headspace videre i finalen til Miss Danmark 2018

Bastian sprang ud som 19-årig: ”Min seksualitet er ikke min identitet”

 

København er endnu engang blevet ramt af regnbuefeber. Den årlige Pride Week er i fuld gang – indtil lørdag, hvor det hele kulminerer med Pride-paraden, der prydes af glimmer og godt humør.

På lørdag fester København. Men hvordan ser resten af året ud for en LGBT-person i Danmark? Hvor går man hen, når ens seksualitet skaber flere spørgsmål end svar? Og er vi egentlig nået så langt, som vi tror, når glimmeret er vasket væk, og det er blevet hverdag igen?

23-årige Bastian giver os et blik ind i den renvaskede virkelighed, hvor tvivl og spørgsmål om identitet, seksualitet og fordomme har fyldt, spændt ben og gjort ham til den, han er i dag – blandt andet med hjælp fra headspace.

”Verdens kedeligste og mest udramatiske ’springe-ud’-historie”
Så enkelt beskriver en grinende Bastian historien om dengang, han som 19-årig fortalte sin familie og sine venner, at han var homoseksuel. Han fik opbakning og støtte, og han oplevede ikke, at hans omgangskreds så skævt til ham pga. hans seksualitet.

Alligevel var der ting indeni Bastian, der skulle tales om. Han fandt vej til headspace København, hvor han blandt andet fik sat ord på den tvivl, hans seksualitet havde plantet i ham.

”Det var et mismask af mange ting, og min seksualitet spillede helt sikkert en rolle. Jeg var ung og sårbar og nervøs for, hvad min fremtid ville bringe. Jeg vidste jo godt, at den ville blive anderledes end mine heteroseksuelle venners, og det bekymrede mig meget,” fortæller Bastian og fortsætter:

”Jeg fandt også stor støtte i LGBT Ungdom, hvor jeg mødte en masse unge, der stod i samme situation som mig. Pludselig var der nogen, jeg faktisk kunne identificere mig med, og det hjalp rigtig meget at høre andre sætte ord på følelser, jeg også bar rundt på.”

Netop spørgsmålet om identitet fyldte for Bastian, og det fik han også åbnet op for, snakket igennem og draget konklusioner på i headspace.

”Jeg mødte op med en mindre identitetskrise, som til dels var koblet op på min seksualitet. Og det ser jeg ikke nødvendigvis som en negativ ting, for jeg fik sagt en masse ting højt og lærte mig selv grundigt at kende – så den dag i dag ved jeg virkelig, hvem jeg er.”

Når regnbuefarverne falmer
Bastian bekymrer sig stadig om fremtiden, for selvom han for det meste er glad for og tryg ved at bo i et land som Danmark, er der stadig plads til forbedringer:

”Kigger man vores samfund efter i sømmene, opdager man hurtigt, at tingene slet ikke er så regnbuefarvede, som mange måske går og tror.”

Bastian peger fx på bloddonation, som homoseksuelle mænd stadig ikke må bidrage til. Også adoption fylder i den unge studerendes hoved. For ligesom hos mange andre findes der en lyst til familie og børn indeni Bastian.

”Hvis jeg en dag vil starte en familie, bliver adoptionsprocessen lang og hård – det ved jeg allerede nu. Og rugemor-muligheden er endnu værre. Så min fremtid kan godt være lidt uoverskueligt at tænke på nogle gange.”

På et mere dagligdagsniveau oplever Bastian også ting, der vidner om, at der rent socialt er en kamp at kæmpe endnu:

”Folk putter mig hurtigt ned i en bestemt kasse og har specifikke forventninger til mig – ene og alene pga. min seksualitet. Mange bliver fx rigtig forargede, når jeg udtrykker fordomme overfor andre mennesker. For det kan jeg af én eller anden grund slet ikke tillade mig.”

Med dialog som det stærkeste våben  
Selv møder Bastian ofte fordomme fra andre mennesker, og han forstår også godt, at nogen mennesker ikke er trygge ved andres seksualitet – især når den er anderledes end deres egen.

Men hvordan tackler man det i situationen? Bastian italesætter utrygheden.

