Billede: Maria Pasenau

Piger og kvinder skal ikke lægge låg på sig selv, og så skal vi blive bedre til at tale om, hvordan vi har det. Så farligt er det jo heller ikke. Vel? Vi har talt med instruktøren og castet fra den danske ungdomsfilm Team Hurricane om retten til at larme, og hvorfor det er vigtigt at sige det højt, når noget er svært.

Filminstruktør Annika Bergs nye ungdomsfilm Team Hurricane er dedikeret til de piger, der er lidt for meget. Dem der larmer og tør være uperfekte og sårbare.

Det er fire af den slags piger, der har indtaget dette møderum i headspace København, som vi møder sammen med instruktøren Annika. På overfladen ser de rå og flippede ud. Mia har farvet håret lilla, Eja er helt karseklippet og har dækket øjnene med masser af rød øjenskygge. Maja sidder tilbagelænet i pangfarvet tøj og Zara i skotskternet nederdel og grove støvler. Alle fire piger er blevet typecastet til filmen på grund af deres personlige udtryk via Instagram, og fordi de bruger sig selv så meget i filmen, virker den næsten som autofiktion.

Tilsammen er der mange store armbevægelser og masser af no fucks given-attitude, som falder til jorden, da vi sætter os ned, og Mia med det lilla hår fortæller, hvordan hun græd i skolen i går, fordi en dreng fra hendes klasse kaldte hende arrogant. Det gjorde hende sindssygt ked af det.

”Jeg tror, at der mangler noget til denne her målgruppe,” siger Annika om grunden til, hun lavede denne film.

En film som hun egentligt lavede til sig selv og til alle andre piger, der er mere Pippi Langstrømpe end prinsesse, og som kan lide farver, ”larm” og attitude.

”Jeg synes ikke, den pigetype er særlig godt repræsenteret. Piger bliver opfordret til at perfektionere deres krop eller væremåde. Drenge bliver opfordret til at være gode til noget. De lærer at bruge deres krop til noget fedt.”

Hvordan det gik til, at drenge tilegner sig seje færdigheder og viser sig selv frem, mens piger mere er ydmyge og høviske, ved hun ikke. Men Annika ved alt for godt, hvor svært det kan være at gøre noget andet.

”Jeg kan ikke sige, at det bare er samfundets skyld, men jeg følte som ung, at det var lettere at blive elsket, hvis jeg ikke var så vild. Og jeg kan godt se nu, at jeg prøvede at fylde mindre og være mindre højrøstet dengang.”

Så nu har hun lavet den film, hun selv havde brug for. En hyldest til de fandenivoldske piger og en påmindelse om, at der er mere end én måde at være pige eller kvinde på.

At insistere på sig selv

For det er ikke nødvendigvis nemt at insistere på sig selv, retten til at være excentrisk og gå uddannelsesvejen, der ikke resulterer i en studenterhue. Men man skal gøre det alligevel, siger Maja. ”Jeg har altid været meget ekstrem, og det har mine forældre haft svært ved. De accepterer det nu, men det er også fordi, jeg har insisteret på at gå mine egne veje, og det har gjort mig meget gladere. Og i sidste ende gør det jo også ens forældre glade, at man trives,” siger hun.

”Det gjorde fucking ondt i starten, men jeg er så glad for, at jeg holdt fast i mig selv.”

Der bliver lidt stille, og Mia nævner, at ”man vil jo også gerne have, at folk kan lide en”. Trods alt.

Et dilemma uden lige

Det er ligesom det evige dilemma, når man prøver at finde sig selv som ung. At man død og pine ikke vil puttes i nogen kasse eller være noget, man ikke kan se sig selv i. Men at man jo også bare gerne vil elskes og accepteres.

Mens tre af pigerne til stede i dag har omfavnet deres ekstreme sider og utallige gange er blevet bedt om at skrue ned, så har Zara set filmen som en mulighed for måske at skrue op.

”Jeg er ikke en person, der er blevet set særlig meget i mit liv, for jeg er ikke god til at ”larme”. Så jeg har tænkt denne her film som en måde at udvikle mig personligt på. Jeg har haft det mærkeligt med mig selv, og jeg håber, at folk, der har det ligesom mig, får en følelse af, at det også er okay at være stille, selvom de ikke ser mig så tydeligt i filmen.”

Billede: Maria Pasenau

Sharing is caring

Annika Berg er ikke bange for at tale om ting. Heller ikke dem, der er svære. ”For mig er det vigtigt at gribe fat i de svære ting og vise, at det ikke er svært at tale om. Det er jo bare en del af livet. Der er jo nærmest ingen teenagepiger, der ikke har været inde over bare nogle af de ting, vi berører i filmen. Det er megahårdt at være teenager. Men det er også meganice.”

