28-årige Rikke har kæmpet en lang, hård kamp med en spiseforstyrrelse, der en dag fik hende til at tømme et glas piller. Mange indlæggelser i psykiatrien fik ikke Rikke tilbage på sporet. Vendepunktet kom først, da hun fandt en at tale med, der lyttede og accepterede hende.

For Rikke startede det hele, da hun begyndte i børnehaveklasse.

”Jeg blev mobbet med alt, jeg kunne blive mobbet med: mit udseende, min højde, mit tøj. Så det var virkelig ensomt for mig at gå i skole. Jeg havde egentlig venner, men de vendte sig ofte mod mig, når mobningen for alvor tog fat. Så jeg kunne aldrig rigtig regne med nogen,” fortæller Rikke.

Og de voksne, der burde være kommet til Rikkes undsætning, var passive. Selvom Rikke af flere omgange forsøgte at få hjælp, skete der ikke noget. Lærerne vidste godt, hvad der foregik, og da Rikke gjorde sine forældre opmærksomme på problemet, reagerede de heller ikke.

”Jeg skar i mig selv dagligt”
Rikke klarede den gennem folkeskolen og kunne efter 10 års mobbehelvede endelig starte på en frisk i gymnasiet. Her kendte hun nemlig ikke sine nye klassekammerater, og det blev starten på et nyt kapital uden mobning.

Men hendes mentale helbred havde taget så stor skade af folkeskolens mørke år, og der gik ikke længe, før Rikke begyndte at skære i sig selv.

”Jeg cyklede hjem i frikvarterne for at skære i mig selv. Der var for meget uro på gymnasiet til, at jeg kunne gøre det der. For inderst inde skammede jeg mig så meget over det.”

Rikke kunne godt selv se, at den var gal. Så hun søgte hjælp hos en SSP-konsulent gennem en anonym brevkasse. Og det endte med, at Rikke kom til samtale med hende.

”Jeg var faktisk rigtig tryg ved hende, og vi havde nogle gode samtaler. Men pludselig kunne jeg ikke komme hos hende mere. Og så blev jeg sendt rundt til fire andre, hvor jeg skulle starte forfra hver gang. Det blev alt for meget, så jeg takkede nej til sidst,” siger Rikke.

Anoreksi afløste cutting
I slutningen af 1.g skete der dog en ændring i Rikkes vaner. Hun stoppede med at skære i sig selv fra den ene dag til den anden, fordi det simpelthen gjorde for ondt til sidst. Men hun fandt hurtigt et alternativ til sin cutting.

”Jeg begyndte lidt ubevidst på en kur og fandt ret hurtigt ud af, at jeg kunne kontrollere mine følelser og tanker ved at undlade at spise. Det tog ret hurtigt overhånd, fordi der var så meget usikkerhed og selvhad, der havde hobet sig op indeni mig.”

Og så skete der pludselig noget i Rikkes sociale liv. Det første år på gymnasiet var egentlig gået meget smertefrit i forhold til mobning, men Rikke var stadig ikke en del af en vennegruppe. Indtil hun begyndte at tabe sig.

”Jeg blev inviteret ind i en ret populær pigegruppe. Vægten røg ned, og jeg begyndte at se meget tynd ud – og pludselig blev jeg accepteret på en anden måde. På mange måder, uanset hvor skræmmende det må lyde, så var anoreksien min bedste ven, for det var gennem den, at jeg overlevede rent socialt – det følte jeg i hvert fald.”

Rikke blev mere og mere syg, men hjælpen udeblev. En enkelt gang blev hun konfronteret med sit vægttab af en studievejleder, men her var Rikke enormt afvisende, fordi hun ikke ville have, at nogen skulle tage den nyvundne kontrol fra hende.

”Når jeg kigger tilbage på alt det, jeg har været igennem, kan jeg godt blive ret forbløffet over, at jeg stadig er her den dag i dag, men man bliver enormt god til at finde på søforklaringer, når man har anoreksi. Man gør alt for at skjule det.”

Rikkes forældre forsøgte også at gribe ind. De var dog blinde for den psykologiske del af Rikkes helbred, at de sendte hende til en diætist, der selvfølgelig konstaterede, at den anorektiske pige skulle spise mere. Og så havde forældrene gjort, hvad de kunne.

