Da Casper slyngede vittigheden ud på kontoret, blev jeg ramt af en helt særlig følelse. Jeg havde det som om, jeg var kommet til at gøre noget enormt pinligt, blandet med at jeg blev vildt nervøs. Vittigheden var kærligt ment, men den havde i dén grad ramt en nerve.
Jeg har været kronisk, fysisk syg siden jeg var fem år gammel. Gennem min barndom, og senere min uddannelse og lidt forskelligt arbejde, har jeg lært, hvordan jeg skal begå mig. Jeg kan mærke, hvilke signaler min krop sender mig, hvis den ikke kan holde til det, jeg er i gang med.
Hvorfor slog Caspers vittighed mig så omkuld? Mit studiejob var meget fleksibelt. Min chef vidste godt, at jeg var syg, at jeg gjorde mit bedste, og at det ikke var for sjov, når jeg en gang i mellem gerne ville gå tidligt eller møde sent. Det var et spørgsmål om mit helbred. Derfor var der ingen løftede øjenbryn for de lidt specielle aftaler, jeg havde med de andre på kontoret. Nogle af aftalerne lå på skrift, andre var bare kommet til med tiden.Efter et års tid på mit studiejob, hvor disse trygge aftaler gjorde, at jeg rent faktisk kunne få job og skole til at passe sammen, fik jeg min gode ven, Casper, ind til en jobsamtale.
Han blev ansat med det samme, da han både var dygtig og hurtig til at falde i snak med folk. Det er en ting vi altid har haft til fælles, og jeg følte mig altid tryg i hans selskab. Derfor kom det som en overraskelse, at noget, som hansagde, kunne få mig til at føle mig angst og utroværdig. Det var en solskinsdag på kontoret, morgenen havde egentlig været god ved mig, men pludselig kunne jeg mærke, at der var noget galt i kroppen – det var min fysiske sygdom, som spøgte.
Jeg begyndte at få det meget varmt, få kvalme og blive svimmel. Det var langt fra første gang det skete for mig, så jeg vidste godt, at det var på tide at trække stikket og komme hjem og ligge ned, for at give min krop en pause. Så kunne jeg svare på mails senere. Det havde vi en aftale om.
Min chef kom ind på kontoret sammen med Casper, imens jeg begyndte at pakke min taske. Jeg sagde henover min skulder, at jeg havde fået det dårligt, og spurgte (mest af høflighed), om det var i orden, hvis jeg tog hjem. Det sagde min chef selvfølgelig ja til.
Casper kendte jo også min tilstand – han havde set det utallige gange før – men denne gang reagerede han ved at grine og sige: ”Nå, bilder du dem stadig ind, at du er syg, så du kan komme tidligt hjem?”. Jeg grinte nervøst og følte, at det hele vendte sig i mig. Det føltes som om, at min troværdighed smuldrede, fordi der på én gang blev sat spørgsmålstegn ved allede trygge aftaler. Angsten fik tag i mig og mit hjerte bankede hurtigt, jeg svedte og maven rumlede.
Min chef grinte let, og jeg kiggede afsøgende på hendes ansigt for at se, om hun forstod, at der ingen sandhed var i vittigheden. Pludselig var det hele overstået. Jeg havde set hende i øjnene og forstået, at jeg stadig var til at stole på. Oplevelsen havde dog sat sine spor. Heldigvis var der ingen, som nogensinde satte spørgsmålstegn ved mine aftaler om at kunne gå tidligt – heller ikke efter vittigheden.
Det ændrer dog ikke på, at følelsen af angst og mistillid sad i mig i lang tid. Jeg pressede mig selv for, ikke at skulle gå tidligt i et langt stykke tid efter. Selvom jeg havde det skidt, så følte jeg pludselig, at jeg ikke kunne tillade mig at gå. Dette har jeg senere fundet ud af var en af de ting, som for alvor gav min angst ben at gå på.
Jeg talte med Casper om det flere år efter. Han var meget overrasket over, at jeg havde taget det sådan. Til gengæld lærte jeg en vigtig lektie: Tal med dine venner og familie, hvis du har det dårligt, både fysisk eller psykisk. Det er helt okay at du prioriterer dig selv. Det betyder ikke, at du vælger de andre omkring dig fra.
