“Far, du skal ikke kontakte mig igen” – hvad sker der, når man bryder med et familiemedlem?

Familien betyder rigtig meget for mange af os. Her finder vi omsorg, tryghed og betingelsesløs kærlighed. Sådan var det dog ikke for Kirstine. Hun måtte bryde med sin far efter flere år og har nu startet en kærlighedshær for folk med svære forældrerelationer.

“Han fik mig til at føle mig helt forkert”.

Ordene om hendes far falder prompte fra Kirstines mund. Hun er 22 år og har netop startet en kærlighedshær, der er et forum for folk med et svært forhold til deres forældre.

Kirstine har selv altid haft et meget anstrengt og turbulent forhold til sin far. Hans ofte skiftende humør gjorde ham utilregnelig og krævede meget af Kirstine.

”Jeg har altid været meget opmærksom på, hvordan min far havde det. Så meget, at jeg som barn glemte mig selv og mine følelser. Derhjemme var der ikke plads til, at jeg blev ked af det eller bange, for det vigtigste for min mor og jeg var, at min far ikke havde det dårligt”.

Kirstines far var ikke i stand til at stikke en finger i jorden og fornemme sine omgivelser. Det resulterede i ubehagelige situationer med verbale overfald.

”Jeg er engang kommet til at vælte en Bodum stempelkande, der gik itu, hvor min far råbte længe ad mig og sagde, at jeg ikke kunne finde ud af noget. Jeg fik så ofte at vide, at jeg gjorde noget forkert, og det ødelagde noget i mig. Det er klart derfor, jeg i dag kæmper med at opbygge et selvværd. Jeg er noget værd, ved jeg rationelt, alligevel tror jeg ikke helt på det, for jeg har fået det modsatte at vide så ofte, at det blev min virkelighed – jeg var ikke noget værd”.

En anden gang blev Kirstine overfaldet af to ældre piger på vej hjem fra skole. Hun fik smadret sine briller, og hendes veninde blev sparket og spyttet i ansigtet. Efterfølgende tog Kirstine og hendes mor på politistationen og anmeldte overfaldet.

”Da jeg kom hjem igen, var min fars reaktion: ”Hvorfor løb du ikke bare væk, hvad er der galt med dig?”. Han fik mig til at føle, at det var mig, der var noget galt med – at jeg var helt forkert”. 

Hverken i barndommen eller i Kirstines teenageår har hun følt, at hun var god nok. Hun jagtede konstant sin fars anerkendelse, og jo ældre hun blev, jo bedre blev hun også til at se, hvordan hun kunne få den. En af de ting, hun kunne gøre, var at klare sig godt i skolen, og derfor pressede Kirstine sig selv til det yderste for at få de bedste karakterer.

Far, du skal ikke kontakte mig igen

Kirstine har, siden hun var helt lille, været bange for sin far. Det betød, at selv i de stunder, der udefra set virkede gode, var Kirstine altid nervøs for, hvad der kunne ske. Han var en tikkende bombe, og derfor tog hun beslutningen om at bryde kontakten til ham.

”Jeg har fundet ud af, jo ældre jeg er blevet, at det er helt legitimt at vælge det fra. At man ikke skal finde sig i at blive nedbrudt og have dårlige tanker om sig selv. Jeg er dog ked af, at det skal ende sådan, for jeg ville ønske, at min far var i stand til at passe på mig, og at det ikke var mig, som skulle passe på ham”.

Det er ikke første gang, at Kirstine bryder kontakten til sin far. To gange før har hun taget den beslutning, trukket telefonen op af lommen og med skælvende stemme fortalt ham, at der ikke er plads til ham i hendes liv. Begge gange er hun dog faldet tilbage i håbet om, at han ville ændre sig. Denne gang tror hun dog ikke, at det sker igen, men som hun siger:

”Det er en beslutning, jeg tager hver dag. Jeg står op, kigger mig selv i spejlet og tænker – igen i dag skal jeg ikke snakke med min far, for det er ikke godt for mig”.

Kirstine kan derfor ikke sige, om hun har kontakt til sin far om en måned, et år eller 10 år ude i fremtiden. Lige nu kæmper hun dog stadig med det, hun kalder efterveerne.

”Når jeg ser ham nu, eller han prøver at kontakte mig, får jeg det fysisk dårligt. Jeg får lyst til at kaste op, eller også begynder jeg at græde. Minderne, den enorme sandsynlighed for, at han går over min grænse igen og den dårlige samvittighed, jeg har over ikke at svare ham, gør det virkelig svært, når han kontakter mig”.

For stolt til hjælp

I hjemmet har der aldrig været plads til Kirstines følelser, og hun har selv forsøgt at undgå at tale med nogen om dem. Ikke engang veninderne blev lukket ind, for de skulle ikke se, hvor skrøbelig hun og familien var. I stedet tacklede hun det ved at skrive om alt det, der foregik i familien, og hvordan det påvirkede hende. Sort på hvidt. Det gør hun stadig, for det har en terapeutisk virkning for hende.

