Sedea er 22 år, hendes mand bor i USA, hun bor sammen med mig (Nadja) her i København, og så er hun ung mor. Men hvordan ser samfundet på en ung mor, og hvordan klarer man hverdagen, når man har en pige på fire måneder?

For cirka et år siden inviterede min gode veninde mig ud på en kop kaffe. Vi satte os på en bænk overfor den røde plads i solen, sludrede kort om mit arbejde og om den midlertidige lejlighed, som hun var flyttet ind i, men jeg fornemmede, at der var en bestemt årsag til, at hun gerne ville mødes. Det var der.

Jeg husker ikke præcis, hvordan hun sagde det, men inden længe havde hun fortalt mig, at hun var gravid og ventede en lille pige. På daværende tidspunkt var hun 22, og jeg selv var lige fyldt 23.

Gennemsnitsalderen for førstegangsfødende er på landsplan i dag cirka 29 år. Jo tættere man kommer på Storkøbenhavn, jo mere stiger den, indtil man når til Frederiksberg med 31,5 år i spidsen. Dermed ville min veninde blive en meget ung mor set med vor tids briller.

Jeg kommer selv fra en turbulent opvækst og prøver derfor den dag i dag at undgå for mange krumspring i tilværelsen. Derfor følte jeg straks en indre uro, da min veninde havde overbragt mig denne nyhed. Jeg forsøgte at aflæse, hvordan hun selv tacklede situationen og fandt i hendes stille slubren af kaffen en ro og beslutsomhed. Det skulle nok gå godt. Jeg smilede og ønskede hende tillykke.

Siden den dag i maj har Sedea og jeg fået fælles bopæl, og Sedea har født et velskabt og betagende lille væsen, Stella, som nu på lykkelig vis præger begge vores hverdage. Faren til hendes barn bor i USA, og på den ene eller den anden måde bliver de forhåbentlig igen snart forenet, men indtil da er det bare os tre i den lille lejlighed.

Den traditionelle kernefamilie er efterhånden ret sjælden
Og her sidder vi alle tre. Og jeg tænker over, hvordan det kan være at i en tid, hvor alle kan finde sammen, og hvor der findes utallige familiekonstellationer, så bliver der skelet til kvinder, som vælger at stifte familie i en ung alder. Det har Sedea også oplevet.

“Jeg synes ikke, at man kan tale om, hvad der er normalt. Det er ikke et begreb, som giver mening mere i den verden, vi lever i. Folk bliver skilt og gift igen og får børn på kryds og tværs og ind imellem, så den traditionelle kernefamilie er efterhånden ret sjælden,” siger Sedea.

Jeg prøver at genkalde, hvor mange jeg kender, der lever i, hvad der ville kunne defineres som en traditionel kernefamilie, og jeg må sande, at jeg ikke kan komme i tanker om nogen. Så hvorfor blev jeg da så nervøs på Sedeas vegne, da hun fortalte mig om graviditeten?

Selv har Sedea tænkt på andre unge mødre, som den stereotyp, vi alle kender fra tv. Dem som bliver gravid ved et uheld og til alles store misfornøjelse ryger hele vejen igennem graviditeten og herefter tager flere dybt uansvarlige valg. Mens Stella får lidt mad, taler vi om, hvor denne stereotype opfattelse kommer fra, og vi kommer, nok ikke til nogens overraskelse, ind på den danske tv-serie “De unge mødre”.

“Her i Danmark synes jeg stadig, at det er “De Unge Mødre”-billedet, der hersker – at unge mødre er nogen, der ryger, drikker og kun serverer frysemad, og når man får et barn, er ens eget liv slut – så er der ikke tid til fest, oplevelser eller rejser mere”, forklarer Sedea.

Her er det helt anderledes. En tilfældig torsdag eftermiddag er der større sandsynlighed for, at det er mig, der sidder og ser Netflix på anden time. Sedea erklærer sig også uenig i opfattelsen af, at oplevelser er et overstået kapitel, når man har fået et barn.

