Det var så ensomt at være barn af en forælder med et alkoholmisbrug

 

Hele 181.000 mellem 18 og 35 år er vokset op i familier med alkoholmisbrug. Ea var en af dem, og for hende gik der mange år, før hun tog bladet fra munden og fortalte en veninde om at have en mor, der drak for meget. Tabuet stod i vejen og gjorde, at Ea følte sig ensom. Læs hendes stærke historie her.

”Kan du holde på en hemmelighed? Kan jeg stole på dig? Du må love mig ikke at sige det til nogen. Jeg vil blive så ked af det, hvis du fortæller det… Men sagen er, at det går ad helvede til derhjemme. Jeg er så ked af det, fordi min mor har et alkoholmisbrug…”

Jeg var 18 år, da jeg første gang fortalte nogen, at min mor havde et alkoholmisbrug. Min veninde og jeg gik i gymnasieklasse sammen, og jeg vidste, at jeg altid kunne stole på hende. Men alligevel var det så sindssygt svært for mig at fortælle det til hende. Det har nemlig altid været et kæmpe tabu for mig. Jeg frygtede, at jeg ville miste mine venner, hvis jeg var helt ærlig og fortalte det til dem. Jeg følte mig meget anderledes og forkert på trods af, at min veninde flere gange fortalte mig, at hun kendte andre, der havde enten en mor eller far, der drak.

I løbet af hele min barndom troede jeg, at jeg var alene om at have en forælder, der drak. Jeg kendte nemlig ikke nogen andre, der havde samme problem. Hvis vi fik besøg derhjemme, forsøgte jeg derfor altid at gemme min mors øl væk og lufte ud, så der ikke var nogen, der kunne fatte mistanke. En dag, da jeg havde besøg af min ekskæreste, nåede jeg ikke at gøre det, og da han åbnede vores køleskab og fandt en hylde fyldt med Master Brew-øl, måtte jeg bortforklare og overbevise ham om, at jeg ikke kendte til dem, og at jeg ikke vidste, at de var stærke.

Det kom bag på mange

Som 22-årig, efter min mors første indlæggelse på psykiatrisk hospital, begyndte jeg at åbne op over for andre af mine venner. Jeg havde aldrig været så ked af det før, og der var det at fortælle om misbruget egentlig nemt nok, for det var blevet fortid. Det var et overstået kapitel, og min hemmelighed sivede lige så stille og roligt ud af mig, ud til omverdenen. Det kom bag på rigtig mange, at det havde stået på derhjemme. De var rystede, og rigtig mange blev kede af, at jeg ikke havde turdet fortælle det til dem før.

Efter den første indlæggelse fik min mor flere og flere tilbagefald. Hun kunne ikke holde sig fra alkoholen af flere årsager. Hun kunne ikke overskue at håndtere hverdagen og alt det, der kunne spænde ben for hende. Det var ikke let, og derfor var det nødvendigt for min mor med en psykiater. En af gangene var jeg med til et af møderne, og her blev jeg for første gang gjort opmærksom på, at jeg måske også burde tale med nogen om det. Jeg blev gjort opmærksom på headspace, som jeg efterfølgende var inde og læse om. Men efter et par gode samtaler kunne jeg mærke, at jeg havde brug for at komme et sted, hvor jeg kunne spejle mig i andre unge med alkoholiske forældre. Jeg fik taget kontakt til TUBA, som tilbyder terapi og rådgivning til unge, der er vokset op i familier med blandt andet alkohol.

I dag er jeg 25 år og har gået i gruppeterapi i TUBA i snart et år. Det er et af de bedste valg, jeg nogensinde har truffet. For det første har det givet mig en forståelse af, at jeg absolut ikke er den eneste, hvis forældre har et alkoholmisbrug. For det andet har jeg lært at sige: ”Hvad er godt for mig?”. At fokusere på mine egne behov, som man ofte glemmer, når man har en mor eller far, der drikker.

Og det er først nu, at jeg i en alder af 25 år kan tale helt åben om misbruget. Jeg ved, at det er fordi, at jeg efterhånden har fundet ud af, at jeg ikke er det eneste barn af en misbruger – og jeg har lært, at det er så vigtigt at tale om alt det, der kan være så svært at få sagt, alle de tabuer, som kan være så skidesvære at få ud over læberne, og som æder en op indefra.

Det er vigtigt at tale om

Så for mig er det vigtigt at sige, at det værste, man kan gøre mod sig selv, er at gemme på sine svære tanker og følelser. Det er så vigtigt at sige det højt enten over for en god ven, familiemedlemmer eller nogle udefrakommende – for eksempel headspace eller TUBA.

Derfor er mit råd til dig, at du aldrig må gå og gemme dig selv og din person – åbn dig op og tal med nogen om det. Ingen fortjener at gå alene med sine problemer, for de problemer har det med at vokse sig store i tavshed!

Indlægget er skrevet af Ea Honoré Schack, der er i kommunikationsfrivillig i headspace København