Eftersom vi nu har afsluttet august måned og dermed har afsluttet sommeren 2020, giver det os mulighed for at kigge og tænke tilbage på sommeren, der gik. Hvis det overhovedet er nødvendigt at efterrationalisere på sommeren? Men det vil jeg mene det er, fordi årets sommer på mange måder har været anderledes og ugenkendelig.

Sommeren 2020 har føltes så anderledes og ændret, at det kan være svært overhovedet at tale om et gensyn med sommeren, som vi kender den. Covid-19 pandemien har vendt op og ned på vores hverdag – også i sommerperioden. Langt de fleste associerer sommermånederne med frihed og muligheder, men denne sommer har vi måtte tage til takke med en langt mere begrænset sommer – der i bedste fald indbød os til at holde sommerferie i vores eget land.

Har sommeren dermed være forspildt? Sommeren har måske været oplevet som værende ringere i år end sidste år og året før det. Sommeren 2020 bragte dog også nye muligheder og en frihed, som vi blot skulle bruge lidt mere tid på at finde frem til og erfare.

Sommerperioden består af nydelse og udfoldelse, hvilket vi også i år har haft mulighed for. Vi har blot skulle holde os inden for de principielle rammer, som de er blevet defineret af Covid-19. Vi har måttet erkende, acceptere og leve med disse rammer, hvilket har været nemmere sagt end gjort.

Vi er mange, der anskuer sommeren, som vores absolutte favoritårstid – en årstid, som vi ser frem til gennem de kolde vintermåneder og flår os ud i natur- og byliv, lige så snart temperaturen tillader det.

Med sommeren kommer det obligatoriske isspiseri, jagten efter perfekte oplevelser, rejser til udlandet, og selvfølgelig skal grillen findes frem. Det er ganske enkelt ikke sært, at vi holder så meget af sommeren, og netop derfor har dette års sommer været en bitter pille at sluge.

Hvordan gik det så?

Når vi så tænker tilbage på sommeren 2020, husker vi den så som skuffende? Eller er der tale om noget helt andet? Har vi idealiseret sommeren som sådan?

Slår man ordet ’ideal’ op, betyder det at man opfatter noget som perfekt, og noget man vil stræbe efter. Et klassisk ideal for sommeren kunne være rejsen til udlandet – for at få den perfekte oplevelse der konstituerer det perfekte liv. For rigtig mange er udenlandsrejsen blevet en sommer nødvendighed.

Den helt åbenlyse fare ved det ovenstående er, at den idealiserede sommer bliver ’den nye normal.’ Altså, at vi altid skal gøre det samme som vores omgangskreds, at ALLE somre er lig med udenlandsrejser til spændende kulturelle, kulinariske og frodige områder, og kan vi ikke det er sommeren spildt. Dermed har vi ikke plads i vores hoveder til at rumme en sommer, som den vi har haft i år.

Forstå mig ret. Jeg synes også, at rejser til udlandet er godt for sjælen, men det må bare ikke få os til at se apatisk på sommeren 2020. Vi må acceptere, erkende og sætte pris, at vi godt kan have en forrygende sommer, også inde for rammerne af covid-19.

Det hele afhænger af os selv og vores tanker. Hvis vi blot kan bearbejde vores tanker, og ændre vores syn på sommeren, ser vi bedre mulighederne og friheden. Vi kan få lige præcis den sommer, som vi har lyst til. Det starter med os selv.

Lykke – et abstrakt begreb

På mange måder hænger vores stræben efter den ideelle sommer sammen med vores stræben efter lykke. ’Lykke’ er et abstrakt og uopnåelig begreb, som de færreste fuldt ud forstår. Bent Meier Sørensen har beskrevet nutidens brug af lykke i en artikel i Berlingske.

Han skriver, at man i dag har det med kun at tale om lykke, når man kan stoppe ordet ’pille’ bagved eller et ’u’ foran. Hvis denne beskrivelse skal stå til troende, mangler vi fortsat at finde ud af, hvordan vi bliver lykkelige.

