Et svigtet barn af systemet: ”Når glasset er fyldt, er det fyldt, uafhængigt af om du er uvenner med dine veninder, eller du har mistet din mor”

 

Catherinas barndom var langt fra, som en barndom burde være. Med en mor, der var narkoman, en bror, der døde, og en far, som hun stort set aldrig har mødt, har Catherina mødt mere modgang, end et menneske burde. Hun har dog taget de smertelige minder med sig og bruger dem i dag til at hjælpe andre.

Catherinas liv er ikke som andres. Hun har aldrig kendt sin far og voksede i stedet op hos sin mor, som var misbruger.

”Det var rigtig svært, fordi der var nogle ting, som min mor ikke kunne rumme eller overskue. Misbrugere kan være meget egoistiske, og det var min mor også engang imellem.”

Lige fra hun var helt ung, har hendes mor været påvirket af blandt andet heroin og hash. Det var altid noget, der skete i det skjulte – bag en lukket dør eller uden for hjemmets fire vægge, men Catherina kunne mærke, hvordan det påvirkede moren. Og en aften gik det galt, da moren tog for mange piller.

”Den første gang er jeg nok fire-fem år gammel. Jeg vågnede om natten, fordi hun ikke lå ved siden af mig. Så jeg tænkte instinktivt, at jeg skulle ud at lede efter hende. Jeg fandt hende på køkkengulvet, hvor hun lå bevidstløs. Jeg gik hen til hende og prøvede at lytte til hendes hjerte for at se, om hun var i live. Jeg skyndte mig så ind til min storebror og vækkede ham, for jeg troede, at hun var død.”

Hun kunne ikke høre noget hjerteslag. Hendes 11 år ældre storebror ringede efter en ambulance. Catherina kan ikke huske, hvad der skete yderligere. Da hun blev ældre, fik hun at vide, at hvis hun havde fundet sin mor fem minutter senere, havde det været for sent.

Den oplevelse har indprentet sig i Catherina. Frygten satte sig fast i den lille pige. Det ændrede sig lidt, da moren kæmpede for at blive clean, og fremtiden begyndte at se lysere ud. Men så indtraf den første tragedie.

Catherinas ældste bror på 18 år blev skudt – hun var fem år gammel.

”Jeg mindes det som, at hun næsten var clean i en kortere periode. Indtil min ældste bror blev myrdet. Så faldt hun i med begge ben.”

Tovtrækkeri i systemet

Kort tid efter broderens død kom Catherina i familiepleje. Og det blev starten på fire års jagen rundt i manegen. Først var Catherina et år i familiepleje. Derefter var hun hjemme ca. et år og så igen i plejefamilie. Sådan stod det på, indtil hun fyldte 10 år. Derefter valgte kommunen, at Catherina havde det bedst hjemme hos sin mor og sendte i stedet en ”hjemme-hos’er” – en medarbejder fra kommunen, der kom alle hverdage, og som hjalp til med det praktiske. Det var fx hende, der fik Catherina op hver morgen.

”Hun kom i vores hjem for at hjælpe min mor med at håndtere sin forældrerolle, men også for at holde øje med mig, og om jeg havde det godt.”

En ny tragedie

Men det havde Catherina ikke, og da hun blev 14 år gammel, tog hun den hårde beslutning, at hun ikke ville bo sammen med sin mor længere. Hun fik en venindes mor til at køre hende ned til sin socialrådgiver, hvorefter hun sagde, at hun godt ville i plejefamilie igen. Catherina følte endnu engang, at det begyndte at lysne i horisonten.

”Men nogle få måneder efter, jeg er blevet anbragt, dør min mor, og her bliver jeg overvældet af skyldfølelse, og spørgsmålene hober sig op: Skulle jeg være blevet hjemme? Kunne jeg havde gjort noget? Kunne jeg have reddet hende? Alle de tanker blev forstærket af, at min mor altid havde sagt, at hvis jeg blev fjernet fra hende, så ville hun tage sit eget liv.”

Det var utrolig hårdt. 14 år gammel, forældreløs og i pleje hos en fremmed familie. Det, der skulle have været et vendepunkt, blev en teenagepiges oprør.

”Jeg var meget bevidst om, at mine plejeforældre ikke var mine rigtige forældre, så de skulle ikke tro, at de kunne komme og være mine forældre. Jeg var virkelig teenager med alt, hvad det indebar.”

Fyldt op af systemet

I samarbejde med en socialrådgiver blev det besluttet, at Catherina skulle et andet sted hen. Catherina blev i stedet anbragt på et opholdssted. Hun var 15 år, og her boede hun, indtil hun fyldte 18 år.

”I forbindelse med at jeg blev 18, så blev det lidt svært, for nu var jeg voksen, og så nu skulle de ikke blande sig. Og jeg var fyldt op i forhold til hele systemet, pædagoger, socialrådgivere og folk, som syntes, at de skulle bestemme og vejlede. Det er selvfølgelig også det, de skal, men jeg havde bare fået nok.”

Catherina startede på gymnasiet og flyttede herefter i en studiebolig. Det startede godt, men Catherina kunne ikke følge med, og hun havde for meget fravær. Hun kunne ikke få sit liv til at hænge sammen.

”På det halve år gik alt galt. Min økonomi sejlede, jeg måtte droppe ud af gymnasiet, og det var en stor mavepuster, da det var et rigtig stort ønske for mig at blive student. Alting sejlede.”

”Man skal turde tale om det”

Herefter startede Catherina på produktionsskole. Catherinas ønske om at blive student kom et skridt nærmere, da hun skulle til at starte på HF. Men hun var bange for ikke at kunne klare det. Derfor tog hun selv kontakt til en af de ansatte på produktionsskolen for at få hjælp til at skabe kontakt til kommunen igen, da hun ønskede hjælp.

