Da Casper slyngede vittigheden ud på kontoret, blev jeg ramt af en helt særlig følelse. Jeg havde det som om, jeg var kommet til at gøre noget enormt pinligt, blandet med at jeg blev vildt nervøs. Vittigheden var kærligt ment, men den havde i dén grad ramt en nerve.

Jeg har været kronisk, fysisk syg siden jeg var fem år gammel. Gennem min barndom, og senere min uddannelse og lidt forskelligt arbejde, har jeg lært, hvordan jeg skal begå mig. Jeg kan mærke, hvilke signaler min krop sender mig, hvis den ikke kan holde til det, jeg er i gang med.

Hvorfor slog Caspers vittighed mig så omkuld? Mit studiejob var meget fleksibelt. Min chef vidste godt, at jeg var syg, at jeg gjorde mit bedste, og at det ikke var for sjov, når jeg en gang i mellem gerne ville gå tidligt eller møde sent. Det var et spørgsmål om mit helbred. Derfor var der ingen løftede øjenbryn for de lidt specielle aftaler, jeg havde med de andre på kontoret. Nogle af aftalerne lå på skrift, andre var bare kommet til med tiden.Efter et års tid på mit studiejob, hvor disse trygge aftaler gjorde, at jeg rent faktisk kunne få job og skole til at passe sammen, fik jeg min gode ven, Casper, ind til en jobsamtale.

Han blev ansat med det samme, da han både var dygtig og hurtig til at falde i snak med folk. Det er en ting vi altid har haft til fælles, og jeg følte mig altid tryg i hans selskab. Derfor kom det som en overraskelse, at noget, som hansagde, kunne få mig til at føle mig angst og utroværdig. Det var en solskinsdag på kontoret, morgenen havde egentlig været god ved mig, men pludselig kunne jeg mærke, at der var noget galt i kroppen – det var min fysiske sygdom, som spøgte.

Jeg begyndte at få det meget varmt, få kvalme og blive svimmel. Det var langt fra første gang det skete for mig, så jeg vidste godt, at det var på tide at trække stikket og komme hjem og ligge ned, for at give min krop en pause. Så kunne jeg svare på mails senere. Det havde vi en aftale om.

Min chef kom ind på kontoret sammen med Casper, imens jeg begyndte at pakke min taske. Jeg sagde henover min skulder, at jeg havde fået det dårligt, og spurgte (mest af høflighed), om det var i orden, hvis jeg tog hjem. Det sagde min chef selvfølgelig ja til.

Casper kendte jo også min tilstand – han havde set det utallige gange før – men denne gang reagerede han ved at grine og sige: ”Nå, bilder du dem stadig ind, at du er syg, så du kan komme tidligt hjem?”. Jeg grinte nervøst og følte, at det hele vendte sig i mig. Det føltes som om, at min troværdighed smuldrede, fordi der på én gang blev sat spørgsmålstegn ved allede trygge aftaler. Angsten fik tag i mig og mit hjerte bankede hurtigt, jeg svedte og maven rumlede.

Min chef grinte let, og jeg kiggede afsøgende på hendes ansigt for at se, om hun forstod, at der ingen sandhed var i vittigheden. Pludselig var det hele overstået. Jeg havde set hende i øjnene og forstået, at jeg stadig var til at stole på. Oplevelsen havde dog sat sine spor. Heldigvis var der ingen, som nogensinde satte spørgsmålstegn ved mine aftaler om at kunne gå tidligt – heller ikke efter vittigheden.

Det ændrer dog ikke på, at følelsen af angst og mistillid sad i mig i lang tid. Jeg pressede mig selv for, ikke at skulle gå tidligt i et langt stykke tid efter. Selvom jeg havde det skidt, så følte jeg pludselig, at jeg ikke kunne tillade mig at gå. Dette har jeg senere fundet ud af var en af de ting, som for alvor gav min angst ben at gå på.

