Da jeg startede i praktik på headspaces sekretariat i slutningen af januar, havde jeg aldrig i min vildeste fantasi forestillet mig, at jeg efter godt og vel halvanden måned skulle fortsætte min praktik hjemmefra. Jeg ville jo netop i praktik for at få både arbejdserfaring og afveksling fra de sidste næsten fem års studier, hvoraf en god portion af tiden er blevet brugt på læsning og opgaveskrivning på mit kollegieværelse.

Jeg fik en anden struktur og rytme ind i min hverdag, og det var tiltrængt efter mange år med skiftende undervisningsskemaer. Det var også rigtig rart at have en følelse af, at man på forskellige måder var med til at bidrage til noget større og noget vigtigt.

Jeg bidrager stadig, selvom jeg arbejder hjemme, men det er bare ikke helt det samme, når man ikke længere møder fysisk på arbejde hver dag. Jeg har ikke mulighed for at tale med mine søde og engagerede kollegaer, som jeg jo næsten kun lige havde lært at kende. I hvert fald ikke ansigt til ansigt.

Nu har jeg arbejdet hjemmefra i over en måned, og jeg har selvfølgelig vænnet mig mere til situationen, men fordi jeg kun er i praktik i fem måneder, så føles de sidste fem uger som meget lang tid. Jeg kan godt ærgre mig over, at den her epidemi skulle ramme Danmark lige præcis nu, men det ændrer ikke på noget, og det hjælper heller ikke på min situation. Jeg prøver i stedet at lære så meget som overhovedet muligt, både af min praktik og af hele situationen.

Jeg bor i København på et lille kollegieværelse med fælleskøkken og tretten medkollegianere. Derfor har det også været med forsigtighed og en lille smule bekymring, at jeg hver dag bevæger mig ud i køkkenet for at lave mad til mig selv. Alligevel er det dejligt med naboer, som både er mine gode venner og også føles lidt som familie. Jeg ved, at jeg aldrig er alene. Vi kan ikke undgå at være tæt på hinanden, når vi deler køkken, så jeg har ofte gået og tænkt på, om hele min gang mon bliver smittet på et tidspunkt. Vi er ikke ramt endnu. Heldigvis. Og vi gør rent og spritter af efter alle kunstens regler.

Min hjemmearbejdsplads er rigtig hyggelig, men det kan også hurtigt blive trangt, især fordi min kæreste har boet hos mig de sidste mange uger. Der er ikke særlig meget plads at bevæge sig rundt på, så vi kan godt gå hinanden på nerverne i ny og næ, men jeg er meget glad for at have ham at dele det hele med. Han tager stadig på arbejde hver dag, så jeg kan til tider godt føle mig fanget herhjemme. Dagene kommer hurtigt til at flyde sammen og føles meget ens.

København virker pludselig for lille og for stor på samme tid, når bygningerne står tæt og tårner sig op, og der er langt til åbne vidder og vild natur. Jeg har brug for mere luft omkring mig. Jeg forsøger at komme udenfor hver dag, så jeg kan mærke blæsten i håret og solen på mine kinder. Mit humør bliver påvirket, hvis jeg har været indenfor en hel dag – uden så meget som en cykeltur til og fra arbejde. Jeg har ofte siddet og iagttaget folk, der cykler, løber og går i det gode vejr, og så er det ikke altid lige sjovt at arbejde hjemme. Jeg bliver rastløs.

Rastløsheden har betydet, at jeg endelig har kridtet løbeskoene igen efter et halvt års pause. Så lidt godt er der da kommet ud af kombinationen af hjemmearbejde og kollegieliv. Jeg løber med min bror i Kalvebod Fælled, hvor der trods alt er åbne vidder. Vi skulle egentlig have deltaget i et trailløb i de schweiziske Alper til sommer, men det bliver højst sandsynligt aflyst.

Jeg prøver at passe bedre på mig selv, både fysisk og mentalt. Jeg laver god mad, bevæger mig og giver plads til mine tanker og følelser. Nogle dage er jeg glad, håbefuld og optimistisk. Andre dage er jeg trist og bekymret. Jeg savner, længes og mindes. Men jeg er også taknemmelig. Der skal være plads til det hele.

Jeg er begyndt at tegne og male lidt igen. Og jeg ser faktisk ikke så meget Netflix, som man måske skulle tro. Mine dage går mest med arbejde, frisk luft, mad og søvn. Jeg er mere tålmodig med mig selv og mine omgivelser. Jeg prøver at nyde de små ting i hverdagen.

Derfor havde jeg virkelig brug for luftforandring, da påsken ramte. Så jeg tog på besøg hos mine forældre i Jylland. Den ene har en have og den anden en altan, så der følte jeg, at jeg kunne trække vejret dybt igen. Selvom det ikke var uden betænkeligheder, at jeg besluttede at tage afsted, så kunne jeg med det samme mærke, at det var det helt rigtige for mig. Jeg fik meget mere plads at boltre mig på end mine atten kvadratmeter derhjemme.

Det var befriende og gjorde underværker for humøret og motivationen at komme væk fra de samme omgivelser. Det gav mig et tiltrængt pusterum at få hverdagen lidt på afstand, og jeg havde mere energi, da jeg kom hjem igen.

