Jeg har altid brugt ordet ”stress”, men da jeg fik diagnosen stress, må jeg indrømme, at alle de gange, jeg har sagt ”Jeg tror snart, jeg får stress” slet ikke kan måle sig med den stress, man får som diagnose. Denne stress var ubarmhjertig og ubærlig.

En rysten, en koldsved, en trykken om halsen, en opkastfølelse. En hjertebanken, der ville kunne måles flere kilometer væk på Richterskalaen. En hjerne, som stemplede ud. En hukommelse, der svigtede. En nat uden søvn, en morgen med tankemylder og uro i hele kroppen. En social svækkelse, en pludselig besvær ift. at kommunikere, se andre i øjnene, være intern, sjov og finde overskud. Alt føltes pludseligt helt ekstremt svært, grænseoverskridende, angstfremkaldende og uoverskueligt.

Al energi blev brugt på at holde en facade på arbejde og i privaten. En kamp for ikke at bryde sammen. Jeg begyndte at bruge mere tid på personaletoilettet for at slippe væk og bare trække vejret nogenlunde dybt. Jeg kiggede flere gange på uret i håbet om, at arbejdsdagen snart sluttede.
Når jeg fik fri, skulle jeg bare direkte hjem. Gerne en vej uden for mange mennesker.

Jeg kunne ikke overskue at tage bussen mere. Jeg begyndte at cykle små omveje for at slippe for menneskerne. Hurtigt hjem, i seng. Men sengen var heller ikke et helle. I sengen fik bekymringstankerne frit løb.

Jeg blev ved i flere uger. Som et hamster i et hjul. Jeg kendte ikke til de såkaldte ”faresignaler”.

En dag blev jeg overtalt til at søge læge. Lægen var ikke et nanosekund i tvivl. Jeg havde fået stress. Efter lægens udmelding sendte jeg min opsigelse afsted til arbejdet.

Et nederlag, en skam, en skyld og en usikkerhed på mit værd strømmede over mig. Realiteten var, at jeg ikke fysisk havde brækket et ben, men psykisk havde ”brækket” hjernen.

Jeg gik fra at være 25 år, selvstændig, have fuldtidsjob, fast indtægt, selvtillid og solide grundlag til at føle mig som et barn eller som en luddoven teenager; uselvstændig, usikker, uden job, uden fast indtægt, uden solide grundlag og med dalende selvværd og selvtillid.

Fra at kunne klare alt selv til at skulle have hjælp og bede om hjælp til selv det mest basale. Jeg var pludselig ude af stand til at børste mine tænder, at vaske mine hænder, barbere mine ben og intime steder, som man jo som 25-årig kvinde gerne vil holde soignerede.

Jeg var pludselig ikke i stand til at tage vare på mig selv. Det føltes som en berøvelse af min person og min frihed.

Min utålmodighed var gennemtrængende. Jeg hungrede efter et quick fix; en pille, der fik det hele til at gå væk. Men det var nærmest umuligt at finde. “Giv det tid, og erkend, at du er syg,” sagde de kloge hoveder, og jeg tænkte med en overvægt af sarkasme “Gud hvor nemt, hvorfor havde jeg slet ikke tænkt på det?”.

Skoven var mit pusterum, men også en tidslomme og forestilling om, at når jeg var her, var der intet, der kunne stresse mig. Men turen i skoven kunne jo umuligt fortsætte – jeg skulle jo tilbage til hverdagen. E-boksen med eventuelle henvisninger, opkald til akut psykiatrisk afdeling og vasketøjet, der skulle tages ned, inden regnen kom. Naturen og den friske luft gav mig et ansigtsløft. Men så snart jeg var hjemme igen, faldt det hele sammen.

Det var noget af en omvæltning at skulle erkende, at jeg virkelig var syg. Jeg kunne ikke sætte høretelefoner i og lytte til musik, trykke på Netflix-knappen og se en serie, tænde natlampen og læse en bog eller sludre med en ven. Aktiviteter, som jeg før kunne nyde, føltes nu som åndenødsagtige, store bjerge, der skulle bestiges. Intet var som før, og det gjorde mig bange.

Hver dag vågnede jeg op med en trang; en rejsetrang. Et ønske om en envejsbillet til Langtbortistan. Væk, bare væk og aldrig se mig tilbage. “Jeg vil væk, jeg vil ikke mere, jeg vil ud!”.