Når vi stræber efter et ideal, fx en udlandsrejse, bliver vi forledt til at tro, at vi higer efter lykken, og det gør os blinde over for det, der ligger lige for vores fødder. For eksempel har vi denne sommer kunnet besøge Danmarks naturskønne øer og byer. Vi har kunnet grille, spise is, bade, sole os, gå ture, dyrke motion, være sammen med venner og familie og alt muligt andet.

Man kan føle sig begrænset, men sandheden er, at verden aldrig har været så fuld af muligheder, det det gælder blot  om at finde frem til dem, og ikke lade sig forblinde af idealiserede tankestrømme, der overskygger alle mulighederne. Det er blot at turde springe ud i det.

Sommeren er nu snart forbi, men frygt ikke, der venter en ny sommer på den anden side af årsskiftet. Så i stedet for at frygte, at den næste sommer bliver kedelig, burde vi måske prøve at blive bevidste om vores egne idealer og gøre op med dem.

Vi må gøre op med idealerne, så de ikke overskygger alle de muligheder og friheder, som sommeren år efter år giver os, og som vi skal udnytte.

Blogindlægget er skrevet af Mikkel, der er blogfrivillig i headspace. 

”Vi må stå sammen – hver for sig” er nok tidens mest velkendte frase. Ordene stammer fra Mette Frederiksens utallige pressemøder, hvor hun på solidarisk vis prøver at videregive styrke og håb til den danske befolkning. Budskabet er en del af en større strategi, der har til formål at mindske coronavirussens smitteomgang, men budskabet vidner også om noget andet – nemlig håbet om at genåbne landet og derigennem nå tilbage til det samfund, vi kender.

Men kan sidstnævnte overhovedet blive en realitet? Mette Frederiksen har gentagende gange udtalt sig om Danmarks fremtid, og gentagende gange har hun ikke beskrevet en genforening med det samfund, vi forlod – tværtimod. Frederiksen har gennemgående sagt, at Danmark vil imødegå et nyt samfund, der på mange måder ikke vil ligne sig selv.

Et forandret Danmark. Hvad vil egentlig forandre sig? Vil forandringerne have en decideret betydning for det individuelle menneske? Og bør man være bekymret for fremtiden?

Disse tanker har Morten på 21 år spekuleret i, og jeg har for nyligt bedt ham om at dele hans tankeverden med mig.

”Jeg synes ærlig talt, at det er lidt svært at finde hoved og hale i, hvad Mette Frederiksen mener med et forandret Danmark – for hvad er det? Jeg kan ikke helt se, hvor de specifikke forandringer vil forekomme,” forklarer Morten, mens vi har sat os til rette i Frederiksberg Have på en nydelig solskinsdag.

Han fortsætter: ”På den ene side mener jeg, at det er uhyre vigtigt, at Mette Frederiksen påtaler det her og dermed klæder os på til næste etape, som vil være genåbningen af Danmark. Men på den anden side, synes jeg implicit, at der bliver skabt en masse ubesvarede spørgsmål, som kan virke ubetryggende og måske endda skræmmende for den danske befolkning.”

Morten er utryg ved fremtidens Danmark, og det værende til trods for, at han har været heldigere end så mange andre i forhold til coronavirussen. Dette er han velvidende omkring og er derfor heller ikke sen til selv at påpege det. Han har hverken mistet familie, venner eller beskæftigelse, og alligevel føler han sig en anelse beklemt, når han tænker på, hvad fremtiden vil bringe.

”Jeg bliver da lidt utryg ved tanken, om hvad der nu skal ske. Der er sikkert mange unge, der tænker over den ukendte fremtid og overvejer, hvordan ens eget liv måske kan komme i klemme. Personligt tænker jeg ofte over det i henhold til mit studie, og hvordan jobmulighederne vil se ud, når landet åbner op igen.”

