”Hvis staten ønsker, at unge mennesker får børn tidligere, så må de gøre op med det helt sindssyge uddannelsesræs”

Sedea er 22 år, hendes mand bor i USA, hun bor sammen med mig (Nadja) her i København, og så er hun ung mor. Men hvordan ser samfundet på en ung mor, og hvordan klarer man hverdagen, når man har en pige på fire måneder?

For cirka et år siden inviterede min gode veninde mig ud på en kop kaffe. Vi satte os på en bænk overfor den røde plads i solen, sludrede kort om mit arbejde og om den midlertidige lejlighed, som hun var flyttet ind i, men jeg fornemmede, at der var en bestemt årsag til, at hun gerne ville mødes. Det var der.

Jeg husker ikke præcis, hvordan hun sagde det, men inden længe havde hun fortalt mig, at hun var gravid og ventede en lille pige. På daværende tidspunkt var hun 22, og jeg selv var lige fyldt 23.

Gennemsnitsalderen for førstegangsfødende er på landsplan i dag cirka 29 år. Jo tættere man kommer på Storkøbenhavn, jo mere stiger den, indtil man når til Frederiksberg med 31,5 år i spidsen. Dermed ville min veninde blive en meget ung mor set med vor tids briller.

Jeg kommer selv fra en turbulent opvækst og prøver derfor den dag i dag at undgå for mange krumspring i tilværelsen. Derfor følte jeg straks en indre uro, da min veninde havde overbragt mig denne nyhed. Jeg forsøgte at aflæse, hvordan hun selv tacklede situationen og fandt i hendes stille slubren af kaffen en ro og beslutsomhed. Det skulle nok gå godt. Jeg smilede og ønskede hende tillykke.

Siden den dag i maj har Sedea og jeg fået fælles bopæl, og Sedea har født et velskabt og betagende lille væsen, Stella, som nu på lykkelig vis præger begge vores hverdage. Faren til hendes barn bor i USA, og på den ene eller den anden måde bliver de forhåbentlig igen snart forenet, men indtil da er det bare os tre i den lille lejlighed.

Den traditionelle kernefamilie er efterhånden ret sjælden
Og her sidder vi alle tre. Og jeg tænker over, hvordan det kan være at i en tid, hvor alle kan finde sammen, og hvor der findes utallige familiekonstellationer, så bliver der skelet til kvinder, som vælger at stifte familie i en ung alder. Det har Sedea også oplevet.

“Jeg synes ikke, at man kan tale om, hvad der er normalt. Det er ikke et begreb, som giver mening mere i den verden, vi lever i. Folk bliver skilt og gift igen og får børn på kryds og tværs og ind imellem, så den traditionelle kernefamilie er efterhånden ret sjælden,” siger Sedea.

Jeg prøver at genkalde, hvor mange jeg kender, der lever i, hvad der ville kunne defineres som en traditionel kernefamilie, og jeg må sande, at jeg ikke kan komme i tanker om nogen. Så hvorfor blev jeg da så nervøs på Sedeas vegne, da hun fortalte mig om graviditeten?

Selv har Sedea tænkt på andre unge mødre, som den stereotyp, vi alle kender fra tv. Dem som bliver gravid ved et uheld og til alles store misfornøjelse ryger hele vejen igennem graviditeten og herefter tager flere dybt uansvarlige valg. Mens Stella får lidt mad, taler vi om, hvor denne stereotype opfattelse kommer fra, og vi kommer, nok ikke til nogens overraskelse, ind på den danske tv-serie “De unge mødre”.

“Her i Danmark synes jeg stadig, at det er “De Unge Mødre”-billedet, der hersker – at unge mødre er nogen, der ryger, drikker og kun serverer frysemad, og når man får et barn, er ens eget liv slut – så er der ikke tid til fest, oplevelser eller rejser mere”, forklarer Sedea.

Her er det helt anderledes. En tilfældig torsdag eftermiddag er der større sandsynlighed for, at det er mig, der sidder og ser Netflix på anden time. Sedea erklærer sig også uenig i opfattelsen af, at oplevelser er et overstået kapitel, når man har fået et barn.

