”Jeg synes, det først blev en realitet, at jeg var homoseksuel, hvis jeg valgte at komme ud med det.”

 

Jakob på 22 år er homoseksuel. Han studerer psykologi på Odense Universitet, og når han ikke sidder med næsen nede i en psykologiteori, så er han frivillig ungerådgiver i headspace Odense.

”Jeg synes, det først blev en realitet, at jeg var homoseksuel, hvis jeg valgte at komme ud med det.”

Jakob er opvokset i Sønderjylland med far, mor og storesøster. Da han gik i folkeskole, kunne han godt mærke, at han var anderledes. Drengene var lidt mere spændende end pigerne.

”Men det var først, da jeg gik i gymnasiet, at jeg begyndte at få mere interesse i drenge og rent faktisk vide, hvad homoseksualitet var, hvad seksualitet var for noget, og hvad det måske kunne betyde for mig. For hvorfor skulle jeg være anderledes end alle andre?”

I gymnasiet fik Jakob også sin første mandlige kæreste, som han var sammen med i ca. 2,5 år. Han hjalp Jakob, mens han stadig var i skabet.

Jakob havde svært ved at acceptere sin egen seksualitet og var, ligesom mange andre, bange for at fortælle det til sine forældre, for så blev det en realitet. Han valgte at sige sandheden til sine venner allerede i 1.g., men det var først, da Jakob var omkring 19-20 år, at hans forældre blev bekendt med hans seksualitet.

”Jeg kan huske, at min mor og jeg sad og drak rødvin og hyggede os udenfor, og så smækkede hun bare ned i bordet og sagde: ’Så Jakob, jeg skal møde din kæreste nu!’, og det var jo skræmmende, for ’Hvad ved du?’”

For Jakob var det rart, at hun turde sige det til ham, for det var også noget, som hans mor havde brug for at snakke om. Jakob havde nemlig en tendens til at holde kortene tæt ind til kroppen, når det handlede om romantiske forhold.

”Det blev først en realitet, at jeg var homoseksuel, hvis jeg valgte at komme ud med det. For så blev det endeligt, og så var det bare sådan, jeg er. Jeg synes ikke, at det var særligt fedt at være anderledes. Jeg havde ikke lyst til at være homoseksuel. Primært fordi det var så bøvlet,” fortæller han med en smil.

Jakobs forældre har været meget støttende, og han har stadig et rigtig godt forhold til sine forældre. Dog opfattede Jakob ikke sin far som støttende, da de i forvejen havde et anstrengt forhold på det tidspunkt.

”Han har aldrig gjort noget negativt i forhold til det. Jeg har følt et behov for, at han spurgte mere ind til det, men han skulle jo også bearbejde det på en måde. Det er også noget, som jeg skal tage med mig, for jeg kan ikke regne med, at alle mennesker er med på, at jeg er homoseksuel fra start.”

Nogen man kan spejle sig i

For Jakob var det svært at finde sin identitet under hans opvækst i Sønderjylland. Han manglede en repræsentation af homoseksuelle, som adskilte sig fra den stereotype homoseksuelle, som blev vist i medierne. Det var svært at være en del af drengene, som kørte markræs og spillede computerspil. Jakob ønskede at passe ind, men det var svært, for på det tidspunkt ville han ikke anerkende sin egen seksualitet.

”Det var lidt underligt, da jeg ikke ville anerkende min homoseksualitet, og det føltes ikke så slemt, når jeg var i det, men efter jeg er kommet væk, kan jeg godt mærke, at det har hindret min udvikling og hindret mig i at gøre nogle ting, som jeg har haft lyst til at gøre. At jeg satte begrænsninger for mig selv uden nødvendigvis at gøre det eksplicit, fordi ’så ser de mig som homoseksuel, og så er jeg homoseksuel’. Men mere fordi det blev normalt, for ’hvis jeg gør sådan, så er jeg homoseksuel.”

Efter Jakob fik sin studenterhue på, tog han et sabbatår som bartender. Her mødte han den repræsentant, der altid har manglet: nemlig Preben, som også er homoseksuel.

