Jeg er mig, og min diagnose er min styrke

I denne uge holder ADHD-foreningen ADHD-uge. Hos headspace støtter vi altid op om vigtige emner, og vil derfor gøre vores for at være sammen om snakken og aftabuisere vigtige emner som dette.

Vi har derfor snakket med en modig frivillig fra ADHD-foreningen, som vil fortælle sin historie.

Lotus er 24 år gammel. Det unikke navn har hendes bror fået lov til at vælge, og det er der noget helt symbolsk i. Lotus’ tætte relation til sin familie og især sin bror, fik hende nemlig til at acceptere sig selv og hendes liv med diagnosen ADHD.

Hun er en kreativ sjæl og reflekteret over sine valg og fravalg. Hun er tydeligt bevidst om, hvilke ofringer hun har måtte lave på grund af sin diagnose, men hun har ligeledes, grundet sin familiekonstellation og sit fighterinstinkt, opnået mange ting, som personer med diagnosen ADHD, desværre sjældent opnår.

Lotus er uddannet tandplejer, en titel hun i 3 år kæmpede for at få. Men nu er hun færdiguddannet og stolt af sin bedrift, for det var en bedrift at gennemføre hendes skolegang.  Hun fik stillet diagnosen ADHD i en tid, hvor den gik under tilnavnet ”Alle Drenge Har Det”. Lotus var selv i de unge teenageår og skulle starte på efterskole efter sommerferien.

”Hvordan skal jeg vise mig fra min bedste side, når jeg ikke kender den selv?”

Det er ikke rart at møde nye mennesker og gøre et godt indtryk, når man endnu ikke har fundet ud af, hvem man er. ”De første uger på efterskolen, er de vigtigste! For der finder man sine nye bedste venner”, fik Lotus at vide den første dag.

”Det stressede mig helt vildt at jeg skulle skynde mig at få nye venner. Jeg var social fra søndag til mandag, men allerede tirsdag begyndte jeg at kaste op og blev hentet. Jeg havde været så bange for ikke at gøre et godt indtryk, at jeg overkompenserede og brændte helt ud. Senere det år endte jeg ud i en depression”.

At få stillet diagnosen og at føle sig alene med den, havde taget hårdt på Lotus’ selvværd og selvbillede. Hun var bange for enhver bevægelse, og hvordan den ville påvirke hendes potentielle efterskolevenners syn på hende. 

”Jeg var så bange for at gå ind ad døren, fordi så stirrede folk jo på mig. Eller hvad andre ville tænke om mig, hvis jeg havde brug for 5 minutter eller hvis jeg var træt”

Alle Drenge Har Det, men hvad så med mig?

For 10 år siden fik ADHD en negativ diskurs, og de diagnosticerede blev hurtigt betegnet som overenergiske drenge, der hang i gardinerne. Men Lotus kunne ikke genkende sig selv i den beskrivelse, og følte sig omvendt altid træt, havde svært ved at huske og svært ved at gennemføre basale opgaver.

Hun følte sig ved siden af som pige med diagnosen, og hun manglede nogle ligesindede at tale med. Men efter 2 år, hvor Lotus havde gået rundt og følt sig forkert, skete der noget i hendes familie, som skulle vise sig at styrke hendes selvværd og hjælpe hende med at acceptere sig selv.

Hendes bror, Julian, fik stillet samme diagnose.

”Indtil min bror fik diagnosen, havde jeg været alene om alle tankerne. Det var hårdt for mit selvværd, men fordi min bror også fik stillet diagnosen, og jeg altid har set op til ham, accepterede jeg mig selv og følte mig ikke længere som palle alene i verden.”

Julian er Lotus’ bedste ven og det menneske, der får hende til at føle sig allermest accepteret. Ved at have en følgesvend gennem diagnosen, fik hun efterhånden styr på, hvem hun nu var og hvordan hun skulle håndtere sin situation.

Find din egen strategi og kend dine ofringer

 Lotus og Julian ser i dag ikke ADHD som en begrænsning, men en gave. Søskendeparret har nemlig, både sammen og hver for sig, opnået adskillige mål, grundet deres gensidige støtte og velvilje.

”ADHD er en styrke, hvis man finder det rigtige sted at bruge den” tilføjer Lotus.

