldtid med en båtnakke.”

headspace stod klar
Efter hun var gået fra sin kæreste, stod hun nu en situation uden møbler eller et tag over hovedet – og med et barn i favnen. Hun blev modløs, og kontaktede derfor endnu engang headspace.

”Jeg ringede til headspace og fortalte, at jeg var gået fra min kæreste. Jeg havde ikke et sted at bo og vidste ikke, hvad jeg skulle gøre.”

headspace sørgede hurtigt for at hjælpe med at finde lejlighed, hun kunne flytte ind i samme uge.

Ansatte og frivillige fra headspace donerede ting og tog på genbrugspladser for at finde møbler til Liv. Når hun fortæller om headspace og den hjælp, hun modtog, er man ikke i tvivl om, hvor meget det har betyder for hende.

I dag bruger hun stadig headspace, hvis hun har brug for at tale om det, der presser.

”Det er ikke et nederlag at spørge om hjælp. Man er stærk, når man viser, at man gerne vil kæmpe mod det, man er oppe imod.”

Indlægget af skrevet af Amalie, der er kommunikationsmedarbejder i headspace Danmark.

Frivilligfortælling fra headspace Aalborg

”Selvom det kom bag på mig, da jeg startede, så giver det personlige mig meget. Det har udvidet mit netværk, og jeg har fået nye venner og gode kollegaer.” 

Hvornår startede du som frivillig?

”Til januar 2020 har jeg været her i fire år. Jeg startede på chatten. Jeg var nervøs over at have samtalen ansigt til ansigt med de unge. Men de samtaler, jeg havde på chatten, var lige så indholdsmæssig tunge og udfordrende. Derfor var der en tryghed i, at jeg sad ved siden af nogen, som jeg kunne spørge, hvis der var noget, jeg var i tvivl om. På chatten var jeg i seks måneder, og så fik jeg lyst til at gå i gang med samtaler ansigt til ansigt. Nu er jeg udelukkende samtalerådgiver.”

Hvad giver det dig personligt at være frivillig i headspace?

Selv om det kom bag på mig, da jeg startede, så giver det personlige mig meget. Det har udvidet mit netværk, og jeg har fået nye venner og gode kollegaer. Hvis der går nogle uger, hvor jeg ikke er hernede, er det rart at komme tilbage. Der er hele tiden en udvikling i hverdagen. Det er både i forhold til min egen faglighed og det personlige, som skabes i de sociale relationer, da jeg har en følelse af at være en del af en organisation, der gør noget for andre. Jeg er med til at bidrage og sætte fokus på, at der er mange unge, som har brug for nogen at tale med, og at det kan være svært at klare alting selv. At tale med nogen, er faktisk ikke så farligt igen.”

Er der noget særligt, som motiverer dig?

”Ja. Når jeg får lov til at følge de unge og deres udvikling, og hvordan der kæmpes for den. Vi som frivillige oplever også en udvikling. Det frivillige arbejde bliver aldrig kedeligt, da hvert forløb er nyt, og jeg lærer noget nyt om mig selv i hvert forløb. Jeg har muligheden for at have udgående rådgivning på uddannelsesstedet SOSU Nord, hvor jeg er hver mandag. Det er en opgave, der giver mig nogle andre udfordringer og muligheder for at møde de unge, hvor de er. På skolen kan de være lidt sværere at fastholde, da de er midt i deres hverdag.”

Hvilke problematikker taler de unge med dig om?

”Det handler mest om identitet. Det kender jeg også selv, at man som et ungt menneske skal finde ud af, hvem man selv er, og hvordan man lytter til sine følelser. Det er særligt identitet og selvværd, som de unge kommer med.”

Har du nogle egne erfaringer med psykisk sårbarhed?

”Jeg kommer fra Læsø, så jeg flyttede hjemmefra, da jeg startede på gymnasiet. I vores lokalsamfund er det meget naturligt at flytte hjemmefra. I de år voksede jeg meget. Det var en periode, hvor jeg var indstillet på, at jeg skulle have det sjovt, men det var fandeme også hårdt.


På det tidspunkt i mit liv ville det have været rart at have haft muligheden for at komme i et headspace-center. Jeg har selv tænkt meget over identitet, jeg har brugt tid på at finde ind til mig selv og på at finde ud af, hvordan jeg påvirkes af den sociale kontekst, jeg er i. Jeg vil jo gerne passe ind, men jeg vil også gerne vide, at jeg er mig selv.

Jeg tror, at alle familier har noget, de bøvler med, og det har min familie også haft. Min far har haft et alkoholproblem. Han drikker dog ikke mere, efter han endelig accepterede, at det var et problem. Det var noget, jeg tænkte meget over, da jeg ikke længere boede hjemme.


Det var en tid præget af, at jeg bekymrede mig over, hvordan det stod til derhjemme. Det er et konkret eksempel på noget i mit liv, som det kunne have været rart at tale med nogen om. Jeg talte med mine veninder, min mor og min far, men det havde været rart at tale med nogen, der hverken kendte mig eller min far. Da det nogle gange er sårbart at tale om sådanne ting.
I dag har jeg dog en rigtig god relation til min mor og far.