Morten bekymrer sig hovedsageligt for sin uddannelse samt hans snarlige indtræden på arbejdsmarkedet. Når han er i skole, så sidder han ikke længere skulder til skulder med sine medstuderende, men i stedet bag en computerskærm hvor han prøver at få skrevet sin bacheloropgave. Skolegangen har ændret sig markant igennem den seneste tid, og hvorfor skulle det fremtidige arbejdsmarked ikke også gøre det?

”Jeg bemærker primært mine bekymringer, når jeg er tvunget til at sidde derhjemme og holde gruppemøder over computeren. Altså vi får det selvfølgelig til at fungere, men det er bestemt ikke det samme som før. Jeg snakker tit med mine medstuderende, om hvordan fremtidens jobmuligheder vil se ud. Vil det blive svært at finde mig et arbejde? Når disse tanker strejfer mig, så får jeg en uro i kroppen, hvilket jeg ikke synes er specielt behageligt, og det kan nok bedst sammenlignes med den følelse man får, når man skal til mundtlig eksamen eller sådan noget.”

Morten er i gang med at studere til fysioterapeut og har i den forbindelse lært om psykiske sårbarheder, såsom stress og angst. Og med udgangspunkt i det, mener han, at Danmark på mange måder kan tage ved lære af den nuværende undtagelsestid.

”Hvis man skulle prøve at se det positive i det negative, så mener jeg, at coronatiden har givet os en tiltrængt pause. Normalt tales der om det her famøse hamsterhjul, hvor mennesker oplever en alt for travl hverdag, hvilket kan resultere i diverse belastninger på livet. Nedlukningen af samfundet gav os lige pludselig langt mere tid for hænderne, som vi kunne bruge på andet end job og skole. Det er denne form for tid, jeg håber, at så mange som muligt husker at prioritere fremadrettet.

Og netop dette aspekt har Morten med i sine forhåbninger om et genåbnet dansk samfund.

”Jeg håber, at vi for fremtiden kan blive bedre til at skelne mellem arbejdstid og fritid. Alt handler ikke kun om skole, arbejde og penge, og jeg synes, at kvalitetstid med familien er noget af det vigtigste. Så dét er helt sikkert nogle værdier, som jeg vil tage med mig ud på den anden side.”

Hvornår vi møder den anden side af den her coronakrise, vides ikke med sikkerhed. Og det er endnu ukendt, hvordan Danmark vil se ud, når landet på et tidspunkt genåbner. Morten kender ikke til den nærkommende fremtid, og det kan forekomme ham både ubehageligt og skræmmende. Men Morten ved dog én ting.

Hvis vi kan tage ved lære af den nuværende tid, hvor hverdagen både er nedlukket og forandret, så vil genforeningen med et forandret Danmark måske ikke være så slemt, som det lyder, og fremtiden vil muligvis se lysere ud end først antaget.

Blogindlægget er skrevet af Mikkel, der er blogfrivillig i headspace. 

Da jeg startede i praktik på headspaces sekretariat i slutningen af januar, havde jeg aldrig i min vildeste fantasi forestillet mig, at jeg efter godt og vel halvanden måned skulle fortsætte min praktik hjemmefra. Jeg ville jo netop i praktik for at få både arbejdserfaring og afveksling fra de sidste næsten fem års studier, hvoraf en god portion af tiden er blevet brugt på læsning og opgaveskrivning på mit kollegieværelse.

Jeg fik en anden struktur og rytme ind i min hverdag, og det var tiltrængt efter mange år med skiftende undervisningsskemaer. Det var også rigtig rart at have en følelse af, at man på forskellige måder var med til at bidrage til noget større og noget vigtigt.

Jeg bidrager stadig, selvom jeg arbejder hjemme, men det er bare ikke helt det samme, når man ikke længere møder fysisk på arbejde hver dag. Jeg har ikke mulighed for at tale med mine søde og engagerede kollegaer, som jeg jo næsten kun lige havde lært at kende. I hvert fald ikke ansigt til ansigt.