Det er fint, at du skal have plads til at gøre tingene på dine egne præmisser i et stykke tid. Men hvis man regner med, at de kan forstå disse ting, uden at man har givet dem chancen for at vide det, så kan det ende med en forfejlet vittighed på kontoret, som kan føles som et spark i maven
Indlægget er skrevet af Thomas, der er praktikant hos headspace København
Catherinas barndom var langt fra, som en barndom burde være. Med en mor, der var narkoman, en bror, der døde, og en far, som hun stort set aldrig har mødt, har Catherina mødt mere modgang, end et menneske burde. Hun har dog taget de smertelige minder med sig og bruger dem i dag til at hjælpe andre.
Catherinas liv er ikke som andres. Hun har aldrig kendt sin far og voksede i stedet op hos sin mor, som var misbruger.
”Det var rigtig svært, fordi der var nogle ting, som min mor ikke kunne rumme eller overskue. Misbrugere kan være meget egoistiske, og det var min mor også engang imellem.”
Lige fra hun var helt ung, har hendes mor været påvirket af blandt andet heroin og hash. Det var altid noget, der skete i det skjulte – bag en lukket dør eller uden for hjemmets fire vægge, men Catherina kunne mærke, hvordan det påvirkede moren. Og en aften gik det galt, da moren tog for mange piller.
”Den første gang er jeg nok fire-fem år gammel. Jeg vågnede om natten, fordi hun ikke lå ved siden af mig. Så jeg tænkte instinktivt, at jeg skulle ud at lede efter hende. Jeg fandt hende på køkkengulvet, hvor hun lå bevidstløs. Jeg gik hen til hende og prøvede at lytte til hendes hjerte for at se, om hun var i live. Jeg skyndte mig så ind til min storebror og vækkede ham, for jeg troede, at hun var død.”
Hun kunne ikke høre noget hjerteslag. Hendes 11 år ældre storebror ringede efter en ambulance. Catherina kan ikke huske, hvad der skete yderligere. Da hun blev ældre, fik hun at vide, at hvis hun havde fundet sin mor fem minutter senere, havde det været for sent.
Den oplevelse har indprentet sig i Catherina. Frygten satte sig fast i den lille pige. Det ændrede sig lidt, da moren kæmpede for at blive clean, og fremtiden begyndte at se lysere ud. Men så indtraf den første tragedie.
Catherinas ældste bror på 18 år blev skudt – hun var fem år gammel.
”Jeg mindes det som, at hun næsten var clean i en kortere periode. Indtil min ældste bror blev myrdet. Så faldt hun i med begge ben.”
Tovtrækkeri i systemet
Kort tid efter broderens død kom Catherina i familiepleje. Og det blev starten på fire års jagen rundt i manegen. Først var Catherina et år i familiepleje. Derefter var hun hjemme ca. et år og så igen i plejefamilie. Sådan stod det på, indtil hun fyldte 10 år. Derefter valgte kommunen, at Catherina havde det bedst hjemme hos sin mor og sendte i stedet en ”hjemme-hos’er” – en medarbejder fra kommunen, der kom alle hverdage, og som hjalp til med det praktiske. Det var fx hende, der fik Catherina op hver morgen.
”Hun kom i vores hjem for at hjælpe min mor med at håndtere sin forældrerolle, men også for at holde øje med mig, og om jeg havde det godt.”
En ny tragedie
Men det havde Catherina ikke, og da hun blev 14 år gammel, tog hun den hårde beslutning, at hun ikke ville bo sammen med sin mor længere. Hun fik en venindes mor til at køre hende ned til sin socialrådgiver, hvorefter hun sagde, at hun godt ville i plejefamilie igen. Catherina følte endnu engang, at det begyndte at lysne i horisonten.
”Men nogle få måneder efter, jeg er blevet anbragt, dør min mor, og her bliver jeg overvældet af skyldfølelse, og spørgsmålene hober sig op: Skulle jeg være blevet hjemme? Kunne jeg havde gjort noget? Kunne jeg have reddet hende? Alle de tanker blev forstærket af, at min mor altid havde sagt, at hvis jeg blev fjernet fra hende, så ville hun tage sit eget liv.”
Det var utrolig hårdt. 14 år gammel, forældreløs og i pleje hos en fremmed familie. Det, der skulle have været et vendepunkt, blev en teenagepiges oprør.
”Jeg var meget bevidst om, at mine plejeforældre ikke var mine rigtige forældre, så de skulle ikke tro, at de kunne komme og være mine forældre. Jeg var virkelig teenager med alt, hvad det indebar.”