Jeg har fået mere ro på, og jeg har ikke så travlt med at nå det hele på én gang. Jeg skal nok nå det, der skal nås.

Blogindlægget er skrevet af Louise, der er kommunikationspraktikant på headspaces sekretariat. 

Jeg har altid brugt ordet ”stress”, men da jeg fik diagnosen stress, må jeg indrømme, at alle de gange, jeg har sagt ”Jeg tror snart, jeg får stress” slet ikke kan måle sig med den stress, man får som diagnose. Denne stress var ubarmhjertig og ubærlig.

En rysten, en koldsved, en trykken om halsen, en opkastfølelse. En hjertebanken, der ville kunne måles flere kilometer væk på Richterskalaen. En hjerne, som stemplede ud. En hukommelse, der svigtede. En nat uden søvn, en morgen med tankemylder og uro i hele kroppen. En social svækkelse, en pludselig besvær ift. at kommunikere, se andre i øjnene, være intern, sjov og finde overskud. Alt føltes pludseligt helt ekstremt svært, grænseoverskridende, angstfremkaldende og uoverskueligt.

Al energi blev brugt på at holde en facade på arbejde og i privaten. En kamp for ikke at bryde sammen. Jeg begyndte at bruge mere tid på personaletoilettet for at slippe væk og bare trække vejret nogenlunde dybt. Jeg kiggede flere gange på uret i håbet om, at arbejdsdagen snart sluttede.
Når jeg fik fri, skulle jeg bare direkte hjem. Gerne en vej uden for mange mennesker.

Jeg kunne ikke overskue at tage bussen mere. Jeg begyndte at cykle små omveje for at slippe for menneskerne. Hurtigt hjem, i seng. Men sengen var heller ikke et helle. I sengen fik bekymringstankerne frit løb.

Jeg blev ved i flere uger. Som et hamster i et hjul. Jeg kendte ikke til de såkaldte ”faresignaler”.

En dag blev jeg overtalt til at søge læge. Lægen var ikke et nanosekund i tvivl. Jeg havde fået stress. Efter lægens udmelding sendte jeg min opsigelse afsted til arbejdet.

Et nederlag, en skam, en skyld og en usikkerhed på mit værd strømmede over mig. Realiteten var, at jeg ikke fysisk havde brækket et ben, men psykisk havde ”brækket” hjernen.

Jeg gik fra at være 25 år, selvstændig, have fuldtidsjob, fast indtægt, selvtillid og solide grundlag til at føle mig som et barn eller som en luddoven teenager; uselvstændig, usikker, uden job, uden fast indtægt, uden solide grundlag og med dalende selvværd og selvtillid.

Fra at kunne klare alt selv til at skulle have hjælp og bede om hjælp til selv det mest basale. Jeg var pludselig ude af stand til at børste mine tænder, at vaske mine hænder, barbere mine ben og intime steder, som man jo som 25-årig kvinde gerne vil holde soignerede.

Jeg var pludselig ikke i stand til at tage vare på mig selv. Det føltes som en berøvelse af min person og min frihed.

Min utålmodighed var gennemtrængende. Jeg hungrede efter et quick fix; en pille, der fik det hele til at gå væk. Men det var nærmest umuligt at finde. “Giv det tid, og erkend, at du er syg,” sagde de kloge hoveder, og jeg tænkte med en overvægt af sarkasme “Gud hvor nemt, hvorfor havde jeg slet ikke tænkt på det?”.

Skoven var mit pusterum, men også en tidslomme og forestilling om, at når jeg var her, var der intet, der kunne stresse mig. Men turen i skoven kunne jo umuligt fortsætte – jeg skulle jo tilbage til hverdagen. E-boksen med eventuelle henvisninger, opkald til akut psykiatrisk afdeling og vasketøjet, der skulle tages ned, inden regnen kom. Naturen og den friske luft gav mig et ansigtsløft. Men så snart jeg var hjemme igen, faldt det hele sammen.

Det var noget af en omvæltning at skulle erkende, at jeg virkelig var syg. Jeg kunne ikke sætte høretelefoner i og lytte til musik, trykke på Netflix-knappen og se en serie, tænde natlampen og læse en bog eller sludre med en ven. Aktiviteter, som jeg før kunne nyde, føltes nu som åndenødsagtige, store bjerge, der skulle bestiges. Intet var som før, og det gjorde mig bange.

Hver dag vågnede jeg op med en trang; en rejsetrang. Et ønske om en envejsbillet til Langtbortistan. Væk, bare væk og aldrig se mig tilbage. “Jeg vil væk, jeg vil ikke mere, jeg vil ud!”.

Rejsetrangen var tanken om at være ansvarsfri. Fri for at se folk, lave aftaler, overholde aftaler, møder med offentlige instanser, fri for at svare på en helvedes masse spørgsmål, om hvordan jeg havde det. Alt omkring mig virkede bare som et bombet lokum, som et oprydningsarbejde af Distortion-lignende karakter. Det som plejede at være let, svævende og rosenrødt var nu tungt, dalende og gråt.

Indlægget er skrevet af Josefine, der er blogfrivillig i headspace – og som i dag heldigvis er kommet sig over sin stress.