Nu har jeg arbejdet hjemmefra i over en måned, og jeg har selvfølgelig vænnet mig mere til situationen, men fordi jeg kun er i praktik i fem måneder, så føles de sidste fem uger som meget lang tid. Jeg kan godt ærgre mig over, at den her epidemi skulle ramme Danmark lige præcis nu, men det ændrer ikke på noget, og det hjælper heller ikke på min situation. Jeg prøver i stedet at lære så meget som overhovedet muligt, både af min praktik og af hele situationen.

Jeg bor i København på et lille kollegieværelse med fælleskøkken og tretten medkollegianere. Derfor har det også været med forsigtighed og en lille smule bekymring, at jeg hver dag bevæger mig ud i køkkenet for at lave mad til mig selv. Alligevel er det dejligt med naboer, som både er mine gode venner og også føles lidt som familie. Jeg ved, at jeg aldrig er alene. Vi kan ikke undgå at være tæt på hinanden, når vi deler køkken, så jeg har ofte gået og tænkt på, om hele min gang mon bliver smittet på et tidspunkt. Vi er ikke ramt endnu. Heldigvis. Og vi gør rent og spritter af efter alle kunstens regler.

Min hjemmearbejdsplads er rigtig hyggelig, men det kan også hurtigt blive trangt, især fordi min kæreste har boet hos mig de sidste mange uger. Der er ikke særlig meget plads at bevæge sig rundt på, så vi kan godt gå hinanden på nerverne i ny og næ, men jeg er meget glad for at have ham at dele det hele med. Han tager stadig på arbejde hver dag, så jeg kan til tider godt føle mig fanget herhjemme. Dagene kommer hurtigt til at flyde sammen og føles meget ens.

København virker pludselig for lille og for stor på samme tid, når bygningerne står tæt og tårner sig op, og der er langt til åbne vidder og vild natur. Jeg har brug for mere luft omkring mig. Jeg forsøger at komme udenfor hver dag, så jeg kan mærke blæsten i håret og solen på mine kinder. Mit humør bliver påvirket, hvis jeg har været indenfor en hel dag – uden så meget som en cykeltur til og fra arbejde. Jeg har ofte siddet og iagttaget folk, der cykler, løber og går i det gode vejr, og så er det ikke altid lige sjovt at arbejde hjemme. Jeg bliver rastløs.

Rastløsheden har betydet, at jeg endelig har kridtet løbeskoene igen efter et halvt års pause. Så lidt godt er der da kommet ud af kombinationen af hjemmearbejde og kollegieliv. Jeg løber med min bror i Kalvebod Fælled, hvor der trods alt er åbne vidder. Vi skulle egentlig have deltaget i et trailløb i de schweiziske Alper til sommer, men det bliver højst sandsynligt aflyst.

Jeg prøver at passe bedre på mig selv, både fysisk og mentalt. Jeg laver god mad, bevæger mig og giver plads til mine tanker og følelser. Nogle dage er jeg glad, håbefuld og optimistisk. Andre dage er jeg trist og bekymret. Jeg savner, længes og mindes. Men jeg er også taknemmelig. Der skal være plads til det hele.

Jeg er begyndt at tegne og male lidt igen. Og jeg ser faktisk ikke så meget Netflix, som man måske skulle tro. Mine dage går mest med arbejde, frisk luft, mad og søvn. Jeg er mere tålmodig med mig selv og mine omgivelser. Jeg prøver at nyde de små ting i hverdagen.

Derfor havde jeg virkelig brug for luftforandring, da påsken ramte. Så jeg tog på besøg hos mine forældre i Jylland. Den ene har en have og den anden en altan, så der følte jeg, at jeg kunne trække vejret dybt igen. Selvom det ikke var uden betænkeligheder, at jeg besluttede at tage afsted, så kunne jeg med det samme mærke, at det var det helt rigtige for mig. Jeg fik meget mere plads at boltre mig på end mine atten kvadratmeter derhjemme.

