”Jeg synes, det først blev en realitet, at jeg var homoseksuel, hvis jeg valgte at komme ud med det.”

 

Jakob på 22 år er homoseksuel. Han studerer psykologi på Odense Universitet, og når han ikke sidder med næsen nede i en psykologiteori, så er han frivillig ungerådgiver i headspace Odense.

”Jeg synes, det først blev en realitet, at jeg var homoseksuel, hvis jeg valgte at komme ud med det.”

Jakob er opvokset i Sønderjylland med far, mor og storesøster. Da han gik i folkeskole, kunne han godt mærke, at han var anderledes. Drengene var lidt mere spændende end pigerne.

”Men det var først, da jeg gik i gymnasiet, at jeg begyndte at få mere interesse i drenge og rent faktisk vide, hvad homoseksualitet var, hvad seksualitet var for noget, og hvad det måske kunne betyde for mig. For hvorfor skulle jeg være anderledes end alle andre?”

I gymnasiet fik Jakob også sin første mandlige kæreste, som han var sammen med i ca. 2,5 år. Han hjalp Jakob, mens han stadig var i skabet.

Jakob havde svært ved at acceptere sin egen seksualitet og var, ligesom mange andre, bange for at fortælle det til sine forældre, for så blev det en realitet. Han valgte at sige sandheden til sine venner allerede i 1.g., men det var først, da Jakob var omkring 19-20 år, at hans forældre blev bekendt med hans seksualitet.

”Jeg kan huske, at min mor og jeg sad og drak rødvin og hyggede os udenfor, og så smækkede hun bare ned i bordet og sagde: ’Så Jakob, jeg skal møde din kæreste nu!’, og det var jo skræmmende, for ’Hvad ved du?’”

For Jakob var det rart, at hun turde sige det til ham, for det var også noget, som hans mor havde brug for at snakke om. Jakob havde nemlig en tendens til at holde kortene tæt ind til kroppen, når det handlede om romantiske forhold.

”Det blev først en realitet, at jeg var homoseksuel, hvis jeg valgte at komme ud med det. For så blev det endeligt, og så var det bare sådan, jeg er. Jeg synes ikke, at det var særligt fedt at være anderledes. Jeg havde ikke lyst til at være homoseksuel. Primært fordi det var så bøvlet,” fortæller han med en smil.

Jakobs forældre har været meget støttende, og han har stadig et rigtig godt forhold til sine forældre. Dog opfattede Jakob ikke sin far som støttende, da de i forvejen havde et anstrengt forhold på det tidspunkt.

”Han har aldrig gjort noget negativt i forhold til det. Jeg har følt et behov for, at han spurgte mere ind til det, men han skulle jo også bearbejde det på en måde. Det er også noget, som jeg skal tage med mig, for jeg kan ikke regne med, at alle mennesker er med på, at jeg er homoseksuel fra start.”

Nogen man kan spejle sig i

For Jakob var det svært at finde sin identitet under hans opvækst i Sønderjylland. Han manglede en repræsentation af homoseksuelle, som adskilte sig fra den stereotype homoseksuelle, som blev vist i medierne. Det var svært at være en del af drengene, som kørte markræs og spillede computerspil. Jakob ønskede at passe ind, men det var svært, for på det tidspunkt ville han ikke anerkende sin egen seksualitet.

”Det var lidt underligt, da jeg ikke ville anerkende min homoseksualitet, og det føltes ikke så slemt, når jeg var i det, men efter jeg er kommet væk, kan jeg godt mærke, at det har hindret min udvikling og hindret mig i at gøre nogle ting, som jeg har haft lyst til at gøre. At jeg satte begrænsninger for mig selv uden nødvendigvis at gøre det eksplicit, fordi ’så ser de mig som homoseksuel, og så er jeg homoseksuel’. Men mere fordi det blev normalt, for ’hvis jeg gør sådan, så er jeg homoseksuel.”

Efter Jakob fik sin studenterhue på, tog han et sabbatår som bartender. Her mødte han den repræsentant, der altid har manglet: nemlig Preben, som også er homoseksuel.

