Mit livs rejse – kærestesorger i sabbatåret

Juletiden i december går på hæld, og de to sidste vintermåneder, januar og februar, melder hurtigt deres ankomst. Temperaturerne er lave, og det er mørkt, fra du står op, til du går i seng. Din søgehistorik består primært af, ”Hvor er der varmt i januar?”, og du har måske mest af alt blot lyst til at krybe under dynen og først vågne igen til foråret. Heldigvis lider du ikke længere af influenza, men desværre har en noget mere alvorlig diagnose ramt dig; nemlig rejsefeberen. Slår du det op i den danske ordbog, får du følgende betegnelse: ”Stærk trang til at komme ud at rejse.”

Et par stykker af dine venner og veninder har måske allerede postet de første billeder på Facebook og Instagram af kridhvide sandstrande, hængekøjer, havskildpadder, dykkerture og diverse adrenalin-oplevelser. Det kribler i dig, og du kan næsten ikke vente til, at det bliver din tur. Desværre tillader opsparingen ikke helt endnu, at du kan forlade sabbatårs-jobbet og begive dig ud på din drømmerejse.

Men jeg vil i dette blogindlæg give jer et indblik i, hvordan man får sit livs rejse, selvom alt ikke går som planlagt.

Inden jeg drog afsted på min rejse, var jeg nervøs for, om jeg ville få knyttet venskaber til de andre deltagere på holdet, om jeg ville få hjemve og om rejsen ville leve op til alle mine forventninger. På den ene side tænkte jeg: Yes! Drømmerejsen er booket! Der er sat et stort kryds i kalenderen, og jeg ved præcis hvor mange dage, der er til, at mit eventyr begynder! På den anden side opstod der midt i al glæden en række andre tanker og spekulationer: For hvad nu hvis min tur ikke går som planlagt, hvad nu hvis jeg ikke får nogle veninder og er det her nu også den rigtige beslutning? Det føltes som om, at spændingen forvandlede sig til nervøsitet, og jeg havde hjemve, før jeg overhovedet stod i lufthavnen. Heldigvis blev mine bange anelser hurtigt gjort til skamme. Lige efter afskeden med min familie i Kastrup Lufthavn, kom flere af deltagerne fra mit rejsehold og gav mig et stort kram. Her blev jeg klar over, at vi alle delte de samme sommerfugle i maven, de samme bekymringer og ’hvad-nu-hvis’er’. Fra dét øjeblik og 3 måneder frem havde vi deltagere kun hinanden at læne os opad.

Den første destination på vores rejse var New Zealand. Efter små to uger ankom vi til hovedstaden, Queenstown. Her ventede os et 3-ugers undervisningsforløb i Kommunikation & Personlig Udvikling. Undervisningsforløbet lå i starten af rejsen. Undervisningsforløbet lå på et tidspunkt, hvor jeg personligt havde mest brug for det. Få uger inde i rejsen havnede jeg i en situation, hvor jeg havde brug for al den hjælp, som jeg overhovedet kunne få. Min daværende kæreste gjorde det nemlig forbi, imens vi var i Queenstown, 18.000 kilometer væk hjemmefra. Det føltes uvirkeligt. Jeg sank sammen på gulvet inde på mit hostel-værelse. Det gjorde ondt overalt, og jeg kunne ikke bevæge mig. Jeg følte mig hjælpeløs, lammet, alene og tusindevis af bekymringer skyllede ind over mig: Hvordan fortæller jeg det til min familie? Hvordan kommer jeg igennem de næste 3 måneder? Vil jeg grine og smile oprigtigt igen på denne tur? Hvad skal der ske, når jeg kommer hjem til Danmark? Hvordan rejser jeg mig overhovedet fra det her gulv igen og åbner døren? Men det nyttede ikke noget at dvæle ved uretfærdigheden, og jeg var nødsaget til at tage ejerskab over det. Jeg besluttede derfor hurtigt, at bruddet hverken skulle ødelægge eller definere min rejse, for jeg havde set frem til lige netop disse tre måneder utrolig længe, og jeg var fast besluttet på, at få så meget ud af dem, som overhovedet muligt.

Min situation betød, at mine medrejsende, undervisere, rejseleder og jeg kom utrolig tæt på hinanden. Lige efter bruddet føltes det som om, at jeg ikke kunne trække mit vejr helt ned i maven, og det hjalp enormt meget at dele mine følelser, tanker og bekymringer med de andre på holdet. Undervisningsforløbet dannede altså rammerne for et trygt rum, hvor jeg frit kunne dele ud af mig selv, og jeg vidste, at der øjeblikkeligt ville være tredive andre til at gribe mig.

Jeg havde bestemt ikke forudset, at jeg skulle bruge tid og energi på at håndtere kærestesorger på min rejse, men at komme videre fra så svær en situation på den anden side af jorden har utvivlsomt lært mig at stå på egne ben. Jeg kunne ikke have forestillet mig en bedre kur mod kærestesorger end at tage del i et inspirerende og spændende undervisningsforløb målrettet personlig udvikling, hygge med fantastiske venner og veninder og tale med en sød og forstående rejseleder. Jeg havde aldrig forestillet mig, at tre måneder ville gå så hurtigt, og før vi vidste af det, var vi retur mod Danmark.

Vores rejse var nået til vejs ende, og at vi nu skulle gå hvert til sit efter tre intense måneder sammen. Jeg fik øje på mine forældre, der løb mig i møde og omfavnede mig. Lige præcis dét kram, havde jeg ventet på i tre måneder. Mine forældre kunne tydeligt mærke, at jeg var vokset mindst 10 centimeter på rejsen, og jeg følte mig også forandret. Vores rejse havde fået de bedste sider frem i mig, og jeg vendte hjem med en større tro på egne evner og selvsikkerhed, som jeg aldrig have turdet håbe på. Jeg fik modet til at gå efter drømmestudiet, flytte til en ny by og kaste mig ud i nye udfordringer.

At rejse i mit sabbatår har lært mig at drømme stort. Ofte bliver vi bremset, når vi tænker på, hvordan skal jeg nogensinde lykkes med det? Men vi behøver ikke at kende alle de forskellige trin mod vores mål. Ingen af os kan forudse, hvilke bump vi møder på vejen, hvor vi ender i fremtiden samt hvilke muligheder, der pludselig åbner sig for os.

Dette blogindlæg er skrevet af vores kommunikationsfrivillige, Caroline.