En anden manøvre var at flytte fokus enten ved at fordybe sig 100 % i skolen, være vildt politisk aktiv eller dyrke overdreven meget motion.

”Udefra var jeg bare en 12-talspige. Jeg føler ikke, at der var nogle i min omverden, der stillede spørgsmålstegn til, hvorfor jeg nu var det”.

12-tals facaden fungerede så godt for Kirstine, at hun i mange år selv troede på, at hun rent faktisk var facaden. I dag fortryder hun, at hun ikke selv tog fat i sin læge eller nogle af sine lærere, som hun var fortrolig med i folkeskolen eller gymnasiet, og fortalte dem om de tanker og følelser, hun gik rundt med. Samtidig ville hun dog også ønske, at der var nogle af de voksne i de institutioner, hun gik i, som havde gennemskuet hende, for som hun siger: ”Det er jo ikke realistisk, at der er en pige, som klarer sig SÅ godt i ALLE ting”.

Kirstine har startet en ”kærlighedshær”

Efter at have brudt kontakten med sin far og delt sin historie, første gang i en Facebookgruppe for radioprogrammet Tværs på P3, er det strømmet ind med beskeder til Kirstine fra folk i alle aldre, som har kunnet relatere til hendes historie. Dér gik det op for hende, at der var et behov for et fællesskab, hvor folk kan mødes og dele deres erfaringer med at bryde kontakten til et familiemedlem.

Derfor greb hun skovl og spand og begyndte selv at så frøene til en sorggruppe, som hun har døbt ”Kærlighedshær – foreningen for svære forældrerelationer”. Sorggruppen har fået dette navn, netop fordi Kirstine gør det af kærlighed:

”Det er ikke min intention at udstille nogen. Det handler om at bryde et tabu. At det er okay at vælge sig selv, når ingen andre kan gøre det for dig. At det er okay at være selvisk. Det er okay at bryde kontakten til en forælder eller vedholde det brud, de måske har lavet med en. Man skal ikke finde sig i det, man skal passe på sig selv”.

Kærlighedshæren er for alle i alle aldre. De, der lægger vejen forbi, er både nogle, der har brudt kontakten til en forælder, eller selv er blevet brudt med af en forælder, men der kommer også flere, som overvejer at bryde kontakten. Det sidste er vigtigt for Kirstine at understrege, for det kan være ekstremt svært at bryde med et familiemedlem. Det er ofte sidste udvej, som man benytter sig af for at passe på sig selv, og der er det godt med et fællesskab og at have nogen at støtte sig op ad.

For Kirstine er Kærlighedshæren en måde at komme igennem de svære perioder samtidig med, at det fungerer som et pusterum fra de omgivelser, som oftest ikke forstår, hvad et forældrebrud indebærer. For i Kærlighedshæren behøver man hverken at undskylde eller bortforklare, hvorfor man har valgt at bryde kontakten til et nært familiemedlem.

”Kærlighedshæren er et sted, hvor man ikke føler sig forkert. Her sidder vi sammen som hverdagens eksperter og hjælper hinanden i de svære livsfaser og -begivenheder. Der er en helt unik og intens stemning til møderne, fordi man sidder med en masse fremmede mennesker og deler ud af sit inderste”.

Du kan læse mere om Kærlighedshæren her og melde dig ind i facebookgruppen her

Fire råd til dig, der står/har stået i en lignende situation

I dag fortryder Kirstine ikke, at hun har delt sin historie, for der har været så mange, som har kunnet nikke genkendende til hendes situation, og som har manglet en at spejle sig i.

”Det betyder så meget at have nogen, man kan spejle sig i –  at vide, at der er andre, som har eller har haft samme problem. Det er bare meget mindre svært, når man ved, at man ikke er alene”.

Vi har spurgt Kirstine, hvilke råd hun vil give videre til andre, der står eller har stået i samme situation som hende. Dem kan du læse her:

• Vær ikke bange for at spørge om hjælp – og del ud af dine svære og ubehagelige tanker. Det er vigtigt at få sagt dem højt. Men sig dem til nogle, du stoler på. For eksempel headspace, Kærlighedshæren eller venner og familie
• Din sårbarhed er din styrke – Fordi du har været ude for nogle svære ting, har du næsten en gave, da du har meget nemt ved at fornemme andre mennesker. Ligesom med ar skal sårbarheden ikke gemmes væk men stolt vises frem
• Det er helt okay at trække sig og bryde kontakten – eller at overveje at gøre det. Man fortjener et liv, hvor man ikke er bange for, hvad der kommer til at ske, når man ser sin forælder eller en anden, man har nær
• Skam dig ikke – hverken over at have brudt kontakten, at overveje at gøre det, eller hvis du selv er blevet brudt med