Rejsetrangen var tanken om at være ansvarsfri. Fri for at se folk, lave aftaler, overholde aftaler, møder med offentlige instanser, fri for at svare på en helvedes masse spørgsmål, om hvordan jeg havde det. Alt omkring mig virkede bare som et bombet lokum, som et oprydningsarbejde af Distortion-lignende karakter. Det som plejede at være let, svævende og rosenrødt var nu tungt, dalende og gråt.

 

Indlægget er skrevet af Josefine, der er blogfrivillig i headspace – og som i dag heldigvis er kommet sig over sin stress.

En maske, en kunstig facade, et skjold, en kappe…

Jeg er professionel til at vise, at jeg er glad. Men når man ikke er glad, så er maskebærer nok det mest nedslidende og krævende erhverv.

I mit første job som pædagog kom jeg i den grad i klemme. Her fyldte indbyrdes konflikter, og den trykkende stemning satte sit præg på mig. Jeg oplevede hukommelsessvigt, trykken for brystet, en tung kæde om halsen, søvnbesvær og tankemylder. Jeg måtte sige op og følte en kæmpe nederlagsfølelse.

Jeg tænkte, at min opsigelse ville gøre mig klar i hovedet igen. Men til min store skuffelse blev stress til svær depression.

Jeg isolerede mig i mine forældres hjem. Jeg følte mig sølle og umoden. Mine forældre skulle hjælpe mig med alt. At spise mad, tage bad, børste tænder osv. Ind og ud af psykiatrien – frem og tilbage. Jeg begyndte at isolere mig selv for alle. Kun mine forældre og søstre så mit sande jeg.

Jeg ville gøre alt for at opretholde en facade og maske over for mine venner og bekendte. Jeg følte ikke, jeg kunne vise den depressive udgave af mig selv.

Jeg var bange for at skræmme mine tætteste væk, hvis jeg viste dem mit sande ansigt. Et ansigt med et udtryk af sørgmodige, tomme, flakkende øjne, et ufokuserede blik og et anspændt smil.

Jeg var angst for ikke at passe ind i kassen formet af massen. Det resulterede i, at jeg efter socialt samvær var fuldstændig færdig. Min krop var energiforladt, og der var kun røde tal på min psykes konto. En følelse af at have løbet et maraton på en vej af glasskår og splinter.

Det må have været hårdt for dem omkring mig. Dem, der kender mig som Josefine den glade, positive, livlige, sjove og omsorgsfulde person. Det er sådan, de beskriver mig, så det var den Josefine, jeg viste dem.

Det må være svært at forstå, at den Josefine, mit netværk så udadtil, var krakeleret indvendigt. Hårdt for dem at forstå, at den Josefine, de kender, gik rundt med en svær depression. En Josefine med manglede livsglæde, positivitet og troen på, at livet nogensinde skulle blive godt igen.

Jeg ville give alt for bare at være mig – ligeglad med andres tanker og i stand til at elske mig selv. Perioden med depressionen svingede, som et pendul i mit indre, mellem de to modstridende parter; isolation og invitation.

En indre konflikt og en lyst til to vidt forskellige ting. At isolere mig selv, lukke ned, kramme ensomheden, slukke for solen og gemme mig i dundynernes hulrum. Den anden del af mig havde lyst til at invitere og tage imod invitationer om socialt samvær, en lille kop latte, en ærlig snak mellem bedste veninder, et lille pusterum fra mit eget luskede sind og psyke.

Disse konstante modsatrettede tanker om “det ene” eller “det andet” var så overvældende og så kvælende.

Samtidigt gjorde depressionen det ekstremt svært for mig at tage beslutninger om noget som helst. Jeg har aldrig følt mig så ubeslutsom. Jeg plejer at være ubeslutsom på et slags “hvad skal vi have fra Just-Eat?”-plan. Men denne her ubeslutsomhed gjorde næsten fysisk ondt indeni.

Mine tætteste veninder var der uanset min ubeslutsomhed. Sommetider var de der for mig “ubehageligt meget”, fordi de sommetider måtte sætte foden i min grå jord og sige til mig: “Jeg kommer altså om 10 minutter – om du vil det eller ej.”

Jeg følte en utilpashed, men også lykke. Lykke over at have veninder, som er der for mig uanset hvad. Den sociale aktivitet begyndte gradvis at fylde mere og mere i perioden. Aktivitet føder ny energi, og den nye energi føder en ny aktivitet. Stille og roligt begyndte jeg at overveje og opveje, hvor meget lykke jeg følte indeni, når jeg var ensom og isoleret, og hvor stor en lykkefølelse jeg havde i samvær med mine veninder.

