En maske, en kunstig facade, et skjold, en kappe…

Jeg er professionel til at vise, at jeg er glad. Men når man ikke er glad, så er maskebærer nok det mest nedslidende og krævende erhverv.

I mit første job som pædagog kom jeg i den grad i klemme. Her fyldte indbyrdes konflikter, og den trykkende stemning satte sit præg på mig. Jeg oplevede hukommelsessvigt, trykken for brystet, en tung kæde om halsen, søvnbesvær og tankemylder. Jeg måtte sige op og følte en kæmpe nederlagsfølelse.

Jeg tænkte, at min opsigelse ville gøre mig klar i hovedet igen. Men til min store skuffelse blev stress til svær depression.

Jeg isolerede mig i mine forældres hjem. Jeg følte mig sølle og umoden. Mine forældre skulle hjælpe mig med alt. At spise mad, tage bad, børste tænder osv. Ind og ud af psykiatrien – frem og tilbage. Jeg begyndte at isolere mig selv for alle. Kun mine forældre og søstre så mit sande jeg.

Jeg ville gøre alt for at opretholde en facade og maske over for mine venner og bekendte. Jeg følte ikke, jeg kunne vise den depressive udgave af mig selv.

Jeg var bange for at skræmme mine tætteste væk, hvis jeg viste dem mit sande ansigt. Et ansigt med et udtryk af sørgmodige, tomme, flakkende øjne, et ufokuserede blik og et anspændt smil.

Jeg var angst for ikke at passe ind i kassen formet af massen. Det resulterede i, at jeg efter socialt samvær var fuldstændig færdig. Min krop var energiforladt, og der var kun røde tal på min psykes konto. En følelse af at have løbet et maraton på en vej af glasskår og splinter.

Det må have været hårdt for dem omkring mig. Dem, der kender mig som Josefine den glade, positive, livlige, sjove og omsorgsfulde person. Det er sådan, de beskriver mig, så det var den Josefine, jeg viste dem.

Det må være svært at forstå, at den Josefine, mit netværk så udadtil, var krakeleret indvendigt. Hårdt for dem at forstå, at den Josefine, de kender, gik rundt med en svær depression. En Josefine med manglede livsglæde, positivitet og troen på, at livet nogensinde skulle blive godt igen.

Jeg ville give alt for bare at være mig – ligeglad med andres tanker og i stand til at elske mig selv. Perioden med depressionen svingede, som et pendul i mit indre, mellem de to modstridende parter; isolation og invitation.

En indre konflikt og en lyst til to vidt forskellige ting. At isolere mig selv, lukke ned, kramme ensomheden, slukke for solen og gemme mig i dundynernes hulrum. Den anden del af mig havde lyst til at invitere og tage imod invitationer om socialt samvær, en lille kop latte, en ærlig snak mellem bedste veninder, et lille pusterum fra mit eget luskede sind og psyke.

Disse konstante modsatrettede tanker om “det ene” eller “det andet” var så overvældende og så kvælende.

Samtidigt gjorde depressionen det ekstremt svært for mig at tage beslutninger om noget som helst. Jeg har aldrig følt mig så ubeslutsom. Jeg plejer at være ubeslutsom på et slags “hvad skal vi have fra Just-Eat?”-plan. Men denne her ubeslutsomhed gjorde næsten fysisk ondt indeni.

Mine tætteste veninder var der uanset min ubeslutsomhed. Sommetider var de der for mig “ubehageligt meget”, fordi de sommetider måtte sætte foden i min grå jord og sige til mig: “Jeg kommer altså om 10 minutter – om du vil det eller ej.”

Jeg følte en utilpashed, men også lykke. Lykke over at have veninder, som er der for mig uanset hvad. Den sociale aktivitet begyndte gradvis at fylde mere og mere i perioden. Aktivitet føder ny energi, og den nye energi føder en ny aktivitet. Stille og roligt begyndte jeg at overveje og opveje, hvor meget lykke jeg følte indeni, når jeg var ensom og isoleret, og hvor stor en lykkefølelse jeg havde i samvær med mine veninder.