“Det er ikke, hvad jeg har oplevet. Jeg er mere ude og opleve ting nu, hvor jeg er på barsel, end før. Vi skal blandt andet ud og rejse snart. Om noget har det at få et barn givet mig mere energi til at tage ud og se og opleve verden, fordi jeg så gerne vil give de oplevelser til min datter”, fortæller Sedea.

Den første mor i vennegruppen
Siden Stella er kommet til, er det ikke så tit, mine veninder og jeg tilfældigvis støder ind i Sedea en lørdag nat kl. 03 på Gothersgade, som vi så ofte har prøvet det før. Der bliver dog gjort undtagelser. Blandt andet var både mor og baby med til min fødselsdag, da jeg blev 24. Det er lykkedes vennegruppen at finde gode alternativer til samvær, og på meget naturlig vis har vi fundet andre ting at være fælles om nu.

“Der har været mere spænding omkring, at jeg blev mor, fordi det var noget nyt for os alle sammen. Det betyder også, at mine veninder har mere overskud til lige at lege babysitter, hvis jeg har brug for 10 minutters pause. Hvis alle andre allerede havde haft børn, ville de have nok i deres eget. Til gengæld betyder det også, at jeg ikke rigtig har haft nogen at snakke ægte baby-snak med, selvom de siger, de godt vil, så tror jeg, det er begrænset, hvor meget de gider lægge øre til min beskrivelse af min datters ble-vaner!”.

På kort tid er vi blevet enige om, at der ikke er hold i det billede, medierne tegner af, at alle unge mødre udelukkede tager uansvarlige valg, og at livet slutter efter baby. Til gengæld har jeg fået lidt forståelse for, hvor usikkerheden fra mig selv og samfundet kommer fra.

Min kaffekop er ikke helt tom endnu, og ligeledes føles det ikke helt som om, at emnet er gennemarbejdet.

Uddannelsespres og kvart-livskrise
De seneste år har staten lanceret flere fertilitetskampagner, og især Københavns Kommune er meget opmærksomme på den høje alder blandt førstegangsfødende. Udover det uheldige rygte, unge mødre har, virker det til, at der også er noget andet, der afholder unge fra at få børn.

“Jeg tror, at hvis staten ønsker, at unge mennesker får børn tidligere, så må de gøre op med det helt sindssyge uddannelses-ræs, der er gang i! Der er jo ingen, der har tid til at tænke over at få børn, når de bliver presset fra alle sider til at tage en uddannelse så hurtigt, som de overhovedet kan”, slår Sedea fast.

Jeg nikker sagte og giver et lille suk fra mig med tanken om den velkendte følelse af uddannelses-stress og kvart-livskrise, et begreb, vi er begyndt at bruge i min omgangskreds, om stressen over at skulle vælge og definere sin fremtidige tilværelse i al hast under tidspresset fra staten. Jeg spørger hende, om hun slet ikke føler sig ekstra udsat som mor, nu da hun ikke er færdiguddannet.

“Det gør jeg egentlig ikke. Jeg er ung, og min tilværelse er tilpasningsdygtig til, hvad der lige passer Stella og vores familie bedst – og vi kommer til at få det vildeste eventyr sammen”.

Og det kan jeg jo kun give hende ret i. Jeg selv, og resten af samfundet, burde måske have godt af at øve os lidt i at tro på, at tilværelsen nok skal tilpasse sig trods uddannelsespres og skræmmebilleder. Afslutningsvis er jeg, nok ligesom alle andre unge piger, meget nysgerrig omkring, hvordan det føles at føde.

“Det her siger alle, men min krop kunne mærke, hvad den skulle gøre, så jeg slog bare hovedet fra og prøvede at tage det hele en vejrtrækning ad gangen. I virkeligheden har man ikke rigtig nogle følelser under fødslen. Det er bare noget, der skal gøres. Det er op til og især efterfølgende, der kommer en masse store følelser – og den største er nok: “Jeg har lige fucking født et menneske”. Derefter: “Prøv lige at se det her smukke menneske … som jeg har født!”. Det er en rimelig vild oplevelse”.

 

Indlægget er skrevet af Nadja, der er kommunikationsfrivillig i headspace. 

