Rigtig mange folk køber lottokuponer, spiller oddset, indgår væddemål eller går på casino. Mange kan styre det – nogle kan ikke. Jeg kunne ikke styre at spille, min smag for gambling blev til en voldsom mani – en ludomani der kom ud af kontrol.

Som 17-årig blev jeg fascineret af pokerens univers og så straks muligheden for at vinde enorme summer af penge. Jeg tog mine forholdsregler, og i starten spillede jeg for ”play-money” i selskab med bekendte. Det var ikke muligt for mig at bruge mit eget NemID, da jeg ikke var 18 år – men det var intet problem. Havde jeg penge og lysten, så var muligheden der – jeg løj jo bare lidt om, hvor mange penge jeg havde tabt indtil videre. De små pots blev erstattet med større summer, og pludselig blev min 18-års fødselsdag en milepæl, da denne kunne åbne op for større muligheder og en udsigt til muligheden for at vinde millioner – det var, hvad jeg tænkte.

Skammen blev overvældende
Det kan være svært at få udenforstående ind i livet som ludoman, men der er nogle helt bestemte ting, som ofte er enormt gennemtrængende, og som definerer den afhængighed, jeg fik af at spille.

Det, der fyldte mest i forhold til min spilleafhængighed, var skam. Vend lige ordet i munden, og læs så videre. I starten skammede jeg mig ikke over, at jeg spillede. Jeg skammede mig over alt dét, som gamblingen medførte. Jo mere jeg bevægede mig ind i ludomaniens univers, jo mere skammede jeg mig. Adrenalinsuset, som jeg levede af i starten, da jeg gamblede, var så småt blevet udvisket. Det, jeg sad tilbage med, var selvhad. Hver gang jeg spillede, følte jeg mig utilstrækkelig, jeg fik et mere og mere negativt syn på mig selv.

Jeg havde det ikke godt, men jeg havde svært ved at mærke, hvordan jeg følte og havde det, da mine følelser hele tiden blev overskygget af behovet for at spille, når jeg kom hjem fra arbejde og skole. I starten var det rigtig fedt, lidt farligt og interessant at spille om rigtige penge. Men efterhånden blev det skammen over at tabe penge, der var min drivkraft, håbet om at vinde det tabte tilbage. Det var dét, der blev fundamentet for min ludomani – en kamp for hele tiden at få mit ”normale” liv igen. Det var, hvad jeg ønskede.

Løgn, fortielser og hemmeligheder
Skammen fremtrådte i helt konkrete situationer. Eksempelvis var følelsen af skam særlig stærk, når jeg kom hjem fra gymnasiet, stormede ind på mit værelse, loggede ind på Danske Spils pokerklient og begyndte at spille. Når min mor kom ind for at høre, om jeg havde haft en god dag, råbte jeg til hende: ”Skrid ud af mit værelse og lad mig være i fred!”. Inderst inde forsøgte jeg at fortælle, at jeg var så langt ude på dybt vand, at jeg ikke længere kunne se bredden.

Jeg skammede mig også over andre ting. Det var svært at få min hverdag til at hænge sammen, da jeg hver eneste dag løj for mine forældre. Jeg løj altid om, hvad jeg lavede, om det gik godt i skolen og om, hvorfor jeg ikke havde nok penge til at købe gaver til familie/venners fødselsdage. Jeg skammede mig hver gang, jeg fik penge af min far for at kunne gå i byen, tage i biografen eller andre ting med mine kammerater. De penge røg jo bare, med lynets hast, ind på min konto, så jeg MÅSKE kunne vinde nogle penge igen.

Som person prioriterede jeg højt at være uafhængig og ikke være nødt til at modtage ”hjælp” fra nogen, men det var umuligt for mig. Derfor gjorde det ondt, når mine familie støttede mig økonomisk, og jeg spillede pengene væk.

Efter en fest i 2. g. var jeg taget i byen med nogle kammerater. Vi havde lige fået SU dagen før, så vi var indstillede på, at det skulle være en aften med fart på. Vi skiftedes til at købe tårne af øl til omkring 200 kr. Jeg køber ét enkelt øl-tårn for de kontanter, som min far havde givet mig. Ved midnatstid spørger jeg en kammerat, om han lige har lyst til at smutte med over på den lokale Subway og købe en sandwich, da jeg er rimelig sulten. Da jeg bliver bedt om at betale, virker mit kort ikke.