Jeg begyndte at bryde den negative spiral. Det tog lang tid, men det blev lettere og lettere. Gradvis socialisering var en af forudsætningerne for mig i kampen mod depression.

En maske kan være til megen gavn, men tænk over hvordan, hvorfor, og over for hvem du tager den på. Folk vil altid værdsætte dig, men vis dit ærlige ansigt – ikke kun for deres skyld, men også din egen.

Du skåner ingen – og især ikke dig selv – ved at gå til maskebal.

Blogindlægget er skrevet af Josefine, der er kommunikationsfrivillig i headspace.

 

22-årige Liv er mor til en pige på fire. Hun har en kæreste, og så læser hun til teknisk designer. Men når presset bliver for stort, tager hun forbi headspace og får en snak.

En rodløs barndom og identitetskrise
Da Liv var 11 år blev hendes forældre skilt. I første omgang besluttede hun sig for at blive hos sin mor.        Hendes far havde skabt sig en ny sammenbragt familie med nabokonen, og Livs bedste ven blev derfor også til hendes bonusbror. Livs far fik kort tid efter også et barn med den nye kone.

”Han havde meget travlt med sin nye familie, så jeg havde svært ved at få opmærksomhed. Derfor tænkte jeg, at hvis jeg flyttede med dem, kunne jeg stadig være en del af min fars liv.”

Liv var ikke længere fars lille pige, men håbet var der endnu. Som 13-årig ønskede Liv at blive en større del af sin fars familie, og valgte derfor, at hun ville bo hos ham.

Livs mor mente, at det ville være for ustabilt for en teenager at bo hos faren. Derfor kontaktede hun kommunen, hvor det blev besluttet, at Liv kunne bo hos sin far i ét år, på én betingelse: at han ikke flyttede.

Aftalen blev ikke overholdt. Efter bare en uge besluttede Livs far sig for – for første ud af mange gange – at flytte til den anden ende af landet, og da den nye kommune ikke var bekendt med aftalen, fik dette ingen konsekvenser.

De mange flytninger skyldtes farens mange flygtige drømme, samt en frygt for ikke at leve livet fuldt ud. Det ene øjeblik ville han åbne en grillbar, det næste et hotel. Liv nåede at bo hos sin far i to år. I de år blev det blev til fire forskellige huse, to forskellige campingpladser, tre forskellige byer og to forskellige skoler. Det påvirkede også Livs identitetsdannelse.

”Jeg var meget rodløs. Når vi flyttede, var det ikke blot 10 km. væk, men til den anden ende af landet. Hver gang vi flyttede, skulle jeg finde ud af, hvem jeg var på ny. Jeg prøvede at finde min plads og skabe min egen identitet. På den ene skole var jeg emo, og på den anden var jeg en poptøs.”

Det var også svært at finde sig selv på hjemmefronten. Livs stedmor led af angst og depression, så Liv skulle gå på æggeskaller for at opretholde husfreden.

”Det var meget presset derhjemme. Jeg græd hele tiden i skolen, men ikke derhjemme. Der holdt jeg masken, selvom det burde være omvendt.”

På trods af den ustabile hverdag, rodløsheden og identitetskriser, var det svært for Liv at indrømme, at det var en fejl at flytte ind hos faren. Det resulterede i en depression og en indlæggelse på psykiatrisk afdeling.

Her gik Liv i et halvt år, hvorefter hun kom på efterskole. Væk fra sin far og alle flytninger. Da efterskoleåret sluttede, flyttede hun endelig hjem til sin mor igen.

Fandt hjælpen hos headspace
Da Liv blev 18 år, vendte depressionen tilbage, men de lange ventetider i psykiatrien gjorde, at hun måtte kigge sig om efter andre alternativer. Her faldt hun over headspace, som stadig i dag står klar til at hjælpe hende, når det er nødvendigt. Hun kan godt lide anonymiteten hos headspace.

