Et flaskebarns fortællinger

 

Katrine er i dag 32 år. Hun er vokset op i en middelklassefamilie i Horsens med sin mor, far og to søskende. Udad til ligner familien en helt almindelig jysk kernefamilie.

Men Katrine og hendes søskende har dog også en anden fortælling. De er nemlig flaskebørn. Eftersom familien virkede velfungerende udadtil, var der aldrig nogen, der opdagede, at Katrines mor havde et tiltagende alkoholmisbrug. Ingen kendte til familiens hemmelighed, lige indtil Katrine selv begyndte at tale højt om de oplevelser, hun har haft med at vokse op i et misbrugshjem.

 

”Hele vejen igennem min opvækst har det handlet om at skjule det. Men nu er det knap et år siden, at jeg tog en beslutning om, at nu vil jeg forsøge at vende det til noget godt, og se om jeg kan hjælpe nogen ved selv at tale højt om det,” fortæller Katrine.

 

Det er nemlig slet ikke så unormalt at have forældre med et misbrug, som mange måske går og tror. Nogle undersøgelser peger på, at næsten 20% af børn og unge vokser op med misbrug i hjemmet. Det er voldsomme tal, der ifølge Katrine bør tales meget mere om.

Derfor er hun gået i gang med ”Projekt Flaskebørn”. Et projekt, der både indebærer undervisningsmaterialer til folkeskoler og gymnasier, en bog og en række foredrag om emnet. Alt sammen for at gøre opmærksom på, at børn af alkoholikere ikke er alene – og at der er hjælp at hente. Jo før des bedre. For hun kender selv kun alt for godt til konsekvenserne af at opbygge facade og forsvar.

 

 

En lille voksen

Det er ikke ualmindeligt, at børn af alkoholikere lægger ekstremt meget energi i at prøve at skjule, hvad der foregår bag hjemmets fire vægge. Katrine husker tilbage på en barn- og ungdom med alt for meget ansvar, et stort arbejde med at holde styr på hjemmet og samtidig opretholde facaden udad til.

Det blev hele familiens projekt at skjule morens alkoholmisbrug. Hun husker særligt en episode, der beskriver, hvordan en ung hjerne tænker i forsøget på at opretholde en facade, når familielivet ikke helt er, som det burde være.

 

”Jeg tænker tilbage på nogle af de ting, jeg har gjort for, at folk ikke skulle finde ud af det. Jeg har ikke været ret gammel, da jeg tvang min lillesøster til at tegne juletræer, og så skrev jeg julekort til alle i min mors lommebog,” fortæller Katrine.

 

Hun gjorde det, fordi hun vidste, at det var sådan nogle ting, velfungerende familier gjorde.

Det er ikke uberettiget, at man siger, at børn af alkoholikere bliver små voksne.

Udover at hun som barn skrev julekort, sørgede hun også for igennem sin gymnasietid at holde styr på de daglige gøremål i hjemmet så som indkøb og tøjvask.

 

”Det er sådan en naturlig reaktion af at være barn af en alkoholiker, tænker jeg. Når voksne ikke kan tage det voksne ansvar, så går man ind og tager det ansvar selv,” konstaterer Katrine.

 

Det er et paradoks, at de facader, unge stiller op i forsøget på at beskytte sig selv, netop er dem, der forhindrer hjælpen i at nå frem til både dem og forældrene.

 

”Jeg husker meget tydeligt engang, hvor jeg havde en klassekammerat med hjem, hvor vi kommer ind på mit værelse, og så ligger min mor fuld og snorksover i min seng. Så jeg smækker døren i hovedet på min veninde, og siger, at jeg har en skoleopgave for, som jeg skal lave, og at hun derfor skal gå. Men vi gik jo i klasse sammen, så hun vidste jo godt, at jeg ikke havde nogen opgave for”

 

For Katrine var det det eneste rigtige at gøre i situationen. Følelsen af skyld og skam gjorde, at hun og resten af familien opbyggede et stærkt forsvar og facade, fordi de troede, at det var det, der ville hjælpe dem.

 

”Det var bare sådan en helt spontan reaktion at smække døren i, man beskytter det, der er ens eget, og fordi man også identificerer sig på en eller anden måde. Det er jo ens familie.”

 

I dag er det gået op for hende, at det netop var facaden, der gjorde, at hendes familie ikke fik den hjælp, de havde brug for.

 

Det bliver nok bedre

Der kan være mange grunde til, at børn opretholder en facade på deres forældres vegne, når misbrug i hjemmet finder sted. For Katrines vedkommende var det flovhed over hendes mor, men også troen på, at det ville blive bedre en dag:

 

”Jeg kan huske, at jeg tænkte, at mor nok fik det bedre lige om lidt, og så ville det være rigtig pinligt, hvis jeg havde sagt de her ting”, tænker Katrine tilbage.

 

Samtidig nåede hun også frem til en form for accept af den virkelighed, hun var sat i, og tænkte i lang tid, at det måske bare var sådan, mødre var. Hun kunne ikke se, at det kunne være anderledes.

 

Da Katrine endeligt for første gang besluttede sig for at fortælle om tilstandene derhjemme, blev det ikke taget godt imod. Derfor klappede hun i, og der skulle yderligere gå flere år, før hun åbnede op igen. Under hendes gymnasietid måtte hun indse, at det ikke hang sammen for hende længere.

 

”Som 18-årig tog jeg kontakt til en studievejleder. Det var simpelthen, fordi jeg ikke sov om natten. Jeg havde jo ligesom taget alle arbejdsopgaver derhjemme på mig, og havde ikke tid til at tage mig af mig selv, og hvordan jeg selv havde det.”

 

Katrine fik hjælp til at flytte hjemmefra, men det, der undrer hende i dag er, at hun ikke fik hjælp til behandling eller terapi allerede dengang på studievejlederens kontor. Det var først senere, i hendes midt 20’ere, da hun hjalp sin lillesøster med at få kontakt til TUBA, at de kiggede på hende og spurgte, om ikke også hun skulle have noget hjælp og behandling.

 

I dag benytter Katrine forskellige strategier for fortsat at have et forhold til sin mor.

 

”Jeg elsker min mor, og hun er en sød og omsorgsfuld kvinde. Så jeg vil gerne have hende i mit liv, men jeg bliver nødt til at finde nogle måder, så hendes misbrug ikke styrer hele mit liv”.

 

Katrines råd til andre flaskebørn er helt klart og tydeligt:

”Mit bedste råd er at begynde at tale om det. Med en ven, ens læge eller fx headspace.”

 

Det er Katrines håb, at alkoholmisbrug i hjemmet kommer på dagsordenen i vores samfund, at det kommer på skoleskemaet, og bliver taget seriøst som det store samfundsproblem, det i virkeligheden er.

 

Du kan følge med på hendes profil @flaskeboern på Instagram, hvor hun laver relaterbare stregtegninger om det at vokse op med en alkoholisk forældre.

 

Tusind tak til Katrine Quorning for at fortælle sin historie.