Ved dine venner, at du har angst?

 

 

Da Casper slyngede vittigheden ud på kontoret, blev jeg ramt af en helt særlig følelse. Jeg havde det som om, jeg var kommet til at gøre noget enormt pinligt, blandet med at jeg blev vildt nervøs. Vittigheden var kærligt ment, men den havde i dén grad ramt en nerve.

Jeg har været kronisk, fysisk syg siden jeg var fem år gammel. Gennem min barndom, og senere min uddannelse og lidt forskelligt arbejde, har jeg lært, hvordan jeg skal begå mig. Jeg kan mærke, hvilke signaler min krop sender mig, hvis den ikke kan holde til det, jeg er i gang med.

Hvorfor slog Caspers vittighed mig så omkuld? Mit studiejob var meget fleksibelt. Min chef vidste godt, at jeg var syg, at jeg gjorde mit bedste, og at det ikke var for sjov, når jeg en gang i mellem gerne ville gå tidligt eller møde sent. Det var et spørgsmål om mit helbred. Derfor var der ingen løftede øjenbryn for de lidt specielle aftaler, jeg havde med de andre på kontoret. Nogle af aftalerne lå på skrift, andre var bare kommet til med tiden.Efter et års tid på mit studiejob, hvor disse trygge aftaler gjorde, at jeg rent faktisk kunne få job og skole til at passe sammen, fik jeg min gode ven, Casper, ind til en jobsamtale.

Han blev ansat med det samme, da han både var dygtig og hurtig til at falde i snak med folk. Det er en ting vi altid har haft til fælles, og jeg følte mig altid tryg i hans selskab. Derfor kom det som en overraskelse, at noget, som hansagde, kunne få mig til at føle mig angst og utroværdig. Det var en solskinsdag på kontoret, morgenen havde egentlig været god ved mig, men pludselig kunne jeg mærke, at der var noget galt i kroppen – det var min fysiske sygdom, som spøgte.

Jeg begyndte at få det meget varmt, få kvalme og blive svimmel. Det var langt fra første gang det skete for mig, så jeg vidste godt, at det var på tide at trække stikket og komme hjem og ligge ned, for at give min krop en pause. Så kunne jeg svare på mails senere. Det havde vi en aftale om.

Min chef kom ind på kontoret sammen med Casper, imens jeg begyndte at pakke min taske. Jeg sagde henover min skulder, at jeg havde fået det dårligt, og spurgte (mest af høflighed), om det var i orden, hvis jeg tog hjem. Det sagde min chef selvfølgelig ja til.

Casper kendte jo også min tilstand – han havde set det utallige gange før – men denne gang reagerede han ved at grine og sige: ”Nå, bilder du dem stadig ind, at du er syg, så du kan komme tidligt hjem?”. Jeg grinte nervøst og følte, at det hele vendte sig i mig. Det føltes som om, at min troværdighed smuldrede, fordi der på én gang blev sat spørgsmålstegn ved allede trygge aftaler. Angsten fik tag i mig og mit hjerte bankede hurtigt, jeg svedte og maven rumlede.

Min chef grinte let, og jeg kiggede afsøgende på hendes ansigt for at se, om hun forstod, at der ingen sandhed var i vittigheden. Pludselig var det hele overstået. Jeg havde set hende i øjnene og forstået, at jeg stadig var til at stole på. Oplevelsen havde dog sat sine spor. Heldigvis var der ingen, som nogensinde satte spørgsmålstegn ved mine aftaler om at kunne gå tidligt – heller ikke efter vittigheden.

Det ændrer dog ikke på, at følelsen af angst og mistillid sad i mig i lang tid. Jeg pressede mig selv for, ikke at skulle gå tidligt i et langt stykke tid efter. Selvom jeg havde det skidt, så følte jeg pludselig, at jeg ikke kunne tillade mig at gå. Dette har jeg senere fundet ud af var en af de ting, som for alvor gav min angst ben at gå på.

Jeg talte med Casper om det flere år efter. Han var meget overrasket over, at jeg havde taget det sådan. Til gengæld lærte jeg en vigtig lektie: Tal med dine venner og familie, hvis du har det dårligt, både fysisk eller psykisk. Det er helt okay at du prioriterer dig selv. Det betyder ikke, at du vælger de andre omkring dig fra.

Det er fint, at du skal have plads til at gøre tingene på dine egne præmisser i et stykke tid. Men hvis man regner med, at de kan forstå disse ting, uden at man har givet dem chancen for at vide det, så kan det ende med en forfejlet vittighed på kontoret, som kan føles som et spark i maven

Indlægget er skrevet af Thomas, der er praktikant hos headspace København