”Det var et kæmpe svigt, og det har påvirket mig meget. Kunne de ikke lide mig? Man vil vel gøre alt for ens eget barn? Det har efterfølgende taget mig mange år at forstå og tilgive, at mine forældre reagerede, som de gjorde.”

Da alarmen endelig lød
Efter gymnasiet startede Rikke i 2009 på sygeplejerskestudiet, fordi hun gerne ville hjælpe andre. Men anoreksien rasede stadig, og følelsen af, at ingen så eller forstod Rikke, voksede sig større og større.

Men der var nogen, der så Rikke. Og i 2012 slog to veninder alarm og kontaktede Rikkes læge, der efter en samtale med Rikke henviste hende til Center for Spiseforstyrrelser. Og på trods af det lå 700 meter længere nede af gaden, måtte afkræftede Rikke tage en taxa. For hun kunne ikke klare turen på gåben.

”Jeg blev sygemeldt og boede på Center for Spiseforstyrrelser i fem måneder. Og jeg måtte ingenting udover at spise. Ingen gåture, ingen aktivitet. Så jeg spiste og sad stille – og fik strikket virkelig mange sokker.”

På trods af Rikke nu var kommet i behandling, følte hun alligevel ikke rigtigt, at hun blev behandlet. For der var ikke fokus på, hvorfor hende og de andre piger egentlig havde udviklet en spiseforstyrrelse.

”I de fem måneder jeg var der, blev jeg aldrig tilbudt en psykologsamtale. Og selvom personalet var rigtig søde, så var det hele meget på overfladen. Så jeg da udskrev mig selv til sidst, havde jeg det stadig virkelig af helveds til.”

En psyke så nedbrudt, at det ledte til selvmordsforsøg
Rikke fortsatte på studiet, blev færdiguddannet og fik hurtigt fast arbejde. Her besluttede hun at drukne alle tankerne ved at arbejde alt for meget. Og til sidst blev hun sygemeldt med stress af sin læge – og efter to uger derhjemme, sad Rikke igen ved lægen. Og havde taget for mange piller.

”Jeg blev akutindlagt til afgiftning på det sygehus, hvor jeg selv arbejdede. Og fordi de – af en eller anden grund – var overbeviste om, at jeg ville stikke af, tildelte de mig en vagt, og jeg var under konstant overvågning. Indtil afgiftningen var slut, og de sendte mig hjem igen. Bare sådan.”

Hjemme igen havde Rikke det langt fra godt, for hospitalsturen havde intet kureret – blot gjort ondt værre. Heldigvis fulgte hendes læge op på hændelsen og fik hende ind til samtale. Men samtalen tog en drejning Rikke slet ikke havde forudset.

”Pludselig stod der to politibetjente ved siden af mig. De fulgte mig gennem venteværelset, og inden jeg havde set mig om, sad jeg på bagsædet af en politibil og var på vej til en ufrivillig indlæggelse på psykiatrisk akutmodtagelse.”

Direkte på den lukkede
”Igen var de bange for, at jeg ville forsøge at stikke af, så jeg blev indlagt på det lukkede afsnit. Og her passede jeg virkelig ikke ind. Jeg var utroligt bange for de andre patienter. Der var råb og skrig natten lang, når de blev fikseret, og det var generelt en virkelig voldsom oplevelse. Det glemmer jeg aldrig.”

Heldigvis – og ret tilfældigt – fandt Rikke et velkendt ansigt. En vagt, hun kendte fra en af sine praktikperioder under studiet. Hun var tryg ved ham, og personalet begyndte hurtigt at gå til ham for hjælp. Og Rikke begyndte da også at spise de tre dage, hun var der.

”Han blev virkelig min redning. Personalet hjalp mig nemlig ikke. Jeg fik at vide, at jeg kunne begynde at spise og drikke, eller jeg kunne få lagt drop og sonde, og så ville de tvangsfodre mig. Så jeg valgte at spise,” fortæller Rikke og fortsætter:

”Igen oplevede jeg, at ingen hjalp mig med at bearbejde, hvorfor jeg ikke havde lyst til at spise og drikke. Så på mange måder kan man sige, at psykiatrien holdt mig i live, men hjalp mig egentlig ikke.”

Rikkes forældre var på ferie, da hun blev indlagt, og for at undgå at få en skideballe af sin far, ringede hun i stedet til sin faster, der fik hende udskrevet efter tre dage på den lukkede afdeling. Hun flyttede i en periode hjem til sin kusine, fordi hendes far, der aldrig havde forstået, hvor syg Rikke egentlig var, fandt hende tåbelig.

”Men efter et par uger flyttede jeg hjem til mig selv igen. Jeg var jo nødt til at klare mig selv på et tidspunkt. Men det gik selvfølgelig ikke, og efter et par måneder blev jeg igen akutindlagt – denne gang slog min mor alarm.”

Den dag, det hele vendte
Her var Rikke indlagt i ti timer, indtil hun igen udskrev sig selv. Men en samtale med en overlæge blev vendepunktet for Rikke, der indså, at hun aldrig ville kunne hjælpe andre, hvis hun selv skulle gå rundt og have det faretruende dårligt hele tiden.

”Der skete et eller andet. Jeg orkede ikke mere. Jeg ville gerne have et ordentligt liv, hvor jeg kunne gøre en forskel for andre. Så jeg besluttede, at jeg ikke ville være et offer eller en fejl mere – og at jeg ville spise, hvad jeg ville. Der kom virkelig en glød tilbage i mig lige pludselig.”

Den dag ændrede Rikke hele sit liv, og hun besluttede sig for at blive rask. I lang tid tog hun ikke på, og hun var også sygemeldt i et års tid. Men til sidst lykkedes det. Og Rikke fandt støtte et sted, hun aldrig havde forventet at finde den hjælp, hun så desperat havde manglet i alle de år.

”Jeg begyndte at snakke med en præst. Jeg var egentlig meget tilbageholdende, men det viste sig, at man slet ikke behøver at snakke om kristendom. Så her fandt jeg en vigtig støtte – mest af alt fordi hun ikke løb skrigende bort, da jeg fortalte hende hele min historie. Hun så og accepterede mig i stedet som den, jeg var. Endelig.”

Nu passer Rikke på sig selv – og hjælper andre
I dag er Rikke ovenpå. For hun har lært at lytte til sig selv og at sige tingene højt til betroede mennesker i sit liv. Der er stadig dårlige dage, men Rikke har lært at mærke efter.

”Min rejse fortsætter resten af mit liv. Der er både gode og dårlige dage for mig. Når jeg bliver stresset, stopper jeg nogle gange med at spise. Men heldigvis kun for en kort periode. Så bimler alle alarmklokkerne, og jeg kommer hurtigt tilbage på sporet,” slutter Rikke, der har nogle meget specifikke råd til unge, der står i den situation, hun har stået i:

• Stå ved dig selv og gør, hvad du har lyst til og behov for.
• Hvis du har en god læge, så kan du søge herhen. Hvis du ikke er tryg ved din læge, så skift!
• Find en person, du stoler på – undgå at gå alene med problemerne. Når man bliver mødt og set, kan de problemer, der føles virkelig store, hurtigt blive meget mindre.
• Har du ikke en person i dit liv, du kan gå til, er du altid i velkommen i headspace, hvor Rikke også er frivillig i dag. Du kan finde dit nærmeste center lige her.

For et par år siden blev hele Danmark introduceret til Nanna og Josephine fra Aalborg. To unge kvinder, der sidenhen har underholdt os med historier om eksamensmave og rørt os med samtaler angst, tab og selvhad i deres podcast Fries Before Guys. Vi har taget en snak med dem om repræsentation, kropsforståelse og hvordan det er, når man frygtløst vender sig selv på vrangen for tusindevis af mennesker uge efter uge.

”Vi har hjertebanken begge to. Hver uge,” siger Josephine.

Hun er den ene halvdel af duoen Fries Before Guys, der valgte at lave en podcast, der skulle kredse om forskellige grænseoverskridende emner. Et valg der var ligetil, men som også har gjort, at det har været og stadig er angstprovokerende, når endnu et afsnit af podcasten lægges ud til lytterne.