”Da jeg startede med at komme i headspace, talte jeg meget om de forventninger, der er til en, når man fylder 18 år. Det at blive voksen var slet ikke, som jeg havde regnet med. Det var meget overvældende. Jeg havde brug for at tale om de mange tanker, og med nogen, som ikke kendte mig personligt. Hvis man taler med familie eller venner bliver det meget følelsesladet. Så det var rart at tale med en, der ikke vidste hvem jeg var.”

Efter en måned blev Liv tilbudt en plads på en psykiatrisk afdeling, men det takkede hun nej tak til, da hun allerede følte, at hun havde fået meget hjælp i headspace.

En turbulent start som mor
Liv fandt kærligheden som 18-årig i sin daværende kæreste på 34 år. De havde været kærester i et års tid, da de besluttede, at de skulle have et barn sammen i håbet om at redde deres forhold.

”Jeg havde en kæreste, som var en del ældre end mig, og jeg ville gerne have børn, og han mente, at det skulle svære snart, for han var allerede oppe i årene, og havde en søn fra et tidligere forhold. Vores forhold var ikke fantastisk, men jeg havde læst et sted, at når man får et barn, så bliver man forelsket i sin mand på ny og svæver rundt på en lyserød sky.”

Det skulle vise sig, at der ikke var nogen lyserød sky over tilværelsen med en lille ny pige. Liv stod alene i forældrerollen, og i løbet af de første tre uger som nybagt mor, blev Liv og hendes lille pige indlagt tre gange. Første gang havde pigen en RS-virus. Livs kæreste syntes i første omgang ikke, at det var nødvendigt at tage på hospitalet, selvom pigen ikke kunne trække vejret. Da de endelig kom hjem fra hospitalet, fik Liv smerter i maven.

”Da vi var kommet hjem, begyndte jeg at få smerter i maven. Igen mente min kæreste, at det var noget pjat. Det viste sig, at jeg havde blindtarmsbetændelse og måtte akutindlægges og opereres.”

Efter flere indlæggelser med en fraværende far, gik det op for Liv, at hun var alene med ansvaret og med barnet. Det endte med, at parret gik fra hinanden.

”Lige fra fødslen var jeg faktisk alene med hende. Derfor sagde jeg til min kæreste, at hvis han ikke snart tog sig sammen, så ville jeg hellere have fri hver anden weekend, end at være alenemor på fuldtid med en båtnakke.”

headspace stod klar
Efter hun var gået fra sin kæreste, stod hun nu en situation uden møbler eller et tag over hovedet – og med et barn i favnen. Hun blev modløs, og kontaktede derfor endnu engang headspace.

”Jeg ringede til headspace og fortalte, at jeg var gået fra min kæreste. Jeg havde ikke et sted at bo og vidste ikke, hvad jeg skulle gøre.”

headspace sørgede hurtigt for at hjælpe med at finde lejlighed, hun kunne flytte ind i samme uge.

Ansatte og frivillige fra headspace donerede ting og tog på genbrugspladser for at finde møbler til Liv. Når hun fortæller om headspace og den hjælp, hun modtog, er man ikke i tvivl om, hvor meget det har betyder for hende.

I dag bruger hun stadig headspace, hvis hun har brug for at tale om det, der presser.

”Det er ikke et nederlag at spørge om hjælp. Man er stærk, når man viser, at man gerne vil kæmpe mod det, man er oppe imod.”

Indlægget af skrevet af Amalie, der er kommunikationsmedarbejder i headspace Danmark.

 

Jakob på 22 år er homoseksuel. Han studerer psykologi på Odense Universitet, og når han ikke sidder med næsen nede i en psykologiteori, så er han frivillig ungerådgiver i headspace Odense.

”Jeg synes, det først blev en realitet, at jeg var homoseksuel, hvis jeg valgte at komme ud med det.”

Jakob er opvokset i Sønderjylland med far, mor og storesøster. Da han gik i folkeskole, kunne han godt mærke, at han var anderledes. Drengene var lidt mere spændende end pigerne.

”Men det var først, da jeg gik i gymnasiet, at jeg begyndte at få mere interesse i drenge og rent faktisk vide, hvad homoseksualitet var, hvad seksualitet var for noget, og hvad det måske kunne betyde for mig. For hvorfor skulle jeg være anderledes end alle andre?”

