VENSKAB OG MASKEBAL

En maske, en kunstig facade, et skjold, en kappe…

Jeg er professionel til at vise, at jeg er glad. Men når man ikke er glad, så er maskebærer nok det mest nedslidende og krævende erhverv.

I mit første job som pædagog kom jeg i den grad i klemme. Her fyldte indbyrdes konflikter, og den trykkende stemning satte sit præg på mig. Jeg oplevede hukommelsessvigt, trykken for brystet, en tung kæde om halsen, søvnbesvær og tankemylder. Jeg måtte sige op og følte en kæmpe nederlagsfølelse.

Jeg tænkte, at min opsigelse ville gøre mig klar i hovedet igen. Men til min store skuffelse blev stress til svær depression.

Jeg isolerede mig i mine forældres hjem. Jeg følte mig sølle og umoden. Mine forældre skulle hjælpe mig med alt. At spise mad, tage bad, børste tænder osv. Ind og ud af psykiatrien – frem og tilbage. Jeg begyndte at isolere mig selv for alle. Kun mine forældre og søstre så mit sande jeg.

Jeg ville gøre alt for at opretholde en facade og maske over for mine venner og bekendte. Jeg følte ikke, jeg kunne vise den depressive udgave af mig selv.

Jeg var bange for at skræmme mine tætteste væk, hvis jeg viste dem mit sande ansigt. Et ansigt med et udtryk af sørgmodige, tomme, flakkende øjne, et ufokuserede blik og et anspændt smil.

Jeg var angst for ikke at passe ind i kassen formet af massen. Det resulterede i, at jeg efter socialt samvær var fuldstændig færdig. Min krop var energiforladt, og der var kun røde tal på min psykes konto. En følelse af at have løbet et maraton på en vej af glasskår og splinter.

Det må have været hårdt for dem omkring mig. Dem, der kender mig som Josefine den glade, positive, livlige, sjove og omsorgsfulde person. Det er sådan, de beskriver mig, så det var den Josefine, jeg viste dem.

Det må være svært at forstå, at den Josefine, mit netværk så udadtil, var krakeleret indvendigt. Hårdt for dem at forstå, at den Josefine, de kender, gik rundt med en svær depression. En Josefine med manglede livsglæde, positivitet og troen på, at livet nogensinde skulle blive godt igen.

Jeg ville give alt for bare at være mig – ligeglad med andres tanker og i stand til at elske mig selv. Perioden med depressionen svingede, som et pendul i mit indre, mellem de to modstridende parter; isolation og invitation.

En indre konflikt og en lyst til to vidt forskellige ting. At isolere mig selv, lukke ned, kramme ensomheden, slukke for solen og gemme mig i dundynernes hulrum. Den anden del af mig havde lyst til at invitere og tage imod invitationer om socialt samvær, en lille kop latte, en ærlig snak mellem bedste veninder, et lille pusterum fra mit eget luskede sind og psyke.

Disse konstante modsatrettede tanker om “det ene” eller “det andet” var så overvældende og så kvælende.

Samtidigt gjorde depressionen det ekstremt svært for mig at tage beslutninger om noget som helst. Jeg har aldrig følt mig så ubeslutsom. Jeg plejer at være ubeslutsom på et slags “hvad skal vi have fra Just-Eat?”-plan. Men denne her ubeslutsomhed gjorde næsten fysisk ondt indeni.

Mine tætteste veninder var der uanset min ubeslutsomhed. Sommetider var de der for mig “ubehageligt meget”, fordi de sommetider måtte sætte foden i min grå jord og sige til mig: “Jeg kommer altså om 10 minutter – om du vil det eller ej.”

Jeg følte en utilpashed, men også lykke. Lykke over at have veninder, som er der for mig uanset hvad. Den sociale aktivitet begyndte gradvis at fylde mere og mere i perioden. Aktivitet føder ny energi, og den nye energi føder en ny aktivitet. Stille og roligt begyndte jeg at overveje og opveje, hvor meget lykke jeg følte indeni, når jeg var ensom og isoleret, og hvor stor en lykkefølelse jeg havde i samvær med mine veninder.

Jeg begyndte at bryde den negative spiral. Det tog lang tid, men det blev lettere og lettere. Gradvis socialisering var en af forudsætningerne for mig i kampen mod depression.

En maske kan være til megen gavn, men tænk over hvordan, hvorfor, og over for hvem du tager den på. Folk vil altid værdsætte dig, men vis dit ærlige ansigt – ikke kun for deres skyld, men også din egen.

Du skåner ingen – og især ikke dig selv – ved at gå til maskebal.

Blogindlægget er skrevet af Josefine, der er kommunikationsfrivillig i headspace.