Jeg talte med Casper om det flere år efter. Han var meget overrasket over, at jeg havde taget det sådan. Til gengæld lærte jeg en vigtig lektie: Tal med dine venner og familie, hvis du har det dårligt, både fysisk eller psykisk. Det er helt okay at du prioriterer dig selv. Det betyder ikke, at du vælger de andre omkring dig fra.

Det er fint, at du skal have plads til at gøre tingene på dine egne præmisser i et stykke tid. Men hvis man regner med, at de kan forstå disse ting, uden at man har givet dem chancen for at vide det, så kan det ende med en forfejlet vittighed på kontoret, som kan føles som et spark i maven

Indlægget er skrevet af Thomas, der er praktikant hos headspace København

Stadig flere unge tager sabbatår efter studentereksamen. Mød Veronica, som er en af de unge kvinder, som er i fuld gang med at give sig selv tid til at mærke efter og opdage sin fremtid.

Af Monica Lorenzo Pugholm

“Jeg vil ikke have travlt med at vælge min fremtid,” lyder det fra 19-årige Veronica, som holder Sabbatår. Privatfoto.

 

”Jeg har lavet en liste over ting, jeg gerne vil nå. Det er ikke en egentlig bucket-liste. Men en liste over ting, som er vigtige for mig.”

Sådan lyder det fra 19-årige Veronica. Hun blev student fra Gefion Gymnasium i sommeren 2018 og har som mange andre unge valgt at holde sabbatår efter gymnasiet.

”Jeg kunne mærke, at jeg havde brug for et pusterum. I gymnasiet var der altid afleveringer. Altid ting, jeg skulle nå. Der var aldrig pauser. Jeg var stresset og under meget pres. Det føltes, som om der ikke var nok timer i døgnet,” fortæller hun.

 

De mange krav styrker drømmen om sabbatår
Veronica vidste allerede tidligt i sin gymnasietid, at hun ville holde sabbatår.

”Da jeg startede i gymnasiet, mødte jeg mange unge, som havde taget et år på efterskole. Jeg kunne se, at det påvirkede dem positivt. Allerede i 2.g kunne jeg mærke, at jeg havde brug for et pusterum – drømmen om sabbatår startede nok allerede i 1.g.”

Veronica er langt fra den eneste, som vælger at holde fri fra de mange afleveringer og studiepres efter studentereksamen. Faktisk viste en Momentum-analyse sidste år, at andelen af unge, der vælger at holde sabbatår, stiger. 

Årsagen hertil skal blandt andet findes i uddannelsesloftet, som har betydet, at unge i dag er mere varsomme med deres valg af uddannelse.

”Jeg vil ikke have travlt med at vælge min fremtid”
For Veronica er spørgsmålet om, hvad fremtiden skal bringe netop en af de ting, hun ønsker at få afklaret, mens hun holder sabbatår. Derfor bruger hun en del tid på at tage rundt til Åbent Hus.

”I næste måned skal jeg på DTU. Jeg har allerede været på CBS, Københavns Universitet og Aalborg Universitet. Jeg vil gerne vælge med omhu, for jeg ved jo, at jeg ikke kan tage en bacheloruddannelse først og så bagefter en ny. Det ville jeg ellers ønske, for jeg er meget tværfaglig.”

Hun er fortsat i tvivl om, hvad der er det rigtige uddannelsesvalg for hende. Derfor har hun også valgt, at hun skal holde to sabbatår. Når hun ser på den liste, hun har skrevet, over ting, hun gerne vil nå, bekræftes hun også i, at det er en god idé.

Det handler om at mærke efter og gøre de ting, som føles godt
”En af de ting jeg gerne vil nå er at tage mit kørekort. Jeg har også en drøm om at bruge nogle måneder i Spanien for at blive bedre til at tale spansk, og så vil jeg tage pilates instruktør-uddannelsen,” fortæller Veronica.