I gymnasiet fik Jakob også sin første mandlige kæreste, som han var sammen med i ca. 2,5 år. Han hjalp Jakob, mens han stadig var i skabet.

Jakob havde svært ved at acceptere sin egen seksualitet og var, ligesom mange andre, bange for at fortælle det til sine forældre, for så blev det en realitet. Han valgte at sige sandheden til sine venner allerede i 1.g., men det var først, da Jakob var omkring 19-20 år, at hans forældre blev bekendt med hans seksualitet.

”Jeg kan huske, at min mor og jeg sad og drak rødvin og hyggede os udenfor, og så smækkede hun bare ned i bordet og sagde: ’Så Jakob, jeg skal møde din kæreste nu!’, og det var jo skræmmende, for ’Hvad ved du?’”

For Jakob var det rart, at hun turde sige det til ham, for det var også noget, som hans mor havde brug for at snakke om. Jakob havde nemlig en tendens til at holde kortene tæt ind til kroppen, når det handlede om romantiske forhold.

”Det blev først en realitet, at jeg var homoseksuel, hvis jeg valgte at komme ud med det. For så blev det endeligt, og så var det bare sådan, jeg er. Jeg synes ikke, at det var særligt fedt at være anderledes. Jeg havde ikke lyst til at være homoseksuel. Primært fordi det var så bøvlet,” fortæller han med en smil.

Jakobs forældre har været meget støttende, og han har stadig et rigtig godt forhold til sine forældre. Dog opfattede Jakob ikke sin far som støttende, da de i forvejen havde et anstrengt forhold på det tidspunkt.

”Han har aldrig gjort noget negativt i forhold til det. Jeg har følt et behov for, at han spurgte mere ind til det, men han skulle jo også bearbejde det på en måde. Det er også noget, som jeg skal tage med mig, for jeg kan ikke regne med, at alle mennesker er med på, at jeg er homoseksuel fra start.”

Nogen man kan spejle sig i

For Jakob var det svært at finde sin identitet under hans opvækst i Sønderjylland. Han manglede en repræsentation af homoseksuelle, som adskilte sig fra den stereotype homoseksuelle, som blev vist i medierne. Det var svært at være en del af drengene, som kørte markræs og spillede computerspil. Jakob ønskede at passe ind, men det var svært, for på det tidspunkt ville han ikke anerkende sin egen seksualitet.

”Det var lidt underligt, da jeg ikke ville anerkende min homoseksualitet, og det føltes ikke så slemt, når jeg var i det, men efter jeg er kommet væk, kan jeg godt mærke, at det har hindret min udvikling og hindret mig i at gøre nogle ting, som jeg har haft lyst til at gøre. At jeg satte begrænsninger for mig selv uden nødvendigvis at gøre det eksplicit, fordi ’så ser de mig som homoseksuel, og så er jeg homoseksuel’. Men mere fordi det blev normalt, for ’hvis jeg gør sådan, så er jeg homoseksuel.”

Efter Jakob fik sin studenterhue på, tog han et sabbatår som bartender. Her mødte han den repræsentant, der altid har manglet: nemlig Preben, som også er homoseksuel.

”Det var et tilfælde, at jeg var så heldig at få ham som repræsentant og som pejlemærke for, hvordan jeg gerne ville være som homoseksuel, og at det ikke behøvede at være hele min identitet, men at det også ville være okay, hvis det var det, og at der ikke var noget galt med det.”

Relationen var hverken seksuel eller romantisk for Jakob og Preben. Det var et venskab, der hjalp ham med at indse små sandheder om det at være homoseksuel. Han kunne spejle sig i Preben og fik her hjælp til at forstå, hvilke kampe, der var værd at tage, og hvad man kan gøre for at gøre livet nemmere for sig selv.

Jakob og Preben nåede at bo sammen i et års tid. Det var et år, hvor Jakob fandt mere af sig selv og den identitet, han ønskede, og hvordan det skulle komme til udtryk, da han ikke havde lyst til at repræsentere den stereotype homoseksuelle mand, som altid er oppe i medierne.

