Simone om livet med OCD: ”Jeg går halvt i opløsning, når jeg er alene”

Forestil dig, at du altid har følelsen af at være beskidt, uren, bakteriebærende eller ulækker. At du er sikker på, at du er til fare for dine omgivelser, fordi din ”inficerede” krop kan gøre skade på de mennesker, du holder allermest af.

Det er virkelig svært at sætte sig ind i. Men om ikke andet er det virkeligheden for 22-årige Simone, der har kæmpet med OCD on and off de sidste 10 år. En OCD, der også har bragt både angst og depression ind i den unge århusianers liv. Og det er en kamp, der desværre ikke er slut endnu.

Et teenageliv med tvangstanker
Men hvordan starter OCD egentlig? For Simone var det, hvad hun selv kalder, ”de klassiske vaskeritualer”. I 7. klasse begyndte hun lige så stille at vaske hænder oftere – uden at vide, at det skulle være begyndelse på flere års stridigheder med tvangstankerne.

For så kom de lange bade og frygten for at overføre dødelige bakterier til hendes familie. Til sidst startede isolationen fra hendes omverden.

”Jeg sad mere på skolens toiletter, end jeg var ude og lege med de andre i skolegården. Og der var især én lærer, som jeg virkelig ikke havde lyst til at komme i nærheden af. Så jeg fik to penalhuse, så det ”rigtige” ikke skulle være i nærheden af ham, og begyndte at gå i skole med en plasticpose fremfor min skoletaske. Den kunne jo blive inficeret med alt muligt.”

Rart at lade sig overgive
Heldigvis kunne Simones mor og papfar mærke, at der var noget helt galt. Og de vidste, at der skulle gøres noget.

”Jeg vaskede hænder konstant, tog lange bade og gik meget op i at få den reneste stol omkring spisebordet. På det tidspunkt var jeg selv så plaget af det, at jeg lod dem tage over. Det var virkelig rart at lade sig overgive, for jeg havde mistet kontrollen og havde brug for hjælp.”

Efter et par samtaler med sin egen læge blev Simone henvist til Børne- og Ungdomspsykiatrisk Center i Risskov. en henvisning til behandling hos OCD ambulatorisk afdeling på Risskov Sygehus. Her kom hun i et etårigt forløb med en ugentlig samtale hos to psykologer, der gav hende værktøjer til at slippe af med OCD’en. Og det virkede.

”Det var helt fantastisk. De var så dygtige og gav 13-årige Simone de helt rigtige øvelser. Jeg skulle fx røre ved min skoletaske i fem minutter hver dag. Og når jeg havde gjort det, skulle jeg huske mig selv på, at der ikke skete noget ved det – og så kunne jeg også godt tage den på i skole. Og sådan var der så mange små skridt.”

Når solstrålehistorien mister sin glans
Da året var omme, og Simones behandling var slut, hørte OCD’en fortiden til, og Simone havde et par år uden sin mørke følgesvend. Indtil hun startede i 2.g, og det igen ramlede indeni den unge pige.

”I 2.g begyndte det virkelig at gå ned ad bakke. Min OCD kom tilbage i forværret tilstand, hvilket skabte så meget kaos hos mig, at jeg også blev ramt af angst og depression,” fortæller Simone og tilføjer:

”Jeg var så flov, for jeg var jo solstrålehistorien, der var kommet igennem et behandlingsforløb med stor succes. Alle vidste, at jeg var kommet mig over det her, så jeg synes, det var enormt flovt at skulle søge hjælp igen – så jeg sagde det ikke til nogen i rigtig lang tid.”

SE OGSÅ: Nanna levede i et voldeligt forhold – læs her, hvordan hun slap væk fra daglig mistrivsel

En mavepuster
I starten af 3.g gik Simone langt om længe til lægen og blev henvist til Udredningsenheden på Afdeling Q ved AUH Risskov. Her blev hun visiteret til sit 2. behandlingsforløb for OCD og angst, men det var noget helt andet denne gang.