Fyldt op af systemet
I samarbejde med en socialrådgiver blev det besluttet, at Catherina skulle et andet sted hen. Catherina blev i stedet anbragt på et opholdssted. Hun var 15 år, og her boede hun, indtil hun fyldte 18 år.
”I forbindelse med at jeg blev 18, så blev det lidt svært, for nu var jeg voksen, og så nu skulle de ikke blande sig. Og jeg var fyldt op i forhold til hele systemet, pædagoger, socialrådgivere og folk, som syntes, at de skulle bestemme og vejlede. Det er selvfølgelig også det, de skal, men jeg havde bare fået nok.”
Catherina startede på gymnasiet og flyttede herefter i en studiebolig. Det startede godt, men Catherina kunne ikke følge med, og hun havde for meget fravær. Hun kunne ikke få sit liv til at hænge sammen.
”På det halve år gik alt galt. Min økonomi sejlede, jeg måtte droppe ud af gymnasiet, og det var en stor mavepuster, da det var et rigtig stort ønske for mig at blive student. Alting sejlede.”
”Man skal turde tale om det”
Herefter startede Catherina på produktionsskole. Catherinas ønske om at blive student kom et skridt nærmere, da hun skulle til at starte på HF. Men hun var bange for ikke at kunne klare det. Derfor tog hun selv kontakt til en af de ansatte på produktionsskolen for at få hjælp til at skabe kontakt til kommunen igen, da hun ønskede hjælp.
”Jeg var nødt til at erkende, at jeg ikke kunne alt selv. At jeg havde brug for hjælp og støtte. At jeg erkendte det, betød også, at jeg skulle ned at bede om hjælp og støtte og fortælle, hvordan jeg havde det, samt hvad jeg kunne og ikke kunne…”
”Det var rigtig svært i starten. Det var især svært, at man skulle gå ned og sige: ’I fik ret, jeg kunne ikke alligevel.’ Heldigvis hjalp det, at jeg fik talt om det. Det er først nemmere at få gjort noget ved det, når man har sagt det højt.”
Efter at Catherina havde bedt om hjælp, blev hun koblet til det opholdssted, som hun tidligere havde boet på. Hun fik hjælp nogle timer om ugen, men hjælpen var ikke nok. Catherina manglede stadig struktur, og opholdsstedet måtte ofte hjælpe hende med rengøring og indkøb.
Sluttede fred med fortidens dæmoner
Efter ca. et år traf Catherina sammen med opholdsstedet og kommunen beslutningen om, at hun skulle anbringes igen. Catherina var blevet 19 år og havde lige færdiggjort det første år af sin HF. På opholdsstedet fik hun hjælp til at håndtere sin økonomi og fik struktur på hverdagen.
”På en eller anden måde fik jeg sluttet fred med mig selv. Jeg fik sat et punktum i forhold til min barndom og opvækst. Jeg nåede frem til, at de ting, som jeg havde oplevet, ikke var min skyld. Det var ikke min fejl, at min mor havde et misbrug. Det var ikke min skyld, at jeg ikke fik alt det med hjemmefra, som andre børn fik. På en måde kunne jeg slippe den dårlige følelse og tankerne om, at det også bare var mig, den var gal med,” siger Catherina.
Catherina gennemførte sin HF og blev student. Hun startede på en videregående uddannelse, fik en sød kæreste og flyttede væk fra opholdsstedet.
”Lige pludselig var der ro på. Der var nogle ting, som blev afsluttet, og jeg fandt fred. Nu var der ro til bare at være til.”
Stolt barn af systemet
I mange år var Catherina flov over sin historie og turde ikke spørge om hjælp, men det ændrede sig, og i dag har 22-årige Catherina et helt andet syn på sin fortid.
”Jeg var anbragt og var et barn af systemet. Det har jeg været hele mit liv. Men fordi jeg fik indsigt i, at det ikke var min skyld, kunne jeg begynde at tage ansvar for mit liv. Jeg nåede frem til en erkendelse af, at jeg har et ansvar for at gøre noget ved det og handle på det. Og der skal jeg ikke klandres for, at min mor var misbruger, og at jeg har brug for hjælp. Derfor holdt jeg op med at være flov, for det gik op for mig, at jeg ikke har noget at være flov over. Jeg har derimod grund til at være stolt af, at jeg har rejst mig på ny.”
