Jeg knækkede på at være hende den stærke, der altid klarede det hele

 

I en verden, hvor robusthed har præmieværdi, og de mange forventninger hurtigt kan føles som at vandre rundt med betonklodser på skuldrene, kan det være utrolig svært at være skrøbelig og indrømme, at man har brug for andre. Det kender Josephine alt for godt, og hun har skrevet et ærligt indlæg om, da hun ramte bunden, fik stress, og hvordan hun kom ud på den anden side.

Det er torsdag aften, og jeg har endelig givet op. Jeg har givet op på at være hende den stærke. Som jeg sidder der i vindueskarmen, har jeg mistet troen på, at jeg klarer den.

Mit ydre er stivfrossent, men under overfladen er jeg gået helt i stykker. Det er, som om noget inde i mig har ventet på denne dag. Frygtet og ønsket den på samme tid.

Denne dag, hvor jeg er klar til at falde fra hinanden og lade omverden gribe mig. Det er så skrøbeligt lige nu. Jeg tør ikke at give slip, for jeg har holdt fast så længe. Hvad nu, hvis der ikke er nogen, der griber mig? Hvad nu, hvis jeg lader mørket tage mig og aldrig kommer ud?
Jeg har godt vidst, at jeg på dette tidspunkt har haft stress i et stykke tid. Jeg ved også godt hvorfor – fordi vægten fra at være hende, der altid klarer det hele, har mast luften ud af mine lunger. Jeg ved godt, det er noget pis, at jeg ikke sover om natten. Jeg ved godt, at jeg bliver sindssygt udmattet ved bare det mindste og ikke magter min hverdag længere. Jeg ved godt, at jeg ikke får nok ordentlig mad at spise. Jeg ved godt, det er skidt, at jeg hele tiden er på vagt, og at jeg vender mig ved den mindste lyd. Jeg ved godt, at hele min krop kører med 100 km/t, og at mine fysiske symptomer er voldsomme. Jeg ved godt, at jeg de første og sidste 23 år af mit liv har været sindssygt dårlig til at passe på mig selv.

Jeg tager selv beslutningen om at tage til lægen. Jeg forsøger at fortælle min omverden om det, hvilket er et stort skridt for mig. Det virker som om, de ikke helt forstår det, som om de tænker: Hun har nok en dårlig dag. Men hvordan skal de vide, at jeg er gået fuldstændig i stykker indeni, når jeg sjældent fortæller dem, at jeg har det skidt? Hvordan skal de forstå, at jeg har brug for, at de griber mig, når jeg ikke råber om hjælp?

Sovepiller mod sammenbruddet

Mens jeg sidder hos lægen, spørger jeg mig selv: ”Hvorfor sidder jeg egentlig der og er ikke taget til forelæsning?”, og ”Hvorfor synes jeg i øvrigt, at jeg er syg nok til at belemre lægen?”. Det bliver min tur. Jeg går rystende ind over dørtærsklen og forklarer – til lægens store overraskelse – fuldstændig objektivt og nøgtern om alle mine symptomer. Jeg kan mærke, hvordan jeg bryder helt sammen indeni. Heldigvis når mit sammenbrud overfladen, og jeg bryder ud i tårer og hulker.

Lige der ved han slet ikke, at jeg tigger ham om at gribe mig. I stedet begynder han at snakke om, hvor ressourcestærk jeg er, og at jeg hurtigt kommer over det her. Jeg bliver sendt hjem med et par velmente ord og piller, der skal hjælpe mig med at sove.

På vej hjem kører mit hoved derudaf. Hvorfor havde jeg ikke bedt nogen om tage med? Hvorfor skal jeg altid klare alting selv? Hvorfor kan jeg ikke nogle gange åbne den forbandede mund og sige, hvad jeg virkelig føler, hvad jeg har brug for? Men jeg vil jo ikke være til besvær, og alle andre har rigeligt at se til.

Jeg åbner hoveddøren, og så står jeg der igen – alene. Alene med en følelse af at stå med hele verden på mine små, skrøbelige skuldre. Nogle gange forbander jeg, at jeg ud ad til virker stærk. Jeg har nok altid signaleret, at jeg kunne klare alt og løfte alle, men det kan jeg ikke. Det er der ikke nogen, der kan. Jeg føler, at hver eneste knogle i min krop er brækket, og jeg ligger fladmast som en pandekage under den verden, som jeg har forsøgte at erobre på én gang.

Nogle gange ville jeg ønske, at jeg kunne invitere dem alle sammen ind i mit skrøbelige lille sensitive sind, så de kunne se, at der sad et lille 10 årigt barn der inde, som havde sindssygt meget brug for, at der var nogen, der lagde armene om hende. Nogen der havde ansvaret for hende.

Samtalen blev et vendepunkt

Konsekvensen af at være hende den stærke, der altid klarer det hele, var for mig, at jeg langsomt mistede mig selv. Jeg mistede evnen til at mærke, hvad jeg havde lyst til og ikke havde lyst til. Jeg kunne ikke aflæse min psyke og min krops signaler. Jeg var i virkeligheden slet ikke stærk og vidste ikke, hvor mine grænser var. Jeg var tit ked af det og følte mig helt nedbrudt uden at vide hvorfor. I alle de år har jeg tilladt folk at vandre frem og tilbage ind over mine grænser. Fordi jeg aldrig havde sat dem – kun rykkede dem mere og mere. Jeg mistede orienteringen og dermed muligheden for at finde vej ud.

Jeg skulle helt derud, hvor jeg blev ramt af stress, før jeg lærte at sætte grænser og række ud efter andre. Før jeg lærte at have balance i regnskabet mellem det, jeg gav, og det jeg fik igen. Da jeg begyndte at vise min omverden, at jeg også godt kunne gå i stykker, og at jeg til tider havde brug for, at de var der og lyttede til det, jeg havde på hjerte, vendte det for mig.

Det var der, jeg kunne give slip på det kæmpe ansvar, der tyngede mig, og som jeg bar rundt på. Da jeg begyndte at tale med nogen om min smerte og om, hvordan jeg virkelig havde det, var det som om, det ansvar langsomt blev udjævnet. Jeg fortalte, at jeg havde brug for at blive grebet, og jeg tillod mig selv at gå i stykker. Vigtigst af alt – jeg tillod, at der var nogen, der greb mig. Jeg forlangte, at de greb mig. For vi må godt stille krav til de mennesker, der er omkring os. Vi skal sætte grænser. Vi må godt råbe om hjælp, og hvis de ikke hører os første gang – så må vi godt råbe endnu højere.

I headspace hører vi dig. Vi er nogen at tale med.

Josephine er frivillig i headspace Aalborg