Looks so good, feels so bad

 

Hvem er de piger, der altid får 12. Dem, der har pæne kærester, pæne Instagramfotos, og som gudhjælpemig også er i elevrådet, er gode veninder og dyrker sport på højt plan, mens de har fede fritidsjob. De kan det hele. Kan de ikke?

Nej. Det kan de ikke. Det er der ingen, der kan.

Og en stor del af de piger, jeg lige beskrev ovenfor kan faktisk overskue endnu mindre, end de fleste af os tror. For de har det virkelig, virkelig dårligt. Faktisk kæmper næsten 25% af landets gymnasiepiger med deres mentale sundhed.

For de lever i det, ungdomsforsker ved Aarhus Universitet, Helle Rabøl Hansen, kalder en nulfejlskultur. Og der er pres på fra alle sider. De skal præstere i skolen, de skal præstere på sociale medier, ved sociale sammenkomster, og helst skal de også præstere ekstra – fx gennem elevrådsarbejde eller andre frivillige aktiviteter. Og så skal de selvfølgelig også være både pæne og søde at se på. Det er en virkelig smal sti at skulle vandre på.

Majbritt Bay, faglig leder hos Girltalk, der er et rådgivningstilbud til 12-24-årige piger og unge kvinder, udtaler sig også i programmet. Og hun ser også en tendens til, at nulfejlskulturen lægger et enormt pres på unge piger. Hun siger blandt andet:

“Alt i deres liv skal være perfekt. Og hvis tingene ikke er perfekte, lever de ikke op til de krav, de stiller til sig selv. Når de lykkes i noget, så var det jo bare det, der var forventet. Så har de jo bare levet op til minimumskravet til sig selv. […] Når man får 12, så svarer det faktisk bare til at være bestået. For det er minimumskravet. Og hvis man går under det, så er det bare ikke godt nok.”

Jeg er ikke længere 15-19 år gammel. Jeg går ikke længere i gymnasiet. Jeg er 25 og færdiguddannet om en måned. Alligevel kender jeg de piger, for de piger er mig.

Og jeg tror, at de også er mange af jer – hvad enten I er 15 eller 25. Så jeg synes, I skal give programmet et lyt. Og så skal I denundelyme give jer selv lidt snor. Jeg prøver at gøre det samme.

I kan høre programmet lige her

Indlægget er skrevet af Cecilie, der er praktikant i headspace