”Det var et tilfælde, at jeg var så heldig at få ham som repræsentant og som pejlemærke for, hvordan jeg gerne ville være som homoseksuel, og at det ikke behøvede at være hele min identitet, men at det også ville være okay, hvis det var det, og at der ikke var noget galt med det.”

Relationen var hverken seksuel eller romantisk for Jakob og Preben. Det var et venskab, der hjalp ham med at indse små sandheder om det at være homoseksuel. Han kunne spejle sig i Preben og fik her hjælp til at forstå, hvilke kampe, der var værd at tage, og hvad man kan gøre for at gøre livet nemmere for sig selv.

Jakob og Preben nåede at bo sammen i et års tid. Det var et år, hvor Jakob fandt mere af sig selv og den identitet, han ønskede, og hvordan det skulle komme til udtryk, da han ikke havde lyst til at repræsentere den stereotype homoseksuelle mand, som altid er oppe i medierne.

”Preben har lært mig, hvem jeg gerne vil være, og at jeg ikke behøver at være en del af stereotypen for at udleve de følelser, som jeg har, og igen vil jeg gerne pointere, at det er okay at leve stereotypt. Han var en repræsentant, som jeg havde brug for, og som ikke alle unge homoseksuelle har. Vi har selvfølgeligt nogle store karakterer som Ole Henriksen, Niller fra familien fra Bryggen og Jimmy Lyngvild, og de er også repræsentative for en form for homoseksualitet, men de helt ’almindelige’ homoseksuelle, der lever i et hus og arbejder fra klokken 8-16 og ser Divaerne i Junglen bliver ikke rigtig repræsenteret. Preben har hjulpet mig med at navigere i den her jungle af stereotyper, identitet og selvværd. Jeg har været ret privilegeret.”

Stigmatisering og det heteroseksuelle slør

Det er svært at finde sit fodfæste som en ung, homoseksuel mand. Man bliver hurtigt sat i en boks baseret på et forældet stigma. Det vil Jakob gerne være med til at bryde.

”Man får hurtigt sat et stigma på sig. Men der er stor forskel på homoseksuelle, hvor der er nogle, som er meget ’straight-passing’, at man godt kan gå for at være en heteroseksuel mand. Her føler man sig privilegeret, fordi man ikke er ’outed’ hele tiden. Det giver mulighed for, at man kan gemme sig under det heteroseksuelle slør, der kan være rigtig rart. Det har jeg kunne gøre ret længe. Der har været et eller andet ved mig, som måske godt kunne havde været heteroseksuelt eller noget, som ikke har passet på den stereotyp. Det er ikke alle, der kan det.”

Ifølge Jakob mangler der en repræsentation af den ’almindelige’ homoseksuelle mand, som drømmer om de 3 v’er – villa, Volvo og vovse. Men han er også godt klar over, at der er brug for de mere fremtrædende homoseksuelle til at råbe folk op, såsom Ole Henriksen og Jimmy Lyngvild. De er nemlig også med til at repræsentere én form for homoseksualitet.

”Det er nødvendigt, at vi laver den her repræsentation i hvert fald indtil, at det er fuldstændig normaliseret, hvor der ikke er lande, hvor det er ulovligt, og man bliver slået ihjel for det. Derfor er vi nødsaget til at have de her ekstremer af homoseksuelle, som hele tiden repræsentere sig som: ’hey, jeg er homoseksuel, bum lev med det.’

Det er Jakobs egen fortælling, som motiverer ham til at være frivillige ungerådgiver hos headspace. Derfor står han frem for at fortælle sin historie, da han håber, den kan være med til at hjælpe andre, som er en del af LGBTQAI+-spektret.

Jakob ønsker at beskytte ’Prebens’ identitet, derfor bruger vi et andet navn. Vi er i headspace Danmark bekendt med navnet.

Indlægget er skrevet af Amalie, der er kommunikationsmedarbejder i headspace Danmark.

 

”Hvis staten ønsker, at unge mennesker får børn tidligere, så må de gøre op med det helt sindssyge uddannelsesræs”

Sedea er 22 år, hendes mand bor i USA, hun bor sammen med mig (Nadja) her i København, og så er hun ung mor. Men hvordan ser samfundet på en ung mor, og hvordan klarer man hverdagen, når man har en pige på fire måneder?