Men Veronica har også tanker om at købe egen lejlighed på et tidspunkt, så derfor har hun prioriteret at finde et arbejde og sparre op til en udbetaling. I næste uge starter hun på fuldtid hos Just Eat.

”Indtil videre har jeg arbejdet der en 15-20 timer om ugen. Jeg sidder blandt andet med vagtplaner og logistik. Jeg synes, det er rigtigt spændende, og jeg er glad for mine kollegaer. I næste uger skriver jeg under på min fuldtidskontrakt,” fortæller hun.

Nogen vil måske mene, at Veronica med fuldtidsjob, rejseplaner og tanker om kørekort har rimeligt meget at se til i sit sabbatår. Men Veronica peger på en vigtig forskel fra de mange kompetencemål i gymnasiet og så de mål, hun sætter sig for sine sabbatår.

”Mine mål sætter jeg jo selv. Jeg kan jo altid ændre dem. Det handler om at mærke efter og gøre de ting, som føles godt,” siger hun.

Sæt dig nogle mål, men vær klar til at ændre dem
Det er ikke alle, som har en rig onkel, som kan betale for drømmen om en rejse eller et fedt højskoleophold, mens sabbatåret står på. Mange må – ligesom Veronica – sparre op til drømmene. Det kræver, at man finder sig et job rimeligt tidligt, og det er ikke altid nemt.

”Jeg var heldig og fandt et arbejde ret tidligt. Jeg kan huske, at jeg var på sommerferie med min far og skrev en masse ansøgninger. Det var i august, og jeg havde allerede arbejde i midt september, men det er jo ikke alle, som finder arbejde så hurtigt,” fortæller hun.

Derfor mener Veronica også, at det er vigtigt, at hun og andre er klar til at ændre mål og drømme.

”Man kan godt have en lidt idyllisk forestilling om, hvad et sabbatår er. Jeg gik nogle måneder, før jeg fik job, og der fik jeg så trænet, og jeg nød de uger, hvor jeg havde tre venindeaftaler på en dag. Men jeg har også veninder, for hvem det først er lykkedes at finde job efter seks måneder, og så kan det jo godt være, at der ikke lige bliver råd til den store rejse, som ellers var drømmen.”

Find dit frirum – og husk plan B
En plan B kan være en måde at holde sig i gang, hvis det viser sig, at tingene ikke lige går efter planen, fortæller Veronica.

For selvfølgelig kan det være dejligt at have en pause fra den faste hverdag, men det kan også være hårdt. Og står den uanede frihed på gennem mange måneder, kan det godt være svært at håndtere, forklarer Veronica.

”Fra gymnasiet er vi vant til at køre et højt tempo, hvor der altid er noget at lave. Så kan man hurtigt sidde der i sit sabbatår og tænke ’hvad skal jeg nu?’”

For Veronica handler det mest om hele tiden at blive bedre til at mærke efter, hvad hun har lyst til, og hvad der har værdi for hende.

”Det handler nok om at finde sit frirum og flytte fokus hen på det, som du har mulighed for at lykkes med. Om det så er en rejse, gåture, familiebesøg, læse en digtsamling eller noget helt tredje, det er mindre vigtigt,” fortæller hun.

Veronica har familie i Spanien. En af de ting, som står på hendes to-do liste er ´rejse til Spanien og blive bedre til spansk’. Privatfoto

Hjælp og støtte i headspace

Oplever du pres på dit studie? Holder du sabbatår, og har du svært ved at finde retning, føler dig alene eller at du ikke slår til?

Husk, at hos headspace er intet problem for stort eller småt. Vi står klar til at møde dig, der hvor du er! Find os lige her.

Læs også blogindlægget Phillips svære valg af uddannelse: ”Jeg ville ønske, nogen havde fortalt mig, at jeg kunne blive glad, uanset hvilken uddannelse jeg valgte.”