Ekspedienten forklarer mig, at de ikke har haft problemer med maskinen tidligere på dagen. Febrilsk prøver jeg at pudse mit kort, ånde på det og tørre det med trøjen. Maskinen vil ikke tage imod det. Det er i dette øjeblik, at det går op for mig – jeg er ude at skide.
Ekspedienten joker med, at man ikke kan være broke den første i måneden, da vi fik SU dagen inden og griner. Det rammer mig lige i maven. Jeg griner lidt falsk med og prøver at forklare, at jeg ikke forstår, hvorfor kortet ikke virker. Inde i mit hoved giver det god mening, eftersom jeg tabte ekstremt mange hænder dagen forinden.

Min kammerat betaler for mig, og jeg lover, at han nok skal få pengene igen en dag. Sandheden er – det gør han nok ikke.

På randen af sammenbrud

Jeg kom dog videre. Det krævede en rigtig hård tid, hvor jeg tvivlede på, om jeg kunne klare mig igennem min hverdag, men min afhængighed stoppede ved, at jeg på et tidspunkt blev så træt af min situation, at jeg enten måtte knække eller kæmpe.

Jeg valgte at kæmpe. Jeg søgte støtte hos min far, der fik en stor rolle i hele min tilbagevenden til et normalt liv. Mine forældre var behjælpelige både økonomisk, men endnu vigtigere så var de der også til at tale om det hele. Det var virkelig grænseoverskridende at henvende mig til min familie, da jeg følte, at jeg havde svigtet dem, men det var nødvendigt.

Jeg kunne virkelig godt have brugt nogen, som bare var der, og som jeg kunne komme og tale med, uden at de kendte mig på forhånd. Den hemmelighed, som jeg gik rundt med, var så stor og uoverskuelig, at det var umuligt at koncentrere sig om andet. Et sted som headspace ville have været perfekt, hvor jeg kunne komme ind og tale med nogen, der lyttede til mig, som gav sig tid, og hvor jeg kunne være anonym.

Jeg har lært, at dét der definerer os som personer, det er ikke de fejltagelser, vi laver – det er måden, vi kommer videre på. Hvis jeg kan overkomme de sværeste problemer i mit liv ved at søge hjælp hos andre, så er det dét, der skal til.

Min sejr, og vejen ud af ludomanien, var at åbne op for at tale om det, der er svært.