For cirka et år siden inviterede min gode veninde mig ud på en kop kaffe. Vi satte os på en bænk overfor den røde plads i solen, sludrede kort om mit arbejde og om den midlertidige lejlighed, som hun var flyttet ind i, men jeg fornemmede, at der var en bestemt årsag til, at hun gerne ville mødes. Det var der.

Jeg husker ikke præcis, hvordan hun sagde det, men inden længe havde hun fortalt mig, at hun var gravid og ventede en lille pige. På daværende tidspunkt var hun 22, og jeg selv var lige fyldt 23.

Gennemsnitsalderen for førstegangsfødende er på landsplan i dag cirka 29 år. Jo tættere man kommer på Storkøbenhavn, jo mere stiger den, indtil man når til Frederiksberg med 31,5 år i spidsen. Dermed ville min veninde blive en meget ung mor set med vor tids briller.

Jeg kommer selv fra en turbulent opvækst og prøver derfor den dag i dag at undgå for mange krumspring i tilværelsen. Derfor følte jeg straks en indre uro, da min veninde havde overbragt mig denne nyhed. Jeg forsøgte at aflæse, hvordan hun selv tacklede situationen og fandt i hendes stille slubren af kaffen en ro og beslutsomhed. Det skulle nok gå godt. Jeg smilede og ønskede hende tillykke.

Siden den dag i maj har Sedea og jeg fået fælles bopæl, og Sedea har født et velskabt og betagende lille væsen, Stella, som nu på lykkelig vis præger begge vores hverdage. Faren til hendes barn bor i USA, og på den ene eller den anden måde bliver de forhåbentlig igen snart forenet, men indtil da er det bare os tre i den lille lejlighed.

Den traditionelle kernefamilie er efterhånden ret sjælden
Og her sidder vi alle tre. Og jeg tænker over, hvordan det kan være at i en tid, hvor alle kan finde sammen, og hvor der findes utallige familiekonstellationer, så bliver der skelet til kvinder, som vælger at stifte familie i en ung alder. Det har Sedea også oplevet.

“Jeg synes ikke, at man kan tale om, hvad der er normalt. Det er ikke et begreb, som giver mening mere i den verden, vi lever i. Folk bliver skilt og gift igen og får børn på kryds og tværs og ind imellem, så den traditionelle kernefamilie er efterhånden ret sjælden,” siger Sedea.

Jeg prøver at genkalde, hvor mange jeg kender, der lever i, hvad der ville kunne defineres som en traditionel kernefamilie, og jeg må sande, at jeg ikke kan komme i tanker om nogen. Så hvorfor blev jeg da så nervøs på Sedeas vegne, da hun fortalte mig om graviditeten?

Selv har Sedea tænkt på andre unge mødre, som den stereotyp, vi alle kender fra tv. Dem som bliver gravid ved et uheld og til alles store misfornøjelse ryger hele vejen igennem graviditeten og herefter tager flere dybt uansvarlige valg. Mens Stella får lidt mad, taler vi om, hvor denne stereotype opfattelse kommer fra, og vi kommer, nok ikke til nogens overraskelse, ind på den danske tv-serie “De unge mødre”.

“Her i Danmark synes jeg stadig, at det er “De Unge Mødre”-billedet, der hersker – at unge mødre er nogen, der ryger, drikker og kun serverer frysemad, og når man får et barn, er ens eget liv slut – så er der ikke tid til fest, oplevelser eller rejser mere”, forklarer Sedea.

Her er det helt anderledes. En tilfældig torsdag eftermiddag er der større sandsynlighed for, at det er mig, der sidder og ser Netflix på anden time. Sedea erklærer sig også uenig i opfattelsen af, at oplevelser er et overstået kapitel, når man har fået et barn.

“Det er ikke, hvad jeg har oplevet. Jeg er mere ude og opleve ting nu, hvor jeg er på barsel, end før. Vi skal blandt andet ud og rejse snart. Om noget har det at få et barn givet mig mere energi til at tage ud og se og opleve verden, fordi jeg så gerne vil give de oplevelser til min datter”, fortæller Sedea.