Jeg begyndte at bryde den negative spiral. Det tog lang tid, men det blev lettere og lettere. Gradvis socialisering var en af forudsætningerne for mig i kampen mod depression.

En maske kan være til megen gavn, men tænk over hvordan, hvorfor, og over for hvem du tager den på. Folk vil altid værdsætte dig, men vis dit ærlige ansigt – ikke kun for deres skyld, men også din egen.

Du skåner ingen – og især ikke dig selv – ved at gå til maskebal.

Blogindlægget er skrevet af Josefine, der er kommunikationsfrivillig i headspace.

 

Andrea begyndte at komme i headspace i oktober 2018, da hun havde selvmordstanker på grund af presset fra sit studie og et dårligt forhold til sin mor . Andrea på 22 år er til daglig universitetsstuderende.

Kørt sur i studiet

Andrea var startet på et nyt studie efter at være kørt surt og droppet ud af et andet. Det nye studie var langt hårdere, end hun havde regnet med, og det påvirkede hende meget. Det resulterede i, at hun begyndte at føle sig deprimeret og nedtrykt, som senere førte til selvmordstanker.

”Jeg kunne godt mærke, at jeg havde brug for hjælp. Og jeg havde ikke råd til at gå hos en professionel psykolog. Men så havde jeg hørt om headspace og tænkte: ’Okay, det må jeg give en chance og se, om det ikke kan hjælpe mig’.”

Det var Andreas kæreste, der foreslog, at hun skulle tage ned til headspace, så hun kunne tale med nogen, som kunne hjælpe hende. Til at starte med handlede samtalerne om hendes studie og det pres, der fulgte med. Andrea var allerede droppet ud af en uddannelse, og nu overvejede hun det igen.

Det var med til at lægge endnu mere pres på hende, for hun havde jo ingen plan. Det sværeste ville være at skulle sige det til hendes forældre – især hendes mor.

”Min mor har altid været god til at få ret, diskutere og vinde”

Efter nogle få samtaler havde Andrea fået bearbejdet de negative følelser, som hun havde til sit studie og til sig selv. Herefter begyndte det at handle om hendes forhold til sin mor. De blev ofte uvenner, som førte til store skænderier.

”En måned eller to efter jeg var startet hos headspace, blev vi virkelig uvenner. På det tidspunkt havde jeg egentlig mest lyst til at aldrig se min mor igen, fordi hun virkelig havde såret mig. Men jeg fik talt med headspace, og vi fandt frem til, at jeg skulle stole mere på min egen dømmekraft – for ellers jeg var altid i tvivl om, hvor meget min mor egentlig havde ret.”

Andreas mor havde altid været god til at få ret og vinde diskussioner, men med headspace’s hjælp fandt Andrea modet til at tage snakken med sin mor.

”I januar fik jeg så talt med hende. Det var ikke en super sjov samtale, men den gik faktisk rigtig godt, og siden da har jeg følt, at hun har fået en meget bedre forståelse af mig, og hun har været meget bedre til at give mig det rum, som jeg har behov for.”

Samtalen gav også mulighed for, at Andreas mor kunne lufte sine tanker omkring deres forhold – og det har kun styrket forholdet yderligere.

”Jeg er rigtig god til at holde kortene tæt ind til kroppen, og min mor fortalte, at hun gerne ville vide, hvordan jeg egentlig går og har det. Så jeg har åbnet mere op overfor hende, og det har virkelig styrket vores forhold – vi er blevet meget bedre til at snakke sammen.”

Til samtalerne i headspace fyldte Andreas forhold til sin mor rigtig meget, og hun synes, hun har fået lige den hjælp og støtte, hun har haft behov for.

”Det var jo målet at gøre forholdet bedre, for jeg var bange for, at det ellers ville ødelægge en hel familie, som jeg helst ikke ville miste. Der har headspace gjort en kæmpe forskel for mig og mit liv.”

Nu ser fremtiden lysere ud

Efter Andrea begyndte hos headspace, er hun også blevet mere opmærksom på sig selv og sine egne ønsker. Det har givet hende mod til at lytte mere til sig selv og mærke efter i stedet for at presse sig selv.

