”Psykiatrien holdt mig i live, men hjalp mig ikke”

28-årige Rikke har kæmpet en lang, hård kamp med en spiseforstyrrelse, der en dag fik hende til at tømme et glas piller. Mange indlæggelser i psykiatrien fik ikke Rikke tilbage på sporet. Vendepunktet kom først, da hun fandt en at tale med, der lyttede og accepterede hende.

For Rikke startede det hele, da hun begyndte i børnehaveklasse.

”Jeg blev mobbet med alt, jeg kunne blive mobbet med: mit udseende, min højde, mit tøj. Så det var virkelig ensomt for mig at gå i skole. Jeg havde egentlig venner, men de vendte sig ofte mod mig, når mobningen for alvor tog fat. Så jeg kunne aldrig rigtig regne med nogen,” fortæller Rikke.

Og de voksne, der burde være kommet til Rikkes undsætning, var passive. Selvom Rikke af flere omgange forsøgte at få hjælp, skete der ikke noget. Lærerne vidste godt, hvad der foregik, og da Rikke gjorde sine forældre opmærksomme på problemet, reagerede de heller ikke.

”Jeg skar i mig selv dagligt”
Rikke klarede den gennem folkeskolen og kunne efter 10 års mobbehelvede endelig starte på en frisk i gymnasiet. Her kendte hun nemlig ikke sine nye klassekammerater, og det blev starten på et nyt kapital uden mobning.

Men hendes mentale helbred havde taget så stor skade af folkeskolens mørke år, og der gik ikke længe, før Rikke begyndte at skære i sig selv.

”Jeg cyklede hjem i frikvarterne for at skære i mig selv. Der var for meget uro på gymnasiet til, at jeg kunne gøre det der. For inderst inde skammede jeg mig så meget over det.”

Rikke kunne godt selv se, at den var gal. Så hun søgte hjælp hos en SSP-konsulent gennem en anonym brevkasse. Og det endte med, at Rikke kom til samtale med hende.

”Jeg var faktisk rigtig tryg ved hende, og vi havde nogle gode samtaler. Men pludselig kunne jeg ikke komme hos hende mere. Og så blev jeg sendt rundt til fire andre, hvor jeg skulle starte forfra hver gang. Det blev alt for meget, så jeg takkede nej til sidst,” siger Rikke.

Anoreksi afløste cutting
I slutningen af 1.g skete der dog en ændring i Rikkes vaner. Hun stoppede med at skære i sig selv fra den ene dag til den anden, fordi det simpelthen gjorde for ondt til sidst. Men hun fandt hurtigt et alternativ til sin cutting.

”Jeg begyndte lidt ubevidst på en kur og fandt ret hurtigt ud af, at jeg kunne kontrollere mine følelser og tanker ved at undlade at spise. Det tog ret hurtigt overhånd, fordi der var så meget usikkerhed og selvhad, der havde hobet sig op indeni mig.”

Og så skete der pludselig noget i Rikkes sociale liv. Det første år på gymnasiet var egentlig gået meget smertefrit i forhold til mobning, men Rikke var stadig ikke en del af en vennegruppe. Indtil hun begyndte at tabe sig.

”Jeg blev inviteret ind i en ret populær pigegruppe. Vægten røg ned, og jeg begyndte at se meget tynd ud – og pludselig blev jeg accepteret på en anden måde. På mange måder, uanset hvor skræmmende det må lyde, så var anoreksien min bedste ven, for det var gennem den, at jeg overlevede rent socialt – det følte jeg i hvert fald.”

Rikke blev mere og mere syg, men hjælpen udeblev. En enkelt gang blev hun konfronteret med sit vægttab af en studievejleder, men her var Rikke enormt afvisende, fordi hun ikke ville have, at nogen skulle tage den nyvundne kontrol fra hende.

”Når jeg kigger tilbage på alt det, jeg har været igennem, kan jeg godt blive ret forbløffet over, at jeg stadig er her den dag i dag, men man bliver enormt god til at finde på søforklaringer, når man har anoreksi. Man gør alt for at skjule det.”

