20-årige Hediye efter kampen med en spiseforstyrrelse: ”Man skal ikke være perfekt til alt, hvad man laver”

Sommerferien er slut. Studiestart og gymnasielov har taget over efter sol, sommer og strand. Her er 20-årige Hediyes fortælling om, hvordan forventningens glæde ved at begynde i 1.g blev forvandlet til et mareridt, da stress og en spiseforstyrrelse blev hverdag i et alt for presset studieliv.

Hediye stod der alene i kantinen.

Al den mad. Hun skulle jo tage et eller andet, men hvad?

”Jeg kan huske, at jeg stod i kantinen og kiggede på den mad, der så mindst ud, og så ville jeg spise det,” fortæller 20-årige Hediye Temiz om sin tid i gymnasiet.

En spiseforstyrrelse havde fået tag i den unge pige, der kunne mærke presset hobe sig op. Hun var begyndt i 1.g, da hun lige var fyldt 16 år. Målet var, at hun hurtigt kunne komme igennem gymnasiet for så at fokusere hundrede procent på taekwondo, som fyldte alt i hendes hverdag.

”Det var hårdt for mig. Jeg følte, at hvis jeg tog for meget mad – for eksempel en salat – så ville jeg blive fed. Jeg tastede alt ind på en app for at følge med i, hvor meget jeg spiste.”

Det store fokus på mad var begyndt allerede et år forinden, da Hediye havde fået hjemmeundervisning, da hun boede et år i Tyrkiet, for at hun skulle fokusere mere på taekwondoen. Stress, præstationspres og hendes egne og især moderens forventninger blev for meget.

Men Hediye Temiz er langt fra den eneste unge studerende, der oplever et stigende pres. Især flere unge piger har det markant værre end tidligere. De nyeste tal fra Sundhedsstyrelsen viser, at 41 procent af de unge piger har et højt stressniveau – mod 33 procent i 2013. Og 25 procent af de unge kvinder har dårligt mentalt helbred, mens det i 2013 var 17 procent.

Balanceakt mellem topkarakterer og taekwondo
Hediye Temiz prøvede alt, hvad hun kunne, for at holde fast i sin taekwondo på eliteplan, samtidig med at hun skulle præstere hundrede procent i gymnasiet.

”Min mor kom – ikke af sin gode vilje – til at presse mig for meget med min sport, og i sidste ende gjorde det, at jeg endte med at få en spiseforstyrrelse. Jeg blev afhængig af afføringspiller. Og jeg fik en form for anoreksi, hvor jeg sultede mig selv hele dagen, hvorefter jeg kom til at overspise,” siger Hediye Temiz og fortsætter:

”I folkeskolen var jeg vant til at være den kloge pige. Jeg fik altid topkarakterer og klarede mig rigtig godt i skolen. Jeg følte, at der var en stor forventning fra min familie, i forhold til at jeg skulle klare mig godt, eller ’hun skal nok klare sig godt.’”

En hverdag præget af et stort pres
Men den travle hverdag var alt for meget for Hediye.

”Jeg stod op klokken 06 for at træne, hvorefter jeg tog direkte i skole. Efter skole kunne jeg nogle gange lige nå at være sammen med nogle af mine venner, ellers var jeg igen oppe og træne – enten i fitness eller til taekwondo,” siger Hediye Temiz og fortæller, at hun typisk trænede fem dage om ugen.

Først i slutningen af 1.g indså hun, at hun skulle have hjælp til sin spiseforstyrrelse. Den var kommet ud af kontrol, og presset var ved at slå hende helt omkuld. Hun begyndte at tage samtaler med sin mentale træner, som hun havde været tæt på, siden hun intensiverede sin taekwondo, da hun var 14 år gammel.

Et opgør med forventningerne og karaktererne
Tiden i 1.g var ensom for Hediye. For selvom hun havde mange bekendte, havde hun ikke mange venner, som hun kunne tale med.

Presset, som både kom fra hende selv og forældrene, gjorde, at hun af og til følte sig svigtet af moderen og faderen, og hun stod meget alene. Fraværet steg og steg, men karaktererne var stadig relativt høje.

Til sidst besluttede Hediye sig for at droppe ud af det klassiske gymnasium STX og begynde på HF, for her kunne Hediye få lidt mere frie rammer, og der var ikke så stort et fokus på hendes høje fravær. Hun havde brug for at starte forfra.

”Jeg havde en oplevelse af, at det mere gjaldt om at udvikle sig selv på HF, og at der ikke var et lige så stort fokus på karaktererne,” fortæller Hediye.

En god løsning for Hediye, da hun netop havde brug for lidt frirum og ro til at finde fodfæste. Efter samtalerne med sin mentaltræner og en lang sej kampe, hvor fokus i mindre grad var på taekwondo og karakterer, fik hun i sommeren 2017 sin studenterhue – en blå af slagsen.

En bedre hverdag uden forstyrrelser
I dag er Hediye Temiz ikke længere sportsudøver på eliteplan. Hediye er nu medlem af kommunalbestyrelsen i Albertslund Kommune for Radikale Venstre og formand for kultur- og fritidsudvalget. Hun er lige startet på sin bacheloruddannelse i Mellemøstens sprog og samfund på Københavns Universitet.

Hun er sikker på, at hun ved, hvorfor hun har det langt bedre i dag, og at hun er kommet sig oven på en sort tid i gymnasiet, hvor en spiseforstyrrelse og dertil hørende depression slog hende omkuld.

”Jeg har lært, hvordan jeg skal håndtere det at være i en presset situation. For mig er det en succes, at jeg har kæmpet mig ud af de psykiske problemer, for jeg har altid syntes, at det var et nederlag at have psykiske problemer. Jeg har tabt nogle kampe, men har i sidste ende vundet dem igen,” siger Hediye Temiz.

Råd til andre unge, der kæmper med at skulle præstere
Hvis Hediye Temiz kunne gøre noget om i dag, så ved hun godt, hvad det skulle være. Hun ville råde den spiseforstyrrede og deprimerede pige, der i gymnasiet kæmpede med at skulle præstere hundrede procent på alle parametre, til at finde en at tale med. En, der kunne fortælle hende, at man ikke kan og skal være perfekt til alting, men at det er okay at stoppe op, trække vejret og mærke efter.

Det er også noget, som hun vil råde andre unge, der kæmper med et enormt pres, til at gøre.

”Man skal ikke være perfekt til alt. For mit vedkommende ville jeg dengang være perfekt, både når det kom til taekwondo, skolen og overfor mine venner og familie – til alting. Men det vil jeg ikke den dag i dag. Det er vigtigt for mig at sige, at man skal gøre sit bedste,” siger Hediye Temiz og fortsætter:

”Det er ikke vigtigt, hvilke karakterer man får, men derimod er det vigtigt, hvordan man udvikler sig som person. Mit motto er, at enten vinder man en kamp, ellers lærer man noget af den. Det er noget af det, som jeg i dag lever meget på,” siger Hediye Temiz.

Du kan læse meget mere om headspace lige her.

Indlægget er skrevet af Ea Honoré Schack, der er kommunikationsfrivillig i headspace København