Og ligeså vel som pigerne i filmen laver både spas og løjer, taler de også om både seksualitet, selvhad og spiseforstyrrelser. Og det er vigtigt. At tale om tingene.

”Hvis man går med en masse indeni, kan det ikke bare drives væk. Så imploderer man. Når der er noget indeni, der koger, så er man nødt til at løfte låget. At dele er en måde at løfte låget på.”

Det er de andre piger enige i. De er alle frygtløse i deres tilgang til at sige alting højt, og de taler om det ene tabu efter det andet ligeså ubesværet, som talte de om vejret.

”I filmen sidder jeg og græder og siger, jeg føler mig tom og ensom. Jeg er 100% sikker på, at alle har haft det sådan på et tidspunkt. Alle føler sig jo ensomme indimellem,” siger Eja.

Zara er også uforstående over for, at der er ting, som er helt almenmenneskelige, men som vi alligevel på en måde alle har indgået en stiltiende aftale om, at vi ikke snakker om. At de næsten er lidt skamfulde at sige højt.

”Det er blevet let for mig at tale om min spiseforstyrrelse, fordi jeg har gjort det så meget nu. Og det har givet mig den indstilling, at tingene er, hvad man gør dem til. Der er no limits in this world. Alle kan have det svært, så det giver ikke mening, at vi ikke taler om det,” siger hun.

Og ikke nok med at det bliver lettere for en selv, jo mere man åbner op, bliver det også lettere for andre. For når først én deler, følger flere gerne trop.

I filmen ser vi Zara fortælle om sin spiseforstyrrelse til de andre piger.

”Det er godt, du siger det, for så kan andre også sige det,” siger de samstemmende, da hun fortæller dem om turene til behandling på Bispebjerg Hospital.

Scenen er nærmest skræmmende ægte, for turene til Bispebjerg var på det tidspunkt en del af Zaras hverdag, og indtil den scene blev skudt, vidste de andre i castet ikke, hvorfor hun forsvandt fra optagelserne midt på dagen.

Tilbage i headspace fortæller Mia, hvor meget den scene rørte hende. ”Når jeg ser den scene, får jeg lyst til at kaste op og komme ud med alle de ting, som jeg selv har båret rundt på. Det giver mig lyst til at sige alt det, jeg ikke har fået sagt,” fortæller hun.

Hun har selv en depression men havde ikke fortalt det til de andre piger, da den scene blev indspillet.

”Ting er lettere, hvis man ikke skal holde dem skjult. De er lettere, når man taler om dem,” siger hun og vender tilbage til skoleepisoden fra i går. ”Da ringede jeg til min mor, og det var ikke fordi, hun kunne sige noget magisk men efter at have talt med hende, var det alligevel okay”.

Egentlig er deling også en måde at foregribe, at problemet bliver alt for omsiggribende, for de svære ting har det med at vokse i tavshed. Annika har prøvet at ignorere alle de energier, der fløj rundt i hende. Den strategi virker ikke.

Billede: Maria Pasenau

Livets smertestafet

I stedet har hun omfavnet de ting og tabuer, som hun har tumlet med. Nogle tungere og sværere end andre, men uanset kampens størrelse , har det været vigtigt at tage den. Og det er noget af det, som Annika Berg godt vil illustrere i Team Hurricane.

”Når Zara i en scene fortæller om sin smerte, skal den ikke tabes på gulvet, den skal gå videre. Vi har prøvet at lave smerten som en stafet, der er mere universel og alles smerte.”

For som hun nævnte tidligere, er det en del af livet, at det sommetider gør ondt. Så hvad kan vi alle sammen – ældre som yngre – lære af en flok teenagepiger, der stadig har deres indre Pippi Langstrømpe intakt, og som ikke lader andre diktere, hvad de skal gøre?

”Jeg håber, andre har lyst til at dele deres følelser, for jeg tror ikke, der er særlig mange, der sætter sig ned og tænker over, hvordan de har det,” siger Maja.

Så lad os starte der.

Det spørgsmål har redet mig som en mare, siden jeg afsluttede mit efterskoleår for snart ti år siden. Først i forbindelse med valg af gymnasium, så da jeg blev student, skulle vælge studie, og nu er jeg snart færdiguddannet og bliver nærmest bombarderet med fremtidsspørgsmål og velmenende råd og meninger, som jeg (med al kærlighed og respekt) ikke sætter specielt meget pris på.

For sagen er den, at jeg ikke ved det. Og jeg har egentlig sluttet fred med, at jeg ikke ved det, for jeg har aldrig vidst det, men tingene er faldet på plads alligevel. Sådan hen ad vejen. Eller det vil sige, jeg havde sluttet fred med det, hvis folk ville lade mig. Men det vil de ikke. Jeg svarer normalt ”Det ved jeg ikke”, når folk spørger, for det er tilfældet. Men jeg har endnu til gode, at der er nogen, der godtager det svar og siger, at jeg jo nok finder ud af det tidsnok (fingers crossed). Næ, nej. Det er først her spørgsmålene for alvor begynder at vælte ind – gerne i denne rækkefølge:

1. Jamen hvad vil du gerne?
2. Jamen hvad kan du blive?
3. Jamen hvad laver dem, du har læst med?

Jeg. Ved. Det. Ikke.