Det var befriende og gjorde underværker for humøret og motivationen at komme væk fra de samme omgivelser. Det gav mig et tiltrængt pusterum at få hverdagen lidt på afstand, og jeg havde mere energi, da jeg kom hjem igen.

Jeg har fået mere ro på, og jeg har ikke så travlt med at nå det hele på én gang. Jeg skal nok nå det, der skal nås.

 

Blogindlægget er skrevet af Louise, der er kommunikationspraktikant på headspaces sekretariat. 

En maske, en kunstig facade, et skjold, en kappe…

Jeg er professionel til at vise, at jeg er glad. Men når man ikke er glad, så er maskebærer nok det mest nedslidende og krævende erhverv.

I mit første job som pædagog kom jeg i den grad i klemme. Her fyldte indbyrdes konflikter, og den trykkende stemning satte sit præg på mig. Jeg oplevede hukommelsessvigt, trykken for brystet, en tung kæde om halsen, søvnbesvær og tankemylder. Jeg måtte sige op og følte en kæmpe nederlagsfølelse.

Jeg tænkte, at min opsigelse ville gøre mig klar i hovedet igen. Men til min store skuffelse blev stress til svær depression.

Jeg isolerede mig i mine forældres hjem. Jeg følte mig sølle og umoden. Mine forældre skulle hjælpe mig med alt. At spise mad, tage bad, børste tænder osv. Ind og ud af psykiatrien – frem og tilbage. Jeg begyndte at isolere mig selv for alle. Kun mine forældre og søstre så mit sande jeg.

Jeg ville gøre alt for at opretholde en facade og maske over for mine venner og bekendte. Jeg følte ikke, jeg kunne vise den depressive udgave af mig selv.

Jeg var bange for at skræmme mine tætteste væk, hvis jeg viste dem mit sande ansigt. Et ansigt med et udtryk af sørgmodige, tomme, flakkende øjne, et ufokuserede blik og et anspændt smil.

Jeg var angst for ikke at passe ind i kassen formet af massen. Det resulterede i, at jeg efter socialt samvær var fuldstændig færdig. Min krop var energiforladt, og der var kun røde tal på min psykes konto. En følelse af at have løbet et maraton på en vej af glasskår og splinter.

Det må have været hårdt for dem omkring mig. Dem, der kender mig som Josefine den glade, positive, livlige, sjove og omsorgsfulde person. Det er sådan, de beskriver mig, så det var den Josefine, jeg viste dem.

Det må være svært at forstå, at den Josefine, mit netværk så udadtil, var krakeleret indvendigt. Hårdt for dem at forstå, at den Josefine, de kender, gik rundt med en svær depression. En Josefine med manglede livsglæde, positivitet og troen på, at livet nogensinde skulle blive godt igen.

Jeg ville give alt for bare at være mig – ligeglad med andres tanker og i stand til at elske mig selv. Perioden med depressionen svingede, som et pendul i mit indre, mellem de to modstridende parter; isolation og invitation.

En indre konflikt og en lyst til to vidt forskellige ting. At isolere mig selv, lukke ned, kramme ensomheden, slukke for solen og gemme mig i dundynernes hulrum. Den anden del af mig havde lyst til at invitere og tage imod invitationer om socialt samvær, en lille kop latte, en ærlig snak mellem bedste veninder, et lille pusterum fra mit eget luskede sind og psyke.

Disse konstante modsatrettede tanker om “det ene” eller “det andet” var så overvældende og så kvælende.

Samtidigt gjorde depressionen det ekstremt svært for mig at tage beslutninger om noget som helst. Jeg har aldrig følt mig så ubeslutsom. Jeg plejer at være ubeslutsom på et slags “hvad skal vi have fra Just-Eat?”-plan. Men denne her ubeslutsomhed gjorde næsten fysisk ondt indeni.

Mine tætteste veninder var der uanset min ubeslutsomhed. Sommetider var de der for mig “ubehageligt meget”, fordi de sommetider måtte sætte foden i min grå jord og sige til mig: “Jeg kommer altså om 10 minutter – om du vil det eller ej.”