“Det er ikke, hvad jeg har oplevet. Jeg er mere ude og opleve ting nu, hvor jeg er på barsel, end før. Vi skal blandt andet ud og rejse snart. Om noget har det at få et barn givet mig mere energi til at tage ud og se og opleve verden, fordi jeg så gerne vil give de oplevelser til min datter”, fortæller Sedea.

Den første mor i vennegruppen
Siden Stella er kommet til, er det ikke så tit, mine veninder og jeg tilfældigvis støder ind i Sedea en lørdag nat kl. 03 på Gothersgade, som vi så ofte har prøvet det før. Der bliver dog gjort undtagelser. Blandt andet var både mor og baby med til min fødselsdag, da jeg blev 24. Det er lykkedes vennegruppen at finde gode alternativer til samvær, og på meget naturlig vis har vi fundet andre ting at være fælles om nu.

“Der har været mere spænding omkring, at jeg blev mor, fordi det var noget nyt for os alle sammen. Det betyder også, at mine veninder har mere overskud til lige at lege babysitter, hvis jeg har brug for 10 minutters pause. Hvis alle andre allerede havde haft børn, ville de have nok i deres eget. Til gengæld betyder det også, at jeg ikke rigtig har haft nogen at snakke ægte baby-snak med, selvom de siger, de godt vil, så tror jeg, det er begrænset, hvor meget de gider lægge øre til min beskrivelse af min datters ble-vaner!”.

På kort tid er vi blevet enige om, at der ikke er hold i det billede, medierne tegner af, at alle unge mødre udelukkede tager uansvarlige valg, og at livet slutter efter baby. Til gengæld har jeg fået lidt forståelse for, hvor usikkerheden fra mig selv og samfundet kommer fra.

Min kaffekop er ikke helt tom endnu, og ligeledes føles det ikke helt som om, at emnet er gennemarbejdet.

Uddannelsespres og kvart-livskrise
De seneste år har staten lanceret flere fertilitetskampagner, og især Københavns Kommune er meget opmærksomme på den høje alder blandt førstegangsfødende. Udover det uheldige rygte, unge mødre har, virker det til, at der også er noget andet, der afholder unge fra at få børn.

“Jeg tror, at hvis staten ønsker, at unge mennesker får børn tidligere, så må de gøre op med det helt sindssyge uddannelses-ræs, der er gang i! Der er jo ingen, der har tid til at tænke over at få børn, når de bliver presset fra alle sider til at tage en uddannelse så hurtigt, som de overhovedet kan”, slår Sedea fast.

Jeg nikker sagte og giver et lille suk fra mig med tanken om den velkendte følelse af uddannelses-stress og kvart-livskrise, et begreb, vi er begyndt at bruge i min omgangskreds, om stressen over at skulle vælge og definere sin fremtidige tilværelse i al hast under tidspresset fra staten. Jeg spørger hende, om hun slet ikke føler sig ekstra udsat som mor, nu da hun ikke er færdiguddannet.

“Det gør jeg egentlig ikke. Jeg er ung, og min tilværelse er tilpasningsdygtig til, hvad der lige passer Stella og vores familie bedst – og vi kommer til at få det vildeste eventyr sammen”.

Og det kan jeg jo kun give hende ret i. Jeg selv, og resten af samfundet, burde måske have godt af at øve os lidt i at tro på, at tilværelsen nok skal tilpasse sig trods uddannelsespres og skræmmebilleder. Afslutningsvis er jeg, nok ligesom alle andre unge piger, meget nysgerrig omkring, hvordan det føles at føde.

“Det her siger alle, men min krop kunne mærke, hvad den skulle gøre, så jeg slog bare hovedet fra og prøvede at tage det hele en vejrtrækning ad gangen. I virkeligheden har man ikke rigtig nogle følelser under fødslen. Det er bare noget, der skal gøres. Det er op til og især efterfølgende, der kommer en masse store følelser – og den største er nok: “Jeg har lige fucking født et menneske”. Derefter: “Prøv lige at se det her smukke menneske … som jeg har født!”. Det er en rimelig vild oplevelse”.

 

Indlægget er skrevet af Nadja, der er kommunikationsfrivillig i headspace.