Jeg ved godt, at det er kærligt ment, og jeg føler mig også lidt forkælet, når jeg sidder her og brokker mig over at have folk i mit liv, der kerer sig og interesserer sig for mig. Møgunge, altså. MEN! De her spørgsmål er belastende. For de stresser, og de presser og maser mig. Og jeg bliver træt helt ind i knoglerne over forventningen om, at jeg altid er ti skridt foran. Hvorfor kan det ikke godtages som svar, at fremtiden er usikker? Den ér usikker, og det er den for mange. Især for de af os, der står ved en skillevej. Det er faktisk meget normalt.

Jeg kommer ikke tættere på en drøm eller en livsvision i de 10 minutter, jeg bliver revet gennem et tredjegradsforhør om min fremtid. I virkeligheden får det mig til at føle mig en lille smule talt ned til, og jeg føler, jeg bliver betragtet som doven og uambitiøs, når folk indirekte skriger af mig, at jeg burde vide det. At jeg ikke ved, hvad jeg vil, betyder jo ikke, at jeg ikke har tænkt over det. Jeg tænker faktisk virkelig meget over det. Men jeg har også kun praktisk erfaring med ca. 0,05% af de muligheder, der er i mit fag, så det er også utopisk, at jeg skal kunne vide med 100% sikkerhed, hvad der passer mig bedst. Og hvad nu, hvis jeg ikke kan det, jeg allerhelst vil? Så er jeg jo nødt til at åbne op for alternativer.

Og det med alternativerne bliver formentlig meget aktuelt, for der er ikke desperat behov for folk som mig på arbejdsmarkedet, så kræsenhed er ikke en mulighed. Der er en ret god sandsynlighed for, at jeg skal møde det der dagpengesystem. Og de trygge rammer, jeg har levet under i alle 25 år af mit liv, er et færdigt kapitel. Stress. Påmindelser om, at det jo er ved at være tid til at finde ud af, hvad skal ske i fremtiden, hjælper mig ikke rigtigt. Det ved jeg sjovt nok godt. Det bidrager bare til det massive pres, der allerede er.

I stedet for at fokusere på, hvad jeg skal om tre måneder og mase forventninger ned over mig, kunne det være fedt, hvis folk gad spørge mig, hvordan det går lige nu. Spørge ind til min hverdag. Om jeg trives i min praktik. Om jeg lærer noget. Hvordan jeg har det med, at jeg står på tærsklen til resten af mit liv. Det er der ingen, der spørger om. Det er så udmattende, at man konstant skal være i fremdrift, og at man skal forsvare det, når man bare gerne vil stå stille et øjeblik og være der, hvor man rent faktisk er. Igen: når jeg siger, at jeg ikke ved, hvad der skal ske, så er det jo for søren ikke for at være flabet. Det er fordi, jeg vitterligt ikke ved det. Og hvis mit svar stresser dig, så kunne du jo bruge et refleksivt sekund på at overveje, hvad det gør ved mig.

Så en lille take-home fra en allerede fremtidstræt studerende:

Hvis du kender en ”Det ved jeg ikke”-type, som mig, så godtag det svar, for det er det bedste, vi har. Og du har ret beset ikke krav på en uddybning, et forsvar eller et bedre svar. Så vær sød og forstående og opmuntrende og mind os om, at vi er unge og friske, og at vi formentlig har omkring 50 år på arbejdsmarkedet foran os, så mon ikke vi når det? Det er en sårbar situation, og her er den stædige insisteren på at få et svar eller et forsøg på at udrede min fremtid i løbet af en kort samtale, ikke så opløftende.

Spørg i stedet hvordan vi har det. Det er altså et virkelig godt spørgsmål. Og så lyt, når vi svarer.

Indlægget er skrevet af Cecilie, der er kommunikationsfrivillig i headspace København

 

For en måneds tid siden skrev vi her på headspace-bloggen om, at stress blandt unge er et stigende problem. Det er noget rigtig skidt, at der er så mange, som slet ikke trives i den dagligdag, de har. Men hvad er det egentlig, der udløser denne stress?

Jeg har selv været meget syg af stress i en lang periode og har spekuleret meget over, hvor det var, filmen knækkede, hvorfor jeg ikke stoppede op og opdagede det i tide, da både krop og sind sagde fra. Ikke mindst har jeg tænkt enormt meget over, hvad jeg kunne have gjort anderledes. Mit hoved har været fyldt med spørgsmål, som fx lever jeg på den rigtige måde? For perfektionistisk, for sart og stiller jeg for høje krav til mig selv? Bekymrer jeg mig for meget, og tager jeg tingene for tungt?