”Jeg er stadig studerende, selvom jeg ikke ved, om det er det rigtige. Jeg er ved at tage hånd om det, og jeg har taget et sabbatår næste år, hvor jeg skal selvrealisere mig selv,” siger Andrea med et smil og fortsætter:

”Jeg skal finde ud af, hvad jeg egentlig gerne vil. Jeg har fået god hjælp til at tage det stille og roligt og se, hvad der sker – mærke efter i stedet for at presse mig selv helt vildt hårdt.”

Nu hvor Andrea er kommet så langt i sit forløb, er hun utrolig glad og taknemmelig for den hjælp, hun fik i headspace, hvor der altid er nogen at tale med.

“Det er jo rigtig dejligt at sidde og tænke, at jeg for et halvt år siden var sikker på, at jeg aldrig kunne fikse forholdet til min mor, men det viste sig at være relativt nemt at fikse, fordi vi prøvede. Det er bare at tage sig tid.”

Andrea har afsluttet sit forløb i headspace, og hun finder nu stort tryghed i at vide, at hun altid kan vende tilbage, hvis hun har brug for nogen at tale med igen.

”Andrea” ønsker at være anonym. Derfor er det ikke hovedpersonens rigtige navn. Vi er i headspace Danmark bekendt med navnet.

Indlægget er skrevet af Amalie, der er kommunikationsmedarbejder i headspace Danmark.

 

Hvis du gerne vil læse flere blogindlæg, som handler om studie, kan du læse Josefines historie her.

Konfirmandundervisning behøver ikke blot handle om Gud og kristendom. Heldigvis er der også plads til at snakke om nogle af livets tungere spørgsmål, såsom mental mistrivsel. Og både de unge og præsterne er så begejstrede for idéen, at mindU er fuldt booket i hele landet.

mindU er et projekt under Det Sociale Netværk og tilbyder gratis workshops, der er skræddersyet til konfirmandundervisning. Her sættes der fokus på de følelser, tanker og sårbarheder, der kan følge med at være ung.

Workshoppen foregår direkte i konfirmationsforberedelsen, hvor et team af frivillige unge bruger deres egne personlige erfaringer med psykisk sårbarhed til at skabe et trygt og fortroligt rum, hvor der er plads til at tale om livets store spørgsmål. Sammen med de unge konfirmander sørger de frivillige for, at konfirmanderne bliver klædt godt på til at spotte mistrivsel og giver dem redskaberne til at søge hjælp, før problemerne vokser sig for store.

Konfirmandundervisningen foregår i et unikt miljø

mindU har først og fremmest valgt konfirmander og konfirmandforberedelser som deres arbejdsområde for at sikre større fokus på netop den målgruppe, der går til undervisningen: De 12-15-årige. Da man startede med at udvikle ideen, og man brainstormede på, hvordan man bedst kunne komme i kontakt målgruppen, kom det på bordet, at rigtig mange unge går til præst.

“Det gik op for os, at den ro, der er i konfirmandrummet – den tid, der er til refleksion og til at snakke om livets store spørgsmål, som præsterne jo i forvejen er vant til at snakke om med både store og små, var noget, vi ville udforske,” fortæller Camilla Uhrskov Bank, projektleder for mindU.

Et ikke kristent tiltag

Desværre er det ikke alle unge, der får prøvet den her workshop. Alle dem, som ikke går til præst, går glip af disse vigtige, forbyggende snakke. Her håber mindU på, at headspace, som jo også byder unge helt ned til 12 år velkomne, kan gribe nogle af dem, som ikke går til konfirmandundervisning.

Projektet vil derudover forsøge at udbrede sig til humanistiske konfirmationer, så de også kan nå ud til dem, som ikke vil konfirmeres kristeligt. mindU er altså ikke et kristent tiltag, men benytter sig af den ro, som er i konfirmandundervisninger.

“Vi har truffet beslutningen, at vi når dem, vi når igennem konfirmandundervisningen,” forklarer Camilla.

Konfirmanderne er glade, engagerede og taknemmelige for initiativet

De konfirmander, som mindU har besøgt, har syntes, at det var dejligt, at de frivillige kom, og de har været glade og engagerede i de øvelser og samtaler, som blev stillet for dem.

”De bliver lidt usikre i starten, men i løbet af sådan en workshop, når vi stille og roligt får stillet dem spørgsmål og lavet de her øvelser med dem, så oplever vi faktisk, at de er meget reflekterede, og at de gerne vil være med,” siger Camilla Uhrskov Bank.