”Preben har lært mig, hvem jeg gerne vil være, og at jeg ikke behøver at være en del af stereotypen for at udleve de følelser, som jeg har, og igen vil jeg gerne pointere, at det er okay at leve stereotypt. Han var en repræsentant, som jeg havde brug for, og som ikke alle unge homoseksuelle har. Vi har selvfølgeligt nogle store karakterer som Ole Henriksen, Niller fra familien fra Bryggen og Jimmy Lyngvild, og de er også repræsentative for en form for homoseksualitet, men de helt ’almindelige’ homoseksuelle, der lever i et hus og arbejder fra klokken 8-16 og ser Divaerne i Junglen bliver ikke rigtig repræsenteret. Preben har hjulpet mig med at navigere i den her jungle af stereotyper, identitet og selvværd. Jeg har været ret privilegeret.”

Stigmatisering og det heteroseksuelle slør

Det er svært at finde sit fodfæste som en ung, homoseksuel mand. Man bliver hurtigt sat i en boks baseret på et forældet stigma. Det vil Jakob gerne være med til at bryde.

”Man får hurtigt sat et stigma på sig. Men der er stor forskel på homoseksuelle, hvor der er nogle, som er meget ’straight-passing’, at man godt kan gå for at være en heteroseksuel mand. Her føler man sig privilegeret, fordi man ikke er ’outed’ hele tiden. Det giver mulighed for, at man kan gemme sig under det heteroseksuelle slør, der kan være rigtig rart. Det har jeg kunne gøre ret længe. Der har været et eller andet ved mig, som måske godt kunne havde været heteroseksuelt eller noget, som ikke har passet på den stereotyp. Det er ikke alle, der kan det.”

Ifølge Jakob mangler der en repræsentation af den ’almindelige’ homoseksuelle mand, som drømmer om de 3 v’er – villa, Volvo og vovse. Men han er også godt klar over, at der er brug for de mere fremtrædende homoseksuelle til at råbe folk op, såsom Ole Henriksen og Jimmy Lyngvild. De er nemlig også med til at repræsentere én form for homoseksualitet.

”Det er nødvendigt, at vi laver den her repræsentation i hvert fald indtil, at det er fuldstændig normaliseret, hvor der ikke er lande, hvor det er ulovligt, og man bliver slået ihjel for det. Derfor er vi nødsaget til at have de her ekstremer af homoseksuelle, som hele tiden repræsentere sig som: ’hey, jeg er homoseksuel, bum lev med det.’

Det er Jakobs egen fortælling, som motiverer ham til at være frivillige ungerådgiver hos headspace. Derfor står han frem for at fortælle sin historie, da han håber, den kan være med til at hjælpe andre, som er en del af LGBTQAI+-spektret.

Jakob ønsker at beskytte ’Prebens’ identitet, derfor bruger vi et andet navn. Vi er i headspace Danmark bekendt med navnet.

Indlægget er skrevet af Amalie, der er kommunikationsmedarbejder i headspace Danmark.

 

 

Andrea begyndte at komme i headspace i oktober 2018, da hun havde selvmordstanker på grund af presset fra sit studie og et dårligt forhold til sin mor . Andrea på 22 år er til daglig universitetsstuderende.

Kørt sur i studiet

Andrea var startet på et nyt studie efter at være kørt surt og droppet ud af et andet. Det nye studie var langt hårdere, end hun havde regnet med, og det påvirkede hende meget. Det resulterede i, at hun begyndte at føle sig deprimeret og nedtrykt, som senere førte til selvmordstanker.

”Jeg kunne godt mærke, at jeg havde brug for hjælp. Og jeg havde ikke råd til at gå hos en professionel psykolog. Men så havde jeg hørt om headspace og tænkte: ’Okay, det må jeg give en chance og se, om det ikke kan hjælpe mig’.”

Det var Andreas kæreste, der foreslog, at hun skulle tage ned til headspace, så hun kunne tale med nogen, som kunne hjælpe hende. Til at starte med handlede samtalerne om hendes studie og det pres, der fulgte med. Andrea var allerede droppet ud af en uddannelse, og nu overvejede hun det igen.

