Ofte kan man have svært ved selv at se, at man lever i et undertrykkende eller usundt parforhold. Amors pil kan have boret sig så langt ind i kroppen, at ens øjne popper ud som to ildrøde hjerter. Og det gør det så uendelig svært at se sin kærestes dårlige sider. Hør Lauras fortælling om at leve i et kontrollerende forhold.

Laura ved, hvordan det føles. Hun ved, hvordan det er, når man mister sig selv, når kontrollen sætter sig fast og bliver undertrykkende. I over to år var hun i et forhold, hvor hendes kæreste var enormt kontrollerende – et forhold, der stille og roligt pillede hende fra hinanden.

”Min kæreste var meget jaloux. Så jaloux at det kunne tænde ham fuldstændig af, hvis andre drenge havde skrevet til mig, hvis jeg havde danset med nogle i byen, eller hvis en fyr havde sagt noget pænt til mig. Selvom jeg ikke selv havde taget kontakt til en fyr, der skrev, skulle min kæreste nok sørge for, at jeg var den, der fik en dårlig smag i munden”, fortæller Laura.

Dobbeltmoral og skyldfølelse

Hun havde dog svært ved selv at se det. For der var jo også alle de gode dage. De dage, hvor de var som nyforelskede, og Laura tænkte, at selvfølgelig skulle de dele resten af livet sammen, så godt som de havde det.

”Det var meget sådan, at jeg skulle tænke over, hvad jeg sagde. Skal jeg fortælle ham, at jeg var sammen med pigerne i går, og så kom to af vores drengevenner forbi? Det turde jeg jo slet ikke sige, for så havde jeg jo lige pludselig gjort noget forkert. Det var meget ofte sådan, at han gav mig skyldfølelse over nogle ting, som jeg ikke burde få skyldfølelse over”, siger Laura og tilføjer:

”Det mest ironiske var jo, at han godt måtte gå ud og gøre, hvad han ville. Han kunne godt finde på at kysse med nogle andre, men hvis det stod til ham, måtte jeg jo ikke tage i byen, så skulle jeg bare blive hjemme”.

Måske er det min egen skyld

I dag er det ikke kun de glade dage og opturene, som Laura husker fra sit forhold. Tværtimod, men da hun stod i det, tænkte hun tit, om hun selv var skyld i problemerne.

”Han styrede konstant i hvilken retning, vores forhold gik. Jeg havde ikke kontrollen. Det var som om, jeg ikke vidste, hvad der var rigtigt og forkert. Jeg kan huske, at jeg nogle gange sagde til mig selv: ”Ej Laura, tag dig sammen – det er dig, der er åndssvag, du burde heller ikke gøre de her ting, der gør ham sur.” Jeg følte tit, at det var mig, den var gal med”.

Tanken gjorde Laura usikker, og hun følte ikke rigtigt, at der var nogen, som hun kunne tale om det med.

”Jeg synes, det var rigtig svært at snakke med mine veninder om forholdet. De var nærmest vrede på mig, fordi jeg blev sammen med ham og derfor trætte af at snakke om ham. De syntes ikke, han var en god fyr. Og det gjorde det rigtig svært for mig at komme videre”.

De mørke tanker

Konflikten blev tydeligere, presset steg på Laura, og til sidst kunne hun ikke holde ud at være i det længere.
”Jeg tænkte, at det her skal jeg bare ikke, og så slog jeg op. På det tidspunkt finder jeg også ud af, at han har været i seng med en anden, mens vi var sammen. Men det var rigtig svært for mig at slippe forholdet. Lang tid efter så vi stadig hinanden, og jeg tænkte, at det kunne jo være, at han kunne ændre sig. Men det gjorde han ikke”, fortæller Laura og fortsætter:

”Jeg følte en enormt stor smerte både fysisk og psykisk af sorg, ensomhed og udmattelse. Jeg havde lyst til bare at kravle ind i mig selv og lukke alle andre ude i den tid. Jeg havde rigtig svært ved at snakke om det, ikke kun fordi det gjorde mig ekstremt ked af det, men også fordi jeg skammede mig over forholdet og syntes, det var pinligt at fortælle andre om, hvordan jeg havde kunnet leve i det”.

Da Laura kom ud på den anden side, kunne hun godt se, at hun havde skabt en facade, en illusion om, hvordan forholdet burde være. Og tanken om at skulle bryde de rammer havde været ekstremt svær.

”I den periode havde jeg en følelse af, at jeg aldrig ville komme videre. Jeg var meget vred, og det gik rigtig meget ud over alle omkring mig. Jeg havde lyst til bare at forsvinde helt væk. For hvis jeg ikke var her længere, så ville det hele være meget nemmere”.

At tale med nogen

Det tog lang tid for Laura at komme op af sit ”sorte hul”, men da hun gjorde det forbi, havde hun heldigvis nogle gode mennesker omkring sig, der kunne hjælpe hende og støtte hende.
”Selvom jeg følte en enorm skam over forholdet, havde jeg bare brug for nogle at snakke med om alle de følelser. Her var mine veninder heldigvis gode til at hjælpe mig videre. Jeg fandt også en enorm lettelse i at fortælle min familie om, hvad der foregik”.

