”Han fik mig til at tro på, at jeg var dum, og at ingen ville være sammen med mig.”

Hvordan taler man til sin kæreste? Hvor meget kontrol bør man have med hinanden – og hvornår er der tale om psykisk vold?

Da Nanna var først i 20’erne mødte hun en mand, der kom til at ændre hendes liv gevaldigt. Og som hun endte med – seks år senere – at flygte fra.

”Da jeg mødte ham, var det jo godt. Det var spændende, det var sommerferie, han var en mand med styr på sit liv, så der var en masse gode ting i starten. Men som forholdet udviklede sig, blev han mere og mere dominerende og kontrollerende,” fortæller Nanna.

”Han havde to-do lister over alt. Rengøring, indkøb, hvor meget økologi vi skulle købe, hvor høj fedtprocenten i maden skulle være, hvor meget der skulle være danskproduceret. Der var planer for karriere, femårsplaner. Alt.”

Hun taler ubesværet om det. Som om hun har gjort det mange gange før. Eller som om det slet ikke var hende, det skete for. Som om det bare er en historie, en drøm.

”Jeg tror faktisk, den psykiske vold var der helt fra start. Jeg var bare ikke bevidst om det, selvom jeg jo godt vidste, at det ikke var normalt, at han bl.a. uopfordret kom ned og hentede mig, hvis jeg var i byen eller tjekkede mine beskeder og mine opkaldslister. Og så blev det gradvist værre. Han sagde til mig, at jeg var dum, og at ingen ville være sammen med mig, at jeg ikke kunne finde ud af noget. Og når man hører det ofte nok, så begynder man jo at tro på det. Han pillede mig stykvis fra hinanden,” fortæller Nanna.

Og det var på sin vis det, der var med til at fastholde hende i forholdet. For han fik hende til at tro, at det måske bare var ham, hun skulle være sammen med. For hvem skulle have lyst til at være sammen med hende, når hun både var dum, grim og uduelig.

LÆS OGSÅ: Det var så ensomt at være barn af en forælder med et alkoholmisbrug

Når grænserne skrider
Og mens Nanna blev mere og mere nedbrudt af den psykiske vold, sneg den fysiske vold sig også ind i forholdet.

”Jeg ved ikke, hvornår det startede, for det eskalerede gradvist. Det startede med, at han smed ting på gulvet, så blev det til en skulderlammer, og en dag skubbede han mig, så jeg faldt og brækkede mit håndled. Og selv det, fik han mig overbevist om, var min egen skyld. Og han holdt stædigt fast i, at han aldrig havde slået mig. Og hver gang fik han mig overbevist om, at det var mig, der var noget galt med.”

Nanna forklarer, at det jo ikke var, fordi hun ikke sagde ham imod. Det havde bare en konsekvens, når hun gjorde det. Han afpressede hende, slog hende, spyttede på hende. Og til sidst begyndte hun at tie, for hun kunne ligeså godt bare tage imod. Grænserne, der gradvist var blevet rykket, var blevet skubbet for langt. Nu tænkte hun: ”Det var ikke så slemt som sidst”, eller ”det var ikke så slemt som det, han truede med”, når han gjorde hende noget.

Men noget hobede sig op inde i Nanna, og grænsen var ved at være nået. Når hun mærkede rigtig godt efter, vidste hun godt, at det ikke var et sundt forhold, men hun var fanget, for han havde magten. At forlade ham var lettere sagt end gjort.

Nanna prøvede op til flere gange at forlade ham i de år, de var sammen, men det lykkedes ikke, indtil bægeret én dag flød over. Det var nu eller aldrig. I al hemmelig planlagde hun sammen med sin søster, hvordan hun skulle flygte, og en nytårsaften for nogle år siden løb hun ud i friheden, efter hendes ekskæreste var taget til Odense for at fejre nytåret. Hun blev hentet af sin søster, sin svoger og tre af deres kammerater. Hun fik ændret koder til sociale medier, så han ikke længere kunne kontrollere hendes konti. Hun skiftede til hemmeligt nummer, for han skulle ikke kunne kontakte hende. Og hun fik hemmelig adresse, for han skulle ikke kunne opsøge hende. Det skulle ske samtidigt, og han måtte ikke fatte mistanke de første par timer, for hun skulle nå helt væk først.

Det lykkedes. Hvor hun fik modet, viljen og styrken fra, ved hun stadig ikke. Men der var ikke andet for. Grænsen var nået, og det var nu eller aldrig.

Hun rykkede i første omgang hjem til sin søster og derefter ind på et værelse på Danners krisecenter, der er et sikkert og trygt sted for kvinder og deres børn, hvis de har været udsat for vold i familien.

”Jeg tog imod en plads på Danner. Selvom jeg egentlig ikke vidste, hvad jeg sagde ja til. Men jeg havde ikke noget at miste, og jeg havde brug for at få ham ud af mit liv og komme videre.”

Egentlig kunne hun slet ikke forstå, hvad hun lavede på et krisecenter. De andre kvinders historier var så voldsomme – langt voldsommere end Nannas. Og hun var ikke voldsomt forslået og påvirket, som de var. Hun skulle jo bare videre med sit liv og sit arbejde. Her hørte hun da ikke til. Eller hvad?

Vold er vold
”Du har været igennem alle voldsformer. Og nej, du er ikke forslået, du har ikke blå mærker, men det betyder ikke, at du ikke har været udsat for vold. Og det er voldsomt, hvad du har været igennem,” sagde de til hende på Danner.

For vold er vold. Men psykisk vold er en særligt svær størrelse.