 

Hvis hverken sangene, filmene eller rådene hjælper, så er du altid velkommen til at kigge forbi dit nærmeste headspace.
Her kan du altid finde nogen, der vil hjælpe dig med dine hjertesorger.

 

Indlægget er skrevet af Sofie Westh, der er kommunikationsfrivillig i headspace København.

 

Sabina er taknemmelig for, at hun trådte indenfor hos headspace. Nu håber hun, at hun med sin videofortælling kan inspirere andre 

 

”De film, jeg har set om ensomme unge, har været så dystre. Musikken tung og billederne mørke. Jeg kunne ikke genkende mig selv”, siger Sabina.

24-årige Sabina mener, at fortællinger om unge, som har det svært, også skal vise glæde og smil, for det er ikke så entydigt. Der mangler nuancer på unges historier, fortæller hun.

”Man kan sagtens være ensom og have en masse venner alligevel.”

Sabina kunne ikke spejle sig i de videofortællinger, hun så om unge og ensomhed. Derfor valgte hun at bidrage med sin egen historie.

Hun havde mange venner, men alligevel havde hun det skidt med sig selv. Hun undgik aftaler, hvor hun skulle sidde på tomandshånd, og foretrak de store grupper.

”Når jeg var sammen med flere personer ad gangen, var det nemmere at blende ind eller ikke blive lagt mærke til. Min selvtillid var lille, og jeg var bange for ikke at være god nok,” husker Sabina.

 

Videofortællingen er mit vidne
Men Sabina stiller ikke kun op i en video, så andre kan spejle sig. Det er også noget, hun gør for sin egen skyld.

Videofortællingen er blevet et slags vidnesbyrd om den Sabina, som var engang. En slags dokumentation for, at hun har rykket sig.

”Når jeg ser videoen i dag, tænker jeg, at den har været en del af min egen udvikling.”

Sabinas gode veninde medvirker også i videofortællingen. I dag kan Sabina se, at videoen også har bragt de to veninder tættere sammen.

”Efter videooptagelserne tog min veninde og jeg ud at spise. Vi talte så godt sammen. Jeg kunne mærke, at vi åbnede op overfor hinanden på en helt ny måde. Det var faktisk rørende for os begge,” fortæller Sabina.

 

headspace ser mig som den, jeg er
Sabina har tidligere været i kontakt med et par psykologer. Men det var først hos headspace, at hun oplevede et ligeværdigt møde.

”Min ungerådgiver Lasse var helt anderledes, end hvad jeg før havde oplevet. Hos headspace lyttede Lasse til mig. Vi talte sammen på en anden måde.”

Sabina havde tidligere følt, at det var, som om hun bare var et problem, der skulle løses.

”Jeg blev set som en teenager med nogle problemer, som jeg ville vokse fra. Jeg følte ikke, at jeg blev taget alvorligt.”

Hos headspace var Sabina ikke bare en tilfældig ung.

”Min ungerådgiver vidste præcis, hvad det var, vi havde talt om sidst. Han skulle ikke rode i en masse papirer for at huske mig.”

 

Det føltes som min sidste chance
Sabina startede hos headspace, lige inden hun skulle starte på universitetet. Hun husker, at det føltes, som om det var hendes allersidste chance.

”Jeg har altid haft dårligt selvtillid i forhold til det sociale, så jeg tænkte: ”Hvis ikke det lykkes mig at få venner på universitetet, som jeg kan føle mig tryg ved, så lykkes det aldrig.”

Koblingen mellem hverdagen på universitetet og samtalerne hos headspace gav god mening for Sabina. Ungerådgiveren Lasse hjalp hende til at få nye perspektiver. Pludselig kunne Sabina se, at hun jo godt kunne være social, og at hun hele tiden blev bedre.

”Vi talte blandt andet om alle de gange, hvor jeg udfordrede mig selv socialt og overvandt den dårlige selvtillid. Den lidt negative fortælling, jeg havde om mig selv, blev ændret,” fortæller Sabina.

I dag oplever hun større lyst til at deltage i sociale aktiviteter. Men Sabina er også blevet bedre til at vælge fra, når behovet for at være social ikke er der.

”Jeg kan faktisk også godt lide at være alene engang imellem. Det nyder jeg. Jeg er blevet bedre til at mærke efter nu.”

