En introverts guide til rusturen

Voxpop: Velkommen på studiet

Cykler man forbi Halmtorvet på Vesterbro i København omkring kl. 11:30, kan man i disse dage se et tilbagevendende fænomen udspille sig. Klynger af nye gymnasieelever der i deres halve times frokostpause er i gang med at skabe nye relationer, venskaber og måske endda kærester. Det er nemlig ikke længe siden, at skoleklokkerne ringede ind for første gang efter sommerferien, og det betyder, at rigtig mange unge begynder i en ny skole eller på et nyt studie. Selvom det er en tid, der for mange er fyldt med fest og farver og nye spændende oplevelser, vil vi her på bloggen også sætte fokus på nogle af de bekymringer, man let kan have, når man skal starte et helt nyt sted. Derfor har vi været på gaden og spurgt folk, hvad de husker som værende det mest skræmmende eller bekymrende, sidste gang de skulle begynde i en ny skole eller studieretning.

Kenneth 30 år – har studeret på RUC og DTU
kenneth 

Hvis du tænker tilbage på de gange, du er begyndt på en ny skole, havde du så nogle bekymringer, inden du begyndte?
Jamen jeg tror, at den bekymring, der går igen, hver gang jeg er startet på en ny skole, er, om der er nogle mennesker, jeg kan socialisere med. Altså om jeg kunne finde nogle, som jeg rent faktisk kunne få et lidt dybere venskab med end bare en platonisk studiekammerat-relation. Det er noget, der er utrolig vigtigt for mig, fordi det bare gør det lidt lettere at komme igennem dagene. For eksempel hvis man er træt af studiet i perioder, så er det bare federe at tage afsted, hvis man har nogle gode venner på studiet. Presset fra skolen bliver på en måde også lettere at håndtere, når man har nogle venner, som oplever det samme, og som man derfor kan snakke med studiet om.
Hvad ville du sige til dig selv, dengang du startede, når du nu ved det, du ved i dag?
Nok at være åben fra starten overfor alle typer mennesker. Man møder mange forskellige mennesker på de forskellige skoler, og jeg har senere i mit uddannelsesforløb fundet en stor værdi i at snakke med mennesketyper, hvor jeg ikke tidligere har haft deres venskabs-potentiale – hvis man kan sige det sådan. Det er fedt at udvide sin horisont både med den viden, man får via studiet og også rent socialt.
Hvis du kunne give et godt råd til alle dem, der begynder på et nyt studie, hvad skulle det så være?
Man skal glæde sig til at få nye bekendtskaber, og der skal nok være nogle, som man kommer til at have det fedt sammen med. Er man et sted med mange mennesker, så finder man før eller siden nogle at snakke med. Ja, og så er alle jo i samme situation som en selv.

Line 26 år – har studeret dansk og græsk på KU

line

Hvis du tænker tilbage på de gange, du er begyndt på en ny skole, havde du så nogle bekymringer inden?
Hmm – det er et godt spørgsmål. Jeg tror egentlig altid, at jeg er gået ind til studiestart med sådan en lidt: Jeg-tager-det-som-det-kommer attitude. Men de to bekymringer, jeg husker tydeligst, som har knyttet sig til skolestart, er venskaber og faglige udfordringer. Jeg har altid stillet store krav til mig selv og vil derfor også gerne gøre det godt på studierne. Det kan være svært at skulle aflevere de første opgaver og få de første karakterer, fordi man lige skal knække koden til, hvordan man laver nogle gode opgaver i de forskellige fag på de forskellige skoler. Og ja, derudover er der jo så hele det sociale aspekt, hvor bekymringerne tit har cirklet omkring, om jeg kommer til at finde nogle medstuderende, som jeg klikker med – eller om jeg skal sidde alene i kantinen og spise. Det er egentlig ret underligt, fordi jeg er generelt et meget socialt menneske og har ikke svært ved at skabe venskaber, men alligevel har den bekymring været til stede, hver gang jeg er startet på en ny skole.
Hvad ville du sige til dig selv, den gang du startede, når du nu ved det, du ved i dag?
Nok noget med at jeg er på det niveau, jeg skal være, for den alder jeg har, og at jeg ikke er færdig med at lære. Derfor er det okay at lave fejl. Og derudover at man ikke skal bekymre sig om de dumheder, man selv synes, man laver over for sine studiekammerater. Alle dummer sig, og man får mange chancer – rigtig mange.
Hvis du kunne give et godt råd til alle dem, der starter i en ny skole i disse dage, hvad skulle det så være?
Helt sikkert at det nok skal gå det hele. Og så måske at det er helt okay at bekymre sig. Det viser bare, at det, man laver, betyder noget for en.

Lennard 25 år – har studeret Architectual Engineering på DTU

lennard

Hvis du tænker tilbage på de gange, du er begyndt på en ny skole, havde du så nogle bekymringer, inden du startede?
Jamen jeg kan fortælle om sidste gang, jeg begyndte på et studie, hvor jeg egentlig ikke havde nogle bekymringer, inden jeg startede. Men da der var gået et par dage, fandt jeg ud af, at det studie, jeg var begyndt på, tiltrak nogle mennesker, som jeg – med få undtagelser – ikke klikkede så godt med. Senere skiftede jeg også studieretning, og der kunne jeg godt mærke, at de andre elever havde været på rus-tur sammen og havde lært hinanden godt at kende. Så mine bekymringer, hvis man kan kalde dem det, kom først efter, jeg var startet. Men det hele endte jo godt.
Hvad ville du sige til dig selv, den gang du startede, når du nu ved det, du ved i dag?
Ikke noget tror jeg. Det er jo bare en del af det at gå i skole. Man lærer at takle forskellige situationer – både gode og dårlige – og den erfaring er vigtig.
Hvis du kunne give et godt råd til alle dem, der starter i en ny skole i disse dage, hvad skulle det så være?
Find nogle venner i stedet for at køre dit eget løb. Lav nogle studiegrupper – så bliver skoletiden lidt mere overskuelig. Derudover så vil jeg også anbefale at tage på rus-tur. Det giver virkelig nogle gode muligheder for at få nogle gode bekendtskaber.
Vær dig selv og slap af
De fleste har nok på et eller andet tidspunkt prøvet at begynde på en ny skole, og alles oplevelser og bekymringer er nok også forskellige. Det faglige og sociale kan skabe store bekymringer, og især kan man nemt tænke, om man er god nok, og om man passer ind i fælleskabet. Selv meget sociale væsener kan have den bekymring, men alle er jo i samme båd. Alle kan være usikre på, om de kommer til at indgå i fællesskabet. Så slap af, vær dig selv – det hele løser sig oftest, ellers er der hjælp at hente ved studievejlederen eller på steder som headspace.

Indlægget er skrevet af Karina, der er kommunikationsfrivillig i headspace København

Ingen kommentarer endnu

Der er endnu ingen kommentarer til indlægget. Hvis du synes indlægget er interessant, så vær den første til at kommentere på indlægget.

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

En introverts guide til rusturen