Jeg følte en utilpashed, men også lykke. Lykke over at have veninder, som er der for mig uanset hvad. Den sociale aktivitet begyndte gradvis at fylde mere og mere i perioden. Aktivitet føder ny energi, og den nye energi føder en ny aktivitet. Stille og roligt begyndte jeg at overveje og opveje, hvor meget lykke jeg følte indeni, når jeg var ensom og isoleret, og hvor stor en lykkefølelse jeg havde i samvær med mine veninder.

Jeg begyndte at bryde den negative spiral. Det tog lang tid, men det blev lettere og lettere. Gradvis socialisering var en af forudsætningerne for mig i kampen mod depression.

En maske kan være til megen gavn, men tænk over hvordan, hvorfor, og over for hvem du tager den på. Folk vil altid værdsætte dig, men vis dit ærlige ansigt – ikke kun for deres skyld, men også din egen.

Du skåner ingen – og især ikke dig selv – ved at gå til maskebal.

Blogindlægget er skrevet af Josefine, der er kommunikationsfrivillig i headspace.

 

22-årige Liv er mor til en pige på fire. Hun har en kæreste, og så læser hun til teknisk designer. Men når presset bliver for stort, tager hun forbi headspace og får en snak.

En rodløs barndom og identitetskrise
Da Liv var 11 år blev hendes forældre skilt. I første omgang besluttede hun sig for at blive hos sin mor.        Hendes far havde skabt sig en ny sammenbragt familie med nabokonen, og Livs bedste ven blev derfor også til hendes bonusbror. Livs far fik kort tid efter også et barn med den nye kone.

”Han havde meget travlt med sin nye familie, så jeg havde svært ved at få opmærksomhed. Derfor tænkte jeg, at hvis jeg flyttede med dem, kunne jeg stadig være en del af min fars liv.”

Liv var ikke længere fars lille pige, men håbet var der endnu. Som 13-årig ønskede Liv at blive en større del af sin fars familie, og valgte derfor, at hun ville bo hos ham.

Livs mor mente, at det ville være for ustabilt for en teenager at bo hos faren. Derfor kontaktede hun kommunen, hvor det blev besluttet, at Liv kunne bo hos sin far i ét år, på én betingelse: at han ikke flyttede.

Aftalen blev ikke overholdt. Efter bare en uge besluttede Livs far sig for – for første ud af mange gange – at flytte til den anden ende af landet, og da den nye kommune ikke var bekendt med aftalen, fik dette ingen konsekvenser.

De mange flytninger skyldtes farens mange flygtige drømme, samt en frygt for ikke at leve livet fuldt ud. Det ene øjeblik ville han åbne en grillbar, det næste et hotel. Liv nåede at bo hos sin far i to år. I de år blev det blev til fire forskellige huse, to forskellige campingpladser, tre forskellige byer og to forskellige skoler. Det påvirkede også Livs identitetsdannelse.

”Jeg var meget rodløs. Når vi flyttede, var det ikke blot 10 km. væk, men til den anden ende af landet. Hver gang vi flyttede, skulle jeg finde ud af, hvem jeg var på ny. Jeg prøvede at finde min plads og skabe min egen identitet. På den ene skole var jeg emo, og på den anden var jeg en poptøs.”

Det var også svært at finde sig selv på hjemmefronten. Livs stedmor led af angst og depression, så Liv skulle gå på æggeskaller for at opretholde husfreden.

”Det var meget presset derhjemme. Jeg græd hele tiden i skolen, men ikke derhjemme. Der holdt jeg masken, selvom det burde være omvendt.”

På trods af den ustabile hverdag, rodløsheden og identitetskriser, var det svært for Liv at indrømme, at det var en fejl at flytte ind hos faren. Det resulterede i en depression og en indlæggelse på psykiatrisk afdeling.