 

Godt med flere nuancer
”Det er vigtigt, at den video, jeg er med i, ikke bliver alt for mørk og trist,” sagde Sabina, da hun valgte at sige ja til at stille op til headspaces kampagnevideo.

Hun håber, at videofortællingen kan inspirere andre unge, som – ligesom Sabina selv – ikke spejler sig i grå og dystre videoer om ensomhed.

Hun håber, at headspace kan bruge videofortællingen i mødet med unge på gymnasier. Hvis nogen har lyst til at dele videoen, er det også fint med Sabina. Men vil hun selv dele videoen på de sociale medier?

”Det har jeg selvfølgelig tænkt meget over, men det tror jeg ikke. Jeg har ikke været med i videoen for at flashe mig selv. Men videoen er blevet en del af min proces med at få det bedre. Det er dejligt, hvis den kan inspirere andre,” slutter Sabina.

 

Nysgerrig? Du kan se filmen med Sabina lige her.

 Oplever du ensomhed? Savner du nogen at tale med? Hos headspace er du altid velkommen til at komme forbi til en snak – intet er for stort eller småt. Find dit headspace her. 

Tekst og foto af Monica Lorenzo Pugholm, der er frivillig i headspace København.

 

Catherinas barndom var langt fra, som en barndom burde være. Med en mor, der var narkoman, en bror, der døde, og en far, som hun stort set aldrig har mødt, har Catherina mødt mere modgang, end et menneske burde. Hun har dog taget de smertelige minder med sig og bruger dem i dag til at hjælpe andre.

Catherinas liv er ikke som andres. Hun har aldrig kendt sin far og voksede i stedet op hos sin mor, som var misbruger.

”Det var rigtig svært, fordi der var nogle ting, som min mor ikke kunne rumme eller overskue. Misbrugere kan være meget egoistiske, og det var min mor også engang imellem.”

Lige fra hun var helt ung, har hendes mor været påvirket af blandt andet heroin og hash. Det var altid noget, der skete i det skjulte – bag en lukket dør eller uden for hjemmets fire vægge, men Catherina kunne mærke, hvordan det påvirkede moren. Og en aften gik det galt, da moren tog for mange piller.

”Den første gang er jeg nok fire-fem år gammel. Jeg vågnede om natten, fordi hun ikke lå ved siden af mig. Så jeg tænkte instinktivt, at jeg skulle ud at lede efter hende. Jeg fandt hende på køkkengulvet, hvor hun lå bevidstløs. Jeg gik hen til hende og prøvede at lytte til hendes hjerte for at se, om hun var i live. Jeg skyndte mig så ind til min storebror og vækkede ham, for jeg troede, at hun var død.”

Hun kunne ikke høre noget hjerteslag. Hendes 11 år ældre storebror ringede efter en ambulance. Catherina kan ikke huske, hvad der skete yderligere. Da hun blev ældre, fik hun at vide, at hvis hun havde fundet sin mor fem minutter senere, havde det været for sent.

Den oplevelse har indprentet sig i Catherina. Frygten satte sig fast i den lille pige. Det ændrede sig lidt, da moren kæmpede for at blive clean, og fremtiden begyndte at se lysere ud. Men så indtraf den første tragedie.

Catherinas ældste bror på 18 år blev skudt – hun var fem år gammel.

”Jeg mindes det som, at hun næsten var clean i en kortere periode. Indtil min ældste bror blev myrdet. Så faldt hun i med begge ben.”

Tovtrækkeri i systemet

Kort tid efter broderens død kom Catherina i familiepleje. Og det blev starten på fire års jagen rundt i manegen. Først var Catherina et år i familiepleje. Derefter var hun hjemme ca. et år og så igen i plejefamilie. Sådan stod det på, indtil hun fyldte 10 år. Derefter valgte kommunen, at Catherina havde det bedst hjemme hos sin mor og sendte i stedet en ”hjemme-hos’er” – en medarbejder fra kommunen, der kom alle hverdage, og som hjalp til med det praktiske. Det var fx hende, der fik Catherina op hver morgen.

”Hun kom i vores hjem for at hjælpe min mor med at håndtere sin forældrerolle, men også for at holde øje med mig, og om jeg havde det godt.”

En ny tragedie

Men det havde Catherina ikke, og da hun blev 14 år gammel, tog hun den hårde beslutning, at hun ikke ville bo sammen med sin mor længere. Hun fik en venindes mor til at køre hende ned til sin socialrådgiver, hvorefter hun sagde, at hun godt ville i plejefamilie igen. Catherina følte endnu engang, at det begyndte at lysne i horisonten.

”Men nogle få måneder efter, jeg er blevet anbragt, dør min mor, og her bliver jeg overvældet af skyldfølelse, og spørgsmålene hober sig op: Skulle jeg være blevet hjemme? Kunne jeg havde gjort noget? Kunne jeg have reddet hende? Alle de tanker blev forstærket af, at min mor altid havde sagt, at hvis jeg blev fjernet fra hende, så ville hun tage sit eget liv.”

Det var utrolig hårdt. 14 år gammel, forældreløs og i pleje hos en fremmed familie. Det, der skulle have været et vendepunkt, blev en teenagepiges oprør.

”Jeg var meget bevidst om, at mine plejeforældre ikke var mine rigtige forældre, så de skulle ikke tro, at de kunne komme og være mine forældre. Jeg var virkelig teenager med alt, hvad det indebar.”

Fyldt op af systemet

I samarbejde med en socialrådgiver blev det besluttet, at Catherina skulle et andet sted hen. Catherina blev i stedet anbragt på et opholdssted. Hun var 15 år, og her boede hun, indtil hun fyldte 18 år.

”I forbindelse med at jeg blev 18, så blev det lidt svært, for nu var jeg voksen, og så nu skulle de ikke blande sig. Og jeg var fyldt op i forhold til hele systemet, pædagoger, socialrådgivere og folk, som syntes, at de skulle bestemme og vejlede. Det er selvfølgelig også det, de skal, men jeg havde bare fået nok.”

Catherina startede på gymnasiet og flyttede herefter i en studiebolig. Det startede godt, men Catherina kunne ikke følge med, og hun havde for meget fravær. Hun kunne ikke få sit liv til at hænge sammen.

”På det halve år gik alt galt. Min økonomi sejlede, jeg måtte droppe ud af gymnasiet, og det var en stor mavepuster, da det var et rigtig stort ønske for mig at blive student. Alting sejlede.”

”Man skal turde tale om det”

Herefter startede Catherina på produktionsskole. Catherinas ønske om at blive student kom et skridt nærmere, da hun skulle til at starte på HF. Men hun var bange for ikke at kunne klare det. Derfor tog hun selv kontakt til en af de ansatte på produktionsskolen for at få hjælp til at skabe kontakt til kommunen igen, da hun ønskede hjælp.

”Jeg var nødt til at erkende, at jeg ikke kunne alt selv. At jeg havde brug for hjælp og støtte. At jeg erkendte det, betød også, at jeg skulle ned at bede om hjælp og støtte og fortælle, hvordan jeg havde det, samt hvad jeg kunne og ikke kunne…”

”Det var rigtig svært i starten. Det var især svært, at man skulle gå ned og sige: ’I fik ret, jeg kunne ikke alligevel.’ Heldigvis hjalp det, at jeg fik talt om det. Det er først nemmere at få gjort noget ved det, når man har sagt det højt.”

Efter at Catherina havde bedt om hjælp, blev hun koblet til det opholdssted, som hun tidligere havde boet på. Hun fik hjælp nogle timer om ugen, men hjælpen var ikke nok. Catherina manglede stadig struktur, og opholdsstedet måtte ofte hjælpe hende med rengøring og indkøb.

Sluttede fred med fortidens dæmoner

Efter ca. et år traf Catherina sammen med opholdsstedet og kommunen beslutningen om, at hun skulle anbringes igen. Catherina var blevet 19 år og havde lige færdiggjort det første år af sin HF. På opholdsstedet fik hun hjælp til at håndtere sin økonomi og fik struktur på hverdagen.