Det var med til at lægge endnu mere pres på hende, for hun havde jo ingen plan. Det sværeste ville være at skulle sige det til hendes forældre – især hendes mor.

”Min mor har altid været god til at få ret, diskutere og vinde”

Efter nogle få samtaler havde Andrea fået bearbejdet de negative følelser, som hun havde til sit studie og til sig selv. Herefter begyndte det at handle om hendes forhold til sin mor. De blev ofte uvenner, som førte til store skænderier.

”En måned eller to efter jeg var startet hos headspace, blev vi virkelig uvenner. På det tidspunkt havde jeg egentlig mest lyst til at aldrig se min mor igen, fordi hun virkelig havde såret mig. Men jeg fik talt med headspace, og vi fandt frem til, at jeg skulle stole mere på min egen dømmekraft – for ellers jeg var altid i tvivl om, hvor meget min mor egentlig havde ret.”

Andreas mor havde altid været god til at få ret og vinde diskussioner, men med headspace’s hjælp fandt Andrea modet til at tage snakken med sin mor.

”I januar fik jeg så talt med hende. Det var ikke en super sjov samtale, men den gik faktisk rigtig godt, og siden da har jeg følt, at hun har fået en meget bedre forståelse af mig, og hun har været meget bedre til at give mig det rum, som jeg har behov for.”

Samtalen gav også mulighed for, at Andreas mor kunne lufte sine tanker omkring deres forhold – og det har kun styrket forholdet yderligere.

”Jeg er rigtig god til at holde kortene tæt ind til kroppen, og min mor fortalte, at hun gerne ville vide, hvordan jeg egentlig går og har det. Så jeg har åbnet mere op overfor hende, og det har virkelig styrket vores forhold – vi er blevet meget bedre til at snakke sammen.”

Til samtalerne i headspace fyldte Andreas forhold til sin mor rigtig meget, og hun synes, hun har fået lige den hjælp og støtte, hun har haft behov for.

”Det var jo målet at gøre forholdet bedre, for jeg var bange for, at det ellers ville ødelægge en hel familie, som jeg helst ikke ville miste. Der har headspace gjort en kæmpe forskel for mig og mit liv.”

Nu ser fremtiden lysere ud

Efter Andrea begyndte hos headspace, er hun også blevet mere opmærksom på sig selv og sine egne ønsker. Det har givet hende mod til at lytte mere til sig selv og mærke efter i stedet for at presse sig selv.

”Jeg er stadig studerende, selvom jeg ikke ved, om det er det rigtige. Jeg er ved at tage hånd om det, og jeg har taget et sabbatår næste år, hvor jeg skal selvrealisere mig selv,” siger Andrea med et smil og fortsætter:

”Jeg skal finde ud af, hvad jeg egentlig gerne vil. Jeg har fået god hjælp til at tage det stille og roligt og se, hvad der sker – mærke efter i stedet for at presse mig selv helt vildt hårdt.”

Nu hvor Andrea er kommet så langt i sit forløb, er hun utrolig glad og taknemmelig for den hjælp, hun fik i headspace, hvor der altid er nogen at tale med.

“Det er jo rigtig dejligt at sidde og tænke, at jeg for et halvt år siden var sikker på, at jeg aldrig kunne fikse forholdet til min mor, men det viste sig at være relativt nemt at fikse, fordi vi prøvede. Det er bare at tage sig tid.”

Andrea har afsluttet sit forløb i headspace, og hun finder nu stort tryghed i at vide, at hun altid kan vende tilbage, hvis hun har brug for nogen at tale med igen.

”Andrea” ønsker at være anonym. Derfor er det ikke hovedpersonens rigtige navn. Vi er i headspace Danmark bekendt med navnet.

Indlægget er skrevet af Amalie, der er kommunikationsmedarbejder i headspace Danmark.

 

Hvis du gerne vil læse flere blogindlæg, som handler om studie, kan du læse Josefines historie her.

