Uddannelsesvejens alternative ruter

 

For en måneds tid siden skrev vi her på headspace-bloggen om, at stress blandt unge er et stigende problem. Det er noget rigtig skidt, at der er så mange, som slet ikke trives i den dagligdag, de har. Men hvad er det egentlig, der udløser denne stress?

Jeg har selv været meget syg af stress i en lang periode og har spekuleret meget over, hvor det var, filmen knækkede, hvorfor jeg ikke stoppede op og opdagede det i tide, da både krop og sind sagde fra. Ikke mindst har jeg tænkt enormt meget over, hvad jeg kunne have gjort anderledes. Mit hoved har været fyldt med spørgsmål, som fx lever jeg på den rigtige måde? For perfektionistisk, for sart og stiller jeg for høje krav til mig selv? Bekymrer jeg mig for meget, og tager jeg tingene for tungt?

Kort sagt, hvad er det, der gør, at jeg ikke bare kan bide tænderne sammen og klare det hele lige som alle andre?

Jeg har senere fundet ud af, at det ikke kun er mig, der går rundt med de her tanker. Ofte vil vi nemlig vende skylden indad og bebrejde os selv, at vi ikke trives og ikke har det godt. Vi har en tilbøjelighed til at tro, at alle andre omkring os klarer det hele perfekt. Og så må vi jo være forkerte, når nu vi ikke kan finde ud af det. Men sandheden er nok nærmere, at vi faktisk allesammen bare tumler rundt med røven i vandskorpen og forsøger at gøre vores bedste og navigere i det her forvirrende fænomen, der hedder livet?

Den anden side af sandheden er, at vi er vokset op og er unge i et udpræget konkurrencesamfund, hvor vi konstant er udsat for et enormt pres. Ofte er vi slet ikke selv klar over det, for på mange måder er vi en privilegeret generation, hvor der ligger utroligt mange muligheder foran vores fødder.

Men bag alle mulighederne og valgfriheden ligger der bare samtidig en underforstået forventning om, at vi hele tiden kan og skal optimere. VI skal gøre det bedre, udvikle os og realisere vores fulde potentiale. Vi må helst ikke vise tvivl, men skal være målrettede og ambitiøse – det er det, som giver prestige og status. Vi spejler os i hinanden og gør, hvad vi kan for at passe ind. Mange af os følger strømmen og den vej, der umiddelbart ligger foran os som den ”rigtige og gode vej”.

Det kommer blandt andet til udtryk, når vi står over for at skulle vælge en uddannelsesvej. Efter folkeskolen strømmer mange unge til de gymnasiale uddannelser, og størstedelen vælger hovedvejen til de almene gymnasier heriblandt mig selv. Men det er bare langt fra alle, som lykkes med at finde sig til rette her. Mange har i første omgang måske blot fulgt strømmen og forsøgt at tilpasse sig noget, som ikke for alvor passede med det, man var og kunne. Andre har bare ikke været helt parate til at klare det faglige og menneskelige pres så tidligt i livet. Jeg tænker derfor, at vi allesammen kunne blive bedre til at vise, at den ”rigtige og den gode vej” ikke nødvendigvis behøver at være magen til den, som flertallet vælger.

I headspace møder vi mange psykisk sårbare unge, som har svært ved at håndtere det store forventningspres på ungdomsuddannelserne og i samfundet generelt. Det kan godt være, at disse mennesker er sårbare, men de har også store menneskelige og faglige potentialer. Det kunne være, at de i stedet skulle have valgt en uddannelse, hvor de kunne bruge deres faglige potentiale til at blive dygtige til et håndværk eller til noget kreativt? Måske ville de have godt af bare at tage sig tid, få andre ikke-skolerelaterede erfaringer med og måske tage en uddannelse senere i livet.

Jeg er bange for, at vi er kommet til at skrue et uddannelsessystem sammen, hvor vi i virkeligheden skal beslutte os for vores fremtidige uddannelses- og karriereplaner alt for tidligt i livet. Det er et problem, at vi som unge bliver presset til at foretage så vigtige valg, inden vi for alvor har fået det personlige fundament, den mentale robusthed, selvindsigt og modenhed, det kræver at finde sin plads i tilværelsen.

Hvis vi skal nedbringe den stress, mistrivsel og det store forventningspres, som mange unge føler dagligt på deres egen krop, tror jeg, at det er så vigtigt, at vi bliver bedre til at synliggøre alle de alternative ruter, der kan være til et godt og meningsfuldt liv. Hovedvejen er god nok men måske ikke rigtig for alle. Vi kan hjælpe hinanden med at vise, at det er okay at være usikker og i tvivl. Vi kan blive så meget bedre til at vise, at det er okay at give sig den tid, man skal bruge for at finde sin vej i tilværelsen. Vil I være med til det?

Hvis vi gør det, kan vi nemlig signalere, at det faktisk er en mulighed at svinge fra motorvejen, sætte farten lidt ned og tage den mere kringlede vej frem mod den uddannelse og det job, man trives i. Måske indebærer ruten et par svinkeærinder undervejs og nogle stikveje, der ender blindt, men vejen frem mod destinationen er måske med til at give os nye indsigter, kreativitet og livsmod. Og det tror jeg, er det allervigtigste, man kan have med sig.

Indlægget er skrevet af Line, der er kommunikationsfrivillig i headspace Aalborg