”Hvis jeg mærker, at et menneske tager afstand til mig, fordi jeg er homoseksuel, gør jeg meget ud af at forklare dem om det og slår et slag for, at man altså ikke springer på alle fyre, man møder, bare fordi man er til mænd.”

I nogen tilfælde giver det pote – i andre gør det ikke. Men det er okay. For Bastian kan sagtens sætte sig ind i, at nogen mennesker aldrig kommer til at acceptere ham som homoseksuel. Det ligger ikke i deres historie.

Bastian går dog stadig med et ønske om, at vi som samfund i højere grad kan respektere hinandens forskelligheder.

”Jeg fik engang kastet en øl i hovedet i byen, og der blev jeg virkelig vred og forskrækket. Jeg gik efterfølgende over til pågældende og sagde: ”Jeg respekterer, at du synes, det er svært, at jeg er homoseksuel, men så må du også respektere, at jeg er det!” For folk behøver ikke nødvendigvis acceptere mig som homoseksuel – men de kan i det mindste respektere mig som menneske.”

Og hvad så med Priden?  
Denne uges Pride-parade bliver uden Bastian, der aldrig har deltaget. For Bastian har det ambivalent med Priden. Ikke fordi han er imod kærlighed, frihed og fællesskab, men fordi hans personlighed ikke ligefrem matcher det, Priden signalerer.

”Jeg elsker, at vi bor i et land, hvor Priden overhovedet er mulig. Hvor vi kan fejre kærlighed og mangfoldighed sammen. Men jeg har rigtig svært ved at spejle mig i Priden – alle udklædningerne, fjerboaerne, glimmeret og glitteren. Det er virkelig ikke mig,” siger han.

Alligevel vil Bastian ikke ændre noget ved Priden, for selvom det ikke er en fest, han deltager i, synes han stadig, at det er en vigtig fejring, hvor modige og glade LGBT’ere kan stå frem og være præcis dem, de er.

”Bare fordi jeg ikke kan se mig selv i det, skal alle andre jo stadig have en fest. Så bliver jeg bare hjemme,” siger Bastian med et smil i stemmen og fortsætter:

”Jeg er fuldstændig klar over, at man sagtens kan deltage uden at klæde sig ud. Man skal jo bare være sig selv. En dag kommer jeg nok også til at deltage, men det bliver mere for at kunne strege den af min bucket list.”

Der lurer også en bekymring indeni Bastian. For hvad hvis folk uden det store kendskab til LGBT-miljøet ser Priden i alt dens pomp og pragt, skærer alle over en kam og kaster mere uvidenhed på fordomsbålet, der desværre stadig brænder nogen steder i Danmark?

”Det bekymrer mig lidt, at nogen mennesker potentielt kommer til at tro, at alle LGBT-personer i Danmark er, som de ser ud i Priden. For sådan ser hverdagen jo selvfølgelig ikke ud for størstedelen af os. Og det er nok også det, jeg gerne vil tage afstand fra,” forklarer Bastian og fortsætter:

”Ja, jeg er homoseksuel, men jeg er også bare et helt almindeligt menneske. Min seksualitet er ikke min identitet – det er min præference for, hvem jeg har lyst til at være sammen med. Og det er dét, jeg gerne vil signalere.”


Om Copenhagen Pride Week
Copenhagen Pride Week er en 5-dages LGBT-festival, der afholdes hvert år i København i august måned. Festivalen fejrer mangfoldighed, kærlighed og retten til at være den, man er, med arrangementer i løbet af ugen, der til sidst ender i en stor Pride-parade om lørdagen.  

 

Headspace og LGBT Danmark har netop indgået et partnerskab, der skal skabe lokale fællesskaber og frirum for unge i Danmark, der har spørgsmål, tvivl eller erfaringer at dele omkring seksuel orientering, identitet og køn. Og alle er velkomne.

Ingen kommentarer endnu

Der er endnu ingen kommentarer til indlægget. Hvis du synes indlægget er interessant, så vær den første til at kommentere på indlægget.

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

headspace videre i finalen til Miss Danmark 2018