”Det var et tilfælde, at jeg var så heldig at få ham som repræsentant og som pejlemærke for, hvordan jeg gerne ville være som homoseksuel, og at det ikke behøvede at være hele min identitet, men at det også ville være okay, hvis det var det, og at der ikke var noget galt med det.”

Relationen var hverken seksuel eller romantisk for Jakob og Preben. Det var et venskab, der hjalp ham med at indse små sandheder om det at være homoseksuel. Han kunne spejle sig i Preben og fik her hjælp til at forstå, hvilke kampe, der var værd at tage, og hvad man kan gøre for at gøre livet nemmere for sig selv.

Jakob og Preben nåede at bo sammen i et års tid. Det var et år, hvor Jakob fandt mere af sig selv og den identitet, han ønskede, og hvordan det skulle komme til udtryk, da han ikke havde lyst til at repræsentere den stereotype homoseksuelle mand, som altid er oppe i medierne.

”Preben har lært mig, hvem jeg gerne vil være, og at jeg ikke behøver at være en del af stereotypen for at udleve de følelser, som jeg har, og igen vil jeg gerne pointere, at det er okay at leve stereotypt. Han var en repræsentant, som jeg havde brug for, og som ikke alle unge homoseksuelle har. Vi har selvfølgeligt nogle store karakterer som Ole Henriksen, Niller fra familien fra Bryggen og Jimmy Lyngvild, og de er også repræsentative for en form for homoseksualitet, men de helt ’almindelige’ homoseksuelle, der lever i et hus og arbejder fra klokken 8-16 og ser Divaerne i Junglen bliver ikke rigtig repræsenteret. Preben har hjulpet mig med at navigere i den her jungle af stereotyper, identitet og selvværd. Jeg har været ret privilegeret.”

Stigmatisering og det heteroseksuelle slør

Det er svært at finde sit fodfæste som en ung, homoseksuel mand. Man bliver hurtigt sat i en boks baseret på et forældet stigma. Det vil Jakob gerne være med til at bryde.

”Man får hurtigt sat et stigma på sig. Men der er stor forskel på homoseksuelle, hvor der er nogle, som er meget ’straight-passing’, at man godt kan gå for at være en heteroseksuel mand. Her føler man sig privilegeret, fordi man ikke er ’outed’ hele tiden. Det giver mulighed for, at man kan gemme sig under det heteroseksuelle slør, der kan være rigtig rart. Det har jeg kunne gøre ret længe. Der har været et eller andet ved mig, som måske godt kunne havde været heteroseksuelt eller noget, som ikke har passet på den stereotyp. Det er ikke alle, der kan det.”

Ifølge Jakob mangler der en repræsentation af den ’almindelige’ homoseksuelle mand, som drømmer om de 3 v’er – villa, Volvo og vovse. Men han er også godt klar over, at der er brug for de mere fremtrædende homoseksuelle til at råbe folk op, såsom Ole Henriksen og Jimmy Lyngvild. De er nemlig også med til at repræsentere én form for homoseksualitet.

”Det er nødvendigt, at vi laver den her repræsentation i hvert fald indtil, at det er fuldstændig normaliseret, hvor der ikke er lande, hvor det er ulovligt, og man bliver slået ihjel for det. Derfor er vi nødsaget til at have de her ekstremer af homoseksuelle, som hele tiden repræsentere sig som: ’hey, jeg er homoseksuel, bum lev med det.’

Det er Jakobs egen fortælling, som motiverer ham til at være frivillige ungerådgiver hos headspace. Derfor står han frem for at fortælle sin historie, da han håber, den kan være med til at hjælpe andre, som er en del af LGBTQAI+-spektret.

Jakob ønsker at beskytte ’Prebens’ identitet, derfor bruger vi et andet navn. Vi er i headspace Danmark bekendt med navnet.

Indlægget er skrevet af Amalie, der er kommunikationsmedarbejder i headspace Danmark.