Rikkes forældre forsøgte også at gribe ind. De var dog blinde for den psykologiske del af Rikkes helbred, at de sendte hende til en diætist, der selvfølgelig konstaterede, at den anorektiske pige skulle spise mere. Og så havde forældrene gjort, hvad de kunne.

”Det var et kæmpe svigt, og det har påvirket mig meget. Kunne de ikke lide mig? Man vil vel gøre alt for ens eget barn? Det har efterfølgende taget mig mange år at forstå og tilgive, at mine forældre reagerede, som de gjorde.”

Da alarmen endelig lød
Efter gymnasiet startede Rikke i 2009 på sygeplejerskestudiet, fordi hun gerne ville hjælpe andre. Men anoreksien rasede stadig, og følelsen af, at ingen så eller forstod Rikke, voksede sig større og større.

Men der var nogen, der så Rikke. Og i 2012 slog to veninder alarm og kontaktede Rikkes læge, der efter en samtale med Rikke henviste hende til Center for Spiseforstyrrelser. Og på trods af det lå 700 meter længere nede af gaden, måtte afkræftede Rikke tage en taxa. For hun kunne ikke klare turen på gåben.

”Jeg blev sygemeldt og boede på Center for Spiseforstyrrelser i fem måneder. Og jeg måtte ingenting udover at spise. Ingen gåture, ingen aktivitet. Så jeg spiste og sad stille – og fik strikket virkelig mange sokker.”

På trods af Rikke nu var kommet i behandling, følte hun alligevel ikke rigtigt, at hun blev behandlet. For der var ikke fokus på, hvorfor hende og de andre piger egentlig havde udviklet en spiseforstyrrelse.

”I de fem måneder jeg var der, blev jeg aldrig tilbudt en psykologsamtale. Og selvom personalet var rigtig søde, så var det hele meget på overfladen. Så jeg da udskrev mig selv til sidst, havde jeg det stadig virkelig af helveds til.”

En psyke så nedbrudt, at det ledte til selvmordsforsøg
Rikke fortsatte på studiet, blev færdiguddannet og fik hurtigt fast arbejde. Her besluttede hun at drukne alle tankerne ved at arbejde alt for meget. Og til sidst blev hun sygemeldt med stress af sin læge – og efter to uger derhjemme, sad Rikke igen ved lægen. Og havde taget for mange piller.

”Jeg blev akutindlagt til afgiftning på det sygehus, hvor jeg selv arbejdede. Og fordi de – af en eller anden grund – var overbeviste om, at jeg ville stikke af, tildelte de mig en vagt, og jeg var under konstant overvågning. Indtil afgiftningen var slut, og de sendte mig hjem igen. Bare sådan.”

Hjemme igen havde Rikke det langt fra godt, for hospitalsturen havde intet kureret – blot gjort ondt værre. Heldigvis fulgte hendes læge op på hændelsen og fik hende ind til samtale. Men samtalen tog en drejning Rikke slet ikke havde forudset.

”Pludselig stod der to politibetjente ved siden af mig. De fulgte mig gennem venteværelset, og inden jeg havde set mig om, sad jeg på bagsædet af en politibil og var på vej til en ufrivillig indlæggelse på psykiatrisk akutmodtagelse.”

Direkte på den lukkede
”Igen var de bange for, at jeg ville forsøge at stikke af, så jeg blev indlagt på det lukkede afsnit. Og her passede jeg virkelig ikke ind. Jeg var utroligt bange for de andre patienter. Der var råb og skrig natten lang, når de blev fikseret, og det var generelt en virkelig voldsom oplevelse. Det glemmer jeg aldrig.”

Heldigvis – og ret tilfældigt – fandt Rikke et velkendt ansigt. En vagt, hun kendte fra en af sine praktikperioder under studiet. Hun var tryg ved ham, og personalet begyndte hurtigt at gå til ham for hjælp. Og Rikke begyndte da også at spise de tre dage, hun var der.