Den første mor i vennegruppen
Siden Stella er kommet til, er det ikke så tit, mine veninder og jeg tilfældigvis støder ind i Sedea en lørdag nat kl. 03 på Gothersgade, som vi så ofte har prøvet det før. Der bliver dog gjort undtagelser. Blandt andet var både mor og baby med til min fødselsdag, da jeg blev 24. Det er lykkedes vennegruppen at finde gode alternativer til samvær, og på meget naturlig vis har vi fundet andre ting at være fælles om nu.

“Der har været mere spænding omkring, at jeg blev mor, fordi det var noget nyt for os alle sammen. Det betyder også, at mine veninder har mere overskud til lige at lege babysitter, hvis jeg har brug for 10 minutters pause. Hvis alle andre allerede havde haft børn, ville de have nok i deres eget. Til gengæld betyder det også, at jeg ikke rigtig har haft nogen at snakke ægte baby-snak med, selvom de siger, de godt vil, så tror jeg, det er begrænset, hvor meget de gider lægge øre til min beskrivelse af min datters ble-vaner!”.

På kort tid er vi blevet enige om, at der ikke er hold i det billede, medierne tegner af, at alle unge mødre udelukkede tager uansvarlige valg, og at livet slutter efter baby. Til gengæld har jeg fået lidt forståelse for, hvor usikkerheden fra mig selv og samfundet kommer fra.

Min kaffekop er ikke helt tom endnu, og ligeledes føles det ikke helt som om, at emnet er gennemarbejdet.

Uddannelsespres og kvart-livskrise
De seneste år har staten lanceret flere fertilitetskampagner, og især Københavns Kommune er meget opmærksomme på den høje alder blandt førstegangsfødende. Udover det uheldige rygte, unge mødre har, virker det til, at der også er noget andet, der afholder unge fra at få børn.

“Jeg tror, at hvis staten ønsker, at unge mennesker får børn tidligere, så må de gøre op med det helt sindssyge uddannelses-ræs, der er gang i! Der er jo ingen, der har tid til at tænke over at få børn, når de bliver presset fra alle sider til at tage en uddannelse så hurtigt, som de overhovedet kan”, slår Sedea fast.

Jeg nikker sagte og giver et lille suk fra mig med tanken om den velkendte følelse af uddannelses-stress og kvart-livskrise, et begreb, vi er begyndt at bruge i min omgangskreds, om stressen over at skulle vælge og definere sin fremtidige tilværelse i al hast under tidspresset fra staten. Jeg spørger hende, om hun slet ikke føler sig ekstra udsat som mor, nu da hun ikke er færdiguddannet.

“Det gør jeg egentlig ikke. Jeg er ung, og min tilværelse er tilpasningsdygtig til, hvad der lige passer Stella og vores familie bedst – og vi kommer til at få det vildeste eventyr sammen”.

Og det kan jeg jo kun give hende ret i. Jeg selv, og resten af samfundet, burde måske have godt af at øve os lidt i at tro på, at tilværelsen nok skal tilpasse sig trods uddannelsespres og skræmmebilleder. Afslutningsvis er jeg, nok ligesom alle andre unge piger, meget nysgerrig omkring, hvordan det føles at føde.

“Det her siger alle, men min krop kunne mærke, hvad den skulle gøre, så jeg slog bare hovedet fra og prøvede at tage det hele en vejrtrækning ad gangen. I virkeligheden har man ikke rigtig nogle følelser under fødslen. Det er bare noget, der skal gøres. Det er op til og især efterfølgende, der kommer en masse store følelser – og den største er nok: “Jeg har lige fucking født et menneske”. Derefter: “Prøv lige at se det her smukke menneske … som jeg har født!”. Det er en rimelig vild oplevelse”.

 

Indlægget er skrevet af Nadja, der er kommunikationsfrivillig i headspace. 

Har du kærestesorger?

 

Hvis hverken sangene, filmene eller rådene hjælper, så er du altid velkommen til at kigge forbi dit nærmeste headspace.
Her kan du altid finde nogen, der vil hjælpe dig med dine hjertesorger.

 

Indlægget er skrevet af Sofie Westh, der er kommunikationsfrivillig i headspace København.