Her gik Liv i et halvt år, hvorefter hun kom på efterskole. Væk fra sin far og alle flytninger. Da efterskoleåret sluttede, flyttede hun endelig hjem til sin mor igen.

Fandt hjælpen hos headspace
Da Liv blev 18 år, vendte depressionen tilbage, men de lange ventetider i psykiatrien gjorde, at hun måtte kigge sig om efter andre alternativer. Her faldt hun over headspace, som stadig i dag står klar til at hjælpe hende, når det er nødvendigt. Hun kan godt lide anonymiteten hos headspace.

”Da jeg startede med at komme i headspace, talte jeg meget om de forventninger, der er til en, når man fylder 18 år. Det at blive voksen var slet ikke, som jeg havde regnet med. Det var meget overvældende. Jeg havde brug for at tale om de mange tanker, og med nogen, som ikke kendte mig personligt. Hvis man taler med familie eller venner bliver det meget følelsesladet. Så det var rart at tale med en, der ikke vidste hvem jeg var.”

Efter en måned blev Liv tilbudt en plads på en psykiatrisk afdeling, men det takkede hun nej tak til, da hun allerede følte, at hun havde fået meget hjælp i headspace.

En turbulent start som mor
Liv fandt kærligheden som 18-årig i sin daværende kæreste på 34 år. De havde været kærester i et års tid, da de besluttede, at de skulle have et barn sammen i håbet om at redde deres forhold.

”Jeg havde en kæreste, som var en del ældre end mig, og jeg ville gerne have børn, og han mente, at det skulle svære snart, for han var allerede oppe i årene, og havde en søn fra et tidligere forhold. Vores forhold var ikke fantastisk, men jeg havde læst et sted, at når man får et barn, så bliver man forelsket i sin mand på ny og svæver rundt på en lyserød sky.”

Det skulle vise sig, at der ikke var nogen lyserød sky over tilværelsen med en lille ny pige. Liv stod alene i forældrerollen, og i løbet af de første tre uger som nybagt mor, blev Liv og hendes lille pige indlagt tre gange. Første gang havde pigen en RS-virus. Livs kæreste syntes i første omgang ikke, at det var nødvendigt at tage på hospitalet, selvom pigen ikke kunne trække vejret. Da de endelig kom hjem fra hospitalet, fik Liv smerter i maven.

”Da vi var kommet hjem, begyndte jeg at få smerter i maven. Igen mente min kæreste, at det var noget pjat. Det viste sig, at jeg havde blindtarmsbetændelse og måtte akutindlægges og opereres.”

Efter flere indlæggelser med en fraværende far, gik det op for Liv, at hun var alene med ansvaret og med barnet. Det endte med, at parret gik fra hinanden.

”Lige fra fødslen var jeg faktisk alene med hende. Derfor sagde jeg til min kæreste, at hvis han ikke snart tog sig sammen, så ville jeg hellere have fri hver anden weekend, end at være alenemor på fuldtid med en båtnakke.”

headspace stod klar
Efter hun var gået fra sin kæreste, stod hun nu en situation uden møbler eller et tag over hovedet – og med et barn i favnen. Hun blev modløs, og kontaktede derfor endnu engang headspace.

”Jeg ringede til headspace og fortalte, at jeg var gået fra min kæreste. Jeg havde ikke et sted at bo og vidste ikke, hvad jeg skulle gøre.”

headspace sørgede hurtigt for at hjælpe med at finde lejlighed, hun kunne flytte ind i samme uge.

Ansatte og frivillige fra headspace donerede ting og tog på genbrugspladser for at finde møbler til Liv. Når hun fortæller om headspace og den hjælp, hun modtog, er man ikke i tvivl om, hvor meget det har betyder for hende.

I dag bruger hun stadig headspace, hvis hun har brug for at tale om det, der presser.

”Det er ikke et nederlag at spørge om hjælp. Man er stærk, når man viser, at man gerne vil kæmpe mod det, man er oppe imod.”

Indlægget af skrevet af Amalie, der er kommunikationsmedarbejder i headspace Danmark.