Kort sagt, hvad er det, der gør, at jeg ikke bare kan bide tænderne sammen og klare det hele lige som alle andre?

Jeg har senere fundet ud af, at det ikke kun er mig, der går rundt med de her tanker. Ofte vil vi nemlig vende skylden indad og bebrejde os selv, at vi ikke trives og ikke har det godt. Vi har en tilbøjelighed til at tro, at alle andre omkring os klarer det hele perfekt. Og så må vi jo være forkerte, når nu vi ikke kan finde ud af det. Men sandheden er nok nærmere, at vi faktisk allesammen bare tumler rundt med røven i vandskorpen og forsøger at gøre vores bedste og navigere i det her forvirrende fænomen, der hedder livet?

Den anden side af sandheden er, at vi er vokset op og er unge i et udpræget konkurrencesamfund, hvor vi konstant er udsat for et enormt pres. Ofte er vi slet ikke selv klar over det, for på mange måder er vi en privilegeret generation, hvor der ligger utroligt mange muligheder foran vores fødder.

Men bag alle mulighederne og valgfriheden ligger der bare samtidig en underforstået forventning om, at vi hele tiden kan og skal optimere. VI skal gøre det bedre, udvikle os og realisere vores fulde potentiale. Vi må helst ikke vise tvivl, men skal være målrettede og ambitiøse – det er det, som giver prestige og status. Vi spejler os i hinanden og gør, hvad vi kan for at passe ind. Mange af os følger strømmen og den vej, der umiddelbart ligger foran os som den ”rigtige og gode vej”.

Det kommer blandt andet til udtryk, når vi står over for at skulle vælge en uddannelsesvej. Efter folkeskolen strømmer mange unge til de gymnasiale uddannelser, og størstedelen vælger hovedvejen til de almene gymnasier heriblandt mig selv. Men det er bare langt fra alle, som lykkes med at finde sig til rette her. Mange har i første omgang måske blot fulgt strømmen og forsøgt at tilpasse sig noget, som ikke for alvor passede med det, man var og kunne. Andre har bare ikke været helt parate til at klare det faglige og menneskelige pres så tidligt i livet. Jeg tænker derfor, at vi allesammen kunne blive bedre til at vise, at den ”rigtige og den gode vej” ikke nødvendigvis behøver at være magen til den, som flertallet vælger.

I headspace møder vi mange psykisk sårbare unge, som har svært ved at håndtere det store forventningspres på ungdomsuddannelserne og i samfundet generelt. Det kan godt være, at disse mennesker er sårbare, men de har også store menneskelige og faglige potentialer. Det kunne være, at de i stedet skulle have valgt en uddannelse, hvor de kunne bruge deres faglige potentiale til at blive dygtige til et håndværk eller til noget kreativt? Måske ville de have godt af bare at tage sig tid, få andre ikke-skolerelaterede erfaringer med og måske tage en uddannelse senere i livet.

Jeg er bange for, at vi er kommet til at skrue et uddannelsessystem sammen, hvor vi i virkeligheden skal beslutte os for vores fremtidige uddannelses- og karriereplaner alt for tidligt i livet. Det er et problem, at vi som unge bliver presset til at foretage så vigtige valg, inden vi for alvor har fået det personlige fundament, den mentale robusthed, selvindsigt og modenhed, det kræver at finde sin plads i tilværelsen.

Hvis vi skal nedbringe den stress, mistrivsel og det store forventningspres, som mange unge føler dagligt på deres egen krop, tror jeg, at det er så vigtigt, at vi bliver bedre til at synliggøre alle de alternative ruter, der kan være til et godt og meningsfuldt liv. Hovedvejen er god nok men måske ikke rigtig for alle. Vi kan hjælpe hinanden med at vise, at det er okay at være usikker og i tvivl. Vi kan blive så meget bedre til at vise, at det er okay at give sig den tid, man skal bruge for at finde sin vej i tilværelsen. Vil I være med til det?

Hvis vi gør det, kan vi nemlig signalere, at det faktisk er en mulighed at svinge fra motorvejen, sætte farten lidt ned og tage den mere kringlede vej frem mod den uddannelse og det job, man trives i. Måske indebærer ruten et par svinkeærinder undervejs og nogle stikveje, der ender blindt, men vejen frem mod destinationen er måske med til at give os nye indsigter, kreativitet og livsmod. Og det tror jeg, er det allervigtigste, man kan have med sig.

Indlægget er skrevet af Line, der er kommunikationsfrivillig i headspace Aalborg

Lyt til podcasten lige her