Mads skammede sig over sin seksualitet: ”Jeg har altid været anderledes”

Det er på mange måder gået fremad for homoseksuelles rettigheder de seneste år. Alligevel er det stadig svært at være andet end heteroseksuel – i hvert fald hvis man spørger 24-årige Mads, der først som 17-årig turde at tale om sin seksualitet.

”Æblet! Det skal ramme Mads’ hoved!”

Ordene står klokkeklare og runger nærmest i Mads’ indre, til trods for at det er mange år siden, at Mads blev trængt op i en krog af fem drenge i et frikvarter. Drengene ville have ram på Mads, for Mads skilte sig ud. Mads var anderledes. Mads gik ikke til fodbold. Mads gik til sportsdans og var ofte sammen med pigerne.

Det var ikke første gang, at de andre drenge var efter ham. Mads oplevede flere gange, at de råbte ”bøsserøv” efter ham – blandt andet en dag, hvor han kom gående i skolegården.

”Der var nogle af drengene, der af en eller anden grund havde en mission om at nedgøre mig så meget som muligt. Jeg vænnede mig aldrig til det og blev altid meget ked af det. Jeg undgik dem lidt. Heldigvis havde jeg nogle rigtig gode veninder, der altid var med til at forsvare mig,” siger Mads, der nogle gange så sig nødsaget til at lyve om sin seksualitet, da det var lettest.

”I folkeskolen forsøgte jeg at være med til at spille fodbold og at være som de andre. Jeg forsøgte også at gå i det samme tøj, som de seje drenge gik i, men jeg var bare ikke som de andre drenge,” siger Mads.

Det bedste er vel bare at være ligesom alle andre
I en alder af 13 år blev Mads bevidst om sin seksualitet, men det var først som 17-årig, at Mads åbnede op og ville tale om, at han var til fyre, for Mads skammede sig.

”Dengang ville jeg jo bare gerne flyde ind og undgå, at der blev råbt efter mig. Jeg fandt jo hurtigt ud af, at jeg ikke var ligesom alle andre. Jeg blev udstødt,” siger Mads og fortsætter:

”Jeg havde en følelse af ikke at høre til og kan nok ikke komme uden om, at jeg har følt skam. Jeg turde ikke at stå frem og sige, at jeg var homoseksuel, for det var pinligt og flovt.”

Alkohol gjorde det nemmere at tale om
Mads startede med at fortælle det i etaper til sine veninder, men han skulle ikke være helt ædru ved mødet.

”Jeg var omkring 17 år, da jeg hev min veninde til side til en fest og sagde beruset, at jeg var i tvivl om, hvorvidt jeg var til piger eller fyre. Og sådan startede det, for så begyndte jeg at sige det til flere af mine veninder,” siger Mads og fortsætter:

”Der skulle jo gerne være alkohol indblandet, for så blev jeg mere afslappet omkring det, for det var svært at lægge sig fladt ned ædru.”

LÆS OGSÅ: Bastian sprang ud som 19-årig: “Min seksualitet er ikke min identitet”

Bange for familiens reaktion
Først som 19-årig fik Mads’ forældre at vide, at han var homoseksuel, men det var ikke ham selv, der fortalte det. Det gjorde hans storebror for ham.

”Jeg var bange for at sige det til mine forældre, for jeg var bange for, hvad der ville ske. Jeg fortalte det til min storebror, som sagde, at han havde talt med mor og far om det, men der gik stadig noget tid, før jeg sagde det til dem,” siger Mads og fortsætter:

”En dag sagde min far til mig, at jeg skulle vide at lige meget hvad, så ville han altid elske mig. Jeg blev meget glad og lettet. Senere samme dag sagde min mor, at hun altid havde vidst det, og at hun elskede mig overalt på jorden. Og så blev det fortalt lidt i etaper til resten af familien, og de accepterede det også.”

Råd til andre unge
Mads ved stadig ikke, hvad han gjorde galt, dengang han blev trængt op i en krog af drengene i skolegården, men én ting ved han. Han har altid været anderledes og stukket lidt ud fra, hvad de andre gjorde, og det er noget, han har lært at elske ved at tale med andre om sin seksualitet.

Hvis Mads skulle give andre unge, der kæmper med at springe ud og dermed føle sig anderledes, tre råd, så ved han godt, hvad de skulle være.