Indlægget er skrevet af Christian, der er frivillig i headspace Aalborg

Jeg vågner for fjerde gang i nat. Jeg har en trykken for brystet, og det føles som om, jeg er ved at blive kvalt. Mit hjerte galoperer. Koldsveden løber ned ad ryggen på mig, og jeg ryster. Det er ikke første gang, det er sket. De sidste mange uger er jeg vågnet mange gange med den samme følelse. Hver dag står jeg op uden at vide, om jeg kan klare mig igennem dagen, der ligger foran mig. Er det på grund af det skænderi, jeg havde med kæresten? Er det fordi, jeg nu har misset deadlinen på den 4. aflevering i træk? Skyldes det, at mine forældre råber ad mig, fordi jeg ikke er opmærksom nok på mig selv og verden omkring mig derhjemme? Og er jeg egentlig den eneste, der oplever disse tanker? Jeg føler mig så alene om det her. Jeg er nok stresset, men faktisk er jeg i tvivl, om det er det rigtige at kalde det. Folk omkring mig bruger stress som et hverdagsudtryk til at fortælle, at de har travlt, fremfor når deres krop og sind er utilpas, som det føles for mig lige nu. Er jeg syg eller bare virkelig, virkelig presset lige nu? Du er ikke alene Det er et rigtig godt spørgsmål, som mange nok har stillet sig selv. Lige for tiden har DR fokus på unge og stress med god grund, for tallene taler deres tydelige sprog. Stressniveauet blandt unge er eksploderet de seneste år. For kvinder mellem 16 og 24 er det steget fra fire procent i 1987 til 26 procent i 2013. For unge mænd i samme aldersgruppe er tallet ”blot” steget fra tre procent til 11 procent. Men hvornår bliver det at være stresset et reelt problem og potentielt sundhedsskadeligt, og hvornår er travlheden en situation, som vi kan kontrollere? Det er jo helt naturligt at føle sig stresset i pressede situationer, og vi har alle prøvet det. Kroppen producerer adrenalin, blodtryk og puls stiger, sanserne skærpes. Du bliver mere fokuseret, og musklerne gør sig ”klar til kamp”, så du kan præstere – og det er der jo i sig selv ikke noget galt med. Problemerne opstår, når denne tilstand af alarmberedskab varer ved over mange dage, uger, måneder eller måske ligefrem år. Kroppen bliver nemlig fastholdt i en form for krisetilstand, hvor den konstant skal være på vagt. Det betyder, at krop og sind ikke får ro og tid til at hvile – konsekvenserne er til at føle på og er alt fra dårlig fordøjelse, mavesmerter, søvnbesvær, hovedpine, uro, angst og depression, når det bliver rigtig slemt. Stop op inden det er for sent Jeg tager i skole senere på dagen, selvom jeg slet ikke føler mig frisk på to timers søvn. Jeg skal finde på endnu en god undskyldning over for min tysklærer, fordi det er den anden aflevering i træk, som jeg ikke har nået. De andre snakker i frikvarteret om, at de også er trætte af de mange afleveringer, men ingen af dem udtrykker de følelser, jeg går rundt med – og derfor tør jeg heller ikke at sige noget højt. Hvis alle de andre kan håndtere presset, er der måske noget galt med mig, siden jeg ikke kan? Det er svært at koncentrere sig, og hele verden drukner i mit tankemylder. Pludselig virker fysiklæreren langt væk, og jeg kollapser. Jeg besvimer under timen og er helt væk, alt bliver bare sort, og verden forsvinder for mig. Da jeg endelig kommer til mig selv igen, vågner jeg ved, at folk står omkring mig og spørger: ”Er du okay?” Jeg har lyst til at sige nej, men får kun mumlet en stille anerkendelse: ”Ja, ja, jeg har det fint. Jeg er bare træt og har sikkert ikke fået nok at drikke i dag”. Men sandheden er, at alt ikke er fint. Langt fra. Jeg har det rigtig skidt, og på vejen hjem går det op for mig, at jeg ikke længere kan klare det hele selv: Det er på tide at søge hjælp. Men hvor skal jeg søge den? Tal om det Selvom det kan være meget individuelt, hvad der kan hjælpe én ud af stressen, er der nemlig én ting, som er vigtigt for alle: Man skal aldrig gå alene med det, men sørge for at snakke med nogen om dét, der er svært. Hvis du ikke føler, du har nogen at tale med, så findes der mange gode alternativer. Du er altid velkommen i headspace, hvor vi taler med unge, der har det svært. Vi ved godt, at livet er en rutsjebanetur på godt og ondt, og at der nogle gange kan komme ting, der er for store til at håndtere alene. Vi vil gerne hjælpe unge med at komme igennem de svære tider, og vi gør det nemt at få hjælp i headspace. Her foregår tingene på dine præmisser, intet problem er for stort eller for småt, og det er gratis, anonymt og uforpligtende. #nogenattalemed #duerikkealene #talomdet 10 tips til at skrue ned for stressen

• Tal med nogen, du har tillid til, om hvordan du har det, og hvad du føler. Det kan være en god ven, en lærer, kæreste, familie eller headspace
• Sig fra – sæt tid af til dig selv. Det er okay at sige nej
• Strukturer og planlæg din dag, så der er tid til at koble fra og tage hvil i løbet af dagen
• Drag omsorg for dig selv de dage, hvor du er ekstra presset eller har sovet meget dårligt
• Giv dig selv lov til at kede dig – gå offline, tag tid til stilhed og til bare at kigge ud i luften
• Prioritér at bevæge dig, få frisk luft og tid i naturen – en rolig gåtur er rigtig godt
• Vær sammen med mennesker, som gør dig glad og tryg
• Prioritér søvn og hvile – det er svært at fungere uden. Det kan fx være, at du skal nøjes med et enkelt afsnit af din yndlingsserie i stedet for hele sæsonen
• Når du mærker, at du bliver stresset, så prøv at flytte fokus væk fra tankerne og over til dit åndedræt i stedet. Det hjælper at trække vejret dybt helt ned i maven. Du kan finde hjælpe-apps og øvelser på YouTube
• Vær ærlig, når du bliver spurgt: ”Hvordan går det?” Det er godt at udfordre sig selv til at være ærlig, også selvom svaret måske ikke er det, andre forventede. Det hjælper ofte at få sagt det højt og dele sine problemer med andre

Indlægget er skrevet af Andreas, Andreas, Kristina og Line, der er kommunikationsfrivillige i headspace Aalborg