Selvom Catherina har haft en hård start på livet, klandrer hun ikke sin mor. For gode dage og kærlighed var der også meget af.
”Jeg har aldrig på noget tidspunkt været i tvivl om, at min mor elskede mig. Og jeg ved, hun gjorde det bedste, hun kunne, for at være en god og ordentlig mor. Det hele har bestemt ikke været traumatiske oplevelser. Jeg kan f.eks. huske, hun engang greb fat i mig og dansede rundt med mig i stuen, mens hun gjorde rent. Min mor var misbruger og til tider egoistisk. Men hun var også et elskende væsen, der gemte meget godt i sig, og i de gode tider havde hun også overskud til at give lidt af det videre.”
Vil hjælpe andre
Catherina ønsker i dag at hjælpe andre unge, som går igennem en svær periode. Selvom hun slæber rundt på meget bagage, så kan hun stadig relatere til de ”almindelige problematikker” såsom kærestesorger, konflikter med venner og presset i uddannelsessystemet.
”Når glasset er fyldt op, så er det fyldt op, og så flyder det over, uanset om man er uvenner med en veninde, eller at ens forældre går igennem en skilsmisse, eller hvis det handler om, at man har mistet en af sine forældre.”
Hun ønsker at støtte og hjælpe andre unge. Derfor valgte hun at blive frivillig i headspace Billund.
”Jeg kan godt lide konceptet: nogen at tale med. Og at der ikke er nogen problemer, som er for store eller små. Du kan komme, som du er, og med det, du har. Følelsen af, at man kan være menneske til menneske, hvor man kan få en reel følelse af, at nu har jeg faktisk hjulpet dig, og det kan jeg se, at du er glad for. Det er i hvert fald min forhåbning,” siger Catherina og tilføjer:
”Min opvækst har givet mig en forståelse for, hvordan det føles at have det svært, og at ens verden kan ramle fra tid til anden. Her kræver det styrke og viljekræft at handle, og det kan godt være skræmmende, og der betyder det noget at have nogen, der støtter en.”
Catherina er overbevist om, at man kan give en anden støtte og andre perspektiver, når selv har haft det svært.
”Alle mennesker er forskellige, og vi kæmper med forskellige ting. Men vi kæmper stort set alle sammen med et eller andet. Der er aldrig noget, der bare er helt lyserødt. Og her kan alle have nogen at tale med, og der kan jeg møde folk på en anden måde, fordi jeg har andre tunge sten med i rygsækken.”
Indlægget er skrevet af Amalie Kühle Nielsen, der er kommunikationsfrivillig i headspace Roskilde.
Pernille (t.v.) og Amalie (t.h.) er veninder. Da Amalie var 22 år, mistede hun sin far. ”Jeg tror, at så længe du prøver at gøre noget, så er det svært at gøre noget forkert. Jeg er glad for, at Pernille blev ved med at prøve at være der så godt, hun kunne,” fortæller Amalie. Foto: Monica L. Pugholm.
Det kan være svært at tale med sine venner og sætte ord på sorgen over at have mistet sin mor eller far. Omvendt er det svært for vennen at vide, hvad den sørgende har brug for. Men det er vigtigt at prøve så godt, du kan, mener Amalie og Pernille
”Det er vildt svært at lave en opskrift på 10 tips til en ven i sorgen – sådan en guide kan man jo ikke lige lave,” fortæller Pernille.
Pernille er veninde til Amalie. Amalie er 22 år, da hendes far dør. Hun er i dyb sorg. Forud er gået et sygdomsforløb, som påvirker Amalie dybt følelsesmæssigt. Pernille prøver at støtte Amalie så godt, hun kan. Det er ikke nemt. Men hun insisterer på at blive ved med at prøve, husker Amalie.
”Pernille var rigtig god til at spørge ind og sende sms’er hver dag, også selvom jeg ikke fik svaret. Hun blev ved med at prøve. Det betød meget for mig”, fortæller Amalie.
Tal sammen – også selvom det er svært En ven i sorgen er guld værd for den, som har mistet, og man skal ikke være så bange for at gøre noget forkert. Dialogen er vigtig, mener Amalie.
”Det er ok at sige: ’Jeg synes virkelig, det er hårdt at se dig så ked af det. Jeg ved slet ikke, hvad jeg skal gøre’. Man må bare forsøge”, forklarer Amalie.