1. Du skal være stolt af at være homoseksuel, for det er en kæmpe gave, når du kommer overens med, hvem du er. Derfor er det vigtigt at forsøge at acceptere, at du er det.

2. Du skal åbne op om det, men gør det, når du er klar til det. Hvis du er i tvivl og skide forvirret, så tag den tid, det tager, for det skal nok komme, men gør det så hurtigt som muligt. Der vil altid være nogle, der elsker dig ligemeget hvad.

3. Du er ikke alene. Der vil altid være én, der arbejder inden for området, der vil give dig svar på de spørgsmål, du har. For eksempel LGBT Danmark, headspace og Sabaah. Der er så mange organisationer, der rækker armene ud og fortæller, at mange har det sådan. Her møder du mennesker, der har haft det nøjagtig på samme måde som dig, og her er der ikke nogen, der dømmer dig.

Indlægget er skrevet af Ea Honoré Schack, der er frivillig skribent hos headspace København.

”Han fik mig til at tro på, at jeg var dum, og at ingen ville være sammen med mig.”

 

Hvordan taler man til sin kæreste? Hvor meget kontrol bør man have med hinanden – og hvornår er der tale om psykisk vold?

Da Nanna var først i 20’erne mødte hun en mand, der kom til at ændre hendes liv gevaldigt. Og som hun endte med  seks år senere  at flygte fra.

”Da jeg mødte ham, var det jo godt. Det var spændende, det var sommerferie, han var en mand med styr på sit liv, så der var en masse gode ting i starten. Men som forholdet udviklede sig, blev han mere og mere dominerende og kontrollerende,” fortæller Nanna.

”Han havde to-do lister over alt. Rengøring, indkøb, hvor meget økologi vi skulle købe, hvor høj fedtprocenten i maden skulle være, hvor meget der skulle være danskproduceret. Der var planer for karriere, femårsplaner. Alt.”

Hun taler ubesværet om det. Som om hun har gjort det mange gange før. Eller som om det slet ikke var hende, det skete for. Som om det bare er en historie, en drøm.

”Jeg tror faktisk, den psykiske vold var der helt fra start. Jeg var bare ikke bevidst om det, selvom jeg jo godt vidste, at det ikke var normalt, at han bl.a. uopfordret kom ned og hentede mig, hvis jeg var i byen eller tjekkede mine beskeder og mine opkaldslister. Og så blev det gradvist værre. Han sagde til mig, at jeg var dum, og at ingen ville være sammen med mig, at jeg ikke kunne finde ud af noget. Og når man hører det ofte nok, så begynder man jo at tro på det. Han pillede mig stykvis fra hinanden,” fortæller Nanna.

Og det var på sin vis det, der var med til at fastholde hende i forholdet. For han fik hende til at tro, at det måske bare var ham, hun skulle være sammen med. For hvem skulle have lyst til at være sammen med hende, når hun både var dum, grim og uduelig.

 

LÆS OGSÅ: Det var så ensomt at være barn af en forælder med et alkoholmisbrug

 

Når grænserne skrider
Og mens Nanna blev mere og mere nedbrudt af den psykiske vold, sneg den fysiske vold sig også ind i forholdet.

”Jeg ved ikke, hvornår det startede, for det eskalerede gradvist. Det startede med, at han smed ting på gulvet, så blev det til en skulderlammer, og en dag skubbede han mig, så jeg faldt og brækkede mit håndled. Og selv det, fik han mig overbevist om, var min egen skyld. Og han holdt stædigt fast i, at han aldrig havde slået mig. Og hver gang fik han mig overbevist om, at det var mig, der var noget galt med.”

Nanna forklarer, at det jo ikke var, fordi hun ikke sagde ham imod. Det havde bare en konsekvens, når hun gjorde det. Han afpressede hende, slog hende, spyttede på hende. Og til sidst begyndte hun at tie, for hun kunne ligeså godt bare tage imod. Grænserne, der gradvist var blevet rykket, var blevet skubbet for langt. Nu tænkte hun: ”Det var ikke så slemt som sidst”, eller ”det var ikke så slemt som det, han truede med”, når han gjorde hende noget.