”Det er et vilkår. Sådan er det bare – det er sjældent, vi har max opperen, og det er altid hårdt, når vi udgiver et afsnit”, stemmer Nanna i.

Men det skal gøres. For det er vigtige ting, der bliver sagt. Ting, vi unge har brug for at høre, og ting ingen andre fortæller os. Og det er for dårligt, synes pigerne. Det var derfor, de startede podcasten i første omgang.

”Der manglede noget, vi kunne spejle os i. Vi bliver alt for tit præsenteret for et filteragtigt billede af, hvordan det er at være ung kvinde. Vi ville gerne repræsentere noget andet – noget vi selv gerne ville have haft… eller have,” siger Nanna.

Eksamensmave og følelsen af at være forkert – ligesom alle andre

Og podcasten skorter heller ikke på svære emner. Tværtimod. Der er snart ikke det, der ikke er blevet vendt, når Nanna og Josephine sender deres tanker ud i æteren. Selvhad, angst, onani, kropsforståelse, brudte venskaber. Josephine og Nanna tager os omkring det hele. På den der måde, hvor man ånder lettet op og lader sig selv tro på, at man (endnu engang) ikke var den eneste, der havde siddet med dén følelse eller dén oplevelse, som man ikke have lyst til at dele, fordi det ikke så godt ud på det sociale CV.

Og det var egentlig hele formålet med podcasten. At vi, der lytter med skal føle, at vi er normale. At vi ikke er forkerte. Og derfor vender de gang på gang det ene tabu efter det andet, så vi andre kan få ro i maven over, at vi ikke er alene om de ting, vi går med indeni. Og faktisk også, så de selv kan finde lidt ro i, at de jo egentlig heller ikke er specielt unikke. På trods af, at det er ret unikt at tale om dårlig mave med flere tusinde lyttere på sidelinjen.

”Det er ligeså meget os, der bliver bekræftet i, at vi er normale, når vi får feedback fra andre, der skriver, at de har oplevet det samme som os,” siger Josephine. ”Ja…” siger Nanna og fortsætter: ”Når vi først er kommet i gang, har det også en terapeutisk virkning at gribe fat i de svære ting, fordi man bliver mindet om, at det jo slet ikke er så farligt.”

Vi er jo alle bare mennesker

Da jeg spørger pigerne, hvorfor det er så vigtigt at have nogen at tale med, slår Josephine straks et smil op og refererer til skolelægen fra TV-serien SKAM. ”Intet menneske er en ø,” siger hun.  ”Det er så vigtigt at have en ventil i andre. At kunne dele sorger og byrder. Jeg ville blive syg, hvis jeg ikke kunne det. Når man snakker med andre mennesker, kommer man også tættere på dem. ”

Nanna nikker anerkendende, men indskyder ”men det kan også være svært at føle, at man er tæt på nogen. At føle, at man kan sige, hvad man tænker. Jeg syntes tit, det var svært at gå alene med mine tanker i gymnasiet. Og det var før man blev bombet med perfektionisme på de sociale medier. Nu er det jo endnu sværere at tale om end for bare fem år siden, fordi man får præsenteret et billede af, at alle andre har det for fedt,” siger hun.

Men de mærker på deres lyttere, hvor meget det giver, når de deler ud af sig selv.

”Vi får rigtig mange positive reaktioner, når det går tæt på. Når vi deler noget personligt eller intimt om os selv, får de også mod til at stå op for sig selv og dele. Det er vildt rørende at se,” siger Josephine. ”Det har så stor en værdi at føle en common humanity. Vi er alle sammen bare mennesker, og vi er sammen om at være mennesker. Og alt det, det indebærer for mig, indebærer det også for dig.”

Den forkerte krop. Eller hvad?

Især repræsentation af kvindekroppen var noget af det, de begge to savnede i det generelle mediebillede. Altså den kvindekrop de fleste af os går rundt med og generelt er utilfredse med, ikke den vi bliver præsenteret for i undertøjskampagner. Og de kender begge to til følelsen af at være forkert i sin krop, som også har været et emne i podcasten.