”På en eller anden måde fik jeg sluttet fred med mig selv. Jeg fik sat et punktum i forhold til min barndom og opvækst. Jeg nåede frem til, at de ting, som jeg havde oplevet, ikke var min skyld. Det var ikke min fejl, at min mor havde et misbrug. Det var ikke min skyld, at jeg ikke fik alt det med hjemmefra, som andre børn fik. På en måde kunne jeg slippe den dårlige følelse og tankerne om, at det også bare var mig, den var gal med,” siger Catherina.

Catherina gennemførte sin HF og blev student. Hun startede på en videregående uddannelse, fik en sød kæreste og flyttede væk fra opholdsstedet.

”Lige pludselig var der ro på. Der var nogle ting, som blev afsluttet, og jeg fandt fred. Nu var der ro til bare at være til.”

Stolt barn af systemet

I mange år var Catherina flov over sin historie og turde ikke spørge om hjælp, men det ændrede sig, og i dag har 22-årige Catherina et helt andet syn på sin fortid.

”Jeg var anbragt og var et barn af systemet. Det har jeg været hele mit liv. Men fordi jeg fik indsigt i, at det ikke var min skyld, kunne jeg begynde at tage ansvar for mit liv. Jeg nåede frem til en erkendelse af, at jeg har et ansvar for at gøre noget ved det og handle på det. Og der skal jeg ikke klandres for, at min mor var misbruger, og at jeg har brug for hjælp. Derfor holdt jeg op med at være flov, for det gik op for mig, at jeg ikke har noget at være flov over. Jeg har derimod grund til at være stolt af, at jeg har rejst mig på ny.”

Selvom Catherina har haft en hård start på livet, klandrer hun ikke sin mor. For gode dage og kærlighed var der også meget af.

”Jeg har aldrig på noget tidspunkt været i tvivl om, at min mor elskede mig. Og jeg ved, hun gjorde det bedste, hun kunne, for at være en god og ordentlig mor. Det hele har bestemt ikke været traumatiske oplevelser. Jeg kan f.eks. huske, hun engang greb fat i mig og dansede rundt med mig i stuen, mens hun gjorde rent. Min mor var misbruger og til tider egoistisk. Men hun var også et elskende væsen, der gemte meget godt i sig, og i de gode tider havde hun også overskud til at give lidt af det videre.”

Vil hjælpe andre

Catherina ønsker i dag at hjælpe andre unge, som går igennem en svær periode. Selvom hun slæber rundt på meget bagage, så kan hun stadig relatere til de ”almindelige problematikker” såsom kærestesorger, konflikter med venner og presset i uddannelsessystemet.

”Når glasset er fyldt op, så er det fyldt op, og så flyder det over, uanset om man er uvenner med en veninde, eller at ens forældre går igennem en skilsmisse, eller hvis det handler om, at man har mistet en af sine forældre.”

Hun ønsker at støtte og hjælpe andre unge. Derfor valgte hun at blive frivillig i headspace Billund.

”Jeg kan godt lide konceptet: nogen at tale med. Og at der ikke er nogen problemer, som er for store eller små. Du kan komme, som du er, og med det, du har. Følelsen af, at man kan være menneske til menneske, hvor man kan få en reel følelse af, at nu har jeg faktisk hjulpet dig, og det kan jeg se, at du er glad for. Det er i hvert fald min forhåbning,” siger Catherina og tilføjer:

”Min opvækst har givet mig en forståelse for, hvordan det føles at have det svært, og at ens verden kan ramle fra tid til anden. Her kræver det styrke og viljekræft at handle, og det kan godt være skræmmende, og der betyder det noget at have nogen, der støtter en.”

Catherina er overbevist om, at man kan give en anden støtte og andre perspektiver, når selv har haft det svært.

”Alle mennesker er forskellige, og vi kæmper med forskellige ting. Men vi kæmper stort set alle sammen med et eller andet. Der er aldrig noget, der bare er helt lyserødt. Og her kan alle have nogen at tale med, og der kan jeg møde folk på en anden måde, fordi jeg har andre tunge sten med i rygsækken.”

Indlægget er skrevet af Amalie Kühle Nielsen, der er kommunikationsfrivillig i headspace Roskilde.