Det kan være svært for den sørgende at vide og forudse, hvordan hun har det. Derfor kan det også være svært for vennen. Pernille husker, at det især var svært, når Amalie trak sig væk for at være alene på sit værelse.
Den åbne dør var pludselig lukket Pernille og Amalie er begge vokset op i Nordjylland og har gået på samme skole og gymnasie. Da de er i starten af tyverne, flytter de begge til København og deler lejlighed. Dørene er altid åbne. Men da Amalies far bliver syg, oplever Pernille, at Amalie trækker sig og lukker sin dør.
”Det var svært. Jeg ville jo på den ene side ikke forstyrre, og på den anden side var jeg så ked af, at Amalie havde det så skidt”, fortæller Pernille.
Samtidig havde Pernille også et hverdagsliv med andre venner og havde også lyst til at more sig.
”Hvis jeg havde en veninde på besøg, var det hårdt. Jeg var hele tiden bevidst om, at Amalie var derinde bag den lukkede dør. Og hvis jeg glemte at tænke på Amalie, fik jeg dårlig samvittighed resten af aftenen”, husker Pernille.
Selvom Pernille kunne føle skyld over at more sig med venner, mens Amalie havde det så svært, vidste hun også, at det var nødvendigt for hende at komme ud og få energi.
”Det er nok mest noget, jeg har tænkt på bagefter – det med, at jeg jo var nødt til at komme lidt ud af lejligheden for at få noget energi til igen at kunne være der for Amalie”, forklarer Pernille.
Det kræver mod at tale om døden Selvom Pernille og Amalie begge har været gode til at tale om sorgen, er de begge opmærksomme på, at der er meget tabu forbundet med døden, og at det kræver mod at åbne op for en samtale om sorg og død.
”For den, som har mistet en forælder, kræver det mod at sætte ord på, hvad man tror, man har brug for. Men det kræver også mod fra vennen at spørge: ’Hvad har du brug for?’ eller italesætte, at man har svært ved at sætte sig ind i den andens sorg”, siger Amalie.
For både Pernille og Amalie er et første skridt at forsøge at tale om det, som er svært og finde et sprog at tale om sorg og død på med sine venner.
”Det handler også om at mærke efter og fornemme, hvad den, som er i sorg, har brug for. For det er jo ikke alle, som har lyst til at tale om det. Og det skal også respekteres”, mener Pernille. Det er Amalie enig i.
”Vi må have en føling med hinanden og fornemme behov. Nogle gange kan det også være nemmere at tale sammen på tomandshånd”, forklarer Amalie.
Vær tålmodig Der var perioder, hvor det var svært, husker Pernille – især fordi hun savnede den Amalie, som hun vidste, var bag sorgen. Men hun vidste også, at hvis blot hun var tålmodig, skulle hun nok få sin veninde igen.
”I den periode, hvor Amalie havde det sværest, var jeg Amalies ven, selvom hun ikke kunne være min – men jeg vidste hele tiden, at Amalie ville blive min ven igen”, siger Pernille.
Amalie er glad for, at Pernille insisterede på at prøve at være der for hende. Hendes råd til andre, som er venner til én i sorg, er – præcis som Pernille gjorde det – at prøve at være der for den sørgende ven så godt, som man nu kan.
Indlægget er skrevet af Monica L. Pugholm
Pernille og Amalies fulde navne er headspace bekendt.
Brug for en at tale med?
Har du eller én, du kender, mistet en nær relation? Og mangler du nogen at dele din sorg med? Husk, at du altid kan tage fat i dit lokale headspace – du finder os her.
I Børn, unge & sorgs afdelinger i København og Aarhus kan du også deltage i samtalegrupper. Hos Børn, unge & sorg har du også mulighed for at få rådgivning af en ung frivillig, som selv har oplevet at miste en forælder. Læs mere om samtalegrupperne her.
Hele 181.000 mellem 18 og 35 år er vokset op i familier med alkoholmisbrug. Ea var en af dem, og for hende gik der mange år, før hun tog bladet fra munden og fortalte en veninde om at have en mor, der drak for meget. Tabuet stod i vejen og gjorde, at Ea følte sig ensom. Læs hendes stærke historie her.