”Vi piger bliver opdraget til at være smukke, og der bliver kommenteret på vores udseende. Vi vil jo bare se normale ud, men vi bliver så sjældent eksponeret for noget normalt, at vi ikke ved, hvad det er. Jeg har mange veninder, der tror, at den almindelige måde at se ud på er som modeller. Så forstår jeg godt, man får det pissedårligt med sig selv,” siger Josephine.

Nanna fortæller om, hvordan hun allerede før hun blev teenager skrev i sin dagbog, at hun ikke have lyst til at tage i svømmehallen på grund af sin krop. For vi lærer jo som piger i en ganske ung alder, at den tynde krop er den rette krop. Så hvad gør man, når man ikke kan kende sig selv i de billeder og personer, man bliver præsenteret for på TV og Instagram?

”Jeg tror, at repræsentation kan ændre det forhold, man har til sig selv. Men også til andre. Det er derfor, det er så vigtigt. Der er alt for mange, der går i stykker, fordi de tror, alt det, de har indeni er forkert. Det kan være svært at dele, og så kan det gøre en forskel at se de ting repræsenteret hos en anden,” fortsætter Josephine.

Så Nanna og Josephine har lavet en undertøjskampagne med Organic Basics. For som Josephine sagde tidligt i samtalen ”Jeg vil have noget, jeg kan spejle mig i, og hvis der ikke er andre, der gør det, så gør jeg det fandeme selv.”

Responsen på undertøjskampagnen har været positiv og fyldt med ”wow, hvor er I modige”, for det er efterhånden et særsyn at se helt almindelige mennesker i undertøj. Men de giver modet videre til lytterne.

”Det er noget af den feedback, vi får. At lytterne føler, de er blevet modige nok til at gøre noget for sig selv – at de tør tage de svære samtaler eller forklare andre, hvordan de har det,” siger Josephine. ”Det er en ret fed løn at trække ind.”

Og det er dét repræsentation kan. Minde os om, at vi aldrig er alene, og at vi er okay. Og dérfor er den især nu, hvor hver fjerde unge kvinde kæmper med det mentale helbred, måske vigtigere end nogensinde før.

Med en stemme følger et ansvar

Nanna og Josephine mener ikke, de er blevet mere modige i takt med, at podcasten har fået et par år på bagen, og lytterne er strømmet til. Til gengæld er de meget bevidste om, at den øgede rækkevidde også bringer et øget ansvar. Og det vil de gerne leve op til.

”Der mangler stadig repræsentation for så mange,” siger Nanna. ”Vi manglede det, og vi kan puttes direkte i standardkasserne hvid, middelklasse og hetero.”

Så de forsøger at give stemmen til andre, der ikke er kvinder i deres eget billede, men som også har noget på hjerte og et budskab, der er vigtigt at få ud.

Så selvom hjertet galoperer i rekordfart, og de nogle gange føler sig ”tømmermændsramte” af tunge samtaler og angsten over, hvordan de modtages, bliver de ved med at dele. Heldigvis hamrer hjertet hurtigt i normal takt igen, for den respons de får tilbage bekræfter dem i, at det de gør er rigtigt. At der var brug for deres ærlighed. For der sidder unge mennesker i hobetal med præcis de samme følelser og tanker. Som ikke lader sig selv åbne op, fordi perfektionen har taget over. Fordi det der sårbarhed gider vi ikke – de andre har den jo ikke. Men det har de heldigvis, og det er Nanna og Josephine der ugentligt til at minde os om, skulle vi gå hen og glemme det igen. Og der er ikke noget, der tyder på, at de stopper lige foreløbigt.

”Vi kan ikke stoppe, før andre tager over. Der er nødt til at være andre tilbud. Vi har jo bare brug for at føle os normale og høre folk tale om normale ting og høre, at andre også har tvivl om sig selv og deres seksualitet og alt det andet – der er nødt til at komme bedre tilbud, end der er nu,” siger Josephine.

Pssssstt….. Hvis I endnu ikke har stiftet bekendtskab med Fries Before Guys, kan I jo give deres podcast et lyt. Eller følge dem på Facebook og Instagram 🙂

 

Undersøgelser viser, at der aldrig før er blevet brugt så mange penge på skønhed, som der bliver i dag. Vi higer efter bekræftelse på sociale medier, vi følger dumme trends på Instagram, og vi bruger timer foran spejlet for at sikre, at andre ser os fra den rette vinkel.