Det er ikke alle, der som Laura har nogle tætte veninder eller en familie, de kan læne sig op ad, når tingene ser allermest sort ud. Men det burde alle have. Har du eller en du kender brug for nogen at snakke med, er headspace aldrig længere væk end et opkald. I headspace sidder vi klar – også til at snakke om problemer i kærlighedslivet. Her er intet problem hverken for småt, for stort eller for skamfuldt at tale om. Læs mere på www.headspace.dk.

Indlægget er skrevet af Elisabeth, der er kommunikationsfrivillig i headspace København

Hele 181.000 mellem 18 og 35 år er vokset op i familier med alkoholmisbrug. Ea var en af dem, og for hende gik der mange år, før hun tog bladet fra munden og fortalte en veninde om at have en mor, der drak for meget. Tabuet stod i vejen og gjorde, at Ea følte sig ensom. Læs hendes stærke historie her.

”Kan du holde på en hemmelighed? Kan jeg stole på dig? Du må love mig ikke at sige det til nogen. Jeg vil blive så ked af det, hvis du fortæller det… Men sagen er, at det går ad helvede til derhjemme. Jeg er så ked af det, fordi min mor har et alkoholmisbrug…”

Jeg var 18 år, da jeg første gang fortalte nogen, at min mor havde et alkoholmisbrug. Min veninde og jeg gik i gymnasieklasse sammen, og jeg vidste, at jeg altid kunne stole på hende. Men alligevel var det så sindssygt svært for mig at fortælle det til hende. Det har nemlig altid været et kæmpe tabu for mig. Jeg frygtede, at jeg ville miste mine venner, hvis jeg var helt ærlig og fortalte det til dem. Jeg følte mig meget anderledes og forkert på trods af, at min veninde flere gange fortalte mig, at hun kendte andre, der havde enten en mor eller far, der drak.

I løbet af hele min barndom troede jeg, at jeg var alene om at have en forælder, der drak. Jeg kendte nemlig ikke nogen andre, der havde samme problem. Hvis vi fik besøg derhjemme, forsøgte jeg derfor altid at gemme min mors øl væk og lufte ud, så der ikke var nogen, der kunne fatte mistanke. En dag, da jeg havde besøg af min ekskæreste, nåede jeg ikke at gøre det, og da han åbnede vores køleskab og fandt en hylde fyldt med Master Brew-øl, måtte jeg bortforklare og overbevise ham om, at jeg ikke kendte til dem, og at jeg ikke vidste, at de var stærke.

Det kom bag på mange

Som 22-årig, efter min mors første indlæggelse på psykiatrisk hospital, begyndte jeg at åbne op over for andre af mine venner. Jeg havde aldrig været så ked af det før, og der var det at fortælle om misbruget egentlig nemt nok, for det var blevet fortid. Det var et overstået kapitel, og min hemmelighed sivede lige så stille og roligt ud af mig, ud til omverdenen. Det kom bag på rigtig mange, at det havde stået på derhjemme. De var rystede, og rigtig mange blev kede af, at jeg ikke havde turdet fortælle det til dem før.

Efter den første indlæggelse fik min mor flere og flere tilbagefald. Hun kunne ikke holde sig fra alkoholen af flere årsager. Hun kunne ikke overskue at håndtere hverdagen og alt det, der kunne spænde ben for hende. Det var ikke let, og derfor var det nødvendigt for min mor med en psykiater. En af gangene var jeg med til et af møderne, og her blev jeg for første gang gjort opmærksom på, at jeg måske også burde tale med nogen om det. Jeg blev gjort opmærksom på headspace, som jeg efterfølgende var inde og læse om. Men efter et par gode samtaler kunne jeg mærke, at jeg havde brug for at komme et sted, hvor jeg kunne spejle mig i andre unge med alkoholiske forældre. Jeg fik taget kontakt til TUBA, som tilbyder terapi og rådgivning til unge, der er vokset op i familier med blandt andet alkohol.

I dag er jeg 25 år og har gået i gruppeterapi i TUBA i snart et år. Det er et af de bedste valg, jeg nogensinde har truffet. For det første har det givet mig en forståelse af, at jeg absolut ikke er den eneste, hvis forældre har et alkoholmisbrug. For det andet har jeg lært at sige: ”Hvad er godt for mig?”. At fokusere på mine egne behov, som man ofte glemmer, når man har en mor eller far, der drikker.

Og det er først nu, at jeg i en alder af 25 år kan tale helt åben om misbruget. Jeg ved, at det er fordi, at jeg efterhånden har fundet ud af, at jeg ikke er det eneste barn af en misbruger – og jeg har lært, at det er så vigtigt at tale om alt det, der kan være så svært at få sagt, alle de tabuer, som kan være så skidesvære at få ud over læberne, og som æder en op indefra.

Det er vigtigt at tale om

Så for mig er det vigtigt at sige, at det værste, man kan gøre mod sig selv, er at gemme på sine svære tanker og følelser. Det er så vigtigt at sige det højt enten over for en god ven, familiemedlemmer eller nogle udefrakommende – for eksempel headspace eller TUBA.

Derfor er mit råd til dig, at du aldrig må gå og gemme dig selv og din person – åbn dig op og tal med nogen om det. Ingen fortjener at gå alene med sine problemer, for de problemer har det med at vokse sig store i tavshed!

Indlægget er skrevet af Ea Honoré Schack, der er i kommunikationsfrivillig i headspace København