Rigtig mange folk køber lottokuponer, spiller oddset, indgår væddemål eller går på casino. Mange kan styre det – nogle kan ikke. Jeg kunne ikke styre at spille, min smag for gambling blev til en voldsom mani – en ludomani der kom ud af kontrol.

Som 17-årig blev jeg fascineret af pokerens univers og så straks muligheden for at vinde enorme summer af penge. Jeg tog mine forholdsregler, og i starten spillede jeg for ”play-money” i selskab med bekendte. Det var ikke muligt for mig at bruge mit eget NemID, da jeg ikke var 18 år – men det var intet problem. Havde jeg penge og lysten, så var muligheden der – jeg løj jo bare lidt om, hvor mange penge jeg havde tabt indtil videre. De små pots blev erstattet med større summer, og pludselig blev min 18-års fødselsdag en milepæl, da denne kunne åbne op for større muligheder og en udsigt til muligheden for at vinde millioner – det var, hvad jeg tænkte.

Skammen blev overvældende
Det kan være svært at få udenforstående ind i livet som ludoman, men der er nogle helt bestemte ting, som ofte er enormt gennemtrængende, og som definerer den afhængighed, jeg fik af at spille.

Det, der fyldte mest i forhold til min spilleafhængighed, var skam. Vend lige ordet i munden, og læs så videre. I starten skammede jeg mig ikke over, at jeg spillede. Jeg skammede mig over alt dét, som gamblingen medførte. Jo mere jeg bevægede mig ind i ludomaniens univers, jo mere skammede jeg mig. Adrenalinsuset, som jeg levede af i starten, da jeg gamblede, var så småt blevet udvisket. Det, jeg sad tilbage med, var selvhad. Hver gang jeg spillede, følte jeg mig utilstrækkelig, jeg fik et mere og mere negativt syn på mig selv.

Jeg havde det ikke godt, men jeg havde svært ved at mærke, hvordan jeg følte og havde det, da mine følelser hele tiden blev overskygget af behovet for at spille, når jeg kom hjem fra arbejde og skole. I starten var det rigtig fedt, lidt farligt og interessant at spille om rigtige penge. Men efterhånden blev det skammen over at tabe penge, der var min drivkraft, håbet om at vinde det tabte tilbage. Det var dét, der blev fundamentet for min ludomani – en kamp for hele tiden at få mit ”normale” liv igen. Det var, hvad jeg ønskede.

Løgn, fortielser og hemmeligheder
Skammen fremtrådte i helt konkrete situationer. Eksempelvis var følelsen af skam særlig stærk, når jeg kom hjem fra gymnasiet, stormede ind på mit værelse, loggede ind på Danske Spils pokerklient og begyndte at spille. Når min mor kom ind for at høre, om jeg havde haft en god dag, råbte jeg til hende: ”Skrid ud af mit værelse og lad mig være i fred!”. Inderst inde forsøgte jeg at fortælle, at jeg var så langt ude på dybt vand, at jeg ikke længere kunne se bredden.

Jeg skammede mig også over andre ting. Det var svært at få min hverdag til at hænge sammen, da jeg hver eneste dag løj for mine forældre. Jeg løj altid om, hvad jeg lavede, om det gik godt i skolen og om, hvorfor jeg ikke havde nok penge til at købe gaver til familie/venners fødselsdage. Jeg skammede mig hver gang, jeg fik penge af min far for at kunne gå i byen, tage i biografen eller andre ting med mine kammerater. De penge røg jo bare, med lynets hast, ind på min konto, så jeg MÅSKE kunne vinde nogle penge igen.

Som person prioriterede jeg højt at være uafhængig og ikke være nødt til at modtage ”hjælp” fra nogen, men det var umuligt for mig. Derfor gjorde det ondt, når mine familie støttede mig økonomisk, og jeg spillede pengene væk.

Efter en fest i 2. g. var jeg taget i byen med nogle kammerater. Vi havde lige fået SU dagen før, så vi var indstillede på, at det skulle være en aften med fart på. Vi skiftedes til at købe tårne af øl til omkring 200 kr. Jeg køber ét enkelt øl-tårn for de kontanter, som min far havde givet mig. Ved midnatstid spørger jeg en kammerat, om han lige har lyst til at smutte med over på den lokale Subway og købe en sandwich, da jeg er rimelig sulten. Da jeg bliver bedt om at betale, virker mit kort ikke.

Ekspedienten forklarer mig, at de ikke har haft problemer med maskinen tidligere på dagen. Febrilsk prøver jeg at pudse mit kort, ånde på det og tørre det med trøjen. Maskinen vil ikke tage imod det. Det er i dette øjeblik, at det går op for mig – jeg er ude at skide.
Ekspedienten joker med, at man ikke kan være broke den første i måneden, da vi fik SU dagen inden og griner. Det rammer mig lige i maven. Jeg griner lidt falsk med og prøver at forklare, at jeg ikke forstår, hvorfor kortet ikke virker. Inde i mit hoved giver det god mening, eftersom jeg tabte ekstremt mange hænder dagen forinden.

Min kammerat betaler for mig, og jeg lover, at han nok skal få pengene igen en dag. Sandheden er – det gør han nok ikke.

På randen af sammenbrud

Jeg kom dog videre. Det krævede en rigtig hård tid, hvor jeg tvivlede på, om jeg kunne klare mig igennem min hverdag, men min afhængighed stoppede ved, at jeg på et tidspunkt blev så træt af min situation, at jeg enten måtte knække eller kæmpe.

Jeg valgte at kæmpe. Jeg søgte støtte hos min far, der fik en stor rolle i hele min tilbagevenden til et normalt liv. Mine forældre var behjælpelige både økonomisk, men endnu vigtigere så var de der også til at tale om det hele. Det var virkelig grænseoverskridende at henvende mig til min familie, da jeg følte, at jeg havde svigtet dem, men det var nødvendigt.

Jeg kunne virkelig godt have brugt nogen, som bare var der, og som jeg kunne komme og tale med, uden at de kendte mig på forhånd. Den hemmelighed, som jeg gik rundt med, var så stor og uoverskuelig, at det var umuligt at koncentrere sig om andet. Et sted som headspace ville have været perfekt, hvor jeg kunne komme ind og tale med nogen, der lyttede til mig, som gav sig tid, og hvor jeg kunne være anonym.

Jeg har lært, at dét der definerer os som personer, det er ikke de fejltagelser, vi laver – det er måden, vi kommer videre på. Hvis jeg kan overkomme de sværeste problemer i mit liv ved at søge hjælp hos andre, så er det dét, der skal til.

Min sejr, og vejen ud af ludomanien, var at åbne op for at tale om det, der er svært.

Indlægget er skrevet af Christian, der er frivillig i headspace Aalborg