Hvorfor er vi egentlig interesserede i at være smukke? Forskning viser, at smukke mennesker har lettere ved at få job og i det hele taget har et bedre udgangspunkt for et godt liv.

Men ve den, der forsøger at leve op til idealet – skønhedsbegrebet har været under konstant forandring i al den tid, vi har haft kilder, der har kunnet berette om menneskets eksistens. Hvor nogle skønhedsidealer har varet flere hundrede år, ser vi i moderne tid nye trends hver evig eneste dag.

Her en historisk fortælling om, hvorfor jagten på skønhed er en evindelig og uopnåelig kamp:

I det gamle Egypten, ca.1292-1069 før Kristi fødsel, var det kvindelige kropsideal en slank, mørk krop med smalle skuldre, høj talje og et symmetrisk ansigt.

Århundreder senere i det gamle Grækenland var der få tegn på den ideelle kvindekrop. Her var dét at være kvinde faktisk slet ikke et ideal. I stedet var mandekroppen i centrum, hvilket betød, at det var manden, der blev underlagt forskellige fysiske attributter. Det kan lyde godt i nogles øre, men for græske kvinder havde det den konsekvens, at de blev ’body-shamet’, fordi de ikke var mænd.

Tiderne skiftede, og den første portrættering af en nøgen kvindekrop, som var af den græske gudinde for kærlighed, Afrodite, viste, at kodeordene for kvindelig skønhed var fyldig og buttet.

Hvis man læser videre i historiebøgerne, vil man finde utallige variationer af, hvordan kroppen og især kvindekroppen skulle se ud.

I kinesiske Han-Dynasti gjaldt det om at have små fødder og et blegt ansigt.

Ved den italienske renæssance gik skønhedsidealet på at være rund og fyldig, have jordbærblond-farvet hår, bleg hud og tilsyneladende høje pander.

I den victorianske æra i 1800-tallets England blev kvindekroppen koblet til moderskabet, og derfor skulle kvinder bære stramme korsetter for at få den rette timeglasfigur.

I den postmoderne epoke er idealer og tendenser intensiveret så meget, at der ikke længere snakkes om trends per årti, lige som Marilyn Monroe var 50’ernes skønhedsideal og Twiggy 60’ernes. I dag kan man blandt andet læse at ”Strong is the new skinny”, men dette kropsideal er langt fra det eneste ’krav’, der skal opfyldes.

Nye trends og styles på catwalken viser retningen for vores kommende tøjvalg. Influencers og kendte fylder de sociale medier og viser blandt andet, hvordan vi bedst lægger vores make-up, hvordan vi skal tone vores krop, og hvad vi skal indtage af mad. Der er endda reklamer på busser, der foreslår et nemt og tilgængeligt brystløft.

Læs også: Forventninger er et ondt spøgelse

Vær glad for dit ydre men fæst lid til dit indre

Alt det støj omkring os gør, at vi ustandseligt dømmer os selv og hinanden på vores ydre. Hvordan kunne det ikke være at dømme os selv og hinanden på vores indre? Underligt?

Vidner denne historiske opremsning ikke om, at skønhed er en variabel, der er i konstant forandring – og hvorfor prøver vi så at nå til endestationen for skønhed? Kan man overhovedet opfylde disse krav gennem hele sit liv, hvis idealet ændrer sig hvert år, hver måned, hver dag?

Den eneste variabel relateret til skønhed, som man kan have kontrol over gennem hele sit liv, og som ikke påvirkes af foranderlige idealer, er ens indre skønhed.

Et råd herfra – værn om din ånd og sjæl, sæt pris på dit indre og basér frem over dine komplimenter på dine venners indre kompetencer frem for deres udseende. Sådan når vi måske en dag frem til en ny samfundstendens.

Den skal starte et sted. Den kunne starte ved dig og mig.

Pssssstt…….. Der er noget, der tyder på, at en tur ud i naturen kan påvirke dit syn på kroppen. Læs mere om det og andre sjove facts om vores syn på egne og andre kroppe i denne feature fra DR.

Indlægget er skrevet af Trine, der er kommunikationsfrivillig i headspace København

Lyt til podcasten lige her