Sedea er 22 år, hendes mand bor i USA, hun bor sammen med mig (Nadja) her i København, og så er hun ung mor. Men hvordan ser samfundet på en ung mor, og hvordan klarer man hverdagen, når man har en pige på fire måneder?

For cirka et år siden inviterede min gode veninde mig ud på en kop kaffe. Vi satte os på en bænk overfor den røde plads i solen, sludrede kort om mit arbejde og om den midlertidige lejlighed, som hun var flyttet ind i, men jeg fornemmede, at der var en bestemt årsag til, at hun gerne ville mødes. Det var der.

Jeg husker ikke præcis, hvordan hun sagde det, men inden længe havde hun fortalt mig, at hun var gravid og ventede en lille pige. På daværende tidspunkt var hun 22, og jeg selv var lige fyldt 23.

Gennemsnitsalderen for førstegangsfødende er på landsplan i dag cirka 29 år. Jo tættere man kommer på Storkøbenhavn, jo mere stiger den, indtil man når til Frederiksberg med 31,5 år i spidsen. Dermed ville min veninde blive en meget ung mor set med vor tids briller.

Jeg kommer selv fra en turbulent opvækst og prøver derfor den dag i dag at undgå for mange krumspring i tilværelsen. Derfor følte jeg straks en indre uro, da min veninde havde overbragt mig denne nyhed. Jeg forsøgte at aflæse, hvordan hun selv tacklede situationen og fandt i hendes stille slubren af kaffen en ro og beslutsomhed. Det skulle nok gå godt. Jeg smilede og ønskede hende tillykke.

Siden den dag i maj har Sedea og jeg fået fælles bopæl, og Sedea har født et velskabt og betagende lille væsen, Stella, som nu på lykkelig vis præger begge vores hverdage. Faren til hendes barn bor i USA, og på den ene eller den anden måde bliver de forhåbentlig igen snart forenet, men indtil da er det bare os tre i den lille lejlighed.

Den traditionelle kernefamilie er efterhånden ret sjælden
Og her sidder vi alle tre. Og jeg tænker over, hvordan det kan være at i en tid, hvor alle kan finde sammen, og hvor der findes utallige familiekonstellationer, så bliver der skelet til kvinder, som vælger at stifte familie i en ung alder. Det har Sedea også oplevet.

“Jeg synes ikke, at man kan tale om, hvad der er normalt. Det er ikke et begreb, som giver mening mere i den verden, vi lever i. Folk bliver skilt og gift igen og får børn på kryds og tværs og ind imellem, så den traditionelle kernefamilie er efterhånden ret sjælden,” siger Sedea.

Jeg prøver at genkalde, hvor mange jeg kender, der lever i, hvad der ville kunne defineres som en traditionel kernefamilie, og jeg må sande, at jeg ikke kan komme i tanker om nogen. Så hvorfor blev jeg da så nervøs på Sedeas vegne, da hun fortalte mig om graviditeten?

Selv har Sedea tænkt på andre unge mødre, som den stereotyp, vi alle kender fra tv. Dem som bliver gravid ved et uheld og til alles store misfornøjelse ryger hele vejen igennem graviditeten og herefter tager flere dybt uansvarlige valg. Mens Stella får lidt mad, taler vi om, hvor denne stereotype opfattelse kommer fra, og vi kommer, nok ikke til nogens overraskelse, ind på den danske tv-serie “De unge mødre”.

“Her i Danmark synes jeg stadig, at det er “De Unge Mødre”-billedet, der hersker – at unge mødre er nogen, der ryger, drikker og kun serverer frysemad, og når man får et barn, er ens eget liv slut – så er der ikke tid til fest, oplevelser eller rejser mere”, forklarer Sedea.

Her er det helt anderledes. En tilfældig torsdag eftermiddag er der større sandsynlighed for, at det er mig, der sidder og ser Netflix på anden time. Sedea erklærer sig også uenig i opfattelsen af, at oplevelser er et overstået kapitel, når man har fået et barn.