For mange er det en lettelse, at man kan få snakket med sine venner om sådan nogle ting, og nogle bliver så berørte af historierne, at de kommer op og snakker med de frivillige fra mindU efter workshoppen.

Her fortæller de unge ofte om deres tanker og oplevelser, de takker for besøget eller spørger efter hjælp. I de værste tilfælde, hvor der er tale om selvmordstanker, har mindU’s frivillige indberetningspligt til præsten.

mindU præsterer langt over målene

mindU har nået mere, end hvad deres målsætninger var sat til. 25 bookinger per stift var målet, og det har man mere end opnået det med 35 bookinger det forgange år.

Projektet vokser, både i popularitet, men også teknisk set. De har nemlig lige startet op i 3 nye stifter rundt i landet, og der oplever man allerede stor efterspørgsel.

“I forhold til at nå ud til unge, synes jeg, at vi er rigtig godt på vej,” fortæller Camilla Urhskov Bank.

Den integrerede workshop

Hos mindU har de visioner for, at deres workshops i fremtiden vil være selvkørende. Det vil sige, at præsterne selv sørger for samtalerne og øvelserne, som er baseret på det undervisningsmateriale, som mindU er i gang med at lave.

De vil også lave kursuser, som præsterne skal på, så de kan give dem de redskaber, som de får brug for til undervisningen. Udover det håber mindU på, at de vil blive genbooket ved de steder, de allerede har været, så de fortsat kan hjælpe unge.

“Vi håber på, at præsterne kan lære de redskaber til at kunne tage de her samtaler med de unge, sådan at vi ikke behøves at komme og facilitere workshopsene, men at de vil blive en integreret del af konfirmandundervisningen,” slutter Camilla Uhrskov Bank.

 

 

Vil du læse mere?

Du kan se mere om mindU’s arbejde og finde kontaktoplysninger lige her. 

MindU er en del af Det Sociale Netværk. Følg med i, hvad vi laver på Facebook og Instagram eller besøg vores hjemmeside.

 

Indlægget er skrevet erhvervspraktikant hos Det Sociale Netværk/headspace Danmark, Thorvald.

 

I en verden, hvor robusthed har præmieværdi, og de mange forventninger hurtigt kan føles som at vandre rundt med betonklodser på skuldrene, kan det være utrolig svært at være skrøbelig og indrømme, at man har brug for andre. Det kender Josephine alt for godt, og hun har skrevet et ærligt indlæg om, da hun ramte bunden, fik stress, og hvordan hun kom ud på den anden side.

Det er torsdag aften, og jeg har endelig givet op. Jeg har givet op på at være hende den stærke. Som jeg sidder der i vindueskarmen, har jeg mistet troen på, at jeg klarer den.

Mit ydre er stivfrossent, men under overfladen er jeg gået helt i stykker. Det er, som om noget inde i mig har ventet på denne dag. Frygtet og ønsket den på samme tid.

Denne dag, hvor jeg er klar til at falde fra hinanden og lade omverden gribe mig. Det er så skrøbeligt lige nu. Jeg tør ikke at give slip, for jeg har holdt fast så længe. Hvad nu, hvis der ikke er nogen, der griber mig? Hvad nu, hvis jeg lader mørket tage mig og aldrig kommer ud?
Jeg har godt vidst, at jeg på dette tidspunkt har haft stress i et stykke tid. Jeg ved også godt hvorfor – fordi vægten fra at være hende, der altid klarer det hele, har mast luften ud af mine lunger. Jeg ved godt, det er noget pis, at jeg ikke sover om natten. Jeg ved godt, at jeg bliver sindssygt udmattet ved bare det mindste og ikke magter min hverdag længere. Jeg ved godt, at jeg ikke får nok ordentlig mad at spise. Jeg ved godt, det er skidt, at jeg hele tiden er på vagt, og at jeg vender mig ved den mindste lyd. Jeg ved godt, at hele min krop kører med 100 km/t, og at mine fysiske symptomer er voldsomme. Jeg ved godt, at jeg de første og sidste 23 år af mit liv har været sindssygt dårlig til at passe på mig selv.

Jeg tager selv beslutningen om at tage til lægen. Jeg forsøger at fortælle min omverden om det, hvilket er et stort skridt for mig. Det virker som om, de ikke helt forstår det, som om de tænker: Hun har nok en dårlig dag. Men hvordan skal de vide, at jeg er gået fuldstændig i stykker indeni, når jeg sjældent fortæller dem, at jeg har det skidt? Hvordan skal de forstå, at jeg har brug for, at de griber mig, når jeg ikke råber om hjælp?