”Jeg var ældre, mine tanker var større, og min sårbarhed var langt mere kompleks. Jeg var ikke stærk nok til at overholde de aftaler, jeg lavede med mine psykologer, og samtidigt havde jeg lige mistet min morfar. Og det var virkelig en mavepuster. Pludselig blev det klart for mig, at min familie jo rent faktisk godt kunne dø. Og det var lige præcis dét, jeg var så rædselsslagen for.”

Morfarens dødsfald satte sine tydelige spor i Simones psyke. Nu var hun nødt til konstant at slå bakterierne ihjel. For hvis hun kunne gøre noget for at mindske risikoen for flere dødsfald, så skulle hun vel gøre det?

Simone kæmpede en udmattende kamp mod social angst og frygten for at miste, og det satte store hakker i hverdagen. Derfor var det mere held end forstand, at Simone pludselig stod med studenterhuen plantet på hovedet.

”Jeg klarede den igennem gymnasiet. Men det var ikke rart og mest af alt også på grænsen af, hvad der er muligt. Så jeg var klar til velfortjent fred og ro – i hvert fald i nogle måneder, indtil jeg ville finde et arbejde og tjene penge i mit sabbatår.”

Simones sabbatår i sårbarhedens tegn
Men Simone fandt aldrig et arbejde. For hun kunne ikke arbejde. Hun kunne faktisk ikke engang gå ud ad hoveddøren til familiens hjem.

”Jeg skulle jo ikke noget, så min angst og min OCD fik fri leg, og jeg burede mig fuldstændigt inde. Jeg undlod at lave aftaler, for hvis jeg gik ud, ville jeg blive inficeret med alt muligt. Jeg ville ikke kunne vaske hænder, og så ville der helt sikkert ske nogen noget. I mit hoved var det virkelig ikke det værd. Så jeg blev hjemme.”

Simone blev hjemme i halvandet år. Mere eller mindre. For når hun gik ud, var følelsen af at være dødeligt inficeret forståeligt nok alt for overvældende.

”Når jeg en sjælden gang imellem kom ud, gik jeg i bad i mere end en time, når jeg kom hjem for at sikre mig, at jeg var helt ren. Og det var jeg jo aldrig alligevel, følte jeg ikke.”

Men hvad laver man så, når man går rundt derhjemme dagen lang og har det skidt – og i så lang tid? Simone sov sig fra de negative tanker og fik på den måde et frirum fra den udmattende hverdag.

”Når jeg sov, kunne der ikke ske noget – med mig eller andre, og jeg kunne drømme mig væk i andre scenarier af, hvordan jeg ville ønske, at mit liv så ud. Jeg skrev også virkelig meget – digtede historier om mine drømme for livet.”

Og drømme var der nok af i Simones hoved. Så hun flyttede til Odense i håb om at starte studie. Men drømmen brast efter blot halvanden måned, og Simone var nødt til at se sig slået af sin OCD og den angst, der trofast fulgte med. Tilbage i Aarhus startede Simone igen i behandling.

”Det var et meget svingende forløb. Hver gang jeg kom ud fra en samtale, kunne jeg se alt det fantastiske ved livet. Men når jeg så kom hjem, synes jeg alligevel ikke, at der var sket en skid. Så jeg gik konstant fra at være fuldstændig høj til at være helt nede i kulkælderen.”

Et nyt kapitel med OCD som kompagnon
I disse dage er Simone i gang med sit 4. behandlingsforløb. Og det efterlader hende med et tomrum, hun ikke kan undgå at skulle forholde sig til.

”Det er den samme mølle én gang til. Men den her gang tror jeg, at jeg er langt mere modtagelig for behandlingen end førhen. Og jeg har et større overskud til at stå imod. Mit mål er, at jeg én dag skal være fri for OCD, og det kan godt være, at det er en illusion, men jeg er simpelthen nødt til at sætte barren højt – ellers ville det ikke give mening.”