“Det er ikke, hvad jeg har oplevet. Jeg er mere ude og opleve ting nu, hvor jeg er på barsel, end før. Vi skal blandt andet ud og rejse snart. Om noget har det at få et barn givet mig mere energi til at tage ud og se og opleve verden, fordi jeg så gerne vil give de oplevelser til min datter”, fortæller Sedea.

Den første mor i vennegruppen
Siden Stella er kommet til, er det ikke så tit, mine veninder og jeg tilfældigvis støder ind i Sedea en lørdag nat kl. 03 på Gothersgade, som vi så ofte har prøvet det før. Der bliver dog gjort undtagelser. Blandt andet var både mor og baby med til min fødselsdag, da jeg blev 24. Det er lykkedes vennegruppen at finde gode alternativer til samvær, og på meget naturlig vis har vi fundet andre ting at være fælles om nu.

“Der har været mere spænding omkring, at jeg blev mor, fordi det var noget nyt for os alle sammen. Det betyder også, at mine veninder har mere overskud til lige at lege babysitter, hvis jeg har brug for 10 minutters pause. Hvis alle andre allerede havde haft børn, ville de have nok i deres eget. Til gengæld betyder det også, at jeg ikke rigtig har haft nogen at snakke ægte baby-snak med, selvom de siger, de godt vil, så tror jeg, det er begrænset, hvor meget de gider lægge øre til min beskrivelse af min datters ble-vaner!”.

På kort tid er vi blevet enige om, at der ikke er hold i det billede, medierne tegner af, at alle unge mødre udelukkede tager uansvarlige valg, og at livet slutter efter baby. Til gengæld har jeg fået lidt forståelse for, hvor usikkerheden fra mig selv og samfundet kommer fra.

Min kaffekop er ikke helt tom endnu, og ligeledes føles det ikke helt som om, at emnet er gennemarbejdet.

Uddannelsespres og kvart-livskrise
De seneste år har staten lanceret flere fertilitetskampagner, og især Københavns Kommune er meget opmærksomme på den høje alder blandt førstegangsfødende. Udover det uheldige rygte, unge mødre har, virker det til, at der også er noget andet, der afholder unge fra at få børn.

“Jeg tror, at hvis staten ønsker, at unge mennesker får børn tidligere, så må de gøre op med det helt sindssyge uddannelses-ræs, der er gang i! Der er jo ingen, der har tid til at tænke over at få børn, når de bliver presset fra alle sider til at tage en uddannelse så hurtigt, som de overhovedet kan”, slår Sedea fast.

Jeg nikker sagte og giver et lille suk fra mig med tanken om den velkendte følelse af uddannelses-stress og kvart-livskrise, et begreb, vi er begyndt at bruge i min omgangskreds, om stressen over at skulle vælge og definere sin fremtidige tilværelse i al hast under tidspresset fra staten. Jeg spørger hende, om hun slet ikke føler sig ekstra udsat som mor, nu da hun ikke er færdiguddannet.

“Det gør jeg egentlig ikke. Jeg er ung, og min tilværelse er tilpasningsdygtig til, hvad der lige passer Stella og vores familie bedst – og vi kommer til at få det vildeste eventyr sammen”.

Og det kan jeg jo kun give hende ret i. Jeg selv, og resten af samfundet, burde måske have godt af at øve os lidt i at tro på, at tilværelsen nok skal tilpasse sig trods uddannelsespres og skræmmebilleder. Afslutningsvis er jeg, nok ligesom alle andre unge piger, meget nysgerrig omkring, hvordan det føles at føde.

“Det her siger alle, men min krop kunne mærke, hvad den skulle gøre, så jeg slog bare hovedet fra og prøvede at tage det hele en vejrtrækning ad gangen. I virkeligheden har man ikke rigtig nogle følelser under fødslen. Det er bare noget, der skal gøres. Det er op til og især efterfølgende, der kommer en masse store følelser – og den største er nok: “Jeg har lige fucking født et menneske”. Derefter: “Prøv lige at se det her smukke menneske … som jeg har født!”. Det er en rimelig vild oplevelse”.

 

Indlægget er skrevet af Nadja, der er kommunikationsfrivillig i headspace.