”Jeg var nødt til at erkende, at jeg ikke kunne alt selv. At jeg havde brug for hjælp og støtte. At jeg erkendte det, betød også, at jeg skulle ned at bede om hjælp og støtte og fortælle, hvordan jeg havde det, samt hvad jeg kunne og ikke kunne…”

”Det var rigtig svært i starten. Det var især svært, at man skulle gå ned og sige: ’I fik ret, jeg kunne ikke alligevel.’ Heldigvis hjalp det, at jeg fik talt om det. Det er først nemmere at få gjort noget ved det, når man har sagt det højt.”

Efter at Catherina havde bedt om hjælp, blev hun koblet til det opholdssted, som hun tidligere havde boet på. Hun fik hjælp nogle timer om ugen, men hjælpen var ikke nok. Catherina manglede stadig struktur, og opholdsstedet måtte ofte hjælpe hende med rengøring og indkøb.

Sluttede fred med fortidens dæmoner

Efter ca. et år traf Catherina sammen med opholdsstedet og kommunen beslutningen om, at hun skulle anbringes igen. Catherina var blevet 19 år og havde lige færdiggjort det første år af sin HF. På opholdsstedet fik hun hjælp til at håndtere sin økonomi og fik struktur på hverdagen.

”På en eller anden måde fik jeg sluttet fred med mig selv. Jeg fik sat et punktum i forhold til min barndom og opvækst. Jeg nåede frem til, at de ting, som jeg havde oplevet, ikke var min skyld. Det var ikke min fejl, at min mor havde et misbrug. Det var ikke min skyld, at jeg ikke fik alt det med hjemmefra, som andre børn fik. På en måde kunne jeg slippe den dårlige følelse og tankerne om, at det også bare var mig, den var gal med,” siger Catherina.

Catherina gennemførte sin HF og blev student. Hun startede på en videregående uddannelse, fik en sød kæreste og flyttede væk fra opholdsstedet.

”Lige pludselig var der ro på. Der var nogle ting, som blev afsluttet, og jeg fandt fred. Nu var der ro til bare at være til.”

Stolt barn af systemet

I mange år var Catherina flov over sin historie og turde ikke spørge om hjælp, men det ændrede sig, og i dag har 22-årige Catherina et helt andet syn på sin fortid.

”Jeg var anbragt og var et barn af systemet. Det har jeg været hele mit liv. Men fordi jeg fik indsigt i, at det ikke var min skyld, kunne jeg begynde at tage ansvar for mit liv. Jeg nåede frem til en erkendelse af, at jeg har et ansvar for at gøre noget ved det og handle på det. Og der skal jeg ikke klandres for, at min mor var misbruger, og at jeg har brug for hjælp. Derfor holdt jeg op med at være flov, for det gik op for mig, at jeg ikke har noget at være flov over. Jeg har derimod grund til at være stolt af, at jeg har rejst mig på ny.”

Selvom Catherina har haft en hård start på livet, klandrer hun ikke sin mor. For gode dage og kærlighed var der også meget af.

”Jeg har aldrig på noget tidspunkt været i tvivl om, at min mor elskede mig. Og jeg ved, hun gjorde det bedste, hun kunne, for at være en god og ordentlig mor. Det hele har bestemt ikke været traumatiske oplevelser. Jeg kan f.eks. huske, hun engang greb fat i mig og dansede rundt med mig i stuen, mens hun gjorde rent. Min mor var misbruger og til tider egoistisk. Men hun var også et elskende væsen, der gemte meget godt i sig, og i de gode tider havde hun også overskud til at give lidt af det videre.”

Vil hjælpe andre

Catherina ønsker i dag at hjælpe andre unge, som går igennem en svær periode. Selvom hun slæber rundt på meget bagage, så kan hun stadig relatere til de ”almindelige problematikker” såsom kærestesorger, konflikter med venner og presset i uddannelsessystemet.

”Når glasset er fyldt op, så er det fyldt op, og så flyder det over, uanset om man er uvenner med en veninde, eller at ens forældre går igennem en skilsmisse, eller hvis det handler om, at man har mistet en af sine forældre.”

Hun ønsker at støtte og hjælpe andre unge. Derfor valgte hun at blive frivillig i headspace Billund.

”Jeg kan godt lide konceptet: nogen at tale med. Og at der ikke er nogen problemer, som er for store eller små. Du kan komme, som du er, og med det, du har. Følelsen af, at man kan være menneske til menneske, hvor man kan få en reel følelse af, at nu har jeg faktisk hjulpet dig, og det kan jeg se, at du er glad for. Det er i hvert fald min forhåbning,” siger Catherina og tilføjer:

”Min opvækst har givet mig en forståelse for, hvordan det føles at have det svært, og at ens verden kan ramle fra tid til anden. Her kræver det styrke og viljekræft at handle, og det kan godt være skræmmende, og der betyder det noget at have nogen, der støtter en.”

Catherina er overbevist om, at man kan give en anden støtte og andre perspektiver, når selv har haft det svært.

”Alle mennesker er forskellige, og vi kæmper med forskellige ting. Men vi kæmper stort set alle sammen med et eller andet. Der er aldrig noget, der bare er helt lyserødt. Og her kan alle have nogen at tale med, og der kan jeg møde folk på en anden måde, fordi jeg har andre tunge sten med i rygsækken.”

Indlægget er skrevet af Amalie Kühle Nielsen, der er kommunikationsfrivillig i headspace Roskilde.