”Kan du holde på en hemmelighed? Kan jeg stole på dig? Du må love mig ikke at sige det til nogen. Jeg vil blive så ked af det, hvis du fortæller det… Men sagen er, at det går ad helvede til derhjemme. Jeg er så ked af det, fordi min mor har et alkoholmisbrug…”
Jeg var 18 år, da jeg første gang fortalte nogen, at min mor havde et alkoholmisbrug. Min veninde og jeg gik i gymnasieklasse sammen, og jeg vidste, at jeg altid kunne stole på hende. Men alligevel var det så sindssygt svært for mig at fortælle det til hende. Det har nemlig altid været et kæmpe tabu for mig. Jeg frygtede, at jeg ville miste mine venner, hvis jeg var helt ærlig og fortalte det til dem. Jeg følte mig meget anderledes og forkert på trods af, at min veninde flere gange fortalte mig, at hun kendte andre, der havde enten en mor eller far, der drak.
I løbet af hele min barndom troede jeg, at jeg var alene om at have en forælder, der drak. Jeg kendte nemlig ikke nogen andre, der havde samme problem. Hvis vi fik besøg derhjemme, forsøgte jeg derfor altid at gemme min mors øl væk og lufte ud, så der ikke var nogen, der kunne fatte mistanke. En dag, da jeg havde besøg af min ekskæreste, nåede jeg ikke at gøre det, og da han åbnede vores køleskab og fandt en hylde fyldt med Master Brew-øl, måtte jeg bortforklare og overbevise ham om, at jeg ikke kendte til dem, og at jeg ikke vidste, at de var stærke.
Det kom bag på mange
Som 22-årig, efter min mors første indlæggelse på psykiatrisk hospital, begyndte jeg at åbne op over for andre af mine venner. Jeg havde aldrig været så ked af det før, og der var det at fortælle om misbruget egentlig nemt nok, for det var blevet fortid. Det var et overstået kapitel, og min hemmelighed sivede lige så stille og roligt ud af mig, ud til omverdenen. Det kom bag på rigtig mange, at det havde stået på derhjemme. De var rystede, og rigtig mange blev kede af, at jeg ikke havde turdet fortælle det til dem før.
Efter den første indlæggelse fik min mor flere og flere tilbagefald. Hun kunne ikke holde sig fra alkoholen af flere årsager. Hun kunne ikke overskue at håndtere hverdagen og alt det, der kunne spænde ben for hende. Det var ikke let, og derfor var det nødvendigt for min mor med en psykiater. En af gangene var jeg med til et af møderne, og her blev jeg for første gang gjort opmærksom på, at jeg måske også burde tale med nogen om det. Jeg blev gjort opmærksom på headspace, som jeg efterfølgende var inde og læse om. Men efter et par gode samtaler kunne jeg mærke, at jeg havde brug for at komme et sted, hvor jeg kunne spejle mig i andre unge med alkoholiske forældre. Jeg fik taget kontakt til TUBA, som tilbyder terapi og rådgivning til unge, der er vokset op i familier med blandt andet alkohol.
I dag er jeg 25 år og har gået i gruppeterapi i TUBA i snart et år. Det er et af de bedste valg, jeg nogensinde har truffet. For det første har det givet mig en forståelse af, at jeg absolut ikke er den eneste, hvis forældre har et alkoholmisbrug. For det andet har jeg lært at sige: ”Hvad er godt for mig?”. At fokusere på mine egne behov, som man ofte glemmer, når man har en mor eller far, der drikker.
Og det er først nu, at jeg i en alder af 25 år kan tale helt åben om misbruget. Jeg ved, at det er fordi, at jeg efterhånden har fundet ud af, at jeg ikke er det eneste barn af en misbruger – og jeg har lært, at det er så vigtigt at tale om alt det, der kan være så svært at få sagt, alle de tabuer, som kan være så skidesvære at få ud over læberne, og som æder en op indefra.
Det er vigtigt at tale om
Så for mig er det vigtigt at sige, at det værste, man kan gøre mod sig selv, er at gemme på sine svære tanker og følelser. Det er så vigtigt at sige det højt enten over for en god ven, familiemedlemmer eller nogle udefrakommende – for eksempel headspace eller TUBA.
Derfor er mit råd til dig, at du aldrig må gå og gemme dig selv og din person – åbn dig op og tal med nogen om det. Ingen fortjener at gå alene med sine problemer, for de problemer har det med at vokse sig store i tavshed!
Indlægget er skrevet af Ea Honoré Schack, der er i kommunikationsfrivillig i headspace København