De har begge gennemført videregående uddannelser, fordi de har fundet strategier, som hjælper dem med at holde koncentrationen.

”Det har altid lagt til mig at tegne, jeg elsker at være kreativ. På alle mine noter fra folkeskolen til universitetet, kan man finde små tegninger overalt.”

Lotus’ små kruseduller på notesblokkene hjalp hende med at holde det fokus, som var nødvendigt for at gennemføre de mål, hun så stædigt havde sat sig for.

Men trods gode strategier og en lyst til at lykkes, har hendes tilegnede bachelorgrad kostet på andre fronter.

”I 3 år levede jeg i en rodet lejlighed, fordi jeg ikke havde overskud til at rydde op efter en lang dag på studiet,” siger Lotus, da hun husker tilbage på sin studietid.

Hverdagens gøremål hobede sig op og Lotus blev ramt af depression 3 gange gennem sin uddannelse, ligeledes gik hendes manglende overskud udover hendes relationer.

”Det har resulteret i at jeg, den dag i dag, kun har 3 gode og tætte veninder, fordi jeg i nogle perioder, ikke har kunne overskue at svare på en simpel besked”.

Det er derfor vigtigt for Lotus at pointere, hvordan hendes diagnose ikke er mildere end andres, men for hende handlede det om at kende sine ofringer og vide at hvis man vil, så kan man. Det kræver et vidst syn på sig selv og sin egen kunnen, men udfaldet vil styrke ens selvværd, fordi man oplever at lykkes.

Det kræver at man rækker ud 

Men man kan ikke altid klare alting selv, og Lotus fandt ud af vigtigheden i at række ud og spørge om hjælp. Her spillede hendes mor en vigtig rolle. Hun vidste nemlig, hvad Lotus gik igennem, da hun er det 3. medlem i familien med diagnosen ADHD.

”Når min far sad og så tv, fløj min mor rundt og gjorde rent, mens min bror lavede høje lyde og jeg snakkede ustandseligt” griner Lotus, da hun fortæller at ¾ af deres lille familie lever med diagnosen.

Men Lotus er glad for at hendes mor forstår diagnosen på samme plan som hende selv, og hun har altid værdsat sin mors tilgang til hende og hendes bror. 

”Da min mor så fik det diagnosticeret, følte jeg endelig, at jeg kunne søge råd hos hende og hvordan hun havde tacklet diagnosen som ung”

Den evige støtte og kamp for sin datters rettigheder på studiet, har gjort at Lotus’ mor ligeledes har måtte lave ofringer.

”Jeg har haft en mor, som har kæmpet for, at jeg har fået mentor, it-rygsæk og handicaptillæg til SU. Hun var så opsat på at hjælpe os, at hun faktisk endte med at blive sygemeldt med stress og derefter fyret fra sit job.”

Lotus ved, at hun ikke kunne have klaret det uden støtten fra familien og at hun er heldig, at hun har haft dem at støtte sig op af, når hun havde svært ved at stå ved sig selv og overskue hverdagens til tider hårde kår.

Lotus vil hjælpe der, hvor hun selv havde brug for hjælp  

Lotus ønsker at piger med diagnosen ikke føler sig så usynliggjort og forkert, som hun følte sig. Derfor er både hun og hendes bror Julian frivillige hos ADHD-foreningen, der i denne uge har en relevant kampagne, som sætter fokus på at gøre ADHD til håb og handlekraft.

To ord som i den grad beskriver Lotus og Julians historier. Indtil for kort tid siden, var de blot frivillige som hjalp børn og forældre under øvelserne i kursusweekenderne.

Men en dag kom nogle forældre på kurset hen og spurgte, om de ikke kunne fortælle deres historie, og det har de gjort fast lige siden.

”Vi fortæller om hvordan vi har brugt vores diagnose, men også hvad den har kostet os”

Lotus ønsker at røre og hjælpe folk, fordi det giver hende bekræftelse og bedre selvværd at vide, at hun gør en forskel for både forældre og børn. Børn som måske går og har det, som hun selv havde det engang.

Hun håber og ønsker at alle ADHD-diagnosticerede, har en rollemodel i enten en voksen eller et ungt menneske, som ligesom hendes bror og mor, kan sætte sig ind i, hvordan det er at leve med ADHD.