Simone ved behandlingen virker, for hun har fundet modet til at starte nyt studie, og det har været en længe ventet succes. For Simone har taget den med ro og undgået at tvinge sig selv til en overbelastning med for lange dage.

”Jeg sagde til mig selv fra start, at jeg ikke skulle være med til mere, end jeg kunne overskue. Og derfor har det været superfedt at starte. Det har været sundt for mig at mærke, at jeg faktisk godt kan. Succesoplevelserne har der jo desværre ikke været så mange af, men nu er der i hvert fald én her med studiestart,” smiler Simone.

Tankerne omkring Simones psykiske sårbarhed og hendes nye studievenner har selvfølgelig også fyldt. Og Simone er kommet frem til, at det ikke er noget, de behøver at vide med det samme.

”Hvis det én dag kommer til at påvirke dem – fx de mennesker, jeg er i studiegruppe med – så synes jeg, at de har krav på at vide det. Men indtil da vil jeg bare gerne have, at de lærer mig at kende som Simone – og ikke som Simone med OCD. Den kasse har jeg ikke lyst til at blive puttet i fra start.”

Simone er også flyttet hjemmefra, men vender stadig ofte tilbage til familiens trygge rammer, for som hun selv formulerer det:

”Jeg går jo halvt i opløsning hver gang, jeg er alene.”

LÆS OGSÅ: Camilla om ensomhed: “Jeg følte bogstaveligt talt, at jeg blev kvalt.”

En bølge af online opbakning 
Der er stadig lang vej endnu for den unge studerende, men én ting har ændret sig markant. Hun har åbnet op omkring de mentale udfordringer, der præger hendes hverdag. Og Twitter har vist sig at være mere end bare fagfolk og politikere.

Simone har fundet et online heppekor, der bakker op om hendes kamp. Og det er guld værd, for hun er stadig ved at finde ud af, hvordan hun bliver mere åben på den offline side af skærmen.

”Jeg ved ikke, hvad jeg havde gjort uden Twitter. Og hvis mennesker, jeg ikke kender, kan være så støttende og hjælpsomme, så kan de mennesker, der rent faktisk kender og holder af mig, formentlig vise mig mindst lige så stor opbakning – hvis bare jeg lader dem vide, hvordan jeg egentlig har det.”

Hvorfor kan du ikke bare lade være med at vaske hænder?
Når Simone tænker tilbage på de sidste ti år, har én af de største udfordringer, hun har mødt, været at få folk til at forstå hende. For det ér virkelig svært som pårørende at sætte sig ind i, hvorfor man har behov for at vaske hænder hele tiden.

”OCD er så komplekst! Og jeg forstår godt, at folk ikke kan forstå mig og de ting, jeg gør. Men oppe i mit hoved giver det jo mening, og det gør jeg meget ud af at forklare folk,” siger Simone og fortsætter:

”Det værste man kan gøre er at misforstå hinanden. Både den pårørende og den psykisk sårbare er nødt til at stå sammen. Også når det er op ad bakke og virkelig frustrerende. Man skal huske, at begge parter kæmper for det samme mål – så man skal gøre sit allerbedste for at forstå, respektere og give plads til hinanden.”

Simones bedste råd til andre, der kan nikke genkendende til hendes historie, er, at man kommer længst med åbenhed. Af alle mennesker ved hun, hvor svært ærlighed kan være, men samtidigt har hun også erfaret, at det er det, der virker.

”Jeg er blevet bedre til at tale om min OCD. Hvis ikke ansigt til ansigt, så på skrift. Og jeg har fået øjnene op for, at andre mennesker kan have det ligesom mig. At det er okay at være åben om sine udfordringer og søge hjælp – også når man bliver ramt igen. For man skal ikke være flov over at have OCD.”

 

Ingen kommentarer endnu

Der er endnu ingen kommentarer til indlægget. Hvis du synes indlægget er interessant, så vær den første til at kommentere på indlægget.

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Philips svære valg af uddannelse: “Jeg ville ønske, nogen havde fortalt mig, at jeg kunne blive glad, uanset hvilken uddannelse jeg valgte”