Men noget hobede sig op inde i Nanna, og grænsen var ved at være nået. Når hun mærkede rigtig godt efter, vidste hun godt, at det ikke var et sundt forhold, men hun var fanget, for han havde magten. At forlade ham var lettere sagt end gjort.

Nanna prøvede op til flere gange at forlade ham i de år, de var sammen, men det lykkedes ikke, indtil bægeret én dag flød over. Det var nu eller aldrig. I al hemmelig planlagde hun sammen med sin søster, hvordan hun skulle flygte, og en nytårsaften for nogle år siden løb hun ud i friheden, efter hendes ekskæreste var taget til Odense for at fejre nytåret. Hun blev hentet af sin søster, sin svoger og tre af deres kammerater. Hun fik ændret koder til sociale medier, så han ikke længere kunne kontrollere hendes konti. Hun skiftede til hemmeligt nummer, for han skulle ikke kunne kontakte hende. Og hun fik hemmelig adresse, for han skulle ikke kunne opsøge hende. Det skulle ske samtidigt, og han måtte ikke fatte mistanke de første par timer, for hun skulle nå helt væk først.

Det lykkedes. Hvor hun fik modet, viljen og styrken fra, ved hun stadig ikke. Men der var ikke andet for. Grænsen var nået, og det var nu eller aldrig.

Hun rykkede i første omgang hjem til sin søster og derefter ind på et værelse på Danners krisecenter, der er et sikkert og trygt sted for kvinder og deres børn, hvis de har været udsat for vold i familien.

Jeg tog imod en plads på Danner. Selvom jeg egentlig ikke vidste, hvad jeg sagde ja til. Men jeg havde ikke noget at miste, og jeg havde brug for at få ham ud af mit liv og komme videre.”

Egentlig kunne hun slet ikke forstå, hvad hun lavede på et krisecenter. De andre kvinders historier var så voldsomme – langt voldsommere end Nannas. Og hun var ikke voldsomt forslået og påvirket, som de var. Hun skulle jo bare videre med sit liv og sit arbejde. Her hørte hun da ikke til. Eller hvad?

Vold er vold
Du har været igennem alle voldsformer. Og nej, du er ikke forslået, du har ikke blå mærker, men det betyder ikke, at du ikke har været udsat for vold. Og det er voldsomt, hvad du har været igennem,” sagde de til hende på Danner.

For vold er vold. Men psykisk vold er en særligt svær størrelse.

Der er ingen ar at vise frem, ingen blå mærker, ingen beviser. Vi ved godt, at det ikke er okay at slå, men hvor går grænsen for, hvordan det er okay at tale til hinanden?

Mange kender ikke den grænse i deres ungdom, for grænser skal testes og prøves af. De er slørede, og sommetider bliver de først synlige, når de er overskredet. En ny undersøgelse fra Epinion har vist, at kun 68 procent af de 18-34-årige overhovedet kender begrebet psykisk vold. Og ligesom det var tilfældet for Nanna, kan den være svær at genkende, fordi det ofte begynder i det små og derefter eskalerer og bliver enormt nedbrydende for den, der bliver udsat for det. Og det er alvorligt. For Nanna har den psykiske vold været sværere at komme over end den fysiske.

Man kommer hurtigt over en brækket arm, men at blive pillet fra hinanden stykvis, det var det sværeste. For jeg skulle bygges op igen fra bunden, og det har taget lang tid,” siger Nanna og fortsætter:

Jeg har haft behov for at blive bekræftet. For jeg føler mig ikke flot eller klog. Jeg arbejder med det hele tiden, men det tager tid.”

 

Kan jeg overhovedet vaske tøj?
Nanna boede på Danner i et halvt år, før hun fandt sin drømmelejlighed og rykkede ud.

De første ni måneder havde hun en kontaktperson tilknyttet, som hun kunne spørge om stort og småt. Hvordan dater man fyre? Hvordan holder jeg styr på de praktiske ting? For det er ikke ”bare lige” at skulle møde verden igen, når man har levet med én, der har taget al kontrol og selvværd fra én.

Jeg var pillet så meget fra hinanden, at jeg ikke troede på, at jeg kunne finde ud af noget som helst, så jeg blev enormt fokuseret på praktik – kan jeg overhovedet vaske tøj, kan jeg huske at betale mine regninger? Han var mit sikkerhedsnet. Han havde styr på økonomi og alt andet. Han tog alt ansvar fra mig, og alt var under hans kontrol. Og så får man følelsen af ikke at kunne noget som helst, fordi alt var i hans varetægt. Selvom jeg inderst inde godt ved, at jeg kan, blev jeg så usikker, og han skabte den usikkerhed i mig.”

Men Nanna kan – og kunne – ligesom alle os andre en hel masse. Og det har hun haft brug for at blive mindet om og erfare igen, efter hun flyttede fra ekskæresten. Helt Dan Túrellsk har det vigtigste været at vende tilbage til hverdagen og hverdagstingene  at føle sig normal igen og gøre ting, fordi hun havde lyst og frihed til at gøre det.

Det vigtigste var at føle mig normal. At gøre normale ting, som normale mennesker gør. Bare at gå på arbejde. Og at tale om det. Det har jeg haft rigtig meget brug for, og det har været en naturlig del af processen at åbne op for det.”

Og det er så vigtigt, at der bliver talt højt og åbent om voldelige relationer, for som Nanna siger ved at der er bevidsthed om det, bliver man i et voldeligt forhold også mere opmærksom på, at der er noget galt.

 

LÆS OGSÅ: Farlig flirten med spilleri endte med ludomani

 

Det er aldrig for sent
Når Nanna skal svare på, hvad hendes bedste råd er til én, der vil ud af et voldsramt forhold, bliver hun stille. Eftertænksomheden indfinder sig. Hun virker ikke helt sikker. Men så er det, som om det kommer helt af sig selv lidt senere i samtalen:

Det er aldrig for sent. Og man skal aldrig være flov eller skamme sig. Man skal huske på, at andre er kommet ud af det. Og så kan man også selv. Der ér en vej ud. Det er bare et spørgsmål om at finde den. Min vej ud blev min søster. Andres vej har været anderledes, men det vigtigste er, at den er der. Det er aldrig for sent.”

Og det var vigtigt, at hun bragte skylden og skammen på banen og minder om, at det ikke er ens egen skyld, at man er voldsramt. For sommetider er det netop skammen, der fastholder én i voldelige forhold. Sommetider er det den, der gør, at man ikke tør sige det til nogen, for så kan spørgsmålet komme: ”Hvorfor er du ikke gået endnu?”. Og Nanna skammer sig også over, at hun ikke forlod sin ekskæreste tidligere.

Jo hurtigere man kommer ud af det, jo bedre. Hvis man fornemmer, at der er faresignaler, så skal man ikke blive. For det ene år tager det andet, og man bliver drevet ind i en spiral af vold, som kun bliver sværere at bryde ud af. Så man skal skynde sig væk.”

Jeg spørger hende til sidst, om hun har mod på en dag at stå i en adressebog igen.

Det ved jeg ikke. Så skulle det være om mange år. Det er stadig min safe zone. Men måske en dag.”

 

Til dig, der vil ud af et voldeligt forhold:

  • Hvis du fornemmer faresignaler og oplever, at dine grænser fysisk eller psykisk ikke bliver respekteret, skal du afslutte forholdet. Alle fortjener at blive behandlet respektfuldt og ligeværdigt  både af partnere og alle andre. Hvis du ikke bliver behandlet godt, har din partner ikke fortjent dig.
  • Det er aldrig for sent at komme ud af forholdet.
  • Find en smutvej – om det er din familie, venner, et krisecenter eller noget helt fjerde.
  • Tal med nogen om din situation, og få bearbejdet det, du har været igennem.
  • Husk altid, at det ikke er din skyld.

Til dig, der er pårørende til en i et voldeligt forhold:

  • Giv aldrig op, selvom kampen kan være svær
  • Gør personen bevidst om, hvad det er, partneren gør ved ham/hende
  • Tal personen op, så det bliver sværere for partneren at bryde ham/hende ned



Kontakt:

Lev uden Vold

Danner

Bryd Tavsheden

headspace

Artiklen er skrevet af Cecilie, kommunikationsfrivillig i headspace Danmark.