”Han blev virkelig min redning. Personalet hjalp mig nemlig ikke. Jeg fik at vide, at jeg kunne begynde at spise og drikke, eller jeg kunne få lagt drop og sonde, og så ville de tvangsfodre mig. Så jeg valgte at spise,” fortæller Rikke og fortsætter:

”Igen oplevede jeg, at ingen hjalp mig med at bearbejde, hvorfor jeg ikke havde lyst til at spise og drikke. Så på mange måder kan man sige, at psykiatrien holdt mig i live, men hjalp mig egentlig ikke.”

Rikkes forældre var på ferie, da hun blev indlagt, og for at undgå at få en skideballe af sin far, ringede hun i stedet til sin faster, der fik hende udskrevet efter tre dage på den lukkede afdeling. Hun flyttede i en periode hjem til sin kusine, fordi hendes far, der aldrig havde forstået, hvor syg Rikke egentlig var, fandt hende tåbelig.

”Men efter et par uger flyttede jeg hjem til mig selv igen. Jeg var jo nødt til at klare mig selv på et tidspunkt. Men det gik selvfølgelig ikke, og efter et par måneder blev jeg igen akutindlagt – denne gang slog min mor alarm.”

Den dag, det hele vendte
Her var Rikke indlagt i ti timer, indtil hun igen udskrev sig selv. Men en samtale med en overlæge blev vendepunktet for Rikke, der indså, at hun aldrig ville kunne hjælpe andre, hvis hun selv skulle gå rundt og have det faretruende dårligt hele tiden.

”Der skete et eller andet. Jeg orkede ikke mere. Jeg ville gerne have et ordentligt liv, hvor jeg kunne gøre en forskel for andre. Så jeg besluttede, at jeg ikke ville være et offer eller en fejl mere – og at jeg ville spise, hvad jeg ville. Der kom virkelig en glød tilbage i mig lige pludselig.”

Den dag ændrede Rikke hele sit liv, og hun besluttede sig for at blive rask. I lang tid tog hun ikke på, og hun var også sygemeldt i et års tid. Men til sidst lykkedes det. Og Rikke fandt støtte et sted, hun aldrig havde forventet at finde den hjælp, hun så desperat havde manglet i alle de år.

”Jeg begyndte at snakke med en præst. Jeg var egentlig meget tilbageholdende, men det viste sig, at man slet ikke behøver at snakke om kristendom. Så her fandt jeg en vigtig støtte – mest af alt fordi hun ikke løb skrigende bort, da jeg fortalte hende hele min historie. Hun så og accepterede mig i stedet som den, jeg var. Endelig.”

Nu passer Rikke på sig selv – og hjælper andre
I dag er Rikke ovenpå. For hun har lært at lytte til sig selv og at sige tingene højt til betroede mennesker i sit liv. Der er stadig dårlige dage, men Rikke har lært at mærke efter.

”Min rejse fortsætter resten af mit liv. Der er både gode og dårlige dage for mig. Når jeg bliver stresset, stopper jeg nogle gange med at spise. Men heldigvis kun for en kort periode. Så bimler alle alarmklokkerne, og jeg kommer hurtigt tilbage på sporet,” slutter Rikke, der har nogle meget specifikke råd til unge, der står i den situation, hun har stået i:

• Stå ved dig selv og gør, hvad du har lyst til og behov for.
• Hvis du har en god læge, så kan du søge herhen. Hvis du ikke er tryg ved din læge, så skift!
• Find en person, du stoler på – undgå at gå alene med problemerne. Når man bliver mødt og set, kan de problemer, der føles virkelig store, hurtigt blive meget mindre.
• Har du ikke en person i dit liv, du kan gå til, er du altid i velkommen i headspace, hvor Rikke også er frivillig i dag. Du kan finde dit nærmeste center lige her.