Sovepiller mod sammenbruddet

Mens jeg sidder hos lægen, spørger jeg mig selv: ”Hvorfor sidder jeg egentlig der og er ikke taget til forelæsning?”, og ”Hvorfor synes jeg i øvrigt, at jeg er syg nok til at belemre lægen?”. Det bliver min tur. Jeg går rystende ind over dørtærsklen og forklarer – til lægens store overraskelse – fuldstændig objektivt og nøgtern om alle mine symptomer. Jeg kan mærke, hvordan jeg bryder helt sammen indeni. Heldigvis når mit sammenbrud overfladen, og jeg bryder ud i tårer og hulker.

Lige der ved han slet ikke, at jeg tigger ham om at gribe mig. I stedet begynder han at snakke om, hvor ressourcestærk jeg er, og at jeg hurtigt kommer over det her. Jeg bliver sendt hjem med et par velmente ord og piller, der skal hjælpe mig med at sove.

På vej hjem kører mit hoved derudaf. Hvorfor havde jeg ikke bedt nogen om tage med? Hvorfor skal jeg altid klare alting selv? Hvorfor kan jeg ikke nogle gange åbne den forbandede mund og sige, hvad jeg virkelig føler, hvad jeg har brug for? Men jeg vil jo ikke være til besvær, og alle andre har rigeligt at se til.

Jeg åbner hoveddøren, og så står jeg der igen – alene. Alene med en følelse af at stå med hele verden på mine små, skrøbelige skuldre. Nogle gange forbander jeg, at jeg ud ad til virker stærk. Jeg har nok altid signaleret, at jeg kunne klare alt og løfte alle, men det kan jeg ikke. Det er der ikke nogen, der kan. Jeg føler, at hver eneste knogle i min krop er brækket, og jeg ligger fladmast som en pandekage under den verden, som jeg har forsøgte at erobre på én gang.

Nogle gange ville jeg ønske, at jeg kunne invitere dem alle sammen ind i mit skrøbelige lille sensitive sind, så de kunne se, at der sad et lille 10 årigt barn der inde, som havde sindssygt meget brug for, at der var nogen, der lagde armene om hende. Nogen der havde ansvaret for hende.

Samtalen blev et vendepunkt

Konsekvensen af at være hende den stærke, der altid klarer det hele, var for mig, at jeg langsomt mistede mig selv. Jeg mistede evnen til at mærke, hvad jeg havde lyst til og ikke havde lyst til. Jeg kunne ikke aflæse min psyke og min krops signaler. Jeg var i virkeligheden slet ikke stærk og vidste ikke, hvor mine grænser var. Jeg var tit ked af det og følte mig helt nedbrudt uden at vide hvorfor. I alle de år har jeg tilladt folk at vandre frem og tilbage ind over mine grænser. Fordi jeg aldrig havde sat dem – kun rykkede dem mere og mere. Jeg mistede orienteringen og dermed muligheden for at finde vej ud.

Jeg skulle helt derud, hvor jeg blev ramt af stress, før jeg lærte at sætte grænser og række ud efter andre. Før jeg lærte at have balance i regnskabet mellem det, jeg gav, og det jeg fik igen. Da jeg begyndte at vise min omverden, at jeg også godt kunne gå i stykker, og at jeg til tider havde brug for, at de var der og lyttede til det, jeg havde på hjerte, vendte det for mig.

Det var der, jeg kunne give slip på det kæmpe ansvar, der tyngede mig, og som jeg bar rundt på. Da jeg begyndte at tale med nogen om min smerte og om, hvordan jeg virkelig havde det, var det som om, det ansvar langsomt blev udjævnet. Jeg fortalte, at jeg havde brug for at blive grebet, og jeg tillod mig selv at gå i stykker. Vigtigst af alt – jeg tillod, at der var nogen, der greb mig. Jeg forlangte, at de greb mig. For vi må godt stille krav til de mennesker, der er omkring os. Vi skal sætte grænser. Vi må godt råbe om hjælp, og hvis de ikke hører os første gang – så må vi godt råbe endnu højere.

I headspace hører vi dig. Vi er nogen at tale med.

Josephine er frivillig i headspace Aalborg