Der er ingen ar at vise frem, ingen blå mærker, ingen beviser. Vi ved godt, at det ikke er okay at slå, men hvor går grænsen for, hvordan det er okay at tale til hinanden?

Mange kender ikke den grænse i deres ungdom, for grænser skal testes og prøves af. De er slørede, og sommetider bliver de først synlige, når de er overskredet. En ny undersøgelse fra Epinion har vist, at kun 68 procent af de 18-34-årige overhovedet kender begrebet psykisk vold. Og ligesom det var tilfældet for Nanna, kan den være svær at genkende, fordi det ofte begynder i det små og derefter eskalerer og bliver enormt nedbrydende for den, der bliver udsat for det. Og det er alvorligt. For Nanna har den psykiske vold været sværere at komme over end den fysiske.

”Man kommer hurtigt over en brækket arm, men at blive pillet fra hinanden stykvis, det var det sværeste. For jeg skulle bygges op igen fra bunden, og det har taget lang tid,” siger Nanna og fortsætter:

”Jeg har haft behov for at blive bekræftet. For jeg føler mig ikke flot eller klog. Jeg arbejder med det hele tiden, men det tager tid.”

Kan jeg overhovedet vaske tøj?
Nanna boede på Danner i et halvt år, før hun fandt sin drømmelejlighed og rykkede ud.

De første ni måneder havde hun en kontaktperson tilknyttet, som hun kunne spørge om stort og småt. Hvordan dater man fyre? Hvordan holder jeg styr på de praktiske ting? For det er ikke ”bare lige” at skulle møde verden igen, når man har levet med én, der har taget al kontrol og selvværd fra én.

”Jeg var pillet så meget fra hinanden, at jeg ikke troede på, at jeg kunne finde ud af noget som helst, så jeg blev enormt fokuseret på praktik – kan jeg overhovedet vaske tøj, kan jeg huske at betale mine regninger? Han var mit sikkerhedsnet. Han havde styr på økonomi og alt andet. Han tog alt ansvar fra mig, og alt var under hans kontrol. Og så får man følelsen af ikke at kunne noget som helst, fordi alt var i hans varetægt. Selvom jeg inderst inde godt ved, at jeg kan, blev jeg så usikker, og han skabte den usikkerhed i mig.”

Men Nanna kan – og kunne – ligesom alle os andre en hel masse. Og det har hun haft brug for at blive mindet om og erfare igen, efter hun flyttede fra ekskæresten. Helt Dan Túrellsk har det vigtigste været at vende tilbage til hverdagen og hverdagstingene – at føle sig normal igen og gøre ting, fordi hun havde lyst og frihed til at gøre det.

”Det vigtigste var at føle mig normal. At gøre normale ting, som normale mennesker gør. Bare at gå på arbejde. Og at tale om det. Det har jeg haft rigtig meget brug for, og det har været en naturlig del af processen at åbne op for det.”

Og det er så vigtigt, at der bliver talt højt og åbent om voldelige relationer, for – som Nanna siger – ”ved at der er bevidsthed om det, bliver man i et voldeligt forhold også mere opmærksom på, at der er noget galt.”

LÆS OGSÅ: Farlig flirten med spilleri endte med ludomani

Det er aldrig for sent
Når Nanna skal svare på, hvad hendes bedste råd er til én, der vil ud af et voldsramt forhold, bliver hun stille. Eftertænksomheden indfinder sig. Hun virker ikke helt sikker. Men så er det, som om det kommer helt af sig selv lidt senere i samtalen:

”Det er aldrig for sent. Og man skal aldrig være flov eller skamme sig. Man skal huske på, at andre er kommet ud af det. Og så kan man også selv. Der ér en vej ud. Det er bare et spørgsmål om at finde den. Min vej ud blev min søster. Andres vej har været anderledes, men det vigtigste er, at den er der. Det er aldrig for sent.”

Og det var vigtigt, at hun bragte skylden og skammen på banen og minder om, at det ikke er ens egen skyld, at man er voldsramt. For sommetider er det netop skammen, der fastholder én i voldelige forhold. Sommetider er det den, der gør, at man ikke tør sige det til nogen, for så kan spørgsmålet komme: ”Hvorfor er du ikke gået endnu?”. Og Nanna skammer sig også over, at hun ikke forlod sin ekskæreste tidligere.

”Jo hurtigere man kommer ud af det, jo bedre. Hvis man fornemmer, at der er faresignaler, så skal man ikke blive. For det ene år tager det andet, og man bliver drevet ind i en spiral af vold, som kun bliver sværere at bryde ud af. Så man skal skynde sig væk.”

Jeg spørger hende til sidst, om hun har mod på en dag at stå i en adressebog igen.

”Det ved jeg ikke. Så skulle det være om mange år. Det er stadig min safe zone. Men måske en dag.”

Til dig, der vil ud af et voldeligt forhold:

Hvis du fornemmer faresignaler og oplever, at dine grænser fysisk eller psykisk ikke bliver respekteret, skal du afslutte forholdet. Alle fortjener at blive behandlet respektfuldt og ligeværdigt – både af partnere og alle andre. Hvis du ikke bliver behandlet godt, har din partner ikke fortjent dig.
Det er aldrig for sent at komme ud af forholdet.
Find en smutvej – om det er din familie, venner, et krisecenter eller noget helt fjerde.
Tal med nogen om din situation, og få bearbejdet det, du har været igennem.
Husk altid, at det ikke er din skyld.

Til dig, der er pårørende til en i et voldeligt forhold: