STRESS: Da mit sind fik brug for en time-out

Jeg har altid brugt ordet ”stress”, men da jeg fik diagnosen stress, må jeg indrømme, at alle de gange, jeg har sagt ”Jeg tror snart, jeg får stress” slet ikke kan måle sig med den stress, man får som diagnose. Denne stress var ubarmhjertig og ubærlig.

En rysten, en koldsved, en trykken om halsen, en opkastfølelse. En hjertebanken, der ville kunne måles flere kilometer væk på Richterskalaen. En hjerne, som stemplede ud. En hukommelse, der svigtede. En nat uden søvn, en morgen med tankemylder og uro i hele kroppen. En social svækkelse, en pludselig besvær ift. at kommunikere, se andre i øjnene, være intern, sjov og finde overskud. Alt føltes pludseligt helt ekstremt svært, grænseoverskridende, angstfremkaldende og uoverskueligt.

Al energi blev brugt på at holde en facade på arbejde og i privaten. En kamp for ikke at bryde sammen. Jeg begyndte at bruge mere tid på personaletoilettet for at slippe væk og bare trække vejret nogenlunde dybt. Jeg kiggede flere gange på uret i håbet om, at arbejdsdagen snart sluttede.
Når jeg fik fri, skulle jeg bare direkte hjem. Gerne en vej uden for mange mennesker.

Jeg kunne ikke overskue at tage bussen mere. Jeg begyndte at cykle små omveje for at slippe for menneskerne. Hurtigt hjem, i seng. Men sengen var heller ikke et helle. I sengen fik bekymringstankerne frit løb.

Jeg blev ved i flere uger. Som et hamster i et hjul. Jeg kendte ikke til de såkaldte ”faresignaler”.

En dag blev jeg overtalt til at søge læge. Lægen var ikke et nanosekund i tvivl. Jeg havde fået stress. Efter lægens udmelding sendte jeg min opsigelse afsted til arbejdet.

Et nederlag, en skam, en skyld og en usikkerhed på mit værd strømmede over mig. Realiteten var, at jeg ikke fysisk havde brækket et ben, men psykisk havde ”brækket” hjernen.

Jeg gik fra at være 25 år, selvstændig, have fuldtidsjob, fast indtægt, selvtillid og solide grundlag til at føle mig som et barn eller som en luddoven teenager; uselvstændig, usikker, uden job, uden fast indtægt, uden solide grundlag og med dalende selvværd og selvtillid.

Fra at kunne klare alt selv til at skulle have hjælp og bede om hjælp til selv det mest basale. Jeg var pludselig ude af stand til at børste mine tænder, at vaske mine hænder, barbere mine ben og intime steder, som man jo som 25-årig kvinde gerne vil holde soignerede.

Jeg var pludselig ikke i stand til at tage vare på mig selv. Det føltes som en berøvelse af min person og min frihed.

Min utålmodighed var gennemtrængende. Jeg hungrede efter et quick fix; en pille, der fik det hele til at gå væk. Men det var nærmest umuligt at finde. “Giv det tid, og erkend, at du er syg,” sagde de kloge hoveder, og jeg tænkte med en overvægt af sarkasme “Gud hvor nemt, hvorfor havde jeg slet ikke tænkt på det?”.

Skoven var mit pusterum, men også en tidslomme og forestilling om, at når jeg var her, var der intet, der kunne stresse mig. Men turen i skoven kunne jo umuligt fortsætte – jeg skulle jo tilbage til hverdagen. E-boksen med eventuelle henvisninger, opkald til akut psykiatrisk afdeling og vasketøjet, der skulle tages ned, inden regnen kom. Naturen og den friske luft gav mig et ansigtsløft. Men så snart jeg var hjemme igen, faldt det hele sammen.

Det var noget af en omvæltning at skulle erkende, at jeg virkelig var syg. Jeg kunne ikke sætte høretelefoner i og lytte til musik, trykke på Netflix-knappen og se en serie, tænde natlampen og læse en bog eller sludre med en ven. Aktiviteter, som jeg før kunne nyde, føltes nu som åndenødsagtige, store bjerge, der skulle bestiges. Intet var som før, og det gjorde mig bange.

Hver dag vågnede jeg op med en trang; en rejsetrang. Et ønske om en envejsbillet til Langtbortistan. Væk, bare væk og aldrig se mig tilbage. “Jeg vil væk, jeg vil ikke mere, jeg vil ud!”.

Rejsetrangen var tanken om at være ansvarsfri. Fri for at se folk, lave aftaler, overholde aftaler, møder med offentlige instanser, fri for at svare på en helvedes masse spørgsmål, om hvordan jeg havde det. Alt omkring mig virkede bare som et bombet lokum, som et oprydningsarbejde af Distortion-lignende karakter. Det som plejede at være let, svævende og rosenrødt var nu tungt, dalende og gråt.

 

Indlægget er skrevet af Josefine, der er blogfrivillig i headspace – og som i dag heldigvis er kommet sig over sin stress.